Gå til indhold

Danskerne vælger i højere grad nye spiltyper

Danskerne benytter sig i stigende grad af nye spiltyper såsom væddemål og onlinekasino. Liberaliseringen af spil har på flere områder været en succes, mener skatteminister Karsten Lauritzen.

Siden den delvise liberalisering af spilmarkedet i 2012 er det blevet mere populært at spille kasino på nettet hos spiludbydere med dansk tilladelse samt ”oddse” på udfaldet af eksempelvis en sportsbegivenhed eller hvilket navn, et nyt medlem af Kongehuset får.

I 2015 brugte danskerne således for første gang flere penge på væddemål og onlinekasino tilsammen end på monopolspil såsom lotto. Det er en af de centrale konklusioner i Spillemyndighedens årsberetning, som nu offentliggøres. 

Skatteminister Karsten Lauritzen kalder liberaliseringen og den deraf øgede konkurrence på spilområdet for en succes, bl.a. fordi man har fået et tidligere ureguleret online spillemarked under kontrol. Spiludbydere skal have tilladelse til at udbyde spil i Danmark.

”På rigtig mange områder er den delvise liberalisering, som et bredt flertal af Folketingets partier gennemførte i 2012, en succes. Der var behov for ordnede forhold, og liberaliseringen har betydet, at danskerne kan vælge mere frit og sikkert mellem forskellige spil,” siger skatteministeren, der dog samtidig peger på to udfordringer som følge af et ændret spilmarked.

For det første har indtægterne fra monopolbelagte spil såsom lotto været svingende siden den delvise liberalisering af spilmarkedet. Det kan være en udfordring for de mange frivillige foreninger over hele landet, som lever af udlodningsmidler, der kommer fra monopolspillene.

Et tværministerielt udvalg er i øjeblikket ved at evaluere den såkaldte udlodningsmodel, som fordeler midlerne til foreninger og almennyttige formål gennem en fordelingsnøgle på udlodningsloven. Evalueringen skal danne grundlag for politiske drøftelser.

Skatteministeren ønsker at finde en løsning, der sikrer det frivillige foreningsliv stabile rammer.

”Det frivillige foreningsliv er en livsnerve i vores samfund og er med til at gøre os til aktive medborgere. Derfor lytter jeg også til deres bekymringer over de svingende indtægter og efterspørgsel efter mere sikre rammer,” siger skatteministeren. 

For det andet har liberaliseringen medført en mere synlig markedsføring af spil, hvilket kan få spillelysten til at vokse.

Som led i en politisk aftale fra 2014 iværksatte Skatteministeriet derfor en række ludomaniundersøgelser, som skal give et opdateret billede af omfanget af spilafhængighed og sikre, at den fremtidige bekæmpelse af spilafhængighed baseres på den nyeste viden.

Undersøgelserne gennemføres af det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

Se udviklingen i Danskernes spilforbrug i Aktuelle Skattetal
Læs Spillemyndighedens årsberetning her