22. maj 2012
Her er du: Publikationer > Udgivelser > Retssikkerhedschefens redegørelse 2008

27/10/09

3. Henvendelser til Retssikkerhedschefen

I perioden 1. januar 2008 til 31. december 2008 er der registreret 67 nye eksterne henvendelser til Retssikkerhedschefen. Eksterne henvendelser defineres i denne forbindelse som henvendelser fra borgere, rådgivere og virksomheder mv.

Udover de nye henvendelser i 2008 har Retssikkerhedschefen i 2008 afsluttet behandlingen af 54 henvendelser, der var indkommet i 2007.  Desuden har Retssikkerhedschefen frem til maj 2009 afsluttet yderligere 14 henvendelser, der var indkommet i 2007. Disse tal er udtryk for at der arbejdes med de samme henvendelser over lang tid. Samtidig er der tale om, at den samme person henvender sig flere gange om forskellige problemstillinger. Disse personers henvendelser er ikke hidtil blevet registreret som nye henvendelser, dette vil ske fremover.

De 67 nye henvendelser der er indkommet i 2008 fordeler sig på følgende emner:

  • Skat: 34 henvendelser, af disse vedrører 10 af henvendelserne desuden indsigelser over SKATs sagsbehandling
  • Moms: 2 henvendelser
  • Inddrivelse: 14 henvendelser, af disse vedrører 11 af henvendelserne desuden indsigelser over SKATs sagsbehandling
  • Told: 2 henvendelser, af disse vedrører 1 af henvendelserne desuden indsigelse over SKATs sagsbehandling
  • Motor: 3 henvendelser, af disse vedrører alle henvendelserne desuden indsigelser over SKATs sagsbehandling
  • Proces: 18 henvendelser som alene vedrører indsigelser over SKATs sagsbehandling.

Ud af de 67 nye henvendelser i 2008 angår 43 af disse således indsigelser over SKATs sagsbehandling.

Frem til september 2008 blev henvendelser vedrørende klager over sagsbehandlingen/sagsbehandler behandlet efter retningslinjerne i SKAT-meddelelsen SKM2007.795SKAT. Angik henvendelsen en klage over afgørelser om videregivelse af fortrolige oplysninger eller brud på tavshedspligten blev denne frem til september 2008 behandlet efter retningslinjerne i SKAT-meddelelsen SKM2007.794SKAT.

I en kendelse af 21. juli 2008 offentliggjort som SKM2008.768LSR afviste Landsskatteretten at behandle en klage over SKATs videregivelse af oplysninger med den begrundelse, at SKATs beslutning om videregivelse af oplysninger ikke kan anses for en afgørelse over for klageren. SKAT ændrede derefter retningslinjerne for indsigelser og ophævede dermed SKAT-meddelelserne SKM2007.794SKAT og SKM2007.795SKAT. I stedet blev SKAT-meddelelsen SKM2008.782SKAT ”Retningslinjer for behandling af indsigelser over SKATs sagsbehandling mv. – ændret anvendelsesområde” offentliggjort den 30. september 2008. Frem til januar 2009 videresendte Retssikkerhedschefen således alle henvendelser vedrørende indsigelser over sagsbehandling mv. til behandling i SKAT i overensstemmelse med disse retningslinjer.

I forbindelse med SKATs strukturændring der trådte i kraft 1. januar 2009 blev mange referencelinjer ændret og der opstod behov for en justering af retningslinjerne vedrørende indsigelser over SKATs sagsbehandling.

Den 2. marts 2009 blev SKAT-meddelelsen SKM2009.154SKAT med ”Retningslinjer pr. 1/1 2009 – indsigelser over SKATs sagsbehandling” offentliggjort. Der er nu etableret en fælles visiteringsfunktion i SKAT samt en fælles mailboks hovedcentret-klage-skats-sagsbehandling(snabel_a)skat.dk

Den landsdækkende visiteringsfunktion sender en kvittering til klager med oplysning om, at indsigelsen er modtaget og videresendt til den person, der ifølge de anførte retningslinjer er udpeget til at behandle indsigelsen.

Retssikkerhedschefen oversender derfor nu henvendelser vedrørende indsigelser over sagsbehandlingen til denne mailboks. Retssikkerhedschefen beder – i sin oversendelsesskrivelse - om at blive holdt orienteret om behandlingen af henvendelsen med henblik på eventuelle fremadrettede initiativer i relation til arbejdsprocesser, sagsgange mv.

I forbindelse med oprettelsen af den fælles visiteringsfunktion har Retssikkerhedschefen foreslået at der blev nedsat en arbejdsgruppe, der har til formål at drøfte indsigelserne og danne grundlag for en ensartet behandling af disse. Arbejdsgruppens deltagere er indmeldt og gruppen har haft sit første møde til afholdelse i slutningen af maj 2009. Retssikkerhedschefen eller en medarbejder fra dennes sekretariat vil deltage i arbejdsgruppens møder. Der forventes afholdt ét møde pr. kvartal.

Ud over indsigelser over sagsbehandlingen går som ovenfor nævnt mange af henvendelserne fortsat på, at der ønskes ændringer i afgørelser truffet af SKAT, ankenævnene eller Landsskatteretten. Ved disse henvendelser svares der, at Retssikkerhedschefen ikke er en formel klageinstans og ikke kan gå ind og ændre afgørelser truffet af disse instanser.

I de tilfælde hvor henvendelserne ikke angår en klage over en afgørelse og/eller indsigelser over sagsbehandling, men er f.eks. en generel forespørgsel eller forslag til forbedringer videresender Retssikkerhedschefen henvendelsen til den enhed i SKAT, der har ansvar for det pågældende område.

Funktionen anser det også som sin opgave at lytte til skatteyderne, som det også fremgår af Retssikkerhedschefens hjemmeside. Desuden bruger Retssikkerhedschefen de konkrete henvendelser som en inspirationskilde til områder eller sagsgange, der eventuelt kan bruges ressourcer på ved egen-drift aktiviteter.