Skatteministeriet
Notat 5. maj 2010

Status over grænsehandel - resumé

Grænsehandel

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Status over grænsehandel - resumé

Hovedkonklusionen i Skatteministeriets nye grænsehandelsrapport er, at grænsehandlen og den illegale handel med nydelsesmidler generelt har været faldende siden den sidste status over grænsehandlen fra 2007.

Der har været et fald i grænsehandlen med øl, spiritus, cigaretter og røgtobak, mens grænsehandlen med sodavand og vin vurderes at have været stabil i perioden, og grænsehandlen med chokolade har været stigende.

Værdien af udlændinges grænsehandel med nydelsesmidler i Danmark vurderes at være faldet. Det skyldes især, at udlændinge handler mindre øl, vin og spiritus i Danmark, mens udlændinges grænsehandel med cigaretter og chokolade skønnes at være stabil.

En del af datagrundlaget for Skatteministeriets skøn for 2009 er dog behæftet med betydelig usikkerhed for 2009. Af den grund er der, modsat tidligere rapporter, ikke skønnet over grænsehandel med andre varer end de traditionelle punktafgiftsbelagte varer og brændstoffer.

Tobak

Grænsehandelsrapporten forsøger desuden for første gang at kvantificere "ketchupeffekten" ved forhøjelser af cigaretafgiften, baseret på især britiske og norske erfaringer. Det skønnes, at der kan være en yderligere beskeden provenugevinst ved at øge tobaksafgiften med et par kroner. Det understreges dog, at der er væsentlig usikkerhed knyttet til skønnet. "Ketchupeffekten" i grænsehandlen kan optræde tidligere end forudsat, og det kan således være forbundet med betydelig risiko for faldende provenu og fremkomsten af et større parallelt marked at øge tobaksafgifterne ud over dette niveau.

Det har på baggrund af Skatteministeriets hidtidige beregninger været fremført i den offentlige debat, at prisen kunne øges til 45 kr. pr. pakke, før der opstod provenutab som følge af eksplosiv vækst i grænsehandlen. Det var imidlertid kun tilfældet, hvis der blev set bort fra "ketchupeffekten". I den seneste grænsehandelsrapport er der foretaget konkrete skøn for "ketchupeffekten" baseret på britiske og norske erfaringer. De peger på, at det maksimale provenu allerede opnås ved en Prince pris på 39 kr., svarende til ca. 2 kr. pr. pakke i forhold til de nuværende priser. Afgiftsforhøjelser til en pris på 45 kr. pr. pakke, svarende til en stigning på 8 kr. pr. pakke i forhold til den nuværende pris, vil i lyset af de nyeste forudsætninger være forbundet med et provenutab på ca. 400 mio. kr. og en tredobling af grænsehandlen med cigaretter.

Øl, vin og spiritus

Der vurderes på linie med tidligere år ikke at kunne hentes et merprovenu ved at hæve beskatningen af spiritus, mens afgiftsforhøjelser på øl, vin og sodavand vurderes at kunne indbringe en provenugevinst, men også at øge grænsehandlen.

Den tyske pantordning på øl og sodavand omfatter stadig ikke grænsehandlen. Såfremt dette ændres, så der skal betales tysk pant på engangsemballager i grænsehandlen, eller hvis det lykkes at indføre en dansk pantordning i grænsehandlen i Tyskland, vurderes det, at der kan opnås en provenugevinst ved den hjemvendte grænsehandel som følger af pantordningen. Dermed vil der opstå rum for afgiftsstigninger.

Status over grænsehandel 2010

Grænsehandelsrapporten 2010