1. Indledning

I 1991 vedtog et flertal i Folketinget at indføre en afgift af CO2-udledninger med henblik på at begrænse udledningerne af CO2. Pr. 1. januar 1996 blev CO2-afgiften for erhvervene omlagt og differentieret.

I 2002 ratificerede Danmark Kyoto-protokollen om begrænsning af udledningerne af drivhusgasser. Som følge af Kyoto-protokollen og den efterfølgende byrdefordelingsaftale i EU har Danmark en forpligtelse til at reducere den gennemsnitlige årlige udledning af drivhusgasser med 21 pct. i perioden 2008-12 i forhold til basisåret 1990.

Dette er udmøntet i regeringens klimastrategi fra 2003 [1], hvor omkostningseffektivitet er det bærende princip.

En del af reduktionsforpligtelsen i EU sker gennem EU’s kvotesystem, som er baseret på omsættelige CO2-kvoter.

Ca. 380 danske produktionsenheder er omfattet af EU’s kvotesystem svarende til ca. halvdelen af de årlige danske udledninger af drivhusgasser.

Dele af den danske økonomi er dermed underlagt både kvoteregulering og afgiftsregulering, andre dele af den danske økonomi er alene underlagt afgiftsregulering, og en lille del af økonomien er slet ikke CO2-reguleret.

Danmarks tiltrædelse af Kyoto-aftalen betyder, at udledning af drivhusgasser er blevet en knap ressource for Danmark. Ved brug af denne ressource skal der betales en pris et sted i det danske samfund.

I et omkostningseffektivt miljøbegrundet CO2-afgiftssystem med CO2-kvoter for dele af økonomien, bør CO2-afgiften indrettes sådan, at den knappe ressource - CO2-udledning - har samme pris i hele økonomien.

Udover miljømæssige hensyn varetager CO2- og energiafgiftssystemet også hensyn, som vedrører indtægter til statskassen og energipolitik.

CO2- og energiafgiftssystemet bliver ofte kritiseret af både virksomheder og myndigheder for at være særdeles kompliceret.

CO2-afgiften indgår sammen med energiafgifterne og SO₂-afgiften i et sammenhængende energibeskatningssystem, som i dag samlet set overholder EU-rettens krav til beskatning af energi. Hvis man vil tilpasse CO2-afgiften som følge af EU’s indførelse af CO2-kvotesystemet, er det nødvendigt at se på det samlede energibeskatningssystem for at sikre, at EU’s regler for energibeskatning og statsstøtte forsat overholdes.

Arbejdsgruppen har analyseret, hvordan et omkostningseffektivt miljøbegrundet CO2- og energiafgiftssystem kan indrettes under hensyn til miljø-, energi- og fiskale interesser og samtidig gøres enklere.

Da kommissoriet vedrører dobbeltregulering af CO2-udledningerne samt mulighederne for administrativ forenkling for virksomheder og myndigheder, omfatter arbejdsgruppens opgave ikke analyser af beskatningen af motorbrændstof, biobrændsler, overskudsvarme eller kraftvarmebeskatningen.

Arbejdsgruppen har alene baseret sit arbejde på beregninger foretaget af arbejdsgruppens sekretariat. Alle beregninger er baseret på en kvotepris på 150 kr. per ton CO2. I gennemsnit vil kvoteprisen i perioden 2005-2007 sandsynligvis blive lavere end 150 kr. per ton.