11. februar 2012
Her er du: Publikationer > Udgivelser > Redegørelse om virkningerne af ændringen i reglerne for registreringsafgift ved reparation og genopbygning af færdselsskadede køretøjer, april 2004

15/04/04

Bilag 3 Ad foryngelse af bilparken

1. De nye afgiftsregler for genopbygning af færdselsskadede biler betød, at reparation og genopbygning af ca. 5.900 personbiler til en værdi af i alt ca. 330 mio. kr. blev opgivet. Det svarer til et reparationsbeløb på ca. 56.000 kr. i gennemsnit. Hvis reparationsbeløbet udgjorde 87,5 pct. af bilens værdi før skaden, var bilernes værdi før skaden på i gennemsnit ca. 64.000 kr.

Bilens værdi før skaden er en mellemting mellem prisen på en tilsvarende brugt bil ved salg fra en brugtvognshandler og brugtvognshandlerens indkøbspris. Når forsikringsselskabet har vurderet bilens værdi før skaden til 64.000 kr. er det fx med udgangspunkt i, at bilen koster 70.000 kr. ved køb fra en brugtvognshandler, mens brugtvognshandleren er villig til at betale 50.000 kr. for bilen.

I første omgang er afgiftsprovenuet beregnet udfra, at bilisten, der fik sin bil skadet, af kontanterstatningen køber en helt tilsvarende brugt bil til samme pris som forsikringsselskabets vurdering. Afgiftsbeløbet er da ca. 35.000 kr., men i praksis koster en bil i samme stand ca. 70.000 kr. hos brugtvognshandleren eller ca. 10 pct. mere end forsikringsselskabets vurdering. For en sådan bil er restregistreringsafgiften på henved 40.000 kr. Forsikringsselskabet giver fuld erstatning, men den brugte bil hos bilforhandleren er oftest repareret for små skavanker mv. og for dem, der ville have solgt bilen inden for kort tid, er kontanterstatningen en gevinst.

2. Hovedparten af dem, der får kontanterstatning vil købe en anden bil. I praksis vil det sjældent være en bil ældre end den bil, der blev skadet.

Bilisten kan fx overveje at købe en helt tilsvarende fx 8-9 år gammel bil til 70.000 kr. eller en bil, der er 6-7 år gammel til ca. 100.000 kr., en ca. 3 gammel bil ca. 150.000 kr. eller en helt ny bil til ca. 225.000 kr.

Afskrivning og forrentning for de nyere biler er større end for de ældre, men modsat sparer bilisten ofte udgifter til reparation og vedligeholdelse, bruger mindre brændstof og får måske en større køreglæde ved en ny bil i forhold til en ældre.

Afgørende for, hvilken bil der vælges, er blandt andet prisforholdet mellem biler af forskellige årgange.

Det større antal skrotninger fører til et lavere udbud af brugte biler, og brugtbilpriserne stiger derfor.

Den uheldsramte bilist køber måske en helt tilsvarende bil til 70.000 kr., men prisen på 8-9 år gamle biler stiger dermed en anelse, hvilket fører til et bedre tilbud fra brugtvognshandlerne til den bilist, der overvejer at købe en 3 år gammel bil, hvilket får denne til lidt før end ellers at skifte den brugte bil ud med en nyere brugt bil. Tilsvarende vil der være nogle af de bilister, der overvejer at købe en ny bil, blive tilskyndet hertil, hvis de kan få blot lidt mere for deres 3 år gamle brugte bil etc.

Selv om den bilist, der får kontanterstatningen således ikke selv nødvendigvis køber en helt ny bil, vil det ekstra antal skrotninger i sidste ende føre til, at nybilsalget stiger næsten tilsvarende.

Der vil dog være nogle bilister, og igen ikke nødvendigvis blandt dem, der får kontanterstatning, der vil fravælge biler på grund af at prisen på ældre biler stiger.

For bilisten, der fik 64.000 kr. i kontanterstatning for en 8- 9 år gammel bil og som teoretisk købte en helt tilsvarende bil til 64.000 kr. udgør den gennemsnitlige registreringsafgiftsbelastning ca. 5.500 kr. pr. år i bilens restløbetid på ca.  6,5 år.

For en ny bil til 225.000 kr., hvoraf registreringsafgiften udgør ca. 125.000 kr. udgør den gennemsnitlige registreringsafgiftsbelastning imidlertid ca. 8.500 kr. pr. år. eller ca. 50 pct. mere.

Foryngelsen af bilparken ved det ekstra antal skrotninger af færdselsskadede biler øger således registreringsafgiftsindtægterne med ca. 110 mio. kr. fra 220 mio. kr. til ca. 330 mio. kr.

Man kan også summarisk beregne virkningen på anden vis. Hvis de 6000 biler havde haft 6,5 års restlevetid, tabes hvert år ekstra 39.000 restleveår for biler ved de ekstra skrotninger. Ved en levetid på 15 år. uden skrotningerne, men ca. 14,75 år med skrotningerne, er det nødvendigt at nyregistrere ca. 2.650 biler ekstra hvert år, for at fastholde bilbestanden. Det giver en ekstra registreringsafgift på ca. 330 mio. kr.

Herfra skal imidlertid trækkes virkningerne af, at udgifterne ved at have bil er steget. For det første stiger forsikringspræmierne med ca. 60 mio. kr. For det andet stiger brugtvognspriserne. Det gør det billigere at have bil for dem, der brugere nyere biler, men dyrere for dem, der bruger ældre biler.

Størrelsen af bilbestanden bestemmes sandsynligvis ikke så meget af dem, der bruger nye biler, men snarere af dem, der bruger brugte biler. Stiger nybilpriserne vil dem, der bruger nye biler måske holde deres nye bil lidt længere, men det vil få brugtbilpriserne til at stige og i sidste ende bilisten, med en meget brugt bil til ikke længere at have bil.

Det kan med meget betydelig usikkerhed skønnes at udgifterne ved at have bil i alt steg med ca. 100 mio. kr. eller med ca. 1 pct. af de samlede udgifter ved bilhold hvert år. Ved en elasticitet på 1 således at bilforbrug i mængde (såvel stk. som kvalitet) falder 1 pct. ved en stigning på 1 pct. i omkostningerne ved bilhold, vil udgifterne til bilhold falde med ca. 1 pct., hvorved de afledte afgiftsindtægter falder med ca. 35 mio. kr. Netto virkningen af foryngelsen af bilparken og de lidt højere omkostninger vil bilhold er derfor omkring 295 mio. kr. eller afrundet ca. 300 mio. kr. Netto er provenuet ved erstatning af de skrottede biler med biler af samme alder således forhøjet med ca. 35 pct.

3. Ved det oprindelige overslag over provenuvirkningen blev der regnet med, at de skrottede biler i gennemsnit var noget ældre og forskellen mellem registreringsafgiftsbelastningen pr. år var relativt større, således at registreringsafgiftsprovenugevinsten ved erstatning af de skrottede biler med tilsvarende importerede skulle forhøjes med noget mere end 50 pct. men efter korrektion for virkningen på bilbestanden med ca. 50 pct.