8. Materiel lovgivning

8.1. Indledning

Det er undersøgt, om der er områder inden for den materielle skatte- og afgiftslovgivning, som kunne ændres for dermed at nedbringe Landsskatterettens sagsbehandlingstider. Det skulle i givet fald ske uden at forringe borgernes retssikkerhed og kvaliteten af Landsskatterettens afgørelser.

Der har været taget udgangspunkt i Skatteministeriets rapport om ”Sorte Pletter” fra november 2002, som blev til i et samarbejde mellem Departementet, Told- og Skattestyrelsen og Landsskatteretten. Rapporten og dens kortlægning af klagegenererende problemområder i skatte- og afgiftslovgivningen er kort beskrevet i afsnit 8.2. I dette afsnit er også Skatteministeriets opfølgende initiativer til rapporten kort beskrevet.

Som led i undersøgelsen har der været set på, hvilke sagstyper som i særlig grad belaster Landsskatteretten, og som eventuelt kunne danne udgangspunkt for overvejelser om ændret lovgivning. De 10 største sagsgrupper i 2006 er blevet kortlagt og beskrevet for så vidt, hvad der karakteriserer de pågældende sager, herunder fordelingen af sagstyper på lønmodtagere og virksomheder. Gennemgangen følger af afsnit 8.4.

I tilslutning hertil har der været set på en række indsatsmuligheder i relation til de beskrevne emnegrupper, som er beskrevet nærmere i afsnit 8.5.

Som det fremgår af dette afsnit, er det vurderingen, at der ikke er lovgivningsområder, som umiddelbart var egnet til at blive ændret for at nedbringe Landsskatteretten sagsbehandlingstider. En række af forslagene arbejder Departementet videre med, og andre forslag, som går ud på at sikre en bedre information om reglernes indhold mv., vil der blive taget hånd om, jf. de enkelte forslag samt oversigten nedenfor.

Af mere generelle indsatsmuligheder skal dog nævnes, at behovet for - at Skatteministeriet (Departementet) og SKAT kan få viden fra Landsskatteretten og skatteankenævnene om, hvor der kan være behov for justeringer af lovgivningen og vejledningsmateriale (altså en form for revitalisering af den gruppe, som udarbejdede rapporten om "Sorte Pletter") - har været drøftet i forbindelse med gennemgangen af de 10 største sagstyper, jf. afsnit 8.5, indsatsmulighed 3. 

I den forbindelse har hensigtsmæssigheden af nedsættelsen af en permanent gruppe på chefniveau - hvor Skatteministeriet, Hovedcentret og skattecentrene i SKAT, Landsskatteretten og skatteankenævnene kan få input til indsatsområder - været overvejet. Også retssikkerhedschefen bør helt naturligt inddrages i dette arbejde. Herved vil klagemyndighedernes viden om mulige indsatsområder bliver udnyttet til forbedring af regelgrundlaget og vejledningsmateriale mv., hvilket igen vil kunne nedbringe antallet af klager samt styrke de skatte- eller afgiftspligtiges retssikkerhed.

Nedsættelsen af en sådan gruppe er under etablering. Det koncernprojekt, der er nedsat om etablering af et nyt statistiksystem på klage- og retssagsområdet, må indtænkes i gruppens arbejde.

8.2. Skatteministeriets rapport om ”Sorte Pletter”

Baggrunden for Skatteministeriets rapport om ”Sorte Pletter” var ønsket om at kortlægge de områder, som i særlig grad belaster det administrative klagesystem og domstolssystemet. Undersøgelsen forsøgte at afdække de steder i lovgivningen, hvor der er behov for at gennemfører forenklinger, præciseringer eller udbygge vejledninger mv., således at man undgår konflikter med borgerne og virksomhederne.    

Undersøgelsens hovedkonklusion var, at der ikke kunne peges på et enkeltområde, der gav anledning til ekstraordinært mange problemer, som f.eks. befordringsfradragsreglerne gjorde det i begyndelsen af 1990’erne. Reglerne om befordringsfradrag blev gennemgribende forenklet i 1993, hvilket førte til et markant fald i klagesagerne om fradrag for befordringsudgifter for lønmodtagere.

Undersøgelsen viste dog, at der var en del steder, hvor man kunne forbedre forholdene og dermed øge borgernes retssikkerhed. Det drejede sig om områderne

• aktieavancebeskatning,
• ejendomsavancebeskatning,
• sondringen mellem erhvervsvirksomhed og hobbyvirksomhed,
• sondringen mellem reklame og repræsentationsudgifter og
• beskatning af fri bil.

I det følgende omtales kort rapportens afdækning af problemstillingerne på de pågældende områder.

Aktieavancebeskatning

Rapporten anfører, at der næppe er tvivl om, at reglerne i aktieavancebeskatningsloven af mange skatteydere opfattes som komplicerede, hvilket bekræftes af det meget høje antal klagesager på området.

Aktieavancer fortrykkes ikke på selvangivelsen, og den enkelte skal således selv påføre selvangivelsen eventuelle skattepligtige avancebeløb. Det bliver mere og mere almindeligt for ”almindelige” skatteydere at investere i aktier, og der er næppe tvivl om, at denne særlige gruppe har svært ved at overskue reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

I rapporten refereres til Betænkning nr. 1392/200, hvori det foreslås, at aktieavancebeskatningsloven omskrives gennemgående teknisk, således at loven bliver mere overskuelig og sprogligt lettere at forstå.

Udover den række af problemstillinger, som betænkningen peger på, nævner rapporten følgende konkrete problemstillinger vedrørende opgørelsen af aktieavancer:

• Overgangsbestemmelsen i lov nr. 421 af 25. juni 1993, § 19, stk. 3, lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven. Bestemmelsen, der er indsat i forbindelse med skattereformen i 1993, har det formål, at der ikke skal ske beskatning af værdier indtjent før lovens ikrafttrædelse for mindretalsaktionærer, fordi mindretalsaktionærer forud for lovæn-dringen ikke blev beskattet af gevinst ved salg af aktier.

Bestemmelsen giver mulighed for anvendelse af handelsværdien pr. 19. maj 1993 af aktier/anparter i stedet for den faktiske anskaffelsessum ved avanceopgørelsen ved senere salg og er samtidig en tabsfradragsbegrænsningsregel med udgangspunkt i handelsværdien på dette tidspunkt.

Bestemmelsen har givet og giver fortsat anledning til mange sager vedrørende værdiansættelsen af unoterede aktier og anparter. Muligheden for at indhente bindende forhåndsbesked har ikke løst problemet. Der kan i princippet stadig opstå sager om problemet, indtil alle mindretalsaktier (unoterede), som var ejet 19. maj 1993, er solgt, således at der også fremover skal udmeldes syn og skøn ved klage over avanceopgørelsen for Landsskatteretten.

• En del sager udspringer af aktieavancebeskatningslovens § 4 om afståelse af aktier ejet mere end 3 år. Det kan være vanskeligt at fastlægge indgangsværdier ved avanceopgørelsen, da disse indgangsværdier – hvor aktierne ikke kunne afhændes skattefrit efter aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2 – i visse situationer skal opgøres efter aktieavancebeskatningslovens § 7, stk. 1, medens der i andre situationer er adgang til at anvende indgangsværdier efter § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25. juni 1993. Der er dog ikke så mange sager, som man egentlig kunne forvente, når man betænker kompleksiteten. Det, der er slående i disse sager, er imidlertid, at der i så godt som alle sager er fejl i avanceberegningerne fra såvel myndighederne, som fra klagerne.

Ejendomsavancebeskatning

I rapporten anføres det, at antallet af sager i denne sagskategori er stigende.

I henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8 medregnes fortjeneste ved afståelse af en- og tofamiliehuse og ejerlejligheder ikke, hvis huset eller lejligheden har tjent som bolig for ejeren i en del af ejerperioden.

Størstedelen af sagerne på dette område vedrører bevisbedømmelsen af, om ejendommen reelt har tjent ejeren eller dennes husstand til bolig i en del af ejerperioden.

En del af sagerne vedrører lejligheder, der er købt som led i den såkaldte ”forældrekøbsordning”. Her køber forældrene typisk en mindre lejlighed til de voksne, studerende børn. Lejligheden udlejes til barnet, og reglerne i virksomhedsskatteordningen benyttes i hele ejerperioden. Situationen er den, at forældrene, efter at barnet er flyttet, ønsker at afhænde ejendommen uden at betale skat af avancen. En af forældrene lader sig folkeregistrere på ejendommen og forklarer eksempelvis, at man havde samlivsproblemer med ægtefællen. Ejendommen sælges, og man hævder så, at man har beboet den i ejerperioden.

Denne type sager beror således på en vanskelig konkret bevisvurdering, der er baseret på den praksis, der knytter sig til bestemmelsen. Et bud på det stigende antal sager vedrørende denne bestemmelse kunne således være, at aktiviteten på ejendomsmarkedet generelt, og dermed også ejendomsavancerne, har været stigende i de senere år, hvorved tilskyndelsen til at holde avancen skattefri, og i det hele taget få en afklaring på skattespørgsmålet, også er steget. Hertil kommer den stigende anvendelse af den ovennævnte forældrekøbsordning.

Det stigende antal sager vedrørende parcelhusreglen indikerer imidlertid, at der tilsyneladende kan være et behov for en forenkling.

Udover ejendomsavancebeskatningslovens § 8 skal bestemmelserne i lovens §§ 4 og 5, der vedrører opgørelsen af avancen i såvel helsalgssituationer som i delsalgssituationer, fremhæves, idet de tilsyneladende er så komplicerede og/eller uklare, at de giver anledning til et betydeligt antal klagesager.

Hobby/erhverv

Denne sagstype topper skatteankenævnsstatistikken for 2001 og findes på Landsskatterettens ”top 10”. Endelig findes denne sagskategori i udsøgningen vedrørende indbragte retssager i 2001.

Også her er der tale om en problemstilling, der ikke relaterer sig til en konkret bestemmelse, men baserer sig på en skønsmæssig vurdering af sagens konkrete forhold. Således kan en række forhold tale til fordel for, at der er tale om en erhvervsmæssig drevet virksomhed med deraf følgende mulighed for at benytte sig af de regler, der er gældende for erhvervsvirksomheder. På den anden side kan en række forhold tale imod, at der er tale om erhvervsmæssig virksomhed.

Der er en veludviklet og omfattende praksis på området, baseret på reglerne i statsskattelovens §§ 4-6. Der er tale om en praksis, der i et vist omfang er differentieret i forhold til hvilket erhverv, der er tale om. Således er der eksempelvis en særlig praksis for så vidt angår landbrugsvirksomhed.

Der er næppe tale om et område, hvor man ved at ændre eller ophæve konkrete regler kan forenkle sig ud af. På den anden side er der tale om en sagstype, der uden tvivl kan virke uforståelig, og som irriterer de involverede skatteydere, og som der derfor synes at være et behov for at vurdere nærmere.

Reklame/repræsentation

Fradrag for reklame- og repræsentationsudgifter efter ligningslovens § 8, stk. 1 og stk. 4, forudsætter, at udgifterne er afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det fremgår ikke af selve lovteksten i ligningslovens § 8, hvad der nærmere forstås ved repræsentations- og reklameudgifter, men i forarbejderne til bestemmelsen findes nogle retningslinier til brug for sondringen mellem de to udgiftstyper.

Denne sondring kan være noget vanskelig at foretage, og Landsskatteretten har en del sager, hvor der er uenighed om, hvorvidt udgifter til arrangementer afholdt f.eks. i forbindelse med virksomhedsejeres eller virksomheders mærkedage skal anses som reklameudgifter med fuld fradragsret eller som repræsentationsudgifter, hvor der kun er fradrag for 25 pct. af udgiften.

Fri bil

I rapporten betegnes denne sagskategori som et oplagt eksempel på en sort plet.

Det er ikke bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, om fri bil, der i sig selv volder fortolkningsproblemer, idet denne bestemmelse mest har karakter af at være en ”beregningsbestemmelse”. Problemet har ligget i den bevismæssige vurdering, der hidtil har været knyttet til bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4. Det vil sige at få fastslået, om der har været stillet en fri bil til rådighed for den skattepligtige.

Det er kendetegnende for en hel del af de beskrevne sagskategorier, at det er det skøn eller den bevisførelse, der hidtil har været knyttet til reglerne, der giver anledning til det store antal klagesager.

Der er næppe tvivl om, at netop denne type sager er til stor irritation for den enkelte skatteyder, og at sager af denne karakter ofte giver anledning til, at skatteydere føler sig ”forfulgt” af skattemyndighederne og stillet i en umulig situation med hensyn til at afkræfte skattemyndighedernes formodning. Dette bekræftes af den korrespondance, der ligger i nogle af retssagerne.

8.3. Lovgivning som opfølgning på rapporten om ”Sorte Pletter”

Lovgivningsmæssigt er der konkret gennemført opfølgning på to af ovennævnte sorte pletter. Det gælder aktieavancebeskatningsområdet og området fri bil. Endvidere er der gennemført en ordning med bindende svar, som generelt vil være medvirkende til at nedbringe klageantallet.

Aktieavancebeskatning

Det omtalte udvalgsarbejde på avancebeskatningsområdet blev i 2005 udmøntet i nye forenklede regler, jf. lov nr. 1413 af 21. december 2005. De problemstillinger, som er nævnt i rapporten om ”Sorte Pletter” er dog fortsat eksisterende. Det gælder værdiansættelsen af unoterede aktier og anparter, hvilket Landsskatterettens klagetal for 2006 bekræfter, jf. nedenfor under afsnit 8.4.Endvidere gælder det problemet med at fastlægge indgangsværdier ved avanceopgørelsen i tilfælde, hvor aktierne ikke har kunnet afhændes skattefrit. Dog er problemet løst for aktier, som anskaffes efter 2005.

Fri bil

I rapporten om ”Sorte Pletter” er det nævnt, at den lovgivning, der er gennemført med virkning fra og med den 1. januar 2002 (lov nr. 342 af 27. maj 2002) antagelig vil medføre et betydeligt fald i antallet af sager om fri bil (ganske mange af sagerne vedrører netop gul-plade-biler).

Fra dette tidspunkt er bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, ændret således, at reglerne om beskatning af fri bil ikke mere finder anvendelse for biler, hvor der ikke er betalt tillægsafgift for privat anvendelse, og/eller hvor momsen er fratrukket, dvs. biler på gule nummerplader. Baggrunden for regelændringen er, at når skatteyderen ikke betaler moms eller tillægsafgift ved køb af bilen, er dette en tilkendegivelse om, at bilen alene skal anvendes erhvervsmæssigt. En tilkendegivelse, som skattemyndighederne bør anerkende.

Regelændringens formål har været at fjerne den såkaldte formodningsregel, hvorefter det i praksis var skatteyder, der typisk via kørebog skulle bevise, at bilen ikke havde været til rådighed for privat kørsel.  

Bindende svar

Efter færdiggørelsen af rapporten om ”Sorte Pletter”  er der blevet gennemført en ændring af reglerne i den tidligere gældende skattestyrelseslov, hvorefter også selskaber og aktionærer kan opnå bindende ligningssvar, jf. lov nr. 357 af 19. maj 2004. I forbindelse med gennemførelse af skatteforvaltningslovforslaget, jf. lov nr. 427 af 6. juni 2005  blev området for bindende svar udvidet til også at angå afgiftsområdet.

Med denne lovgivning må det forventes, at tvivlsspørgsmål bliver afklaret før ligningen. I det omfang det sker, må antallet af ensartede sager om et principielt spørgsmål blive reduceret i klagesystemet, herunder ved Landsskatteretten.

Andre initiativer til opfølgning på rapporten om ”Sorte Pletter”

Ud over de lovgivningsmæssige tiltag, som er beskrevet ovenfor, er der på anden måde fulgt op på de sorte pletter vedrørende hobby/erhverv og afgrænsning af driftsudgifter.

Som det fremgår af rapporten om ”Sorte Pletter” skyldes nogle af problemområderne ikke, at der er tvist om fortolkningen af en konkret lovbestemmelse, eller at der generelt er tale om komplicerede regler. Det er derimod sager, der opstår på grund af afgrænsningstvivl af sagens faktiske forhold, og afgørelserne beror derfor på en skøns- eller bevismæssig vurdering af sagens faktiske forhold.

Disse problemområder kan være svære at præcisere ved lovgivning. Lovændringer vil i så fald primært bestå af en objektivering af reglerne enten i form af en stramning eller lettelse, og dermed at fjerne eller begrænse det ofte nødvendige skønsmæssige element i bestemmelserne.

Nogle af disse problemområder, som rapporten nævner, er eksempelvis sondringen mellem erhvervsvirksomhed og hobbyvirksomhed, afgrænsningen af driftsudgifter, regnskabstilsidesættelse og skøn.

I stedet for lovgivning er der på nogle af disse områder iværksat en række initiativer, der har til formål via en endnu bedre vejledning af borgerne og virksomhederne at gøre det lettere at sondre mellem de forskellige begreber. 

SKAT har bl.a. udgivet to pjecer, henholdsvis ”PÅ VEJ – mod egen virksomhed” og ”EGEN VIRKSOMHED – få styr på reglerne”, der netop skal vejlede kommende eller nyetablerede iværksættere om de skatte- og afgiftsregler, som de især skal være opmærksomme på.

Pjecen ”PÅ VEJ – mod egen virksomhed” berører eksempelvis sondringen mellem selvstændig erhvervsdrivende og lønmodtager samt sondringen mellem, hvornår der er tale om en erhvervsvirksomhed eller en hobbyvirksomhed, herunder betydningen for de forskellige fradragsmuligheder (afgrænsningen af driftsudgifter). Pjecen vejleder desuden kort om momsregistreringen, evt. opkrævning af A-skat og betaling af forskellige afgifter.

Pjecen ”EGEN VIRKSOMHED – få styr på reglerne” er rettet til iværk-sættere, der allerede har startet egen virksomhed. Pjecen vejleder om de regnskabsmæssige krav, betaling af B-skat, moms og afgifter.

Som led i Skatteministeriets Fairplay kampagne i foråret 2006 startede SKAT en informationskampagne, der havde til formål at gøre det nemmere for nydanske virksomhedsejere at overholde skatte- og momsreglerne. I forbindelse med den kampagne blev pjecen ”EGEN VIRKSOMHED – få styr på reglerne” oversat  til engelsk, tyrkisk og arabisk.

På SKATs hjemmeside er der desuden lavet en side specielt for iværksættere, hvor der kan findes yderligere information og vejledning.

Det seneste initiativ er nedsættelse af et koncernprojekt med henblik på at udgive en vejledning om begrebet selvstændig erhvervsdrivende. Vejledningen skal hjælpe skatteydere, arbejdsgivere og skatteforvaltningen med at se, hvordan en skatteyder skal kvalificeres.  Projektet får bl.a. til opgave at gennemgå domme og afgørelser i en årrække tilbage og skal på baggrund af praksis skrive en brugervenlig vejledning.

8.4. Gennemgang af de 10 største sagsgrupper ved Landsskatteretten

Antallet af indkomne klager til Landsskatteretten fordelt på emne for perioden 1. januar – 15. september 2006 er vist i tabel 8.2. Årsagen til, at opgørelsen ikke vedrører hele kalenderåret 2006, er, at undersøgelsen om materiel lovgivning oprindeligt blev udarbejdet i efteråret 2006. Opgørelsen for kalenderåret 2006 som sådan vedrørende de ti største sagsgrupper i Landsskatteretten er medtaget og kommenteret under afsnit 8.4.1.

Om de enkelte emnegrupper bemærkes:

Ejendomsavancebeskatning

Under denne gruppe kommer især mange sager vedrørende ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Det er vurderingen, at det næppe er lovgrundlaget i sig selv, der er kompliceret på dette område, men at den store tilgang af sager snarere skyldes, at der på grund af stigningerne i priserne på ejendomsmarkedet i de seneste år er mulighed for at opnå en betydelig økonomisk gevinst, hvis det kan sandsynliggøres, at man opfylder betingelserne for at sælge sin ejendom skattefrit. Det er sager, som typisk beror på en konkret bevisvurdering.

Denne gruppe udgør også en stor gruppe i rapporten om ”Sorte Pletter”.

Der er derudover en del landbrugssager, som kan være tidskrævende. Det gælder især reglerne vedrørende delsalg, jordombytning og genanbringelse.Deres opståen skyldes primært fortolkning af reglerne i forbindelse med Justering af Pinsepakken.

For så vidt angår reglerne for delsalg af landbrugsejendomme, er reglerne gjort en del mindre komplicerede med Pinsepakken/Justering af Pinsepakken. Reglerne i §§ 4 og 5 sammenholdt med § 9 giver dog stadig anledning til en del tidskrævende sager. Blandt andet har man ophævet det dagældende stuehusfradrag og erstattet det med fradrag for en ejerboligandel uden samtidig at angive, hvordan denne ejerboligandel skal beregnes. Derudover kan der opstå problemer med beregningen af anskaffelsessummen for et jordareal, hvis der er sket en række tidligere frasalg og tilkøb af jord fra ejendommen mv.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er i disse sager på 390 dage (13 måneder).

Skøn

Denne gruppe udgør også en stor gruppe i rapporten om ”Sorte Pletter”.

Den store sagsindgang i denne gruppe samt i gruppen vedrørende regnskabstilsidesættelse skyldes blandt andet, at der i perioder har været et særligt indsatsområde i visse geografiske områder over for en bestemt branche, herunder pizzeriaer, taxavognmænd mv. Dette kan registreres ved sagsindgangen. Det er ikke atypisk, at der i et kalenderår dukker en række sager op i Landsskatteretten vedrørende pizzeriaer fra et bestemt geografisk område, hvor myndighederne har været på kontrolbesøg og har fundet uoverensstemmelser i virksomhedernes regnskab. Det kan være, at vareforbruget ikke passer med omsætningen, eller at privatforbruget er negativt mv.

Det er typisk ikke juridisk vanskelige sager, men sagerne kan være meget faktumtunge og omfattende. Jo mere uoverskueligt og mangelfuldt regnskabet er, des mere tidskrævende er det for sagsbehandleren at få kortlagt faktum. Det er næppe uklare regler på dette område, der er problemet, men snarere en samfundsmæssig tendens. Det bemærkes, at der altid har været mange sager i denne emnegruppe, eftersom sagerne indeholder en klassisk skatteretlig problemstilling.

Derudover tegner sagerne sig for langt størstedelen af de sager, som bliver sat i bero på verserende straffesager (39 ud af 87, opgjort pr. 15. september 2006). Heri indgår dog også de sager vedrørende regnskabstilsidesættelse, som er nævnt nedenfor under sagskategorien ”værdiansættelser”.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid har i de afsluttede sager været 293 dage (ca. 9 måneder).

Kommanditister

Disse sager angår skatteprojekter med deltagelse i K/S'er og sale and lease back arrangementer mv. Sagerne er typisk temmelig tidskrævende og juridisk tunge. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid har da også i de afsluttede sager været på 530 dage (ca. 17 måneder).

Driftsudgifter

Det er vanskeligt at sige noget generelt om denne gruppe af sager. Det kan være klassiske hovedaktionærsager, hvor myndighederne har undersøgt samtlige konti i en virksomhed og har konstateret, at der eksempelvis er fratrukket privatudgifter på repræsentationskontoen og diverse indkøb af dagligvarer mv. under personaleudgifter. Det kan også være spørgsmål om fradrag for forskellige enkeltstående driftsudgifter.

Det bemærkes, at der altid har været mange sager i denne emnegruppe, eftersom sagerne indeholder en klassisk skatteretlig problemstilling. Sagerne er meget varierende både i sværhedsgrad og omfang.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i de afsluttede sager var 315 dage (ca. 10 måneder).

Denne gruppe udgør også en stor gruppe i rapporten om ”Sorte Pletter”.

Rejse- og opholdsudgifter

Disse sager har i 2006 især bestået af sager, hvor spørgsmålet har været, om de pågældende skatteydere har været berettigede til at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse.

Der er typisk ikke tale om juridisk tunge eller tidskrævende sager. Når den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i de afsluttede sager alligevel var 482 dage (ca. 16 måneder), skyldes det, at en række af sagerne har været berostillet på afgørelse af pilotsager.

Skattetillæg

Disse sager angår spørgsmålet om, hvorvidt myndighederne har været berettiget til at opkræve et skattetillæg ved for sen indgivelse af selvangivelse og/eller skatteregnskab. Sagsgruppen er ny, idet sagerne er overtaget fra SKAT, Hovedcentret, i forbindelse med strukturreformen. 

Selv om sagerne udgør den sjette største gruppe af sager i Landsskatteretten, er de ikke tidskrævende. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i de afsluttede sager var således på kun 58 dage (ca. 2 måneder).

Værdiansættelser

Disse sager angår typisk spørgsmålet om, til hvilken pris en fast ejendom kan overdrages mellem interesseforbundne parter. Sagerne kan også vedrøre fordeling af anskaffelsessummen efter afskrivningslovens § 45, hvor der er strid om værdiansættelsen af de forskellige aktiver.

Der udmeldes ofte syn og skøn i disse sager. Ses der bort fra den tid, hvor sagen i Landsskatteretten er berostillet på syns- og skønssagen, er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i retten 275 dage (ca. 9 måneder).

Fortolkningen af bestemmelsen i afskrivningslovens § 45 kan stadig give anledning til en række spørgsmål af principiel karakter.

Koncernforhold

Emnegruppen dækker samhandel, sambeskatning, fusion, lån og tilskud. Dette kan nærmere angå afslag på sambeskatning, spørgsmål om betaling af et administrationshonorar fra hovedaktionæren skal anses som et tilskud til dennes selskab, om der skal ske korrektion af anskaffelsessum og afskrivningsgrundlag ved overdragelse af et afskrivningsberettiget aktiv mellem koncernforbundne selskaber, om en rente skal fikseres af ansvarlig lånekapital fra moderselskab samt spørgsmål om tynd kapitalisering efter selskabsskattelovens § 11 og beskæring af rentefradrag.  

En del af sagerne angår samme problemstilling for de forskellige selskaber i koncernen, som har indbragt deres ansættelser for Landsskatteretten.

Sagerne i denne emnegruppe er i øvrigt meget forskelligartede. I sagerne er klageren ofte repræsenteret ved en rådgiver, og dermed er der større sandsynlighed for, at der vil blive begæret forhandling, retsmøde etc.

I en række af sagerne har der været begæret syn og skøn. Ses der bort fra den tid, hvor sagen i Landsskatteretten har været berostillet på syns- og skønssagen, er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i de afsluttede sager 460 dage (ca. 15 måneder).

Lystejendomme

Denne gruppe omfatter sager om, hvorvidt der kan godkendes fradrag for underskud ved landbrug, herunder med dyrehold og planteproduktion samt skovbrug.

I disse sager udmeldes der ofte syn og skøn. Ses der bort fra den tid, hvor sagen i Landsskatteretten er berostillet på syns- og skønssagen, er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i retten 280 dage (ca. 9 måneder).

Regnskabstilsidesættelse

Også denne gruppe er en stor gruppe ifølge rapporten om ”Sorte Pletter”. Også i denne sagskategori bliver mange sager berostillet på verserende straffesager.

Der er typisk ikke tale om juridisk tunge sager, men de kan være faktumtunge. Det skyldes, at de i sagens natur kan være svære at få ordentligt oplyst, hvis regnskabsmaterialet mangler helt eller delvist. I en del af sagerne har myndighederne forhøjet skatteyderens ansættelse på baggrund af en privatforbrugsopgørelse. Vanskelighederne i disse sager er for klageren at skaffe dokumentation for finansieringen af privatforbruget.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i de afsluttede sager var 458 dage (ca. 15 måneder)

8.4.1. Efterfølgende bemærkninger

Til brug for de supplerende oplysninger til Landsskatterettens årsrapport for 2006 er der udarbejdet en opgørelse over de ti største grupper af sager, som er indbragt for Landsskatteretten i 2006.

I modsætning til opgørelsen for perioden 1. januar 2006 til 15. september 2006 i tabel 8.2 omfatter opgørelsen i tabel 8.3 tillige momsfradrag, selskaber/aktionærer, udlodning og udbytte samt aktieavancebeskatning. Derudover er skøn og regnskabstilsidesættelse slået sammen til én gruppe, idet de to sagsgrupper er vanskelige at adskille. I opgørelsen for 1. januar til 15. september 2006 ovenfor er de to sagsgrupper medtaget hver for sig, således at der på sin vis er tale om en ”top 9”.

Om sagerne vedrørende aktieavancebeskatning kan det for 2006 særligt nævnes, at der ultimo året kom en del genoptagelsessager vedrørende den såkaldte ”elevatormodel”. Elevatormodellen gik ud på, at en "udgående" aktionær tilbagesolgte sine aktier til det udstedende selskab, der gennemførte en kapitalnedsættelse, samtidig med at en ny investor (aktionær) tegnede nye aktier i selskabet, der så gennemførte en kapitalforhøjelse. Det hele skete ofte samme dag. (Ned-op, derfor "elevator").

Landsskatteretten og landsretterne kom frem til, at dette skulle anses for salg fra den udgående aktionær til den nye investor efter "realitetsprincippet". Dermed blev sælger skattepligtig efter aktieavancebeskatningslovens § 2 og kunne ikke anvende de mere fordelagtige regler i ligningslovens § 16B. Den 7. december 2006 afsagde Højesteret imidlertid dom i Finwill-sagen (SKM2002.749HR), hvor selskabet fik medhold i, at ligningslovens § 16B kunne anvendes, idet der bl.a. blev lagt vægt på, at de selskabsretlige regler var overholdt. Herefter er sagerne på opfordring blevet genoptaget af Landsskatteretten.

For så vidt angår momsfradrag, omhandler sagsgruppen helt klassiske problemstillinger om momsfradrag (alle slags udgifter), opgørelse af delvis fradragsprocent, regulering for investeringsgoder mv. Bestemmelserne udspringer af 6. momsdirektiv og praksis bygger i væsentlig grad på EF-domstolens afgørelser. Det er et vigtigt emne inden for momsretten, og der er traditionelt mange sager vedrørende emnet.

Sagsgruppen på selskaber/aktionærer, udlodning og udbytte vedrører ligesom momsfradrag en række meget forskelligartede sager, og det er svært at pege på en lovregel, der - som følge af særlig uklarhed - giver anledning til en betydelig mængde sager. Sagsgruppen ligger tæt op af andre sagsgrupper som driftsudgifter og koncernbeskatning. Den omhandler sager vedrørende overpris ved salg af biler til selskab/hovedaktionær, fiksering af leje ved udlejning til hovedaktionær eller dennes familie, udeholdte indtægter anset for udlodning, udgifter til ombygning på fast ejendom anset for udlodning til hovedaktionær, godskrivning af diverse privatudgifter på mellemregningskonto anset for udlodning mv.

8.4.2. De største sagsgrupper ved Landsskatteretten fordelt på lønmodtagere/virksomheder

Landsskatteretten laver ikke statistik over fordelingen af sager på henholdsvis personskattesager og selskabsskattesager, idet sagerne ikke fordeles til kontorerne efter skattesubjekter. Der ses i stedet på den objektive skattepligt.

Ved en gennemgang af de emnegrupper, hvor der har været den største sagsindgang i Landsskatteretten i 2006, kan man dog forsigtigt konkludere, at der hovedsageligt har været tale om personskattesager.

Alle sagerne vedrørende ejendomsavancebeskatningslovens § 8 samt rejse- og opholdsudgifter efter ligningslovens § 9 A er i sagens natur personskattesager. Derudover må sager vedrørende skøn og regnskabstilsidesættelse samt lystejendomme anses for hovedsageligt at vedrøre enkeltmands­virksomheder.

Selskaber, der anvender ét af de store revisionsfirmaer ved udarbejdelsen af selvangivelsen, vil sjældent blive præsenteret for en regnskabstilsidesættelse, og hobbylandbrug drives sjældent i selskabsform. Koncernsager er hovedsageligt selskabsskattesager, men kan tillige vedrøre hovedanpartshaveren. For så vidt angår spørgsmålet om driftsudgifter kan disse sager lige så godt vedrøre et selskab som en person, idet emnet primært omhandler statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

8.5. Indsatsmuligheder

Indsatsmulighed 1: Forenkling af ejendomsavancebeskatningslovens § 8

Ejendomsavancebeskatningslovens § 8 blev indsat ved lov nr. 247 af 9. juni 1982. I sin oprindelige ordlyd var det en betingelse for skattefrihed, at beboelsen af huset eller lejligheden strakte sig over mindst 2 år af ejertiden. 2-årsreglen blev indsat ud fra en almindelig rimelighedsbetragtning.

Med 2-årsreglen fulgte også en mulighed for Skatteministeren for at dis­pensere og indrømme fritagelse for beskatning, selv om kravet om 2 års beboelse i ejertiden ikke var opfyldt. Denne mulighed medførte mange dispensationssager – i 1987 var der godt 1.000 ansøgninger om dispensation fra ejendomsavancebeskatning.

Ansøgningsproceduren virkede som et besværligt og overflødigt led, og ved lov nr. 888 af 29. december 1989blev reglerne ændret, således at hovedreglen nu er, at der ikke skal finde avancebeskatning sted uanset ejertidens og beboelsestidens længde. Der stilles således ikke længere krav om, at skatteyderen skal have beboet ejendommen i ejerperioden i et bestemt antal dage.

Spørgsmålet er, om det er muligt at forenkle bestemmelsen uden at forringe skatteydernes stilling i forhold til i dag. I den forbindelse kunne man eventuelt vurdere konsekvenserne ved at genindføre reglen om, at skatteyderen skal have beboet ejendommen i mindst 2 år, før ejendommen kan afstås skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Vurdering af indsatsmuligheden

Det er muligt, at en genindførelse af 2 års-reglen kan medføre en nedbringelse af antallet af klagesager, og at arbejdet med ligningen vil  kunne gennemføres hurtigere.

Ulempen ved en eventuel genindførelse af 2-årskravet med dispensationsmulighed er, at SKAT fortsat skal foretage en konkret vurdering af, hvorvidt ejendommen har tjent til bolig for ejeren. Det ændres der ikke ved, hvis der genindføres en nedre grænse for varigheden af beboelsen. Dispensationsbestemmelsen betyder,  at der er mulighed for at dispensere i bl.a. den situation, at en ejer bliver nødt til at sælge ejendommen kort tid efter afskaffelsen p.g.a. pludseligt opståede ændringer af væsentlig økonomisk eller arbejdsmæssig karakter. Dispensationsbestemmelsen vil dog også bero på en konkret vurdering, som i sig selv kan skabe usikkerhed.

En stor del af de anmodninger om bindende svar, som SKAT modtager i dag, vedrører parcelhusreglen.

Det er dog tvivlsomt, om antallet af bindende svar vil blive reduceret væsentligt ved en genindførelse af 2 års-reglen. Det skal ses i lyset af, at den enkelte borger har en stor økonomisk interesse i at få afklaret de skattemæssige konsekvenser ved salg af en ejerbolig. Et gebyr på kr. 300 er forholdsvis lavt set i forhold til den økonomiske betydning af svaret.

En genindførelse af 2 års-reglen vil desuden for en lang række ejere af fast ejendom betyde en øget beskatning. Fortjeneste, der i dag er skattefri for ejere, hvor ejendommen har tjent til beboelse under 2 år, vil fremover som hovedregel blive beskattet fuldt ud af fortjenesten.

Skatteministeriet vil fortsat se på mulighederne for at forenkle ejendomsavancebeskatningslovens § 8

Indsatsmulighed 2: Ejendomsavancebeskatning – landbrugssager

Da der er en del beregningsmæssigt temmelig indviklede sager vedrørende blandt andet delsalg af landbrugsejendomme samt opgørelse af stuehusandel kunne det overvejes, om der ikke skulle ske regelforenkling på dette område. Man må dog sige, at der i forbindelse med ændringerne af ejendomsavancebeskatningsloven i Pinsepakken samt Justering af Pinsepakken netop har været gjort forsøg på regelforenkling på dette område. Hertil kan man sige, at regelforenklingen måske ikke har været tilstrækkelig effektiv i kombination med, at der måske ikke har været tilstrækkelige initiativer til at kommunikere beregningseksempler ud til skatteydere og myndigheder.

Hvis der udarbejdes flere opdaterede beregningseksempler vedrørende ejendomsavancebeskatningsloven, må dette antages at virke klagebegrænsende for Landsskatteretten såvel som for skatteankenævnene. Da antallet af delsalgssager dog har været nedadgående i Landsskatteretten efter Pinsepakken og Justering af Pinsepakken, vil besparelsen i Landsskatteretten formentlig være begrænset.

Vurdering af indsatsmuligheden

Fordelen ved forslaget er, at en række beregningseksempler, der tager sigte på diverse situationer i relation til ejendomsavancebeskatningslovens §§ 4 og 5 samt 9, offentliggøres samt indarbejdes i Ligningsvejledningen.Forslaget styrker borgernes retssikkerhed og skaber klarhed hos skattemyndighederne og skønnes på sigt at kunne reducere antallet af sager ved Landsskatteretten.

Der ses ikke at være forhold, som taler imod forslaget. Der vil naturligvis skulle anvendes ressourcer på at udarbejde regneeksemplerne og indarbejde dem i Ligningsvejledningen, men i forhold til de fordele, der vil kunne opnås, bør ressourcespørgsmålet ikke stå i vejen for udarbejdelsen af regneeksemplerne. 

SKAT ser på forslaget i lyset af organisationens igangværende arbejde med at gennemskrive de juridiske vejledninger.

Indsatsmulighed 3: Revitalisering af gruppen vedrørende sorte pletter

Der har gennem de senere år været stigende opmærksomhed på sorte pletter i skattelovgivningen. Sorte pletter ændrer sig over tid. Nye kommer til som følge af ændret adfærd, lovgivning mv. Hidtidige pletter mindskes bl.a. som konsekvens af målrettet indsats.

Sorte pletter kan være et retssikkerhedsmæssigt problem og er samtidig administrativt byrdefulde. Videnskompetencen hos klagemyndighederne inddrages i dag ikke systematisk i forhold til en styrket indsats på sorte pletter.

Derfor har hensigtsmæssigheden af at etablere et vidensforum vedrørende sorte pletter mellem Skatteministeriet (Departementet), Landskatteretten, ankenævnene og SKAT været overvejet.

Der kan være følgende formål med et vidensforum:

• At følge udviklingen i pletterne (”nyvækst, tilvækst samt bortfald”)
• At inspirere til målrettede indsatsmuligheder for at mindske pletten i SKAT i forhold til
• værktøjer på sagsbehandlerniveau
• ligningsvejledning o.lign.
• anden vejledning og orientering (f.eks. brancheorganisationer)
• At overveje lovgivning mv.
• At vurdere retssikkerhedskonsekvenser

Udover Skatteministeriet (Departementet), Hovedcentret og skattecentrene i SKAT, ankenævnene og Landsskatteretten bør retssikkerhedschefen  inddrages i dette arbejde.

Vurdering af indsatsmuligheden

Fordelen ved forslaget er, at klagemyndighedernes viden om mulige indsatsområder bliver udnyttet til forbedring af regelgrundlaget og vejledningsmateriale. Dette vil kunne nedbringe antallet af klager og dermed fri­gøre ressourcer hos klagemyndighederne samt styrke de skatte- eller afgifts­pligtiges retssikkerhed.

Ulempen er at finde en form, hvor klagemyndighederne ikke kommer til at tage et medansvar for udformningen af eksempelvis vejledningsmateriale. Herudover skal der anvendes ressourcer på opgaven i alle dele af den samlede koncern. En styrket koordinering forventes dog samlet set at give en nettogevinst for koncernen som helhed. 

Nedsættelsen af en sådan gruppe er under etablering. Det koncernprojekt, der er nedsat om etablering af et nyt statistiksystem på klage- og retssagsområdet, må indtænkes i gruppens arbejde.

Indsatsmulighed 4: Objektivering af bevisregler

Det er typisk ikke juridisk komplicerede sager, der giver anledning til store sagspukler i Landsskatteretten. Der er snarere tale om sager, hvor vurderingen i høj grad beror på bevis eller skøn. Man kunne derfor overveje, om der i skattekontrolloven eller den dertil hørende mindstekravsbekendtgørelse skulle indsætte regler vedrørende dokumentation og bevis. Man kunne for eksempel indsætte regler om, at de selvangivne dispositioner på forlangende skal kunne dokumenteres ved grundbilag og skrive i forarbejderne samt fremhæve i Ligningsvejledningen, at skatteyderen på anden vis ved en konkret bevisførelse tillige kan sandsynliggøre udgiftsafholdelsen.

Vurdering af indsatsmuligheden

For forslaget taler, at borgerne og virksomhederne i højere grad kan være sikker på, at eksempelvis et fradrag ikke underkendes af myndighederne, hvis de stillede beviskrav er opfyldt. Det giver de skatte- eller afgiftspligtige en bedre skattemæssig retsstilling.  

Imod taler retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, idet man ikke kan udelukke, at meget strenge dokumentationskrav vil blive anset for at stride imod officialprincippet og forbudet imod ”skøn under regel”. Endvidere vil forslaget betyde, at nogle skatte- eller afgiftspligtige i beskatningsmæssig henseende vil blive stillet ringere end i dag, ligesom forslaget vil kunne forøge de administrative byrder for virksomhederne. Der kan således være situationer, hvor myndighederne anmoder om yderligere dokumentation. En sådan dokumentation skal alle virksomheder være i stand til at præstere, ellers mister de eksempelvis et fradrag.

Endvidere vil forslaget formentlig medføre et større arbejdspres hos ligningsmyndighederne i de situationer, hvor myndighederne er nødsaget til at anmode om yderligere dokumentation og bevis.

Hertil kommer de ressourcer, der skal medgå til at ændre Ligningsvejledning, pjecer mv.

Der arbejdes ikke videre med denne indsatsmulighed.

Indsatsmulighed 5: Ændring af høringsregler vedrørende afskrivnings­lovens § 45 og ejendomsavancebeskatningslovens § 4

Indførelsen af afskrivningslovens § 45 og ejendomsavancebeskatnings­lovens § 4 har afstedkommet en del tidskrævende høringsprocedurer for Landsskatteretten, fordi det er foreskrevet, at en medkontrahent skal høres. Det kan overvejes, om man kan forenkle disse regler.

Sagerne vedrører typisk fordelingen af en overdragelsespris, og det normale er, at det kun er den ene af aktørerne i handlen, altså enten køber eller sælger, der klager. Det er meget sjældent, at både køber og sælger klager. Det hænger formentlig sammen med, at fordelingen er gunstig for den ene og ugunstig for den anden eller også har den, der ikke klager (medkontrahenten), ingen skattemæssig interesse i fordelingen.

Det er et problem, at Landsskatteretten kan træffe en afgørelse, som er be­byrdende (indirekte fordi der skal ske konsekvensændringer) for medkontrahenten. Denne vil nok ofte have den opfattelse, at hans eller hendes interesser ikke er blevet varetaget tilstrækkeligt.

Der kunne på den baggrund overvejes en løsning, der går ud på, at SKAT i første omgang alene træffer en afgørelse om fordelingen af overdragelsessummen med klageadgang for begge parter. Påklages fordelingen ikke af hverken køber eller sælger, bliver den bindende. Først efter klagefristens udløb træffes en afgørelse om skatteansættelsen for sælger og køber - uanset om der er klaget eller ej. Tilsvarende skal ankenævnet også træffe afgørelse 2 gange, altså først fordelingssagen.

Når Landsskatteretten - og ankenævnet - træffer afgørelse i fordelingssagen, kan den betragtes som en sag med 2 parter, og der kan fremsendes kendelse mv. til begge parter.

Vurdering af indsatsmuligheden

Fordelen ved forslaget er, at fordelingsspørgsmålet bliver afgjort rent af Landsskatteretten. Landsskatteretten undgår dermed høringen. En klarere procedure vil alt andet lige gøre det lidt nemmere og dermed hurtigere.

Forslaget vil styrke medkontrahentens retsstilling og dermed øge retssikkerheden.

Ulempen er, at det næppe giver mening at behandle spørgsmål om fordeling af overdragelsessummen uden samtidig at behandle skatteansættelsen, herunder størrelsen af overdragelsessummen, idet overdragelsessummen er en forudsætning for fordelingen. Endvidere kan det være en ulempe, at en ændret ordning næppe vil kunne afskære fra genoptagelse af fordelingssagen – på en af parternes begæring – efter at ansættelsen er foretaget. På den anden side må en konsekvent gennemførelse af forslaget vel betyde, at Landsskatteretten under behandlingen af en klage over ansættelsen, er afskåret fra at genoptage fordelingsspørgsmålet, selv om der kommer afgørende nyt frem. Den beskrevne ordning vil i så fald for den pågældende klager kunne virke tung og usmidig.

Skatteministeriets departement arbejder videre med forslaget.