II. Nødvendig reparation

I forbindelse med lavprisselskaberne eller punkt-til-punkt luftfartsselskaberne kan der opstå det problem, at disse selskabers kunder ikke nødvendigvis opnår afgiftsfritagelse på trods af, at de reelt er transferpassager. Disse selskabers kunder vil således oftest ikke være i besiddelse af en sammenhængende billet, som der stilles administrativt krav om, jf. afsnit 3.2 ovenfor.

Den manglende afgiftsfritagelse for de såkaldte ”falske” transferpassagerer er i modstrid med intentionerne i den oprindelige lov om afgift af visse flyrejser[1] , hvorefter transit- og transferpassagerer blev afgiftsfritaget bl.a. for at imødekomme kritikken af, at navnlig Københavns Lufthavns muligheder for at gøre sig gældende som internationalt knudepunkt ville blive forringet[2] .

Den utilsigtede manglende afgiftsfritagelse af punkt-til-punkt luftfartsselskabernes transferpassagererne kan endvidere anses for konkurrenceforvridende i forhold til netværksselskaberne, hvis kunder netop opnår denne afgiftsfritagelse i forbindelse med sammenhængende flyrejser.

Udvidelse af begrebet transit- og transferpassagerer til tillige at omfatte passagerer uden en sammenhængende billet anses derfor for en nødvendig reparation af passagerafgiften, som bør foretages hvis passagerafgiften opretholdes eller nedtrappes gradvist.

Betegnelsen ”falske” transferpassagerer må siges at være en noget misvisende betegnelse for disse passagerer, som netop er i transfer, men ikke opnår afgiftsfritagelse som sådanne. Betegnelsen har dog vundet en vis hævd, og vil derfor fortsat blive anvendt i det følgende.

[1] Lov nr. 389 af 6. juni 1991 om afgift af visse flyrejser.

[2] Bemærkninger til ændringsforslag til L 157, 1990-91, 2. samling.