4. Klageproces

4.1. Høringsfrister

4.1.1. Høringsfrister i forvaltningsprocessen

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal en myndighed foretage partshøring, hvis det antages, at en part i en sag ikke er bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Ved partshøring forstås, at myndigheden ikke må træffe afgørelse, før parten er blevet gjort bekendt med de pågældende oplysninger og har fået lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.

Pligten til at foretage partshøring gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Af stk. 2 følger en række undtagelser til partshøringspligten, bl.a. at denne pligt ikke gælder, hvis

• det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,
• udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,
• partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
• der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Endelig kan vedkommende minister efter bestemmelsens stk. 3 efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne bl.a. i stk. 2, nr. 1, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.

Bestemmelserne i forvaltningslovens § 19 er minimumsregler, der angiver, hvornår forvaltningsmyndigheden er forpligtet til at foretage partshøring. Der er ikke noget til hinder for, at forvaltningsmyndigheden gennemfører partshøring i videre omfang, jf. pkt. 105 i vejledning til forvaltningsloven.

Af pkt. 106 i vejledning til forvaltningsloven fremgår, at der normalt ikke er nogen grund til at fastsætte en frist, hvis ikke offentlige eller privatretlige interesser gør det påkrævet, at afgørelse træffes. I sådanne tilfælde gøres parten opmærksom på, at afgørelsen først bliver truffet, når myndigheden har fået bemærkningerne fra parten. I praksis vil der formentlig i de fleste tilfælde være interesse i at fastsætte en frist.

Videre fremgår det, at ved fastsættelsen af en frist bør der gives den pågældende part rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje udtalelsernes form og indhold. Der kan i den forbindelse tages hensyn til omfanget af oplysningerne og til sagens karakter, herunder om parten tidligere har haft lejlighed til at udtale sig om andre dele af sagen mv. Der kan endvidere tages hensyn til, om sagen er af en sådan karakter, at parten typisk vil kunne have interesse i at lade en sagkyndig vurdere sagen og medvirke ved udformningen af udtalelsen. 

Hvis parten beder om fristforlængelse, bør dette normalt imødekommes, medmindre det taler væsentligt imod de hensyn, der ligger til grund for fastsættelsen af fristen.

Pligten til at iværksætte partshøring indtræder som nævnt kun, såfremt oplysningerne ved sagens afgørelse er til ugunst for den pågældende part. Undertiden vil det som følge af afgørelsens karakter ikke være muligt at afgøre, om en oplysning vil kunne være til ugunst for parten. I sådanne tilfælde vil der altid være pligt til at foretage partshøring.

Derudover følger det af forvaltningslovens § 21, at den, der er part i sagen, som udgangspunkt på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den pågældende udtalelse. Retten til at forlange sagen udsat efter forvaltningslovens § 21 gælder dog ikke, hvis

• udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,
• partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse, eller
• der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

På grund af sidstnævnte undtagelsesbestemmelse bliver forvaltningslovens § 21 typisk ikke relevant i landsskatteretssager, hvor klageren efter skatteforvaltningsloven og forretningsordenen for Landsskatteretten har mulighed for at udtale sig, se nedenfor.

Reglerne om partshøring må anses for at være tæt forbundet med officialprincippet. Formålet med begge regelsæt er først og fremmest at få sagen tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse. Forvaltningsmyndigheden skal sikre sig, at det er de rigtige og tilstrækkelige oplysninger, der lægges til grund for sagens afgørelse, så der træffes en afgørelse, der er materielt korrekt. Derudover er det formålet med begge regelsæt, at borgeren føler sig hørt overfor myndighedsapparatet, således at afgørelsen ikke blot rent faktisk er truffet på baggrund af et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, men at afgørelsen også fremstår som sådan.

Der er ikke i forvaltningsloven eller vejledningen hertil angivet konkrete frister for partshøring som ved for eksempel aktindsigt. Det fremgår alene, at det er muligt for myndigheden at fastsætte en frist. Dette hænger formentlig sammen med, at ved aktindsigt er det myndigheden, der skal yde en service overfor borgeren, mens det i forbindelse med partshøring er borgeren, der skal fremkomme med bemærkninger til myndigheden. Forvaltningsloven anlægger dermed en borgervenlig synsvinkel. Det fremgår således også af vejledningen til forvaltningsloven, at der som hovedregel ikke er grundlag for at sætte en frist for borgeren til at fremkomme med sine bemærkninger, ligesom en begæring om fristudsættelse bør imødekommes. Man må dog formode, at der i praksis sættes en frist i langt de fleste tilfælde, idet forvaltningsmyndigheden har et modsatrettet ansvar for at fremme sagsbehandlingen, ligesom borgeren alt andet lige har en interesse i at få sagen afsluttet så hurtigt som muligt.

Ombudsmanden opererer endvidere med begrebet ”god forvaltningsskik”. Man kan forestille sig, at der kan opstå tilfælde, hvor en myndighed ikke er forpligtet til at foretage partshøring, men hvor en ombudsmandsundersøgelse vil komme frem til, at der ud fra princippet om god forvaltningsskik burde have været foretaget partshøring alligevel. 

4.1.2. Høringsregler og praksis indenfor skatteprocessen

Udover de almindelige forvaltningsprocessuelle høringsregler gælder der som en del af skatteprocessen et sæt specielle regler for Landsskatteretten. Disse regler fremgår af skatteforvaltningsloven samt af bekendtgørelse af forretningsordenen for Landsskatteretten, herefter forretningsordenen.

I forbindelse med klageprocessen for Landsskatteretten og ankenævnene vil der både være tale om høring af SKAT samt om høring af klageren. Der kan derfor være meget forskellige hensyn bag høringsfristerne, ligesom der må antages at kunne stilles forskellige krav til adressaterne, afhængigt af om der er tale om myndighed eller en klager. Der må således alt andet lige kunne stilles større krav til en anden myndighed end til klageren.

4.1.3. Sagens forberedelse i Landsskatteretten

4.1.3.1. Modtagelse af klageskrivelsen - nævnssager

En klage til Landsskatteretten skal ifølge skatteforvaltningslovens § 42 ske skriftligt og indeholde

• en begrundet klage,
• den påklagede afgørelse,
• eventuel sagsfremstilling og
• klageafgift.

Hvis en klage er udformet og begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give en frist til at udbedre manglen. Det samme gælder, hvis der ikke sammen med klagen medfølger afgørelse, udarbejdet sagsfremstilling eller klageafgift. Hvis klageren ikke udbedrer manglen inden fristens udløb, afvises klagen, jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk. 3.

Det følger nærmere af forretningsordenens § 2, stk. 3, at det skal fremgå af klagen på hvilke punkter, den påklagede afgørelse anses for urigtig samt begrundelsen herfor. Det fremgår videre, at hvis den påklagede afgørelse eller sagsfremstillingen ikke følger med klagen, eller hvis klagen er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for Landsskatterettens videre behandling af sagen, vejleder retten klageren herom. Landsskatteretten kan fastsætte en frist på ikke under 14 dage for udbedring af manglen. Udbedres manglen ikke inden for fristen, afvises klagen. Hvis klageafgiften ikke betales indenfor fristen, bortfalder klagen.

Vejledningspligten i forretningsordenens § 2, stk. 3, supplerer bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, hvorefter en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Når der modtages en foreløbig klage eller en klage, der ikke opfylder begrundelseskravene, men hvor der ikke ses at være grundlag for direkte kontakt til den pågældende med henblik på nærmere vejledning eller undersøgelse, sendes der en kvitteringsskrivelse, hvoraf det fremgår, at:

”Hvis Landsskatteretten modtager en klage, der er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan danne udgangspunkt for behandlingen af sagen, kan retten afvise klagen. Retten kan give klageren en frist til at rette manglerne. Reglerne om afvisning af en ufuldstændig klage fremgår af skatteforvaltningslovens § 42, stk. 3.

Deres klage er ikke begrundet og opfylder derfor ikke betingelserne til en fuldstændig klage. Hvis retten ikke inden 14 dage modtager en fuldstændig klage, vil sagen blive afvist.”

Selv om Landsskatteretten har mulighed for at afvise sager, hvor en mangel ved klagen ikke er repareret inden for en 14-dagesfrist, har Landsskatteretten den praksis, at hvis der er tale om en foreløbig klage, rykkes der for svar efter udløbet af 14-dages fristen, og der gives automatisk en frist på yderligere 14 dage. Klagen afvises, hvis der ikke er indsendt en endelig klage efter 1 måned. Hvis der anmodes om fristudsættelse herudover, bliver sagen overgivet til kontorchefen på det pågældende fagkontor, der tager stilling til, om der skal bevilges yderligere fristudsættelse.

Der føres ikke statistik over, i hvilket omfang der indgives foreløbige klager eller meddeles yderligere fristforlængelser i disse situationer. På grund af den manglende statistik har det hidtil ikke væretmuligt at danne sig et billede af tidsforbruget ved de aktiviteter, der følger af de sager, hvori der rykkes for et svar efter 14 dage, og hvor klageren eller dennes repræsentant anmoder om yderligere fristforlængelse. Som det imidlertid fremgår af ovenstående vil særligt anmodningen om yderligere fristforlængelse, der involverer fagkontoret, kunne give anledning til nogen sagsbehandling. 

I forbindelse med Landsskatterettens interne LEAN-projekt er der nu etableret en række søgefaciliteter i journalsystemet, hvor man kan trække oplysninger om, hvor længe sagerne ligger på de forskellige sagsplaceringskoder. Det vil herved bedre kunne ses, hvad tidsforbruget har været i ovennævnte situationer.  

4.1.3.2. Høring af den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse

Ifølge forretningsordenens § 4, stk. 2, underretter Landsskatteretten den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om klagen og anmoder myndigheden om at indsende det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen. Hvis der af klageskrivelsen fremgår oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af den indsendte sagsfremstilling, eller hvis det i øvrigt anses for hensigtsmæssigt, kan Landsskatteretten anmode myndigheden om en udtalelse over klagen eller dele af klagen, jf. stk. 3.

I praksis er sagen ikke fordelt til en sagsbehandler på dette tidspunkt i klageprocessen, og der vil derfor ikke blive taget selvstændigt stilling til, hvorvidt der er fremkommet nye oplysninger i klageskrivelsen til Landsskatteretten. Dette sker først på det tidspunkt, hvor sagsbehandleren påbegynder sagsbehandlingen og sammenholder oplysningerne i klageskrivelsen med oplysningerne i sagsfremstillingen.

Der er i stedet indsat en standardformulering i Landsskatterettens høringsskrivelser til den myndighed, der har truffet afgørelsen, hvoraf det fremgår, at hvis der i klagen er nye faktiske oplysninger, der ikke fremgår af sagsfremstillingen, bedes myndigheden kommentere disse nye oplysninger. Det lægges således op til myndigheden at vurdere, hvorvidt der er fremkommet nye faktiske oplysninger.

Af forretningsordenens § 4, stk. 6, fremgår det, at en anmodning efter stk. 2 eller 3 skal efterkommes inden 14 dage fra anmodningens modtagelse. Dette er gentaget i Landsskatterettens høringsskrivelser. Eventuel fristudsættelse gives af hovedjournalen, hvor sagen ligger på dette stadium.

4.1.3.3. Sagens behandling i et fagkontor

Når Landsskatteretten har modtaget sagens materiale, overgår sagen fra hovedjournalen til et fagkontor. Sagen ligger først som ufordelt på fagkontoret eller i journalen og bliver efter kontorchefens visitation fordelt til en sagsbehandler. Det bemærkes i denne forbindelse, at der er set på sagsbunker i Landsskatterettens interne LEAN-projekt, hvortil henvises.

4.1.3.4. Nye oplysninger til klageren til kommentarer

Det fremgår af forretningsordenens § 6, at hvis der under Landsskatterettens behandling af en klagesag fremkommer oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af den indsendte sagsfremstilling, skal Landsskatteretten gøre klageren bekendt med disse oplysninger, medmindre oplysningerne er uden betydning for klagens afgørelse. Dette er en udvidelse af partshøringsbegrebet i forvaltningslovens § 19, idet der både er tale om oplysninger til gunst og til ugunst for parten, ligesom oplysningerne ikke behøver at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse. I praksis sendes alt nyt materiale i sagen, herunder ny argumentation, til høring hos klageren/repræsentanten, medmindre dette må anses for åbenbart overflødigt.

Eventuelle bemærkninger fra den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen, sendes automatisk til klageren eller repræsentanten. Klagerens bemærkninger til oplysningerne skal foreligge inden for en frist på 14 dage, medmindre Landsskatteretten efter omstændighederne har fastsat en længere frist i sagen, jf. forretningsordenens § 6, stk. 1.

Det vil som udgangspunkt være journalføreren, der sender materialet til høring hos klageren, før sagen bliver fordelt til en sagsbehandler, således at et eventuelt høringssvar normalt vil være Landsskatteretten i hænde, før sagsbehandlingen påbegyndes. På denne måde kan der spares op til 14 dage på sagsbehandlingstiden.

4.1.3.5. Ny sagsfremstilling mv.

I særlige tilfælde kan Landsskatteretten endvidere efter forretningsordenens § 4, stk. 4, anmode myndigheden om at udarbejde en ny sagsfremstilling og eventuelt om at afgive en indstilling om klagens afgørelse. Landsskatteretten kan endvidere i særlige tilfælde anmode myndigheden om at indhente en udtalelse over klagen eller dele af klagen fra en anden myndighed og indsende den pågældende udtalelse til Landsskatteretten sammen med myndighedens eventuelle bemærkninger til udtalelsen.

Af skatteforvaltningslovens § 42, stk. 5, fremgår det, at i de tilfælde, hvor en sag er indbragt direkte for Landsskatteretten uden en forudgående prøvelse i skatteankenævnet og i sager om bindende svar, jf. forretningsordens § 4, stk. 5, samt i administrative sager, kan Landsskatteretten anmode SKAT om at udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring herover. Det kan fremhæves, at en sagsfremstilling kun skal udarbejdes om en del af klagen, eller at sagsfremstillingen ikke skal omfatte SKATs vurdering af, hvilken afgørelse de forelagte oplysninger må føre til.

Det følger af forretningsordenens § 4, stk. 6, at en anmodning som nævnt i stk. 4-5 skal efterkommes inden for 1 måned fra anmodningens modtagelse. Landsskatteretten kan efter omstændighederne fastsætte en længere frist i den enkelte sag.

4.1.3.6. Mundtlig forhandling

Klageren eller dennes repræsentant har under sagens behandling adgang til at udtale sig ved en mundtlig forhandling i henhold til skatteforvaltningslovens § 43. Landsskatteretten kan anmode den myndighed, der har truffet afgørelsen, om at være til stede ved forhandlingen. Dette sker i praksis stort set aldrig. Indkaldelse til forhandling skal ske med mindst 14 dages varsel, medmindre kortere varsel aftales med klageren, jf. forretningsordenens § 8, stk. 1. Landsskatteretten fastsætter ifølge forretningsordenens § 8 tid og sted for mødet.

I praksis tager sagsbehandleren normalt telefonisk kontakt til klageren eller dennes repræsentant, og man bliver sammen enige om tid og sted for forhandlingen. Der bliver herefter sendt en skriftlig mødeindkaldelse til klageren/repræsentanten med bemærkning om, at såfremt denne udebliver uden at aflyse møde, vil den pågældende ikke blive indkaldt til et nyt møde. Hvis klageren eller dennes repræsentant er særligt svær at få fat på, sendes der enten en skriftlig mødeindkaldelse med fastsat tid og sted uden forudgående aftale, eller et brev med opfordring til, at repræsentanten tager kontakt til Landsskatterettens sagsbehandler med henblik på at aftale et tidspunkt for forhandling af sagen.

Det hænder, at der er klagere eller repræsentanter, der gentagne gange aflyser møder eller udebliver fra en forhandling. Det er normal praksis i fagkontorerne, at hvis en person er udeblevet fra en forhandling uden at give besked eller to gange har aflyst en aftale om forhandling, sendes der et brev om, at begæringen om mundtlig forhandling i sagen anses for bortfaldet, og at sagen herefter vil blive fremmet på det foreliggende grundlag. Dette forudsætter dog, at klageren/repræsentanten forinden er blevet varslet herom i en af de tidligere skrivelser.

I de tilfælde hvor en repræsentant eller en klager to gange har afvist et tilbud om en stedlig forhandling, sendes der en skriftlig mødeindkaldelse med fastsat tid og sted uden forudgående aftale. Det anføres i mødeindkaldelsen, at vedkommende ikke kan forvente at blive indkaldt til et nyt møde. Indkaldelsen foretages i henhold til forretningsordenens § 8, stk. 1, med minimum 14 dages varsel, jf. ovenfor.

4.1.3.7. Forhandlingsreferat

På baggrund af forhandlingen fremsendes et forhandlingsreferat med en svarfrist på normalt 14 dage. Sagsbehandleren kan undlade at fremsende referatet, hvis der ikke fremsættes begæring herom, jf. forretningsordenens § 8, stk. 3, men vil normalt fremsende referatet automatisk. Der aftales nogen gange en længere eller kortere frist for bemærkninger til forhandlingsreferatet.

4.1.3.8. Kontorindstillingen til SKAT

Kontorindstillingen sendes til høring i SKAT i følgende tilfælde:

• hvis der skal afholdes retsmøde i sagen,
• hvis told- og skatteforvaltningen har anmodet herom, enten i en konkret sag eller for nærmere angivne, begrænsede sagstyper, eller
• hvis Landsskatteretten i øvrigt anser det for hensigtsmæssigt.

Frem til slutningen af 2006 blev indstillingen med sagens bilag sendt fra Landsskatteretten til SKAT, Hovedcentret, der herefter videresendte indstillingen til det skattecenter, hvor sagen hørte under. Der er i forbindelse med projektet indgået en aftale mellem SKAT og Landsskatteretten om, at kontorindstillingen som udgangspunkt sendes direkte til det relevante skattecenter for at spare en postgang samt en del visitationsarbejde. Skatterådssager, Transfer Pricing-sager, moms-, told- og afgiftssager samt særlige principielle sager sendes fortsat til Hovedcentret.

SKATs udtalelse skal gives skriftligt inden for 14 dage fra anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten efter omstændighederne har fastsat en længere frist i sagen, jf. forretningsordenens § 9, stk. 3. Journalføreren sender automatisk en rykker efter 14 dage. Hvis materialet ikke er kommet retur efter udløbet af den fornyede frist, sendes som udgangspunkt en ny rykker, hvor Landsskatteretten beder om at få materialet sendt retur omgående.

4.1.3.9. Kontorindstillingen til klager

Når Landsskatteretten modtager materialet retur, sender journalføreren kontorindstillingen og udtalelsen fra SKAT til høring hos klageren eller dennes repræsentant med en frist på 14 dage til at fremkomme med bemærkninger samt anføre, om en eventuel retsmødebegæring fortsat opretholdes, jf. forretningsordenens § 6. Hvis klageren eller dennes repræsentant ikke har svaret inden de 14 dage, sender journalføreren en rykkerskrivelse med 14 dages fristforlængelse. Såfremt klageren/repræsentanten henvender sig med en anmodning om yderligere fristforlængelse, bliver sagen overgivet til sagsbehandleren, der tager stilling til spørgsmålet om fristforlængelse.

4.1.4. Kontorsager (ikke-nævnssager)

4.1.4.1. Udtalelse fra myndighed/klager, udarbejdelse af sagsfremstilling mv.

For så vidt angår kontorsager, jf. bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005, underretter Landsskatteretten ifølge forretningsordenens § 22 den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse om klagen, og anmoder myndigheden om at indsende det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen.

Det fremgår af forretningsordenens § 22, stk. 2, at hvis der i klagen er påberåbt oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af det indsendte materiale, eller hvis det i øvrigt anses for hensigtsmæssigt, kan Landsskatteretten anmode myndigheden om en udtalelse over klagen eller dele af klagen. Af stk. 3 fremgår det, at retspræsidenten efter en konkret vurdering af den modtagne klage kan beslutte at anmode myndigheden om at udarbejde en sagsfremstilling, og eventuelt om at afgive en indstilling om klagens afgørelse. Derudover kan Landsskatteretten endvidere i særlige tilfælde anmode myndigheden om at indhente en udtalelse over klagen eller dele af klagen fra en anden myndighed og indsende den således indhentede udtalelse til Landsskatteretten tillige med myndighedens eventuelle bemærkninger til udtalelsen.

En anmodning som nævnt i stk. 1 og 2 skal efterkommes inden 14 dage fra anmodningens modtagelse. En anmodning som nævnt i stk. 3 skal efterkommes inden for 1 måned fra anmodningens modtagelse. Landsskatteretten kan efter omstændighederne fastsætte en længere frist i den enkelte sag.

4.1.4.2. Inddrivelsessager - sagsfremstilling

Som det fremgår, behandles kontorsagerne i den indledende fase som udgangspunkt på samme måde som nævnssager. Det er kun inddrivelsessagerne, der behandles lidt anderledes. Her er det fagkontoret, der udsender kvitteringsbreve. Disse sager er remonstreret og indsendes til Landsskatteretten af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. kapitel 5.3.  Der skal derfor ikke foretages høring af SKAT. Hvis der skulle mangle materiale fra restanceinddrivelsesmyndigheden, er det også fagkontoret, der i forbindelse med behandlingen af sagen rekvirerer og eventuelt rykker for det.

Om inddrivelsessager fremgår det nærmere af forretningsordenens § 25, at retspræsidenten efter en konkret vurdering af den modtagne klage kan beslutte at anmode inddrivelsesmyndigheden om at udarbejde en sagsfremstilling. Anmodningen skal imødekommes inden for 1 måned fra anmodningens modtagelse.

Af forretningsordenens § 25, stk. 2, fremgår det, at klager på inddrivelsesområdet ikke har opsættende virkning. Landsskatteretten skal derfor afgøre klagen inden for 1 måned, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor sagen foreligger fuldt oplyst. Det vil sige efter indhentelse af eventuelle yderligere oplysninger til brug for sagsbehandlingen og eventuel partshøring.

4.1.5. Høring af andre end klageren, herunder 3. partshøring

Det fremgår af forretningsordenens § 6, stk. 2, at hvis en vurdering af en fast ejendom er påklaget af en anden end ejendommens ejer, skal Landsskatteretten give ejeren lejlighed til at udtale sig skriftligt eller mundtligt om klagen, før Landsskatteretten afgør sagen. Der gives som udgangspunkt en frist på 14 dage. Efter ophævelsen af frigørelsesafgiftsloven er bestemmelsen stort set uden praktisk betydning.

Derudover fremgår det af forretningsordenens § 7, stk. 2, at hvis Landsskatterettens afgørelse af et klagepunkt angår bedømmelsen af de skatte- eller afgiftsmæssige virkninger af et retsforhold mellem klageren og en tredjemand, og er der grund til at antage, at denne tredjemand ønsker en anden bedømmelse af retsforholdet lagt til grund end den bedømmelse, klageren ønsker lagt til grund, kan Landsskatteretten bestemme, at tredjemand skal anmodes om at udtale sig skriftligt eller mundtligt herom overfor rettens kontor. Landsskatteretten kan endvidere bestemme, at tredjemand skal anmodes om at udtale sig under et retsmøde.

Hvis der træffes beslutning om at inddrage tredjemand i sagen, skal klageren underrettes herom, inden der rettes henvendelse til tredjemand. Klagerens bemærkninger til oplysningerne skal foreligge inden for en frist på 14 dage, medmindre Landsskatteretten efter omstændighederne har fastsat en længere frist i sagen. Fremkommer der ingen henvendelse fra klageren inden for fristen, viderebehandles sagen på det foreliggende grundlag, jf. stk. 3.

De sager, hvor der foretages tredjemandshøring, drejer sig for eksempel om interessentskaber, hvor den ene interessent har påklaget sin del af ansættelsen til Landsskatteretten. Der sendes en standardskrivelse til tredjemand med følgende ordlyd:

”Afgørelsen i sagen for xxx kan få betydning for Deres skatteansættelse. Landsskatteretten har derfor besluttet at anmode Dem om Deres bemærkninger til den i sagen nedlagte påstand om xxx. Reglerne om 3. mands høring fremgår af Landsskatterettens forretningsorden § 7, stk. 2.

Deres bemærkninger kan fremsættes skriftligt eller mundtligt over for rettens kontor inden for 14 dage. Hvis De ønsker at fremsætte Deres bemærkninger mundtligt over for rettens kontor, bedes De snarest og inden 14 dage ringe til mig.”

Der gælder et særligt afgørelsessystem i afskrivningslovens § 45, jf. endvidere ejendomsavancebeskatningslovens § 4, i forbindelse med overdragelse af aktiver omfattet af afskrivningsloven. Er den skatteansættende myndighed for køber og sælger ikke den samme, træffer den skatteansættende myndighed for sælger afgørelse om den samlede salgssum og fordeling af værdien heraf på de overdragne aktiver med direkte bindende virkning for sælger og køber, jf. afskrivningslovens § 45, stk. 4. Afgørelser om den samlede salgssum og fordelingen efter stk. 4 kan ikke træffes uden forudgående høring af den eller de skatteansættende myndigheder, der i øvrigt foretager skatteansættelsen af sælger og køber. Afgørelsen er direkte bindende for såvel sælger og køber, og kan af såvel sælger som køber påklages efter skatteforvaltningslovens almindelige regler, jf. stk. 5.

Dette særlige regelsæt på afskrivningslovens område må antages at afstedkomme en del arbejde for Landsskatteretten i forbindelse med yderligere høringer og frister i forbindelse hermed, idet såvel sælger som køber skal høres i forbindelse med ændringer af en afgørelse om fordelingen af overdragelsessummen.

4.1.6. Høring ved syn og skøn

Klageren eller dennes repræsentant kan anmode om Landsskatterettens tilsagn til fuld omkostningsgodtgørelse ved afholdelse af syn og skøn under sagens behandling ved Landsskatteretten, og Landsskatteretten kan opfordre klageren eller dennes repræsentant til afholdelse af syn og skøn med fuld omkostningsdækning. Hvis en anmodning herom imødekommes, eller hvis parten opfordres til at anmode om syn og skøn, sendes der en skrivelse, hvoraf det fremgår, at klageren/repræsentanten inden 2 måneder skal sende en kopi af skønstemaet og byrettens bekræftelse på, at rekvisitionen er modtaget, jf. forretningsorden for Landsskatteretten § 19, stk. 1.

Klageren/repræsentanten får tilsvarende en frist på 2 måneder til indsendelse af en kopi af skønstemaet og byrettens bekræftelse på, at rekvisitionen er modtaget, jf. forretningsorden for Landsskatteretten § 19, stk. 1, hvis klageren eller dennes repræsentant ønsker, at der skal afholdes syn og skøn, selvom Landsskatteretten har nægtet at give forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse.

Efter skatteforvaltningslovens § 47, stk. 2, kan Landsskatteretten fastsætte en frist, inden for hvilken klageren og den myndighed, hvis afgørelse klagen vedrører, skal tage stilling til, om der begæres syn og skøn i sagen. Det fremgår videre af forretningsordenens § 19, stk. 2, at efter udløbet af denne frist behøver Landsskatteretten ikke at respektere en begæring om syn og skøn.

Der er således tale om en bestemmelse, der hjemler adgang til at afskære en borger i en forvaltningssag muligheden for at fremkomme med anmodning om nye processkridt. Man må dog sige, at der må være tale om tilfælde, hvor Landsskatteretten har vurderet, at der foreligger tilstrækkelige oplysninger til at træffe en materielt korrekt afgørelse i sagen, således at der ikke er problemer i relation til officialprincippet.

Det følger af forretningsordenen § 19, stk. 5, at hvis SKAT er rekvirenten, kan Landsskatteretten efter modtagelsen af materialet i syn- og skønssagen skriftligt anmode klageren om inden for en frist på 14 dage at meddele, hvorvidt klagen opretholdes eller trækkes tilbage. Fremkommer der ingen meddelelse fra klageren inden for fristen, anses klagen for opretholdt.

Der henvises i øvrigt til kapitel 4.7. om syn og skøn.

4.1.7. Høring af andet fagkontor i Landsskatteretten

Sagerne fordeles til Landsskatterettens fagkontorer efter emne. Der kan være sager, der indeholder emner fra flere fagkontorer. I disse sager vil man forsøge at fordele sagen til det kontor, hvor det mest komplicerede emne eller det største beløbsmæssige punkt hører under. Der kan dog være sager, hvor det kontor, der har fået sagen fordelt, vurderer, at der kan være behov for at lade et andet fagkontor udtale sig om et eller flere punkter i sagen. Normalt sker dette ganske uformelt ved, at enten sagsbehandleren eller kontorchefen tager kontakt til en person på specialekontoret med henblik på en drøftelse af det pågældende punkt. I ganske få tilfælde sendes sagen til udtalelse på det pågældende specialekontor, der herefter udarbejder et notat om sagen. Der fastsættes ingen frister i dette tilfælde.

4.1.8. Indsatsmuligheder

Indsatsmulighederne på høringfrister skal ses i tæt sammenhæng med Landsskatterettens interne LEAN-projekt, jf. bilag 3.

Indsatsmulighed 1: Afskaffelse af klageafgiften

Det har været overvejet at afskaffe klageafgiften for at afkorte den indledende høringsfase. En afskaffelse af klageafgiften ville lette den administrative byrde på flere områder, herunder for så vidt angår udsendelse af rykkerskrivelser vedrørende manglende betaling af klageafgift. Da afskaffelse af klageafgiften formentlig vil afføde flere klagesager generelt, vil den samlede påvirkning af den tid, hvor sagerne ligger i bero på høring, dog formentlig stige ved en afskaffelse af klageafgiften.

Der arbejdes ikke videre med forslaget.

Indsatsmulighed 2: Opstramning af kravene til klagen (foreløbige klager)

Det har været overvejet at stramme op på muligheden for at fremkomme med en begrundet klageskrivelse. Forslaget er fremmet i Landsskatterettens interne LEAN-projekt.

Indsatsmulighed 3: Afskaffelse af krav om indsendelse af afgørelse/sagsfremstilling

Hvis Landsskatteretten får mulighed for selv at trække den påklagede afgørelse samt sagsfremstillingen elektronisk fra SKATs systemer, vil der ikke længere være behov for bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 42, stk. 3, om fristfastsættelse og eventuel afvisning som følge af manglende indsendelse af disse dokumenter med klagen.

Der henvises til kapitel 5.9 om sagsgange på tværs af koncernen  Det skal nævnes, at forslaget vil kræve en ændring af skatteforvaltningsloven.

Indsatsmulighed 4: Afskaffelse af indledende høring af SKAT/ankenævnene 

Det har været overvejet at afskaffe de indledende høringer af SKAT/ankenævnene. Man kunne herefter alene sende sagen til høring i de tilfælde, hvor der i forbindelse med sagens behandling for Landsskatteretten var fremkommet nye oplysninger eller anbringender, som Landsskatteretten ønskede bemærkninger til. Forslaget kræver en ændring af § 4 i Landsskatterettens forretningsorden. Der kommer udtalelser i forbindelse med den indledende høring fra SKAT/ankenævn i en del sager, da der ofte vil være nye oplysninger i klagen til Landsskatteretten. Det kan også tillægges vægt, at der ikke er kommet en udtalelse.

Forslaget er indgået i drøftelser mellem Landsskatteretten, Ankecentret og SKAT, og der arbejdes ikke videre med forslaget.

Indsatsmulighed 4 a: Vejledning af SKAT/ankenævn, således at alene nye faktiske oplysninger rent faktisk kommenteres

Det har været overvejet at vejlede SKAT/ankenævn om, at Landsskatteretten i forbindelse med den indledende høring alene ønsker kommentarer til nye faktiske oplysninger. Forslaget er fremmet og indgået i drøftelser mellem Landsskatteretten, Ankecentret og SKAT.

Indsatsmulighed 5: Ændring af høringsprocedure – den indledende fase

Man kunne overveje, at myndighederne selv skulle sende udtalelsen til klageren samtidig med returnering af sagen til Landsskatteretten. Klageren skulle herefter sende sine eventuelle bemærkninger til myndighedernes udtalelse direkte til Landsskatteretten eventuelt med kopi til myndigheden.

Med forslaget spares en postgang. Der kan dog være risiko for - belært af remonstrationssagerne, hvor klagerne ikke altid læser det med småt om, hvor klagen skal sendes hen - at klageren/repræsentanten sender bemærkningerne til myndigheden, der herefter skal videresende bemærkningerne til Landsskatteretten. En sådan ændring ville derfor meget vel kunne komme til at medføre en samlet forøgelse af det administrative arbejde i koncernen. Ændringen vil desuden blive overflødig, hvis forslag nr. 4 gennemføres.

Der arbejdes ikke videre med forslaget.

Indsatsmulighed 6: Høring af både SKAT og skatteankenævn

Det har ligeledes været overvejet, om der skal sendes en høringsskrivelse til såvel SKAT som skatteankenævnet i det tilfælde, hvor den påklagede afgørelse er truffet af skatteankenævnet, således at skatteankenævnet ikke selv skal henvende sig til SKAT for at rekvirere selvangivelserne.

Forslaget er gennemført i form af aftale af d. 10/11-2006  mellem Landsskatteretten, skatteankenævnene og SKAT.

Indsatsmulighed 7: Ændring af høringsprocedurerne i forhold til SKAT - under sagsbehandlingen

Vedrørende oversendelse til SKAT af kontorindstillingen i retsmødesager mv. er der indgået en ny aftale, hvorefter Landsskatteretten i de fleste sager sender kontorindstillingen direkte til det relevante skattecenter, i stedet for at sagen skal ind over Hovedcentret, jf. aftale af d. 10. november 2006 mellem Landsskatteretten, skatteankenævnene og SKAT.

Indsatsmulighed 8: Afskaffelse af høring af SKAT i forbindelse med retsmødesager

Det kan endvidere diskuteres, om SKAT altid skal høres forud for retsmøde, eller om det er tilstrækkeligt, at der sendes en kopi af kontorets indstilling til orientering, idet SKAT har mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger på retsmødet. Forslagets eventuelle gennemførelse vil kræve en ændring af forretningsordenens § 9, stk. 2.

Der er set på forslaget i Landsskatterettens interne LEAN-projekt. Det var her holdningen, at såfremt SKAT fremover er i stand til at overholde fristen på 14 dage, vil ulemperne ved ikke automatisk at få SKATs høringssvar i alle sager langt overstige fordelene ved at spare 14 dage på sagsbehandlingstiden. Hvis forudsætningen om overholdelse af svarfristen i SKAT viser sig generelt ikke at holde stik, vil forslaget på ny blive taget op til overvejelse i Landsskatteretten.

Indsatsmulighed 9: Afskaffelse af høring af SKAT i forbindelse med sager, hvor retsmøde indstilles afskåret

Det har endvidere været diskuteret, om man helt kunne undlade at høre SKAT i de tilfælde, hvor retsmøde indstilles afskåret. I disse tilfælde kunne man nøjes med at høre klageren/repræsentanten. Der er set på forslaget i Landsskatterettens interne LEAN-projekt, hvor man ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger valgte ikke at fremme forslaget. Når retsmøde indstilles afskåret, bør klageren/repræsentanten have lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger hertil. For såvel klageren/repræsentanten som for Landsskatteretten er det i den forbindelse relevant at kende SKATs indstilling til kontorets forslag til afgørelse.

Indsatsmulighed 10: Måling af liggetider

Det kunne overvejes at indføre målinger på bestemte led i sagsforløbet, herunder høringsfaser samt internt/eksternt tidsforbrug, således at liggetiderne synliggøres. Man kan gå et skridt videre og bruge målingerne til egentlig styring, således at der fastsættes øvre grænser for de forskellige liggetider, og således at der skal ske en reaktion, hvis en sag i en periode ligger for længe på en bestemt kode.

Der er set på måling af liggetider i Landskatterettens interne LEAN-projekt, som det fremgår af bilag 3. Der er implementeret en lang række nye søgefaciliteter i Landsskatterettens journalsystem i forbindelse med dette projekt - herunder måling af liggetider.

Indsatsmulighed 11: Ensartede hørings- og fristprocedurer

Det har været diskuteret, om der skulle udarbejdes et internt sagsbehandlingskodeks, hvor høringsfrister for de enkelte led i sagsbehandlingen beskrives, og hvor det angives, om der bør gives fristudsættelse på 14 dage ved fristoverskridelse, eller om der er tale om et tilfælde, hvor der ikke gives fristudsættelse pr. automatik, men hvor det samtidigt med den oprindelige skrivelse er anført, at såfremt der ikke er fremkommet bemærkninger inden fristens udløb, vil sagen blive fremmet på det foreliggende grundlag.

Der er set på dette i Landsskatterettens interne LEAN-projekt, og der arbejdes i øjeblikket med at ensrette arbejdsgange og procedurer i kontorjournalerne.

Indsatsmulighed 12: Bortfald af adgang til forhandling efter flere aflysninger

Man kunne overveje at fastsætte en regel om, at ved klagerens/repræsentantens 2. aflysning af mundtlig forhandling i sagen, anses en begæring om forhandling for bortfaldet. Det praktiseres allerede som hovedregel, at efter to aflysninger aftales et 3. møde, hvor det i den skriftlige bekræftelse samtidig meddeles, at et nyt afbud vil blive betragtet som et afkald på møde. Dette kunne indskrives i et internt sagsbehandlingskodeks eller i Landsskatterettens forretningsorden.

Der ses ikke at være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet hermed. Selvom klageren/repræsentanten fratages muligheden for at udtale sig mundtligt til sagen, er dette først foretaget efter gentagne forsøg på at afholde et møde med den pågældende. Der vil endvidere være mulighed for at tilgodese individuelle hensyn, hvis forslaget kommer til at fremgå af en best practice snarere end af en lovbestemmelse.

Det nævnte må anses for en administrativ lettelse i de sager, hvor en klager eller repræsentant vedbliver med at aflyse.

Det pågældende kræver ikke nødvendigvis ændring af lovgivningen, men man kunne overveje at lade en vejledning om konsekvenserne ved gentagne udeblivelser fra forhandling fremgå af forretningsordenen.

Det er set på dette i Landsskatterettens interne LEAN-projekt. Forslaget er implementeret.

4.2. Kontorforhandlinger

4.2.1. Lovgrundlag

Det fremgår af Landsskatterettens forretningsordens § 8, jf. skatteforvaltningslovens § 43, at klageren under sagens behandling for Landsskatteretten har ret til at udtale sig ved en mundtlig forhandling. Termen forhandling er i og for sig misvisende, idet kontorforhandlinger er en lovbestemt adgang til kontradiktion, der supplerer bestemmelsen om partshøring i forvaltningslovens § 19.

Det vil formentlig være hensigtsmæssigt, at der i forbindelse med en eventuel revidering af skatteforvaltningsloven og Landsskatterettens forretningsorden blev foretaget en sproglig rettelse, således at termen ”forhandling” udgår og erstattes af ordet ”møde”.

4.2.2. Anmodning om mundtlig udtalelse

I skattecentrenes og ankenævnenes klagevejledning til Landsskatteretten står det angivet, at såfremt klageren ønsker at afgive en mundtlig udtalelse overfor Landsskatteretten, skal dette anføres i klageskrivelsen.

Det er hensigtsmæssigt, at klageren eller repræsentanten allerede ved klageskrivelsen fremsætter anmodning om forhandling i sagen, idet sagsbehandleren i disse tilfælde med det samme kan tage kontakt til den pågældende med henblik på at aftale et tidspunkt for en forhandling i sagen. En sådan anmodning om forhandling kan dog fremsættes under hele sagens forløb i Landsskatteretten.

4.2.3. Aftale om forhandling

Der føres ikke statistik over, hvor mange sager der afholdes forhandling i, men det skønnes at ske i ca. 80 % af de afsluttede sager. Det registreres således heller ikke, om det er klagere, revisorer, advokater eller andre, der typisk begærer forhandling i sagen. Som tommelfingerregel gælder, at når der er en professionel repræsentant på sagen, er der som regel en begæring om forhandling.

Ifølge forretningsordenens § 8 er det Landsskatteretten, der fastsætter tid og sted for forhandlingen. Dog skal indkaldelse ske med 14 dages varsel, medmindre en kortere varsel aftales med klageren/repræsentanten.

I praksis aftales tidspunktet for forhandling som regel telefonisk med klageren eller dennes repræsentant, hvorefter der udsendes en mødebekræftelse.  

Der føres ikke statistik over, i hvilket omfang møder udsættes, aflyses, eller klageren/repræsentanten udebliver. Som hovedregel vil mødet blive udsat, hvis der gives en rimelig grund til, hvorfor mødet ønskes udsat. Ved udeblivelse uden behørigt afbud fremmes sagen til afgørelse uden afholdelse af møde, når klageren eller dennes repræsentant er blevet orienteret herom i bekræftelsesskrivelsen.

4.2.4. Typer af forhandling

Ifølge forretningsordenens § 8 er det Landsskatteretten, der fastsætter tid og sted for mødet. Forhandlingen vil normalt blive afholdt i Landsskatterettens mødelokaler, men der er også mulighed for telefoniske forhandlinger, herunder telefonmøder med flere deltagere, samt for stedlige forhandlinger på et skattecenter i provinsen.

4.2.4.1. Forhandling i Landsskatteretten

En gennemsnitlig forhandling varer formentlig omkring 30 minutter, og det er derfor ikke selve forhandlingen, der forøger sagsbehandlingstiden. Herudover skal dog tillægges tid til sagsbehandlerens forberedelse af mødet og udarbejdelse af mødereferat.

Tidsforbruget i forbindelse med forberedelse og mødereferat varierer betydeligt afhængig af sagens karakter og omfang. 

4.2.4.2. Telefonforhandling

Derudover er der mulighed for telefonforhandlinger. Mange klagere og repræsentanter er glade for denne mulighed for på en mere uformel og typisk tidsmæssigt begrænset måde at kunne udtale sig til sagsbehandleren. Der er endvidere mulighed for at holde telefonmøder med flere deltagere på linien.

Tidsforbrug ved forberedelse og efterbehandling af mødet må antages at være det samme som ved afholdelse af møde i Landsskatterettens lokaler.

Der føres ikke statistik over anvendelsen af telefonforhandlinger som alternativ til forhandlinger, hvor klageren eller dennes repræsentant giver personligt møde i Landsskatteretten. Det er dog fornemmelsen, at ordningen anvendes i stigende omfang og særligt af repræsentanter med adresse uden for hovedstadsområdet.

4.2.4.3. Stedlig forhandling

Der er en lang tradition for, at Landsskatteretten tager på stedlige forhandlinger i provinsen. Tidligere var denne type af forhandling hovedreglen snarere end undtagelsen, men i dag er rejseaktiviteten væsentligt begrænset. Dette skyldes nok dels muligheden for at holde telefoniske forhandlinger, og dels at en begæring om stedlig forhandling forøger sagsbehandlingstiden betydeligt. Endvidere har Landsskatteretten ændret sin praksis således, at der i dag alene forhandles på følgende skattecentre: Odense, Århus, Vejle, Aalborg og Haderslev.

Der føres ikke statistikker over sagsbehandlingstiden på sager, der har været forhandlet stedligt.

Det er vurderingen, at afholdelsen af stedlige forhandlinger i sagerne forøger sagsbehandlingstiden mærkbart for de pågældende sager. Sagsbehandlingstiden kan blive forøget helt uforholdsmæssigt i nemme sager. Der foreligger ikke registreringer af i hvilke sagstyper, der begæres stedlig forhandling.

Sagsbehandlerens gennemsnitlige ressourceforbrug på stedlig forhandling må ofte antages at være væsentlig højere end ved forhandling i Landsskatteretten eller telefonforhandling, da der ved stedlig forhandling skal indregnes transporttid og spildtid. Dette skal dog sammenholdes med, at en sagsbehandler typisk forhandler op til 5 sager på en dag i forbindelse med en forhandlingsrejse.

4.2.5. Gennemførelse af forhandlinger

Som nævnt indledningsvist er kontorforhandlingen ikke en forhandling mellem sagsbehandleren og klageren eller dennes repræsentant, men et led i sagsoplysningen i form af kontradiktion. Klageren eller dennes repræsentant får heller ikke tilsendt kontorets sagsfremstilling og indstilling til afgørelse forud for forhandlingen.

Nyansatte medarbejdere undervises i forhandlingsteknik i forbindelse med introduktionsundervisningen og kommer med som ”føl” på et antal forhandlinger i fagkontoret. Der er tillige udarbejdet en forhandlingsvejledning, der meget detaljeret redegør for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af kontorforhandlinger.

Der ses ikke at være behov for en yderligere nedskreven best practice om afholdelse af kontorforhandlinger udover den allerede udarbejdede forhandlingsvejledning. Endvidere er to forhandlinger ikke ens, hvorfor der må være plads til individuelle hensyn.

4.2.6. Forhandlingsreferat

Efter afholdelse af forhandling udarbejder sagsbehandleren et forhandlingsreferat. Ifølge forretningsordenens § 8, stk. 3, kan klageren anmode om at få tilsendt en kopi af mødereferatet. Pligten til at udarbejde referatet følger af offentligheds- og forvaltningslovens regler om notatpligt.

I praksis sendes mødereferatet oftest - og ikke kun på begæring - til klageren eller dennes repræsentant til godkendelse med en frist på 14 dage til at fremkomme med eventuelle kommentarer.

Dette skyldes, at der ofte er behov for indsendelse af yderligere materiale i sagen. Klageren eller dennes repræsentant får derved mulighed for at af- eller bekræfte oplysninger, ligesom eventuelle misforståelser kan afklares. Mødereferatet tilsendes som en bekræftelse på aftalen om, hvilket materiale der skal indsendes. Klageren/repræsentanten gives 14 dage til fremsendelse af materialet og eventuelle kommentarer til referatet. I disse sager forlænges sagsbehandlingstiden således ikke af udsendelsen, da sagen alligevel ligger stille i forbindelse med en begæring om indsendelse af materialet.

Også i sager, hvor der under mødet er indgået processuelle aftaler (frafald af retsmødebegæring, frafald af klagepunkter, præcisering af klagepunkter osv.), eller hvor klageren er fremkommet med oplysninger, som har betydning for sagens afgørelse, og som ikke fremgår af sagens øvrige bilag, er det hensigtsmæssigt at fremsende referatet til godkendelse. Derved verificeres aftalen og/eller de mundtligt afgivne oplysninger.

Er der ikke på mødet indgået aftaler eller fremkommet oplysninger af ovennævnte art, vil fremsendelse af referatet til godkendelse alene være relevant på begæring.

4.2.7. Indsatsmuligheder

Indsatsmulighed 1: Afskæring af forhandling

Det har været overvejet at indføre en mulighed for at afskære forhandling, således at der ikke længere er et retskrav herpå, idet afholdelse af forhandling i sagerne påvirker sagsbehandlingstiden og ressourceforbruget i ikke ubetydeligt omfang. Et sådant forslag forekommer dog retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.

Der arbejdes ikke videre med dette forslag.

Indsatsmulighed 1 a: Afskæring af retten til personligt møde i Landsskatteretten

Forvaltningslovens § 21 synes alene at sikre adgangen til at udtale sig – og ikke til personligt fremmøde. Det kan derfor overvejes, om adgangen til forhandling bør indskrænkes til et retskrav på et telefonisk møde, dog således at Landsskatteretten vil kunne kræve personligt fremmøde, hvor denne mødeform synes hensigtsmæssigt.  Særligt i større, mere komplekse sager og sager med mange dokumenter eller talmæssige opgørelser kan det være en fordel med personligt fremmøde.

Indsatsmuligheden vil ikke umiddelbart medføre en væsentlig reducering af sagsbehandlingstiden, da der fortsat vil skulle ske berammelse af mødet med minimum 14 dages varsel. Det kan endvidere ikke påvises, at der vil ske en nævneværdig besparelse i ressourceforbruget for Landsskatteretten, men nok for repræsentanten/klageren.

Ulemperne ved det pågældende vil primært være, at det af Landsskatterettens brugere vil blive opfattet som en indskrænkning af serviceniveauet, og kan opfattes som et retssikkerhedsmæssigt tilbageskridt. Henset til tidsbesparelsen tillige er begrænset, bør hensigtsmæssigheden i denne indsatsmulighed overvejes. Endvidere synes behovet for et sådant tiltag ikke at være væsentligt, da der oftest vil være enighed mellem repræsentant og sagsbehandler om, hvorvidt forhandlingen bør afholdes telefonisk eller ved fremmøde.

Et sådant tiltag vil ikke kræve ændring af forvaltningsloven, men alene en ændring/præcisering af skatteforvaltningsloven og forretningsordenen.

Forslaget har været behandlet i Landsskatterettens interne LEAN-projekt under sagsbehandling, men det er her valgt ikke at fremme forslaget.

Indsatsmulighed 2: Anmodning om forhandling senest samtidig med klagen

Det kan overvejes, om der skal indsættes en bestemmelse i skatteforvaltningsloven om, at en anmodning om forhandling skal fremsættes senest samtidig med indgivelse af klagen til Landsskatteretten.

Der arbejdes ikke videre med forslaget.

Indsatsmulighed 3: Afskaffelse af stedlige forhandlinger

Det har været overvejet at afskaffe muligheden for stedlige forhandlinger og helt erstatte disse med telefoniske forhandlinger.

Der arbejdes ikke videre med forslaget.

Indsatsmulighed 3 a: Stedlige forhandlinger afløses helt eller delvist af audiovisuelle forhandlinger

Det er desuden drøftet, om der som alternativ til en egentlig afskaffelse af ordningen med stedlige forhandlinger skal oprettes mulighed for audiovisuelt møde.

Dette punkt kræver, at der anskaffes det fornødne udstyr på skattecentrene og i Landsskatteretten. Det er måske tvivlsomt, om samtlige de brugere, der i dag benytter ordningen om stedlig forhandling, vil foretrække et audiovisuelt møde på et skattecenter frem for et telefonmøde.

Meget taler dog for at gøre ordningen tilgængelig særlig med henblik på anvendelse i inddrivelsessager, såfremt der viser sig at ske en mærkbar forøgelse af antallet af stedlige forhandlinger i forbindelse med disse sager, hvilket må antages at ville forøge sagsbehandlingstiden i Landsskatteretten betydeligt.

Den videre behandling af forslaget sker i projekt "Fremtidens Skat" i SKAT.

Indsatsmulighed 3 b: Begrænsning af antallet af skattecentre, hvor der kan afholdes stedlig forhandling

Alternativt til afskaffelse af stedlige forhandlinger kunne det ligeledes overvejes at indskrænke antallet af skattecentre, hvor møderne afholdes, til én eller to skattecentre.

Der arbejdes ikke videre med forslaget.

Indsatsmulighed 4: Dokumentation/tidsregistrering

Det kan endvidere overvejes at foretage registrering af forhandlinger og disses påvirkning på sagsbehandlingstiden.

Der er set på tidsregistrering i Landsskatterettens interne LEAN-projekt.  

Indsatsmulighed 5: Forhandlingsreferat udsendes ikke på begæring

Det har været diskuteret, hvorvidt Landsskatteretten skulle undlade at fremsende forhandlingsreferatet til klageren/repræsentanten. Der er allerede mulighed for at undlade at fremsende forhandlingsreferatet, hvis der ikke fremsættes begæring herom, og hvis der ikke er begæret retsmøde i sagen.

Der vil kunne opnås en tidsbesparelse i og med, at sagen ikke automatisk skulle vente 14 dage på bemærkninger fra klageren/repræsentanten i de tilfælde, hvor der ikke er bemærkninger til forhandlingsreferatet (det vil formentlig sige lidt over halvdelen af sagerne). I mange tilfælde benyttes kontorforhandlingen imidlertid til sagsoplysning, hvor sagsbehandleren beder om at få yderligere materiale tilsendt. I tilfælde hvor der fremkommer nye oplysninger mv. på forhandlingen, kan det desuden være hensigtsmæssigt at få oplysningerne bekræftet. I disse tilfælde vil der således under alle omstændigheder blive udsendt et forhandlingsreferat eller eventuelt uddrag heraf med oplysninger om det aftalte.

Der arbejdes ikke videre med det konkrete forslag, men i Landsskatterettens interne LEAN-projekt er det overvejet, hvorvidt fristen for at komme med bemærkninger til forhandlingsreferatet kan nedsættes.

4.3. Retsmøder

4.3.1. Lovgrundlaget mv.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 44, stk. 1, kan klageren anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for rettens medlemmer under et retsmøde.

Landsskatteretten har dog mulighed for at afskære retsmøde, hvis afholdelse af et retsmøde vurderes at være åbenlyst overflødigt, jf. skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3.

4.3.2. Afgørelsesstruktur

Frem til 1. november 2005 blev samtlige klager til Landsskatteretten behandlet som nævnssager. I nævnssager forestås sagens forberedelse af Landsskatterettens kontor, mens afgørelsen træffes af Landsskatteretten (nævnet).

Pr. 1. november 2005 fik Landsskatteretten tilført en række nye sagsområder. Af Landsskatterettens forretningsorden fremgår, at de nye sagsområder i overvejende grad bliver afgjort som kontorsager. I 2006 blev 87 % af Landsskatterettens sager afsluttet som nævnssager. 13 % af sagerne blev således afsluttet ved kontorbehandling.

4.3.3. Udviklingen i antallet af retsmøder og retsmødebegæringer

Af nævnssagerne blev ca. 11 % afsluttet ved afholdelse af et retsmøde i 2006 svarende til 440 retsmøder. Der har i en årrække generelt været en stærkt stigende tendens i antallet af retsmøder, jf. tabel 4.1. Antallet af afholdte retsmøder synes dog efterhånden at have stabiliseret sig omkring 435-455 sager årligt i de seneste år.

Der føres ikke statistik over, hvem der typisk begærer retsmøde, i hvilke sager det sker samt udviklingen i antallet af begæringer. Andelen af nævnssager, hvor der ved klagens indgivelse eller senere begæres retsmøde, antages dog at ligge højere end 11 %.

Antallet af begæringer har på samme måde som antallet af afholdte retsmøder været stigende. Dette skyldes antageligt ændring af reglerne om omkostningsgodtgørelse i skattesager, samt at antallet af sager, hvor klager er repræsenteret ved en professionel repræsentant, er stigende. Der foretages ikke egentlige registreringer af, i hvor mange sager klageren er repræsenteret. Årlige stikprøver baseret på repræsentationsgraden i februar måned i kalenderåret har dog vist en stigende tendens. I 2001 var klagerne repræsenteret ved en professionel repræsentant i 74 % af sagerne. I 2006 var antallet oppe på ca. 85 %, jf. bilag  4.

Der føres ikke statistik over antallet af retsmøder, som afskæres. Der er dog foretaget en undersøgelse for 2005, hvoraf det fremgår, at muligheden for at afskære retsmøde i det pågældende år blev anvendt i 160 af de afgjorte sager. Bestemmelsen anvendes således kun i begrænset omfang. I mange tilfælde vil retten imødekomme begæring om retsmøde fra en klager, uanset betingelserne for at afskære er opfyldte. Der foreligger ingen nedskrevne retningslinjer for, hvornår afholdelse af retsmøde må anses for åbenbart overflødigt. Det afgøres efter en konkret vurdering.

4.3.4. Afvikling af retsmøder i dag

Der afsættes som hovedregel 45 minutter til et retsmøde inklusiv votering. I særligt omfangsrige eller principielle sager afsættes undtagelsesvist 90 minutter inklusiv votering.

På retsmødet får klageren og/eller dennes repræsentant personligt foretræde for de retsmedlemmer, som skal træffe afgørelse i sagen.

Udover retsmedlemmerne, der består af en retsformand og 2-3 ordinære retsmedlemmer, deltager klageren og/eller klagerens repræsentant samt en repræsentant fra SKAT i retsmødet. Endelig deltager en sagsbehandler fra Landsskatterettens kontor som referent.

Begæring og afholdelse af retsmøder i sagerne belaster Landsskatterettens sagsbehandlingstid og ressourceforbrug på sagerne væsentligt. Dette beror dog tillige på, at de sager, der afgøres på retsmøde, generelt vurderes som mere komplekse end gennemsnittet.

4.3.4.1. Forøget sagsbehandlingstid

Den forøgede sagsbehandlingstid som følge af begæring af retsmøde kan gennemsnitligt anslås til mellem 1 måned og 3 måneder.

Ved retsmødebegæring sendes kontorets indstilling i høring hos SKAT, jf. Landsskatterettens forretningsorden § 9, stk. 2. Fristen for indsendelse af bemærkninger til kontorets indstilling fastsættes i overensstemmelse med forretningsordnes § 9, stk. 3, til 14 dage. I realiteten tager høringen typisk mellem 14 dage og 2 måneder. Kontorets indstilling samt SKATs bemærkninger hertil sendes herefter i høring hos klageren eller dennes repræsentant. Fristen for indsendelse af bemærkninger til materialet er i Landsskatterettens standardskrivelse fastsat til 14 dage. I realiteten tager høringen typisk mellem 14 dage og 1 måned.

I en lang række af sagerne fører begæring af retsmøde ikke til afholdelse af et retsmøde. I en række sager frafalder klageren eller repræsentanten begæringen, efter at de har fået indsigt i kontorets indstilling. Det må antages, at en del af begæringerne om retsmøde ikke er udtryk for et ønske om at deltage i et retsmøde, men alene er udtryk for, at klageren eller repræsentanten ønsker kontorets indstilling tilsendt forud for afgørelsen. Herudover vil sager, hvori kontoret har indstillet fuldt medhold som hovedregel blive fremmet til skriftlig votering (altså blive afgjort uden afholdelse af retsmøde). Såfremt Landsskatterettens medlemmer ikke kan tilslutte sig kontorets indstilling, vil sagen dog blive tilbagesendt til kontoret med henblik på berammelse af retsmøde. Endelig afskærer Landsskatteretten adgangen til retsmøde i en mindre del af sagerne, jf. skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3.

Såfremt begæringen fører til afholdelse af retsmøde, tillægges sagsbehandlingstiden 3-6 måneder til berammelse af møde samt 1-2 dage til eventuel efterbehandling (udarbejdelse og godkendelse af retsmødereferat, evt. tilretning af kendelsesudkast/præmisser samt godkendelse heraf). En samlet belastning af sagsbehandlingstiden ved afholdelse af retsmøde vil således typisk ligge på mellem 4 og 9 måneder.

Den samlede gennemsnitlige sagsbehandlingstid for skriftligt voterede sager var i 2005 på 12,4 måneder, mens den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for retsmødesager samme år var på 22,5 måneder, jf. afsnit 4.3.3 om retsmødesagernes kompleksitet.

4.3.4.2. Forøget ressourceforbrug

Udover at begæring og afholdelse af retsmøde forøger Landsskatterettens sagsbehandlingstid væsentligt, medfører begæring og afholdelse af retsmøde i en sag tillige en forøgelse af kontorets og retsformændenes ressourceforbrug.

Ifølge Landsskatterettens forretningsorden § 9, stk. 2, skal der forud for afholdelse af et retsmøde ske høring af SKAT, som tillige skal give møde under retsmødet. Sagsbehandleren/kontormedarbejderen skal derfor udarbejde en erklæringsskrivelse, som indeholder kontorets indstilling i sagen. Kontorindstillingen skal godkendes af kontorchefen. Der foreligger ikke registrering af tidsforbruget ved udarbejdelse, godkendelse og afsendelse af erklæringsskrivelse. Det gennemsnitlige tidsforbrug anslås til 30-60 minutter.

SKATs bemærkninger til kontorets indstilling sendes herefter i høring hos klageren eller dennes repræsentant. Efter høringerne indarbejder sagsbehandleren eventuelle nye faktuelle oplysninger eller anbringender i kendelsesudkastet og referatet, som samlet danner grundlaget for kontorets indstilling i sagen. Ved retsmødebegæring er sagsbehandleren således nødsaget til i fornødent omfang at læse sagen op igen.

Fører de nye oplysninger til en ændring af kontorets indstilling, sendes kontorets indstilling i fornyet høring i SKAT og hos klageren/repræsen-tanten. Dette sker imidlertid kun i et fåtal af sagerne, idet sagerne på tidspunktet for udsendelse af kontorets indstilling i høring som altovervejende hovedregel er fuldt oplyste.

Sagen fremmes herefter til berammelse af retsmøde eller skriftlig votering efter godkendelse af kontorchefen. Skal der afholdes retsmøde, sendes sagen forud for berammelse til forvotering hos retsformanden. Retsformanden gennemgår her sagen og påtegner sagen med en foreløbig tilkendegivelse om sagens udfald.

Herefter forestår Landsskatterettens sekretariat berammelse af retsmødet. Klageren eller dennes repræsentant skal ifølge forretningsordenens § 14, stk. 4, indkaldes med mindst 4 ugers varsel. Berammelse af sagen tager imidlertid gennemsnitligt 3-6 måneder.

På retsmødet deltager fra Landsskatteretten udover retsformanden tillige sagsbehandleren. Begge bruger tid på forberedelse af mødet, idet sagens dokumenter og problemstilling forudsættes bekendte på mødet. Modsat domstolssager oplæses og gennemgås sagens dokumenter således ikke under forelæggelsen. Det er derfor nødvendigt for såvel sagsbehandler som retsformanden at læse sagen, herunder samtlige sagens bilag, op igen umiddelbart forud for mødet.

Mødet varer ca. 30-45 minutter inklusiv votering.

Efter afholdelse af retsmødet udarbejder sagsbehandleren et retsmødereferat, som inkluderer et referat af den mundtlige votering. Sagsbehandleren foretager desuden eventuel tilretning af kendelsesudkastet, herunder tilretning af udkast til præmisser i overensstemmelse med voteringen.

Retsmødereferat og det reviderede kendelsesudkast godkendes af retsformanden. Efter godkendelse af kendelsesudkastet forestår kontormedarbejderen efterbehandlingen af kendelsesudkastet og udarbejder følgebreve. Breve og kendelse lægges herefter til underskrift hos sagsbehandleren og retsformanden. Kopiering og udsendelse forestås af sekretariatet.

Der foreligger ikke registreringer af ressourceforbruget i forbindelse med afholdelse af retsmøde og efterbehandlingen. Forberedelsen anslås til 1½ - 2 timer for såvel retsformand som sagsbehandler. Efterbehandlingen anslås til gennemsnitligt 1-3 timer for sagsbehandleren. Hertil kommer efterbehandling hos kontormedarbejder og sekretariat.

Det samlede forøgede ressourceforbrug ved afholdelse af retsmøde kan således anslås til 3-6 timer for sagsbehandleren samt 2-3 timer for retsformanden. Hertil kommer tidsforbrug hos kontormedarbejderen samt sekretariatet.

4.3.5. Retssikkerhedsprojektets forslag om retskrav på retsmøde

Koncernprojektet  ”Retssikkerhed på dagsordenen” (i daglig tale kaldet retssikkerhedsprojektet) har i dets initiativkatalog fra 2005 drøftet værdien i at indføre en adgang for klageren til altid at kunne kræve retsmøde afholdt i nævnssager ud fra et retssikkerhedssynspunkt.

Konsekvenserne af indførelse af et retskrav på et retsmøde er ligeledes blevet overvejet. Det er vurderingen, at et sådant initiativ vil medføre en forøgelse af antallet af retsmøder. Som det fremgår af ovenstående gennemgang, vil dette alt andet lige føre til en væsentlig forøgelse af sagsbehandlingstiden i de omhandlede sager og en beskeden forøgelse af Landsskatterettens samlede gennemsnitlige sagsbehandlingstid. Ud fra en isoleret betragtning om at sagsbehandlingstiden skal nedsættes, kan  det derfor ikke anbefales, at initiativet gennemføres. Det er derfor allerede af denne grund ikke medtaget under indsatsmuligheder.

4.3.6. Indsatsmuligheder

Indsatsmulighed 1: Begrænsning af retten til retsmøde

Det har været overvejet at udvide adgangen til at afskære retsmøde i skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, således at Landsskatteretten i videre omfang vil kunne afskære retsmøde. Retsmøde kunne eventuelt tænkes forbeholdt principielle sager og/eller sager med en sagsgenstand over 20.000 kr. Forslaget vil alt andet lige medføre væsentlig nedsættelse af sagsbehandlingstiden.

Med hensyn til begrænsning af retsmøder til sager med en sagsgenstand over 20.000 kr. bemærkes det, at Landsskatteretten ikke foretager registreringer af sagsgenstandens størrelse. Det er derfor ikke muligt at identificere, hvor stor en del af retsmøderne, der vil blive skåret bort. Den potentielle indflydelse på den samlede sagsbehandlingstid er derfor ikke umiddelbart til at skønne over.

Ulempen er, at ændringen vil blive opfattet som en væsentlig svækkelse af retssikkerheden hos rettens brugere.

Det foreslås at ændre formuleringen af skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, så Landsskatteretten kan undlade at imødekomme en anmodning om afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for overflødig. Dette vil give et mere sikkert grundlag for at afskære de afgørelser, der ikke egner sig til retsmøde, herunder sager hvor sagens tvist omhandler stillingtagen til en lang række enkeltbilag mv.

Indsatsmulighed 2: Optimering af berammelsestiden

Projektgruppen har overvejet muligheden for at optimere berammelsen. Forretningsordenens regler synes umiddelbart at give god mulighed for opstramning af proceduren, idet der i dag sker berammelse med ca. 3-6 måneder og ikke 4 uger, som anført i forretningsordenen. Det bør i den forbindelse overvejes, om den opstrammede praksis bør præciseres i forretningsordenen, jf. nedenfor.

Forslaget er inddraget under Landsskatterettens interne LEAN-projekt. Der er ikke udarbejdet en egentlig ny procedure for berammelse af retsmøder. Der er imidlertid sat øget fokus på, at afbudspolitikken skal praktiseres restriktivt. Der skal gives en begrundelse til retsformanden for afbud til et berammet retsmøde, og hvis klageren eller dennes repræsentant gentagne gange melder afbud til et retsmøde, bortfalder retsmøde helt.

Indsatsmulighed 3: Ændring af processen i retsmødesager

Det har været overvejet, om en radikal ændring af processen i retsmødesager vil kunne nedsætte sagsbehandlingstiden. I dag foretages en lang række sagsskridt under sagens forberedelse i nævnssager ens, uanset om der er tale om retsmødesager eller sager, der afgøres ved skriftlig votering.

For eksempel. kunne det overvejes, om nogle af processkridtene kunne gennemføres mere smidigt i retsmødesager, end det sker i dag. Et forslag om udelukkende skriftlig forberedelse med et ”bunkemøde”/forberedelsesmøde - jævnfør ”RPL § 355-møder” ved domstolene, som afslutning på den skriftlige forberedelse - har været overvejet. Formålet med dette møde skulle være at skære sagen til, og eventuelt søge sagen afsluttet ved tilkendegivelse fra retsformanden, forlig eller lignende. Det bør i den forbindelse undersøges, hvordan udbyttet af sådanne møder er ved domstolene. 

Fordelen ved at inddrage retsformanden i sagen forud for det egentlige retsmøde kan være, at han/hun kan bidrage til at ”overflødige” retsmøder, hvor sagen utvivlsomt vil blive afgjort i overensstemmelse med kontorets indstilling, undgås. Det vil dog kræve, at alle parter (klager/repræsentant, SKAT, retsformand) er godt forberedt til disse møder. Faren for, at udbyttet af et sådant møde i mange af sagerne vil være minimal, skal derfor tages med i betragtningerne. Endvidere vil det medføre et forøget ressourcetræk på retsformændene, at de udover selve retsmødet skal deltage i et sådant formøde.

Forslag til alternative procesgange i retsmødesager vil kræve en nærmere undersøgelse, herunder indhentelse af erfaringer fra procesgange ved domstolene og sammenlignelige nævn.

Der arbejdes ikke videre med forslaget.

4.4. Kontorsager

4.4.1. Lovgrundlaget

Med vedtagelsen af skatteforvaltningsloven er Landsskatterettens kompetence som klageinstans blevet væsentligt udvidet. Den tidligere skattestyrelseslovs § 23 indeholder en opregning af de afgørelser, der kunne påklages til Landsskatteretten. Det fulgte modsætningsvist heraf, at Landsskatteretten ikke var klagemyndighed for andre afgørelser.

Med skatteforvaltningslovens § 11 er dette udgangspunkt ændret. Medmindre andet er bestemt af skatteministeren i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 14, stk. 2, er Landsskatteretten nu klageinstans for alle afgørelser fra SKAT, Skatteråd, Skatteankenævn, vurderingsankenævn og motorankenævn, bortset fra afgørelser om forskudsregistrering. Bemyndigelsen i § 14, stk. 2, er indtil videre primært udnyttet for personalesager (jf. bek. nr. 1029 af 24. oktober 2005 og bek. nr. 1036 af 25. oktober 2005 ændret ved bek. 360 af 24. april 2006).

Udgangspunktet er derfor, at alle afgørelser, som vedrører lovgivning om skatter og lov om vurdering af landets faste ejendomme, kan påklages til Landsskatteretten. Lovgivning om skatter skal i denne sammenhæng fortolkes som i grundlovens § 43, som indkomstskat, told, arbejdsmarkedsbidrag, moms, punktafgifter, lønsumsafgift, boafgift, ejendomsværdiskat, kirkeskat, afgift efter pensionsbeskatningsloven og andre retlige ydelser til det offentlige, jf. forarbejderne. Klagesystemet er således søgt forenklet, idet kompetencen er samlet hos én klageinstans (Landsskatteretten).

Herudover er Landsskatteretten med vedtagelsen af lov nr. 429 om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer blevet klageinstans for restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse.

Tidligere blev alle Landsskatterettens sager underlagt nævnsbehandling (nævnssager). I skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, er retspræsidenten som noget nyt tillagt en kompetence til at fastsætte regler om, at klager i visse typer af klagesager skal behandles uden medvirken af retsmedlemmer (kontorsager).  

Retspræsidenten har udnyttet bemyndigelsen i skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, ved bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005, som ændret ved bekendtgørelse nr. 437 af 17. maj 2006. Udgangspunktet er herefter, at klager over afgørelser, som Landsskatteretten først med skatteforvaltningslovens ikrafttræden er blevet klagemyndighed for, er undtaget fra nævnsbehandlingen. Inddrivelsessagerne er således undtaget.

4.4.2. Karakteristika ved kontorsagerne og behandlingen heraf

4.4.2.1. Skatte- og afgiftssagerne

Landsskatteretten har overtaget klagebehandling over en lang række afgørelser, som hidtil blev klagebehandlet af told- og skatteregioner og Told- og Skattestyrelsen. Der er tale om meget forskelligartede afgørelser, herunder hovedsageligt dispensationer, fritagelser og tilladelser i henhold til diverse skatte- og afgiftslove, men også f.eks. klage over afgørelser vedrørende persondataloven eller afslag på aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Disse klagesager er før 1. november 2005 blevet afgjort uden nævnsbehandling. Landsskatteretten har endnu ikke stor erfaring med disse sagsområder, da sagsindgangen indtil videre har været begrænset. For en lang række af områderne må der formodes at være tale om afgørelser af en væsentlig anden karakter og omfang end Landsskatterettens traditionelle sager, hvorfor det formentlig ikke vil være proportionalt at anvende det forholdsvis tunge nævnsapparat på disse sager. For klager over afgørelser vedrørende tilladelser, fritagelser mv. gør der sig endvidere det gældende, at der er tale om afgørelser med fremadrettet retsvirkning. En hurtig afgørelse er derfor essentiel, da skatteyderen skal kunne agere i henhold hertil. Disse forhold må antages at være en del af begrundelsen for, at sagerne også af Landsskatteretten afgøres uden nævnsbehandling.

At der er tale om kontorsager betyder først og fremmest, at afgørelseskompetencen ikke ligger hos nævnets medlemmer men hos Landsskatterettens kontor. Landsskatterettens forretningsorden fastsætter ikke regler for, hvem der skal træffe afgørelse i kontorsager. Den vil således kunne træffes af en sagsbehandler, en souschef eller en kontorchef. I praksis træffes den endelige afgørelse i dag af kontorchefen eller souchefen. Dette er bl.a. begrundet i, at der endnu ikke er udviklet en fast praksis i Landsskatteretten, da antallet af klagesager på disse nye områder har været af begrænset omfang. På sigt vil det formentlig være hensigtsmæssigt også af hensyn til sagsbehandlingstiden, at der på en række af områderne træffes afgørelse på sagsbehandlerniveau. Til sikring af en ensartet praksis synes det dog fornuftigt at opretholde afgørelseskompetencen hos kontorchefen/souschefen indtil videre.

4.4.2.2. Inddrivelsessagerne

En anden sagstype, der behandles som kontorsager i Landsskatteretten, er inddrivelsessagerne. Af inddrivelseslovens § 25, stk. 2, fremgår, at klager på inddrivelsesområdet ikke har opsættende virkning. Landsskatteretten skal derfor træffe afgørelse inden for 1 måned, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor sagen er fuldt oplyst.  Denne tidsfrist synes i sig selv at umuliggøre, at disse sager nævnsbehandles.

Herudover må det antages, at begrundelsen for, at disse sager behandles som kontorsager i Landsskatteretten, ligeledes er, at størstedelen af klagerne på inddrivelsesområdet er af en helt anden karakter og omfang end de skatte- og afgiftssager, som traditionelt har udgjort Landsskatterettens kerneområde. Henset til at sagerne generelt set er lettere og mindre omfangsrige, vil det således heller ikke være proportionalt at iværksætte det tunge nævnsapparat på disse sager.

Endelig er klager på inddrivelsesområdet hidtil blevet afgjort uden nævnsbehandling. Udnyttelsen af kompetencen i skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, i disse sager har derfor ikke skabt en forringelse af klagernes retssikkerhed, men har opretholdt status quo.

4.4.3. Karakteristika ved nævnsbehandlingen og nævnssagerne

Landsskatteretten blev etableret i 1938 (ved lov om oprettelse af en Landsskatteret og om Tilsynet med Skatteligningen mv., lov nr. 198 af 31. marts 1938). Formålet med etablering af Landsskatteretten var primært at sikre en objektiv, alsidig og uafhængig klagebehandling.

Rettens struktur og afgørelsesform har stort set eksisteret i uændret form siden etableringen. Landsskatterettens behandling er først og fremmest karakteriseret ved et højt fagligt niveau, idet kompetencen er samlet i én central instans, hvor afgørelsen træffes med deltagelse af såvel retsformænd, der besidder en særlig ekspertise på det skatteretlige område, og eventuelt landsdommere. Det høje faglige niveau har til formål at sikre borgerne en kompetent, grundig og uafhængig behandling af klagesagen og dermed modvirke en øget belastning på domstolssystemet, som er et mere formelt og langsommeligt system, der samtidigt er mere omkostningstungt for borgeren.

Historisk har indkomstbeskatningen været præget af tanken om, at skatteansættelsen skal foretages under hensyntagen til almindelige samfundsmæssige grundholdninger, idet en skatteansættelse ikke findes alene at indeholde teknisk juridisk retsanvendelse. Lægmandselementet har derfor gennem tiderne haft en væsentlig betydning på skatteforvaltningen - ikke mindst i klagebehandlingen. Skatteankenævnene består således af lægmænd, ligesom Landsskatteretten er et delvist lægmandsorgan.

Endelig er Landsskatterettens behandling karakteriseret ved, at der, som den eneste del af det administrative klagesystem, er tale om en partsproces, hvor sagen på domstolslignende vis belyses fra begge parters sider, mens afgørelsen træffes af et funktionelt og sagligt uafhængigt organ. Samtidig er sagsbehandlingen dog underlagt de for forvaltningen karakteristiske retssikkerhedsforskrifter som f.eks. officialmaksimen og vejledningspligten.

Landsskatterettens behandlingsform i nævnssagerne er således primært begrundet i retssikkerhedsmæssige hensyn.

Nævnssagerne udgør primært klager over skatte- og afgiftsansættelser samt klager over den offentlige ejendomsvurdering. Klagesagerne er meget forskelligartet i karakter og omfang og omfatter såvel klager over ansættelser vedrørende den materielle skatte- og afgiftslovgivning (objektiv og subjektiv skatte- og afgiftspligt), samt klager over sagsbehandlingsfejl, som kan medføre afgørelsens ugyldighed. Endvidere omfatter nævnssagerne klage over bindende svar afgivet af Skatterådet.

Landsskatteretten er opdelt i 8 fagkontorer for at sikre den fornødne ekspertise på de enkelte sagsområder. Under fagkontorerne er klagesagerne opdelt og registreret efter sagsgrupper. Hvert kontor har typisk opdelt sagerne i 25-50 sagsgrupper. Antallet af sager pr. år i de enkelte sagstyper varierer væsentligt fra sagsgrupper med ganske få årlige sager til sagsgrupper med flere hundrede årlige sager. Sagskompleksiteten varierer ligeledes mellem de enkelte sagsgrupper. Men også indenfor de enkelte sagsgrupper kan sagernes problemstilling og kompleksitet variere betydeligt. Det er således ikke ud fra opdelingen i sagsgrupper alene muligt at identificere sagernes kompleksitet og opdele sagerne i lettere sager og sværere sager. Det kræver indsigt i den konkrete sag at afklare sagens karakter og omfang. Desuden er lovgivningen og retspraksis under konstant udvikling og bevægelse. Sagsområder, der før var komplekse og uafklarede, afklares, og nye problemstillinger dukker op. Det er derfor meget svært at fastsætte objektive og overordnede kriterier for, hvilke sagstyper der kan betegnes nemme, og hvilke der er komplekse.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 13, stk. 2, kan retspræsidenten bestemme, at en kontorchef eller en fuldmægtig i Landsskatteretten deltager i afgørelsen af en klage. I disse tilfælde har den pågældende samme beføjelser som en retsformand. Dog overgår sagen til behandling efter stk. 1 (afgørelse med deltagelse af en retsformand), såfremt voteringen ikke er enstemmig.

Beslutningsproceduren (udvalgssager) efter stk. 2 er - som det fremgår ovenfor - mere smidig og mindre ressourcekrævende end beslutningsproceduren efter stk. 1 (voteringssager), da sagen ikke skal gennemgås af både en kontorchef og en retsformand.  I perioden 1. januar 2005 til 31. december 2005 blev 1650 nævnssager afsluttet som voteringssager, mens 1209 nævnssager blev afsluttet som udvalgssager. Muligheden for votering ved en fuldmægtig udnyttes derimod kun i meget begrænset omfang i dag. Der henvises endvidere til bilag 4 om sagsbehandling.

Hvorvidt en sag skal afgøres som en udvalgssag eller med deltagelse af en retsformand besluttes først, når sagen er fuldt oplyst, og kendelsesudkast og referat er udfærdiget og ligger til godkendelse hos kontorchefen. Som udgangspunkt behandles en sag som udvalgssag, når der er tale om en ikke-principiel problemstilling, hvor retsgrundlaget og retspraksis er klar, og hvor der ikke er begæret retsmøde. Er sagsbehandleren og kontorchefen uenige om udfaldet, vil sagen som hovedregel ikke blive behandlet som en udvalgssag.

Udnyttelsen af udvalgssagsproceduren har væsentlig betydning for den samlede sagsbehandlingstid i Landsskatteretten. Først og fremmest begrænses antallet af klagesager, der skal behandles hos de tre retsformænd og retspræsidenten væsentligt. Det formindsker risikoen for flaskehalsproblemer i form af liggetider hos retsformændene/retspræsidenten. Dernæst er ordningen ressourcebesparende, idet sagen ikke behandles af såvel kontorchefen som en retsformand, ligesom retsformændenes kompetence og ressourcer forbeholdes de mere principielle og svære sager.

Spørgsmålet om en eventuel udvidelse af mulighederne for udnyttelse af hjemlen i skatteforvaltningslovens § 13, stk. 2, til at en sagsbehandler  førstevoterer i visse sager, er behandlet i Landsskatterettens interne LEAN-projekt.

4.4.4. Indsatsmuligheder

Indsatsmulighed 1: Udvidelse af sagstyper afgjort som kontorsager

Proceduren ved nævnssager er væsentligt mere omfattende, end den er ved kontorsager. Derfor har det været overvejet, om flere af Landsskatterettens sagstyper kan afgøres som kontorsager og dermed ikke undergives nævnsbehandling. En sådan ændring vil utvivlsomt kunne bidrage til nedsættelse af sagsbehandlingstiden i Landsskatteretten.

Det fremgår af bemærkningerne til skatteforvaltningsloven, at bemyndigelsen til retspræsidenten til at henlægge klager til kontorafgørelse primært er tænkt anvendt på de klagesagstyper, der efter forslaget overføres fra afgørelse af ToldSkat til afgørelse af Landsskatteretten. Det er endvidere forudsat, at retspræsidenten opstiller generelle kriterier for, hvilke sager der kan afgøres på kontorniveau, og at disse retningslinier offentliggøres. Retspræsidenten kan ikke bestemme kontorbehandling fra sag til sag, men retspræsidenten kan ud fra en konkret vurdering bestemme, at en klage, der ellers skulle afgøres på kontorniveau, på grund af klagens særlige karakter skal afgøres under medvirken af retsmedlemmer.

Overvejelserne vedrørende udvidelse af sagstyper, der afgøres som kontorsager, rejser en lang række principielle problemstillinger. Det kan således forekomme uforståeligt for klageren, hvis dennes sag er blevet afgjort af et kollegialt organ i skatteankenævnet, men bliver afgjort af en enkelt sagsbehandler ved klageinstansen - Landsskatteretten.

Derudover omfatter en klage til Landsskatteretten ofte flere klagepunkter. Såfremt klagen angår såvel punkter, der skal afgøres som kontorsager, samt punkter, der skal afgøres ved nævnsbehandling, vil klagen skulle splittes op i flere sager og herefter undergives forskellige sagsbehandlingsprocedurer. Dette kan virke uhensigtsmæssigt overfor såvel klageren samt i relation til det samlede ressourceforbrug.

Det bemærkes, at der også i dag findes landsskatteretssager, der opdeles i henholdsvis en nævnssag og en kontorsag. Dette gælder for eksempel indeholdelsessager (nævnssag), hvor der medfølger en hæftelsessag (kontorsag). Disse sager kan dog behandles samlet af den samme sagsbehandler, idet de ikke angår flere forskellige klagepunkter som sådan. Her må kontorsagen afvente afgørelsen af nævnssagen. Dette hænger naturligvis også sammen med, at hæftelsesspørgsmålet må afvente afgørelsen af indeholdelsesspørgsmålet.

Et afgørende argument for ikke at gøre et yderligere antal sager til kontorsager er imidlertid det store tab af retssikkerhed, som borgerne må føle, når der først har eksisteret et årelangt retskrav på nævnsbehandling i en bestemt sagstype, der herefter tages bort. Afgørelsesformen med læge medlemmer som garanti for, at retsanvendelsen er i overensstemmelse med samfundsudviklingen, udgør en helt grundlæggende faktor indenfor dansk skatteret.

Konkrete overvejelser

Sagstypekriterium

Det må anses for forbundet med store vanskeligheder at udvælge og identificere sagstyper, som vil være egnet til at blive afgjort som kontorsager ud fra objektive kriterier. Fastsættelsen af et ”egnethedskriterium” vil kræve en dybdegående undersøgelse af sagsområderne, herunder en gennemgang af en lang række konkrete sager inden for samtlige sagsområder i Landsskatteretten.

Det har således ikke været muligt umiddelbart at få identificeret sagstyper, som generelt kan opfattes som ikke særlig komplicerede og dermed egnede til kontorbehandling frem for nævnsbehandling. En sådan opgave med at identificere sagstyper til afgørelse på kontorniveau vil som nævnt ovenfor kræve en dybdegående undersøgelse af de enkelte sagsområder.

Der arbejdes ikke videre med forslaget.

Sagsgenstandskriterium 

Som alternativ til at undergive visse nærmere angivne typer af afgørelser kontorbehandling, jf. skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, har det været overvejet at anvende et sagsgenstandskriterium. Indførelsen af et sådant kriterium vil kræve en ændring af skatteforvaltningsloven.

Efter retsplejelovens § 224 behandles borgerlige retssager som udgangspunkt i 1. instans ved byretten. Efter § 226 kan byretten dog efteranmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsret, hvis sagen er af principiel karakter.

Efter retsplejelovens § 368 kan domme afsagt af en byret ankes til den landsret, i hvis kreds byretten ligger. Angår sagen krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan dommen kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Det betyder, at en sådan sag kun kan ankes, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

I retsplejelovens kapitel 39 om behandling af sager om mindre krav er der givet særlige regler om en enklere proces i byretssager vedr. krav, der ikke har økonomisk værdi, eller som har en økonomisk værdi af højst 50.000 kr. Sagens værdi bestemmes efter påstanden i stævningen. Bestemmelsen i § 400 indeholder nærmere regler for opgørelse af sagsgenstandens størrelse.

Retten kan efter § 402 efter anmodning fra en part eller af egen drift bestemme, at sagens videre behandling ved retten skal ske uden anvendelse af reglerne i kapitel 39, hvis sagen angår særlig komplicerede faktiske eller retlige spørgsmål eller har særlig betydning for en part ud over påstanden. Retten kan endvidere efter anmodning bestemme, at sagens videre behandling ved retten skal ske uden anvendelse af reglerne i kapitel 39, hvis påstanden udvides ud over ovennævnte beløbsgrænse.

Med udgangspunkt i ovennævnte bestemmelser i retsplejeloven kunne man forestille sig, at man i skatteforvaltningsloven indførte en bestemmelse, hvorefter klager til Landsskatteretten med en sagsgenstand på eksempelvis 20.000 kr. blev behandlet som kontorsager. Viser det sig, at en sådan sag er principiel eller særlige omstændigheder taler herfor, f.eks. at sagen angår særlig komplicerede faktiske eller retlige spørgsmål, vil det efter bestemmelsen kunne fastsættes, at retspræsidenten kan bestemme, at klagen afgøres under medvirken af retsmedlemmer. Der betales ikke klageafgift, selv om en sådan sag overgår til nævnsbehandling.

En sådan ordning vil formentlig give anledning til en række problemer. For det første vedrører en klage til Landsskatteretten ikke nødvendigvis en beløbsmæssig påstand. Sagen kan for eksempel angå et formalitetsspørgsmål med påstand om afgørelsens ugyldighed, sondringen mellem om klageren skal anses for lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende eller spørgsmålet, om klageren skal anses for næringsdrivende med handel med et bestemt aktiv mv. I disse tilfælde kan der ikke nødvendigvis opgøres en beløbsmæssig sagsgenstand.

Landsskatteretten kan endvidere i henhold til skatteforvaltningslovens § 45 uanset klagens formulering foretage afledte ændringer, hvorfor sagsgenstanden kan ændre sig undervejs. Det er herefter spørgsmålet, om sagen vil skulle overgå til nævnsbehandling under forløbet, hvis sagsgenstanden som følge heraf kommer over de 20.000 kr.

Derudover kunne der være risiko for, at der ville ske påklage af forhold, der ikke ellers ville være blevet påklaget for at få sagsgenstanden over ”den magiske grænse”.

Endvidere ville Landsskatteretten i visse tilfælde skulle bruge tid på at beregne selve sagsgenstandens størrelse. Hvis sagsgenstanden skulle opgøres på baggrund af den skattemæssige værdi, ville der for hver enkelt klagesag skulle foretages en meget omfattende manuel skatteberegning.

Der arbejdes ikke videre med forslaget.

Tilbud om kontorbehandling

Det har også været overvejet, om Landsskatteretten skal kunne tilbyde klagerne kontorbehandling enten generelt eller i konkrete situationer.

Det sidste kunne være tilfældet, hvis det viser sig, at jus og faktum svarer til en lignende sag, som allerede er under behandling enten ved Landsskatteretten eller ved domstolene, og som den foreliggende klage vil blive berosat på (f.eks. en førersag i et skattearrangement). Klageren vil ved accept af kontorbehandling kunne få tilbagebetalt sit klagegebyr samt alt andet lige få sin sag hurtigere behandlet.

En ordning med tilbud om kontorbehandling som alternativ til nævnsbehandling må imidlertid anses for retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, idet en så grundlæggende del af afgørelsesformen bør defineres ud fra helt objektive kriterier og aldrig ske vilkårligt.

Der arbejdes ikke videre med forslaget.

Massesager

Det har været overvejet, om massesager (et større antal sager vedrørende fuldstændig identisk problemstilling) med fordel kan opsplittes i en førersag, der nævnsbehandles, og en restgruppe, der afgøres som kontorsager i overensstemmelse med førersagen.

Når Landsskatteretten i dag træffer afgørelse i massesager, foregår det ved, at problemstillingen forelægges retsmedlemmerne til afgørelse samlet for alle sagerne på én gang. Da sagerne således behandles samlet, og retsmedlemmerne træffer afgørelse i alle sagerne ved én samlet votering, vil en opsplitning i en førersag der nævnsbehandles og en restgruppe der efterfølgende afgøres i kontoret, ikke medføre kortere sagsbehandlingstider.

Der arbejdes ikke videre med forslaget.

4.5. Berostillelse

4.5.1. Indledning

Berostillelse defineres i denne sammenhæng ikke som den tid, en sag afventer høringssvar, det være sig fra myndigheder eller klagere/repræsentanter, da dette er et normalt led i sagsbehandlingen. Berostillelse defineres heller ikke som den tid, hvor en sag blot afventer egentlig sagsbehandling. Berostillelse defineres her som det forhold, at Landsskatteretten vælger at lade behandlingen af en sag afvente en begivenhed, intern eller ekstern.

Typiske berostillelser sker som følge af, at der verserer en straffesag, eller at der afholdes syn og skøn. For en del år siden blev det besluttet, at Landsskatteretten som udgangspunkt ikke længere skulle stille sager i bero på afgørelse af civile sager for domstolene, da dette medførte en lang sagsbehandlingstid. I stedet vil udgangspunktet være, at der afsiges en kendelse, og at der samtidig afgives et tilsagn om, at Landsskatteretten vil genoptage sagen, hvis udfaldet af den civile domstolssag tilsiger dette. Et typisk tilfælde, hvor dette vil være relevant, er, hvor der verserer en tilsvarende sag for et tidligere indkomstår ved domstolene. I sådanne tilfælde vil Landsskatteretten dog, når klageren fremsætter en anmodning om berostillelse, foretage en konkret vurdering, men udgangspunktet er, at sagen ikke sættes i bero, medmindre afslutningen på domstolssagen er meget nært forestående.

Behandlingen af sager i såkaldte komplekser, såsom f.eks. ”ti-mands­projekterne”, giver anledning til overvejelse om berostillelse. Der udvælges nogle egentlige førersager – eventuelt i samarbejde med de centrale skattemyndigheder og gerne med repræsentanterne – som behandles forud for de øvrige sager. De sager, der ikke er udvalgt, sættes herefter i bero, og klageren/repræsentanten modtager skriftlig meddelelse om dette. Når Landsskatteretten har afsluttet førersagen, vil berostillelsen af de øvrige sager ophøre, og sagsbehandlingen genoptages. Hvis førersagen indbringes for domstolene, vil dette som altovervejende hovedregel ikke medføre, at sagerne sættes i bero på ny, men der vil blive afgivet et genoptagelsestilsagn samtidig med, at kendelsen afsiges.

Formålet med at stille sager i bero på afgørelse af førersager er at udnytte Landsskatterettens ressourcer bedst muligt, idet sagerne ofte vil være betydeligt nemmere at behandle, når der først er truffet afgørelse i en principiel sag. I de tilfælde, hvor sagerne er identiske med førersagen, vil de ofte blive behandlet således, at der udarbejdes et kendelsesudkast, der blot med ændring af klagerens navn (og somme tider visse tal) kan anvendes på samtlige sager. Sagerne samles derefter i én bunke og sendes i samlet votering, således at der først udarbejdes individuelle kendelsesudkast efter voteringen. Dette er dog ikke altid muligt.

I tilfælde hvor Landsskatteretten har afsagt en kendelse, hvor der er givet medhold til klageren, og sagen herefter indbringes for domstolene af Skatteministeriet, kan det give anledning til overvejelser om sagsgangen, hvis der verserer andre ganske tilsvarende sager, hvor Landsskatteretten jo som følge af sin første kendelse også vil give klageren medhold. I så fald skrives der et brev til klageren/repræsentanten, hvor vedkommende orienteres om, at det må forventes, at Skatteministeriet vil indbringe sagen for domstolene, såfremt Landsskatteretten afsiger kendelse. Det overlades herefter til klageren at træffe afgørelse om, hvorvidt sagen skal berostilles på udfaldet af domstolssagen, eller om Landsskatteretten skal træffe afgørelse uden yderligere ophold. Hvis klageren begærer det, har han krav på en afgørelse.

4.5.2. Indsatsmulighed generelt

Indsatsmulighed 1: Sager berostillet på førersager/domstolsafgørelser tages ud af den almindelige statistik over gennemsnitlig sagsbehandlingstid

Ifølge Landsskatterettens resultatkontrakt for 2005-2008 medregnes ikke sager, som Landsskatteretten er tvunget til at berostille, til Landsskatterettens gennemsnitlige sagsbehandlingstid. Det gælder f.eks. sager, der afventer en straffesag. Sager, der har afventet førersager enten i Landsskatteretten eller ved domstolene, tages derimod ikke på samme måde ud af opgørelsen over Landsskatterettens gennemsnitlige sagsbehandlingstid. Det kunne overvejes at ændre dette princip.

Forslaget indebærer ikke nogen egentlig ændring af sagsbehandlingstiden for de omhandlede sager, men det giver en ændret gennemsnitlig sagsbehandlingstid for Landsskatteretten som sådan. Forslagets effekt kan dokumenteres ved, at der ikke længere vil være en gruppe sager med længere sagsbehandlingstid som følge af, at sagerne har været sat i bero. 

Der er fulgt op på dette punkt i Landsskatterettens interne LEAN-projekt.

4.5.3. Berostillelse af straffesager

4.5.3.1. Indledning

Ifølge Landsskatterettens resultatkontrakt for 2005-2008 medregnes ikke sager, som Landsskatteretten er tvunget til at berostille, til Landsskatterettens gennemsnitlige sagsbehandlingstid. Det gælder f.eks. sager, der afventer en straffesag.

Selv om udgangspunktet er, at sager, der afventer straffesager, holdes uden for opgørelsen af den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, og Landsskatteretten ingen indflydelse har på forløbet af straffesagen, herunder på dens varighed, kan det overvejes, om der er sagsbehandlingsaktiviteter i tilknytning til disse sager, som kunne nedsætte rettens gennemsnitlige sagsbehandlingstid.

Det bemærkes, at det ikke er muligt at sige noget om tidsforbruget ved Landsskatterettens aktiviteter ved disse sager, da der ikke føres statistik  over dette. Det kan nævnes, at der i efteråret 2006 var i alt 90 sager, der var registreret som berostillet på en straffesag.

4.5.3.2. Lovgrundlag

Når en sag er oplyst på en sådan måde, at kontrol- eller ligningsmedarbejderen i skattecentret har grund til at antage, at den skatte- eller afgiftspligtige har overtrådt told-, skatte- eller afgiftslovgivningen, skal der tages stilling til, om der skal gøres strafansvar gældende, og sagen forelægges for sagsbehandlere i Juridisk Service, som beskæftiger sig med ansvarssager.

Told- og Skattestyrelsen har udstedt et cirkulære nr. 19 af 3. februar 1998 (TS-cirkulære 1998-2), hvor spørgsmålet om fremme eller berostillelse af klagesager i forhold til straffesager behandles i afsnit II. Det fremgår heraf, at klagesager som udgangspunkt behandles i det administrative klagesystem, før straffesagen gennemføres. Dette gælder især mindre, ukomplicerede klagesager, som kan forventes afgjort hurtigt, klagesager, hvor den foreliggende uenighed overvejende vedrører spørgsmål om forståelse af materielle regler, samt klagesager, hvor opgørelse af en udeholdt indkomsts størrelse i væsentlig grad bygger på skøn. Det fremgår videre, at straffesagen søges fremmet uanset klage over skatteansættelsen, hvor klagesagen overvejende vedrører bevisspørgsmål af betydning for skatteansættelsen.

Cirkulæret er ikke umiddelbart forpligtende for Landsskatteretten, men Landsskatteretten anvender cirkulærets retningslinier, når der er fremsat anmodning om berostillelse af en klagesag på en straffesag. Folketingets Ombudsmand har i et antal udtalelser lagt dette til grund og har videre udtalt, at Landsskatteretten derfor ikke kan fravige retningslinierne i cirkulæret til skade for den enkelte klager.

Ifølge § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter gælder bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, hvis der er en konkret mistanke om, at en person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf. Det er ikke endeligt afklaret, om denne bestemmelse er til hinder for, at en klager kan blive bedt om at komme med oplysninger til brug for behandlingen af en sag ved Landsskatteretten, men det må formodes, at dette ikke er tilfældet, idet der ikke er tale om, at klageren bliver pålagt at komme med de omhandlede oplysninger efter skattekontrollovens bestemmelser om oplysningspligt mv. Retsvirkningen af, at en klager ikke imødekommer en sådan anmodning om yderligere oplysninger, er ikke, at han ifalder sanktioner efter skattekontrolloven, men blot at klagesagen må finde sin afgørelse på grundlag af de oplysninger, der findes i sagen. En del repræsentanter henviser imidlertid til disse bestemmelser om retten til ikke at inkriminere sig selv som begrundelse for, at klagesagen bør afvente straffesagen.

4.5.3.3. Praktisk fremgangsmåde

Anmodning om berostillelse på en straffesag kan fremsættes på et hvilket som helst tidspunkt under sagens behandling, men vil ofte fremgå enten af klagen (hvis anmodningen fremsættes af klageren eller dennes repræsentant) eller af den udtalelse til klagen, som indhentes ved den indledende høring af SKAT, jf. forretningsordenens § 4, stk. 2, (hvis anmodningen fremsættes af skattemyndighederne). Fremgår anmodningen om berostillelse af klagen, eller fremsættes den efterfølgende af klageren/repræsentanten, vil SKAT blive anmodet om at udtale sig om spørgsmålet - enten i forbindelse med høringen eller ved et særskilt brev.

Der har tidligere været nogen diskussion om, hvornår en skattestraffesag kan anses for rejst, og spørgsmålet har været forelagt for Folketingets Ombudsmand, der bl.a. har udtalt, at det ikke generelt kan kræves, at skattemyndighederne har afsluttet ansvarsvurderingen med en konkret formuleret sigtelse, som umiddelbart kan danne grundlag for en begæring om tiltalerejsning. Det må bero på en konkret vurdering af, om der er i den foreliggende sag er udsigt til, at et strafansvar med en vis sandsynlighed vil blive gjort gældende. Såfremt der er beskikket en forsvarer efter reglerne i § 1, stk. 1, i lovbkg. nr. 827 af 25. august 2005 om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- og afgiftsstraffesag, vil Landsskatteretten som udgangspunkt anse straffesagen for rejst i relation til anvendelse af retningslinierne i cirkulære 1998-2.

Når der foreligger en udtalelse fra SKAT, vil Landsskatterettens kontor træffe beslutning om berostillelse. Dette kræver en gennemgang af sagen, herunder en vurdering af retningslinierne i TS-cirkulære 1998-2. Er begæringen om berostillelse fremsat i forbindelse med klagen eller ved den indledende høring af SKAT, foretages denne vurdering typisk af kontorchefen på det fagkontor, hvor sagen er placeret. Er anmodningen fremsat efter, at sagen er fordelt til en sagsbehandler, foretages vurderingen af denne med forelæggelse for kontorchefen.

Besluttes det at stille sagen i bero på straffesagen, vil klageren eller dennes repræsentant og SKAT blive underrettet om dette, idet de samtidig anmodes om at underrette Landsskatteretten, når straffesagen er afgjort. Klageren/repræsentanten vil oftest modtage kopi af udtalelsen fra SKAT til orientering samtidig med denne meddelelse, idet der sjældent er uenighed om berostillelsen. Hvis der er uenighed, skal der foretages en egentlig høring af klageren eller dennes repræsentant. Det er ikke registreret i hvor mange sager, der er en sådan uenighed.

Når straffesagen er afgjort – ved endelig dom eller tiltalefrafald – anmodes SKAT om en udtalelse om betydningen af udfaldet af straffesagen for indkomstansættelsen. Denne udtalelse sendes i høring hos klageren/repræsentanten, hvorefter sagsbehandlingen i Landsskatteretten fortsættes.

4.5.3.4. Tidsforbruget

Normalt er sagsforløbet i straffesager ganske langvarigt. Der er ikke udarbejdet en egentlig statistik over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for sager, der er afsluttet efter at have været sat i bero på en straffesag.

Det er ikke muligt at sige noget om tidsforbruget ved Landsskatterettens aktiviteter i relation til berostillelse af sager på straffesager, da dette ikke registreres eller på anden måde opgøres specifikt.

4.5.4. Indsatsmulighed på straffesager

Indsatsmulighed 1: SKAT anmodes om at fremsende udtalelse om straffesagens betydning inden 14 dage fra den endelige afgørelse

Efter en straffesag er afsluttet, indhentes en udtalelse fra SKAT om udfaldets betydning for indkomstansættelsen. Denne udtalelse sendes i høring hos klageren eller dennes repræsentant. Det kunne overvejes, at Landsskatteretten i det brev, hvor beslutningen om berostillelse meddeles til SKAT og klageren, samtidig anmoder SKAT om at sende udtalelsen om straffesagens betydning for indkomstansættelsen inden 14 dage efter den endelige afslutning af straffesagen.

På nuværende tidspunkt anmoder Landsskatteretten om udtalelsen efter at være blevet underrettet om straffesagens afslutning. Der kan dels være forløbet nogen tid fra straffesagens afslutning, til Landsskatteretten underrettes, dels spares tiden fra underrettelsen, til SKAT modtager anmodningen om en udtalelse. Der er ikke nogen statistik over dette forløb, men formodningen vil være, at der gennemsnitligt kan spares op til 14 dage pr. sag.

Der kan spares i hvert fald to postgange ved indførelse af det pågældende forslag. Det bemærkes, at straffesager og indkomstansættelser ikke altid behandles af de samme enheder i SKAT, og at de sagsbehandlere, der varetager straffesagen, ikke nødvendigvis er orienteret om klagesagen. Forslaget kræver derfor en aftale med SKAT.

Forslaget vil ikke kræve en ændring af lovgivningen.

Der arbejdes videre med forslaget i samarbejde med SKAT.

4.6. Aktindsigtsbegæring

4.6.1. Lovgrundlag

Adgang til aktindsigt er en grundlæggende rettighed i et demokratisk samfund, der har til formål at sikre borgernes mulighed for at kontrollere det materiale, som en forvaltningsmyndighed er i besiddelse af. Reglerne om aktindsigt modificeres typisk af regler om tavshed vedrørende personfølsomme oplysninger, samt regler der beskytter myndighedernes interne arbejds- og beslutningsproces. Reglerne om partsaktindsigt fremgår af forvaltningsloven, mens reglerne om offentlighedens adgang til aktindsigt i øvrigt fremgår af offentlighedsloven.

Af forvaltningslovens § 9 fremgår det, at en part i en afgørelsessag har ret til aktindsigt. Ifølge forvaltningslovens § 16, stk. 2, afgør myndigheden snarest, om en begæring om partsaktindsigt kan imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter modtagelsen, skal der ske underretning af parten om årsagen hertil samt om, hvornår der kan forventes en afgørelse.

Derudover fremgår det af offentlighedslovens § 4, stk. 1, at som udgangspunkt kan enhver forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt mv. Der er en lang række undtagelser til offentlighedslovens § 4, stk. 1, der fremgår nærmere af offentlighedslovens kapitel 2 og 3.

Undtagelserne til offentlighedslovens § 4 er i sagens natur mere omfattende end forvaltningslovens § 9, idet parten typisk allerede vil være bekendt med de personfølsomme oplysninger, ligesom der er et større hensyn at tage til den borger, der er part i en forvaltningssag.

4.6.2. Aktindsigt i Landsskatteretssager

4.6.2.1. Partsaktindsigt

Partens ret til aktindsigt følger som ovenfor nævnt af forvaltningslovens § 9. De fleste aktindsigtsbegæringer efter forvaltningslovens § 9 i forbindelse med klagesager til Landsskatteretten fremsættes i klageskrivelsen. Den jurist, der tager imod de indkomne klager, noterer på sagen, hvis der er bedt om aktindsigt. Der bliver herefter udsendt en kvitteringsskrivelse, hvoraf blandt andet fremgår følgende:

”Landsskatteretten vil - medmindre De meddeler os andet - senere i forbindelse med sagsbehandlingen vende tilbage til spørgsmålet om aktindsigt, hvor De vil få lejlighed til at se det materiale, som De ikke allerede er bekendt med, og som er undergivet aktindsigt.”

Det kan være praktisk at give klageren eller dennes repræsentant adgang til aktindsigt ved kontorforhandlingen. Klageren eller dennes repræsentant kan her udvælge de bilag, som vedkommende ønsker kopi af. Langt de fleste begæringer om partsaktindsigt bliver løst på denne måde, hvilket normalt opfattes som uformalistisk og tilfredsstillende af rettens brugere.

4.6.2.2. Aktindsigt i kontorindstillingen

Efter forvaltningslovens § 12, stk. 1, anses en myndigheds interne arbejdsdokumenter ikke for omfattet af retten til aktindsigt efter § 9. Bestemmelsen i stk. 1 er alene anvendelig i det omfang, de pågældende dokumenter forbliver i den pågældende myndigheds besiddelse. Når interne arbejdsdokumenter eller uddrag heraf oversendes til en anden myndighed mv., vil dokumenterne miste deres interne karakter og derfor være undergivet aktindsigt efter forvaltningslovens almindelige regler.

Kontorets indstilling til afgørelse anses for et internt arbejdsdokument. Der gives derfor ikke aktindsigt i kontorindstillingen, jf. forvaltningslovens § 12, stk. 1, medmindre denne sendes ud af huset. I de tilfælde hvor kontorets indstilling oversendes til SKAT, gives der automatisk aktindsigt i kontorindstillingen, der ved oversendelsen har mistet sin karakter af at være et internt arbejdsdokument, jf. ovenfor. Dette gælder for eksempel i forbindelse med retsmødesager, men Landsskatteretten sender i visse situationer også indstillingen til udtalelse i SKAT, selvom der ikke er begæret retsmøde, hvis der findes at være behov herfor.

En del repræsentanter begærer retsmøde i sagen med henblik på at få kontorets indstilling til udtalelse. Derefter tager de stilling til, hvorvidt begæringen om retsmøde opretholdes. Hvis kontorets indstilling lyder på stadfæstelse, vil repræsentanten typisk opretholde sin retsmødebegæring. Hvis kontoret har indstillet, at der gives klageren medhold, vil sagsbehandleren i mange tilfælde ringe til klageren/repræsentanten og aftale, at anmodningen om retsmøde formuleres således, at retsmødebegæringen alene opretholdes, såfremt rettens votering går klageren imod. Sagen sendes herefter direkte i votering med bemærkning om, at såfremt retten ikke kan tiltræde kontorets indstilling, skal sagen retur til kontoret med henblik på, at der udarbejdes en retsmødeerklæring.

Det sker sjældent, at der sendes sager til udtalelse i SKAT, hvor der er indstillet medhold, medmindre sagen giver anledning til tvivl eller er principiel.

I de sager, hvor der ikke er begæret retsmøde, og hvor der ikke er tale om en sag af en sådan karakter, at kontoret eller retsformanden vælger at sende sagen til udtalelse hos SKAT under alle omstændigheder, får klageren/repræsentanten som udgangspunkt ikke kontorets indstilling at se.

En undtagelse er i de situationer, hvor kontoret indstiller afgørelsen forhøjet. I disse tilfælde sendes kontorets indstilling til udtalelse hos klageren/repræsentanten.

4.6.2.3. Aktindsigt efter offentlighedslovens § 4  

Af offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., fremgår nærmere:

"Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed."

I offentlighedslovens kapitel 3 er angivet en række undtagelser fra retten til aktindsigt. Bestemmelserne i offentlighedslovens §§ 12 og 13 angår undtagelse af enkelte oplysninger, og der skal således efter disse bestemmelser principielt ske en konkret vurdering af de enkelte oplysninger. De almindelige tavshedsbestemmelser i straffeloven, forvaltningslovens § 27 og tjenestemandslovgivningen har hverken betydning for adgangen til aktindsigt efter offentlighedsloven eller forvaltningsloven.

Derimod ses specielle tavshedspligtsforskrifter at have betydning for adgangen til aktindsigt efter offentlighedsloven, jf. lovens § 14, 1. pkt. sammenholdt med 2. pkt.

Offentlighedslovens § 14 har følgende ordlyd:

"Pligten til at meddele oplysninger er begrænset af særlige be­stemmelser om tavshedspligt fastsat ved lov eller med hjemmel i lov for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv. Det gælder ikke for så vidt angår den almindelige tavshedspligt efter straffeloven, forvaltningsloven og tjenestemandslovgivningen.”

Såfremt pligten til at meddele oplysninger er begrænset af særlige bestemmelser om tavshedspligt, skal man således ikke ind i en konkret vurdering efter offentlighedslovens §§ 12 og 13.

Ved lov nr. 238 af 2. april 1997 om ændring af skattestyrelsesloven mv. blev der indført en ny regel om tavshedspligt i skattestyrelseslovens § 37. Indtil dette tidspunkt var skatte- og opkrævningsmyndighederne undergivet en særlig tavshedspligt vedrørende visse oplysninger, som de kom til kundskab om under udøvelsen af deres erhverv. Reglerne fandtes i statsskattelovens § 44, kildeskattelovens § 87 og vurderingslovens § 29 A. Disse regler blev samlet i skat­testyrelseslovens § 37 og givet et fælles indhold. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at omformuleringen af reglerne indebærer en mindre udvidelse af området for særligt tavshedsbelagte oplysninger.

Skattestyrelseslovens § 37 havde følgende ordlyd:

"De kommunale og statslige skattemyndigheder skal under ansvar efter §§ 152-152 a, og §§ 152 c-152 f, i straffeloven iagttage ubetinget tavshed overfor uvedkommende med hensyn til oplysninger om en fysisk eller en juridisk persons økonomiske forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde bliver bekendt med. Det samme gælder de kommunale myndigheder, der forestår opkrævning og ind­drivelse af skatter, for så vidt angår dette arbejde."

På skatteområdet blev pligten til at meddele oplysninger efter offentlighedsloven således begrænset af den særlige bestemmelse om tavshedspligt i skattestyrelseslovens § 37. Den særlige tavs­hedspligt i § 37 omfattede alle oplysninger om en bestemt fysisk eller juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold. Bestemmelsen er videreført i skatteforvaltningslovens § 17.

I det omfang der er en risiko for, at klagerens identitet afsløres, må Landsskatteretten herefter være afskåret fra give aktindsigt i en kendelse.

Offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., omhandler som tidligere nævnt pligten til at meddele aktindsigt i dokumenter. I offentlig­hedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., er det imidlertid fastslået, at der gælder et meroffentlig­heds­princip.

Af offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., fremgår:

"En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt mv."

En myndighed kan således give adgang til aktindsigt i videre omfang end offentlighedsloven forpligter til. Adgangen til at give aktindsigt ud fra meroffentlighedsprincippet begrænses dog af reglerne om tavshedspligt. Afslag på aktindsigt i et dokument som følge af tavshedsreglen i § 17 må følgelig medføre, at dokumen­tet heller ikke ud fra meroffentlighedsprincippet kan udleveres.

Der er ikke i offentlighedsloven angivet en egentlig pligt til at anonymisere dokumenter. Såfremt man som følge af tavshedsreglerne er afskåret fra at udlevere dokumentet i sin helhed i ikke-an­onymiseret form, er der følgelig som udgangspunkt ikke pligt (eller ret) til at meddele aktindsigt i dokumentet.

Såfremt det med rimelig sikkerhed må antages, at den person, der begærer aktindsigt, ikke er bekendt med vedkommende person/selskabs identitet, og der heller ikke ud fra kendelsens oplysninger i øvrigt er risiko for, at identiteten afsløres, kan Landsskatteretten som udgangspunkt ud fra et meroffentlighedsprincip fremsende kopi af kendelsen (eller øvrige dokumenter) i anonymiseret form.

4.6.3. Indsatsmuligheder

Indsatsmulighed 1: Begrænsning af adgangen til aktindsigt

Landsskatteretten har allerede en restriktiv fortolkning af reglerne om adgang til aktindsigt, og der ses ikke at være hverken behov eller mulighed for at begrænse adgangen hertil yderligere.

Der er ikke arbejdet videre med forslaget.

Indsatsmulighed 2: Aktindsigt i kontorindstillinger

Foreningen af Registrerede Revisorer har i høringssvar af d. 13. juli 2006 til forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven, ligningsloven og lov om statsgaranterede studielån (L143) foreslået, at der gives klagerne ret til aktindsigt i Landsskatterettens kontorindstillinger i alle sager.

Derfor har det været overvejet, om der skal gives aktindsigt i kontorets indstillinger, eventuelt ved at denne udsendes til klageren eller dennes repræsentant forud for forhandlingen i sagen.

For en sådan ordning kunne tale, at dette af visse repræsentanter ville blive opfattet som en yderligere service, ligesom man ikke skal afvente, at indstillingen har været omkring SKAT.

Imod en ordning med at fremsende kontorindstillingen forud for forhandlingen taler, at dette vil fratage forhandlingen sin nuværende karakter af at være et led i oplysningen af sagen. Dette vil give Landsskatteretten et betydeligt merarbejde, idet sagen vil skulle være fuldt oplyst forud for forhandlingen. Endvidere kan udsendelsen af kontorindstillingen give et fejlagtigt indtryk af, at det er kontoret og ikke rettens medlemmer, der træffer afgørelse i sagen. Udsendelse af kontorindstillingen forud for forhandlingen kan derfor ikke anbefales.

Derudover vil der i sager, hvor der er indstillet stadfæstelse, formentlig fremkomme begæringer om retsmøde i sagen, der ellers ikke ville være kommet, således at sagen dels skal sendes forbi SKAT og dels skal berammes til retsmøde med yderligere tidsforbrug som følge. I de sager, hvor der er indstillet stadfæstelse, og hvor der allerede er begæret retsmøde, vil klageren/repræsentanten under alle omstændigheder blive bekendtgjort med kontorets indstilling, efter at sagen har været til udtalelse i SKAT.

Hvis man ønsker at nedbringe sagsbehandlingstiden i Landsskatteretten, er det derfor næppe hensigtsmæssigt at give automatisk aktindsigt i kontorets indstillinger, idet dette vil give nye frister med henblik på bemærkninger, nye fristudsættelser, nye indlæg og formentlig en del retsmødebegæringer, der ellers ikke ville være kommet.

Muligheden for at få aktindsigt i kontorets indstilling er endvidere allerede til stede, idet kontorindstillingen automatisk tilsendes klageren/repræsentanten i forbindelse med retsmødebegæringer, hvor sagen har været til udtalelse i SKAT. En mulighed for aktindsigt i kontorets indstilling forud for oversendelse af sagen til SKAT ses i øvrigt ikke at ville begrænse antallet af erklæringsskrivelser til SKAT, idet medholdssager allerede i vidt omfang sendes direkte i votering i Landsskatteretten efter aftale med klageren/repræsentanten.

Der arbejdes ikke videre med forslaget.

4.7. Syn og skøn

4.7.1. Indledning

Ifølge Landsskatterettens resultatkontrakt for 2005-2008 medregnes til Landsskatterettens gennemsnitlige sagsbehandlingstid ikke sager, som Landsskatteretten er tvunget til at berostille. Det gælder f.eks. syn og skøn.

Selv om sager med syn og skøn holdes uden for opgørelsen af den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, og Landsskatteretten ingen indflydelse har på selve syns- og skønsforretningens varighed, er det imidlertid spørgsmålet, om der er sagsbehandlingsaktiviteter i tilknytning til syns- og skønssagen, som kunne nedsætte rettens gennemsnitlige sagsbehandlingstid.

Det bemærkes, at det ikke er muligt at sige noget om tidsforbruget ved Landsskatterettens aktiviteter i relation til syn og skøn, da tidsforbruget  ikke registreres eller på anden måde opgøres specifikt. 

4.7.2. Lovgrundlag

Efter skatteforvaltningslovens § 47 finder reglen i retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning tilsvarende anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten.

Efter retsplejelovens § 343 kan byretten tillade, at der optages bevis, herunder syn og skøn, selv om dette ikke sker til brug for en verserende retssag (isoleret bevisoptagelse).

Ved syn og skøn i klagesager ved Landsskatteretten overtager byretten den del af processen, som vedrører tilvejebringelsen af syns- og skønserklæringen.

Syn og skøn anvendes, når en fyldestgørende vurdering af sagens faktiske omstændigheder forudsætter en sagkyndig vurdering. Syn og skøn er altså alene et bevismiddel, som tjener til oplysning af sagen. Formålet med syn og skøn er dels at tilvejebringe en fagkyndig besigtigelse og beskrivelse af et faktisk forhold (syn) og dels en vurdering heraf (skøn). Syn og skøn tjener altså til vejledning for Landsskatteretten på områder, hvor retten ikke selv er i besiddelse af den fornødne sagkundskab.

Derimod kan syn og skøn ikke udmeldes med henblik på vejledning om de juridiske spørgsmål i sagen, og syns- og skønsmænd kan ikke anmodes om at foretage en juridisk bedømmelse. Der kan desuden ikke stilles spørgsmål, der forudsætter en væsentlig bevisbedømmelse fra skønsmandens side.

4.7.3. Baggrund for bestemmelserne

Adgangen til syn og skøn under landsskatteretssager blev indført ved lov nr. 824 af 19. december 1989. Formålet med denne adgang var at styrke borgernes retssikkerhed på skatteområdet.

Adgangen til at få foretaget syn og skøn efter retsplejelovens regler er en væsentlig retssikkerhedsmæssig garanti og sikring af skatteydernes retsstilling. Syn og skøn er i princippet velegnet som et tvistløsningsmiddel i alle sager, der indeholder et skønselement.

Ordningen skønnedes således at ville forbedre Landsskatterettens materielle afgørelsesgrundlag og være procesbesparende.

Med gennemførelsen af lov nr. 215 af 28. april 1993 kunne Landsskatteretten bestemme, at udgifter til syn og skøn blev dækket fuldt ud gennem omkostningsdækningsordningen. Hensigten med lovændringen var at mindske antallet af landsskatteretssager indbragt for domstolene yderligere. I forarbejderne anføres det, at adgangen til fuld dækning tilskynder klageren til optimalt at søge en sag belyst ved Landsskatteretten. Hermed varetages det hensyn, at den rigtige afgørelse træffes på et så tidligt tidspunkt som muligt.

4.7.4. I hvilke sager kan syn og skøn udmeldes?

Reglen i skatteforvaltningslovens § 47 finder anvendelse i sager, der er indbragt for Landsskatteretten - det vil sige både told-, skatte-, afgifts- og momssager.

På skatteområdet begæres der navnligt syn og skøn i landsskatteretssager, hvor der er tvist om en værdiansættelse af unoterede aktier og anparter, gældsbreve, goodwill, f.eks. ved overdragelse af et aktiv erhvervet før den 19. maj 1993, eller i sager, hvor der er tvist om markedslejen eller markedsprisen for en ejendom, varelagre, driftsmidler mv., hvor parterne ikke har modstående interesser. Endvidere begæres syn og skøn i sager, hvor det omtvistede spørgsmål er, om et landbrug drives landbrugsfagligt forsvarligt.

Syn og skøn i toldsager vil navnlig kunne blive aktuel i sager om toldværdifastsættelse og i tariferingssager.

Syn og skøn er også i andre sager, der indeholder et skøn, velegnet, hvor der ikke er tale om standardiserede regler for skønnet som f.eks. værdi af fri bil. Her forsøger Landsskatteretten som regel at undgå syn og skøn, da den omhandlede bil som regel ikke eksisterer længere, og da man i hvert fald kun med begrænset sikkerhed kan udtale sig om værdien i det år, der er omhandlet af klagen. 

Der kan efter skatteforvaltningslovens § 47 ikke gives syn og skøn i sager vedrørende

• efterprøvelse af passivposter efter boafgiftslovens § 13 a,
• vurdering af køretøjer efter registreringsafgiftsloven og
• vurdering af fast ejendom.

Det sidste forhold skyldes, at vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand. Begrænsningen i bestemmelsens anvendelsesområde angår kun vurdering efter vurderingsloven. Syn og skøn kan således udmeldes i andre skattesager vedrørende værdien af fast ejendom, f.eks. angående overdragelser mellem hovedaktionær og selskab.

Baggrunden for de øvrige undtagelser er, at der også hér på anden vis er givet vished for en korrekt værdiansættelse, jf. således de skifteretlige regler om værdiansættelse af aktiver i dødsboer i lov nr. 1223 af 27. december 1996 om skifte af dødsboer.

4.7.5. Hvem kan begære syn og skøn?

Syn og skøn kan begæres både af klageren og SKAT. Adgangen anvendes dog i praksis mest af klageren. Det er Landsskatterettens erfaring, at syn og skøn almindeligvis kun udmeldes i de sager, hvor klageren er repræsenteret ved en rådgiver.

Når der begæres syn og skøn, indtræder SKAT som part i sagen, jf.  skatteforvaltningslovens § 47, stk. 4.

Syns- og skønssagerne er blevet forankret i Skattecenter Århus med henblik på en stærkere styring af disse sager. Optræder der i syns- og skønssagen principielle spørgsmål, behandles syns- og skønssagen dog fra 1. juni 2006 i SKAT, Hovedcentret.

SKAT kan både som rekvirent og som skønsindstævnt komme med indstillinger til byretten om valg af syns- og skønsmand og komme med forslag til syns- og skønstemaet. Herudover vil SKAT lade sig repræsentere under syns- og skønsforretningen og eventuelle retsmøder, herunder ved Kammeradvokaten.

Landsskatteretten kan ikke på eget initiativ udmelde syn og skøn, men hvis Landsskatteretten finder, at der er behov for syn og skøn, kan den opfordre parterne til at begære syn og skøn. Det sker således fra tid til anden, at sagsbehandleren eller kontorchefen finder, at afholdelse af syn og skøn vil være hensigtsmæssig i en sag, hvor dette ikke er begæret. Repræsentanten vil i sådanne tilfælde blive gjort opmærksom herpå, samt blive opfordret til at gøre brug af de ovennævnte regler. Skatteyderen vil formentlig i de fleste tilfælde følge en sådan opfordring.

Fordi syn og skøn er en omkostningstung og tidskrævende proces, vil sagsbehandleren ofte forsøge at afklare forholdet gennem mindre tidskrævende tiltag. Hvis der for eksempel er tale om delsalg af en landbrugsejendom, hvor klageren har begæret syn og skøn vedrørende fastsættelsen af værdien for driftsbygningerne, vil sagsbehandleren foreslå, at spørgsmålet sendes til udtalelse i SKAT, der så tager ud og besigtiger driftsbygningerne. Det er Landsskatterettens erfaring, at i stort set alle tilfælde stiller repræsentanten sig tilfreds med dette - og svarene fra SKAT er også typisk gennemarbejdede og velbegrundede.

4.7.6. Frist for stillingtagen til om syn og skøn ønskes

Efter skatteforvaltningslovens § 47, stk. 2, kan Landsskatteretten fastsætte en frist, inden for hvilken klageren og den myndighed, hvis afgørelse klagen vedrører, skal tage stilling til, om der begæres syn og skøn i sagen. Landsskatteretten sætter i praksis fristen til 2 måneder. Det betyder, at Landsskatteretten efter denne frist kan færdigbehandle sagen uden at afvente eller respektereen eventuel syns- og skønserklæring.

4.7.7. Praktisk fremgangsmåde

Første skridt i en syns- og skønssag vil være, at klager/repræsentant meddeler Landsskatteretten, at han eller hun vil afholde syn og skøn om et givet spørgsmål og beder om, at der meddeles tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifter i denne forbindelse.

Landsskatteretten vil herefter træffe afgørelse om omkostningsgodtgørelse.

Det er i denne forbindelse væsentligt, at klager/repræsentant ikke skal bede Landsskatteretten godkende, at der skal afholdes syn og skøn. Landsskatteretten skal heller ikke godkende skønstemaet eller skønsmanden.

Rekvirenten skal herefter fremsende en begæring til den byret, hvor skønsforretningen skal foregå.

Som dokumentation for, at skønsforretningen er påbegyndt, skal begæringen og temaet indsendes til Landsskatteretten sammen med byrettens bekræftelse af at have modtaget sagen, samt at anmodningen er imødekommet, jf. forretningsordenen for Landsskatteretten § 19.

4.7.7.1. Berostillelse af landsskatteretssagen

Herefter berostiller Landsskatteretten behandlingen af sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 47, stk. 3.

Indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen meddeler Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes – jf. straks nedenfor - er 6-måneders-fristen i § 48, stk. 2, suspenderet. Fristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, går ud på, at klageren kan indbringe sagen for domstolene, hvis Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse inden 6 måneder.

4.7.7.2. Afslutning af syns- og skønssagen

Når syns- og skønssagen er afsluttet i byretten, skal den, der har ønsket syn og skøn, inden 14 dage sende en kopi af retsbogsudskriften over byretssagen til Landsskatteretten. Med udskriften skal følge syns- og skønsmændenes udtalelse. Hvis der har været mundtlig afhjemling i byretten, skal retsbogsudskriften af forklaringen også fremsendes.

Hvis det er klageren, som har ønsket syn og skøn, skal vedkommende samtidig med indsendelsen af ovennævnte dokumenter skriftligt meddele Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes eller trækkes tilbage. Fremkommer der ingen meddelelse fra klageren herom, anses klagen for opretholdt.

Hvis der er stillet alternative spørgsmål - fordi der er uenighed om faktiske forhold eller om skatteretlige spørgsmål - må rekvirenten anføre, hvilken besvarelse Landsskatteretten efter hans eller hendes opfattelse må lægge til grund for den skatteretlige bedømmelse og argumentationen herfor.

Hvis det er SKAT, som har anmodet om syn og skøn, kan Landsskatteretten efter modtagelsen af ovennævnte dokumenter skriftligt anmode klageren om inden for en frist på 14 dage at meddele, hvorvidt klagen opretholdes eller trækkes tilbage. Fremkommer der ingen meddelelse fra klageren inden for fristen, anses klagen for opretholdt.

SKAT kan ligeledes fremkomme med sin opfattelse af konklusionen i et indlæg til Landsskatteretten. Indlægget vil blive sendt til klageren til kommentering af, hvorvidt sagen opretholdes, hvilket efter forretningsordenens § 19, stk. 5, skal ske inden for en frist på 14 dage.

4.7.7.3. Retsmøde med syns- og skønsmændene

Landsskatteretten har mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns- og skønsmændene til at udtale sig under et retsmøde, jf. forretningsordenen for Landsskatteretten § 14.

Hvis retten undtagelsesvis bestemmer, at en syns- og skønsmand, eller en anden person, skal have lejlighed til at udtale sig over for retten under et retsmøde, indkaldes den pågældende person ifølge bestemmelsens stk. 4 med samme varsel som klageren, og klageren underrettes herom.

Klageren bliver skriftligt underrettet om et retsmøde med mindst 4 ugers varsel.

4.7.7.4. Hvad betyder syns- og skønserklæringen?

Landsskatterettens kompetence til at udøve et skøn ligger fast. Syns- og skønsrapporten er blot et bevismiddel – en erklæring eller rapport, hvori der indgår flere oplysninger til sagen, hvilket giver retten et bedre grundlag for sin afgørelse.

Landsskatteretten er ikke retligt forpligtet til at nå til samme resultat som skønsmændene. Landsskatteretten skal således ikke lægge udfaldet af syns- og skønsforretningen til grund for sin afgørelse i sagen.

Det er væsentligt, at Landsskatteretten - når skønsrapporten fremkommer - er opmærksom på, at byrettens accept af, at et spørgsmål stilles, ikke er udtryk for, at retten har fundet, at spørgsmålet er i overensstemmelse med sagens faktum. Hvis Landsskatteretten finder, at sagens faktum er et andet end forudsat i spørgsmålet, må Landsskatteretten se bort fra den pågældende besvarelse.

Normalt vil syns- og skønserklæringen blive lagt til grund for afgørelsen. Landskatteretten vil dog næppe følge syns- og skønsrapporten, hvor der er væsentlige mangler knyttet til rapporten og dennes tilblivelse, f.eks. hvis der er stillet retlige spørgsmål. Hvor der konstateres fejl i syns- og skønsrapporten, eller hvor skønsmanden har vurderet et aktiv, der slet ikke er sammenligneligt med aktivet i klagesagen, vil Landsskatteretten også vælge at se bort fra syns- og skønsrapporten.

Kun meget få landsskatteretssager, hvori der har været foretaget syn og skøn, indbringes for domstolene. Nedsættelsesprocenten (dvs. andelen af de sager, hvori skatteyderen får helt eller delvis medhold) vurderes at være væsentlig højere i de sager, hvori der har været foretaget syn og skøn, end i andre sager ved Landsskatteretten.

4.7.8. Omkostningsgodtgørelse ved syn og skøn

Hvis klageren eller dennes repræsentant finder anledning til at begære syn og skøn, har de mulighed for at rette henvendelse til Landsskatteretten for at undersøge, om der på forhånd kan gives tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse.

Landsskatteretten kan således bestemme, at udgifter afholdt til syn og skøn skal dækkes fuldt ud af det offentlige, når afholdelsen af syn og skøn har tilført sagen eller skønnes at kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde, jf. forretningsordenen for Landsskatteretten, § 19, stk. 6.

Bestemmelsen skal ses i lyset af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, hvorefter Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, skal godtgøres fuldt ud.

Reglen praktiseres på den måde, at der i de fleste tilfælde gives forhåndstilsagn om den fulde omkostningsgodtgørelse. Landsskatteretten bestræber sig på at præcisere, hvad der gives tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til, og tilsagnet gives normalt uden, at man får forelagt et forslag til syns- og skønstema.

Landsskatteretten har udarbejdet standardbreve, hvori retten erklærer sig enig eller uenig i, at der ydes fuld omkostningsgodtgørelse.

Som nævnt i afsnit 2 kan syn og skøn ikke angå retlige vurderinger. Hvis der indgår en juridisk vurdering, vil Landsskatteretten ikke give tilsagn om omkostningsgodtgørelse. Det er eksempelvis Landsskatterettens erfaring, at en del klagere begærer syn og skøn i forbindelse med sondringen mellem forbedringer og vedligeholdelse, og sådanne klagere får aldrig tilsagn om fuld godtgørelse.

Afholdelse af syn og skøn er forbundet med store omkostninger. Hvis der ikke var adgang til fuld omkostningsgodtgørelse til syn og skøn i Landsskatteretten, ville mange klagere måske vente med at begære syn og skøn, til sagen var indbragt for domstolene. Hvis klageren fik medhold ved domstolene, ville Skatteministeriet skulle dække udgifterne til syn og skøn efter retsplejelovens regler om sagsomkostninger. Hvis klageren ikke fik medhold, ville den pågældende kunne få udgifterne dækket delvist efter de almindelige regler om omkostningsgodtgørelse. Uden Landsskatterettens mulighed for at give tilsagn om fuld omkostningsdækning, ville klageren således have et økonomisk incitament til at afvente domstolsbehandling, før den pågældende begærede syn og skøn.

I det omfang der ikke gives fuld omkostningsgodtgørelse, kan udgifterne til syn og skøn godtgøres efter de almindelige regler i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 og 2.

De omkostninger, der kan dækkes i syns- og skønssagen, er eksempelvis følgende:

• Salær til syns- og skønsmand, herunder udgifter til rejse og øvrige udgifter.
• Udgifter til sagkyndig bistand under syns- og skønssagen, herunder udgifter til advokatbistand til gennemgang af sagen, valg af brancheorganisation til at afgive erklæring som alternativ til syn og skøn eller valg af syns- og skønsmand, udarbejdelse af syns- og skønstema og tillægsspørgsmål, fremfindelse af materiale, deltagelse i møde under skønsforretningen, deltagelse i retsmøder mv.

Det bemærkes, at syns- og skønsmandens honorar er undergivet byrettens kontrol, idet honoraret fastsættes af retten, jf. retsplejelovens § 211.

4.7.9. Statistik – antal sager om syn og skøn

Landsskatteretten har i perioden 1. januar – 15. september 2006 afsluttet i alt 3.070 sager. Heraf har der været begæret syn og skøn i 74 sager.

Det fremgår af de rapporter, som gennem årene er blevet afgivet til Folketingets Skatteudvalg, at der er ydet omkostningsgodtgørelse i 60-70 sager årligt med en godtgørelsesprocent på 100. Disse sager dækker formentlig alle landsskatteretssager.

Antallet af sager, hvori der er ydet omkostningsgodtgørelse med 50 pct., ligger på 5 i 2003 og 2004.

Ordningen med omkostningsgodtgørelse i syns- og skønssager ved Landsskatteretten koster omkring 5 mio. kr. årligt og i gennemsnit er der dækket udgifter for 75.000 kr. pr. sag.

4.7.10. Tidsforbruget

Normalt er tidsforbruget i syns- og skønssagerne meget stort. Det skyldes bl.a., at der mellem parterne ofte udspiller sig lange diskussioner om valg af syns- og skønsmand og om formuleringen af de enkelte spørgsmål, selv om det er opfattelsen, at noget af problemet oftest løses ved tillægsspørgsmål i syns- og skønstemaet.

Ifølge Landsskatterettens årsberetning 2005 udgør den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2005 for sager med syn og skøn 31,4 måneder, dvs. lidt over 2½ år.

4.7.11. Indsatsmuligheder

Det bemærkes, at skatteministeren den 15. november 2006 som led i regeringens finanslovsaftale med Dansk Folkeparti fremsatte lovforslag om, at der skal kunne gennemføres syn og skøn ved skatteankenævnene og opnås fuld omkostningsgodtgørelse hertil på samme måde som ved Landsskatteretten. Lovforslaget blev vedtaget den 20. december 2006 og har haft virkning fra 1. januar 2007.

Skatteankenævnene har i syns- og skønssager de samme funktioner, som Landsskatteretten har, og SKAT har partsstatus.

Den nye mulighed for at få foretaget syn og skøn ved skatteankenævnene forventes at nedsætte sagsbehandlingstiden i Landsskatteretten.

Indsatsmulighed 1: Skærpelse af høringsfrist ved nægtelse af fuld omkostningsgodtgørelse ved syn og skøn

I de sager, hvor Landsskatteretten ikke giver forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse ved syn og skøn, gives der i dag klageren 2 måneder til at komme med en tilkendegivelse af, om klageren fortsat ønsker syn og skøn. I disse tilfælde kunne kan overveje en differentiering, således at tilkendegivelsen skal sendes inden 14 dage, mens kopi af begæringen og byrettens bekræftelse skal indsendes inden 2 måneder.

Der vil kunne spares 1½ måneds berostillelse i de sager, hvor man vælger ikke at afholde syn og skøn på grundlag af Landsskatterettens brev om, at der ikke gives forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse.

Der ses ikke at være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet hermed.

Forslaget vil kunne medføre en tidsbesparelse for Landsskatteretten i den pågældende type af sager.

Forslaget er implementeret.

Indsatsmulighed 2: Begæring om syn og skøn i klagen til Landsskatteretten

Bestemmelsen om, at Landsskatteretten kan fastsætte en frist for begæring for syn og skøn betyder, at Landsskatteretten skal påse, at fristen overholdes, og - hvis ikke en begæring kommer inden for fristen - vurdere, hvorvidt der skal ses bort fra en senere begæring om syn og skøn. Landsskatte-retten kan også vælge at berostille sagen, hvis der er noget som tyder på, at en begæring er undervejs.  

Bestemmelsen giver Landsskatteretten en mulighed for at se bort fra en senere begæring om syn og skøn. Der er altså ikke noget i vejen for, at Landsskatteretten rent faktisk tillader en senere begæring om syn og skøn.

Det kan ikke belyses statistisk, i hvilket omfang Landsskatteretten i praksis bortser fra senere begæret syn og skøn efter fristens udløb, samt i hvilket omfang der efter fristens udløb begæres syn og skøn.

Da Landsskatteretten ikke har regler om præklusion e.lign., kan en begæring om syn og skøn fremsættes på ethvert givent tidspunkt under sagens behandling, indtil kendelsen er underskrevet og afsendt. Fremsættes begæringen, skal Landsskatteretten tage stilling til spørgsmålet om forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse, og i alle tilfælde, hvor syn og skøn rent faktisk udmeldes, skal Landsskatteretten sætte sagen i bero på dette.

Det kunne overvejes i en bestemmelse i skatteforvaltningsloven udtrykkeligt at foreskrive, at klagen til Landsskatteretten skal indeholde en begæring om syn og skøn - i modsat fald har klageren ikke senere mulighed for at få Landsskatteretten til at tage hensyn til, at der er gennemført syn og skøn under landsskatteretssagen.

Klageren vil ved begæring om syn og skøn på et senere tidspunkt ikke kunne få Landsskatterettens forhåndstilsagn om omkostningsgodtgørelse, ligesom Landsskatteretten er berettiget til afslutte sagen uden at afvente fremkomsten af en syns- og skønserklæring.

Tilsvarende bør SKAT - efter at være blevet gjort bekendt med sagen - inden for en kort frist begære syn og skøn, hvis SKAT vurderer dette som et hensigtsmæssigt skridt.

Adgangen for Landsskatteretten til at opfordre til syn og skøn bør dog fortsat bestå.

En opgørelse af Landsskatterettens verserende sager pr. 15. september 2006 viser, at i 57 tilfælde er der allerede i klageskrivelsen begæret syn og skøn. Dette skal sammenholdes med, at der årligt begæres syn og skøn i ca. 70 sager.

Forslaget indebærer, at der i vejledningen om klage til Landsskatteretten skal gøres opmærksom på, at klageren allerede i klageskrivelsen skal fremsætte begæring om syn og skøn, hvis dette ønskes, samt hvilke konsekvenser det har, hvis det ikke sker i klageskrivelsen.

Da Landsskatterettens forskellige aktiviteter i forbindelse med syn og skøn ikke registreres - bortset fra berostillelsen på syn og skøn - er det ikke muligt at angive et skønnet, sparet tidsforbrug ved forslaget.

Forslaget vil antageligt afskære mindre end omkring 15 klagere fra årligt at begære syn og skøn. I den forbindelse erindres, at Landsskatterettens mulighed for at opfordre til syn og skøn fortsat består.

Fordelen for Landsskatteretten er, at det første skridt i sagen er en stillingtagen til omkostningsgodtgørelsesspørgsmålet, og at sagen herefter kan berostilles på tilvejebringelsen af syns- og skønserklæringen. Landsskatterettens sagsbehandler kommer således ikke til at vurdere sagen materielt, før syns- og skønserklæringen foreligger.

Forslaget kan afskære den skatte- eller afgiftspligtige fra at begære syn og skøn på et senere tidspunkt i sagsforløbet, selv om dette kan være relevant for sagen. Den skatte- eller afgiftspligtige vil dermed kunne blive tvunget til at indbringe sagen for domstolene for at få afholdt syn og skøn. Forslaget er  hverken procesbesparende eller retssikkerhedsmæssigt acceptabelt.

Forslaget forudsætter en ændring af skatteforvaltningsloven.

Der er ikke arbejdet videre med forslaget.

Indsatsmulighed 3: Krav om positiv tilkendegivelse om, hvorvidt klage opretholdes

Rekvirenten skal inden 14 dage efter foretagelsen af syn og skøn sende Landsskatteretten en række dokumenter i syns- og skønssagen. Samtidig skal klageren inden 14 dage meddele Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes eller trækkes tilbage. Hvis ingen meddelelse fremkommer fra klageren inden for fristen, anses klagen ifølge forretningsordenens § 19, stk. 4, for opretholdt.

Man kunne skærpe kravene til klageren og kræve en udtrykkelig tilkendegivelse, hvis klageren ønsker klagen opretholdt. Hvis klageren ikke fremkommer med et udtrykkeligt ønske om at opretholde klagen, kunne Landsskatteretten i stedet anse klagen for bortfaldet. 

Sagen kan afsluttes hurtigere, hvis klageren ikke meddeler, at sagen opretholdes. Det er ikke muligt nærmere at vurdere tidsbesparelsen herved.

Forslaget har alene til formål at kunne registrere en sag som afsluttet, hvis klageren ikke opfylder det formelle krav at meddele Landsskatteretten, at han eller hun ønsker sagen opretholdt.

Et formelt krav vil altså være til hinder for, at klageren kan få sin sag prøvet ved Landsskatteretten.

Retssikkerhedsmæssigt er forslaget uacceptabelt.

Virkningen af forslageter, at klageren formentlig vil anmode om genoptagelse af sin sag enten ved Landsskatteretten eller ved skattecentret. Det kan også tænkes, at klageren prøver at få domstolene til at tage stilling til det materielle spørgsmål.

I det omfang klageren forsøger at få sin sag genoptaget ved et skattecenter, vil SKAT blive belastet med sagen. Tilsvarende vil domstolene blive belastet, hvis sagen går til domstolene.

Fordelen er, at Landsskatteretten vil kunne afslutte en sag hurtigere. Det sker imidlertid som følge af, at klageren ikke får iagttaget et formelt krav. Ud over at forslaget er retssikkerhedsmæssigt uacceptabelt, vil det også være procesforøgende, i det omfang klageren vil søge at opnå genoptagelse af sagen eller går til domstolene.  

Der er ikke arbejdet videre med forslaget.

4.8. EU-sager 

4.8.1. Indledning

Ifølge Landsskatterettens resultatkontrakt for 2005-2008 medregnes til Landsskatterettens gennemsnitlige sagsbehandlingstid ikke sager, som Landsskatteretten er tvunget til at berostille.

Forelæggelser for EF-Domstolen er ikke nævnt i resultatkontrakten, men må antages at være omfattet af de omtalte sager, idet der i givet fald også vil være tale om en ”tvungen berostillelse”.

Selv om udgangspunktet er, at EU-sager holdes uden for opgørelsen af den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, og Landsskatteretten ingen indflydelse har på den tid, der medgår til disse forelæggelsessager, er det imidlertid spørgsmålet, om der er sagsbehandlingsaktiviteter i tilknytning hertil, som kunne nedsætte rettens sagsbehandlingstid.

Det bemærkes, at det ikke er muligt at sige noget om tidsforbruget ved Landsskatterettens aktiviteter i relation til EU-sagerne, da tidsforbruget ikke registreres eller på anden måde opgøres specifikt.

Forelæggelserne skønnes dog at forøge sagens varighed med i gennemsnit 1 år, og antallet af sager, der berostilles på sådanne forelæggelser, skønnes i gennemsnit at udgøre 10 årligt.

4.8.2. Forelæggelser for EU-kommissionen og Toldkodeksudvalget

Indledningsvis må det klarlægges, hvad der menes med, at ”Landsskatteretten er tvunget til berostillelse i forbindelse med forelæggelse for EU-kommissionen eller EU´s toldkodeksudvalg”.

Det følger hverken af skatteforvaltningsloven, moms - eller afgiftslovgivningen eller toldloven, at Landsskatteretten er tvunget til at berostille en sag på forelæggelse af et spørgsmål, om hvilket der er tvist, for EU-kommissionen eller EU´s toldkodeksudvalg.

Imidlertid vil Landsskatteretten på grund af EU-lovgivningens forrang frem for dansk afgiftslovgivning være nødt til at berostille sagen, såfremt en tvist skønnes at kunne løses på baggrund af en forelæggelse for EU-kommissionen eller EU´s toldkodeksudvalg.

Sager, som forelægges EU´s Toldkodeksudvalg, angår tariferingsspørgsmål, altså om en vare skal placeres under en given varekode (position). Sager, som forelægges EU-kommissionen, angår spørgsmålet tilbagebetaling af afregnet told, altså om toldgodtgørelse.

Sagerne har visse fælles karakteristika:

En berostillelse af en sag på en forelæggelse for EU i en tilsvarende sag sker oftest derved, at SKAT bliver opmærksom på sagernes lighed og foreslår klageren og Landsskatteretten, at man berostiller den konkrete klagesag, indtil resultatet af forelæggelsen af spørgsmålet i den tilsvarende sag er blevet behandlet af EU.

Hvis initiativet kommer fra klageren, vil spørgsmålet om en berostillelse på forelæggelsessagen oftest blive gjort gældende i klageskrivelsen. Landsskatteretten vil i den anledning anmode SKAT om en udtalelse over berostillelsesspørgsmålet, og spørgsmålet om berostillelse bliver dermed afklaret på et relativt tidligt tidspunkt i klageforløbet.

Rejses spørgsmålet ikke af klageren, vil det normalt først være i forbindelse med begæring af retsmøde, at SKATs Hovedcenter får kendskab til sagen og dermed behovet for at få berostillet spørgsmålet på forelæggelsen for EU. 

Det er SKAT, som forelægger sager for EU´s toldkodeksudvalg, ligesom tilfældet er med hensyn til forelæggelse af sager for EU-kommissionen. I de sidstnævnte sager kan Landsskatteretten ikke selv forelægge spørgsmål på grund af rettens domstolslignende karakter.

Normalt vil der mellem klageren og SKAT være enighed om formuleringen af de spørgsmål, som er genstand for forelæggelsen.

Er der behov for forelæggelse i den konkrete sag, vil Landsskatteretten ved kendelse pålægge SKAT at tage spørgsmålet op for EU-kommis­sionen eller EU´s toldkodeksudvalg.

4.8.3. Præjudicielle forelæggelser for EF-Domstolen

Ved Landsskatteretten kan spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen blive rejst, hvis der er behov for at få afklaret, hvorledes en eller flere EU-bestemmelser - af betydning for sagens afgørelse - skal forstås. Forelægges sagen for EF-Domstolen, har Landsskatteretten pligt til at lægge EF-Domstolens svar til grund for sin afgørelse af sagen.

At retten har en sådan adgang til præjudiciel forelæggelser for EF-Domstolen er forudsætningsvis fastslået i forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2, (lovforslag L 110 - Folketinget 2004-05, 2. samling), hvorefter skatteministeren inden 1 måned kan indbringe skatterådsafgørelser, der indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål, for Landsskatteretten.

Spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse rejses typisk af klageren – og typisk i form af en anmodning til Landsskatteretten i klageskrivelsen. Indtil videre har Landsskatteretten afvist sådanne anmodninger, idet retten ikke har fundet behov for at gennemføre forelæggelser.

Det bemærkes, at en præjudiciel forelæggelse ikke er indført som et retsmiddel for klageren. Det er således hverken nødvendigt eller tilstrækkeligt, for at retten kan benytte sig af præjudiciel forelæggelse, at klageren har påberåbt sig en EU-regel, ligesom det heller ikke er afgørende, om klageren har fremsat ønske om præjudiciel forelæggelse.

Er der åbenbar tvivl om forståelsen af en EU-regel, bør Landsskatteretten selv tage initiativ til at forelægge spørgsmålet for EF-Domstolen.

Selv om det i givet fald er Landsskatteretten, som formelt forelægger spørgsmålene for EF-Domstolen, må det antages, at det er parterne selv, der bliver enige om spørgsmålenes formulering, dvs. SKAT og klageren, således som det er tilfældet, når en præjudiciel forelæggelse ønskes ved domstolene.

Herudover vil Landsskatteretten kunne berostille en sag på en præjudiciel forelæggelse i en anden sag – typisk retssag – om et tilsvarende spørgsmål.

4.8.4. Indsatsmuligheder

Indsatsmulighed 1: Inddragelse af SKAT, Hovedcentret, ved klagens indgivelse  

Det forekommer ikke hensigtsmæssigt, at berostillelsen på EU-fore­læggelser, herunder på præjudicielle forelæggelser for EF-Domstolen,  i dag normalt først sker på et meget sent tidspunkt i sagsforløbet - nemlig når og hvis SKAT, Hovedcentret, får kendskab til sagen gennem en begæring om afholdelse af retsmøde.

I forbindelse med, at toldsagerne overgik til Landsskatterettens klagebehandling i 1998, blev der gennemført en procedure, hvorefter Landsskatteretten sendte klagen til Told- og Skattestyrelsen med henblik på tilvejebringelse af sagsakterne. I den forbindelse blev styrelsen bekendt med klagen, og styrelsen kunne rejse spørgsmålet om berostillelse på en forelæggelse for EU ved tilbagesendelsen af sagsakterne til Landsskatteretten.   

Senere blev proceduren ændret således, at sagsakterne blev indhentet direkte fra skattecentrene, men med tilbagesendelse gennem Told- og Skattestyrelsen. Også i denne situation ville Told- og Skattestyrelsen have mulighed for at gøre opmærksom på det hensigtsmæssige i en berostillelse på en forelæggelse.

I dag henter Landsskatteretten sagsakterne direkte fra skattecentrene, og SKAT, Hovedcentret, vil typisk ikke have kendskab til de verserende klagesager.  

På den baggrund kunne det overvejes, at skattecentrene i alle afgiftssager, hvor en forelæggelse eller en berostillelse på en forelæggelse for EU kan komme på tale, orienterer SKAT, Hovedcentret, om en klage til Landsskatteretten. I disse sager får Hovedcentret efter forslaget pligt til at meddele Landsskatteretten, hvorvidt der bør ske berostillelse eller forelæggelse. Tilsvarende får SKAT, Hovedcentret, i disse sager også pligt til at underrette Landsskatteretten på et senere tidspunkt i klageforløbet, hvis spørgsmålet om forelæggelse eller berostillelse bliver aktuelt.

Ved forslaget vil en berostillelse hurtigere kunne ske. Bliver spørgsmålet om forelæggelse aktuelt, vil sagen hurtigere kunne afsluttes, medmindre sagen drejer sig om en præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen. Landsskatteretten undgår derved at iværksætte en behandling af det materielle spørgsmål – en behandling, som i kraft af resultatet af forelæggelsen kan vise sig at være overflødig.

Den afklaring, der sker ved forelæggelsen, vil med andre ord spare Landsskatteretten tid.

Ved forslaget får SKAT, Hovedcentret, pligt til at oplyse Landsskatteretten, om sagen bør berostilles eller forelægges EU på et langt tidligere tidspunkt i sagsforløbet end i dag. Dette kan medvirke til, at klagen kan blive hurtigere afgjort, hvilket styrker klagers retssikkerhed.

Forslaget er helt i tråd med ønsket om at sikre, at Hovedcentret er inde over principielle landsskatteretssager.

For SKAT betyder forslaget en administrativ merbelastning, idet skattecentrene får pligt til at underrette Hovedcentret om klager til Landsskatteretten over spørgsmål, hvor en berostillelse/forelæggelse kan komme på tale. Også Hovedcentret vil blive pålagt opgave med at orientere sig om klagens indhold samt vurdere, hvorvidt der i landsskatteretssagen bør foreslås en berostillelse eller forelæggelse. Endvidere skal Hovedcentret under klageforløbet ved Landsskatteretten have sagen in mente med henblik på evt. at kunne foreslå Landsskatteretten, at sagen blev berostillet/forelagt.

Orienteringen fra skattecentrene til Hovedcentret kan vel ske gennem en mail, hvor den indscannede klage medfølger.

Også Hovedcentrets eventuelle bemærkninger til Landsskatteretten kan ske pr. mail.

Forslaget vil indgå i drøftelser mellem Landsskatteretten og SKAT.