Bilag 8: EU’s voldgiftskonvention

Den følgende omtale af EU’s voldgiftskonvention bygger på en artikel i Skat Udland 1995, 90 af cand. jur. Søren Næsborg Jensen.

EU’s voldgiftskonvention om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud er indgået på baggrund af EF-traktatens artikel 220, hvorefter medlemsstaterne bl.a. skal indlede "indbyrdes forhandlinger for til fordel for deres statsborgere at sikre ... afskaffelse af dobbeltbeskatning inden for fællesskabet".

Konventionen er inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 763 af 27. november 1991 ved henvisning, hvilket betyder, at konventionens enkelte bestemmelser er en del af dansk ret. I bekendtgørelse nr. 1023 af 13. december 1994 er der fastsat regler til udfyldelse af konventionens bestemmelser.

Voldgiftskonventionen er en folkeretlig multilateral aftale og ikke en EU-retsakt. Det betyder, at EF-domstolen ikke har kompetence til at fortolke konventionen, og at fortolkningen er overladt til de enkelte lande.

Formålet med voldgiftskonventionen er at sikre en effektiv ophævelse af den økonomiske dobbeltbeskatning, der opstår, når et "foretagende" får hævet sin skattepligtige indkomst ved en "armslængdejustering", uden at der gennemføres en korresponderende regulering af indkomsten for det nærtstående foretagende i et andet land. Det er efter konventionen et krav, at man får ophævet dobbeltbeskatningen. Konventionen finder anvendelse på indkomstskatter.

Udtrykket "foretagende" er ikke selvstændigt afgrænset i konventionen, og dansk skattelovgivning indeholder heller ikke nogen definition af udtrykket. Det antages derfor, at alle danske skattesubjekter, som vil kunne mødes med en armslængdekorrektion, kan påberåbe sig konventionen.

I konventionen er det bestemt, hvilket interessefællesskab mellem foretagenderne, der skal kunne udløse armslængdekorrektion. Et sådant interessefællesskab foreligger, når et foretagende i en stat direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i en anden stat, eller når samme person direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i en stat og et foretagende i anden stat.

"Armslængdeprincippet" går ud på, at der til ethvert foretagende skal henføres den indkomst, som et uafhængigt foretagende under tilsvarende omstændigheder ville have opnået. Det indebærer, at kommercielle vilkår, der er bestemt af interessefællesskabet ikke vil blive accepteret, og at foretagender skal anses for at handle på almindelige markedsvilkår.

Foretagenderne kan påberåbe sig voldgiftskonventionen, når der er foretaget en korrektion af vilkårene for deres kommercielle eller finansielle forbindelser.

Efter konventionen skal en stat, der vil foretage korrektion af indkomstopgørelsen i et foretagende som følge af armslængderegler, underrette foretagendet i "god tid". Heri ligger, at foretagendet skal have tid til at underrette det andet foretagende, som igen skal informere myndighederne i den stat, hvori det er hjemmehørende om korrektionen. Her i landet sker underretningen i form af en agterskrivelse, hvori der er angivet en høringsfrist på ikke under 15 dage, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 4.

Hvis begge foretagender og den anden kontraherende stat accepterer korrektionen - dvs. accepterer dobbeltbeskatningen - sættes de øvrige procedurer i konventionen ikke i kraft. Hvis begge stater er enige om korrektionen, men foretagenderne mener den er forkert, kan foretagenderne foranstalte forhandlinger mellem staterne. Hvis staterne stadig er enige, kan de træffe en aftale, som fører til at korrektionen - med respekt af nationale klageordninger - er bindende for foretagenderne. I Danmark er det Told- og Skattestyrelsen, der er kompetent myndighed efter konventionen.

Inden for en frist på tre år efter modtagelsen af underretning om armslængdekorrektionen kan ethvert af foretagenderne klage til skattemyndighederne i den stat, hvor foretagendet er hjemmehørende med henblik på at få ophævet dobbeltbeskatningen. Hvis den myndighed (i Danmark Told- og Skattestyrelsen), som spørgsmålet indbringes for, anerkender, at dobbeltbeskatning har fundet sted eller vil ske, skal myndigheden først søge at løse problemet på egen hånd. Hvis myndigheden ikke herved kan ophæve dobbeltbeskatningen, skal den tage kontakt til myndighederne i den anden stat med henblik på at forhandle om spørgsmålet. Det vil sige, at gensidige forhandlinger vil blive aktuelt, når den myndighed, som har modtaget klagen, mener, at der skal foretages en korrektion i den anden stat.

Hvis staterne ikke inden for en periode på to år er nået til enighed om en fordeling, nedsættes et såkaldt rådgivende udvalg (voldgiftsudvalget), der skal tage stilling til fordelingen af indkomsten mellem foretagenderne. Udvalget er rådgivende, idet myndighederne ikke er bundet af udvalgets afgørelser. Voldgiftsudvalget består af repræsentanter for skattemyndighederne i de involverede stater og af nogle uafhængige medlemmer, der udpeges af de involverede skattemyndigheder.

Foretagenderne kan forelægge voldgiftsudvalget alle oplysninger, beviser eller dokumenter, der forekommer dem nyttige med henblik på den afgørelse, der skal træffes. Foretagenderne kan efter anmodning derom blive hørt eller lade sig repræsentere for voldgiftsudvalget. Foretagenderne har pligt til at fremlægge oplysninger mv., ligesom de har pligt til at give møde for eller lade sig repræsentere for udvalget.

Skattemyndighederne, der er repræsenteret i voldgiftsudvalget, har derigennem lejlighed til at fremlægge den dokumentation m.m., de finder nødvendig.

Voldgiftsudvalget skal træffe afgørelse senest seks måneder efter, at det har fået forelagt sagen. Afgørelsen træffes ved simpelt flertal, men myndighederne er som nævnt ikke bundet af afgørelsen. Det må dog antages, at udvalgets udtalelse vil blive lagt til grund. Hvis myndighederne vælger en anden fordeling, end den udvalget har fastlagt, vil det indebære, at den ene af myndighederne giver afkald på et beskatningsgrundlag, hvilket forekommer usandsynligt, når der tænkes på, at sagen inden den blev forelagt voldgiftsudvalget, har været genstand for forhandling mellem de pågældende myndigheder i op til to år.

Efter konventionen kan foretagenderne som udgangspunkt anvende interne rekursmuligheder og indbringe armslængdespørgsmålet for de nationale domstole sideløbende med, at de midler konventionen omhandler benyttes. Staterne kan dog afskære muligheden for at anvende nationale retsmidler.

I bekendtgørelse nr. 1023 af 13. december 1994 er det således bestemt, at spørgsmål, der omfattes af konventionen, ikke kan behandles i et rådgivende udvalg, hvis spørgsmålet indbringes for danske domstole. Når armslængdespørgsmålet først er afgjort ved landsretten eller Højesteret, vil man ikke kunne igangsætte en voldgiftsprocedure efter konventionen. Armslængdespørgsmålet kan dog godt behandles i det administrative rekurssystem, dvs. til og med Landsskatteretten, samtidig med at det behandles efter proceduren i voldgiftskonventionen