5. Samspil i koncernen

5.1. Indsatsstrategi og indsatsplan 2007

5.1.1. SKATs indsatsstrategi

SKATs nye indsatsstrategi blev iværksat i 2006, men det er først med SKATs indsatsplan for 2007, at strategien for alvor kommer til at virke.

Målet med strategien er at sikre, at virksomheder og borgere efterlever reglerne, altså sikre compliance. Idéen er at dele virksomheder og borgere op i henholdsvis medspillere (i hvidt og grønt segment) og modspillere (i gult og rødt segment), som skal have en forskellig og fokuseret behandling for at få en større compliancegrad. Hos SKAT deles virksomheder og borgere op i fire segmenter, jf. figur 5.1:

Rødt segment

Segmentet består af grupper, som har besluttet, at de ikke vil overholde reglerne.

Indsatsen består af skærpet overvågning, dybere kontrol samt sanktioner.

Gult segment

Segmentet består af grupper, som viser uvilje i forhold til at overholde reglerne, men kan påvirkes.

Indsatsen består af overvågning, hyppig kontrol samt sanktioner.

Grønt segment

Segmentet består af grupper, som viser vilje til at overholde regler, men det lykkes ikke altid.

Indsatsen består af servicebesøg med kontrol og vejledning.

Hvidt segment

Segmentet består af grupper, som viser vilje til at holde regler og gør det.

Indsatsen består af dialog og stikprøvekontrol.

Figur 5.1. Opdeling i segmenter

Indsatsstrategien betyder, at medspillerne i højere grad skal have information og vejledning, mens modspillerne i stigende omfang skal have kontrol. Kontrolfokus flyttes opad, mens målet er at få så mange borgere og virksomheder som muligt nedad i pyramiden.

5.1.2. Baggrund for indsatsstrategi

Indsatsstrategien sætter fokus på virksomheders og borgeres efterlevelse af reglerne. Mange faktorer påvirker skatteyderen - borger som virksomhed - til at efterleve reglerne. Derfor er der brug for, at alle værktøjer benyttes i indsatsuniverset. Fra vejledningsinitiativer rettet mod medspillerne til dybt­gående kontrol af aktiviteter i det røde segment.

SKATs kolleger i OECD-landene Sverige, England, Holland og Australien arbejder også med at indføre den effektorienterede skattevirksomhed, der fokuserer på regelefterlevelse frem for produktionsmål. De tager også udgangspunkt i compliance-modellen ligesom SKAT. Compliance-modellen skal skabe grundlaget for, at stadig flere skattekroner kommer ind ad fordøren.

For at en skatteyder – virksomhed som borger – kan siges at efterleve reglerne, skal følgende forhold være på plads. Skatteyderen skal

• registrere sig i skattesystemet,
• opbevare skatterelevant information i henhold til reglerne,
• aflevere korrekte og fyldestgørende informationer til tiden,
• betale skat og afgifter mv. til tiden,
• holde sig ajour med gældende regler, f.eks. at man som arbejdsgiver forsøger at sætte sig ind i skattereglerne omkring ansættelse af medarbejdere.

Den efterlevende adfærd er en meget sammensat størrelse med flere årsagssammenhænge. Den endelige årsag til efterlevelse kan være sammensat af en række faktorer af f.eks. sociologisk eller incitamentsmæssig karakter. Undersøgelser lavet af OECD viser, at adfærden påvirkes af f.eks. de service- og tillidsbetingede tilbud, risikoen for og synlighed af kontrol, samt ikke mindst andre borgeres og virksomheders adfærd. Adfærden omfatter følgende parametre:

• Sociologisk:”Jeg taber ansigt ved at snyde”.
• Psykologisk:”Jeg har tillid til SKAT, fordi det er nemt at følge reglerne, og jeg får en fair behandling i modsætning til, hvis det er kompliceret og besværligt”.
• Økonomisk: ”Det kan ikke betale sig at snyde, fordi det bliver jo opdaget, eller jeg angiver korrekt og får hurtigt min årsopgørelse”.
• Anden sammenhæng: Socioøkonomisk placering, brancherelation, omstændigheder etc.

I Sverige viser sociologiske erfaringer, at borgere gør, som andre borgere gør - de følger normerne; folk efterlever reglerne, hvis andre gør det. Når alle betaler dét, de skal, skaber det legitimitet og accept. Det er i den enkelte borgers egeninteresse at følge normerne for derved at undgå et socialt tab. Det samme gør sig også gældende for virksomheder, som i stigende grad oplever at have et socialt og etisk ansvar for at opbygge og bevare forbrugernes tillid.

5.1.3. Strategiens udformning

Med Indsatsstrategien forventes  flere skatteydere  at gøre det rigtige. Ved synligt at bruge alle indsatsværktøjerne kan der skabes en målrettet og sammenhængende indsats, der øger regelefterlevelsen. Målet vedrører ikke omfanget af SKATs arbejde, men at gøre det rigtige arbejde i forhold til at øge regelefterlevelsen og nedbringe snyd således, at skattegabet lukkes, og en stadig større del af det offentliges provenu på ca. 800 mia. kr. kommer ind ad fordøren.

Indsatsplan 2007 forsøger at virkeliggøre denne vision. Indsatsstrategien skal være et centralt omdrejningspunkt for alle faglige aktiviteter i SKAT.

For skatteyderne betyder indsatsplanen, at SKAT vil være mere proaktiv og synlig. SKAT vil henvende sig så tidligt som muligt, så det fremadrettet forhindres, at skatteydere begår fejl. Det betyder, at SKAT kan ses i pressen og mødes på gaden i målrettede henvendelser, og i telefonen langt oftere end før. Samtidig vil der blive slået hårdere og mere konsekvent ned på dem, som bevidst forsøger at snyde og begår økonomisk kriminalitet. Alt sammen betyder, at SKAT styrker sin indsats, i f.eks. Fairplay aktionerne.

Med Indsatsplan 2007 markerer SKAT et strategiskifte i forhold til handlingerne i indsatsplanen. Hvor indsatsplaner førhen var fokuseret på antallet af aktiviteter målt ved point, og på omfang og antal reguleringer, er fokus fremover på aktiviteternes effekt på den enkelte borger og virksomheds vilje og evne til at følge reglerne og svare sit. På den måde er SKATs succes i 2007 først og fremmest betinget af effekten af handlingerne, og SKAT har således i 2007 stor fokus på, hvordan effekten af indsatsen skal måles.

Indsatsplan 2007 konkretiserer dermed Indsatsstrategien, som har til formål at understøtte regelefterlevelsen, og forhindre underdeklaration og sort økonomi. Målet er at give rette indsats overfor forskellige målgrupper, og dermed opnå den største effekt. På den måde skal indsatsen finde den rette balance mellem vejledning og kontrol, og tage udgangspunkt i skatteyderens evne og vilje til at være efterrettelig.

5.1.4. Den integrerede indsats

Med strategiskiftet markerer Indsatsplan 2007 også et skifte i, hvordan indsatsaktiviteterne sammensættes. For at opnå den bedst mulige effekt skal vejledning og kontrol så vidt muligt sammentænkes. Den integrerede indsats med service- og kontroltiltag vil være karakteristisk for SKATs udgående aktiviteter i indsatsplanen. Den integrerede indsats består af vejledning og kontrol med en synlig signalværdi. Typisk vil kontrollen ved den integrerede indsats være tilfældig stikprøvekontrol, hvilket bl.a. skal sikre, at skatteyderne har et væsentligt incitament til at følge vejledningen og angive korrekt.

Den integrerede indsats har følgende typiske projektforløb:

• Identifikation af indsats: Hvad er problemet, f.eks. mange fejl eller henvendelser, ny lov.
• Udformning af succeskriterier: Hvad skal indsatsen opnå.
• Indsatsforløb med vejledning og synlige stikprøvekontroller.
• Evaluering og måling af indsatsen ved hjælp af indikatorer.
• Efterfølgende kontrol eller nyt vejledningsinitiativ.

Figur 5.2. Typisk projektforløb

For visse indsatser vil den integrerede indsats bestående af vejledning efterfulgt af kontrol ikke give mening, f.eks. fordi vejledning vurderes alene at kunne afklare fejlene eller f.eks. ved kontrol af systematisk snyd eller økonomisk kriminalitet i gult og især rødt segment. Her yder SKAT den relevante indsats.

Som følge af den ny indsatsstrategi og fusionen mellem de kommunale og statslige skattemyndigheder har SKAT udviklet en ny indsatsform kaldet tjek. Tjek er en servicepræget form for kontrol, og bruges i virksomheder. Fra 1. april 2007 skal alle skatte- og momskontroller i virksomheder i hvidt og grønt segment foretages som tjek. Dog ikke hvor der er tale om en hurtig kontrol af et enkelt forhold i virksomheden, så kaldes formen spot. Det vil sige, at tjek bruges i ca. 90 procent af virksomhedsmassen svarende til godt 538.000 virksomheder i Danmark.

Et tjek er kendetegnet ved:

• Der sikres en konstruktiv dialog med virksomheden.
• Indsatsen sigter mod fremadrettet at undgå fejl.
• Væsentlige fejl reguleres med bagudrettet virkning.
• Grundlaget gøres som hovedregel op af virksomheden selv.

Overordnet betyder den nye strategi og udmøntningen i indsatsplanen 2007, at langt den største del af virksomheder og borgere i Danmark vil møde mere service og mindre og anderledes kontrol fra SKAT. Omvendt vil den lille del, som ikke ønsker at følge reglerne blive udsat for mere og hårdere kontrol.

5.1.5. Betydning for klagesagerne

SKATs nye indsatsstrategi vil formentlig ændre profilen i de sager, som påklages til Landsskatteretten.

Således forventes det, at SKATs nye fremadrettede fokus overfor de såkaldte medspillere vil give færre antal reguleringer, og dermed et mindre antal sager med klageadgang til Landsskatteretten.

Den nye serviceprægede tilgang til ca. 90 procent af danske virksomheder (medspillerne) forventes også at føre til en bedre dialog og større tillid mellem SKAT og virksomhederne, og dermed sænke antallet af klagesager til Landsskatteretten.

Endelig forventes en forstærket vejledningsindsats at føre til større klarhed hos virksomheder og borgere, som derfor i fremtiden i mindre grad end nu kom­mer på kant med skattelovgivningen. Det bør give færre afgørelser fra SKAT med klageadgang til Landsskatteretten.

Omvendt kan en hårdere kurs overfor borgere og virksomheder, som ikke ønsker at afregne overfor det offentlige føre til flere skøn og tilsidesættelser af regnskab. Det kan medføre flere sager til Landsskatteretten.

Således vil SKATs nye indsatsstrategi givetvis begrænse visse sagstyper til Landsskatteretten og samtidigt forøge mængden af andre sagstyper, f.eks. skøn og regnsskabstilsidesættelser. Samlet vurderes det, at indsatsstrategien isoleret set fører til færre klagesager til Landsskatteretten

Der følges løbende op på virkningen af indsatsstrategien på mængden og typerne af klagesager i Landsskatteretten.

5.2. Bindende svar

Formålet med bindende svar er at give en nem og hurtig adgang til at få afklaret de skattemæssige konsekvenser af en disposition uden først at skulle vente på, at SKAT tager stilling til det i forbindelse med f.eks. selvangivelsen og årsopgørelsen. Reglerne om bindende svar findes i skatteforvaltningslovens §§ 21-25.

Hvis man som borger eller virksomhed er i tvivl om den skattemæssige behandling af en disposition - f.eks. salg af aktier, beskatning af personalegoder, ligningsmæssige fradrag eller udlejning af fast ejendom - kan man således spørge SKAT og få et bindende svar. Det er også muligt at få et bindende svar på spørgsmål om gaveafgift, afgift af pensionsordninger og registreringsafgift af motorkøretøjer. Der gives ikke bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning af toldlovgivningen, samt på spørgsmål om bevillinger eller dispensationer vedrørende påtænkte dispositioner.

Bindende svar gives om den skattemæssige virkning for forespørgeren af en disposition, som forespørgeren har foretaget eller påtænker at foretage (egne forhold), jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1. Derudover kan der gives bindende svar om virkningen af indkomstskat, ejendomsværdiskat eller afgift efter pensionsbeskatningsloven for andre end forespørgeren af en disposition, som forespørgeren påtænker at foretage (andres forhold), jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 2.

I 2007 koster det et gebyr på 300 kr. pr. disposition at få et bindende svar om egne forhold og 9.500 kr. pr. disposition, hvis der spørges om andres forhold.

Det bindende svar afgives af SKAT. I sager med principielt indhold afgives det bindende svar af Skatterådet. Det drejer sig om sager, der vil kunne få betydning for et større antal skatteydere, sager om større økonomiske værdier, sager vedrørende fortolkning af ny lovgivning, sager, der tager stilling til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde samt endelig sager, der i øvrigt har påkaldt sig eller skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4.

Et bindende svar er bindende for SKAT i maksimalt 5 år. Spørger er ikke selv bundet af det bindende svar, når spørger selvangiver indkomst og fradrag for det pågældende indkomstår. Det gælder, uanset om det bindende svar er påklaget eller ej. Det bindende svar er således alene bindende for skattemyndighederne, der er bundet af besvarelsen, når myndigheden til sin tid ved selve ligningen skal tage stilling til den gennemførte disposition.

Hvis spørger er uenig i det bindende svar, kan det påklages. Fysiske personer og dødsboer kan klage til skatteankenævnet over bindende svar fra SKAT om skat og gaveafgift. Skatteankenævnets afgørelse kan påklages videre til Landsskatteretten. Det bindende svar fra SKAT kan dog også påklages direkte til Landsskatteretten, dvs. uden først at være påklaget til skatteankenævnet. Ved at påklage svaret direkte til Landsskatteretten mister spørger en klagemulighed ved skatteankenævnet. Bindende svar om afgift af pensionsordninger og registreringsafgift af motorkøretøjer skal påklages til Landsskatteretten. Det samme gælder bindende svar, der er afgivet af Skatterådet, og alle bindende svar vedrørende andre end fysiske personer og dødsboer (dvs. selskaber mv.). Bindende svar om afgiftspligtige værdier for motorkøretøjer skal påklages til særlige motorankenævn, hvis afgørelser kan påklages videre til Landsskatteretten.

5.2.1. Statistik

Det samlede antal anmodninger om bindende svar modtaget i perioden fra 1. november 2005 til 31. december 2006 var 7.053. Heraf er 644 visiteret til Skatterådet (hvoraf nogle stadig er under behandling). De sager, der forelægges Skatterådet er fagligt tunge, og der er således længere sagsbehandlingstid end for de sager, der behandles af SKAT i skattecentrene.

Landsskatteretten har i perioden 1. januar 2006 til 31. december 2006 oprettet i alt 139 sager vedrørende bindende svar. Den største enkeltgruppe er sager vedrørende ejendomsavancebeskatning, hvor der er registreret 30 sager i perioden.

5.2.2. Bindende svar/klager til Landskatteretten

Ordningen med bindende svar er med til at skabe en retssikkerhed for borger og virksomheder, idet de tidligt i forløbet får mulighed for at få klarlagt de skatteretlige konsekvenser af en given disposition. Derved kan det undgås, at der senere hen klages over en skatteansættelse, idet spørger jf. det bindende svar ved, hvad de har at rette sig efter. Et af hovedformålene med bindende svar er således, at der kommer færre klager i klagesystemet.

Idet spørger ikke er bundet af skattemyndighedernes bindende svar, sker det i nogle tilfælde, at borgere og virksomheder vælger ikke at følge det bindende svar, hvilket eventuelt resulterer i en ny skatteansættelse, som senere påklages til skatteankenævnet eller Landskatteretten. Det er således ikke muligt at sige noget konkret om, i hvilket omfang bindende svar afløser klagen til Landskatteretten.

Målet med SKATs nye indsatsstrategi er at få flere skatteydere til at gøre det rigtige. Ved synligt at bruge alle indsatsværktøjer er ønsket at skabe en målrettet og sammenhængende indsats, der øger regelefterlevelsen. En forstærket vejledningsindsats, herunder muligheden for at få et bindende svar, vil således føre til større klarhed hos virksomheder og borgere, som derfor i fremtiden i mindre grad end nu kommer på kant med skattelovgivningen. Indsatsstrategien bør derfor give færre afgørelser fra SKAT med klageadgang til Landsskatteretten.

Allerede i dag offentliggøres som hovedregel alle Skatterådets afgørelser, og enkelte giver anledning til udsendelse af artikler eller kommentarer fra SKAT. Dette materiale er tilgængeligt på SKATs hjemmeside og kan læses af borgere og professionelle skatteaktører (rådgivere og myndigheder). Alle offentliggjorte bindende svar indskrives også i de juridiske vejledninger. Borgere, rådgivere og myndigheder kan altså læse om gældende praksis på et bestemt område, førend der disponeres, hvilket kan være med til at mindske klager til Landskatteretten.

5.3. Remonstration

Remonstration foreligger, når en afgørelse fra myndigheden påklages til en administrativ klageinstans, og klagen skal indsendes til klageinstansen via myndigheden, hvorefter myndigheden genbehandler sagen.

5.3.1. Remonstration på inddrivelsesområdet

Før fusionen af ToldSkat og de kommunale skatteforvaltninger pr. 1. november 2005 lå den offent­lige restanceinddrivelse hos ToldSkat, Den Centrale Inddrivelsesenhed, Politiet, Økonomistyrelsen og kommunerne. Efter fusionen er den offentlige restanceinddrivelse samlet under Skatte­mini­ste­riet i en statslig myndighed, restanceinddrivelsesmyndigheden.

Remonstration på inddrivelsesområdet er indført ved lov nr. 429 af 6. juni 2005, Lov om opkræv­ning og inddrivelse af visse fordringer, forkortet OIL. OIL § 4, stk. 1, indeholder hovedreglen om klageadgang i afgørelser om inddrivelse. Landsskatte­retten er klageinstans, medmindre andet er an­givet i lovgivningen.

Remonstrationsordningen gælder i forbindelse med klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser, hvor Landsskatteretten er klageinstans. Re­stanceind­drivel­ses­myn­digheden kan på baggrund af en klage genoptage sagen.

Klagen skal indgives skriftligt til restanceinddrivelsesmyndigheden og skal være modtaget senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Hvis restanceinddrivelses­myndighe­den finder grundlag for det,  gen­optages sagen og restanceinddrivel­sesmyndigheden træffer på ny afgørelse i sagen.

Restanceinddrivelsesmyndigheden har 14 dage, efter at sagen er fuldt oplyst, til at træffe og meddele klager remonstrationsafgørelsen. Med fuldt oplyst menes der efter indhentelse af eventuelle yderli­gere oplysninger til brug for sagsbehandlingen og eventuel partshøring. Dette må ikke af restance­inddrivelsesmyndigheden misbruges til at forlænge fristen. Det forudsættes, at afgørelsen er truffet på grundlag af de nødvendige oplysninger. Fastholdes afgørelsen, videresendes klagen til Lands­skatteretten.

Kan restanceinddrivelsesmyndigheden efter ny vurdering af sagen give klager delvist medhold, skal restanceinddrivelsesmyndigheden samtidigt oplyse klager om, at klagen kan fastholdes, hvis restan­ceinddrivel­ses­myn­digheden får besked herom inden en måned efter, at klageren har fået med­delelse om restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse i sagen.

Ønsker klager at fastholde klagen, skal det meddeles til restanceinddrivelsesmyndigheden senest en måned efter meddelelsen om delvist medhold er modtaget, jf. § 37, stk. 4, i bek. nr. 995 af 19. oktober 2005. Er af­gør­el­sen fastholdt fra restanceinddrivelsesmyndighedens side, skal den videre­sendes til Landsskatte­retten senest 14 dage efter den var fuldt oplyst for re­stanceinddrivelsesmyndigheden.

Klagen videresendes sammen med en udtalelse om sagen, selve klagen, den påklagede afgørelse og dokumenter, klager ønsker at anvende som bevis. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal frem­sende alt relevant materiale til Landsskatteretten. Udtalelsen skal oplyse, om der er punkter i den påklagede afgørelse, der anses for urigtige, og dette skal begrundes. Derudover kan der kommente­res på skyldners klage eller dele af den.

Det er med fusionen forventet, at Landsskatterettens sagstilgang forøges fra 3.500 sager til 5.000-6.000 sa­ger pro anno. Forhøjelsen indeholder alle nye sagstyper, der blev overført til Landsskatteretten med fusionen, herunder inddrivelsessager. Inddrivelsessagerne forventes i resultatkontrakten 2005-2008 at udgøre 800-1.000 sager pr. år.

Landsskatteretten kvitterer til skyldner for modtagelsen af klagen, og kan indhente eventuelle yder­ligere oplysninger og foretage partshøring af skyldner. Klager på inddrivelsesområdet har ikke opsættende virkning, og Landsskatteretten har derfor en måneds sagsbehandlingsfrist.

Landsskatterettens sagsbehandlingstid løber fra sagen er fuldt op­lyst, jf. § 25, stk. 2 i forret­ningsorden for Landsskatteretten.

Landsskatteretten kan anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at ud­­arbejde en sagsfremstil­ling, der skal udarbejdes inden for én måned fra anmodningen. Landsskatteretten underretter klager om afgørelsen og om muligheden for indbringelse for domstolene.

Der er ikke gebyr ved klage til Landsskatteretten, og der ydes ikke omkostningsgodtgørelse. Der er  ret til kontorforhandling men ikke retsmøde, jf. skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, og forretningsordenen for Landsskatteretten.

Landsskatteretten havde pr. 1. oktober 2006modtaget 135 klager i inddrivelsessager i alt. Det vurderes, at 35 til 40 heraf oprindeligt har været sendt direkte til Landsskatteretten, der herefter har over­sendt sagen til inddri­velsesmyndigheden med kopi af brevet til klageren.

5.3.2. Remonstration på skatteområdet (historisk)

Før 1990 var ligningskommissionen ansvarlig for den kommunale ligning og fungerede samtidig som 1. administrative klageinstans på skatteområdet. Den kommunale skatteforvaltning fungerede dels som ligningsmyndighed efter bemyndigelse fra ligningskommissionen, dels som sekretariat for samme i forbindelse med klagebehandlingen. Anvendelsen af remonstra­tion forekom naturlig med den pågældende organisationsform.

Med virkning fra 1990 overtog kommunalbestyrelsen ansvaret for ligningen og ligningskommissio­nen blev omdannet til et skatteankenævn, der alene skulle varetage klagebehandlingen i 1. instans. Den oprindelige model, hvor klager over skatteansættelsen til skatteankenævnet blev indsendt til skatteforvaltningen, blev videreført i den nye organisation. Som følge af en voksende kritik specielt fra de private rådgivere af den kommunale skatteforvaltnings dobbeltrolle dels som ligningsmyn­dighed, dels som sek­retariat for skatteankenævnet, blev der midt i 90'erne taget en række initiativer for at sikre skatteankenævnets uafhængighed af ligningsarbejdet i skat­teforvaltningerne. For at un­derstrege og synliggøre denne uafhængighed blev skattestyrelsesloven ændret, så klager over skatte­forvaltningens afgørelse - som nu - sendes direkte til skatteankenævnet. I stedet for remonstration foretages der nu en høring af SKAT på baggrund af klagen til skatteankenævnet.

5.3.3. Remonstration i andre sagstyper

Ejendomsvurdering

Remonstration anvendes også på klager over ejendomsvurderinger, jf. skat­teforvaltningslovens § 38, stk. 3.

I praksis udsendes og offentliggøres vurderingen pr. 1. oktober med selvangivelsen det følgende forår og klagefristen er 1. juli.

Klager indsender sin klage til vurderingsmyndigheden. Kan vurderingsmyndigheden ikke give kla­ger fuldt medhold, og fastholdes klagen, oversendes sagen af vurderingsmyndigheden til behandling hos Vurderingsankenævnet. Vurderingsmyndigheden udarbejder en sagsfremstilling til Vur­derings­ankenævnet sammen med relevant materiale, f.eks. fotos af ejendommen taget i forbindelse med besigtigelse. Klager over vurderingen byg­ger ofte på forhold af teknisk karakter eller andre forhold, der er konstaterbare og ofte kan rettes af told- og skatteforvaltningen i forståelse med klager. Efter stk. 3 kan forvaltningen genoptage sagen uden at forelægge den for vurderingsankenævnet, hvis klager er indforstået med, at en fornyet behandling kan ske hos forvaltningen. Opnås der ikke enighed mellem klager og vurderingsmyndigheden, videresendes klagen med en udtalelse til vurderingsan­kenævnet.

Vurderingsmyndigheden kan genoptage en ejendomsvurdering af egen drift, jf. skatteforvaltnings­lovens § 33, stk. 1, hvorefter SKAT af egen drift kan foretage eller genoptage en ejendomsvurde­ring inden for en frist på 1 år, og 6 måneder efter vurderingsårets udløb, men vurderingen skal være gennemført senest den 1. oktober i det andet år efter vurderingsårets udløb.

På området for vurdering af landets faste ejendomme fungerer ordningen på den måde, at der ikke i overvejende grad synes at være misforståelse om, hvor klager skal sende klagen til. Det at vurde­ringsmyndigheden selv kan se på vurderingen igen efter en klage, aflaster klagesystemet, så klager hurtigere får sin vurdering, og frasorterer klager, der bygger på misforståelser af vurderingens ele­menter og beregninger.

Motor

Med virkning fra 1. april 2006 anvendes remonstration endvidere i forhold til klager til motoranke­nævn. En klage skal indsendes til SKAT (motorkompetencecentret) inden 3 måneder efter modtagelsen af den afgø­relse, der klages over (registreringsafgiftsloven § 13, stk. 2). SKAT kan genoptage den afgørelse, der er klaget over, hvis klageren er enig heri. I andre tilfælde sender SKAT klagen til motorankenævnet (registreringsafgiftsloven § 13, stk. 3).

5.3.4. Remonstrationsordning i udvalgte nordiske lande

Sverige

I tilfælde af en skattepligtig er utilfreds med en taxering eller har undladt at tage et fradrag, kan skatteyder begære omprøvning hos det skattekontor, der har truffet den første afgørelse. Begæring om omprøvning skal være indkommet senest før udgangen af det femte år efter taxeringsåret, det vil sige året efter indkomståret. Hvis Skattekontoret imødekommer den skattepligtiges anmodning om omprøvning, træffes en ny afgørelse, en såkaldt omprövningsbeslut.

Hvis Skattekontoret ikke imødekommer omprøvningen eller dele af den, skal tvivlsspørgsmålet i Skattenämnden. Skattenämnden træffer afgørelse, som udføres af Skattekontoret.

Har spørgsmålet tidligere været til behandling i Skattenämnden, og er der ikke nye omstændigheder eller beviser i omprøvningsansøgningen, skal spørgsmålet ikke behandles i Skattenämnden igen. En ny afgørelse, omprøvningsafgørelse, træffes i overensstemmelse med det, som besluttes i Skatte­nämnden.

Hvis ikke Skattekontoret/Skattenämnden imødekommer omprøvningsanmodningen eller kun del­vist imødekommer den, kan den skattepligtige klage til Länsrätten. Den skattepligtige må selv begære spørgsmålet påklaget, da Skatteverket ikke automatisk videresender spørgsmålet til Läns­rätten. Den skattepligtige kan sammen med omprøvningsanmodningen også angive, at spørgsmålet angår både omprøvning og påklage. I det tilfælde oversender Skattekontoret spørgsmålet til Läns­rätten i tilfælde af, at Skattekontoret/Skattenämnden ikke imødekommer omprøvningsansøgningen eller dele af den. Skatteverket skal altid omprøve sin afgørelse, inden spørgsmålet sendes videre til Länsrätten. Er den skattepligtige ikke tilfreds med Länsrättens afgørelse, kan den skattepligtige på­klage den til Kammarrätten, hvis afgørelse kan påklages til Regeringsrätten, men spørgsmålet tages kun op, hvis man får prövningstillstånd.

Dette system har eksisteret i 10 år og fungerer og anvendes ofte. Tidligere kunne Skatteverket ikke omprøve sin afgørelse, så klager gik direkte til Länrätten, hvilket belastede retsvæsnet hårdt, og det tog lang tid for den skattepligtige at få en ny afgørelse. Ofte kan Skatteverket nemt træffe en ny af­gørelse, når den skattepligtige kommer med begærede oplysninger eller handlinger, og da frem­stod det som sløseri med ressourcer, at spørgs­målet var tvunget at gå igennem Länsrätten. Omprøv­nings­systemet er smid­igere og hurtigere. Den gælder alle taxeringsafgørelser, revisionsafgørelser og af­gørelser om moms og arbejdsgiverafgifter.  Momsspørgsmål og arbejdsgiverspørgsmål klage­be­handles dog ikke i Skattenämnden.

Finland

I Finland har man også et lignende system. Her påklager man sin skatteansættelse til skatteligningsrådet Det oprindelige skattekontor læser altid klagen først. Hvis skattekontoret mener, der kan gives fuldt medhold, kan skattekontoret foretage korrekti­onen.  Sagen behøver så ikke oversendelse til rådet. Hvis der ikke gives fuldt medhold, sendes klagen til skatteligningsrådet, og hvis der heller ikke gives medhold her, kan der appelleres til den regionale administrative domstol, og derefter formentlig til den øverste administrative domstol. Systemet har fungeret i over 10 år, og man er meget tilfreds med det. Klagerne til de re­gionale administrative domstole er nu 10-15 % af, hvad de tidligere var.

Grønland og Færøerne

I Grønland og på Færøerne foregår inddrivelsen i de respektive kommuners skattekontorer, som har et inkassokontor. Klager over deres inddrivelsesarbejde afgøres som absolut hovedregel af Skattedi­rektoratet i Nuuk, Grønland henholdsvis ”Toll- og Skattestyrelsen” i Thorshavn, Færøerne.

På visse områder inden for inddrivelsen kan der være adgang til domstolene, f.eks. fogedarbejde, men sådanne sager behandles ikke lokalt. Hverken i Grønland eller på Færøerne har man en uafhængig administrativ myndighed, som behandler klagesager på inddrivelsesområdet, som den vi har i Dan­mark i form af Landsskatteretten.

5.3.5. Evaluering af erfaringer med remonstrationsordninger

Anvendelsen af remonstration på inddrivelsessager er svær entydigt at gøre op på nuværende tids­punkt. Det har vist sig ikke at være muligt at lave statistiske opgørelser på antallet af remonstrati­onssager i SKAT. Dels fordi der ikke foreligger en manuel registrering eller ensartet registrering i TireLisy over sager i KMD IND, og det ikke er muligt at trække statistikker i dette system, dels fordi afgørel­serne ikke af alle sagsbehandlere i Inddrivelsen oversendes systematisk til specialcentrene.

Landsskatteretten har oplyst, at klagere i vidt omfangikke indgiver klagen til den myndighed, der har truffet afgørelsen, men sender klagen direkte til Landsskatteretten. Landsskatteretten sender sa­gen retur til rette myndighed, men uden frist.

En anden tendens er, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke altid har foretaget en fornyet vurde­ring inden fremsendelse til Landsskatteretten, selvom klagen oprindeligt har været sendt til dem.

Den hidtidige fremgangsmåde har formentlig ikke været mærkbart tidsbesparende for Landsskatte­retten, der har et ressourcetræk, hvis de skal agere postvæsen og sende sagerne frem og tilbage. Vi­deresendelse af klagen til restanceinddrivelsesmyndigheden er på den anden side ikke noget, der i dag registreres selvstændigt ved opgørelsen af sagsbehandlingstiden. Der kunne imidlertid spares træk i Landsskatterettens ressourcer ved visitering af sager, såfremt de blev korrekt indsendt via re­stanceinddrivelses­myn­digheden efter dennes fornyede vurdering.

Det virker som om der både over for restanceinddrivelsesmyndigheden og klager er behov for at tydeliggøre, at sagen skal forbi restanceinddrivelsesmyndigheden før Landsskatteretten.

En af de væsentligste årsager til, at man på skatteområdet i Danmark forlod remonstrationsmodellen var, at borgere ofte har vanskeligt ved at forstå/acceptere, at de skal sende deres klage til den myn­dighed, de klager over, og ikke til den myndighed, de klager til. En klager, der oplever at have væ­ret i en hård "kamp" med eksempelvis ligningsmyndigheden kan føle det urimeligt, at man ikke kan komme videre og få sin klage behandlet af en ny og uafhængig klageinstans, men at man er tvunget til endnu en gang at skulle i dialog med den myndighed, hvis afgørelse man netop har påklaget (her er måske også en del af forklaringen på den aktuelle erfaring med, at restanter ofte sender deres klage direkte til Landsskatteretten frem for at sende den til inddrivelsesmyndigheden).

Erfaringen fra den remonstrationslignende ordning på området for vurdering af landets faste ejen­domme peger på administrative lettelse ved, at vurderingsmyndigheden kan gå i dialog med klager og rette eventuelle misforståelser.

På vurderingsområdet er baggrunden for at indføre fristen i skatteforvaltningslovens § 38, at vurde­ringsankenævnene var så utilfredse med, at mange påklagede vurderinger lå hos vurderingsmyndig­heden helt frem til udløbet af fristen hvorefter de blev overdraget til vurderingsankenævnet uden, at vurderingsmyndigheden havde foretaget sig noget i sagen (formentlig af ressourcemæssige årsager). Der er nu indsat en frist på 8 uger inden for hvilken vurderingsmyndigheden skal have genoptaget en sag, jf. bek. nr. 608 af 14. juni 2006, bekendtgørelse af forretningsorden for vurderingsankenævn, § 10, stk. 2 og 3.

Medmindre der indføres denne type frister i forbindelse med remonstration, er der en risiko for, at denne reelle sagsbehandlingstid set for klageren bliver forlænget. Det hjælper ikke stort, hvis nedbringelsen af sagsbehandlingstiden hos klageinstansen alene skyldes, at sagsbehandlingstiden regnes fra det tidspunkt, hvor klagen efter den forudgående myndigheds overvejelse om genopta­gelse når frem til klageinstansen, og det reelt betyder, at den samlede sagsbehandlingstid for klage­ren bliver forlænget.

Erfaringerne fra de øvrige nordiske lande, der anvender remonstrations-lignende ordninger i deres skattesystemer, viser, at ordningerne har indført smidighed og effektivitet i klagebehandlingen. Tunge, administrative klageorganer er blevet aflastede for sager, der i mange tilfælde relativt hurtigt kan løses ved, at myndigheden ser på spørgsmålet igen. Der er generelt ressourcebesparelser i en sådan ordning, når den først er veletableret i systemet og anvendes korrekt af såvel myndighederne som af borgerne.

5.3.6. Indsatsmulighed – bedre information og indførelse af remonstration ved klage over årsopgørelse

Skatteankenævn og Landsskatteretten modtager i et vist omfang klager over årsopgørelser.

En årsopgørelse anses i almindelighed for at være en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Årsop­gørelser kan derfor påklages til skatteankenævnet og Landsskatteretten, hvilket også fremgår af den klagevejledning, som årsopgørelsen er forsynet med.

Der kan nævnes en lang række forskellige årsager til, at en borger påklager sin årsopgørelse, ek­sempelvis:

• Årsopgørelsen er ikke i overensstemmelse med det grundlag, som borgeren på mod­tagelses­tidspunktet for årsopgørelsen finder korrekt (anmodning om genoptagelse).
• Årsopgørelsen er udarbejdet på baggrund af en agterskrivelse, som borgeren er uenig i, men som borgeren ikke har reageret på i forbindelse med høringen.
• Borgeren er uenig i skatteberegningen på årsopgørelsen.
• Borgeren er uenig i det skattetillæg eller de procenttillæg og renter, der indgår i be­regningen af skattetilsvaret på årsopgørelsen (anmodning om eftergivelse).

En del af disse sager er udtryk for, at SKATs information og dialog med borgeren i forbindelse med selvangivelse, opkrævning af skat/restancer eller selve ligningsarbejdet enten ikke har ført til en korrekt skatteopkrævning eller har efterladt borgeren med et udækket informationsbehov vedrørende den pågældende ansættelse.

Når skatteankenævn og Landsskatteretten behandler klager over årsopgørelser, så kan det have såvel ad­ministrativt som retssikkerhedsmæssigt negative konsekvenser. Skatteankenævn/Landsskatteretten kommer til at løse informations-/ligningsmæssige opgaver, som langt hurtigere og mere hensigts­mæssigt kunne løses af SKAT, og borgerne mister samtidig én eller flere administrative klagemulig­heder i forhold til den afgørelse, der træffes af enten skatteankenævn eller Landsskatte­retten.

En indsatsmulighed i forhold til den her omtalte problemstilling kan være at indføre remonstration ved klage over årsopgørelser, således at en klage til et skatteankenævn/Landsskatteretten over en årsopgørelse skal indsendes til SKAT. SKAT vil herefter på baggrund af klagen og en opfølgende dialog med borgeren kunne afdække og foretage eventuelle relevante korrektioner af grundlaget for årsopgørelsen (fejlretning, genoptagelse, eftergivelse mv.), eller give borgeren den nødvendige in­formation for, at borgeren kan forstå den pågældende årsopgørelse.

I det omfang borgeren efter SKATs (fornyede) behandling af klagen fortsat ikke er enig i grundla­get for årsopgørelsen eller føler sig tilstrækkelig informeret, kan klagen gå til behandling i skattean­kenævn henholdsvis Landsskatteretten fulgt af en udtalelse fra SKAT. SKATs sagsbehandling må for­ventes at medføre, at sagen er bedre belyst, og klagens genstand er tydeliggjort forud for sagsbe­handlingen ved klageinstansen.

Det kan endvidere overvejes, om antallet af årsopgørelser, der påklages, kan reduceres ved at forbedre den information/klagevejledning som årsopgørelserne er forsynet med, således at eventuelle opklarende spørgsmål mv. kan håndteres som sådan og ikke som formelle klager.

Skønnet tidsbesparelse

I det omfang behandlingen af en klage gennem remonstrationsordningen afsluttes, før den kommer frem til Landsskatteretten/skatteankenævnet, vil sagen slet ikke medgå i Landsskatterettens/skatteankenævnets stati­stik. I de øvrige sager må det forventes, at sagsbehandlingstiden kan reduceres på grund af sagens bedre belysning, når den fremsendes til Landsskatteretten/skat­te­ankenævnet, og at der ikke vil være behov for selvstændigt at høre SKAT over klagen, da SKATs udtalelse vil følge med klagen alle­rede ved fremsendelsen til Landsskatteret/skatteankenævn.

Retssikkerhedsmæssige overvejelser. Andre konsekvenser, administrativt, for skat­teanke­nævnene og SKAT

Bedre information og remonstration ved klage over årsopgørelser vil styrke borgerens retssikkerhed. Klageren vil i modsætning til nu ikke miste adgangen til en reel administrativ klageadgang. I tilfælde hvor Landsskatteretten i dag træffer afgørelse i en klage over en årsopgørelse - eksempelvis i en sag, hvor den ligningsmæssige behandling ikke har været udtømmende – vil en klage over denne afgø­relse skulle indgives til domstolene.

Administrativt vil den omtalte remonstrationsmodel aflaste sagsbehandlingen og ressourcefor­bruget ved såvel skatteankenævn som Landsskatteretten. Modsat vil det alt andet lige indebære en ad­ministrativ merbelastning af sagsbehandlingen i SKAT. Ordningen vil imidlertid øge SKATs inci­tament til endeligt at færdiggøre sagsbehandlingen - herunder løfte informationsopgaven - i for­bindelse med den primære behandling for i videst muligt omfang at undgå at skulle genoptage sags­behandlingen i forbindelse med klagen over årsopgørelsen.

Der er følgende fordele ved forslaget:

• Kortere sagsbehandlingstid ved Landsskatteret og skatteankenævn.
• Bedre ressourceudnyttelse i den samlede koncern.
• Øget retssikkerhed for borgerne.

Der ses ikke umiddelbart at være ulemper ved de foreslåede tiltag. Det kan ikke udelukkes, at der blandt kla­gerne vil være nogen, der finder det uforståeligt, at klagen skal sendes til SKAT og ikke direkte til klagein­stansen. Men i modsætning til den tidligere remonstrationsordning ved ligningskommissio­ner/skatteankenævn har de pågældende klagere i den aktuelle situation (klage over årsopgørelse) normalt ikke været i en længevarende dialog med SKAT forud for klagen.

Der føres ikke særskilt statistik over  klager over årsopgørelser, hvorfor det ikke er umiddelbart muligt at dokumentere den forventede påvirkning af sagsbehandlingstiden. Det er imidlertid Landsskatterettens og skatteankenævnenes erfaring, at der er tale om en gruppe sager, som i sti­gende omfang beslaglægger unødig tid.

Remonstration ved klage over årsopgørelser forudsætter en ændring af skatteforvaltningsloven.

Konklusion

Med henblik på en hurtig og effektiv afhjælpning af de konstaterede problemstillinger i forhold til klager over årsopgørelser foreslås det at gennemføre en tostrenget løsningsmodel. Løsningsmodellen indeholder, dels at der lovgivningsmæssigt indføres remonstration i forhold til klager over årsopgørelser, dels at der i 2007 bliver nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for Skatteministeriets departement, SKAT, Landsskatteretten og ankenævn, der skal have til formål at arbejde for en forbedring af vejledningen på årsopgørelsen.

5.4. Genoptagelse

5.4.1. Regler og praksis i dag

5.4.1.1. Forretningsordenen for skatteankenævn

Efter skatteforvaltningslovens § 36, stk. 3, skal skatteankenævnet, forinden det afgør en klage, indhente en udtalelse om klagen fra SKAT. Udtalelsen skal afgives inden 14 dage. Hvis SKAT anmoder om det, og hvis omstændighederne ved den påklagede afgørelse taler derfor, kan skatteankenævnet dog give en længere frist.

Efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 36, stk. 4, kan SKAT - hvis SKAT på grundlag af klagen finder anledning hertil - genoptage afgørelsen, hvis klageren er enig heri.

Genoptagelse konstituerer samtidig tilbagekaldelse af klagen, jf. § 10, stk. 2, i forretningsordenen for skatteankenævn. Denne bestemmelse siger, at hvis det fremgår af materialet, at der vil være grundlag for at genoptage den påklagede afgørelse, meddeler told- og skatteforvaltningen klageren dette skriftligt med angivelse af, hvilke ændringer der påtænkes. Klageren opfordres til inden en frist på 14 dage at tilkendegive, om vedkommende ønsker genoptagelse. Det meddeles klageren, at genoptagelse vil medføre, at klagen til nævnet betragtes som tilbagekaldt.

Det fremgår endvidere af forretningsordenen for skatteankenævn, at Lands­skatteretten efter § 20 skal underrette nævnet om en sag, når en afgørelse, der er truffet af nævnet, er påklaget til Landsskatteretten. Sekretariatet skal herefter inden for en frist på 14 dage indsende det materiale, som har dannet grundlag for afgørelsen. Hvis Landsskatteretten anmoder om det, skal nævnet tillige indsende sine kommentarer til sagen.

Hvis det fremgår af materiale modtaget fra Landsskatteretten, at der vil være grundlag for at genoptage nævnets afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 37, meddeler nævnet klageren dette skriftligt med angivelse af, hvilke ændringer, der påtænkes. Klageren opfordres herefter til inden en frist på 15 dage at tilkendegive, om vedkommende ønsker genoptagelse eller sagen fremmet til Landsskatteretten. Fremkommer der ingen tilkendegivelse fra klageren, kan genoptagelse ikke finde sted. Er klageren enig i genoptagelsen, genoptages afgørelsen af ankenævnet. Det meddeles klageren, at genoptagelse vil medføre, at klagen til Landsskatteretten betragtes som tilbagekaldt. Nævnet meddeler straks klagerens ønske om genoptagelse til Landsskatteretten.

5.4.1.2. Forretningsordenen for Landsskatteretten

Efter § 4, stk. 2 og 3, i forretningsordenen for Landsskatteretten underretter Landsskatteretten den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om klagen og anmoder myndigheden om at indsende det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen. Hvis der i klagen er påberåbt oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af den indsendte sagsfremstilling, eller hvis det i øvrigt anses for hensigtsmæssigt, kan Landsskatteretten anmode myndigheden om en udtalelse over klagen eller dele af klagen.

Efter bestemmelsens stk. 4 kan Landsskatteretten i særlige tilfælde anmode myndigheden om, at udarbejde en ny sagsfremstilling og eventuelt om at afgive en indstilling om klagens afgørelse. Landsskatteretten kan endvidere i særlige tilfælde anmode myndigheden om, at indhente en udtalelse over klagen eller dele af klagen fra en anden myndighed og indsende den således indhentede udtalelse til Landsskatteretten tillige med myndighedens eventuelle bemærkninger til udtalelsen.

Efter stk. 5 kan Landsskatteretten i de tilfælde, hvor en sag er indbragt di­rekte for Landsskatteretten uden en forudgående prøvelse i skatteankenævnet og i sager om bindende svar, anmode SKAT om at udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring herover. Retspræsidenten kan herunder bestemme, at en sagsfremstilling kun skal udarbejdes om en del af klagen, eller at sagsfremstillingen ikke skal omfatte SKATs vurdering af, hvilken afgørelse de forelagte oplysninger må føre til.

Endelig fremgår det af stk. 6, at anmodning som nævnt i stk. 2-3 skal efterkommes inden for 14 dage fra anmodningens modtagelse. En anmodning som nævnt i stk. 4-5 skal efterkommes inden for 1 måned fra anmodningens modtagelse. Landsskatteretten kan efter omstændighederne fastsætte en længere frist i den enkelte sag.

Efter Landsskatterettens forretningsordens § 5, stk. 1, kan Landsskatteretten anmode SKAT om en udtalelse over klagen eller dele af klagen. Udtalelsen skal i så fald gives skriftligt inden for 14 dage fra anmodningens mod­tagelse, medmindre Landsskatteretten efter omstændighederne har fast­sat en længere frist i sagen.

Som det fremgår ovenfor, synes der ikke umiddelbart at være mulighed for, at SKAT kan genoptage en sag, som verserer for Landsskatteretten i modsætning til sager for skatteankenævnene. Imidlertid fortolker Landsskatteretten skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2, således at der består en adgang for SKAT til at genoptage punkter i en klagesag, som ikke er afsluttet for retten. Efter skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2, kan SKAT ikke træffe afgørelse i en sag, i det omfang Skatterådet, Landsskatteretten, et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn har taget stilling til sagen, jf. dog § 27, stk. 3, og § 32, stk. 3. I en verserende sag for Landsskatteretten har retten netop ikke taget stilling til sagen, hvorfor der efter Landsskatterettens opfattelse er mulighed for, at SKAT genoptager sagen.  

5.4.2. Indhold af en mulig model for genoptagelse

Som nævnt i afsnit 5.4.1.2. er det Landsskatterettens opfattelse, at der består en adgang for SKAT til at genoptage punkter i en klagesag, som ikke er afsluttet for retten. Som også nævnt baserer denne opfattelse sig på en fortolkning af skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2.

For at sikre en hurtig afgørelse er det vigtigt, at der er adgang til genoptagelse, og den nødvendige hjemmel herfor er til stede. Med henblik på at opnå en enklere og mere effektiv genoptagelsesadgang, kan man evt. overveje et forslag til lovændring.

En mulig model kan gå ud på, at der gives SKAT adgang til at genoptage en sag efter påklage til 2. instansen, hvis følgende betingelser er opfyldt:

1. Der skal være tale om, at SKAT som led i Landsskatterettens eller ankenævnets høring af SKAT får materiale, som giver SKAT grundlag for at genoptage sagen.
2. Der skal endvidere være tale om, at klager kan få fuldt medhold i det påklagede punkt (medholdsgrad 100 pct.).
3. Endelig skal der være tale om, at afgørelsen for genoptagelsen skal være afgået fra SKAT inden udløbet af den dato, som ankenævnet eller Landsskatteretten har fastsat som tidsfrist over for SKAT, jf. bekendtgørelse om forretningsorden for Landsskatteretten § 4, stk. 6, og § 5, stk. 1, og skatteankenævnenes forretningsorden, § 10, stk. 1. 

5.4.3. Overvejelse om en enkel og mere effektiv genoptagelsesadgang

Skatteforvaltningslovens § 36, stk. 4, om SKATs adgang til genoptagelse i skatteankenævnssager kunne formuleres således (det nye er markeret med kursiv):

”Stk. 4. Hvis told- og skatteforvaltningen på grundlag af klagen finder anledning til at genoptage afgørelsen, kan told- og skatteforvaltningen, hvis klageren er enig deri, genoptage afgørelsen. Told- og skatteforvaltningen kan dog uden klagerens samtykke genoptage afgørelsen, hvis klageren dermed opnår fuldt medhold i klagepunktet. Det er en forudsætning, at genoptagelsen sker inden udløbet af den frist, som er fastsat over for forvaltningen. Træffer told- og skatteforvaltningen en fornyet afgørelse i overensstemmelse hermed, bortfalder klagen på det pågældende punkt.”

Der kunne tilsvarende i skatteforvaltningslovens afsnit om klage til Landsskatteretten indsættes en ny bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 42 A:

”§ 42 A. Bestemmelsen i § 36, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse, såfremt Landsskatteretten til brug for klagens behandling indhenter en udtalelse fra told- og skatteforvaltningen.”  

Der vil i givet fald være behov for at ændre skatteforvaltningslovens § 20, stk. 3, om undladelse af at udsende en agterskrivelse. Efter bestemmelsen kan underretning som nævnt i stk. 1 og 2 (agterskrivelse) undlades, ”i det omfang afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter og told- og skatteforvaltningen fuldt ud kan imødekomme anmodningen eller told- og skatteforvaltningen og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen.” Hertil kunne tilføjes: ”eller afgørelsen er omfattet af § 36, stk. 3, 2-3. pkt., eller § 42 A.”

De nye forslag til bestemmelser er mere enkle, fordi de giver adgang til at afslutte sagen i SKAT med en afgørelse, hvis materialet giver adgang til 100 pct.´s medhold uden at tage kontakt til klager herom.

5.4.4. Vurdering

For at sikre en hurtig afgørelse, er det vigtigt, at der er adgang til genoptagelse, og den nødvendige hjemmel herfor skal derfor sikres. Med henblik på at opnå en enklere og mere effektiv genoptagelsesadgang, kan forslaget til lovændring under punkt 5.4.3. overvejes.

5.5. Hjemvisning

5.5.1. Lov og proces

Ved hjemvisning af en skattesag forstås normalt, at en skatteansættelse underkendes, og sagen hjemvises til ligningsmyndigheden til fornyet ansættelse. Domstolene hjemviser således jævnligt sager om værdiskøn, hvor de er uenige med skattemyndigheden. I stedet for at foretage en ny ansættelse hjemvises sagen til ligningsmyndigheden til fornyet ansættelse.

Landsskatteretten hjemviser ikke, således som det sker ved domstolene. I ganske særlige tilfælde kan Landsskatteretten træffe en afgørelse, der uden beløbsmæssig opgørelse alene fastlægger de principper, hvorefter den påklagede afgørelse skal træffes. Told- og skatteforvaltningen foranlediger herefter, at afgørelsen træffes i overensstemmelse med Landsskatterettens anvisning, jf. § 17, stk. 2, i Landsskatterettens forretningsorden.

En kendelse, der alene angiver retningslinierne for en beløbsmæssig opgørelse, kaldes en delkendelse. Kerneområdet for disse kendelser er sager, hvor tvisten for eksempel vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en person er lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, om en virksomhed er erhvervsmæssig drevet eller er hobbyvirksomhed, om overskud ved salg af ejendom skal beskattes som næring, dvs. efter statsskatteloven eller efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

I disse sager tager Landsskatteretten alene stilling til det påklagede forhold: Personens/virksomhedens/ejendommens status. Ligningsmyndigheden kan herefter tage stilling til den talmæssige opgørelse, og klageren be­varer muligheden for 2-instans prøvelse af denne opgørelse.

Sådanne delkendelser kan være praktiske og har altid været anvendt. De giver stort set aldrig anledning til, at Landsskatteretten ser sagen igen.

Der findes ikke nogen statistisk oversigt over Landsskatterettens afsigelse af delkendelser. Anvendelsen søges begrænset mest muligt, da sagerne bør finde deres endelige afslutning i Landsskatteretten, således at man samlet set forkorter sagsbehandlingstiden.

5.5.2. Hjemmel til hjemvisning

Man kunne forestille sig, at der blev indført en hjemmel til, at Landsskatteretten og ankenævnene kan hjemvise en sag, såfremt det for Landsskatteretten/ankenævnet forelagte materiale medfører, at den påklagede afgørelse ikke længere kan danne grundlag for en klagebehandling.

Som eksempel på en situation, hvor hjemvisning vil kunne være relevant, kan nævnes en afgørelse, hvor ansættelsen i 1. instans er sket skønsmæssigt pga. manglende regnskaber, og hvor der ved klagen til Landsskatteretten/skatteankenævnet fremlægges regnskabsmæssige oplysninger. I den situation vil der typisk ikke være grundlag for at fastholde den skønsmæssige ansættelse, men da der ikke har været nogen ligningsmæssig gennemgang af regnskabet, kan retten/skatteankenævnet heller ikke umiddelbart ændre i overensstemmelse med regnskabet.

Sådan en sag vil være uegnet til klagebehandling, da der ikke har været nogen ligning af regnskabet. Hvis sagen behandles i Landsskatteretten/ ankenævnet, vil retten/skatteankenævnet tage stilling til regnskabet som 1. instans. Såfremt sagen i stedet hjemvises, sikres adgangen til at få prøvet en afgørelse i to/tre instanser.

Landsskatterettens afgørelser om hjemvisning bør træffes på samme måde, som det påklagede materielle spørgsmål i givet fald skulle være afgjort. Det vil sige, at sager der skal nævnsbehandles, også skal hjemvises ved nævnsbehandling, mens klager, der skal afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, også kan hjemvises uden medvirken af ordinære rets­medlemmer.

Fordelen ved at hjemvise en sag, der som den foreligger for Landsskatteretten/ankenævnet er uegnet til klagebehandling, vil være, at 1. instans får lejlighed til at træffe afgørelse - før spørgsmålet undergives klagebehandling. Derved sikres to-/tre-instans prøvelsen.

Klageren får herved også et klart incitament til at fremlægge den relevante dokumentation så tidligt som muligt, da konsekvensen af at vente til sagen påklages til Landsskatteretten/ankenævnet, kan være en hjemvisning med deraf følgende længere sagsbehandlingstid.

Ulempen ved at hjemvise vil være, at disse sager risikerer at få en længere sagsbehandlingstid samlet set, da klageren muligvis alligevel skal klage til Landsskatteretten/ankenævnet, såfremt der er uenighed om den afgørelse, der træffes i 1. instans.

Spørgsmålet om hjemvisning af skattesager til ligningsmyndighederne har været behandlet i Skatteretsrådet. Af rådets notat af 2. juni 2005 fremgår det blandt andet, at det efter rådets opfattelse er vigtigt, at Landsskatteretten ikke er tilbageholdende med at efterprøve skattemyndighedernes skøn og eventuelt selv udøve et skøn og foretage en beløbsopgørelse. Det er efter rådets opfattelse vigtigt, at Landsskatteretten kun helt undtagelsesvis benytter adgangen til at afsige delkendelser.

Det er helt sædvanligt, at der fremlægges nye oplysninger og ny dokumentation ved sagens behandling i Landsskatteretten/ankenævnet. Det er en naturlig følge af, at Landsskatteretten/ankenævnet foretager en selvstændig prøvelse af sagen og bør sædvanligvis ikke føre til, at sagen hjemvises. 

Samlet set er det vurderingen, at Landsskatterettens mulighed for at afsige delkendelser ikke skal suppleres med muligheden for at hjemvise sager.

5.6. Hurtigere fuldbyrdelse

5.6.1. Sammenhæng med kommissoriet

Set fra en borgersynsvinkel er det afgørende at se på det samlede forløb under ét, dvs. fra uenigheden starter, til spørgsmålet om skatteansættelsen er løst i form af modtagelse af en ny årsopgørelse. Det er derfor relevant ikke kun at se på tidsforbruget hos de enkelte instanser, men også at være opmærksom på den samlede proces. Derfor har fuldbyrdelsen også været undersøgt, selvom det ligger på grænsen af projektets kommissorium.

5.6.2. Elementer i fuldbyrdelsen

Fuldbyrdelsen af kendelsen er skattecentrenes ansvar. Sagsforløbet er gennemgået i tabel 5.1.

Efter modtagelsen foranlediger det ansvarlige skattecenter, at klageinstansens afgørelse indberettes i SLUT-systemet mm. Hvor længe der herefter går, før klageren kan få sin års- eller skatteopgørelse og afregning, afhænger af de edb-mæssige kørselsintervaller. For ældre indkomstår kan kørslerne f.eks. foregå en gang om måneden eller kvartalsvis. Jo ældre indkomst- og skatteår der er behandlet, jo længere tid går der. Kørselsplanen er vist i tabel 5.2.

5.6.3. Forslag om at samle kompetencer

I dag er fuldbyrdelsesprocessen, herunder indberetning i SLUT-system, spredt ud på alle skattecentre. I skattecentrene varetages opgaven endvidere også decentralt ude i de enkelte afdelinger. Medarbejdere, der sidder med indberetninger, skal have et godt kendskab til SLUT-systemet. Dette kan være vanskeligt at tilgodese i dag med den nuværende decentrale behandling. Endvidere skaber organiseringen risiko for, at fuldbyrdelsen trækker i langdrag som følge af sygdom, ferie o.lign. 

Der kan derfor være fordele i at samle indberetningen til SLUT-systemet af afgørelser fra Landsskatteretten, skatteankenævnene og domstolene. Samlingen af indberetningskompetencer kan ske enten inden for de enkelte samarbejder eller på landsplan.

Vurdering

Fordelen ved forslaget er, at kompetencer samles, og sagsgangen kan ensrettes og evt. forbedres.

Der kan opnås en tidsbesparelse for klager og en effektivisering for SKAT.

Forslaget vil ikke kræve ændring af skatteforvaltningsloven.

Der er tale om et initiativ til at få fuldbyrdelsen til at ske hurtigt, hvilket vil styrke borgernes retssikkerhed.

Der arbejdes videre med forslaget i SKAT.

5.6.4. Forslag vedrørende domstolsafgørelser

Kammeradvokaten sender i dag domstolsafgørelser i papirudgave til Departementet, Hovedcentret i SKAT og Landsskatteretten. Hovedcentret videresender herefter afgørelserne til det relevante skattecenter.

Proceduren i dag forsinker fuldbyrdelsen unødigt, og det har derfor været overvejet i stedet ikke at lade domstolsafgørelser gå over Hovedcentret, men at lade Kammeradvokaten sende afgørelserne direkte til de respektive samarbejder eller centre samtidigt. Hvis der sker en samling af kompetencerne, som beskrevet oven for vil det i givet fald skulle sendes hertil.

Et sådan forslag kræver, at SKAT informere Kammeradvokaten om, hvorhen domstolsafgørelsen skal sendes i forhold til fuldbyrdelsen. Hvis der sker en centralisering af kompetencerne på fuldbyrdelsen vil det være rimeligt enkelt for Kammeradvokaten at administrere den nye praksis. Hvis den forbliver mere decentral kan informationen eventuelt gives i forbindelse med SKATs udtalelse til Kammeradvokaten om rækkevidden af sagen ved sagens anlæg.

Proceduren vil desuden kunne forløbe hurtigere, hvis Kammeradvokaten indscanner dommene og udsender dem elektronisk til de nævnte myndigheder.     

Vurdering

Fordelen ved forslaget er at få effektiviseret fuldbyrdelsen i forhold til klageren.

Der kan opnås en tidsbesparelse for klager.

Forslaget vil ikke kræve ændring af skatteforvaltningsloven.

Der er tale om et initiativ, som nedbringer tidsforbruget i forhold til fuldbyrdelsen, hvilket vil styrke borgernes retssikkerhed.

Der arbejdes videre med forslaget i SKAT og Departementet.

5.7. Fælles afgørelsesskabelon

I det følgende drøftes mulighederne for at udarbejde et koncept til en fælles afgørelsesskabelon, der på en overskuelig måde viser det selvangivne samt ligningsmyndighedens og klageinstansernes afgørelser i oversigtsform. En sådan oversigt bliver allerede anvendt af nogle skatteankenævn.

Derudover kan en sådan afgørelsesskabelon måske erstatte den vejledende medholdsvurdering og dermed være et bidrag til skattecentrets sagsbehandling i relation til udbetaling af omkostningsgodtgørelse, ligesom en afgørelsesskabelon måske vil kunne medføre en tidsbesparelse for den medarbejder, der skal indtaste det endelige resultat af afgørelsen.

5.7.1. Projekt i Ankecentret

I Ankecentrets regi har en arbejdsgruppe i april 2007 afsluttet en systematisk revision af skabeloner og koncepter for ankenævnenes skriftlige kommunikation med klagere, herunder Foreningen af Danske Skatteankenævns sagsfremstillingskoncept. Arbejdsgruppen har refereret til Foreningen af Danske Skatteankenævns bestyrelse og til ankechefen. Resultatet af arbejdsgruppens arbejde er i maj 2007 præcenteret overfor såvel skatteankenævn som medarbejdere i ankenævnssekretariaterne. I tabel 5.3 er vist et eksempel på den fælles systematik, som indgår i arbejdsgruppens anbefalinger.

1) Det skal fremgå, hvis klager har ændret påstand undervejs og/eller der er punkter, der er frafaldet.

I forslag til skabelon som vist i tabel 5.3 er der ikke taget højde for principielle spørgsmål. Sådanne overvejelser vil også kunne indgå i skabelonen. I tabel 5.4 er vist mulige eksempler herpå.

1) Det skal fremgå, hvis klager har ændret påstand undervejs og/eller der er punkter, der er frafaldet.

I det materiale, som sendes til klageren med afgørelsen, kan den systematiserede fremstilling indgå på flere forskellige måder. En mulighed er at placere oversigten i afgørelsen/kendelsen. En anden mulighed er at lade den indgå i sagsfremstillingen.

5.7.2. Afgørelseskoncept i Landsskatteretten

Landsskatteretten har i 2002 og 2003 haft emnerne skriftlig kommunikation henholdsvis sprogpolitik som kampagnemål. I denne forbindelse er der blandt andet udarbejdet en skriftlig sprogpolitik, en vejledning til kendelsesskrivning og et nyt kendelseskoncept. Af den nye vejledning til kendelsesskrivning fremgår blandt andet, at afgørelsen skal stå først i kendelsen. Det skal således være nemt for læseren af kendelsen at finde frem til afgørelsen, da afgørelsen er kendelsens vigtigste budskab.

I januar 2006 trådte Skatteministeriets sprogpolitik i kraft. Sprogpolitikken omfatter hele koncernen. Landsskatterettens sprogpolitik blev i denne forbindelse opdateret og ændret til en "Skriveguide". At afgørelsen skal stå først fremgår derfor nu af skriveguiden, vejledningen i kendelsesskrivning (opdateres løbende) og kendelseskonceptet.

I forbindelse med ændringen af kendelseskonceptet i 2003 blev selve formen for afgørelsen også ændret. For en sag med flere punkter og flere indkomstår, og hvor der er tale en skatteankenævnsafgørelse, vil afgørelsen herefter kunne opstilles således:

Indkomståret 2006

Subjektiv skattepligt

Skatteankenævnet har anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Kapitalindkomst

Skatteankenævnet har forhøjet fortjeneste ved salg af ejendommen Mellemskattevej 50 med 800.000 kr.

Avance er selvangivet med 100.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Indkomståret 2007

Formalitet

Skatteankenævnet har ikke anset skattecentrets afgørelse for ugyldig på grund af manglende begrundelse.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for udgifter til vedligeholdelse med 300.000 kr.

Udgifter til vedligeholdelse er selvangivet med 750.000 kr.

Landsskatteretten godkender fradrag for vedligeholdelsesudgifter med 625.000 kr.

Ligningsmæssige fradrag

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for udgifter til befordring mellem hjem og arbejde, selvangivet med 8.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Der føres ikke statistik over antallet af klagepunkter i sagerne. I nogle sager vil der kun være et eller to klagepunkter, der vedrører et ikke godkendt fradrag af den ene eller anden art. Det er dog langt fra ualmindeligt, at der er påklaget en lang række punkter som ved ovennævnte opstilling.

Landsskatteretten er klageinstans for en lang række afgørelser, der ikke kan påklages til skatteankenævnene, blandt andet selskabssager, told-, moms- og afgiftssager samt andre klagesager, herunder inddrivelsessager. I en del af disse sager, for eksempel tariferingssager og i mange af de klagesager, der afgøres som kontorsager, kan Landsskatterettens afgørelse ikke sættes ind i et skema. Derudover har Landsskatteretten mulighed for at udarbejde delkendelser, hvorved alene angives retningslinierne for den nærmere talmæssige opgørelse. Delkendelserne kan heller ikke indføres i et skema.

Landsskatteretten har gennem brugerundersøgelser erfaret, at brugerne af Landsskatterettens afgørelser er meget tilfredse med den måde, afgørelserne er bygget op på. Der er endvidere tale om en fleksibel løsning, hvor der i den enkelte sag kan benyttes individuelle formuleringer, så kommunikationen sker direkte til den enkelte skatteyder.

5.7.3. Forslag til fælles afgørelsesskabelon

Det foreslås at etablere et koncernprojekt, hvor der tages nærmere stilling til, om der på koncernbasis skal udarbejdes en fælles afgørelsesskabelon, der uden at være en del af selve afgørelsen, kan følge med sagen gennem systemet som et bilag, der efter institutionens eget valg kan skrives ind i sagsfremstillingen, skrives ind efter selve afgørelsen, fremgå af en følgeskrivelse eller vedlægges som et selvstændigt dokument. Det må således forudsætningsvist være op til de enkelte institutioner selv eventuelt at implementere en afgørelsesskabelon indenfor de givne rammer.

For at mindske det merarbejde for klageinstanserne, som en afgørelsesskabelon vil medføre, forudsættes det, at der i hver sag udarbejdes en skabelon hos SKAT, som sendes elektronisk til klageinstansen, der så i givet fald sender den videre til næste klageinstans. På denne måde påføres klageinstanserne ikke dette merarbejde ved at skulle skrive skemaet ind hver gang. I modsat fald vil afgørelsesskabelonen være kilde til betydeligt mere arbejde for klageinstanserne end udarbejdelse af en vejledende medholdsvurdering.

Det må endvidere præciseres, at der er tale om en oversigt i form af en vejledning, der ikke har status af en afgørelse og dermed ikke selvstændigt kan påklages. Derudover må det præciseres, hvem der i de respektive institutioner er ansvarlig for oversigtens udformning. For Landsskatteretten må det således understreges, at det ikke er retsmedlemmerne, der har udarbejdet sagsoversigten.

Overvejelser (fordele og ulemper)

Det kan i dag være vanskeligt for borgeren at danne sig et overblik over klagen, herunder afgørelsen set i forhold til SKATs afgørelse. Dette kunne afhjælpes ved en fælles afgørelsesskabelon. En styrket koordination vil endvidere kunne bidrage til, at det bliver nemmere på tværs af koncernen at danne sig en hurtig oversigt over klageforløbet. Det vil desuden kunne bidrage til, at den proces, som der er i SKAT med henholdsvis fuldbyrdelse og udbetaling af omkostningsgodtgørelse, bliver gjort lettere gennem en ensartet systematik.

Heroverfor kan man indvende, at det trods ændring af afgørelsesformen formentlig stadig kan være vanskeligt at få et hurtigt overblik over afgørelsen, hvis der er mange klagepunkter. Det er langt fra alle afgørelser, der egner sig til at blive indsat i et skema. Dette gælder blandt andet Landsskatterettens delkendelser, hvor retten udstikker retningslinierne for den nærmere talmæssige opgørelse, ligesom de afgørelser, hvor der sættes nye vilkår for en tilladelse, eller hvor der ændres på en henstandsperiode e.lign. vil være uegnede til at indplacere i et skema.

Derudover vil det kræve en vis disciplin at udfylde skemaet på en ensartet måde og i øvrigt sikre, at det er det samme, der står i den skriftlige afgørelse som i skabelonen. Nødvendigheden af dette kan illustreres med et konkret tilfælde, hvor der ikke er overensstemmelse mellem afgørelse og skema. Af afgørelsen fremgår følgende:

”Den foretagne forhøjelse vedrørende varme- og forbrugsudgifter på 14.358 kr. stadfæstes.”

I sagsfremstillingen er udarbejdet en oversigt over afgørelsen, hvoraf bl.a. fremgår:

Ingen af delene er sådan set forkerte, men de 3.607 kr. er det godkendte beløb, mens de 14.358 kr. er forhøjelsen. Dette fremgår for så vidt også af teksten, men det kan alligevel virke forvirrende for læseren, at der ikke er overensstemmelse mellem oversigten og afgørelsen i relation til, om der skal tages udgangspunkt i forhøjelsen eller det godkendte beløb.

I forlængelse heraf må det endvidere sikres, at de respektive myndigheder er enige om, hvorvidt det er selve ansættelsen, fradraget eller forhøjelsen, der skal fremgå af skemaet. I dag er der eksempelvis i praksis ofte forskel på ligningsmyndighedens afgørelse og skatteankenævnenes henholdsvis Lands­skatterettens afgørelser, idet ligningsmyndigheden i mange tilfælde vil tage udgangspunkt i et samlet resultat, mens klageinstanserne typisk vil specificere de enkelte punkter i afgørelsen.

Det er derudover spørgsmålet, om en fælles afgørelsesskabelon vil spare tid på koncernplan. Hvis SKAT skal udarbejde et skema i alle sager, vil dette være en yderligere arbejdsbyrde i forhold til i dag, hvorimod det vil være en yderligere arbejdsbyrde for klageinstanserne i forhold til den nuværende medholdsvurdering, hvis klageinstanserne i stedet skal udarbejde skemaet i de sager, hvor de er 1. instans. En fælles afgørelsesskabelon vil således ikke som sådan kunne erstatte en medholdsvurdering, idet den ikke viser institutionens opfattelse af medholdsgraden, men alene angiver sagens resultat i oversigtsform.

Vurdering

Forudsat man kan skabe en ensartethed i den praktiske anvendelse af skabelonerne, må man lægge til grund, at forslaget vil styrke retssikkerheden for borgerne, fordi risikoen for mulige misforståelser som følge af forskellige præsentationspraksisser hos de forskellige institutioner formindskes.

Herudover vil det bliver lettere for borgeren, at danne sig et overblik over de væsentlige elementer i klagesagen. Endelig vil borgeren også lettere på tværs af koncernen kunne danne sig et overblik over sagsforløbet.

Modsat vil borgeren i mere uoverskuelige sager have vanskeligt ved at vurdere det samlede resultat af sagen i forhold til medholdsvurderingen, jf. de retssikkerhedsmæssige bemærkninger ovenfor.

Det er usikkert, om forslaget vil kræve en egentlig lovændring. Det er nødvendigt at specificere - enten i en lovbestemmelse eller i bemærkninger - hvilken retlig karakter et afgørelsesskema tiltænkes.

Det vil derudover muligvis være nødvendigt at ændre ansøgningsblanketten for omkostningsgodtgørelse, så det sikres, at den fælles afgørelsesskabelon altid indgår i det materiale, der skal vedlægges ansøgningsblanketten.

Det foreslås derfor at etablere et koncernprojekt, hvor der tages nærmere stilling til, om der på koncernbasis skal udarbejdes en fælles afgørelsesskabelon, der uden at være en del af afgørelsen skal følge med afgørelsen gennem systemet. Som led heri skal der ses på initiativer til at begrænse merarbejdet ved at skulle udarbejde en afgørelsesskabelon, herunder indberetning via borgerportal, elektronisk udveksling af en præudfyldt skabelon fra ankenævn og eventuelt SKAT. Endvidere skal projektet overveje, hvordan det kan sikres, at den fælles afgørelsesskabelon kun ses som en vejledning og ikke får status af en afgørelse, der selvstændigt kan påklages. Endelig skal projektet tage stilling til, om afgørelsesskabelonen kræver lovgivning.

5.8. Medholdsvurdering

5.8.1. Indledning

Landsskatteretten fik i forbindelse med ændringen af reglerne om omkostningsgodtgørelse i 2002 til opgave at udarbejde en vejledende medholdsvurdering om medholdsgraden i Landsskatterettens afgørelser.

Det har været overvejet, hvorvidt man kan lade denne medholdsvurdering bortfalde for at undgå dobbeltarbejde ved, at Landsskatteretten først udarbejder en vejledende medholdsvurdering med angivelse af medholdsgraden, og at skattecentret herefter selvstændigt skal tage stilling til afgørelsen af medholdsgraden i forbindelse med udbetaling af omkostningsgodtgørelse.

Det er dog spørgsmålet, om det samlet set vil være hensigtsmæssigt at lade de vejledende medholdsvurderinger bortfalde, og om man i givet fald kan opstille forslag til afhjælpning af eventuelle ulemper herved.

Der er ved nærværende alene set på vejledende medholdsvurderinger i Landsskatterettens kendelser, men argumentationen kan for en stor dels vedkommende tillige overføres på skatteankenævnene. Disse er dog ikke klageinstans for spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse.

5.8.2. Baggrund for udarbejdelse af vejledende medholds­vurderinger

Medholdsvurderingen kom ind ved indførelsen af ordningen om 100 pct.’s godtgørelse ved fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i lovfor-slag L 54 (FT 2001/02), jf. lov nr. 388 af 6. juni 2002. Bestemmelsen blev indsat i den daværende skattestyrelseslovs § 33 E og havde følgende ordlyd:

”I sager, der afgøres administrativt, afgiver den instans, der træffer afgørelse i den godtgørelsesberettigede sag, samtidig med afgørelsen i sagen en begrundet udtalelse om, i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede har fået medhold i det eller de godtgørelsesberettigede spørgsmål, som er forelagt den. Denne udtalelse indgår i vurderingen af størrelsen af den godtgørelse, den godtgørelsesberettigede er berettiget til. Udtalelsen er dog ikke bindende for afgørelsen af spørgsmålet om godtgørelsens størrelse.

Stk. 2. Afgøres sagen af et skatteankenævn, Landsskatteretten eller Ligningsrådet, kan udtalelsen i stk. 1 afgives henholdsvis af den kommunale skattemyndighed som sekretariat for skatteankenævnet, af en kontorchef i Landsskatteretten og af formanden for Ligningsrådet.”

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det bl.a., at baggrunden for forslaget er, at de administrative instanser, som har behandlet det materielle skatte- eller afgiftsspørgsmål i sagen, må antages at kunne yde et meget væsentligt bidrag til afklaringen af medholdsspørgsmålet. Told- og skatteregionerne ville i modsat fald blive påført et meget betydeligt arbejde med at vurdere betydningen af sagens udfald ved de enkelte instanser for at kunne danne sig et samlet billede af medholdsgraden. Det må endvidere antages, at told- og skatteregionerne i en vis udstrækning alligevel ville indhente udtalelser fra de administrative instanser for at få disse myndigheders syn på medholdsspørgsmålet.

Derudover fremgår det af de almindelige bemærkninger, at udgangspunktet er, at told- og skatteregionen følger medholdsvurderingen i udtalelserne fra klageinstanserne, men at told- og skatteregionen ikke er forpligtet hertil, hvis de ikke er enige i medholdsvurderingerne. Medholdsvurderingerne er således alene vejledende.

Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om medholdsgraden som told- og skatteforvaltningens medholdsvurdering, herunder den samlede med­holdsvurdering, må foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen. Antallet af klagepunkter er ikke i sig selv afgørende.

Der kan ifølge de almindelige bemærkninger ikke i alle tilfælde tages udgangspunkt i selve den konkrete sags beløbsmæssige betydning for den skatte- og afgiftspligtige. Hvis sagen således er af principiel betydning, må dette moment også tillægges vægt. Det er herefter nævnt, at følgende kan indgå i vurderingen:

• Sagsgenstandens beløbsmæssige værdi.
• På hvilket niveau i det administrative klagesystem eller domstolene sagen er afgjort.
• Sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte- eller afgiftspligtige eller retstilstanden på området i øvrigt.
• Udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende punkt (punktets tyngde).

Vejledende medholdsvurderinger er ikke omtalt i betænkning nr. 1382 om omkostningsdækningsordningen fra ”Udvalget om behandling af borgernes udgifter ved klage på skatte- og afgiftsområdet” fra februar 2000.Dette skyldes, at udvalget netop ikke kunne anbefale en ordning med 100 pct.´s omkostningsgodtgørelse.  

Angående SKATs administration af ordningen kan det oplyses, at følgende fremgår af Procesvejledningen 2007-2, afsnit K.2:

”SKAT lader udtalelsen indgå i sin vurdering af medholdsgraden i sagen. Udtalelsen er ikke bindende for SKATs afgørelse, men kun vejledende, om end den må tillægges meget betydelig vægt. Det kan således tænkes, at SKAT ikke følger vurderingen i udtalelsen, hvis den ikke deler klageinstansens vurdering af medholdsgraden.”

Afvigelser mellem SKATs og klageinstansens opfattelse af medholdsgraden er angivet for 2004 og 2005 i tabel 5.6 og 5.7. 

Tabellerne skal læses således, at SKATs vurdering af klageinstansernes medholdsgrad i de enkelte sager fremkommer ved, at sammenholde inddelingen af klageinstansens medholdsvurderinger med SKATs medholdsvurderinger. Eksempelvis viser de første tal i tabel 5.6, at klageinstanserne i 2004 har givet fuldt medhold i 1.159 sager. SKAT har været enig heri. For samme år har klageinstanserne givet fuldt medhold i 20 sager, som SKAT har vurderet som medhold i overvejende grad. De tal, der er markeret med gråt, viser således de situationer, hvor SKAT og klageinstansen har været enige. 

Det fremgår af tabellerne, at SKAT og klageinstansen er enige i langt hovedparten af tilfældene, men at der i visse situationer er uenighed om vurderingen af medholdsgraden i afgørelsen. Man må blandt andet hæfte sig ved, at SKAT i henholdsvis 19 og 18 sager for årene 2004 og 2005 har anset sagen for tabt, mens klageinstanserne har vurderet, at der er givet fuldt medhold. Det er vanskeligtat vurdere, hvad der ligger til grund herfor, når man ikke kan se de konkrete sager.

5.8.3. Udarbejdelse af medholdsvurderinger i Landsskatteretten i praksis

Bestemmelsen om udarbejdelse af vejledende medholdsvurderinger fremgår i dag af skatteforvaltningslovens § 56, stk. 1 og 2. Det fremgår af bestemmelsen, at der samtidig med sagens afgørelse afgives en begrundet udtalelse om, i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede har fået medhold i det eller de godtgørelsesberettigede spørgsmål, som har været forelagt for retten. Denne udtalelse er alene af vejledende karakter for dels klager og dels den myndighed, der skal træffe afgørelse om omkostningsgodtgørelsen. Vejledende udtalelse udarbejdes ifølge skatteforvaltningslovens § 56, stk. 2, af kontorchefen i Landsskatteretten.

I praksis indarbejdes medholdsvurderingen på den måde, at når sagen kommer tilbage fra votering, noterer kontorchefen medholdsgraden på sagen. Det kan her være en fordel, hvis sagsbehandleren allerede i forbindelse med udarbejdelsen af kendelsesudkastet har noteret medholdsgraden i forbindelse med indstillingen, idet sagsbehandleren må forudsættes at være grundigt inde i sagen på det tidspunkt, hvor indstillingen udarbejdes. Det kan herunder være fordelagtigt at notere, om der er frafaldet klagepunkter, idet medholdsgraden vurderes i forhold til det oprindeligt påklagede.

Sagen overgår herefter til en medarbejder, der indsætter en makro svarende til den foretagne medholdsvurdering i kendelsen. Der er til brug herfor udarbejdet en række standarder vedrørende henholdsvis fuldt medhold, medhold i overvejende grad og ikke medhold, der kan hentes ind i kendelsen i forbindelse med kendelsesskrivningen, jf. boks 5.1.

I sager, hvor afgørelsen lyder på stadfæstelse eller hel nedsættelse, vil vurderingen af medholdsgraden sjældent give anledning til diskussion.

Hvis der er tale om medhold i mindre grad eller i overvejende grad kan den vejledende udtalelse give anledning til egentlig sagsbehandling. Behandlingen består i at vurdere, om der er givet beløbsmæssigt medhold med over 50 procent. Beløbsmæssigt medhold med præcist 50 procent er således ikke medhold i overvejende grad.

Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om medholdsgraden som SKATs medholdsvurdering, herunder den samlede medholdsvurdering, må foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målige forhold i sagen. Udgangspunktet for medholdsvurderingen er sagens beløbsmæssige genstand. En eventuel tvivl skal komme den skatte- eller afgiftspligtige til gode.

Herudover kan de sager, hvor der er afsagt delkendelse, også give anledning til yderligere arbejde. En delkendelse er en afgørelse, hvor der udstikkes retningslinier for den beløbsmæssige opgørelse. Det kan her være vanskeligt at se medholdsgraden, idet der netop ikke er taget stilling til den beløbsmæssige opgørelse. Man må her tage udgangspunkt i, om der er givet medhold i de principielle forhold i klageskrivelsen.

Der gøres opmærksom på, at medholdsvurderingen fra Landsskatteretten alene er af vejledende karakter. Medholdsvurderingen kan således ikke påklages hverken administrativt eller til domstolene.

Landsskatteretten udarbejder i øvrigt ikke vejledende udtalelser om medholdsgraden, hvis der ikke har været repræsentant på sagen, selvom der godt kan opstå sager om omkostningsgodtgørelse for skattecentrene i disse tilfælde. Hvis SKAT i disse tilfælde efterfølgende anmoder om en medholdsvurdering, udarbejder Landsskatteretten en sådan.

5.8.4. Forslag om bortfald af den vejledende medholdsvurdering

Overvejelser (fordele og ulemper)

Eftersom skattecentret under alle omstændigheder skal træffe en selvstændig afgørelse om medholdsgraden, kan det forekomme overflødigt, at Landsskatteretten allerede har taget stilling til nøjagtigt samme spørgsmål, selvom der formelt set alene er tale om en vejledende udtalelse. I forlængelse heraf kan der være en række principielle grunde til, at Landsskatteretten ikke bør udarbejde en vejledende medholdsvurdering, efter at Landsskatteretten pr. 1. november 2005 er blevet klageinstans for skattecentrenes afgørelser om omkostningsgodtgørelse.

Derudover kan man forestille sig, at de vejledende medholdsvurderinger i visse tilfælde kan vanskeliggøre sagsbehandlingen for skattecentrene. Det må for eksempel antages at kunne give anledning til yderligere sagsbehandling for et skattecenter, hvis de ikke er enige i en vejledende medholdsvurdering, der er til gunst for skatteyderen, idet skatteyderen formentlig har en forventning om, at skattecentret følger den vejledende medholdsvurdering.

Heroverfor kan man sige, at selve det praktiske arbejde med at udarbejde  vejledende medholdsvurderinger, efter at ordningen er implementeret, sjældent giver anledning til væsentlig sagsbehandling for Landsskatteretten, ligesom Landsskatteretten alt andet lige må være den nærmeste instans til at vurdere medholdsgraden af sine egne afgørelser. I Landsskatterettens afgørelser gengives også som udgangspunkt alene klagerens endelige påstand. Hvis der under klagebehandlingen er frafaldet klagepunkter eller påstanden nedsættes, vil dette derfor typisk ikke fremgå af afgørelsen. Da medholdsvurderingen foretages ved at sammenholde den oprindelige påstand med resultatet i Landsskatterettens afgørelse, vil det alene af medholdsvurderingen fremgå, om klagen oprindeligt har haft et andet indhold. Det er således spørgsmålet, om det vil virke ressourcebesparende at lade medholdsvurderingen bortfalde.

Derudover må medholdsvurderingen opfattes som et bidrag til oplysning af skattecentrernes sager vedrørende udbetaling af omkostningsgodtgørelse, og det kan nok ikke udelukkes, at bortfald af medholdsvurderingen vil kunne give merarbejde til skattecentrene, herunder ved vurderingen af om der er givet medhold i overvejende grad i et principielt spørgsmål. Til dette kan man dog sige, at repræsentanter fra skattecentre har tilkendegivet, at de vejledende medholdsvurderinger i nogle sager kan være af begrænset værdi. Man kan måske derfor på baggrund heraf forsigtigt konkludere, at forudsætningen for at indføre de vejledende medholdsvurderinger, se pkt. 5.8.2, nemlig at medholdsvurderingerne kunne aflaste told- og skatteforvaltningen, i praksis har vist sig ikke fuld ud at holde stik. SKAT har desuagtet tilkendegivet, at såfremt de vejledende medholdsvurderinger skal bortfalde, bør der kompenseres herfor i form af for eksempel en fælles afgørelsesskabelon, se afsnit 5.7.

Det er endvidere spørgsmålet, om klagerne vil se det som et tab af information, hvis de vejledende medholdsvurderinger bortfalder. På den ene side kan man sige, at den vejledende medholdsvurdering kan være en hjælp for borgeren, når denne skal søge om omkostningsgodtgørelse. Dette vil særligt være tilfældet, hvis Landsskatteretten har anført i den vejledende medholdsvurdering, at der er givet medhold i overvejende grad, idet der er givet medhold i et principielt forhold, selvom der ikke beløbsmæssigt er givet medhold i overvejende grad.

Man kan derfor frygte, at der kan opstå yderligere klagesager, hvis klageren er usikker på, hvorvidt der rettelig er givet medhold i et principielt spørgsmål. På denne måde kan bortfald af den vejledende medholdsvurdering i visse tilfælde virke forstærkende på antallet af klagesager.

På den anden side kan man sige, at klageren i hovedparten af sagerne må formodes allerede at være godt inde i sagen, hvorfor medholdsvurderingen derfor kan være af begrænset værdi. Den vejledende medholdsvurdering har formentlig først og fremmest betydning for den læser af afgørelsen, der ikke i forvejen kender afgørelsens tvist.

Vurdering

Der ses ikke at være afgørende retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at lade den vejledende medholdsvurdering bortfalde. Medholdsvurderingen er primært tænkt som et instrument til lettelse af sagsbehandlingen i told- og skatteforvaltningen, og medholdsvurderingens afledte funktion som vejledning overfor borgeren kan næppe anses for en egentlig retssikkerhedsgaranti, idet medholdsvurderingen blot er en vejledning eller forklaring til selve afgørelsen.

Den vejledende udtalelse vil dog kunne indeholde en brugeroplysning for borgeren, som gør det nemmere for denne at forstå, hvad resultatet af en mindre overskuelig sag har været. I den forbindelse vil udtalelsen kunne have betydning for borgerens vurdering af rimeligheden af rådgiverens honorar. Rådgiveren vil formentlig også i nogle situationer kunne have glæde af at kunne støtte sig til den vejledende udtalelse i sin rådgivning af klageren om evt. videreførelse af sagen.

Den nuværende ordning, hvor Landsskatteretten udarbejder en vejledende medholdsvurdering og samtidig er klageinstans for sagen vedrørende omkostningsgodtgørelse, er i øvrigt ikke uden retssikkerhedsmæssige problemer.

Forslagets gennemførelse vil kræve en ændring af skatteforvaltningslovens § 56. Hvis bortfald af medholdsvurderinger knyttes op på en fælles afgørelsesskabelon, vil det endvidere være hensigtsmæssigt at uddybe ordningen i bemærkningerne til lovbestemmelsen.

Medholdsvurderingens bortfald foreslås taget op i lyset af afrapporteringen fra koncernprojektet om en fælles afgørelsesskabelon.

5.9. Sagsgange på tværs af koncernen

5.9.1. Nye muligheder

Skattecentrene er i færd med at overgå til fuld elektronisk sagsbehandling. Fremadrettet vil alt materiale som udgangspunkt være tilgængeligt i elektronisk form, medmindre det konkret vurderes, at det ikke er egnet til indscanning. Historisk materiale på papir vil blive overført til elektronisk form i takt med, at skattecentre eller klageinstanser anmoder om, at konkrete sager indscannes.

Overgangen skaber nye muligheder, som man kan vælge at udnytte i koncernen. En væsentlig ny mulighed kan være, at SKAT som et tilbud til klageinstansen (ankenævn og eventuelt Landsskatteretten) giver online adgang til SKATs materiale med henblik på, at klageinstansen kan foretage dels udsøgning, dels overflytning af materiale, der har dannet grundlag for SKATs afgørelse.

Ankenævnene har udtrykt ønske om at få tilbudt denne adgang. Hvis ankenævnene vælger at gøre brug af den, vil det spille positivt ind på sagsbehandlingstiden i Landsskatteretten, at ankenævnene hurtigere vil kunne indhente den del af materialet, som nævnene i dag skal hente i SKAT for Landsskatteretten ifølge gældende instruks.

Der sigtes derfor mod at gennemføre et pilotprojekt, hvor ankenævnene får online adgang til SKATs elektroniske arkiver. Erfaringerne fra ankenævnenes brug af denne løsning vil efterfølgende kunne indgå i beslutningsgrundlaget for Landsskatterettens overvejelser.

Det materiale - som tilbuddet vil indebære, at klageinstansen opnår adgang til at kunne hente - vil være følgende:

• Afgørelser, som er påklaget.
• Materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, f.eks. selvangivelser, regnskaber og årsopgørelser.

Tilbuddet fra SKAT vil indebære, at klageinstansen kan få relevant sy-stemopkobling og -understøttelse til SKAT, og i første omgang vedrører det terminaladgang til KMD SKAT ligning. Opkoblingen tilpasses systemudviklingsintegrationen i koncernen og kan derfor godt være til enkelte systemer, så længe fuld integration ikke er tilvejebragt.

Udsøgningen skal kunne målrettes imod materiale, hvor der ikke er tvivl om relevansen for klageinstansen i relation til behandling af klagen. Hvis der opstår tvivl, rettes der en henvendelse til SKAT med henblik på at løse tvivlsproblemet. SKATs indsats skal kun vedrøre tvivlsproblemer, og hermed kan SKAT fremover undgå at bruge samme mængde ressourcer på at finde materiale frem som i dag.

I tabel 5.8 er angivet de typiske eksempler på dokumenter og materiale i en sag, som SKAT i dag fremsender i papir på baggrund af klageinstansens anmodning.

Ved kontaktmateriale menes eksempelvis skrivelse om materialeindkaldelse fra SKAT til klager.

Hvis klageinstansen ønsker at gøre brug af tilbuddet i dag, skal de have adgang til KMD SKAT ligning samt adgang til rekvisitionssystemet hos arkiverne.   

5.9.2. Krav om lovhjemmel

SKAT, Landsskatteretten og ankenævnene er efter lovgivningen at betragte som selvstændige myndigheder, og videregivelse af personoplysninger mellem myndighederne er underlagt persondatalovgivningens bestemmelser. For så vidt angår juridiske personer er videregivelse af oplysninger som hovedregel underlagt bestemmelserne i forvaltningsloven.

Forslaget indebærer, at der bliver tilbudt klageinstansen en adgang til selv at hente materiale i KMD SKAT Ligning i forbindelse med behandling af konkrete klagesager. Det vil sige at klageinstansen som et tilbud får mulighed for terminaladgang til SKATs dokumenter.

Det tidligere Registertilsynet og nu Datatilsynet har tidligere og senest i forbindelse med kommunalreformen givet udtryk for, at terminaladgang kræver eksplicit hjemmel i den modtagende myndigheds lovgrundlag.

Således har tilsynet givet udtryk for, at det af selve lovgivningen eller bemærkningerne hertil bør fremgå, at oplysningerne kan kræves "i elektronisk form", for at den "afgivende" myndighed (SKAT) må give en anden myndighed terminaladgang til oplysninger.

En sådan udtrykkelig hjemmel ses ikke indeholdt i skatteforvaltningsloven eller anden lovgivning vedrørende ankenævn eller Landsskatteretten. Videregivelse af oplysninger til klageinstansen kan således efter gældende lovgivning alene ske efter anmodning til SKAT. SKAT kan herefter oversende materiale, som der er anmodet om til klageinstansen. I dag sker det fortsat på papir.

Datatilsynet har efter fornyet henvendelse fra SKAT givet udtryk for, dels at der ikke var ændring i praksis vedrørende krav om udtrykkelig hjemmel til terminaladgang til oplysninger, dels at hjemlen burde fremgå direkte i loven.

Terminaladgangen kan også omfatte videregivelse af oplysninger om juridiske personer til klageinstansen og hermed oplysninger, der ikke er omfattet af persondataloven. Her er det også vurderingen, at det vil kræve udtrykkelig hjemmel. Det skyldes, at alle oplysninger i KMD SKAT Ligning vil være omfattet af skattemyndighedernes særlige tavshedspligt efter skatteforvaltningslovens § 17, men videregivelse af disse oplysninger vil kun være omfattet af persondataloven i det omfang, der er tale om personoplysninger, dvs. oplysninger om fysiske personer. Videregivelse af oplysninger om juridiske personer vil derimod som hovedregel, dvs. efter anmodning fra anden myndighed være omfattet af forvaltningsloven. Ved videregivelse af egen drift vil disse oplysninger være omfattet af særlig restriktive regler. Reglerne indeholder ikke adgang til videregivelse via terminal.

Derfor vil terminaladgang til oplysninger om juridiske personer også kræve udtrykkelig lovhjemmel, og det skal derfor fremgå af en eventuel bestemmelse, at den omfatter både personoplysninger og oplysninger om virksomheder mv.

Det vil således forudsætte lovhjemmel, hvis SKAT skal have mulighed for at stille sine oplysninger til rådighed for klageinstansen.

5.9.3. Landsskatterettens anvendelse af løsningen

Arkivmaterialet vedrørende juridiske og fysiske personer, som klager til Landsskatteretten, er i mange tilfælde meget omfattende. Dette hænger sammen med, dels at sager, som påklages til Landsskatteretten, typisk er væsentligt mere komplicerede end gennemsnittet, dels at den ligningsmæssige gennemgang og dialogen med disse skatteborgere/rådgivere i mange tilfælde har været bredere og vedrørt spørgsmål, som ikke er påklaget videre i systemet. Materialet i en sag ved Landsskatteretten vil dermed kun være en delmængde af det samlede materiale om de pågældende juridiske eller fysiske personer, og kun en del af ligningsmaterialet vil være relevant for behandlingen i Landsskatteretten.

Landsskatteretten vurderer derfor, at den foreslåede mulighed for at trække på SKATs sagsmateriale ikke umiddelbart vil være en lettelse af sagsgangen i Landsskatteretten. Landsskatteretten påpeger risikoen for, at det vil pålægge Landsskatteretten et betydeligt ekstraarbejde med at sortere i det omfattende sagsmateriale, som typisk ligger bag en afgørelse, som påklages til Landsskatteretten.

Løsningen vil dog på sigt også kunne være hensigtsmæssig for Landsskatteretten, når de elektroniske arkiver er kørt ind. Det forudsættes i den forbindelse, at de elektroniske sagsdokumenter er fuldstændige (jf. pkt. a), foreligger i struktureret og sorteret form (jf. pkt. b), og at den indledende høring af SKAT kan bevares (jf. pkt. c).

Pkt. a) Fuldstændige oplysninger

En pull-løsning må ikke skabe risiko for, at søgningen af sagsdokumenter ikke er fyldestgørende. Der må ikke være en risiko for, at sagsbehandlingen i Landsskatteretten baseres på et ufuldstændigt grundlag.

Pkt. b) Strukturerede og sorterede oplysninger

Skattesager, som påklages til Landsskatteretten, indeholder som nævnt i mange tilfælde et meget omfattende sagsmateriale - af vidt forskellig form, indhold og omfang. Sagsmaterialet kan omfatte alt fra kontrolrapporter og korrespondance til regnskabsmateriale og -bilag. Det forekommer ikke sjældent, at sagsmateriale i form af regnskaber og regnskabsbilag indsendes i kassevis. 

Landsskatteretten er med den hidtidige høringsprocedure sikret, at ansvaret for en udvælgelse og sortering af sagsmaterialet ligger hos SKAT, så relevant materiale viderebringes og irrelevant materiale så vidt muligt undgås. Landsskatteretten undgår hermed at skulle bruge ressourcer på at sortere overflødigt sagsmateriale fra. 

Anvendeligheden af den foreslåede løsning vil derfor afhænge af, hvorvidt det elektroniske sagsmateriale kan struktureres og sorteres på en sådan måde, at overskueligheden og tilgængeligheden sikres.

Pkt. c) Indledende høring

Den indledende høring tjener i dag flere formål:i) SKAT orienteres om, at der nu kører en klagesag, ii) SKAT får mulighed for at udtale sig i sagen (høring) og mulighed for at overveje genoptagelse af sagen, og iii) Landsskatteretten anmoder SKAT om at indsende det relevante sagsmateriale.

Høringen af den myndighed, som har truffet afgørelsen, er et naturligt og nødvendigt led i en klageinstans’ sagsbehandling, og kan efter Landskatterettens opfattelse ikke undværes. Det er derfor også afgørende, at en ny løsning er forenelig med en indledende høring.

5.9.4. Forslag til elementer i en lovhjemmel

Der sigtes som nævnt mod at gennemføre et pilotprojekt, hvor ankenævnene får online adgang til SKATs elektroniske arkiver. 

Pilotprojektet forudsætter lovhjemmel. En eventuel paragraf kan have følgende udformning:

”Stk. X. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter et ankenævn eller Landsskatteretten til brug for klagebehandling kan få elektronisk adgang til oplysninger om fysiske og juridiske personer, der er registreret hos told- og skatteforvaltningen.”

Af bemærkningerne kan det fremgå, at hovedformålet med bemyndigelsen er at forenkle proceduren for indhentning af materiale hos SKAT. Der er tale om en bemyndigelse, der skal sikre, at en sådan procedure sættes i værk i takt med, at den enkelte myndighed er parat hertil. Bemyndigelsen forventes først og fremmest udnyttet i forhold til ankenævnene. Bemyndigelsen vil også kunne sættes i værk for Landsskatteretten, såfremt Landsskatteretten  ønsker at udnytte tilbuddet.

Adgangen kan effektivisere den offentlige klagesagsbehandling og nedbringe sagsbehandlingstiden.

Det må ses som positivt, at man anvender de teknologiske muligheder for effektivisering af det administrative arbejde.

Det kan fremgå af bemærkningerne, hvordan adgangen administreres, herunder at det materiale, som klagemyndigheden henter, alene vil omfatte oplysninger, som myndigheden har behov for i forbindelse med dens konkrete myndighedsudøvelse. Der vil blive etableret sikkerhed i overensstemmelse med sikkerhedsbekendtgørelsens regler om autorisation og adgangskontrol. Klagemyndigheden, som ønsker at udnytte muligheden for elektronisk at hente materiale, fastsætter uddybende sikkerhedsregler. Det skal bl.a. fastsættes regler om sikkerhed ved modtagelse og videregivelse, opbevaring og sletning af oplysninger.

Endelig skal det nævnes, at bestemmelsen ikke ændrer på gældende retlige vilkår for ankenævnenes lovhjemlede kompetence til at kunne foretage afledte ændringer uanset klagens formulering.