10. Markedsføring og accessorisk virksomhed

Arbejdsgruppen finder ikke grundlag for på nuværende tidspunkt at skærpe kravene til markedsføring af spil. Arbejdsgruppen foreslår derimod, at spillevirksomheder i begrænset omfang får adgang til accessorisk virksomhed, herunder salg af bannerreklamer i forbindelse med internetspil.

Indhold:

10.1. Indledning
10.2. Markedsføring af spil
      10.2.1. Gældende regler
      10.2.2. Ændrede markedsføringskrav til spil
10.3. Accessorisk virksomhed
      10.3.1. Internetreklamer
      10.3.2. Anden form for accessorisk virksomhed

10.1. Indledning

Virksomheders mulighed for at forblive på markedet og adskille sig fra andre virksomheder kræver, at de har mulighed for at oplyse forbrugerne om deres varer eller tjenesteydelser. Det gælder også for spilleområdet.

Det er imidlertid ikke kun virksomhederne, der har gavn af adgang til at reklamere. Reklamer giver også forbrugerne adgang til informationer, som ellers sjældent ville komme til deres kendskab. Den øgede information sætter forbrugerne i stand til bedre at vælge mellem eksisterende varer og tjenesteydelser.

Udbud af spil og spilleaktiviteter er præget af en række eneretsbevillinger til statslige selskaber og organisationer, jf. gennemgangen i kapitel 4. Disse spillevirksomheders monopoler på visse spilletyper har medført, at de ikke har haft behov for gennem markedsføring at adskille sig fra andre spiludbydere eller sikre deres forbliven på spillemarkedet. Markedsføringen af spil har derfor indtil for få år siden været begrænset. Det har igen medført, at det ikke har været anset for nødvendigt med særlige begrænsninger i markedsføringen af spil.

Den faktiske begrænsning i markedsføringen af spil gælder dog ikke i relation til markedsføringsspil, hvor spillet netop reklamerer for virksomhedens varer eller tjenesteydelser.

Den teknologiske udvikling indebærer nye muligheder for distribution af spil. Indenfor de gældende regler er der dermed også kommet nye aktører på spilleområdet, f.eks. virksomheder, der udbyder reklamefinansierede spil og konkurrencer på internettet, tv og telefon. Denne udvikling øger spillevirksomhedernes behov for at reklamere for deres spil, jf. f.eks. Tipstjenestens markedsføring gennem tv-reklamer i 2000 af “Joker” og Asschenfeldts reklamer på bl.a. busser og taxier for internetspil.

10.2. Markedsføring af spil

10.2.1. Gældende regler

Som udgangspunkt er der i dag ikke bestemmelser på spilleområdet, der indebærer begrænsninger i spilleudbydernes adgang til at markedsføre deres spil. De generelt gældende bestemmelser i markedsføringsloven og lov om radio og fjernsynsvirksomhed lægger imidlertid restriktioner på måden, hvorpå spil kan markedsføres.

Bekendtgørelse nr. 699 af 17. juli 2000 af lov om markedsføring indeholder en række generelle regler, der i vidt omfang regulerer erhvervsvirksomheders – og hermed ligestillede offentlige virksomheders – markedsføring. Adgangen til at markedsføre spil er således som tidligere nævnt ligesom anden erhvervsvirksomhed underlagt markedsføringslovens generalklausul om god markedsføringsskik i § 1, det generelle forbud mod vildledning i § 2 og forbudet mod at vildlede i forbindelse med sammenlignende reklame i § 2 a.

Lovens generalklausul udfyldes i praksis efter overvejelser og vurderinger af sædvaner og skøn over de fremherskende opfattelser i samfundet, i erhvervslivet og hensynet til forbrugerne på det givne tidspunkt. Det nærmere indhold udvikler sig således i takt med samfundsudviklingen og den ønskede adfærd på et givet marked.

Med virkning fra 1. juli 2000 er indsat en ny bestemmelse i loven vedrørende uanmodede henvendelser til bestemte aftagere. Herved gennemføres bl.a. en bestemmelse i Rådets direktiv 97/7/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler om fjernsalg. Bestemmelsen vil kunne forhindre aggressiv markedsføring af spil via elektroniske kommunikationsteknikker, f. eks. uopfordrede e-mails med henblik på at få brugerne til at deltage i pengespil på internettet.

Med virkning fra 1. juni 2000 er endvidere gennemført ændringer i lov om visse forbrugeraftaler i relation til fjernsalg, således at fjernsalg også omfatter tjenesteydelser, herunder pengespil. Spil undtages dog fra fortrydelsesretten, men direktivets detaljerede krav til informationer, der skal gives i forbindelse med markedsføringen, skal opfyldes af spiludbyderne.

I bekendtgørelse nr. 551 af 20. juni 2000 af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og i bekendtgørelse nr. 489 af 11. juni 1997 om reklame og sponsorering i radio og fjernsyn er fastsat meget detaljerede bestemmelser for markedsføring i radio og fjernsyn, som også finder anvendelse for markedsføring af spil. Bestemmelserne er en følge af, at der for radio og tv, på grund af deres grænseoverskridende karakterer, er fastlagt visse minimumskrav i EU-regi. Den almindelige hovedregel fremgår af lovens § 7. Endvidere er der fastsat særlige regler for markedsføring overfor børn og unge i radio og tv blandt andet i lovens § 16.

Det Internationale Handelskammer har udarbejdet et kodeks for reklamepraksis gældende for alle, der har med reklame at gøre, og dermed også for spiludbydere. Grundprincippet i dette kodeks er, at al reklame skal være lovlig, sømmelig, hæderlig og sandfærdig. Endvidere skal reklame udarbejdes med behørig social ansvarsfølelse og skal være i overensstemmelse med principperne for loyal konkurrence som almindeligt accepteret i erhvervslivet.

10.2.2. Ændrede markedsføringskrav til spil

Hvorvidt adgangen til markedsføring af spil bør underlægges særlige regler, og derved begrænses yderligere i forhold til allerede gældende regler, må ses i sammenhæng med de samfundshensyn, en sådan yderligere regulering i givet fald skulle tilgodese.

En kommende regulering af spilleområdet skal i videst muligt omfang tilgodese hensynet til begrænsning af kriminalitet, sikre midler til velgørende eller samfundsmæssige formål samt beskytte spillerne, herunder begrænse forekomsten af ludomani, jf. ovenfor kapitel 9.

Det eneste af disse hensyn, der kan tilgodeses gennem særlige regler for markedsføring af spil vil være ønsket om at begrænse forekomsten af ludomani. Markedsføring af spil har derimod ikke direkte betydning for de øvrige samfundshensyn, der ønskes tilgodeset. Hertil kommer, at det må forventes, at udbuddet af spil bliver større, og at spil vil blive markedsført kraftigere. Da spil kan have store menneskelige omkostninger, kunne det overvejes at pålægge markedsføring af spil særlige restriktioner.

Ludomani er imidlertid en meget svær grad af spillelidenskab, der kan karakteriseres som afhængighed. Der er ingen entydig videnskabelig definition på ludomani, men dog enighed om, at der er tale om en afvigende adfærd, der ikke kan forbindes med almindelig spillelyst. Det er således afgørende for spørgsmålet om særlige regler for markedsføring af spil, om reklameintensiteten på spilleområdet har betydning for omfanget af ludomani.

Der har hidtil ikke været forsket nævneværdigt i ludomani i Danmark, og forskningen i udlandet har ligeledes været begrænset. Betydningen af markedsføringen af spil for udviklingen af ludomani kendes derfor heller ikke på nuværende tidspunkt. Fra ikrafttrædelsen af lov om gevinstgivende spilleautomater pr. 1. januar 2001 vil 1 pct. af bruttospilleindtægten fra disse automater blive anvendt til forskning og behandling af ludomani.

På denne baggrund finder arbejdsgruppen det mest hensigtsmæssigt at afvente resultaterne af inden- og udenlandsk forskning på området, inden der tages stilling til, om der bør fastsættes strengere krav til markedsføringen af spil end til andre produkter.

10.3. Accessorisk virksomhed

Ved accessorisk virksomhed forestås virksomhed med tilknytning til spillevirksomheden, som er af sekundær betydning i forhold til denne. Spørgsmålet om accessorisk virksomhed er som følge heraf ikke relevant at drøfte i relation til udbydere af markedsføringsspil, fordi disse spil er af sekundær betydning for udbyderen. Tilsvarende gælder for spil på spilleautomater i restauranter, der i sig selv udgør en accessorisk virksomhed til restaurationsdriften.

Adgangen til at udøve accessorisk virksomhed er i dag ikke ens for alle spillevirksomheder.

For Tipstjenesten, Klasselotteriet, Vare- og Landbrugslotterierne og de velgørende organisationer gælder, at de kun kan udøve virksomhed med spil. Det betyder, at disse udbydere kun kan have en indtjening (udover indskudssummen fra spil) på aktiviteter, der udgør en del af spillevirksomheden. Det vil typisk være salg af brugte maskiner og inventar, eller f.eks. Tipstjenestens salg af præmiekort.

Kasinoerne har adgang til accessorisk virksomhed. Denne adgang er alene afgrænset således, at kasinodriften skal være den væsentligste. De fleste kasinoer har accessorisk virksomhed med salg af drikkevarer og tobak, samt eventuelt madvarer i kasinoet.

Spillehaller efter lov om gevinstgivende spilleautomater har også adgang til accessorisk virksomhed, men alene i form af salg af konfekturevarer i spillehallen.

10.3.1. Internetreklamer

Den teknologiske udvikling indenfor især internettet og den stigende anvendelse af reklamer har medført, at internetspil, der finansieres af reklamer, må forventes i fremtiden at udgøre en større del af det samlede spilområde. Da internettet er et globalt medie, er det attraktivt for de fleste virksomheder at anvende til markedsføring. En række virksomheder vil uden tvivl anse det for hensigtsmæssigt at være med til at finansiere spil på en given hjemmeside mod at få indsat et link til virksomhedens egen hjemmeside.

Eksempelvis anvender Internetfirmaet Dansk Erhvervsnet virtuelle skrabeplader som markedsføringsmiddel. Firmaet har lavet sin egen “skrab og vind” hjemmeside, hvor man ved hjælp af musen kan skrabe sig frem til en række sponsorers præmier. Selve skrabningen fører ikke direkte frem til den enkelte sponsors hjemmeside, men når vinderen f.eks. skal se, hvad han eller hun har vundet, må vinderen en tur forbi sponsorens hjemmeside. Brugen af skrabelodder skyldes, at konkurrenceelementet anses for et stort markedsføringshit.

Et andet eksempel er www.sol.dk, hvor man uden indskud dagligt kan udfylde 3 lottokuponer og deltage i trækningen om ugepræmien på 10.000 kr. Når lottotallene er valgt, er det et krav for at få registreret lottokuponen, at man klikker på en bannerreklame.

Da reklamefinansierede spil kan være forbundet med samtidig markedsføring for flere erhvervsvirksomheder, kan spillene indeholde mulighed for at vinde gevinster af betydelig størrelse. Derved bliver spillene særdeles konkurrencedygtige i forhold til spil med indskud, og dermed også attraktive for spillelystne personer.

Alle udbydere af informationssøgetjenester og mange erhvervsvirksomheder har i dag reklamerbannere på deres hjemmesider. Reklamebannere opleves sandsynligvis af de fleste internetsbrugere som en uundgåelig del af internettet. Udbydere af spil med indskud på internettet kan derfor også have en interesse i at få del i indtægterne fra den stigende anvendelse af reklamer på internettet.

Tipstjenesten og klasselotterierne har i dag som de eneste spillevirksomheder adgang til at udbyde deres spil på internettet. Arbejdsgruppen foreslår, jf. ovenfor kapitel 9, at også Vare- og Landbrugslotterierne og de velgørende organisationers landsdækkende lotterier skal kunne udbydes på internettet.

Set i lyset af, at bannerreklamer er almindeligt forekommende på internettet, finder arbejdsgruppen, at også virksomheder, som på nettet udbyder spil med indskud bør have adgang til at sælge reklamer for andres varer eller tjenesteydelser i forbindelse med deres spil. Indtægterne fra disse reklamer bør imidlertid udloddes af de pågældende spilleudbydere til velgørende eller samfundsmæssige formål. For så vidt angår Klasselotteriets eventuelle reklameindtægter, ville disse skulle beskattes på tilsvarende måde som selskabets spilleindtægter, medens det resterende overskud fra reklameindtægterne vil kunne udloddes som udbytte til staten.

10.3.2. Anden form for accessorisk virksomhed

Det kan overvejes, om alle spiludbydere – og ikke kun udbydere af internetspil – skal have adgang til at udøve accessorisk virksomhed. En sådan virksomhed kunne f. eks. bestå i salg af varer eller tjenesteydelser ved anvendelse af ubrugt kapacitet på spilleudstyr eller ubrugt personalekapacitet.

Som nævnt ovenfor i kapitel 9 er spilleområdet ikke et erhvervsområde i traditionel forstand, og adgangen til privat fortjeneste er derfor begrænset. Det er desuden væsentligt for spilleudbydernes troværdighed og for at fastholde spillerne på danske spil, at disse er underlagt særligt strenge krav, at midlerne fra spil i det store hele anvendes til velgørende eller samfundsmæssige formål, og at spillevirksomhed ikke anvendes til at udkonkurrere andre former for virksomhed.

Arbejdsgruppen finder imidlertid, at spillevirksomheder bør have adgang til at drive accessorisk virksomhed på visse nærmere afgrænsede betingelser, når ikke særlige forhold gør sig gældende.

Dette bør dog ikke gælde for spillehaller med gevinstgivende spilleautomater, der fra 1. januar 2001 er blevet omfattet af nye regler om regulering, kontrol og afgifter. Arbejdsgruppen finder, at denne lovs grænse for, hvad der må drives af accessorisk virksomhed i tilknytning til spillehallen bør fastholdes.

For andre spillevirksomheder bør spørgsmålet om, hvilken form for virksomhed, der vil kunne tillades, i tvivlstilfælde kunne afgøres af Spillemyndigheden efter en konkret vurdering.

Udgangspunktet for accessorisk virksomhed må naturligvis være, at spillevirksomheder kun bør kunne udøve sådan virksomhed i meget begrænset omfang. Endvidere bør det kræves, at den accessoriske virksomhed varetages i en regnskabsmæssig selvstændig enhed, der fungerer på almindelige markedsøkonomiske præmisser.

Overskuddet fra accessorisk virksomhed vil skulle beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, dvs. efter reglerne for beskatning af personligt drevne virksomheder, aktieselskaber, foreninger etc. Det overskud, som herefter er tilbage, bør udloddes af de spillevirksomheder, der udlodder deres overskud til velgørende formål. For de øvrige virksomheders vedkommende vil overskuddet indgå i spillevirksomhedens drift. Der bør derfor være snævre grænser for, om en given accessorisk virksomhed tillades i tilfælde, hvor overskuddet herfra ikke anvendes til udlodning til velgørende formål.