8. Afsluttende bemærkninger
Som nævnt i indledningen er det vigtigt for Retssikkerhedschefens funktion at være synlig både internt i koncernen og eksternt i samfundet, herunder at der er viden om det nærmere indhold af denne.
Det finder jeg er lykkedes i vidt omfang, og jeg finder det meget væsentlig, at det fastholdes at Retssikkerhedschefen ikke har funktioner i relation til konkrete afgørelser, men derimod har funktioner, som er fremadrettede og generelle. Retssikkerhedschefen har ikke formel magt, og skal ikke have det. Retssikkerhedschefen skal fungere på den måde, at de henstillinger og forslag som fremkommer bliver modtaget positivt i koncernen ud fra en vurdering af, at disse vil kunne fremme retssikkerheden for koncernen.
Det vil være vigtigt, at Retssikkerhedschefen kan initiere undersøgelser vedr. sikring af ensartethed, hvad enten denne omfatter anvendelsen af de materielle regler eller de processuelle regler, herunder arbejdsgange og processer.
Kvaliteten og ensartetheden af eksempelvis SKATs afgørelser bør ikke alene vurderes ud fra klage- og retssager, dvs. når borgere og virksomheder har indgivet klager over afgørelser. Det har vist sig at være en vigtig opgave for Retssikkerhedschefen at initiere projekter, hvor evaluering og benchmarking er væsentlige aktiviteter, og disse projekter er blevet modtaget meget positivt i SKAT. Projekterne har været – og skal også i fremtiden – været tilrettelagt i tæt samarbejde med de medarbejdere, som har de konkrete opgaver, således, at der kan fremkomme fremadrettede forslag, som
medarbejderne og lederne føler ejerskab for.
På den måde er det min opfattelse, at koncernen Skatteministeriets vision for retssikkerhed ”Vi tænker retssikkerhed ind i alt, hvad vi laver. Vi behandler alle lige og fair og det opleves sådan” bedst kan implementeres.
Margrethe Nørgaard
Retssikkerhedschef