10. februar 2012
Her er du: Tal-statistik > Skatter og afgifter

25/08/11

EU's egne indtægter - Danmarks betalinger til EU


EU's budget finansieres af 4 såkaldte egne indtægter; told, sukkerafgifter, moms- og BNI-bidrag.

Danmarks bidrag til EU

Toldindtægterne opkræves af medlemsstaterne efter toldsatserne i EU's fælles toldtarif og i henhold til EU-forordninger om toldsuspensioner og toldfrihed. Endvidere anvendes reglerne for nedsættelse af told for varer omfattet af EU's præference-ordninger.

Sukkerafgifterne omfatter produktionsafgifter af sukker, der er pålagt som led i EU’s landbrugsordninger. Sukkerafgifterne var før 2009 en del af landbrugsafgifterne som også omfattede import og eksportafgifter. Der skelnes ikke længere mellem told og import og eksportafgifter. Disse bogføres derfor sammen fra 2009, mens sukkerafgifterne fortsat bogføres separat.  

Medlemsstaterne beholder 25 pct. af told- og sukkerafgifterne til dækning af opkrævningsomkostningerne.

Momsbidraget opkræves på et harmoniseret grundlag opgjort efter reglerne i 6. momsdirektiv. Bidragssatsen var 0,75 pct. i 2002 og 2003 og 0,5 pct. fra 2004. Fra 2007 reduceres den til ca. 0,3 pct.
 
BNI-bidraget er den finansieringskilde, der sikrer, at EU's udgifter stemmer overens med indtægterne. Derfor kaldes BNI-bidraget også for EU's supplerende ( marginale ) finansieringskilde. BNI-bidraget opkræves på et harmoniseret grundlag. BNI-bidraget har som følge af de seneste finansieringsreformer fået en stadig større betydning for finansieringen af EU's budget.

Danmarks betalinger, der udgør ca. 2 pct. af medlemsstaternes samlede betalinger til EU, beløber sig til 17,8 mia. kr. i 2010 og forventes at blive 18,3 mia. kr. i 2011 og 20,1 mia. kr. i 2012.

Tabel 1. Fordeling af EU’s egne indtægter fra Danmark. 2003 - 2012
  2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011* 2012*
  Ca. mio. kr.
Told- og sukkerafgifter 1) 2) 1.632 1.929 2.316 2.392 2.452 2.537 2.033 2.342 2.385 2.385
Momsbidrag 4.259 2.784 3.005 3.508 3.694 4.003 3.334 2.621 3.015 3.100
BNI-bidrag 7.328 9.663 9.602 10.439 10.384 10.592 13.110 12.820 12.895 14.645
I alt 13.219 14.376 14.923 16.339 16.529 17.132 18.477 17.783 18.295 20.130

* Skøn august 2011.
1) Efter fradrag for administrationsomkostninger på 25 pct. derefter. I 2001 blev der i første omgang kun opkrævet 10 pct. Differencen er refunderet i 2002.
2) Fra og med 2009 skelnes der ikke længere mellem landbrugsafgifter og told. Landbrugsafgifterne bogføres derfor fremover sammen med told. Sukkerafgift opgøres fortsat separat.

Der har i de seneste år, som det fremgår af tabellen, været en vækst i BNI-bidraget, mens momsbidraget har været nogenlunde konstant. . I 2010 ses en svag stigning i indtægterne fra told og sukkerafgifter til 2,3 mia. kr., og denne stigning forventes at fortsætte frem til 2011, hvorefter bidraget forventes at ligge konstant i perioden 2011-2012. Indtægterne fra momsbidraget er i 2010 faldet med 713 mio. kr., og det forventes at de i 2011 vil stige med 464 mio. til omkring 3 mia. kr. og ligge på samme niveau i 2012 Der forventes i perioden 2010-2012 en stigning i BNI-bidraget, hvilket sammen med ovenstående forventninger betyder at det forventede danske bidrag til EU’s indtægter stiger. Det bemærkes i øvrigt, at skønnet for BNI-bidraget for 2011 er nedjusteret med godt 1 mia. kr. i forhold til tidligere. Dette følger af, at Kommissionen i forbindelse med EU’s budget for 2012 har nedjusteret skønnet for det, Danmarks skal bidrage til EU med efter et fælles BNI–grundlag i 2011.

Evt. henvendelse: Chefkonsulent Tor Christensen, tlf. 33 92 33 92