Afgifternes fordelingsmæssige virkninger i forhold til husholdningernes samlede indkomst

1. Indhold og metode

I dette notat beskrives afgifternes fordelingsmæssige virkninger for husholdningerne.

Konklusionen er, at hovedparten af afgifterne er degressive målt i forhold til husstandenes samlede indkomster. Når alle afgifter vejes sammen er afgifterne også samlet set degressive.

Kun afgifterne på biler kan siges at være progressive.

De øvrige punktafgifter – afgifterne på energi, alkohol, cigaretter, nydelsesmidler og miljø – er alle degressive.

Traditionelt har Skatteministeriet beskrevet fordelingsvirkningerne ved brug af Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelse, hvis data er tilgængelige via lovmodellen. Fordelingsvirkningerne er nu opdateret med seneste data fra forbrugsundersøgelsen fra 2002.

Forbrugsundersøgelsen for 2002 er et gennemsnit af spørgeskemaoplysninger for årene 2001-2003 for en relativt begrænset stikprøve. Tallene i tabellen er opregnede til befolkningsniveau med de af Danmarks Statistik beregnede opregningsfaktorer.

I det følgende er fordelingsvirkningerne vist for først hovedgrupper af afgifter og dernæst for hver afgift. Fordelingsvirkningerne er illustreret ved hjælp af figurer, der viser den relative incidens.

Incidensfigurerne og -tabellen er lavet ved at fordele den opregnede befolkning på deciler efter samlet indkomst i husstanden som defineret i Forbrugsundersøgelsen. For hver decil og for befolkningen som helhed findes husstandens samlede indkomst og samlede afgiftsprovenu. Herefter beregnes for hver afgiftstype en sats for en proportional indkomstskat, der indbringer det samme provenu som afgiften. Denne sats anvendes på de samlede indkomster i hver enkelt decil. Incidensen kan herefter findes som forskellen på den proportionale skat og den faktiske afgiftsbetaling i hver enkelt decil. Første decil indeholder husstandene med de 10 pct. laveste indkomster, mens tiende decil indeholder husstandene med de 10 pct. højeste indkomster. Husstandsbegrebet er defineret som en gruppe af personer, der bor sammen og har en høj grad af fællesøkonomi. Typisk vil husstande med høje indkomster bestå af flere personer end husstand med lavere indkomster.

Det kunne også have været valgt at vise afgifternes fordelingsvirkninger med udgangspunkt i f.eks. den disponible indkomst efter skat eller det samlede forbrug for husstanden. Dette ville i nogle tilfælde give en lidt anden fordelingsprofil. Det er her valgt at anvende indkomsten som sammenligningsgrundlag. Dette giver det bedste sammenligningsgrundlag med de fordelingsanalyser af indkomstskatterne, som traditionelt præsenteres af Skatteministeriet.

Det skal bemærkes, at tallene er forbundet med samme store usikkerhed som forbrugsundersøgelsen. Det gælder særligt de ”sjældne” afgiftstyper, der kun betales af få.

I de følgende afsnit beskrives afgifternes fordelingsvirkninger som hhv. progressive, degressive og proportionale. Disse udtryk dækker over om afgifterne udgør en stigende, faldende eller konstant andel målt i forhold til indkomsterne.

Et indeks på 100 angiver, at afgifterne virker som en proportional skat for indkomster i det givne decil. Indeks over hundrede angiver, at afgifterne belaster mere end en proportional skat, mens indeks under 100 angiver en lavere end proportional belastning.

Denne analyse søger alene at belyse de fordelingsmæssige konsekvenser af den faktiske afgiftsbetaling. Den fulde økonomiske byrde ved afgifterne indeholder også omkostningerne ved at priserne stiger og husstandene dermed kan forbruge mindre end de ville have gjort uden afgifterne. Dette såkaldte forvridningstab er ikke medregnet i analysen.

Der skal endelig gøres opmærksom på, at afgifternes fordelingsvirkninger ikke kan og bør ses helt isoleret fra det øvrige skattesystem samt de offentlige overførsler og anvendelsen af det offentliges skatteindtægter.

2. Fordelingsvirkninger i hovedtræk

En hovedkonklusion, når fordelingsvirkningerne af det danske afgiftssystem undersøges for et enkelt år er, at hovedparten af afgifterne er degressive målt i forhold til husstandenes samlede indkomster. Når alle afgifter og moms vejes sammen er afgifterne samlet set degressive. Dette er vist i figur 1.

Det fremgår af figur 1, at den samlede belastning med punktafgifter og moms belaster de laveste indkomstintervaller med ca. det dobbelte af de højeste indkomster målt i forhold til indkomsten. Hvis afgifterne havde været proportionale med indkomsten i det første indkomstinterval (med de laveste indkomster) skulle incidensen have indeks 100. I stedet har den indeks 180. Tilsvarende er incidensen kun 77 i det sidste indkomstinterval (med de højeste indkomster).

Figur 1. Relativ incidens af alle punktafgifter og moms samlet.

Figur 2 viser afgifterne fordelt på hovedgrupper. Kun afgifterne på biler kan siges at være progressive i det mindste for de første 8 indkomstdeciler.

De øvrige punktafgifter – afgifterne på energi, alkohol, cigaretter, nydelsesmidler og miljø – er alle degressive. Der kan heller ikke siges at være større forskelle i graden af omfordeling fra husstande med lavere indkomster til husstande med højere indkomster.

Figur 2. Fordelingsvirkninger for hovedgrupper af afgifter.

Momsen er ligeledes umiddelbart degressiv om end noget svagere end punktafgifterne. Den degressive moms afspejler to forhold, som slår igennem, når man kun analyserer fordelingsvirkningerne for et enkelt år. For det første vil husstande med lavere indkomster generelt set forbruge en større del af deres årlige disponible indkomst. For det andet vil husstande med lavere indkomster ofte enten låne (f.eks. studerende) eller bruge af den frie opsparing (f.eks. pensionister eller personer, som går fra beskæftigelse til ledighed). Derved kan forbruget jævnes ud over levealderen, men forbruget og dermed belastningen med afgifter kommer til at se meget højt ud målt i forhold til indkomsten.

Modsat vil husstande med højere indkomster opspare en større andel af den disponible indkomst med henblik på senere forbrug.

I de følgende afsnit beskrives de enkelte afgifter lidt nærmere.

3. Fordelingsvirkninger af de enkelte afgifter på biler

Det fremgik ovenfor, at afgifterne på biler samlet set er progressive. Når bilafgifterne samlet set er progressive skyldes det registreringsafgiften. De andre dele af bilafgifterne – benzinafgiften, vægtafgift/ejerafgift og ansvarsforsikringsafgift – er alle overordnet set omtrent proportionale eller svagt degressive. Registreringsafgiften er den af de mere betydningsfulde afgifter, som udviser den største relative ændring over de ti indkomstintervaller.

Figur 3. Fordelingsvirkninger af afgifterne på biler.

En del af forklaringen på, at registreringsafgiften er meget progressiv er dog, at husstande i de laveste indkomstintervaller på grund af den høje registreringsafgift slet ikke har råd til at købe bil, og dermed ikke i analysen belastes med registreringsafgift. Tilsvarende undervurderes den degressive virkning af de andre bilafgifter, fordi grupperne med de laveste indkomster ikke belastes med f.eks. vægtafgift, når de ikke har råd til at eje en bil.

4. Fordelingsvirkninger af de enkelte afgifter på energi

Samlet set er afgifterne på energi degressive, når de måles i forhold til indkomsten før skat. Dette billede går klart igen, når de enkelte afgifter på energi betragtes for sig. Figur 4 viser ikke nogen større forskelle mellem de forskellige energiafgifter, som alle falder fra et indeks omkring 250 for 1. decil til omkring 75 for 10. decil. Afgiften er naturgas er dog mindre degressiv i de første indkomstdeciler end de øvrige afgifter på energi.

Når afgiften af flaskegas udviser et mindre jævnt forløb end de andre afgifter på energi skyldes det den høje usikkerhed i undersøgelsen knyttet til de få observationer af denne mere sjældne afgift.

Figur 4. Fordelingsvirkninger af afgifterne på energi.

5. Fordelingsvirkninger af de enkelte miljøafgifter

De væsentligste miljøafgifter pålagt husholdningerne – affald, vand, emballage og bekæmpelsesmidler – er også degressive både samlet og enkeltvis. Heller ikke her er der den store forskel på, hvordan de enkelte afgifter virker fordelingsmæssigt. Belastningen med afgifterne falder fra et indeks omkring 250 for de laveste indkomster til omkring 65 for de højeste indkomster.

Figur 5. Fordelingsvirkninger af forskellige miljøafgifter.

Tilsvarende flaskegassen skal det nævnes, at det mere ujævne forløb for afgiften af bekæmpelsesmidler hovedsageligt skyldes usikkerheden i stikprøven.

6. Fordelingsvirkninger af de enkelte afgifter på alkohol og cigaretter

Afgifterne på alkohol og cigaretter er ligeledes alle degressive. Her er det dog muligt at spore en vis forskel mellem de enkelte afgifts- og varetyper. Afgifterne på spiritus, øl og cigaretter er således mere degressive end afgiften på vin.

Afgifterne på spiritus, øl og cigaretter falder fra et indeks omkring 230-312 for de 10 pct. af husstandene med de laveste indkomster til omkring indeks 50 for de 10. pct. af husstandene med de højeste indkomster. De laveste indkomster anvender altså 4-6 gange så stor en andel af deres indkomst til disse afgifter som de højeste indkomster.

I forhold hertil er vinafgiften væsentligt mindre degressiv. Vinafgiften falder således kun fra indeks 183 til 92 svarende til en halvering af den relative afgiftsbelastning.

Senest blev fordelingsvirkningerne af afgifterne på alkohol og cigaretter berørt i Rapport om grænsehandel 2004, hvor fordelingsvirkningerne blev beskrevet i absolutte beløb i modsætning til den relative belastning, som benyttes her. Konklusionen var, at afgifterne på øl, spiritus og tobak rammer forbrugerne med stort set det samme kronebeløb uanset om man er rig eller fattig. Afgifterne på vin, sodavand og chokolade mv. stiger i absolutte beløb jo højere indkomsten er. De to analyser illustrerer to forskellige måder at præsentere de samme resultater på. Valget af præsentationsformen afhænger i høj grad af, hvad analysen skal anvendes til.

Figur 6. Fordelingsvirkninger af afgifterne på alkohol og cigaretter.

7. Fordelingsvirkninger af de enkelte afgifter på nydelsesmidler

Endelig er fordelingsvirkningerne af de enkelte afgifter på forskellige andre nydelsesmidler som kaffe, te, chokolade, is og sodavand vist i figur 7. Afgifterne er alle både samlet og enkeltvis klart degressive. I de første 4-5 indkomstdeciler er der dog visse forskelle i graden af hvor degressive afgifterne virker målt i forhold til husstandenes indkomster.

Tilsyneladende er afgifterne på kaffe og te således mere degressive end afgifterne på is, sodavand og chokolade. Kaffe og te har indeks omkring 250 i 1. decil og omkring 60 i 10. decil. Til sammenligning har is, chokolade og sodavand indeks mellem 150 og 200 i første decil og indeks på godt 60 i 10. decil.

Figur 7. fordelingsvirkningerne af afgifter på forskellige nydelsesmidler.

Anm.:   Lovmodelberegninger på Forbrugsundersøgelsen for 2002.

Anm.:   Lovmodelberegninger på Forbrugsundersøgelsen for 2002.