Afgifter - provenuet af afgifter og moms
Statens afgiftsprovenu 2003-2010
I perioden 2003 – 2010 er statens afgiftsprovenu steget fra 225 mia. kr. i 2003 til 270 mia. kr. i 2010, dvs. en stigning på omkring 45 mia. kr. svarende til 20 pct.
Hovedparten af afgiftsprovenuet kommer fra merværdiafgiften (momsen). Momsen udgør ca. 60 pct. af provenuet i gennem perioden. I Danmark er der enhedsmoms på 25 pct. på alle varer og tjenester, der udskrives på et forholdsvis bredt grundlag, hvor de vigtigste undtagelser er husleje, finansielle ydelser, aviser o. lign.
Stempelafgiften/Tinglysningsafgiften udgør mellem 2 og 3 pct. af afgiftsprovenuet. Provenuudsvingene i perioden 2003-2010 skyldes udviklingen på låne- og boligmarkedet. Grundet et lavt konverteringsomfang og mindre aktivitet på boligmarkedet indbragte tinglysningsafgiften et lavt provenu på 5,2 mia. kr. i 2009, hvilket er det laveste niveau siden 2001. Tinglysningsafgiften indbragte i 2010 et provenu på 5,7 mia. kr. svarende til en stigning på 9 pct. fra året før.
Energiafgifterne udgør 11-14 pct. af provenuet. Provenuet fra energiafgifterne har ligget nogenlunde konstant i perioden.
Afgiften af motorkøretøjer udgør ca. 10-13 pct. af det samlede afgiftsprovenu. Størstedelen udgøres af registreringsafgiften, der efter momsen er den største enkeltpost blandt statens afgifter. Det samlede provenu fra afgift af motorkøretøjer er steget i perioden frem til 2007, hvorefter der ses en faldende tendens, særligt i 2009, hvor der skete en kraftig opbremsning i bilsalget grundet konjunktursituationen. Afgiften af motorkøretøjer er i 2010 i forhold til 2009 steget med 5,9 pct.
Miljøafgifterne blev primært indført i 1990’erne. I 2005 blev der indført afgift på mineralsk fosfor. Miljøafgifterne har udgjort ca. 4 pct. af afgiftsprovenuet i perioden fra 2003 til 2010, og størstedelen af provenuet vedrører CO2-afgiften.
Andelen af de øvrige punktafgifter - spiritus, øl, vin, tobak og chokolade mv. - er faldet til ca. 4,9 pct. i 2009 mod ca. 6,7 pct. i 2003. Tendensen er, at provenuet har været faldende siden 2003, og samlet er det faldet med ca. 2,3 mia. kr. eller 15 pct. i den betragtede periode. I 2005 blev der indført en afgift på alkoholsodavand. For perioden 2009 - 2010 er øvrige punktafgifter steget med 10,1 pct. og udgør 5,3 pct. af afgiftsprovenuet. Stigningen skyldes især at provenu på alkoholsodavand i perioden er steget med 41 pct., afskrivninger mv. er steget med 36 pct. og afgift på chokolade mv. er steget med 20 pct.
Statens afgiftsprovenu i 2011 og 2012
Det forventes, at statens samlede afgiftsprovenu fra 2010 til 2011 vil stige med ca. 10,7 mia. kr. hvilket hovedsageligt skyldes en forventet stigning i provenuet fra merværdiafgiften på 7 mia. kr. samt i provenuet fra energi- og motorkøretøjsafgifterne på henholdsvis 0,7 mia. og 2 mia. kr., fra lønsumsafgiften 0,6 mia. kr., fra de øvrige punktafgifter på 0,1 mia. kr. og fra tinglysningsafgiften på 0,3 mia. kr.
Fra 2011 til 2012 forventes igen en stigning i statens samlede afgiftsprovenu på ca. 11,2 mia. kr. Udviklingen kan primært forklares ved stigninger i det forventede provenu fra moms, afgifter vedrørende motorkøretøjer, energiafgifter og afgift af mættet fedt indført 1. oktober 2011.
Mens provenuet fra tinglysningsafgiften var på sit laveste niveau i 2009 siden 2001 steg provenuet i 2010 med 10 pct., det forventes at provenuet i 2011 stiger med 5,3 pct., hvorefter det i 2012 forventes at falde med 8 pct. i forhold til 2011. Denne forventede stigning skyldes digitaliseringen af tinglysningen i september 2009, som bød på uforudsete store dokumentbunker hos Tinglysningsretten, der først er blevet behandlet i 2010 og 2011.
Momsprovenuet skønnes at stige med 7 mia. kr. fra 2010 til 2011 primært grundet et stigende privatforbrug samt ophævelse af momsfritagelse på levering af fast ejendom, som trådte i kraft 1. januar 2011. Momsprovenuet forventes at stige med yderligere 7,9 mia. kr., svarende til 4,5 pct., fra 2011 til 2012.
Energiafgifterne forventes i 2011 at medføre afgiftsindtægter på godt 35 mia. kr., hvilket er godt 0,7 mia. kr. højere end provenuet i 2010. Dette skyldes primært en stigning i provenuet fra el, kul og naturgas, hvilket kan tilskrives indekseringen af energiafgifterne. Energiafgifterne forventes at stige med 1,2 mia. fra 2011 til 2012.
I 2011 forventes provenuet fra bilafgifter at stige med ca. 2 mia. kr., heraf en vækst i provenuet fra registreringsafgiften på 1,6 mia. kr. i takt med at bilmarkedet viser bedringstegn efter det kraftige konjunkturafhængige fald i bilsalget i slutning af 2008 og hele 2009. Provenuet fra vægtafgift/ejerafgift forventes at stige med godt 340 mio. kr.
I 2012 forventes bilafgifterne at stige med yderligere 2 mia. kr. grundet en stigning i provenuet fra registreringsafgiften såvel som vægtafgiften.
Provenuet fra miljøafgifterne forventes at blive 9,7 mia. kr. i 2011, hvilket er en stigning fra 2010 på knap 140 mio. kr. Dette kan tilskrives en stigning i CO2 afgiften, som delvis modsvares af et fald i provenuet fra afgift af affald. Forklaringen hertil er indekseringen af CO2 afgiften samt omlægningen af miljøafgifterne.
Provenuet skønnes at stige yderligere i 2012 med godt 370 mio. kr. Dette kan tilskrives en forventet stigning i CO2 afgiften på 200 mio. kr. samt en forventet stigning i provenu fra afgift af bekæmpelsesmidler, hvilket igen kan tilskrives omlægning af miljøafgifter.
De traditionelle punktafgifter på tobak, spiritus, øl mv. forventes i 2011 at bevare niveauet fra 2010 på godt 14 mia. kr.
Provenuet fra de traditionelle punktafgifter forventes i 2012 at stige til 15 mia. kr. svarende til en 5 pct. stigning eller knap 690 mio. kr. Den forventede stigning skyldes det forventede provenu fra afgift af mættet fedt i 2012.
| Tabel 1. Statens afgiftsprovenu 2003 - 2012 | ||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Finansår | 2003 | 2004 | 2005 | 2006 | 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011* | 2012* |
| Mio. kr. | ||||||||||
| Tinglysningsafgift | 6.147 | 6.502 | 8.548 | 8.810 | 8.574 | 8.049 | 5.180 | 5.695 | 6.000 | 5.500 |
| Merværdiafgift (moms) | 132.203 | 140.423 | 151.752 | 165.813 | 174.281 | 175.113 | 165.676 | 169.832 | 176.800 | 184.700 |
| Energiafgifter mv. | 31.509 | 31.768 | 31.161 | 31.375 | 30.957 | 31.605 | 31.612 | 34.290 | 35.000 | 36.200 |
| Afgift af stenkul mv. | 1.739 | 1.594 | 1.464 | 1.539 | 1.413 | 1.471 | 1.576 | 2.450 | 2.550 | 2.700 |
| Afgift af elektricitet | 8.310 | 8.378 | 8.427 | 8.697 | 8.664 | 8.697 | 8.792 | 10.204 | 11.200 | 11.600 |
| Naturgasafgift | 3.597 | 3.802 | 3.717 | 3.678 | 3.124 | 3.799 | 3.555 | 4.418 | 4.500 | 4.700 |
| Afgift af olieprodukter | 7.444 | 7.713 | 8.029 | 8.204 | 8.548 | 8.763 | 8.953 | 9.086 | 9.000 | 9.300 |
| Benzinafgift | 10.420 | 10.282 | 9.524 | 9.256 | 9.209 | 8.876 | 8.736 | 8.132 | 7.750 | 7.900 |
| Afgifter vedr. motorkøretøjer | 23.107 | 27.528 | 32.297 | 35.535 | 35.603 | 33.027 | 24.112 | 25.634 | 27.584 | 29.614 |
| Vægtafgift (grøn ejerafgift) | 8.017 | 8.334 | 8.693 | 9.221 | 8.712 | 10.544 | 9.827 | 10.019 | 10.360 | 10.560 |
| Registreringsafgift | 12.839 | 16.799 | 21.109 | 23.731 | 24.321 | 20.031 | 12.001 | 13.390 | 14.970 | 16.770 |
| Afgift af ansvarsforsikringer | 1.923 | 1.999 | 2.040 | 2.125 | 2.097 | 2.040 | 1.855 | 1.855 | 1.875 | 1.900 |
| Afgift af vejbenyttelse | 328 | 396 | 456 | 457 | 473 | 412 | 428 | 370 | 379 | 384 |
| Miljøafgifter | 9.174 | 9.236 | 9.558 | 9.682 | 9.918 | 9.916 | 9.419 | 9.610 | 9.746 | 10.021 |
| CO2 - afgift | 4.809 | 4.836 | 5.072 | 5.121 | 5.091 | 5.076 | 5.019 | 5.757 | 5.999 | 6.199 |
| Afgift af svovl | 195 | 118 | 78 | 69 | 103 | 86 | 71 | 47 | 50 | 50 |
| Afgift af engangsservice1) | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - |
| Emballageafgift1) | 951 | 921 | 935 | 1.003 | 1.073 | 1.078 | 1.019 | 1.060 | 999 | 999 |
| Afgift vedr. CFC | 55 | 52 | 53 | 61 | 48 | 57 | 55 | 56 | 85 | 85 |
| Afgift af klorerede opløsningsmidler | 1 | 1 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 |
| Afgift af bekæmpelsesmidler | 398 | 423 | 412 | 365 | 445 | 572 | 440 | 461 | 500 | 575 |
| Affaldsafgift | 916 | 1.005 | 1.087 | 1.143 | 1.239 | 1.127 | 1.024 | 260 | 89 | 89 |
| Afgift af råstofmaterialer | 154 | 161 | 195 | 223 | 219 | 201 | 131 | 114 | 120 | 120 |
| Afgift af spildevand | 187 | 197 | 211 | 179 | 181 | 222 | 199 | 201 | 200 | 200 |
| Afgift af ledningsført vand | 1.416 | 1.430 | 1.389 | 1.378 | 1.380 | 1.385 | 1.372 | 1.364 | 1.400 | 1.400 |
| Afgift af Ni/Cd - batterier | 14 | 22 | 23 | 24 | 17 | 12 | 6 | 4 | 5 | 5 |
| Afgift af PVC og ftalater | 51 | 43 | 44 | 44 | 43 | 37 | 26 | 23 | 19 | 19 |
| Afgift af kvælstof | 26 | 27 | 25 | 25 | 28 | 23 | 21 | 23 | 30 | 30 |
| Afgift af mineralsk fosfor | - | - | 32 | 47 | 52 | 39 | 36 | 52 | 50 | 50 |
| Afgift af kvælstofoxider (NOx) | - | - | - | - | - | - | - | 189 | 200 | 200 |
| Afgift af visse vækstfremmere | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
| Tilskud til Euro 3 lastbiler | 0 | 0 | 0 | - | - | - | - | - | - | - |
| Afgifter på spil mv. | 2.031 | 2.251 | 2.292 | 2.430 | 2.624 | 2.537 | 2.299 | 2.242 | 2.183 | 1.635 |
| Øvrige punktafgifter | 15.072 | 13.925 | 13.879 | 13.853 | 13.350 | 12.927 | 12.769 | 14.210 | 14.344 | 15.031 |
| Afgift af spiritus | 1.516 | 1.188 | 1.192 | 1.165 | 1.215 | 1.162 | 1.063 | 1.009 | 1.050 | 1.050 |
| Afgift af vin | 1.159 | 1.144 | 1.011 | 1.010 | 1.033 | 1.058 | 1.048 | 1.072 | 1.099 | 1.174 |
| Afgift af øl | 1.466 | 1.363 | 1.143 | 1.111 | 1.085 | 1.028 | 954 | 901 | 900 | 900 |
| Afgift af alkoholsodavand | - | - | 8 | 16 | 17 | 15 | 13 | 21 | 85 | 85 |
| Tobaksafgift | 7.671 | 7.037 | 7.192 | 7.371 | 7.247 | 7.043 | 7.148 | 8.312 | 8.135 | 7.697 |
| Afgift af chokolade mv. | 1.326 | 1.369 | 1.404 | 1.419 | 1.420 | 1.372 | 1.329 | 1.646 | 1.675 | 1.675 |
| Afgift af konsumis | 178 | 179 | 181 | 188 | 178 | 182 | 170 | 204 | 200 | 200 |
| Afgift af mineralvand mv. | 679 | 496 | 495 | 516 | 428 | 402 | 408 | 385 | 375 | 375 |
| Afgift på mættet fedt | - | - | - | - | - | - | - | 0 | 200 | 1.250 |
| Forskellige forbrugsafgifter | 533 | 547 | 535 | 539 | 505 | 460 | 437 | 407 | 400 | 400 |
| Passagerafgift | 464 | 508 | 650 | 353 | 35 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
| Afgift af lystfartøjsforsikringer | 73 | 78 | 84 | 91 | 96 | 118 | 116 | 120 | 115 | 115 |
| Afskrivninger mv. | 7 | 15 | -16 | 74 | 88 | 87 | 83 | 131 | 110 | 110 |
| Lønsumsafgift | 3.585 | 3.730 | 3.917 | 4.378 | 4.672 | 4.612 | 4.370 | 4.921 | 5.540 | 5.685 |
| Told2) | 2.030 | 2.418 | 2.832 | 3.130 | 3.282 | 3.106 | 2.647 | 3.241 | 3.185 | 3.185 |
| Sukkerafgift2) | 128 | 154 | 256 | 54 | -18 | 218 | 38 | 35 | 35 | 35 |
| I alt | 224.986 | 237.934 | 256.492 | 275.060 | 283.242 | 281.110 | 258.123 | 269.709 | 280.417 | 291.606 |
Anm.: Tallene i tabellen er de bogførte tal og angivet i løbende priser
* Skøn august 2011.
1) Fra og med 2002 er afgift af engangsservice bogført sammen med emballageafgiften.
2) Fra og med 2009 skelnes der ikke længere mellem landbrugsafgifter og told. Landbrugsafgifterne bogføres derfor fremover sammen med told. Sukkerafgift opgøres fortsat separat.
Evt. henvendelse: Chefkonsulent Tor Christensen, tlf. 33 92 33 92
Note:
Tallene i tabel 1 er opgjort efter bogføringsprincippet dvs. det tidspunkt, hvor de forskellige skatte- og afgiftsadministrationer optager afgiften til indtægt i deres regnskab. Tallene afviger derfor fra tallene på siden Nationalregnskabsopgørelse af de samlede skatter og afgifter, hvor afgifter mv. er opgjort efter nationalregnskabsprincippet, der indebærer, at de angivne afgiftsindtægter henføres til den pågældende afgiftsperiode og dermed ikke til det tidspunkt, hvor afgiften reelt betales.