Skatteministeriet
Notat 9. januar 2012

Skatteministerens lovprogram 2011/2012

Lovgivning Folketingsåret 2011/2012

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Skatteministerens lovprogram 2011/2012

Ændring af lønsumsafgiftsloven, momsloven, opkrævningsloven, lov om hasardspil i turneringsform og forskellige andre love (Udvidelse af lønsumsafgiftstilladelse af museumsvirksomhed, momsfradrag i stedet for godtgørelse for visse transaktioner, ophævelse af momsfritagelse ved indførsel af magasiner til private, mulighed for dagbøder ved uregistreret virksomhed, visse lempelser i faktureringsreglerne)  (Nov I)

Forslaget vedrører en række justeringer af lovgivningen, herunder som følge af EU-regler.

Lov om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger samt administrativt arbejde på beskatningsområdet (Nov. II)

Forslaget skal sikre, at Danmark overholder sin forpligtelse til at gennemføre to EU-direktiver om henholdsvis inddrivelsesbistand og udveksling af oplysninger og andet administrativt samarbejde i skattesager. Desuden indebærer forslaget, at en række anbefalinger til Danmark fra Global Forum on Transparency and Exchange of Information imødekommes gennem tilvejebringelse af ejeroplysninger om selskaber, der ikke er aktie- og anpartsselskaber, og om kommanditselskaber. Endelig indebærer forslaget, at der indføres sanktioner for overtrædelse af de særlige indberetningspligter, der vedrører EU's rentebeskatningsdirektiv.

Ændring af pensionsafkastbeskatningsloven, pensionsbeskatningsloven samt lov om ændring af pensionsbeskatningsloven og lov om ændring af forskellige skattelove (Afskaffelse af fradrag for formueforvaltningsomkostninger og nedsættelse af loftet for indbetalinger til ratepension og ophørende alderspension m.v.)  (Nov II)

Forslaget indebærer, at pensionsinstitutterne fremover ikke vil kunne fratrække formueforvaltningsomkostninger i grundlaget for pensionsafkastskatten. Forslaget indebærer endvidere, at loftet for fradragsberettigede indbetalinger til ratepension og ophørende alderspension nedsættes fra årligt 100.000 kr. til 55.000 kr. Forslaget følger op på aftalerne om finansloven for 2012.

Ændring af ligningsloven (Skattekreditter for forsknings- og udviklingsaktiviteter) (Nov II)

Forslaget indebærer, at selskaber og selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen, får mulighed for at få udbetalt skattekreditter, dvs. skatteværdien af underskud, der stammer fra forsknings- og udviklingsaktiviteter. Forslaget følger op på aftalerne om finansloven for 2012.

Ændring af aktieavancebeskatningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love (Nedsættelse af grænsen for finansielle aktiver i forbindelse med succession ved overdragelse af aktier og justering af rentefradragsbegrænsningsreglerne)  (Nov II)

Forslaget indebærer, at grænsen for finansielle aktiver i forbindelse med succession ved overdragelse af aktier efter den såkaldte pengetankregel sættes ned fra 75 pct. til 25 pct. Forslaget indebærer endvidere, at rentefradragsbegrænsningsreglerne strammes. Forslaget følger op på aftalerne om finansloven for 2012.

Lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love (Afskaffelse af multimediebeskatningen, ophævelse af skattebegunstigelsen for medarbejderaktieordninger, ophævelse af skattefritagelse for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer m.v., lønsumsafgiftspligt for aflønning i aktier og købe- og tegningsretter til aktier m.v., justering af BoligJobordningen, ophævelse af loftet over børne- og ungeydelsen og tillæg til grøn check m.v.)  (Nov II)

Forslaget indebærer afskaffelse af multimediesbeskatningen, samt genindførelse af beskatning af fri telefon, computer og internetadgang med udgangspunkt i reglerne før Forårspakke 2.0. Endvidere indebærer forslaget en ophævelse af skattebegunstigelsen af medarbejderaktieordninger med henblik på at al løn beskattes ens. Videre indebærer forslaget, at der indføres lønsumsafgiftspligt for aflønning i aktier og købe- og tegningsretter til aktier m.v. Desuden foreslås skattefriheden af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer og sundhedsbehandlinger m.v. ophævet for at sikre lige fri og lige adgang til sundhedsvæsenet. Forslaget indebærer endvidere en justering af BoligJobordningen for 2012, så den får en mere grøn profil. Loftet over børne- og ungeydelsen ophæves, således at der igen udbetales fuld børne- og ungeydelse for alle børn, uanset antal børn i familien. Endelig indføres en supplerende grøn check til familier med lave indkomster fra 2013. Forslaget udmønter elementer i regeringsgrundlaget "Et Danmark, der står sammen" fra oktober 2011 og aftalerne om finansloven for 2012.

Ændring af lov om afgift af kvælstofoxider, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og lov om afgift af naturgas og bygas (Højere afgift på luftforurening fra NOx m.v.)  (Nov II)

Med forslaget forhøjes afgiften på NOx for at nedbringe luftforureningen fra NOx og de skadelige virkninger for mennesker, natur og miljø. Desuden indebærer forslaget skærpede krav til måling af udledninger, som medfører, at flere NOx udledende energianlæg i Nordsøen vil blive pålagt afgiften.  Forslaget udmønter elementer i regeringsgrundlaget "Et Danmark, der står sammen" fra oktober 2011 og aftalerne om finansloven for 2012.

Ændring af chokoladeafgiftsloven, tobaksafgiftsloven, øl- og vinafgiftsloven og forskellige andre love (Afgiftsforhøjelser på chokolade, sukkervarer, is, sodavand, tobak, øl og vin)  (Nov II)

Forslaget hæver afgifterne på en række usunde fødevarer, samt tobak, øl og vin til gavn for folkesundheden og med henblik på finansiering af målrettede forbedringer af velfærden. Forslaget udmønter elementer i regeringsgrundlaget "Et Danmark, der står sammen" fra oktober 2011 og aftalerne om finansloven for 2012.

Ændring af brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, lov om afgift af ledningsført vand og lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. (Regulering af de løbende bilafgifter og andre afgifter m.v.)  (Nov II)

Forslaget indebærer regulering af afgiftssatserne i brændstofforbrugsafgiftsloven, forbrugsafgiftsloven, vandafgiftsloven og vægtafgiftsloven med det formål at kompensere for, at afgifterne i en årrække ikke har været indeksreguleret og dermed fulgt med den almindelige prisudvikling. Forslaget indeholder desuden en forenkling af reglerne for betaling af afgift af elektriske glødelamper. Endelig indføres i lov om afgift af ledningsført vand et bidrag til drikkevandsbeskyttelse, der skal træde i stedet for den nuværende afgift i vandforsyningsloven. Forslaget følger op på aftalerne om finansloven for 2012.

Ændring af kildeskatteloven, pensionsafkastbeskatningsloven og pensionsbeskatningsloven (Ændret afkastbeskatning af pengeinstitutordninger placeret i unoterede aktier og ved personers ophør af skattepligt, harmonisering af fristen for afregning af institutskat og individskat ved pensionsinstitutters ophør af skattepligt, mulighed for uden afgift at stoppe udbetalingen af en livsvarig alderspension m.v.)  (Jan II)

Forslaget indebærer for det første en række ændringer af pensionsafkastbeskatningsloven, der vedrører dels opgørelsen af afkastet af rate- og kapitalpensioner placeret i unoterede aktier, dels periodiseringen af afkastet ved ind- og udtræden af skattepligt. For det andet foreslås en ændring af pensionsbeskatningslovens regler for udbetaling af livsvarige livrenter, sådan at udbetalingerne fra en livsvarig livrente kan fastsættes midlertidigt i bero, og sådan at udbetalingen af størstedelen af livrenten ikke kan ske over en kort årrække.

Ændring af aktieavancebeskatningsloven, ligningsloven og forskellige andre love (Enklere beskatning af udlodning fra udloddende investeringsforeninger og justering af fraflytterbeskatningen af aktier)  (Feb I)

Forslaget indeholder bl.a. en forenkling af beskatningen af udlodningen fra udloddende investeringsforeninger således, at hele udlodningen beskattes som aktieindkomst, hvis foreningen er aktiebaseret, og som kapitalindkomst, hvis foreningen er obligationsbaseret. Forslaget indeholder tillige bl.a. en justering af reglerne om fraflytterbeskatning af aktier således, at et eventuelt nettotab på aktier ved flytning fra Danmark tages i betragtning, hvis personen flytter tilbage til Danmark igen. Endelig indeholder forslaget justeringer af reglerne om investeringsselskaber m.v., ophævelse af regler, der ikke længere har en indholdsmæssig betydning og andre mindre justeringer, herunder tekniske ændringer som følge af UCITS IV direktivet.

Ændring af lov om registrering af køretøjer, registreringsafgiftsloven; brændstofforbrugsafgiftsloven og lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. (Afgiftspligt og hæftelse m.v. vedrørende registreringsafgift og bemyndigelse af nummerpladeoperatører til at afmelde køretøjer m.v.)  (Jan II)

Forslaget vedrører en præcisering af reglerne om afgiftspligt, hæftelse og morarente m.v. vedrørende registreringsafgift samt autorisering af nummerpladeoperatører til at afmelde køretøjer fra Køretøjsregistret.

Ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og lov om afgift af svovl (Afgift af elektricitet til opladning af batterier, afgiftslempelse vedrørende komfortkøling samt teknisk justering af energiafgifter m.v.)  (Feb I)

Forslaget vedrører en regulering af afgiften på opladning af batterier for at opnå en neutral behandling af elafgift vedrørende forbrug. Forslaget vedrører endvidere en lempelse vedrørende komfortkøling samt justeringer af teknisk karakter.

Ændring af lov om afgift af bekæmpelsesmidler (Pesticidafgift)  (Feb II)

Forslaget indebærer, at afgiften af pesticider omlægges fra en værdiafgift til en mængdeafgift. Afgiften differentieres ud fra en række scorer på basis af stoffernes skadelighed for sundhed, miljø m.v. Omlægningen af pesticidafgiften indebærer, at afgiften på anvendelsen af pesticider samlet set øges. Forslaget følger op på regeringsgrundlaget "Et Danmark, der står sammen" fra oktober 2011.

Ændring af tobaksafgiftsloven (Regulering af pakkestørrelser på cigaretter) (Feb. II)

Formålet med lovforslaget er at forbyde salg af cigaretpakker, som indeholder mindre end 20 styk cigaretter. Hermed sikres det, at de forhøjelser af tobaksafgifterne, som fremgår af lovforslag nr. L33 om ændring af chokoladeafgiftsloven, tobaksafgiftsloven, øl- og vinafgiftsloven og forskellige andre love (Afgiftsforhøjelser på chokolade, sukkervarer, is, sodavand, tobak, øl og vin) (fremsat 21. november 2011) afspejles i forbrugspriserne, og derved har den ønskede sundhedsmæssige effekt.

Lovforslaget sikrer virkningen af tobaksafgiftsforhøjelser som foreslået i regeringsgrundlaget "Et Danmark, der står sammen" fra oktober 2011 og i aftalerne om finansloven.

Lov om afgift af skadesforsikringer (Mar I)

Loven skal erstatte og modernisere den gældende stempelafgiftslov. Der opkræves stempelafgift ved tegning af skadesforsikringer. Forslaget medfører visse forenklinger og moderniseringer af afgiften i forhold til den hidtidige stempelafgift.

Lov om midlertidig nedsættelse af straffen for overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen i forbindelse med visse udenlandske forhold (Mar I)

Lovforslaget giver mulighed for at nedsætte straffen ved selvanmeldelse af værdier i udenlandske pengeinstitutter, som tidligere har været udeholdt fra skatteansættelsen, således at straffen kun er en bøde på højst 60 pct. af unddragelsen uanset dennes størrelse.

Ændring af ligningsloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen mod nulskatteselskaber, beregning af indkomsten i et fast driftssted og åbenhed om selskabers skattebetalinger m.v.)  (Mar II)

Forslaget indeholder stramninger, der retter sig mod multinationale selskaber og andre selskaber med manglende skattebetaling i Danmark. Forslaget har derudover til formål at øge skattegrundlagets robusthed, herunder at styrke skatteopkrævningen og øge dokumentation og kontrol. Forslaget indeholder også et element om åbenhed om selskabers skattebetaling m.v. Denne del af forslaget følger op på aftalerne om finansloven for 2012.

Herudover indgår et forslag om, hvorledes indkomsten i et fast driftssted (en filial) skal beregnes. Det fastsættes, at beregningen følger OECD´s principper.

Ændring af ligningsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love (Initiativer vedrørende sort arbejde)  (Mar II)

Der er tale om en bred vifte af initiativer vedrørende bekæmpelse af sort arbejde. Forslaget følger op på aftalerne om finansloven for 2012.

Lov om afgift af udbetalte erstatninger ved arbejdsskade  (Mar II)

Forslaget vedrører en arbejdsskadeafgift på farligt arbejdsmiljø ved, at forsikringsselskaberne pålægges en afgift på 13,5 pct. på udbetalte erstatninger ved arbejdsskade. Forslaget følger op på aftalerne om finansloven for 2012.