Skatteministeriet
Luftfoto
Nyhed 16. april 2015

Danske ministre deltager ved Verdensbankens forårsmøde

Internationalt Skatteminister Benny Engelbrecht og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen deltager ved Verdensbankens årlige forårsmøde i Washington DC, der begynder fredag og slutter søndag. Verdensbankens forårsmøde i Washington fokuserer på udviklingslandenes økonomi, og hvordan landene undgår at blive udnyttet til aggressiv skatteplanlægning.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Danske ministre deltager ved Verdensbankens forårsmøde

Adskillige tusinde politikere, NGO’er og andre meningsdannere fra hele verden deltager i forårsmødet. Det består af en lang række seminarer og paneldebatter, der skal drøfte og belyse udviklingen i den globale økonomi. På dagsordenen er også fremskridtene og udfordringerne i det arbejde, som Verdensbanken og IMF (International Monetary Fund) udfører.

De danske ministre skal blandt andet deltage i en paneldebat fredag, hvor temaet er udviklingslandenes udfordringer i forhold til aggressiv skatteplanlægning. Debatten vil også dreje sig om, hvordan udviklingslandene får etableret og styrket den nationale økonomi, blandt andet ved et effektivt skattesystem, og får udnyttet deres hjemlige ressourcer. De øvrige talere i panelet er fra Peru, USA og Norge.

Ud over paneldebatten vil Benny Engelbrecht og Mogens Jensen også deltage i en række møder om internationale skattepolitiske emner. Møderne er med repræsentanter for Verdensbanken og repræsentanter for de amerikanske skattemyndigheder. På programmet er også et møde med formanden for den internationale netværksorganisation Financial Transparency Coalition, der bistår regeringers arbejde med at forhindre og reducere ulovlige finansielle transaktioner.

Endelig er den nederlandske ambassadør i USA vært ved en arbejdsmiddag, hvor de to danske ministre er sammen med ministre med tilsvarende ansvarsområder fra Sverige, Storbritannien, Tyskland, Australien, Norge, Canada, USA og Holland.