III. Andre effekter, fradrag og mulige udvidelser af StØV-modellen
10. Arbejde uden for arbejdsmarkedet
StØV-modellen inkluderer alene ét arbejdsmarked: Det formelle. Det er dog langt fra en tilstrækkelig beskrivelse af virkeligheden for danskeren, hvor der ud over det formelle marked, også eksisterer bl.a. et marked for sort arbejdskraft og et marked for Gør-Det-Selv-arbejde (GDS).
10.1. Gør-det-selv-arbejde
I dette afsnit beskrives markedet for GDS-arbejde. Til at begynde med præsenteres en teoretiske sammenhæng mellem det formelle marked og markedet for GDS, herefter beskrives kort omfanget af GDS samt de økonomiske konsekvenser af dette.
10.1.1. Kort teoretisk indblik
GDS-arbejde inkluderer som udgangspunkt al produktion i hjemmet. Det kan være alt lige fra rengøring og børnepasning til omfattende boligreparationer og udbygninger. Teoretisk set skal GDS-arbejde anskues som et alternativ til såvel fritid som udbud af arbejdskraft i økonomiens øvrige sektorer. Den tidsrestriktion, der implicit ligger til grund for de beregninger, der foretages i StØV-modellen, skal altså ændres, såfremt effekten af GDS ønskes inkluderet.
Sammenhængen mellem skatten på arbejde og udbredelsen af GDS-arbejde kan indses ved brug af gængs økonomisk teori. Givet nytteoptimerende agenter må det således på marginalen gælde, at netto(nytte)afkastet ved at udføre arbejde i hjemmet og arbejde på det beskattede arbejdsmarked er ækvivalent.
Normalt antages det, at produktion med arbejdskraft udbudt på det beskattede arbejdsmarked sker med faldende marginalproduktivitet. Denne antagelse kan overføres på produktionen af goder i hjemmet (GDS-arbejde).
Figur 10.1 illustrerer en situation, hvor VMP er individets værdi af den marginale produktion i de to dele af økonomien. I ligevægt gælder, at VMPmarked=VMPGDS. I figuren er det tilfældet for tidsallokationen H*. I modsætning til GDS-arbejdskraft beskattes den arbejdskraft, der udbydes på det formelle arbejdsmarked. Afkastet af at udbyde arbejdskraft på det formelle arbejdsmarked er derfor ikke VMP, men (1-t)VMP[1]. Effekten af skatten er ligeledes illustreret i figur 10.1, hvor den oprindelige kurve for VPM i alle punkter er mindsket med t pct. Den nye individuelt optimale tidsallokation er H**. Faldet i marginalværdien af at udbyde arbejdskraft på det formelle marked gør det individuelt optimalt at øge mængden af GDS-arbejde på bekostning af arbejde i den beskattede sektor[2].
Figur 10.1. Individets allokering af tid mellem det formelle arbejdsmarked og GDS-arbejde
Kilde: Rosen (2001).
Set ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt forvrider skatten på arbejdsindkomst fra det formelle marked individets optimale allokering af sit arbejdsudbud mellem de to markeder. Derved opstår der et velfærdstab, idet den marginale værdi af GDS-arbejdet er mindre end den marginale værdi af arbejdskraft udbudt på det formelle marked. Dette velfærdstab kan illustreres med trekanten abe i figur 10.1, idet værdien af produceret output på det formelle marked falder med abcd, mens værdien af produceret GDS-arbejde blot stiger med acde. Skatter og afgifter forvrider med andre ord samfundets optimale arbejdsdeling. Populært sagt bruger dyrt uddannede læger deres aftener på at reparere hus i stedet for at reparere mennesker.
Som anført nedenfor synes omfanget af GDS-arbejde i Danmark at være betragteligt. Det kan derfor være relevant, at indarbejde skatternes effekt på GDS-arbejde i en senere version af StØV-modellen.
10.1.2. Empiri
GDS-arbejde som defineret i modellen ovenfor, er et relativt bredt begreb, der dækker over såvel almindeligt arbejde i hjemmet som GDS-arbejde i ordets normale forstand (dvs. håndværksmæssige ydelser). I analyser af GDS skelnes normalt mellem dagligt arbejde i hjemmet og håndværksmæssig aktivitet.
Ragan (2005) analyserer sammenhængen mellem marginalskatter, dagligt arbejde i hjemmet og velfærdsstaten. Konklusionen på dette studie er, at den anslåede mængde af produktion i hjemmet i mange lande kan forklares primært på grundlag af marginalskatter. Dette er dog ikke tilfældet for de skandinaviske lande, hvor modellen overvurderer den egentligt udførte mængde af arbejde i hjemmet. Ragan konkluderer, at denne overvurdering formentlig skyldes, at hans model i første omgang ikke tager højde for de ydelser som velfærdsstaten udbyder, jf. fodnote 33. Disse ydelser synes således at være afgørende for, at mængden af arbejde i hjemmet i de skandinaviske lande ikke adskiller sig fra den mængde, der udbydes i øvrige lande. Ragans empiriske skøn for mængden af arbejde i hjemmet i forskellige lande fremgår af tabel 10.1, hvor det potentielle udbud er døgnets 24 timer.
| Tabel 10.1 Omfanget af gør-det-selv-arbejde i forskellige lande | |||
|---|---|---|---|
| Arbejde på det formelle marked | Arbejde i hjemmet | Total | |
| USA | 0,27 | 0,23 | 0,50 |
| Storbritannien | 0,24 | 0,25 | 0,49 |
| Norge | 0,21 | 0,24 | 0,45 |
| Frankrig | 0,20 | 0,27 | 0,47 |
| Tyskland | 0,20 | 0,26 | 0,46 |
| Holland | 0,18 | 0,26 | 0,44 |
| Belgien | 0,19 | 0,28 | 0,48 |
| Finland | 0,23 | 0,24 | 0,47 |
| Sverige | 0,24 | 0,25 | 0,49 |
| Danmark | 0,21 | 0,22 | 0,43 |
| Gennemsnit | 0,22 | 0,25 | 0,47 |
Kilde: Ragan (2005), “Fiscal Policy and the Family: Explaining Labor Supply in a Model with Household Production”.
Rockwool Fondens Forskningsenhed har udgivet en rapport[3], hvori det skønnes, at værdien af danskernes GDS-arbejde defineret som håndværksmæssig aktivitet i 2001 udgjorde ca. 40 mia. kr., mod 26 mia. kr. (2001-priser) i 1993/94 [4]. Som det ses af figur 10.2, er der dog en kraftig tendens til, at mængden af større reparationer er kraftigt stigende, mens mængden af mindre reparationer er faldende.
Figur 10.2. Den samlede værdi af GDS-arbejde på boligen (mia. kr.)
Kilde: Nyt fra Rockwool fonden, juni 2003.
Motivationen for at udføre gør-det-selv arbejde er todelt. Dels er der et lystdrevet element, og dels er der det økonomiske incitament. Rockwool Fondens Forskningsenhed præsenterer i deres rapport tal, der viser, at i ca. 85 procent af tilfældene er årsagen helt eller delvist det økonomiske incitament. Af rapporten fremgår desuden, at mængden af GDS-arbejde opgjort som pct. af BNP er på niveau med mængden i Norge og Sverige (2,0-3,2 pct.). Dette niveau er noget højere end i Storbritannien (1,5 pct.) og i Tyskland (0,9 pct.).
| Tabel 10.2. Motivation for GDS-arbejde med vedligeholdelse og forbedringer af boligen | |||
|---|---|---|---|
| Helt eller delvist for at spare penge | Overvejende fordi de kan lide at foretage reparationer og vedligeholdelse |
Andre årsager | |
| Større reparationer og vedligeholdes | |||
| 1993/94 | 83 | 17 | 1 |
| 2000 | 78 | 20 | 2 |
| 2001 | 85 | 15 | 1 |
| Større forbedringer | |||
| 2000 | 86 | 11 | 3 |
| 2001 | 87 | 12 | 1 |
Kilde: Rapport fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.
Rockwool Fondens Forskningsenhed skønner, at for hver 1.000 dansker bliver der præsteret en arbejdsindsats ved gør-det-selv-arbejde, der ville have krævet knap 10 fuldtidsbeskæftigede i f.eks. byggebranchen, hvis arbejdet skulle have været udført af et byggefirma med regning.
En eliminering af gør-det-selv-arbejdet vil således øge efterspørgslen på hvid arbejdskraft i et omfang, der svarer til 50.000 fuldtidsstillinger. Hvis der ikke var et økonomisk incitament til gør-det-selv-arbejdet ville efterspørgslen efter arbejdskraft således kunne øges med op til 85 pct. heraf, dvs. godt 40.000 fuldtidsstillinger.
Den sparede tid fra elimineret gør-det-selv-arbejde vil dels kunne anvendes til fritid dels til øget hvidt arbejdsudbud. Hvis tiden fuldt ud anvendes til hvidt arbejdsudbud, ville dette arbejdsudbud ikke svare til 40.000, men være betydeligt højere, da produktiviteten ved gør-det-selv-arbejde gennemsnitlig er betydeligt lavere end ved professionelt arbejde.
Der bør endvidere i beregningerne tages højde for, at GDS-arbejde, hvis det ikke fortrænger mere produktivt arbejde i den formelle sektor, bidrager til økonomien, idet materiale til arbejdet typisk opkøbes på det formelle marked, hvorfor den samlede efterspørgsel stimuleres. Ligeledes må det antages, at de penge, som individet sparer ved selv at udføre arbejdet på et eller andet tidspunkt vil blive omsat til forbrug på det formelle marked. Begge dele vil altså formodentligt dæmpe den umiddelbare negative effekt af GDS-arbejde.
Der bør endvidere i beregningerne tages højde for, at GDS-arbejde, hvis det ikke fortrænger mere produktivt arbejde i den formelle sektor, bidrager til økonomien, idet materiale til arbejdet typisk opkøbes på det formelle marked, hvorfor den samlede efterspørgsel stimuleres. Ligeledes må det antages, at de penge, som individet sparer ved selv at udføre arbejdet på et eller andet tidspunkt vil blive omsat til forbrug på det formelle marked. Begge dele vil altså formodentligt dæmpe den umiddelbare negative effekt af GDS-arbejde.
Uanset disse forudsætninger kan det på grundlag af ovenstående analyse konkluderes, at omfanget af egentligt GDS-arbejde, i modsætning til andet arbejde i hjemmet, synes at være stort, og med markante effektivitetstab til følge. Desuden fremgår det, at motivationen bag dette arbejde i høj grad synes at være økonomisk, hvorfor bl.a. ændringer i skattesystemet i høj grad må formodes at påvirke mængden af udført GDS-arbejde.
10.2. Sort arbejde
Hverken i Danmark eller internationalt er skatteunddragelse en veludviklet teoretisk disciplin. Dog er det givet, at det samlede samfundsøkonomiske tab ved sort arbejde er mindre end det umiddelbare provenutab for staten i form af tabte skatteindtægter. Det skyldes, at produktiviteten i den sorte sektor må formodes at ligge tæt på produktiviteten i den hvide sektor, hvorfor også den sorte økonomi vil bidrage til væksten og den samlede efterspørgsel. Derved adskiller sort arbejde sig fra GDS-arbejdet, hvor der udover statens ”provenutab” også sker et betydeligt produktivitetstab for samfundet.
Selvom sort arbejde kun i mindre grad påvirker produktiviteten, er det samfundsøkonomisk set ønskeligt at begrænse dette arbejde, bl.a. fordi det det kan påvirke fordelingen i samfundet og er i strid mod lov og med grundlæggende skatteøkonomiske principper. Udførelse og anvendelse af sort arbejde går således direkte mod tanken om horisontal lighed (ens indkomster beskattes lige). Virkningen på den vertikale lighed (progressionen i indkomstfordelingen) er uklar. Derudover kan en minimering af den sorte sektor tjene til at øge kvaliteten af arbejdsmiljøet, samt den generelle retssikkerhed. En formindskelse af sektoren vil desuden – og givet dele af det sorte arbejde konverteres til hvidt arbejde – øge det offentlige provenu og derfor muliggøre en nedsættelse af skattetrykket, hvilket vil mindske skatternes samlede forvridende effekt.
Man kan argumenter for, at sort arbejde delvist er indarbejdet i de normale estimerede timeelasticiteter, hvorfor sort arbejde, hvis dette modelleres, ikke bør have nogen effekt på adfærdseffekterne på det hvide marked. Er dette tilfældet, vil det alligevel være relevant at indarbejde det sorte marked i modellen, da det har en negativ betydning for den generelle samfundsøkonomi (jf. ovenfor). Det er således i sig selv er et mål at mindske udbredelsen af den sorte sektor.
10.2.1. Empiri
Sort arbejde er koncentreret i en række specifikke brancher, herunder byggeri, restauration og rengøring, mens ledige tilsyneladende udfører mindre sort arbejde end beskæftigede.
Omfanget af sort arbejde kan i sagens natur ikke måles direkte, men Rockwool fonden har vha. interviewundersøgelser forsøgt at estimere det samlede omfang. Samlet skønnes det sorte arbejde i Danmark at udgøre ca. 3 pct. af BNP, jf. figur 10.3. Udviklingen i omfanget af sort arbejde er i nogen grad konjunkturafhængigt (stiger underlavkonjunkturer, hvor det kan være svært at finde legalt arbejde), og den afhænger af kontroleffektiviteten.
Figur 10.3. Det sorte arbejde i Danmark i pct. af BNP i udvalgte år
Kilde: Rockwool Fondens Forskningsenhed.
Anm.: Metoden mv. er behæftet med en vis usikkerhed. Det sorte arbejde i pct. af BNP i markedspriser.
Værdien af det sorte arbejde i Danmark er større end i en række af de lande, vi normalt sammenligner os med, jf. figur 10.4. Det sorte arbejde er til gengæld mere udbredt i Sydeuropa, selv om beskatningen er mindre end i Danmark. Usikkerheden i forbindelse med opgørelser af denne type er dog selvsagt betydelig.
Figur 10.4. Værdien af sort arbejde i pct. af BNP i 2003
Kilde: Rockwool Fondens Forskningsenhed.
Anm.: Metoden mv. er behæftet med en vis usikkerhed. Undersøgelsen omfatter kun de viste lande.
I Danmark udgør sort arbejde en meget stor andel af de samlede skatteunddragelser. Skatteunddragelse, i form af at almindelig indkomst fra lønnet beskæftigelse eller renteindkomst ikke angives, er derimod sandsynligvis forholdsvis beskedent i Danmark sammenlignet med mange andre lande, herunder dem med et lavere skattetryk. I USA vurderes mindre skattetænkning eller skatteplanlægning at være faldet mærkbart efter nedsættelse af de højeste indkomstskatter.
Også Frederiksen m.fl. (2001) har udarbejdet en analyse af det danske arbejdsmarked. Af denne analyse fremgår, at ca. ¼ af mænd og 1/10 af kvinder udover at have et regulært arbejde også arbejder sort. Endelig kan SFIs undersøgelse give et indblik i omfanget af sort arbejde, samt motivationen, der ligger til grund for at dette arbejde udbydes.
10.3. Metode
Det er vanskeligt umiddelbart at indarbejde den sorte sektor eller mængden af GDS-arbejde i StØV-modellen. En sådanne indarbejdelse vil kræve en mere specifik analyse, hvor der tages udgangspunkt i det enkelte individs budgetrestriktion, og hvor der udover valget mellem fritid og arbejdsudbud også skal vælges mellem udbudt arbejdstid på det sorte markedet (og markedet for GDS). Det kræver en omfattende videreudbygning af StØV.
Det kan belyses med et eksempel. En skatteændring, der øger individets nettotimeløn vil umiddelbart inducere individet til at øge sit udbud af arbejdskraft i den hvide sektor. Forøgelsen af dette timeudbud sker i den nuværende StØV-model implicit på bekostning af en nedgang i individets mængde af fritid. Hvis modellen udbygges kan dette øgede timeudbud desuden ske på bekostning af arbejde i den sorte sektor eller GDS-arbejde. Der bør desuden tages højde for, at den økonomiske gevinst ved at flytte arbejdskraft fra den sorte til den hvide sektor, vil afhænge af lønniveauet i den sorte sektor. Det er derfor centralt at fastslå, hvordan dette lønniveau afhænger af (netto)lønnen på det hvide marked.
Derudover bør man formentlig gøre sig nogle overvejelser vedrørende risikoaversionen i arbejdsstyrken, og i denne forbindelse overveje, hvorvidt ændringer i skattesystemet synes at være en god metode til at mindske udbredelsen af sort arbejde. Således vil mængden af sort arbejde også falde, hvis den generelle skattemoral øges og/eller, hvis risiko for og konsekvenserne af at blive opdaget øges.
En mulig tilgangsvinkel til opbygning af en model for det sorte marked er Graversen og Smith (2001), hvor der estimeres elasticiteter for substitutionen af arbejdskraft mellem det sorte og det hvide marked. Arbejdsmarkedet i Graversen og Smith består af et hvidt og et sort segment, hvor personer kan udbyde et vis ugentligt timeantal på begge markeder. Ændringer i nettolønnen på det hvide marked giver ændringer i arbejdsudbuddet, og et øget hvidt arbejdsudbud kan komme både fra fritid og fra det sorte arbejdsmarked.
Et eksempel er en fjernelse af topskatten, hvilket for topskatteydere giver en marginal stigning i nettotimelønnen (i den hvide sektor) på ca. 37 pct. [(1-0,448)/(1-0,597)-1]. Ifølge Graversen og Smiths studie er elasticiteten mellem sort og hvidt arbejde 0,6 pct. En fjernelse af topskatten vil dermed nedsætte personens sorte arbejde med ca. 22 pct. [-0,6·37pct.].
Baseret på SFIs undersøgelser[5] om mængden af sort arbejde på forskellige indkomstintervaller kan Graversen og Smiths elasticiteter bruges til at udregne et bud på en ændringer i timeudbuddet af sort arbejde fordelt efter indkomst.
11. Mobilitet på arbejdsmarkedet
Mobilitet dækker over bevægelser for personer på arbejdsmarkedet. Mobiliteten kan være mellem forskellige jobs, fra job til en anden midlertidig tilstand – eksempelvis orlov – eller helt væk fra arbejdsmarkedet. Mobiliteten er yderst vigtig for et fleksibelt og velfungerende arbejdsmarked, og er med til at sikre den bedst mulige allokering af den tilstedeværende arbejdskraft i økonomien. Mobilitet er således med til at begrænse flaskehalsproblemer og andre skadelige kapacitetsbegrænsninger, der reducere det strukturelle produktionsniveau i økonomien.
11.1. Teori og empiri
Overordnet kan mobilitet inddeles i 3 grupper:
- Ind og ud af landet
- Mellem landsdele
- I samme landsdel
De to sidste grupper kan både involvere skift mellem job, erhvervsdeltagelsestilstande eller blot geografisk placering i landet. Mobiliteten på tværs af lande – også kaldet brain drain – er mest i fokus i den skattepolitiske debat. Men der er ikke dokumentation for, at de øvrige former for mobilitet skulle være mindre vigtige. Mobilitet kan udover arbejdskraftens bevægelser også dække over, at virksomheder måske i stigende grad viger uden om Danmark pga. arbejdsomkostninger eller frygt for ikke at kunne tiltrække og motivere kvalificerede medarbejdere, hvis skatterne er højere end i andre sammenlignelige lande.
Stor jobudskiftning på arbejdsmarkedet
Der en stor mobilitet på det danske arbejdsmarked, når der ses på hvor ofte de beskæftigede skifter job. Eksempelvis steg den samlede beskæftigelse med 40.000 lønmodtagere i 1999. Det tal dækker over, at 716.000 lønmodtagere startede på en ny arbejdsplads, men samtidig ophørte 676.000 lønmodtagere deres ansættelse på en arbejdsplads (DA, 2000). Dvs. en udskiftning på ca. 1/3 årligt ud af de omkring 2,3 mio. lønmodtagere i Danmark.
Flytningen mellem landsdele for at få et job er lav
Ledigheden i Danmark er geografisk skævt fordelt. Det ser ud til at være svært at få ledige til at flytte til områder, hvor de kan komme i arbejde, bl.a. som følge af skolesøgende børn, ejerbolig, eller den ene ægtefælle har arbejde nær bopælen.
En undersøgelse, "Bolig, mobilitet og marginalisering på arbejdsmarkedet", som Socialforskningsinstituttet udgav i juni 2004, viser, at danskerne ikke flytter synderlig langt (på tværs af amter) for at få et arbejde. Undersøgelsen viser, at kun 3 pct. af den samlede arbejdsstyrke flytter fra et amt til et andet på et år. Det fremgår, at unge flytter mere end ældre, og folk, der bor til leje, er mere indstillede på at flytte end dem, der ejer deres egen bolig. Unge med en faglært eller især en videregående uddannelse er de mest positive over for at flytte, hvis det kan forbedre deres jobmuligheder. Det kan skyldes, at de har det største økonomiske udbytte af at flytte til et område, hvor de kan få et job.
Pendling – rejse mellem job og bopæl
En stor del af befolkningen pendler mellem job og bopæl, og der er jf. tabel 12.1 ca. 855.000 lønmodtagere, der har over 24 km til og fra arbejde dagligt, hvilket er mindstegrænsen for befordringsfradrag. Lovmodel-kørsler fra 1996 med fordelingen af personers befordringsfradrag har vist, at størstedelen af pendlerne ikke har mange km over bundgrænsen til jobbet, og den længere pendling er koncentreret på en relativ lille befolkningsgruppe, som dermed får hovedparten af fradragenes samlede værdi.
Kvalificeret arbejdskraft forsvinder måske – Brain drain
Årligt udvandrer ca. 25.000 danske statsborgere. Efter 2 år er ca. halvdelen genindvandret, og efter 10 år er omkring 80 pct. tilbage i Danmark. Der er altså et nettotab af personer. Samtidigt er uddannelsesniveauet og beskæftigelsesgraden typisk højere for udflyttere end for tilflyttere.
Mange lande sætter bevidst virksomhedsskatten lavt for at tiltrække investeringer og dermed også for at øge efterspørgslen efter arbejdskraft. Særlige skatteordninger såsom ekspert/forskerordningen eller andre green card-ordninger kan også bruges til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra andre lande, men hjælper ikke mod udvandringen af landets egne borgere.
Mobilitet sammenfatning
Der er fordele og ulemper ved høj indenlandsk mobilitet. På den ene side er stor mobilitet således ensbetydende med mange jobåbninger for ledige og den generelle matchning på arbejdsmarkedet øges. Omvendt er stor mobilitet ensbetydende med høje transportomkostninger og en potentiel udflytning af arbejdskraft.
Selv om der altid vil være nogle omkostninger forbundet med at skifte jobs og med at pendle, er mobiliteten med til at sikre en væsentlig højere strukturel produktion i samfundet, end hvis alle personer var fuldt stationære. Hvis der er klare fordele (økonomiske, menneskelige mv.) ved at arbejde frem for at være på overførselsindkomst, vil personer søge hen mod jobåbninger, selv om de ikke ligger umiddelbart i nærheden af deres nuværende bopæl. En lavere beskatning på arbejde kan gøre fordelene større i forhold til ulemperne og promovere højere mobilitet. En lavere beskatning på arbejde kan også bremse brain drain, selvom der er jo også andre årsager til, at græsset er grønnere udenlands.
11.2. Modellering
Mobilitet inden for landets grænser er til dels modelleret som en del af den kvalitative effekt, idet en højere mobilitet, giver et mere optimalt match på arbejdsmarkedet mellem udbyders kvalifikationer og efterspørgers behov. Det vil alt andet lige betyde en højere arbejdsproduktivitet. Det kan derfor være relevant senere at beskrive og modellere denne effekt mere eksplicit.
Mobiliteten på tværs af lande – herunder brain drain – er et centralt element i den politiske debat, hvorfor det også er relevant at kunne give et skøn for, hvordan det danske skattesystem relativt til udlandet påvirker incitamentet til at flytte ud af eller ind i landet.
Det er i projektgruppen blevet drøftet, hvorvidt sammenhængen mellem skattesystemet og udflytning/tilflytning kunne modelleres som en form for deltagelsesbeslutning, hvor alternativindkomsten defineres som den nettoløn, som et individ vil kunne opnå ved at udbyde sin arbejdskraft i udlandet. En sådan modellering vil selvsagt kræve en opstilling af en del forudsætninger, såsom alternative lønninger i udlandet, landepræferencer mv. Det vil dog ikke være synderligt meget anderledes end mange af de andre antagelser, som der anvendes ved modelleringen af den normale deltagelsesbeslutning.
12. Lønmodtagerfradrag
12.1.Grundlag for fradrag
Den overordnede grundtanke bag størstedelen af alle lønmodtagerfradrag er, at man ikke skal betale skat af dele af sin indkomst, hvor man har haft korresponderende udgifter i forbindelse med at erhverve, sikre og vedligeholde sin indkomst. Således får man et fradrag, som i princippet svarer til den udgift, som man har haft i indkomståret. Herved sikres, at der ikke ”underinvesteres” i aktiviteter, der fremmer den enkeltes indkomstgrundlag. Et højere fradrag kan tilsvarende fra politisk side vælges for at fremme visse aktiviteter eller brugen af visse goder.
Det er dog et grundlæggende princip i skatteretten, at der ikke er fradrag for udgifter, når udgiften afholdes for at tilvejebringe et grundlag for at erhverve en indkomst. Dette princip indebærer, at der eksempelvis ikke er fradrag for udgifter til uddannelse, idet udgiften afholdes for at skaffe et grundlag for at erhverve en indkomst.
12.2. Almindelige lønmodtagerfradrag
Både med hensyn til omfanget og antallet af personer, der får fradrag, er de mest almindelige lønmodtagerfradrag eller ligningsmæssige fradrag i dag fradrag for kontingent til A-kasse og fagforening samt beskæftigelsesfradrag og befordringsfradrag. Se tabellen nedenfor for et overblik over ligningsmæssige fradrag, der alle kan fradrages i den skattepligtige indkomst.
| Tabel 12.1. Størrelse og udbredelse af ligningsmæssige fradrag i 2006 | ||
|---|---|---|
| Fradrag mio. kr. |
Personer 1.000 |
|
| Arbejdsløshedsforsik. og fagligt kont. | 24.311 | 2.664 |
| Beskæftigelsesfradrag | 15.695 | 3.157 |
| Befordring hjem/arbejde | 11.087 | 855 |
| Underholdsbidrag | 2.811 | 161 |
| Standardfradrag/dagplejere og fiskere | 2.081 | 25 |
| Øvrige lønmodtagerudgifter | 1.017 | 34 |
| Gaver til foreninger m.v. | 654 | 161 |
| Mask. beregnet ekstra befordringsfradrag | 567 | 345 |
| DIS-fradrag, anden fart | 279 | 7 |
| Ligningsmæssige fradrag udl/grænsegængere | 183 | 6 |
| Indskud på etableringskonto | 174 | 2 |
| Kontingent til arbejdsgiverforening | 63 | 28 |
| Søfradrag | 28 | 1 |
| Ligningsmæssige fradrag i alt | 58.950 | - |
Kilde: SKAT.
12.2.1. Økonomiske virkninger af fradrag
At man får et fradrag for en privat omkostning, der er forbundet med erhverve sin indkomst, svarer til at skattekilen neutraliseres. Produktionsniveauet bliver derved uafhængigt af skatterne. Uden fradrag – eller med et for stort fradrag – vil der ikke blive produceret i det optimale omfang givet de gældende markedspriser, og samfundet lider et tab. Derfor har eksempelvis virksomheder fradrag for omkostninger forbundet med produktionen, herunder arbejdskraft.
Eksempelvis kan et befordringsfradrag bevirke, at personer vælger et arbejde ganske langt væk, så længe merindtægten før skat overstiger transportomkostningerne til jobbet. Hvis transportomkostningerne alternativt skulle betales med lønnen efter skat, skal merindtægten være betydeligt højere, før at det kan svare sig at tage arbejdet. Udover at skulle være større end transportomkostningen, skal den også kunne være høj nok til, at der kan betales skat, uden at man lider et samlet tab.
Indkomster og alle fradrag beskattes ikke altid med samme satser. Størstedelen af lønmodtagerfradragene kan således alene fradrages i den skattepligtige indkomst. En forskellig beskatning af indkomst og fradrag bevirker, at den effektive marginalskat af en indkomstfremgang, der er betinget af øgede udgifter, kan være større end den højeste samlede skatteprocent på arbejde.
Ser vi på en generel indkomstfremgang, der er betinget af øgede udgifter, kan den effektive marginalskatteprocent af merindkomsten beregnes som:
(Skatten af indkomstfremgangen - Skatteværdi af fradraget)/(Indkomstfremgangen - Fradraget)
Eksempelvis vil en topskatteyder, som får en indkomstfremgang på 10.000 kr., men som derved samtidigt også får øgede omkostninger mellem hjem og arbejde på 2.000 kr., have en effektiv marginalskat af merindkomsten på:
(1.000·0,63-2.000·0,33)/(10.000-2.000) = 70,5 pct.
Hvis man ingen omkostninger havde, eller hvis fradragsværdien svarede til indkomstskatten, ville den marginale beskatning være den ”normale” højeste marginalskatteprocent, nemlig ca. 63 pct.
12.2.2. Fradragenes virkninger på arbejdsudbuddet
En vurdering af fradragenes virkninger i forhold til arbejdsudbud og produktivitet beror typisk på mange individuelle forhold for den enkelte lønmodtager, men må også ses ud fra et samfundsøkonomisk hele, bl.a. med henblik på forenklingshensyn. Nedenfor gennemgås kort nogle typiske fremførte argumenter for opretholdelsen af de nuværende fradrag.
- Forsikringen mod ledighed og tvister for lønmodtagere opretholdes gennem medlemskab af A-kasse og fagforening på arbejdsmarkedet, hvilket tit nævnes som en af forudsætningerne – sammen med de lempelige opsigelsesregler – for den danske flexicurity-model.
- Også mobiliteten fremmes via befordringsfradraget. Det gælder mest den geografiske mobilitet, men denne kan også bevirke afledte produktivitetsstigninger ved et bedre match af lønmodtagere på arbejdsmarkedet.
- Fradrag for andre private udgifter som hjemmecomputere og sygeforsikring kan være med til at fremme kvaliteten af arbejdsudbuddet ved at arbejdere er bedre uddannede og mere til rådighed for arbejdsgivere– både på arbejdspladsen og i hjemmet.
Der er imidlertid også væsentlige ulemper ved lønmodtagerfradrag. Omfanget af ulemperne afhænger af den konkrete udformning af fradraget.
- Særligt øger fradrag progressionen i beskatningen, hvilket reducerer incitamentet til uddannelse samt videreuddannelse, og bidrager til at øge marginaliseringen på arbejdsmarkedet.
- Som følge af indkomsteffekter skabes incitament til kortere arbejdstid for de beskæftigede, hvilket medfører et betydeligt provenutab, som eventuelt må finansieres ad anden vej.
- De kan være vanskeligt at administrere skattemæssigt. Hvis man skal undgå åbenbare urimeligheder (så som at give tilskud til deltidsarbejde), vil det kræve et meget omfattende kontrolsystem og øget regulering af virksomheder og borgere.
- Ofte er den reelle omkostning svær eller omkostningstung at bestemme, hvorfor man anvender standardfradrag. Størrelsen af dette fradrag kan meget vel passe nogenlunde for en arbejder i gennemsnit, men meget få individer vil ligge akkurat på gennemsnittet, hvorfor de enten under- eller overinvesterer i godet eller aktiviteten.
12.2.3. Kvantificering af effekter
Der findes meget få, hvis overhovedet nogen, forsøg på at kvantificere effekter på arbejdsudbuddet af forskellige lønmodtagerfradrag. Typisk har fastsættelsen af fradragets størrelse og fradragsværdi været historisk betinget eller del af en politisk aftale som led i en større reform eller fradragssaneringsøvelse. Der foreligger ikke tilgængelige eksempler på overvejelser om forskellige fradrags indvirkning på arbejdsudbuddet, hverken kvalitativt eller kvantitativt i forbindelse med deres gennemførelse. Eksempelvis om det forhøjede befordringsfradrag i udkantskommuner eller tillægget til befordringsfradrag for personer med lave indkomster har haft nogen virkning. Eller om det blot har svaret til at give de personer, som får fradraget, en gave.
12.2.4. Overførelse af skattegrænser og deres betydning for arbejdsudbudet
Overvejende beskattes hvert individ af sin egen indkomst, men eksempelvis er der mellem ægtefæller overførelse af uudnyttet bundfradrag ved beregning af mellemskatten. Denne overførelse af mellemskattefradraget kan være med til at fremme deltidsbeskæftigelse af den lavere lønnede i ægteskabet, idet dennes sammensatte marginalskat er ganske høj. Hvis de umiddelbart øger deres arbejdsudbud og kommer op og tjene over den almindelige mellemskattegrænse, skal den samlede husholdning nemlig betale topskat af merindkomsten, såfremt de allerede har udnyttet det overførte mellemskattefradrag.
Der nævnes også tit, at muligheden for at kunne overføre topskattegrænsen til ægtefællen bør være til stede, og at forslaget vil være selvfinansierende som følge af et øget arbejdsudbud. Det er dog ikke givet. Ud fra lovmodelberegninger vil denne mulighed betyde, at nogle vil slippe for topskat (ca. 122.000 personer), men skal stadigvæk betale mellemskat. Andre slipper for topskat (ca. 115.000 personer) og skal fortsat ikke betale mellemskat. Til sidst får nogle lettelser i topskatten og uændret marginalskat (ca.159.000 personer med indkomsteffekter alene), og samtidigt stiger ægtefællens marginalskat markant. Denne sidste effekt modvirker de to foregående positive arbejdsudbudseffekter, og således udlignes effekterne samlet set måske helt.
12.2.5. Modellering
En modellering og eventuel inddragelse af forskellige lønmodtagerfradrag og deres virkning på arbejdsudbudet er ikke medtaget i den nuværende StØV-model. Det gjorte valg af modelleringen af befolkningen er forsimplede typeberegninger, hvorimod en inddragelse af arbejdsstyrken enkeltvise forskellige fradrag – udover de aggregerede fra den anvendte indkomstfordeling – kræver betydelige modeludvidelser. Modelleringen vil derfor blive ganske omfattende i forhold til den nuværende, hvor fradragene betragtes som eksogene. I afsnit 12.3 nedenfor gennemgås dog kort betydningen af fradragsberettigede pensionsindskud for effekter på arbejdsudbudet, og et forslag til modellering.
12.3. Pensionsind- og udbetalingers effekter på arbejdsudbuddet
Ændringer i skatter påvirker individers incitament til at deltage, erhverve kvalifikationer mv. på arbejdsmarkedet. Altså både beslutninger som vedrører den nutidige og den fremtidige indtjening. I StØV-modellen er der opstillet en sammenhæng for, hvordan skatteændringer påvirker arbejdsindkomster og dermed det samlede arbejdsudbud. En ikke ubetydelig andel af individers nutidige lønninger beskattes dog først senere i livet som pensioner, hvorfor det tilsvarende også kunne medtages i StØV, om ændret beskatning også kan påvirke arbejdsudbuddet via en ”pensionskanal”.
Hvis man ikke tager hensyn til denne kanal, kan de arbejdsudbudsændringer, som man beregner for forskellige typer af agenter, enten være undervurderede eller overvurderede. Det skyldes, at man ikke tager højde for, at agenterne initialt har fastsat deres arbejdsudbud ud fra eventuelle skatteforskelle på ind- og udbetalingstidspunktet.
Ideen er den, at ændringer i f.eks. topskatten vil påvirke såvel det fradrag som individet får ved indbetaling af pension i dag, som den (månedlige) ”efter-skat-udbetaling” individet vil få, når denne trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Dermed ændres individets livstidsindkomst, hvilket – jf. OLG-modellens[7] tankegang – alt andet lige vil påvirke individets optimale forbrugssammensætning og dermed arbejdsudbuddet. Denne ændring i forbrugssammensætningen forudsætter som sædvanligvis, at individet er rationelt og besidder perfekt fremsyn.
I en simpel OLG-model uden muligheden for at spare op til pension er nettoindkomsten: B(1-t), hvor B er bruttoindkomsten og t er skattesatsen.
Personen får nu muligheden for at opspare andelen a af sin indkomst, som fradrages i indkomsten i første periode mod at blive beskatte i periode 2.
Med pensionsopsparing (a·B) og tilbagediskontering:
Hvis skat og rente er identiske i de to perioder, kan de forkortes ud. Der vil i denne situation alene være tale om en udskudt beskatning ved at indskyde på pension. Hvis eksempelvis t1>t2, vil der derimod være en skattemæssig fordel ved at sætte pengene ind på en pensionsopsparing. Det betyder også, at arbejdsudbudsbeslutningen bliver forskellig fra situationen med ens skattesatser i begge perioder.
12.3.1. Gennemgang af opsparingstypeindivider
Nedenfor betragtes en situation, hvor topskattegrænsen eksempelvis hæves. Hvordan arbejdsudbuddet påvirkes, afhænger af, om individets indkomster befinder sig over eller under grænsen før og efter. Det illustreres ved at se på, hvordan denne ændring formodes at påvirke forskellige typer af individer. Det forudsættes forsimplet, at individets opsparingsadfærd – dvs. den andel af lønnen, der opspares – ikke påvirkes af ændringer i beskatningen.
Umiddelbart findes der seks individtyper, alt efter hvordan de bliver påvirket af skatteændringen. Disse fremgår af nedenstående tabel.
| Tabel 12.2. Typer af pensionsindbetalere og pensionsudbetaling ved forhøjelse af topskattegrænsen | ||||
|---|---|---|---|---|
| Indkomst ift. grænsen før ændring | Indkomst ift. grænsen efter ændring | |||
| Type | Arbejdsindkomst | Pensionsudbetaling | Arbejdsindkomst | Pensionsudbetaling |
| 1 | Over | Over | Over | Over |
| 2 | Over | Over | Over | Under |
| 3 | Over | Over | Under | Under |
| 4 | Over | Under | Over | Under |
| 5 | Over | Under | Under | Under |
| 6 | Under | Under | Under | Under |
Det ses ovenfor, at en ændring i topskattegrænsen vil påvirke individets marginale skatteprocent i netop to tilfælde:
Type 2: Hvis topskattegrænsen flyttes således, at individer, der før har betalt topskat af både arbejds- og pensionsindkomst, efter ændringen kun betaler topskat af arbejdsindkomst.
Type 5: Hvis topskattegrænsen flyttes således, at individer, der før betalte topskat af arbejdsindkomst og mellemskat af pensionsindkomsten, efter ændringen alene betaler mellemskat af begge indkomster.
Derudover vil den gennemsnitlige beskatning set over begge perioder også falde for alle typerne på nær type 6. Som i en én-periode model vil skatteændringens indkomsteffekt betyde, at individets gennemsnitsskat falder uden forvridende substitutionseffekter, hvorfor individet vil vælge at sænke sit arbejdsudbud og forbruge mere fritid. Forsimplet vil fokus i det følgende ikke være på denne effekt, men kun på typer hvor også marginalbeskatningen ændres.
Efter topskattegrænseændringen ligger pensionsudbetalingen under topskattegrænsen. Arbejdsindkomsten ligger fortsat over topskattegrænsen, hvorfor individets arbejdsudbud i StØV-modellen umiddelbart alene vil falde en smule som følge af indkomsteffekten. Den umiddelbare forvridende substitutionseffekt vil være 0, idet marginalskatten i perioden her er uændret.
Den marginale skattesats på pensionsudbetalingen er faldet, mens fradraget ved indbetalingen som nævnt ovenfor er uændret[8]. Individet vil derfor efter ændringen stadigvæk kunne fradrage sine pensionsindbetalinger i topskatten, men vil alene betale mellemskat ved udbetaling. Tages der højde for pensionseffekten, kan der argumenteres for, at individets korrigerede gennemsnitlige marginalskat – defineret som den sammensatte af den nuværende og fremtidige sats i forhold til den nuværende – er faldet som følge af ændringen. Der er altså ikke blot tale om en udskudt beskatning, men også en progressionsforskel, der skyldes, at den marginale beskatning på den andel af den sidst-tjente krone, der indbetales på pensionsordningen, er faldet.
Dette kan illustreres som følger:
 |
(a·1) kr. på pensionsordning; denne andel beskattes først i fremtiden. | |
| 1 kr. tjent i dag | ||
 |
(1-a) ·1 kr. beskattes i dag. |
I fremtiden er den marginale skattesats efter ændringen lig mellemskattesatsen for individet, mens marginalskatten i dag er lig topskattesatsen. Den effektive marginale skat kan derfor opgøres som et vægtet gennemsnit af disse to skatter: a·mellemskattesats + (1-a)·topskattesats.
Ændringen i topskattegrænsen er altså ensbetydende med, at den effektive marginale skat på den sidst-tjente krone falder. Det bliver derfor relativt set dyrere for individet at købe fritid – individets (time)arbejdsudbud vil derfor som følge af pensionskanalen stige gennem substitutionseffekten, selv om der ikke umiddelbart på optjeningstidspunktet er nogen ændring i marginalskatterne.
Ad type 5
Marginalskatten på arbejdsindkomst falder, ligesom den gennemsnitlige skattebetaling vil falde. Arbejdsudbuddet – uden at tage hensyn til pensioner – vil derfor stige. Umiddelbart påvirkes individets pensionsudbetaling ikke af skatteændringen. Dog vil der ved kvantificering af denne umiddelbare arbejdsudbudseffekt medtages en marginalskatteændring af en del af indkomsten, som allerede har været medregnet i individets valg af arbejdstid som følge af pensionskanalen – nemlig af den andel som spares op.
Når marginalskatten på arbejdsindkomst nedsættes, ændres fradragsværdien på pensionsindbetalingerne. I ovenstående tilfælde mindskes fradragsværdien. Hvor pensionsindbetalingerne før kunne fradrages i topskatten, kan de nu kun fradrages i mellemskatten. Pensionsind- og udbetalinger behandles således ens (mht. skattesats) efter ændringen, hvorfor fradragsretten alene kommer til at bevirke, at skatten på pension udskydes.
Dette står i kontrast til situationen før ændringen. Før ændringen kunne individet således opnå en skattemæssig fordel ved at fradrage i topskatten. Typens korrigerede gennemsnitlige marginalskat – igen defineret som den sammensatte af den nuværende og i fremtiden sat i forhold til den nuværende – er efter skatteændringen steget. Dette medvirker isoleret set til et fald i arbejdsudbuddet som følge af substitutionseffekten. Hvis substitutionseffekten dominerer, vil arbejdsudbuddet således falde isoleret som følge af pensionskanalen. Dermed afdæmpes den positive umiddelbare beregnede arbejdsudbudseffekt StØV, hvor pensionseffekten ikke er medtaget i beregningerne.
12.3.2. Kvantificering af pensionseffekterne
Som det er illustreret grafisk ovenfor kan en ændring af topskattegrænsen for visse typer påvirke individets arbejdsudbud via en såkaldt ”pensionskanal”. Individets arbejdsudbud vil blive påvirket, hvis den effektive skatteprocent (marginalt eller gennemsnitligt) ændres. Den effektive skatteprocent er i denne sammenhæng et udtryk for et vægtet gennemsnit af den skat, der pålægges individets arbejdsindkomst og den skat, der pålægges individets pensionsudbetalinger.
Med henblik på at drage nogle konklusioner vedrørende pensionskanalens kvantitative effekt på arbejdsudbuddet er der lavet nogle helt foreløbige beregninger i en delmodel, der inddrager pensionskanalen. Delmodellen er i det store hele opbygget ligesom StØV-modellens normale ”timeeffekt”.
Overordnet antages der, at en person i gennemsnit befinder sig 40 år på arbejdsmarkedet og i denne periode indbetaler i gennemsnit, hvad der svarer til ca. 20 pct. af sin skattepligtige indkomst på en pensionsordningen. De samlede pensionsindbetalinger fordeles derefter til udbetaling over 20 år med lige store udbetalinger. På grundlag af ovenstående antagelser udregnes den effektive marginal- og gennemsnitsskat. Herefter udregnes timeeffekten helt analogt med timeeffekten i den normale StØV-model.
Ved brug af den almindelige modelbefolkning i StØV og en topskattegrænseforøgelse som ovenfor fås resultatet, at timeeffekten i den normale en-periode StØV-model bliver overvurderet med i omegnen af 25 pct. i forhold til, når resultatet sammenlignes med beregninger, hvor pensionskanalen er medtaget. Pensionskanalen er ikke medtaget i den nuværende StØV-model, men et skitse-ark med den ovennævnte modellering er lavet og kan eventuelt videreudvikles med henblik på medtagelse i senere versioner af modellen. Andre vigtige effekter, som aftrapning af pensionstillæg og andre ydelser, skal dog også bygges ind i en eventuel senere model.
12.4.1. Incitamentet til at arbejde og virkningen af et beskæftigelsesfradrag
For mange personer er forskellen mellem nettoafkastet af beskæftigelse og offentlig forsørgelse beskeden. 5,4 pct. af alle beskæftigede, ledige og efterlønsmodtagerne havde i 2004 mindre end 1.000 kr. om året ud af at være i beskæft[9]. Denne såkaldte ”fattigdomsfælde” betyder ikke kun et dårligt incitament til at arbejde, men skaber også et ”gulv” under lønnen, som forhindrer, at der er jobs nok - også til dem, der er villige til at arbejde uanset økonomisk udbytte. Hvis man kunne øge forskellen ville færre ”frivilligt” være arbejdsløse, på orlov, tilbagetrækning mv. og flere ville komme i beskæftigelse.
Forskellen mellem passiv og aktiv nettoindkomst kan øges på tre måder.
- Man kan øge nettoafkastet af at være i beskæftigelse ved at give et særligt beskæftigelsesfradrag.
- Man kan reducere nettoafkastet af at være på passiv forsørgelse ved at reducere dagpengene mv.
- Man kan øge forskellen ved at reducere de offentlige ydelsers aftrapning, hvis den passivt forsørgede kommer i job.
Indførelse af et beskæftigelsesfradrag reducerer umiddelbart ”fattigdomsfælden”, fordi der bliver mere til overs efter skat for dem, der er i job. Det svarer incitamentsmæssigt til at sænke dagpengeniveauet mv., men uden at reducere levestandarden for de ledige. Der er imidlertid også væsentlige ulemper ved et beskæftigelsesfradrag – omfanget af ulemperne afhænger af den konkrete udformning af forslaget.
12.4.2. Generelle og selektive beskæftigelsesfradrag
Et generelt beskæftigelsesfradrag har den ulempe, at det øger progressionen i beskatningen, hvilket reducerer incitamentet til uddannelse samt videreuddannelse og øger derfor i sidste ende ”problemgruppen” på arbejdsmarkedet. Desuden kan et helt generelt beskæftigelsesfradrag – afhængig af udformningen – skabe incitament til kortere arbejdstid for de beskæftigede og derved medføre et betydeligt ekstra provenutab.
Virkningerne af et beskæftigelsesfradrag afhænger altså af det konkrete forslag. Navnlig to spørgsmål er afgørende:
- Hvem skal modtage fradraget? Alle beskæftigede eller kun udvalgte grupper?
- Skal fradraget være fast, eller skal det aftrappes med stigende indkomst?
Det eksisterende beskæftigelsesfradrag er generelt, idet alle beskæftigede i 2008 får fradraget på 4,0 pct. af bruttoindkomsten i kommuneskatten, men det er dog begrænset af et loft på 12.300 kr. (2008). Som led i skattepakken Lavere skat på arbejde fra 2007 forhøjes beskæftigelsesfradraget i 2009 yderligere til 4,25 pct., dog højest 13.100 kr. (2008-niveau).
Et eksempel på et helt generelt beskæftigelsesfradrag uden loft er illustreret som skattesystemet A i figur 12.1. Figuren viser det nuværende skattesystem uden det eksisterende fradrag, og skitserer modeller for generelle og indkomstmålrettede beskæftigelsesfradrag. Ved A indrømmes alle beskæftigede et fradrag på 3 pct. af arbejdsindkomsten i kommuneskatten uanset størrelsen af indkomsten.
Figur 12.1. Generelle og målrettede beskæftigelsesfradrag
For at målrette fradraget til de laveste indkomster kan fradragets størrelse begrænses af et absolut loft eller aftrappes med stigende indkomst. Skattesystemet B i figur 12.1 illustrerer det gældende beskæftigelsesfradrag på 4,0 pct. som begrænses af et absolut loft på 12.300 kr.
Et fradrag med aftrapning er illustreret som C. Beskæftigede med en arbejdsindkomst på mellem 100.000 kr. og 200.000 kr. kan fradrage 10 pct. af indkomsten i kommuneskatten. Personer der tjener under 100.000 kr. opnår ikke noget fradrag. Mellem 200.000 kr. og 280.000 kr. udfases fradraget med 25 øre for hver ekstra tjent krone. (20.000/(280.000-200.000) = 25%). Skatteværdien heraf er (0,335×25 =) ca. 8 øre.
Aftrapning har dog den store ulempe, at den sammensatte marginalskat i aftrapningsintervallet bliver forøget, og er højere end i tilfældet uden beskæftigelsesfradrag, jf. C i figuren. Dermed forringes tilskyndelsen til at udbyde yderligere arbejdskraft for personer i dette interval. For nogle vil det endda betyde, at det bedre kan betale sig at gå ned i arbejdstid for at få mest muligt ud af fradraget. Og eftersom lønspredningen er ganske lille i Danmark, vil der være mange personer i dette ”mellemlønindkomstinterval”.
En anden mulighed er at målrette fradraget ved at knytte det til kriterier, som kun en mindre målgruppe opfylder. Et beskæftigelsesfradrag kunne gives til sådanne udvalgte grupper, hvor få er i beskæftigelse og de fleste på overførselsindkomst en stor del af tiden. Det kan f.eks. overvejes, om det er muligt at gøre retten til offentlig forsørgelse (førtidspension, efterløn, folkepension, kontanthjælp, starthjælp, barselsdagpenge etc.) eller langtidsledighed til en betingelse for, at der gives et særligt beskæftigelsesfradrag.
For dem, der er på offentlig forsørgelse, vil en eventuel erhvervsindtægt i vid udstrækning blive modregnet i overførselsindkomsten. Det giver en høj sammensat marginalskat. Hvis aftrapningen reduceres direkte eller indirekte ved et særligt beskæftigelsesfradrag, vil ordningerne skifte karakter fra at være hjælp til særligt fattige til at være en indkomstuafhængig kompensation eller en slags borgerløn for visse grupper.
En reduktion af aftrapningen eller et særligt beskæftigelsesfradrag vil forbedre ordningerne. Det er derfor vigtigt, at personer ikke ved ændret adfærd kan komme ind under ordningerne og derfra søge beskæftigelse med et forbedret fradrag. Denne risiko er reduceret for grupper, der får efterløn, førtidspension, starthjælp, barselsdagpenge og folkepension.
12.4.3. Særligt fradrag til grupper, der ikke ved ændret adfærd kan berettige sig til offentlig forsørgelse.
Førtidspension
Personer i den arbejdsdygtige alder, der af den ene eller anden grund har en permanent reduceret værdi på arbejdsmarkedet, kan modtage førtidspension. Den højeste og mellemste førtidspension gives til personer, der på grund af helbredet har nedsat arbejdsevne, mens den almindelige førtidspension gives til personer, der blot har vist sig at have svært ved at forsørge sig selv.
Personer med ret til førtidspension udgør en veldefineret gruppe. Det er dog spørgsmålet, om det vil hjælpe på gruppens beskæftigelse at give et ekstra incitament til arbejde, hvis få af gruppens medlemmer vil kunne præstere en arbejdsindsats af værdi over mindstelønnen.
Ældre
I modsætning til dem under 60 år (bortset fra førtidspension) har personer i efterlønsalderen og ældre automatisk ret til offentlig forsørgelse. Den offentlige forsørgelse aftrappes imidlertid med løn mv., hvorfor deres sammensatte marginalskat er særlig høj.
For mange falder produktiviteten, når man når op i nærheden af 60 år. Da lønnen sjældent er helt fleksibel, var det ofte denne gruppe, der blev arbejdsløse. Mens retten til almindelige dagpenge forudsætter, at de ledige er villige til at tage sig et job, har man gjort retten til efterløn, der kan gives til personer over 60 år, betinget af at der netop ikke søges et job. En meget stor andel af de 60-67 årige er gået på efterløn. Efterlønnen aftrappes ved erhvervsindkomst, om end der ved efterlønsreformen er blevet lempet på aftrapningen.
Også uden efterløn ville erhvervsfrekvensen være lavere for de ældre, men efterlønsordningen har trukket erhvervsfrekvensen kunstigt ned for denne befolkningsgruppe.
Hvis stort set alle alligevel får efterløn, og kun få i efterlønsalderen har beskæftigelse, vil det formodentlig ikke være særligt dyrt at reducere aftrapningen af efterlønnen yderligere ved erhvervsindkomst i forhold til beskæftigelseseffekten.
Der er en del af de over-65-årige, der fortsat har mulighed for erhvervsarbejde, men folkepensionen reduceres kraftigt ved ekstra indtægter. Her kunne man også overveje at reducere aftrapningen.
Reduceret aftrapning af efterløn og folkepension
En reduceret aftrapning af efterløn og folkepension ved beskæftigelse vil udgøre en forbedring af disse ordninger. En sådan forbedring af folkepensionisterne og efterlønsmodtagernes situation vil være mest hensigtsmæssig i pensionslovgivningen og i efterlønsordningen, men kunne eventuelt også ske i skattelovgivningen. Det kunne eksempelvis være i form af, at der er fuld skat på efterlønsydelsen og folkepensionen, men alene en delvis skat på arbejdsindkomst optjent af efterlønsmodtagere og folkepensionister.
Ved en mindre aftrapning af efterlønsydelsen ved beskæftigelse vil efterlønsordningen yderligere skifte karakter fra oprindeligt at være en ordning, der reducerede arbejdsudbuddet til en ordning, der kompenserede for faldende værdi på arbejdsmarkedet for ældre personer.
Barselsdagpenge
Mødre og fædre får kun barselsdagpenge, hvis de ikke arbejder. Et særligt beskæftigelsesfradrag for mødre og fædre, der undlader at bruge deres barselsdagpenge, kunne også overvejes.
Unge, der afslutter deres uddannelse til tiden
Unge under uddannelse har ret til SU. For de yngre aldersklasser er det formentlig en kortfristet løsning at øge erhvervsfrekvensen, hvis det går ud over uddannelsesniveauet. Et særligt beskæftigelsesfradrag for yngre bør derfor yderligere gøres betinget af, at de unge tager sig en passende uddannelse. Igen gælder, at det formodentlig mest hensigtsmæssige vil være en ændring af SU reglerne, eksempelvis i form af at man får SU også efter uddannelsen er afsluttet, hvis det er sket på normeret tid.
Aftrapning af offentlige dagpenge og kontanthjælp ved arbejdsindkomst
Såvel et særlig beskæftigelsesfradrag for unge, efterlønsmodtagere, folke- og førtidspensionister er i realiteten en reduktion i aftrapningen af den offentlige ydelse ved arbejdsindkomst. Fælles for disse grupper er, at der er en generel formodning om, at de har svært ved at finde beskæftigelse på grund af helbred eller alder, og at det er svært ved ændret adfærd at berettige sig til ydelserne.
Man kunne overveje en tilsvarende mindre aftrapning for kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere. I øjeblikket mister man alle dagpengene, når man får arbejde, og hovedparten af lønnen modregnes i først egen og derefter ægtefælles kontanthjælp ved beskæftigelse således, at man har ca. 11 kr./time tilbage før skat.
Hvis man blødte op for denne aftrapning (der kan opfattes som, at ”du får kun hjælp, hvis du ikke arbejder”), kunne det give en gavnlig effekt for dem, der af den ene eller anden grund er havnet på kontanthjælp eller dagpenge.
Man kunne f.eks. fastsætte, at en person, der går fra dagpenge eller kontanthjælp til beskæftigelse fortsat kan få x kr. om måneden i y måneder i dagpenge, selv om der arbejdes. (x og y vil afhænge af ledighedsperiodens længde). Ligeledes kunne man for kontanthjælpsmodtagere fastsætte, at kontanthjælpsmodtageren, der kommer i job, ikke kun får lov til at beholde godt 10 kr. pr. time før skat – mens resten af lønnen modregnes i personens eller ægtefælles kontanthjælp – men får lov til at beholde 20 eller 30 kr. pr. time, mens resten modregnes.
Ligeledes kunne man undlade aftrapning af tilskud til børnehave og husleje i en periode efter, at de ledige var kommet i beskæftigelse. Igen ville det formodentlig være administrativt mere enkelt at se på særlovgivningen i stedet for at indføre særregler i den generelle skattelovgivning, men en særlig ordning i skattelovgivningen kan dog også overvejes.
En reduceret aftrapning af dagpenge eller kontanthjælp/særlige beskæftigelsesfradrag vil alt i alt forbedre situationen for kontanthjælpsmodtagere og ledige. Det vil kunne give anledning til en effekt modsatrettet den ønskede, nemlig at visse personer vil gøre mindre for at undgå – midlertidigt – at få dagpenge eller kontanthjælp, fordi de spekulerer i at kunne få det særlige fradrag etc. senere. Det er generelt problemfyldt at gøre særlige tilskud og fradrag betinget af, at personen er eller har været kontanthjælpsmodtager/dagpengemodtager. Hvis det bliver mindre belastende at blive ledig, vil færre søge at undgå ledighed. Dette kan evt. undgås, hvis der alene gives beskæftigelsesfradrag til personer, der var langtidsledige, når forslaget gennemføres.