Skatteministeriet
Notat 11. oktober 2010

Skatteministerens lovprogram 2010/2011

Lovprogram 2010/2011

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Skatteministerens lovprogram 2010/2011

Ændring af toldloven (Kontrol med likvide midler, kontrolanlæg ved landfaste forbindelser til udlandet og hjemmel til anvendelse af kropsscannere i forbindelse med personeftersyn) (Okt I)

Forslaget vedrører en række ændringer af toldloven med henblik på bekæmpelse af den grænseoverskridende kriminalitet. Ændringerne indebærer kontrol med likvide midler, som rejsende medbringer ved ind- eller udrejse af Danmark eller sender med posten eller med kurér, hjemmel til at der uden udgift for SKAT ved landfaste forbindelser mellem Danmark og udlandet etableres indretninger til kontrol samt hjemmel til at kunne udføre scanning i personkontrollen som alternativ til kropsvisitering.

Ændring af lønsumsafgiftsloven, momsloven, registreringsafgiftsloven og forskellige andre love (Fremrykning af forhøjelse af lønsumsafgift for finansielle virksomheder, lønsumsafgiftsfritagelse for undervisning på professionshøjskoler, ændring af regler om renten ved registreringsafgift ved bl.a. forholdsmæssig betaling i forbindelse med leasing) (Okt I)

Forslaget vedrører en fremrykning af den forhøjelse af lønsumsafgiften for den finansielle sektor fra Forårspakke 2.0, som blev besluttet i forbindelse med aftalen om Grøn Vækst 2.0 samt en justering af renten af registreringsafgift ved forholdsmæssig betaling i forbindelse med leasing, som indgik i regeringens aftale med DF fra maj 2010 om genopretning af dansk økonomi. Forslaget indeholder herudover en fritagelse på området for lønsumsafgift for visse uddannelsesaktiviteter på professionshøjskoler for videregående uddannelser. Endelig indeholder forslaget en række tekniske justeringer bl.a. som følge af ændret EU-lovgivning.

Lov om midlertidig nedsættelse af straffen for overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen i forbindelse med visse udenlandske forhold (Okt II)

Lovforslaget indebærer, at visse grovere overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen i en periode straffes med bøde på 60 pct. af det unddragne beløb og ikke som normalt med fængsel og tillægsbøde, hvis en række betingelser er opfyldt. Forslaget udmønter aftalen fra maj 2010 mellem regeringen, DF, SF, RV, EL og LA om en midlertidig strafnedsættelsesordning for udeholdt udenlandsk indkomst.

Ændring af skattekontrolloven (It-revision, dataspejling) (Nov I)

Forslaget giver skatteministeren hjemmel til at fastsætte en intern procedure for at tillade it-revision i form af dataspejling uanset persondatalovens beskyttelsesregler.

Ændring af lov om fremgangsmåde ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love (Effektivisering af inddrivelsen) (Nov II)

Forslaget vedrører en række initiativer, der skal effektivisere inddrivelsesopgaven og forenkle sagsgangene på området.

Ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme (Grundforbedringsfradrag) Nov II

Forslaget ændrer reglerne om anmodning om genoptagelse af sager om beregning af grundforbedringsbidrag, således at anmodning om genoptagelse skal være givet inden for bestemte tidsfrister. Endvidere foreslås der fastsat regler for dokumentation.

Ændring af ligningsloven og personskatteloven (Investering i vedvarende energi) (Nov II)

Forslaget udmønter en aftale mellem regeringen og partierne bag energiaftalen om nye skatteregler for vedvarende energianlæg.

Ændring af ligningsloven og forskellige andre love (Indberetning af indtægter fra sommerhusudlejning kombineret med forhøjet bundfradrag og ophævelse af fradrag for tobaksudgifter m.v.) (Nov II)

Forslaget indfører en pligt for sommerhusudlejningsbureauerne til årligt at indberette til SKAT de indtægter, som sommerhusudlejere opnår gennem udlejningen kombineret med en forhøjelse af bundfradraget til 20.000 for disse udlejere. Forslaget ophæver virksomheders fradragsret for udgifter for alle former for tobaksvarer til personalegoder, repræsentation og reklame.

Lov om afgift af mættet fedt i visse fødevarer (fedtafgiftsloven) (Nov II)

Forslaget indfører en afgift på mættet fedt i kød, mejeriprodukter, olier og fedtstoffer. Forslaget udmønter et element i aftalen om Forårspakke 2.0 mellem regeringen og DF.

Ændring af aktieavancebeskatningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love (Opfølgning på harmoniseringen af selskabers aktieafkastbeskatning m.v.) (Nov II)

Der er tale om justeringer og præciseringer af lovgivningen i lyset af de praktiske erfaringer med loven, der er en del af udmøntningen af aftalen mellem regeringen og DF om Forårspakke 2.0. Forslaget indeholder derudover bl.a. en række mindre justeringer af selskabsskattereglerne i lyset af de praktiske erfaringer med lovgivningen på området.

Lov for Grønland om visse spil (Nov II)

Forslaget fastlægger reglerne for udbud af lotterier, væddemål og spil i et online kasino i Grønland samt afgiftsniveau og betalingsregler. Forslaget skal ses i sammenhæng med Grønlands Selvstyres beslutninger om opbygningen af spillemarkedet i Grønland.

Ændring af pensionsafkastbeskatningsloven og pensionsbeskatningsloven (Justering af pensionsafkastbeskatningen m.v.) (Nov II)

Forslaget indebærer bl.a., at det gøres mere enkelt at flytte ratepensioner under udbetaling, ligesom der gives mulighed for at forlænge udbetalingsperioden for ratepensioner under udbetaling. Forslaget vil også indeholde tekniske justeringer af den nye pensionsafkastbeskatningslov fra 2007 på baggrund af pensionsinstitutternes arbejde med at implementere ændringer i systemer m.v.

Ændring af personskatteloven (Kompensation for kommunale skatteforhøjelser) (Nov II)

Forslaget vedrører en nedsættelse af bundskatten i 2011 med 0,03 pct.-enheder. Forslaget følger op på aftalen om kommunernes økonomi for 2011, hvoraf det fremgår, at kommuneskatterne kan stige med 300 mio. kr. i 2011, og at regeringen vil foretage en modgående lettelse af statsskatten, så skattestoppet overholdes.

Ændring af lov om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto og kildeskatteloven (Forbedring af etablerings- og iværksætterkontoordningerne) (Dec I)

Forslaget vedrører en række forbedringer af etablerings- og iværksætterkontoordningerne. Det foreslås bl.a. at nedsætte den såkaldte etableringsgrænse og at udvide etablerings- og iværksætterkontomidlernes anvendelsesområde. Der foreslås også en justering af etablerings- og iværksætterkontolovens fraflytningsregler. Forslaget udmønter et element i aftalen om finansloven for 2010.

Ændring af lov om afgift af bekæmpelsesmidler (Omlægning af afgiften på plantebeskyttelsesmidler til mængdeafgift differentieret efter sundheds- og miljøkriterier og forenkling af afgiften på biocider) (Dec I)

Forslaget indebærer, at afgiften af pesticider omlægges fra en værdiafgift til en mængdeafgift. Afgiften differentieres på basis af stoffernes skadelighed for sundhed, miljø m.v. Afgiften på biocider forenkles. Forslaget udmønter dele af regeringens aftale med DF om Grøn Vækst. Forslaget følger også op på regeringens arbejdsprogram fra februar 2010 Danmark 2020 Viden > vækst > velstand > velfærd.

Ændring af selskabsskatteloven og forskellige andre love (Mere effektiv selskabsbeskatning og justering af indkomstopgørelsen i faste driftssteder) (Jan II)

Forslaget vedrører opfølgningen på regeringens handlingsplan fra juli 2010 for beskatning af multinationale selskaber. Det nærmere indhold af denne del af lovforslaget er under overvejelse og vil blive drøftet med de politiske partier i løbet af efteråret. Forslaget justerer endvidere reglerne for indkomstopgørelsen i såkaldte faste driftssteder på baggrund af den ændring af artikel 7 i OECD's modeloverenskomst, som er gennemført i forbindelse med opdateringen af overenskomsten i 2010.

Ændring af tinglysningsafgiftsloven og forskellige andre love (Tilpasning til digital tinglysning, forenkling af afgiftsberegning, afgiftsfritagelse for udlejning af luftfartøjer og godtgørelse i forbindelse med nedsat ejendomsværdi m.v.) (Jan II)

Forslaget tilpasser bl.a. visse regler i tinglysningsafgiftsloven til reglerne for digital tinglysning. Der foreslås endvidere en række forenklinger af afgiftsloven. Reglerne for afgift af registrering af fly ændres, så det fremover vil være muligt at udleje et fly i op til 9 måneder, uden at dette medfører krav om fornyet betaling af afgift. Endelig indføres der mulighed for godtgørelse af tinglysningsafgift under visse betingelser i forbindelse med nedsættelse af ejendomsværdi

Lov om afgift af skadesforsikringer (skadeforsikringsafgiftsloven) (Jan II)

Forslaget erstatter og moderniserer principperne i stempelafgiftsloven. Der foreslås bl.a. nye regler, som forenkler afgiften og ændrer den fra en dokumentafgift til en afgift på skadesforsikringer.

Ændring af skatteforvaltningsloven og skattekontrolloven (Forenklet sagsafslutning og indberetning om aktieløn) (Jan II)

Forslaget giver skatteministeren hjemmel til at fravige krav i skatteforvaltningsloven og forvaltningsloven for typer af afgørelser, bl.a. hvor der er enighed mellem skatteyderen og SKAT om sagens resultat. Forslaget indfører endvidere en pligt for selskaber til indberetning af aktielønaftaler.

Ændring af registreringsafgiftsloven, vægtafgiftsloven og lov om brændstofforbrug for visse personbiler (Justering af Euro NCAP-lempelsen og andre konsekvensændringer samt afgiftsfritagelse for brint- og elbiler) (Feb II)

Forslaget indebærer, at der for nye personbiler med 5 Euro NCAP-stjerner efter de kriterier, der anvendes i dag, kan fradrages samme beløb som for biler, hvor stjernerne blev tildelt efter de tidligere kriterier. Forslaget indebærer tillige en forlængelse af afgiftsfritagelsen for brint-og elbiler fra udgangen af 2012 til udgangen af 2015. Forlængelsen af fritagelserne gælder såvel registreringsafgift, vægtafgift og brændstofforbrugsafgift. Forslaget følger op på regeringens arbejdsprogram fra februar 2010 Danmark 2020 Viden > vækst > velstand > velfærd.

Ændring af en række afgiftslove på energiområdet (Feb II)

Forslaget udmønter ændringer i afgifterne vedrørende energi som opfølgning på aftalen om Grøn Vækst (affaldsenergi) samt aftalen mellem regeringen og DF om serviceeftersyn af Forårspakke 2.0 (afgifter af erhvervenes energiforbrug til proces). Forslaget indebærer endvidere, at der skal betales afgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier, der udleveres fra virksomheden
.