Bilag 4. Sagsbehandling

1. Retsgrundlaget for Landsskatteretten

Landsskatteretten er et såkaldt quasijudiciel organ, hvilket vil sige en forvaltningsmyndighed med domstolslignende træk. På den ene side gælder de forvaltningsprocessuelle regler, men på den anden side er klagesagsbehandlingen retssagslignende, idet der er mulighed for at komme med partsindlæg (processkrifter), er mulighed for at afholde retsmøder, ligesom klageren i hovedparten af sagerne er repræsenteret ved en professionel skatterådgiver. Landsskatteretten er endvidere øverste klagemyndighed for afgørelser på skatte-, moms-, told- og afgifts-, vurderings- og inddrivelsesområdet.

Afgørelserne træffes af et kollegialt organ bestående af et nævn, hvor formanden skal have bestået juridisk kandidateksamen,[1] jf. skatteforvaltningslovens § 12, stk. 2, og hvor mindst 11 ud af i alt 30 retsmedlemmer skal være dommere, skatteforvaltningslovens § 12, stk. 3.

Af de 30 retsmedlemmer udpeges 11 af Folketinget og 19 af Skatteministeren. Herudover kommer et antal motorsagkyndige medlemmer, der medvirker i sager om registreringsafgift. For at Landsskatteretten er beslutningsdygtig, kræver dette som udgangspunkt, at mindst 3 retsmedlemmer, herunder mindst en retsformand og mindst 2 medlemmer udpeget af Folketinget eller Skatteministeren, er til stede, jf. skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1.

Retspræsidenten kan dog bestemme, at en kontorchef eller en fuldmægtig skal deltage i afgørelsen af en klage, jf. skatteforvaltningslovens § 13, stk. 2. I sådanne tilfælde har den pågældende de samme beføjelser som en retsformand. Er voteringen ikke enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter stk. 1.

Sager, der sendes til en retsformand eller til retspræsidenten som 1. voterende, kaldes voteringssager, mens sager, hvor kontorchefen er 1. voterende, kaldes udvalgssager. I kontorchefens fravær vil souschefen være 1. voterende i udvalgssagerne. De sager, der behandles som udvalgssager og dermed ikke sendes forbi en retsformand, er typisk sager, der beror på en konkret bevisbedømmelse, hvor juraen er klar, og hvor afgørelsen ikke har vidererækkende principiel betydning. Retsmødesager er altid voteringssager. I perioden 1. januar 2005 til 31. december 2005 blev 1650 sager afsluttet som voteringssager, mens 1209 sager blev afsluttet som udvalgssager. Der er således en lille overvægt af sager, der afgøres med en retsformand eller retspræsidenten som 1. voterende.

Da Landsskatteretten er et quasijudicielt organ, anser Landsskatteretten sig for kompetent til at foretage præjudicielle forelæggelser for EF-Domstolen, jf. afsnittet om EU-sager under klageprocessen samt forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2. Dette har dog endnu ikke været prøvet.

Pr. 1. november 2005 har Landsskatteretten overtaget en række klagesager, der ikke undergives nævnsbehandling.

2. Sagsbehandlingsregler mv.

Ved sagens behandling for Landsskatteretten gælder forvaltningsprocessen og den særlige del heraf, der kan henføres til skatteprocessen. Det er således de almindelige forvaltningsretlige regler i forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven, der finder anvendelse, samt de specielle regler i skatteforvaltningsloven og forretningsordenen for Landsskatteretten. Dertil kommer de ulovfæstede forvaltningsretlige retsgrundsætninger samt ombudsmandens praksis, herunder standarden ”god forvaltningsskik”.

2.1. Sagsoplysning og bevisbedømmelse      

Det følger af officialprincippet, som er en ulovbestemt retsgrundsætning, at det som udgangspunkt påhviler myndigheden selv at fremskaffe de fornødne oplysninger om de foreliggende sager, eller dog foranledige at eksempelvis parterne selv medvirker til sagsoplysningen. Af officialprincippet følger tillige, at en forvaltningsretlig afgørelse først må træffes, når de nødvendige oplysninger foreligger. Officialprincippet modificeres blandt andet derved, at i sager, der rejses ved ansøgning af en borger selv, vil det ofte påhvile borgeren selv at fremskaffe de nødvendige oplysninger. Officialprincippet modificeres derudover af almindelige proportionalitetsbetragtninger.

Hvor det indenfor civilprocessen påhviler parterne selv at oplyse sagen, er det således indenfor forvaltningsprocessen som udgangspunkt myndigheden, der styrer sagsoplysningen. Officialprincippet vedrører såvel sagens faktum som jus. I første omgang skal sagsbehandleren søge at klarlægge sagens faktum, der i sagens natur i vidt omfang vil afhænge af, hvilke retsregler der skal fortolkes.[2]

Indenfor skatteprocessen er der imidlertid fastsat en række særlige regler, der får indflydelse på såvel sagsoplysningen som bevisbedømmelsen. Således er enhver, der er skattepligtig her til landet, selvangivelsespligtig i henhold til skattekontrollovens § 1, ligesom større virksomheder skal indgive et skatteregnskab, der danner grundlag for selvangivelsen samt oplysninger om det regnskabsmæssige grundlag herfor. Mindre virksomheder skal ligeledes indgive selvangivelse samt give regnskabsmæssige oplysninger i selvangivelsen. Virksomhederne skal alene indsende skatteregnskaber, hvis de bliver udtaget til ligning.[3] I transfer pricing sager skal nærmere i stk. 1 nr. 1 til 5 nævnte skattepligtige endvidere efter skattekontrollovens § 3 B, stk. 5 og 6, udfærdige såkaldt transfer pricing dokumentation vedrørende priser og vilkår for kontrollerede transaktioner.

Det fremgår af skattekontrollovens § 5, stk. 3, at foreligger en selvangivelse ikke på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt. Videre fremgår det af skattekontrollovens § 3 B, stk. 8, at har den skattepligtige ikke udarbejdet transfer pricing dokumentation som anført i stk. 5 eller 6, finder § 5, stk. 3, anvendelse for så vidt angår de kontrollerede transaktioner.

Det skatteretlige skøn er en særlig form for bevisskøn, der gælder for de skatteansættende myndigheder. Skatteansættelse ved taksation stammer tilbage fra dengang, da man indførte indkomstbeskatning i 1903, hvor skatteansættelsen blev foretaget af ligningskommissioner, der var et rent lægmandsorgan bestående af personer med lokalkendskab. Indtil 1946 var der endvidere ikke regnskabspligt, hvorfor der var et stort behov for at kunne foretage skatteansættelser ved taksation.

Af ”Forvaltningsret - Sagsbehandling” p. 69 fremgår det:

”Som man vil se, adskiller skatteskøn sig fra den form for forvaltningsretligt skøn, der skyldes, at retsreglens beskrivelse af retsfaktum og/eller retsfølgen er tom eller meget upræcis. Ved skatteskøn er det ikke retsreglen, der er problemer med. Den materielle skatte- og afgiftsregel, der anvendes i den konkrete situation, har samme indhold, hvad enten der føres sædvanligt bevis, eller talgrundlaget fastlægges ved en subsidiær bevisregel eller ved skatteskøn. Skatteskønnet supplerer ikke den manglende beskrivelse af retsfaktum og retsfølge. Skatteskønnet erstatter beviset.”

Landsskatteretten er ikke en skatteansættende myndighed, og det er ikke Landsskatteretten der foretager skønsudøvelsen med hjemmel i skattekontrollovens § 5, stk. 3. Indtil skattestyrelsesloven af 1989 var der endvidere regler om, at Landsskatteretten alene kunne udøve begrænset prøvelse overfor skatteskøn. I dag fremgår Landsskatterettens kompetence af skatteforvaltningslovens § 41, og der er ikke begrænsninger i forhold til efterprøvelse af skønnet, og Landsskatteretten kan i øvrigt selvstændigt foretage skønsudøvelse på baggrund af de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger herom.

Der kan formentlig spores en vis tilbageholdenhed ved Landsskatteretten med at tilsidesætte skønsudøvelsen fra de underliggende myndigheder, men der findes på den anden side også eksempler på, at Landsskatteretten har tilsidesat skønsudøvelsen og ladet sin egen skønsudøvelse træde i stedet. Tilbageholdenheden skyldes nok især, at Landsskatteretten opfattes som domstolslignende sammenholdt med, at det er SKAT, der har forestået et eventuelt revisionsarbejde og derfor må formodes af have en særlig indsigt i den pågældende skatteyders skattemæssige forhold.

Når Landsskatteretten – i første led sagsbehandleren – har det ønskede materiale i hænde samt modtaget eventuelle kommentarer hertil eller eventuelt har måttet opgive at indhente materialet efter flere fristudsættelser eller oplysninger om, at materialet ikke er tilgængeligt, skal sagens oplysninger undergives en almindelig bevisbedømmelse. Ved forvaltningsmyndigheder gælder grundsætningen om fri bevisbedømmelse såvel som for domstolene.[4]

Der må foretages en afvejning i hver enkelt sag af, hvilke oplysninger og undersøgelser der er nødvendige for at få sagen tilstrækkeligt belyst. Det fremgår af forretningsordenens § 7, stk. 1, at under Landsskatterettens behandling af en klage, kan Landsskatteretten indhente sådanne yderligere oplysninger, som Landsskatteretten anser for nødvendige til klagens afgørelse. Dette må dog antages allerede at følge af officialprincippet.

I mange tilfælde finder sagsbehandleren i Landsskatteretten det nødvendigt at indhente yderligere oplysninger til sagen eller at få klageren eller myndighedernes bemærkninger til bestemte oplysninger i sagen. Landsskatterettens medarbejdere har ikke adgang til de samme databaser som medarbejderne i skattecentrene og kan for eksempel ikke selv indhente en udskrift af kontroloplysninger i R75. Sagsbehandlerne i Landsskatteretten kan få adgang til SKATs ejendomsoplysninger SVUR, og journalførerne har adgang til CPR-registret. Derudover har et par brugere på hvert kontor adgang til Publicom, hvor der kan hentes oplysninger om selskaber, ligesom der er en række frit tilgængelige selskabsoplysninger på blandt andet erhvervs- og selskabsstyrelsens hjemmeside.

I forbindelse med høring af den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen, beder Landsskatteretten om at få indsendt det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, jf. forretningsordenens § 4, stk. 2. Materialet består som regel af myndighedernes sagsomslag, selvangivelserne for de omhandlede indkomstår, regnskaberne og det underliggende bilagsmateriale. Af og til er bilagsmaterialet helt eller delvist returneret til skatteyderen, ligesom Landsskatterettens sagsbehandler i øvrigt kan være af den opfattelse, at der skal indhentes yderligere oplysninger i øvrigt. Her må sagsbehandleren tage kontakt til klageren/repræsentanten med henblik på at få denne til at indsende det ønskede materiale. Ofte vil sagsbehandleren vælge at benytte forhandlingen til at bede om yderligere materiale til sagen.

Der kan ikke opstilles generelle retningslinier for, hvilke oplysninger der skal indhentes i forbindelse med sagsbehandlingen, men man må dog nok kunne siges, at såfremt en sag vedrører fortolkningen af en aftale, bør denne aftale om muligt foreligge (gerne i kopi) med underskrift og dato.

Det er et selvstændigt juridisk spørgsmål, om der gælder bevisbyrderegler svarende til de civilprocessuelle for forvaltningsmyndigheder. Som tommelfingerregel siger man med en terminologi, der er lånt fra civilprocessen, at hvis der er tale om indtægtssiden (statsskattelovens § 4), påhviler bevisbyrden myndighederne, mens hvis der er tale om udgiftssiden (statsskattelovens § 6) påhviler bevisbyrden skatteyderen.

Selvom det for eksempel fremgår af bogføringsloven, som gælder for erhvervsdrivende virksomheder etableret her i landet mv.,[5] at transaktioner skal kunne dokumenteres ved grundbilag, følger det af de almindelige bevisretlige regler, at bevisbedømmelsen er en afvejning af samtlige kommunikerbare bevisdata. Det forhold, at der ikke foreligger et grundbilag til dokumentation for en udgift vil være et moment, der taler til støtte for, at der ikke skal godkendes fradrag for en påstået udgift, men udgiftsafholdelsen kan sandsynliggøres på anden vis for eksempel gennem dokumentation af pengestrømmene mv.

Med hensyn til indtægtssiden er det omvendt klart, at det ikke er skatteyderen, der egenhændigt skal dokumentere, at vedkommende ikke har haft en skønsmæssig indtægt svarende til det af skattemyndighederne ansatte. I disse tilfælde er det som udgangspunkt myndigheden, der skal have foretaget kontrol og revision samt udarbejdet privatforbrugsopgørelser, beregnet bruttoavancer for sammenlignelige virksomheder, sammenlignet varekøb og vareforbrug mv.

Hvis en afgørelse angår bedømmelsen af de skatte- og afgiftsmæssige virkninger af et retsforhold mellem klageren og en tredjemand, og der er grund til at antage at denne tredjemand ønsker en anden bedømmelse af retsforholdet lagt til grund end klageren, kan Landsskatteretten bestemme, at en tredjepart eller andre skal have lejlighed til at udtale sig overfor rettens kontor eller på et retsmøde, jf. forretningsordenens § 7, stk. 2. Det vil for eksempel være medinteressenter, der vil blive indkaldt efter § 7, stk. 2, i forretningsordenen.

Landsskatteretten kontakter som hovedregel ikke tredjemænd af egen drift med henblik på at fremskaffe oplysninger. Tredjemænd kontaktes som udgangspunkt alene i forbindelse med egentlige tredjepartshøringer. I stedet anvendes officialmaksimen til at bede klageren/repræsentanten om at indhente oplysninger, eller oplysningerne søges indhentet gennem skattemyndighederne.

Det er ikke usædvanligt, at især advokater ønsker at indkalde vidner i forbindelse med afholdelse af retsmøde. Udtalelser under retsmødet afgives ikke under strafansvar efter straffelovens § 158, da der er tale om et møde i en forvaltningsmyndighed, og der kan ikke indkaldes vidner til et retsmøde i Landsskatteretten. Hvis en klager eller repræsentant forsøger at indkalde vidner til retsmødet, bliver vedkommende vejledt om, at dette ikke kan lade sig gøre. Repræsentanten kan dog godt foretage en slags afhøring af sin klient, hvis repræsentanten foretrækker denne fremgangsmåde.

Der er mulighed for at stille sagen i bero på, at der afholdes syn og skøn ved domstolene med udarbejdelse af en syn- og skønsrapport til brug for behandlingen af sagen i Landsskatteretten.

I visse tilfælde er der i skattelovgivningen fastsat regler i den materielle skattelovgivning, der har betydning for bevisbedømmelsen. Som eksempel kan nævnes reglerne om beskatning af personalegoder mv. i ligningsloven.

Endvidere kan nævnes ligningslovens § 2, stk. 2, hvor der er angivet beregningsregler for, hvornår en skattepligtig kan anses for at have bestemmende indflydelse. Det er her ikke nødvendigt at foretage en nærmere undersøgelse af regnskaber, bilag, vedtægter, protokoller mv. for at finde ud af, hvem der reelt har bestemmende indflydelse, idet det er tilstrækkeligt at se på ejerandele og stemmerettigheder.

Sammenfattende kan man sige, at fordi Landsskatteretten som forvaltningsmyndighed er underlagt officialprincippet, kan borgeren som udgangspunkt være sikker på, at de faktiske oplysninger, som det har været relevant og muligt at indhente, rent faktisk også er indhentet, inden der træffes en afgørelse. Oplysningerne er endvidere indgået i en almindelig, fri bevisbedømmelse suppleret med de særlige regler på skatteområdet, der kan have betydning for bevisbedømmelse og sagsoplysning. Dertil kommer, at Landsskatteretten som forvaltningsmyndighed tillige skal undersøge det relevante retsgrundlag.

2.2. Begrundelse

Forvaltningslovens regler om begrundelse findes i §§ 22 til 24. Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at en skriftlig afgørelse skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Af forvaltningslovens § 24 fremgår, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Af § 24, stk. 2, fremgår endvidere, at begrundelsen om fornødent skal indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Det følger videre som ovenfor nævnt af officialprincippet, at forvaltningsmyndigheden skal drage omsorg for, at ”jus” er tilstrækkeligt oplyst. Det følger dog ikke heraf, at forvaltningsmyndigheden i sin begrundelse skal diskutere samtlige de af en part i sagen påberåbte bestemmelser og afgørelser, hvis disse ikke anses for relevante for sagens afgørelse.

Landsskatteretten opbygger sine kendelser og afgørelser således, at afgørelsen findes øverst på første side, mens begrundelsen (præmisserne) findes til sidst i kendelsen. Formålet med dette er, at skatteyderen ikke skal læse hele kendelsen igennem for at nå frem til resultatet. Præmisserne opbygges normalt således, at der indledes med en gennemgang af retsgrundlaget. Landsskatteretten citerer typisk ikke hele den relevante lovbestemmelse, men laver et summarisk sammendrag, hvor alene det, der er relevant for den konkrete sag, gengives. Der vil som udgangspunkt være en nummerhenvisning til den for det omhandlede indkomstår relevante lov eller lovbekendtgørelse, medmindre der er tale om en lov, der forudsættes alment kendt og ikke har været ændret fundamentalt i lang tid (for eksempel statsskatteloven).

Hvis der henvises til praksis, anfører Landsskatteretten typisk alene det nummer, hvorunder en kendelse eller dom mv. er offentliggjort på enten SKM, TfS eller UfR, eller henviser til for eksempel et afsnit i Ligningsvejledningen eller andet, hvis praksis fremgår deraf. Det er alene, hvis der er tale om fortolkning af en særlig passus, at denne bliver indciteret. Denne summariske beskrivelse foretages af hensyn til præmissernes læsevenlighed. Hvis præmisserne bliver meget omfattende, kan man befrygte, at adressaten reelt ikke læser begrundelsen. Der sker derfor i vidt omfang en selektion af, hvad der anses for nødvendigt og tilstrækkeligt for at begrunde afgørelsen på en måde, så budskabet de facto når frem til modtageren. Det tilstræbes endvidere at formulere kendelsen på en læsevenlig måde – så vidt mulig uden for hyppig brug af fremmedord, kancellistil og lange sætninger. Der er i denne forbindelse udarbejdet en sprogpolitik, der nyligt er revideret.

Det fremgår af forretningsordenens § 17, stk. 1, at afgørelser fra Landsskatteretten skal være begrundede, og herunder angive Landsskatterettens stilling til de af klageren påberåbte omstændigheder og nedlagte påstande, medmindre de nævnte omstændigheder eller påstande må anses for uvæsentlige og uden betydning for sagens afgørelse.

Efter retsgrundlaget anføres Landsskatterettens afgørelse samt de momenter, der taler til støtte for afgørelsen. Der vil være en tendens til udelade de forhold, der ikke taler til støtte for afgørelsen, medmindre der er tale om et særligt omtvistet punkt.

I ganske særlige tilfælde kan Landsskatteretten træffe en afgørelse, der uden beløbsmæssig opgørelse alene fastlægger de principper, hvorefter den påklagede afgørelse skal træffes. Told- og skatteforvaltningen foranlediger herefter, at afgørelsen træffes i overensstemmelse med Landsskatteretten anvisning, jf. forretningsordenens § 17, stk. 2.

En sådan kendelse, der alene angiver retningslinierne for en beløbsmæssig opgørelse kaldes en delkendelse. Delkendelser er som udgangspunkt noget, man skal undgå, idet sagen som udgangspunkt bør finde sin endelige afgørelse i Landsskatteretten. I visse situationer kan det dog være relevant at træffe afgørelse ved delkendelse. Dette kan for eksempel være, hvis man ændrer opgørelsen af en ejendomsavance fra næringsbeskatning efter statsskattelovens §§ 4-6 til opgørelse efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, og der ikke i forbindelse med ligningen er taget stilling til forbedringsudgifter, der skal tillægges anskaffelsessummen, genvundne afskrivninger mv. I sådanne tilfælde ville man reelt afskære skatteyderen muligheden for en 2-instans prøvelse, hvis Landsskatteretten foretog avanceopgørelsen efter ejendomsavancebeskatningsloven. Alternativt kan spørgsmålet sendes til høring hos SKAT med mulighed for skatteyderen til at komme med bemærkninger til avanceopgørelsen.

Kendelsen skal efter forretningsordenens § 18, stk. 1, oplyse om forskellige meninger vedrørende såvel resultatet som begrundelsen. Desuden skal der fremgå oplysninger om stemmetallet for hver opfattelse, og om retsformanden har afgivet dissens. Kendelsen  formuleres af retsformanden. I sager med dissens formuleres kendelsen i fornødent opfang efter samråd med de øvrige voterende i sagen, jf. § 18, stk. 3.

Det er normalt sagsbehandleren, der skriver udkastet til præmisserne, men da det er rettens medlemmer, der træffer afgørelsen i sagen, er det retsformanden, der har ansvaret for formulering af kendelsen.

2.3. Dissenser

Der træffes afgørelse i overensstemmelse med stemmeflertallet, hvis Landsskatterettens afgørelse ikke er enstemmig, I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende. Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens, eller hvor flere retsformænd deltager, den efter udnævnelsen ældste stemme afgørende.

Ved ændringen af skattestyrelsesloven ved lov nr. 267 af 27. maj 1981 blev det fastsat, at kendelsen skal indeholde oplysning om forskellige meninger vedrørende såvel resultat som begrundelse og angive stemmeflertallet for hver opfattelse. Det skal endvidere fremgå af kendelsen, om retsformanden har afgivet dissens. Dette fremgår nu af skatteforvaltningslovens § 45, stk. 2. Krav om dissensangivelse for kollegiale nævn fremgår ikke af forvaltningsloven.

Sekretariatet fører statistik med antallet af dissenser. Der afgives dissens i under 1 % af afgørelserne.

2.4. Kort om sagsbehandling i praksis i Landsskatteretten

Kontorchefen fordeler sagerne til sagsbehandlerne, og sagerne registreres i journalsystemet som fordelt til de respektive sagsbehandlere. Tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen er i vidt omfang individuel, men der er i forbindelse med arbejdet i LEAN-sporene udarbejdet retningslinier for effektiv sagsbehandling, der vil blive lagt på Landsskatterettens intranet.

Der er anmodning om forhandling i sagen i langt de fleste klageskrivelser til Landsskatteretten. Forhandlingen er et indledende sagsskridt, der primært har til formål at søge sagen tilstrækkeligt oplyst.

Sagsbehandleren udarbejder et kendelsesudkast og et referat[6] med indstilling til sagens afgørelse. Koncept til kendelsesudkast og referat – samt til alle standarddokumenter i øvrigt – kan hentes i Landsskatterettens fællesdokumentsystem. Diverse stamdata bliver automatisk hentet ind fra journalsystemet i kendelseskonceptet.

I forbindelse med udarbejdelse af præmisser under punktet ”Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse” bliver der i et ikke nærmere bestemt omfang anvendt paradigmer til beskrivelse af gældende ret på det pågældende område. Dette vil for eksempel være relevant, hvis et stort antal sager træffes i henhold til samme lovbestemmelse. Dette gælder for eksempel afgørelser, der træffes i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvor paradigmet i øjeblikket ser således ud:

”Skatteydere kan fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer.”

Paradigmerne ligger tilgængeligt for alle medarbejdere på alle-index’et. Paradigmerne opdateres løbende som følge af lovændringer samt ændringer som følge af udviklingen i Landsskatterettens sprogpolitik.

Referatet kan udarbejdes både før og efter kendelsesudkastet alt efter, hvad der findes mest hensigtsmæssigt i den pågældende sag.

3. Landsskatterettens brugerprofil

Når en sag oprettes i Landsskatteretten, indføres sagens stamdata i journalsystemet. Det fremgår herefter af sagsbilledet for den enkelte sag, om klageren er repræsenteret ved en professionel rådgiver, og korrespondance i sagen vil som udgangspunkt foregå med denne. Der føres ikke en egentlig statistik over andelen af klagere, som benytter repræsentant. 

Landsskatterettens sekretariat foretager dog hvert år en stikprøveundersøgelse baseret på sagsindgangen i februar måned til belysning af den procentuelle andel af sager, hvor klageren er repræsenteret ved en professionel rådgiver i form af advokat, revisor eller anden konsulent, der blandt andet omfatter rådgivere fra landbrugets organisationer, jf. tabel 1.

Af undersøgelserne fremgår, at andelen af sager med professionel bistand i årene 2002-2007 svinger mellem 75 til 85 pct.

1) For 2007 er det tallene for sager med nævnsbehandling.

Andelen af sager med professionel bistand har været stigende i de pågældende år. Man kan således på baggrund heraf konkludere, at der er sket en øget professionalisering af klagesagsbehandlingen i Landsskatteretten. Det fremgår endvidere, at det særligt er revisionsbranchen, der i et betydeligt og stigende omfang repræsenterer klagere ved Landsskatteretten. Resultaterne af undersøgelsen skal formentlig ses i lyset af indførelsen af muligheden for omkostningsdækning.

Undersøgelsen viser ikke noget om fordelingen af rådgivermedvirken på klager fra fysiske personer, små virksomheder eller større selskaber. Eftersom antallet af lønmodtagersager indgået til Landsskatteretten har været faldende i samme periode, giver dette en indikation af, at der formentlig hyppigere er en professionel repræsentant på sagen i selskabsskattesager og sager vedrørende selvstændigt erhvervsdrivende end i lønmodtagersager.

For så vidt angår ikke-nævnssager er det vurderingen, at klagerne lader sig repræsentere ved en professionel rådgiver i mindre omfang.

Udviklingen i brugerprofilen samt sagssammensætningen sammenholdt med en øget fokus på og specialisering hos rådgiverne indenfor det skatte- og afgiftsretlige område har alt andet lige medført en øget kompleksitet i sagerne men også en øget professionalisme under sagens behandling i Landsskatteretten.