1. Indledning
1.1. Kommissoriet og arbejdsgruppens sammensætning
Skatteministeren besluttede i november 1999 at nedsætte en arbejdsgruppe med følgende kommissorium:
“Den seneste rapport “Spil i Danmark – Overvejelser om en ny regulering”, Finansministeriet, juni 1999, indeholder en række forslag om introduktion af nye spil, om regulering af spilleområdet og om regulering af afgiftspligten.
I forlængelse af denne rapport undersøges de politiske muligheder for introduktion af nye spil herunder vilkårene for eller organiseringen af nye spil. I den forbindelse påregnes også visse provenubegrundede ændringer af spilleafgifterne på spillemaskiner og iværksættelse af en gennemgribende justering af den samlede lovregulering af spillemaskineområdet, hvorved området bliver samlet under Skatteministeriet.
I forlængelse af disse besluttede eller planlagte initiativer nedsættes en arbejdsgruppe, hvis opgave er at analysere den forventede udvikling på det resterende spillemarked med henblik på at fastholde og konsolidere den grundlæggende struktur, der er valgt i Danmark.
Arbejdsgruppen skal således søge at skabe et billede af den forventede udvikling internationalt på spilleområdet, herunder forekomsten af grænseoverskridende spil via medier som tv, telefon og ikke mindst internettet. Arbejdsgruppen skal endvidere vurdere muligheder/forhindringer for en effektiv regulering, beskatning og kontrol af spilleområdet. Samtidig skal den overveje behovet for en ændret organisering af de danske spillevirksomheder, der kan imødekomme et eventuelt behov for øget fleksibilitet i ejerforhold eller som kan vise sig nødvendigt af internationale konkurrencemæssige årsager.
Målet er at tilvejebringe grundlaget for udarbejdelsen af dels en ny lov til regulering og kontrol med spil i Danmark, dels en ny lov vedrørende afgifter af spil, der tager højde for den teknologiske såvel som den markedsmæssige udvikling på spillemarkedet. Endelig skal arbejdsgruppen vurdere den forventede EU-retlige udvikling på området og de nationale muligheder for regulering i relation hertil. I den nye lovgivning skal også inkorporeres de love vedrørende spil og spilleafgifter, der måtte blive vedtaget i folketingssamlingen 1999/2000.
Arbejdsgruppen foreslås nedsat under Skatteministeriet, Departementet (formand) med deltagelse af Justitsministeriet, Erhvervsministeriet og Told- og Skattestyrelsen. I det omfang arbejdsgruppen skønner det nødvendigt, kan andre ministerier, Klasselotteriet, politiet, Forbrugerstyrelsen, IT-ekspert m.fl. inddrages i arbejdet, ligesom et konsulentfirma vil kunne engageres.”.
- Arbejdsgruppen har haft følgende deltagerkreds:
- Departementschef Peter Loft, Skatteministeriet (Formand)
- Afdelingschef Erik Blegvad Andersen, Skatteministeriet
- Kontorchef K. Aasberg Karlsen, Skatteministeriet
- Kontorchef Lars Henry Nielsen, Skatteministeriet
- Kontorchef Claus Bruun Johannesen, Told- og Skattestyrelsen
- Kontorchef Ole Nyvang Nielsen, Told- og Skattestyrelsen
- Kontorchef Lise-Lotte Nilas, Justitsministeriet
- Kontorchef Niels Rytter Jensen, Erhvervsministeriet, Konkurrcence styrelsen
- Fuldmægtig Hans Høj, Erhvervsministeriet, Konkurrencestyrelsen
- Fuldmægtig Per Fiig Nielsen, Justitsministeriet
- Fuldmægtig Jan Madsen, Skatteministeriet, fra september 2000 spille myndigheden
- Fuldmægtig Lene Kielgast, Skatteministeriet
- Fuldmægtig Peter Sehestedt (sekretær)
- Lise-Lotte Nilas blev i januar 2000 afløst af fuldmægtig Christian Strøyer, der i maj 2000 blev afløst af kontorchef Ida Skovvig. Per Fiig Nielsen blev i juni 2000 afløst af fuldmægtig Bettina Wøldike.
- Arbejdsgruppen har afholdt 12 møder.