3 Afgift baseret på behandlingshyppighed

Dette kapitel beskriver det statistiske begreb behandlingshyppighed, og desuden undersøges det, om det er muligt at omlægge den nuværende afgift til en afgift baseret på behandlingshyppighed. I slutningen af kapitlet præsenteres de nordiske erfaringer med afgift på bekæmpelsesmidler.

3.1. Det statistiske begreb behandlingshyppighed

En af Bichel-udvalgets 12 anbefalinger er, at muligheden for en pesticidafgift baseret på behandlingshyppighed bør undersøges. Det statistiske begreb behandlingshyppighed beregnes således:

Boks 3.1.A. Beregning af behandlingshyppighed
behandlingshyppighed = solgt mængde aktivstof, kg standarddosis, kg pr. ha * 1 størrelsen af landbrugsarel i omdrift
det vil sige,
behandlingshyp.=	summen af arealer der kan behandles med den solgte mængde aktivstof
	størrelsen af landbrugsareal i omdrift

Behandlingshyppighed er således et statistisk begreb, som udtrykker, hvor mange gange landbrugsarealet i omdrift kan behandles med den mængde aktivstoffer, der er solgt til formålet, og som er anvendt i standarddoser.

I begrebet behandlingshyppighed indgår følgende produktgrupper jf. “Oversigt over godkendte bekæmpelsesmidler (Miljøstyrelsen 2000)”:

1. Ukrudtsmidler inkl. nedvisningsmidler

2. Vækstregulerende midler

5. Svampemidler

6. Kombinerede svampe- og insektmidler

7. Jorddesinfektionsmidler

8 I. Insektmidler, midler mod skadedyr på planter

Dermed indgår følgende midler ikke i behandlingshyppighedsbegrebet:

3. Midler mod algevækst

4. Midler mod slimdannende organismer i papirmasse

8 II. Insektmidler mod fluer, møl, myrer og kornskadedyr mv.

9. Midler mod utøj på husdyr mv.

10. Midler mod rotter, mosegrise og muldvarpe

11. Midler til behandling af træværk

12 I. Afskrækningsmidler mod myg og fluer

12 II. Afskrækningsmidler mod vildtlevende pattedyr og fugle

Følgende afgrødekategorier indgår i opgørelsen af behandlingshyppighed:

Vintersæd (vinterhvede, vinterbyg og rug)

Vårsæd (vårbyg, vårhvede, havre, blandsæd, helsæd, lucerne o.a. grønfoder)

Vinterraps

Vårraps

Andre frø (sennep, valmue, kommen, olie- og spindfrø samt frø til udsæd)

Majs

Grøntsager (frilandsgrøntsager, ærter til konserves undtaget)

Græs og kløver (græs og kløver i omdrift)

Desuden indgår kategorien “arealer uden for vækstsæsonen”, som imidlertid ikke kan tildeles en arealstørrelse, og derfor kun indgår ved beregningen af behandlingshyppigheden for det samlede landbrugsareal. Denne kategori omfatter ukrudtsbekæmpelse, som udføres efter høst. Permanente græsarealer udenfor omdrift og udyrkede brakarealer indgår ikke i opgørelsen. Derimod er dyrkning af non-food afgrøder (primært raps) på brakarealer regnet med. Indenfor planteavlen er frugt- og bæravl, blomsterdyrkning på friland og væksthusgartneri holdt udenfor opgørelsen. Pesticidanvendelse i skove og på udyrkede arealer (herunder kommunal anvendelse) indgår heller ikke i opgørelsen.

Som en konsekvens af Bichel-udvalgets arbejde, der baserer sig på de faktisk behandlede arealer, indgår de økologisk dyrkede arealer ikke i opgørelsen.

Behandlingshyppigheden beregnes således kun for det traditionelle landbrug, og kun for den del af pesticidforbruget, der direkte vedrører planteproduktionen. Midler til bekæmpelse af utøj på husdyr eller diverse indendørs formål (herunder ved indlagring af produkter (bejdsemidler)) indgår ikke i opgørelsen.

3.1.1. Doseringer

Hidtil har enten den anerkendte dosering fra Danmarks JordbrugsForskning, eller hvis en sådan ikke foreligger, den anbefalede standarddosering fra det markedsførende firma for hvert enkelt produkt, været benyttet som udgangspunkt for beregningerne af behandlingshyppigheden. I de relativt få situationer, hvor doseringen er angivet som et eller flere dosisintervaller, benyttes en anslået middelværdi. Af praktiske årsager omregnes de enkelte produkters standarddosis til mængde aktivstof pr. ha. Anerkendelsen af pesticider er baseret på en aftale mellem Danmarks JordbrugsForskning og Dansk Planteværn. Der er tale om en frivillig aftale, men i praksis gennemføres der anerkendelsesforsøg med alle nye pesticider. Forsøgene, der ligger til grund for en anerkendelse, skal være udført efter principperne for God Effektivitets Afprøvning (GEP), så de lever op til kravene, der er specificeret i EU-direktiv 93/71/EØF og den heraf afledte ”Vejledning til krav for effektivitetsdata med henblik på dansk godkendelse” jf. bilag 1.

I forbindelse med anmeldelsen til anerkendelse angiver firmaet, hvilken dosering de ønsker pesticidet anerkendt i. Ofte er doseringen lig med den dosering, der anbefales i vore nabolande. Pesticidet afprøves herefter i både lavere og højere doseringer med henblik på at fastlægge doseringskurven. I de fleste tilfælde anerkendes pesticidet i den af firmaet angivne dosering. Såfremt det viser sig, at doseringen er unødvendig høj, kan Danmarks JordbrugsForskning - under skyldig hensyntagen til firmaernes produktansvar - beslutte at anerkende pesticidet i en lavere dosering.

Ud fra midlernes anvendelsesområder og et fagligt skøn baseret på generel erfaring og en række konkrete informationskilder fastsættes en procentuel fordelingsnøgle for mængden af aktivstof i produktet på de relevante afgrødetyper.

Behandlingshyppighed kan først beregnes efter året er gået. Først beregnes hvor store arealer, der kan behandles ud fra de givne forudsætninger. Dermed tages der udgangspunkt i den solgte mængde aktivstof i hvert enkelt produkt, den anerkendte/anbefalede dosering af et produkt i hver af de afgrøder hvortil produktet er godkendt samt den fastsatte fordelingsnøgle afgrøderne imellem.

Summen af de arealer, der samlet set kan behandles med den solgte mængde produkter, divideres med størrelsen af landbrugsarealet i omdrift, hvorved man får den samlede behandlingshyppighed i landbruget jf. boks 3.1.A.

Produkter, der indeholder mere end et aktivstof, har hidtil været håndteret ved, at de behandlede arealer er opgjort under det aktivstof, som produktet er opført under i Miljøstyrelsens “Oversigt over godkendte bekæmpelsesmidler”. Doseringen af de enkelte aktivstoffer i blandingsprodukter er generelt lavere end standarddoseringen af et produkt, der kun indeholder ét af de pågældende aktivstoffer.

Som eksempel kan tages ukrudtsmidlet Basagran M75, der indeholder aktivstofferne bentazon og MCPA. Basagran M75 er i “Oversigt over godkendte bekæmpelsesmidler 2000” opført under bentazon, hvilket betyder, at der i opgørelsen af behandlingshyppigheden tages udgangspunkt i doseringen af bentazon. Basagran M75 anvendes bl.a. i vårsæd, hvor doseringen af bentazon er sat til 0,250 kg aktivstof/ha. Til sammenligning anvendes produktet Basagran 480 (der kun indeholder bentazon) i vårsæd med en dosering på 0,480 kg aktivstof/ha. Begrundelsen for at foretage arealberegningen for kombinationsprodukter på denne måde har primært været et ønske om at minimere risikoen for dobbelt bogføring. Dette ønske er historisk betinget og stammer fra den tid, hvor opgørelsen blev ført manuelt, og krydscheck derfor var mere krævende at foretage end i dag, hvor alle data findes i en database.

3.1.2. Opdatering af den hidtidige opgørelsesmetode

For at kunne sammenligne udviklingen i behandlingshyppigheden over tid, er grundlaget for beregningerne så vidt muligt fastholdt. Imidlertid har der i årenes løb været en generel tendens til, at de anbefalede doseringer er blevet sat ned, hvilket betyder, at man i nogle tilfælde beregner behandlingshyppigheden med doser, der ikke længere er aktuelle. Den hidtidige metode har også vist sig at give nogen skævvridning i bedømmelsen af en række beslægtede produkter. Det drejer sig fx om, at de samme mængder aktivstoffer udbragt som henholdsvis færdigformuleret kombinationsprodukt eller som tankblanding af flere enkeltprodukter ofte giver anledning til forskellige  behandlingshyppigheder.

Miljøstyrelsen vurderede derfor, at der var behov for en opdatering og revision af den hidtidige opgørelsesmetode, og at tidspunktet for at foretage eventuelle ændringer var hensigtsmæssigt. Der blev derfor i efteråret 1998 nedsat en arbejdsgruppe under Miljøstyrelsen, der skulle gennemgå behandlingshyppighedsbegrebet og dets beregningsmæssige forudsætninger med henblik på en mulig revision, førend man eventuelt vedtog og iværksatte en pesticidhandlingsplan II. Arbejdsgruppen omfattede repræsentanter fra Danmarks JordbrugsForskning, Dansk Planteværn, Danmarks Statistik, Landskontoret for Planteavl og Miljøstyrelsen. En konsulent fra COWI var faglig sekretær for gruppen.

Gruppens arbejde har resulteret i en ændring af opgørelsesgrundlaget fra de enkelte produkters standarddosering i hver relevant afgrøde til én standarddosering for hvert aktivstof i hver relevant afgrøde. Den samlede behandlingshyppighed for produkter, som indeholder flere aktivstoffer fås ved at summere de enkelte aktivstoffers bidrag til behandlingshyppigheden.

Eksempel på gammel og ny metode
For aktivstofferne propiconazol og fenpropimorph anvendes fx følgende standarddoseringer (de i dag gældende anerkendte doseringer for produkter, der kun er baseret på ét aktivstof):
Propiconazol:					125 g/ha
Fenpropimorph:750 g/ha
Det betyder, at ved 1 liter/ha af de enkelte handelsprodukter opnås følgende behandlingsindeks (BI’er) efter
den reviderede metode ved at dividere standarddoseringen op i aktivstofmængden i 1 liter af produktet (BI’er
efter den hidtidige metode i parentes):
1	liter	Tilt 250EC				(250 g propiconazol)	250/125 = 2,0	(2,0)
1	liter	Corbel	(750 g fenpropimorph)				750/750 = 1,0	(1,0)
1	liter	Tilt Mega Turbo (125 g propiconazol, 300 g fenpropimorph)					125/125+300/750 = 1,4	(1,0)
1	liter	Tilt Top		(125 g propiconazol, 300 g fenpropimorph)			125/125+375/750 = 1,5	(1,0)

De anerkendte doseringer er 0,5 liter/ha Tilt 250EC og 1 liter/ha af de øvrige produkter svarende til BI=1,0 for alle fire produkter med den hidtidige beregningsmetode. Dette resultat forekommer ikke rimeligt, hverken på det konkrete plan eller i forhold til de overordnede målsætninger for reduktion af pesticidanvendelsen i landbruget. Med den reviderede beregningsmetode bliver BI for de anbefalede doseringer for de fire stoffer hhv. 1,0 - 1,0 - 1,4 og 1,5, hvilket bedre afspejler de ekstra mængder af aktivstof, der forekommer i de to sidstnævnte produkter.

Den nye metode har løst ovennævnte problem med, at de samme mængder aktivstoffer udbragt som henholdsvis færdigformuleret kombinationsprodukt og som tankblanding af flere enkeltprodukter ofte giver anledning til forskellige behandlingshyppigheder i den hidtidige opgørelsesmetode. De reviderede standarddoseringer er i langt de fleste tilfælde identiske med de anerkendte doseringer fra Danmarks JordbrugsForskning og afspejler, hvad der er tilstrækkeligt til at opnå den nødvendige bekæmpelseseffekt ved almindelig god landbrugsmæssig praksis i dagens Danmark.

For et mindre antal aktivstoffer findes der ikke en anerkendt dosering. Dette gælder bl.a. for aktivstoffer, der kun forekommer i blandingsprodukter. I disse tilfælde er der ud fra en konkret vurdering skønnet en standarddosering.

Standarddoserne er fastsat med udgangspunkt i et udkast fra Danmarks JordbrugsForskning.

Udkastet har været drøftet i arbejdsgruppen under Miljøstyrelsen, og producenterne har haft mulighed for at kommentere udkastet. I det omfang, der har været fagligt begrundede bemærkninger til udkastet, er doseringerne blevet justeret, hvilket betyder, at der er enighed om de fastsatte standarddoser.

3.2. Behandlingshyppigheden som afgiftsgrundlag

Behandlingshyppigheden udtrykker bl.a. det forhold, at nogle pesticider er biologisk aktive i meget små mængder, og som følge deraf kan anvendes i væsentlig lavere doser end andre midler. Den miljømæssige påvirkning fra pesticider kan således forøges, selvom det mængdemæssige forbrug reduceres.

Det statistiske begreb behandlingshyppighed kan som tidligere nævnt ikke direkte afgiftsbelægges. I beregningen for behandlingshyppighed anvendes standarddosis som grundlag. Standarddosis kan i modsætning til behandlingshyppighed anvendes som afgiftsgrundlag.

I det følgende resumeres de hidtidige overvejelser om beskatning af pesticider, samt hvilke nye aspekter der er fremkommet, siden spørgsmålet om en omlægning sidst har været behandlet.

3.2.1. Hidtidige undersøgelser af afgift af behandlingshyppigheden

Muligheden for omlægning af afgiften efter behandlingshyppighed har tidligere været behandlet i forbindelse med udarbejdelse af pesticidafgiftsloven fra 1995 og lovrevisionen i 1998.

En pesticidafgift kan i teorien baseres på en række forskellige grundlag. Nogle af disse grundlag vil alene kunne bære en afgift af et større omfang. Andre vil ved nærmere overvejelse ikke være hensigtsmæssige ud fra eksempelvis miljømæssige eller administrative årsager. Endelig kan nogle af grundlagene kombineres.

Afgiftsgrundlaget for en pesticidafgift kan bestå af et eller flere af følgende elementer:

• Belastningsindeks
• Mængden af aktivt stof
• Standarddosis (“behandlingshyppighed”)
• Værdien (engros eller detail)

Den ideelle pesticidafgift rammer pesticidernes miljøbelastning direkte. Miljøbelastningen afhænger imidlertid af en lang række forhold, som ikke direkte har noget med det enkelte pesticid at gøre. Således vil miljøbelastningen afhænge af, hvordan der sprøjtes, klimaet, jordbunden osv. En sådan ideel afgift er ikke mulig, da afgiftssatsen i så fald skulle justeres hver eneste gang, forudsætningerne fx vejret blev ændret.

3.2.1.1. Belastningsindeks

Den ideelle afgift kan tilnærmes ved at afgiftsbelægge pesticiderne efter et belastningsindeks. Her opgøres miljøbelastningen for de enkelte pesticider under en gennemsnitlig eller standardiseret anvendelse i Danmark. Det kræver imidlertid, at det er muligt at vurdere et pesticids samlede miljøbelastning på en lang række parametre som fx giftighed overfor dyr, nedbrydningstid, mobilitet etc. Desuden ville der skulle foretages en vægtning af disse usammenlignelige elementer.

I praksis vil det således ikke være muligt at opgøre et pesticids samlede miljøbelastning i en gennemsnitlig anvendelse. En sammenvejning af alle eller flere miljøparametre vil endvidere ikke være mulig på et objektivt grundlag, da det er et politisk spørgsmål, hvordan samfundet skal værdisætte eksempelvis risikoen for kræft overfor giftighed for fugle og insekter.

Da det i sidste ende er et politisk spørgsmål, hvordan de enkelte miljøparametre skal værdisættes i forhold til hinanden, er det dog muligt at udvælge enkelte miljøparametre. Hvis det således er den politiske holdning, at fundet af pesticidrester i grundvandet og drikkevandet er et meget væsentligt miljøproblem, kunne pesticidafgiften differentieres efter stoffernes “farlighed” for grundvandet. Alternativt kunne man vælge at lade en del af afgiften afhænge af sundhedsrisikoen eller pesticidernes giftighed for dyr osv. Som tidligere omtalt har det vist sig problematisk at rangordne pesticider entydigt efter enkelte miljøparametre.

Det generelle belastningsindeks kan således ikke konstrueres, men man kan udvælge vigtige delområder og differentiere pesticidafgiften efter pesticidernes skadevirkning på dette eller disse områder. Da der her vil være tale om et partielt billede af miljøbelastningen vil det ikke være hensigtsmæssigt at basere hele pesticidafgiften på en enkelt eller nogle få parametre. En enkelt parameter kunne derimod være grundlag for et tillæg til den generelle værdiafgift. Såfremt det ville være muligt at udarbejde et generelt belastningsindeks, kan det derimod godt tjene som eneste grundlag for en pesticidafgift. Bichel-udvalget har senest undersøgt muligheden for en rangordning af pesticider og har konkluderet, at dette ikke er muligt jf. afsnit 3.2.1.5.

Problemet med brugen af et delindeks er, at man risikerer at fremme midler, der medfører en lille miljøbelastning på netop det område, man vælger at differentiere afgiften efter, men som i øvrigt er meget skadeligt på andre områder. Denne problemstilling er dog ikke anderledes end for en værdiafgift, hvor mere skadelige midler kan behandles på lige vilkår med mindre skadelige midler. Det skal i den forbindelse bemærkes, at anvendelsen af alle særligt farlige eller skadelige midler er blevet forbudt eller væsentligt begrænset.

3.2.1.2. Mængden af aktivt stof

Den ene del af målsætningen i pesticidhandlingsplanen fra 1986 er at reducere forbruget af pesticider målt i mængden af aktivt stof.

En afgift pr. kg aktivt stof vil umiddelbart være let at administrere. Der er imidlertid ikke nogen entydig sammenhæng mellem mængden af det aktive stof, der anvendes, og den miljøbelastning der opstår. Her spiller også det enkelte stofs giftighed ind. Det vil endda typisk være sådan, at højaktive midler vil blive begunstiget på bekostning af mindre aktive midler, da der skal benyttes mindre aktivt stof pr. behandling ved brug af højaktive stoffer. I praksis vil et sådan afgiftsgrundlag reelt undtage herbicidsprøjtninger med de såkaldte minimidler for afgift. På samme måde vil insekticidsprøjtninger med de såkaldte pyrethroider også i praksis blive undtaget for afgift.

Da højaktive midler kan være lige så skadelige for miljøet som de mindre aktive midler, risikerer man således at skade miljøet ved kun at basere afgiften på mængden af aktivt stof. En sådan afgift kan derfor ikke anbefales.

3.2.1.3. Standarddosis (arealvægtet)

I forbindelse med udarbejdelse af loven fra 1995 og lovrevisionen i 1998 har afgift på behandlingshyppighed og dermed også standarddosis været behandlet.

Det blev ved begge lovrevisioner konkluderet, at en afgift baseret på standarddosis ikke var mulig. Argumenterne var bl.a., at det var tvivlsomt, om standarddosis kunne benyttes som afgiftsgrundlag.

For det første kunne en standarddosis ikke fastlægges entydigt. Afgiftsgrundlagets størrelse blev derfor afhængigt af administrative afgørelser, hvilket ikke tillades i en afgiftslov. Derfor skulle standarddosis anføres i loven for hvert godkendt produkt. Ved godkendelse af nye produkter skulle loven ændres.

For det andet vil der være en tendens til, at producenterne ville overvurdere, hvor meget aktivt stof, der skulle anvendes pr. ha. Derved kunne man reelt reducere afgiftsbetalingen, såfremt produkterne i praksis kunne benyttes i mindre dosis. En kontrol af dette ville være vanskelig set fra myndighedernes side.

Endelig ville der skulle fastsættes forskellig dosis for forskellige kulturer. Der ville således kunne spares afgift, hvis man brugte pakninger med høje standarddoseringer til kulturer, der kun behøver lavere dosis. Hertil kom, at der for nogle midler, der bruges i væksthuse ikke var fastsat standarddoser.

Det blev fremhævet, at behandlingshyppigheden ikke er et entydigt begreb, hvorfor der for hvert enkelt af de godt 800 godkendte bekæmpelsesmidler skulle træffes et valg om afgiftsgrundlaget. Dette valg ville påvirke størrelsen af afgiften for det enkelte produkt og igen have fordelingsmæssige konsekvenser for de forskellige bedriftstyper og leverandører af bekæmpelsesmidler. For hvert af de allerede godkendte midler skulle afgiftssatsen anføres i loven, og loven skulle ændres, når nye midler søgtes godkendt.

Det blev dengang vurderet, at en afgift pr. standarddosis ikke havde afgørende bedre miljøvirkning end en værdiafgift, og at den var forbundet med væsentlige praktiske vanskeligheder. På baggrund af at der er væsentlige omkostningsforskelle pr. behandling med de forskellige midler, ville en afgiftsdifferentiering, hvor de billige midler fik en høj sats og de dyre midler en lavere sats, medføre en tilnærmelse til en afgift pr. behandling (standarddosis).

3.2.1.4. Værdien (engros eller detail)

En værdiafgift indeholder relativt få afgiftstekniske spørgsmål. I pesticidafgiften er det valgt, at benytte detailværdien for bl.a. insektmidler og ukrudtsmidler, mens engrosværdien er valgt for bl.a. træbeskyttelsesmidlerne.

En afgift af detailværdien giver et mindre manipulerbart afgiftsgrundlag men er mere belastende at administrere end en engrosafgift på grund af prismærkningen. Ved høje afgifter bør man benytte en afgift af detailværdien, da afgiften bliver mere robust, og de højere administrative omkostninger står mål med den større adfærdsvirkning.

Det blev vurderet såvel med lovgivningen i 1995 og ved revisionen i 1998, at en værdiafgift på detailværdien var det bedst egnede grundlag at basere en pesticidafgift med høje satser på, når fordele og ulemper var gjort op.

Værdiafgiften har en række fordele, som de øvrige valgmuligheder ikke har. Værdiafgiften fungerer i den gældende lov. Beregningen af afgiften er til forskel for de øvrige muligheder entydig og objektiv og er udenfor kontrol og påvirkning af administrative myndigheder og producenter. Ulempen er dog prismærkeordningen, som virksomhederne generelt anser for byrdefuld.

3.2.1.5. Bichel-udvalget overvejelser om mulighederne for rangordning

I forbindelse med Bichel-udvalgets arbejde blev mulighederne for at rangordne pesticider vurderet. Rangordningen skulle ske med hensyn til risiko for udvaskning til grundvandet, risiko for vandorganismer, risiko for jordorganismer samt risiko for mennesker.

Undersøgelsen af muligheden for at rangordne pesticider med hensyn til risiko for udvaskning til grundvandet viste, at der ikke er god overensstemmelse mellem de forskellige metoder. Det er således ikke muligt entydigt at udpege de pesticider, som indebærer det største potentiale for nedvaskning til grundvandet. Det blev på den baggrund konkluderet, at det ikke er muligt at rangordne pesticider efter deres evne til at nedvaske til grundvandet.

For jordmiljøet blev det konkluderet, at det ikke er muligt at anvise en metode til rangordning, da de indirekte effekter og kombinationer af mange pesticider spiller den største rolle. Bichel-udvalget konkluderede derimod, at behandlingshyppigheden imidlertid kan anvendes som et mål for belastningen, da den kan anvendes som en simpel indikator for både den direkte effekt på målorganismerne og deres beslægtede arter samt for den indirekte belastning af økosystemet.

I godkendelsesordningen for pesticider foretages en ekspertvurdering, som kan føre til, at nye pesticider (produkter) godkendes med vilkår om, at der skal holdes en given afstand til vandløb og søer. Afstandskravene indikerer, at stoffet (produktet) er problematisk i forhold til vandorganismer, og det blev konkluderet, at afstandskravene umiddelbart vil kunne anvendes til en rangordning af pesticider. Før ændringen af den administrative praksis i 1993 blev eventuelle vilkår om afstand til vandløb og søer baseret på en farevurdering af stoffernes iboende egenskaber. Efter 1993 baseres afstandskravene på en risikovurdering, hvor eksponeringen inddrages. Skal afstandskravene benyttes til rangordning, må de stoffer (produkter), der er vurderet før 1993 også gennemgå en risikovurdering.

Dette vil under alle omstændigheder ske i forbindelse med den genvurdering, der i henhold til lovgivningen skal foretages med højst 10 års mellemrum.

For det humantoksikologiske område blev det konkluderet, at det vil være muligt at anvende klassifikationen af aktivstofferne som grundlag for en rangordning. På levnedsmiddelområdet vil det være muligt at anvende forholdet mellem den acceptable daglige indtagelse af det enkelte aktive stof og den faktiske indtagelse som grundlag for en rangordning. Herved kunne de stoffer identificeres, som med den aktuelle anvendelse har den mindste sikkerhedsmargin for mennesker. Det blev dog samtidigt konkluderet, at da effekterne ikke er sammenlignelige, vil en rangordning ikke kunne stå alene men skal suppleres af en ekspertvurdering.

Udvalget tilkendegav, at det ikke er muligt at samle de ovennævnte rangordninger i ét indeks.

Bichel-udvalget konkluderede, at behandlingshyppigheden regnes som den bedste indikator for miljøpåvirkningen og angav som en af sine 12 anbefalinger, at muligheden for at ændre afgiften fra dens nuværende udformning til en afgift på behandlingshyppighed skulle undersøges endnu engang.

3.2.2. Nye overvejelser vedr. standarddoser som afgiftsgrundlag

I forhold til de hidtidige overvejelser om muligheden for at omlægge afgiften efter behandlingshyppighed har en arbejdsgruppe under Miljøstyrelsen som tidligere nævnt opdateret grundlaget for beregning af behandlingshyppigheden og har i den forbindelse fastsat standarddoser for alle de aktivstoffer, der indgår i produkter, som p.t. er godkendt til anvendelse i landbrugsafgrøder.

Disse doser er brugt som udgangspunkt for overvejelser om, hvordan der kan fastsættes standarddoser som grundlag for en afgift.

Hvis ovennævnte standarddoser skal benyttes som grundlag for en afgift, er det imidlertid nødvendigt, at der fastsættes én standarddosis pr. aktivstof. I dag findes der 100 godkendte aktivstoffer, som anvendes i landbruget og som har angivet en standarddosis pr. ha. Det vil betyde, at der i en eventuel afgiftslov baseret på standarddosis minimum skal være 100 forskellige afgiftssatser og endnu flere satser, hvis anvendelser udenfor landbruget samt nye aktivstoffer skal omfattes af en afgift pr. standarddosis.

Følgende modeller for fastsættelse af én standarddosis pr. aktivstof har været overvejet:

Hvis der skal fastsættes én standarddosis pr. aktivstof, er der følgende muligheder:

• dosis i den arealmæssigt største afgrøde som aktivstoffet anvendes i
• dosis vægtes i forhold til størrelsen af arealerne med de afgrøder, som aktivstoffet anvendes i
• dosis i den afgrøde hvor aktivstoffet har størst anvendelse, jf. den fordeling af de behandlede arealer, som ligger til grund for behandlingshyppigheden
• dosis vægtes i forhold til aktivstoffets anvendelsesmønster jf. den fordeling af de behandlede arealer, som ligger til grund for behandlingshyppigheden

Standarddosis pr. produkt fås ved at summere standarddoser for samtlige aktivstoffer i produktet.

I eksemplet på næste side giver beregningsmetoderne store forskelle i antal standarddoser pr. liter af produktet. Årsagen er, at der er stor forskel på standarddosis for de enkelte afgrøder, og at produktets anvendelsesområder adskiller sig væsentligt fra det generelle mønster for aktivstoffet. En del af forklaringen på de store forskelle i standarddoserne afgrøderne imellem er, at risikoen for udvaskning til grundvandet har spillet en væsentlig rolle for fastsættelse af doserne, hvilket især kommer til udtryk i den lave dosering i ærter.

Typisk vil de forskellige metoder dog ikke give anledning til så store forskelle i antal standarddoser pr. liter eller kg produkt. For ca. 75% af forbrugets vedkommende i 1997 er standarddoserne de samme i afgrøderne, hvilket betyder, at beregningsmetoderne vil give de samme resultater.

Der vil derimod være forskel på hvor god overensstemmelse, der er mellem beregningsmetoderne og behandlingshyppigheden.

Vægtes dosis i forhold til de enkelte produkters anvendelsesmønster, jf. den fordeling af de behandlede arealer som ligger til grund for behandlingshyppigheden, vil man få en høj grad af tilnærmelse til behandlingshyppigheden på produktniveau. Med udgangspunkt i aktivstoffernes anvendelse vil man få en høj grad af overensstemmelse med behandlingshyppigheden i gennemsnit over alle produkter.

For de øvrige metoders vedkommende vil der være en mindre grad af overensstemmelse med behandlingshyppigheden. En fastsættelse af standarddosis på grundlag af produkternes anvendelsesmønster vil være langt mere ressourcekrævende end, hvis der tages udgangspunkt i aktivstoffernes anvendelsesmønster.

En standarddosis baseret på aktivstoffernes anvendelsesmønster vil være mere stabil end en standarddosis baseret på produkternes anvendelsesmønster, da der hyppigere forekommer ændringer i produkternes anvendelse end i det overordnede anvendelsesmønster for et aktivstof.

Ved at tage udgangspunkt i aktivstoffernes anvendelsesmønster vil det ikke være muligt for producenter og importører at spekulere i at inkludere eller ekskludere visse anvendelsesområder for at opnå en høj standarddosis - og dermed lav afgift på produkterne. Der vil dog opstå problemer, når nye produkter med nye aktivstoffer kommer på markedet.

Med udgangspunkt i én standarddosis pr. aktivstof, vil der for alle produkter godkendt til landbrugsmæssig anvendelse, kunne beregnes antal standarddoser pr. liter eller kg af produktet på grundlag af etikettens oplysninger om indhold af aktivstoffer. For landbruget udgør antallet af aktivstoffer ca. 100.

Hvis afgiften omlægges, skal proceduren for fastsættelse af standarddoser formaliseres, herunder hvem der har kompetencen til at træffe afgørelser, og om der skal være mulighed for at anke beslutninger mv. I det omfang der godkendes nye produkter, som indeholder aktivstoffer, som er nye i Danmark, vil der skulle fastsættes standarddoser for de relevante afgrøder. Derudover skal der foretages en skønsmæssig vurdering af det forventede anvendelsesmønster, før produkterne kan afgiftsbelægges i forhold til standarddoseringen. Indtil da må produkter med nye aktivstoffer håndteres ved en afgift, der udtrykker en eller anden form for gennemsnitlig afgift på lignende produkter eller ved en værdiafgift.

Miljøstyrelsen vurderer, at det i de kommende år vil dreje sig om i størrelsesordenen 5-10 nye aktivstoffer svarende til 10-20 nye produkter pr. år. Miljøstyrelsen skønner desuden, at der de næste par år vil forsvinde ca. 5-10 stoffer, hvorefter dette antal vil aftage. Der findes i dag ca. 100 godkendte aktivstoffer som anvendes i landbruget. Derudover er der yderligere ca. 50 andre aktivstoffer, som anvendes i det øvrige jordbrug.

Forbrugsmønstret for aktivstoffer ændrer sig fra år til år, men det vurderes umiddelbart, at der sjældent vil være tale om store forskydninger. Forbud eller restriktioner mod visse anvendelser forventes dog at medføre forandringer i forbrugsmønstret, ligesom der for nye aktivstoffer ofte vil gå et par år, inden forbrugsmønstret stabiliserer sig. De foreløbige beregninger baseret på 21 stoffer tyder på, at de arealvægtede standarddoser er relativt stabile over tid. Over en 5 års periode lå ændringerne som følge af ændringer i anvendelsesmønstret på mellem 0 og 13 pct. For 2/3 af de undersøgte stoffer lå ændringerne på mellem 0 og 2 pct. Det skal bemærkes, at den undersøgte periode omfatter revurderingen, hvor der er sket større ændringer i stoffernes anvendelsesområder, end hvad der normalt kan forventes. Der vil ske afgiftsændringer over tid som følge af ændringer i afgrødesammensætningen, men da de arealvægtede standarddoser er relativt stabile, vil behovet for at ændre afgiftssatserne som følge af ændret afgrødesammensætning over tid være begrænset. På samme måde som grundlaget for beregning af behandlingshyppigheden har været låst fast i en årrække af hensyn til sammenligneligheden årene imellem, vil man kunne fastlåse grundlaget for standarddoserne, og justere disse i samme takt, som grundlaget for beregning af  behandlingshyppigheden justeres. Dog med den forskel, at der for dosis vægtet med anvendelsesmønstret, er tale om at fastlåse såvel standarddoser i afgrøderne, som aktivstoffernes anvendelsesmønster. Der skal i givet fald tages stilling til hvilket/hvilke år, der skal lægges til grund for aktivstoffernes anvendelsesmønster.

En afgift på standarddosis (arealvægtet) vil generelt betyde, at substituerbare produkter vil nærme sig hinanden afgiftsmæssigt. Skatteministeriet har foretaget beregninger, der viser, at blandingsprodukter, der under den nuværende afgift er billigere end produkter, hvor aktivstofferne forekommer enkeltvis, bliver dyrere sammenlignet med disse “rene” produkter. I de tilfælde hvor blandingsprodukter er dyrere, stiger prisen på de rene produkter efter indførelse af en stykafgift, men kun så meget at blandingsprodukterne fortsat er de dyreste. Dermed bliver substituerbare produkter tilnærmelsesvist behandlet ens under en afgift pr. standarddosis.

3.3. Belastning for landbrugets produktionsgrene ved afgiftsomlægning

I følge Bichel-rapporten anvendes ukrudtsmidler i næsten alle afgrøder, men den største anvendelse er indenfor sukkerroer og græs. Svampemidler anvendes hovedsageligt i kartofler men næsten ikke i sukkerroer, foderroer, vårraps, majs og frøgræs. Insektmidlerne anvendes hovedsageligt i sukkerroer men næsten ikke i vinterbyg og raps.

Nedenstående tabel viser belastningen for landbrugets forskellige produktionsgrene ved en omlægning fra værdiafgiften til en afgift baseret på standarddosis (arealvægtet). Beregningerne er foretaget på 10 bedriftstyper, der indgik i Bichel-rapporten. Afgiften er i beregningerne fastsat til 80 kr. pr. standarddosis (arealvægtet), og tallene er baseret på statistikken for 1994.

Tabel 3.3.A. Belastning for produktionsgrene i landbruget
Bedriftstype	Værdiafgift		Afgift pr. sd (arealvægtet)		Afgiftsforskel
	Kr. pr.	Mill. kr.	Kr. pr.	Mill. kr.	Kr. pr.	Mill. kr.	Procent
	ha		ha		ha
Planteavl lerjord u. svin	137	25	178	32	41	7	28
Svinebrug lerjord	142	26	169	31	27	5	19
Planteavl med sukkerroer	298	45	228	34	-70	-11	-24
Planteavl m. frøgræs	182	26	190	27	8	1	4
Kvægbrug lerjord	148	17	136	16	-12	-1	-6
Planteavl sandjord	135	31	164	38	29	7	23
Svinebrug sandjord	126	45	140	50	14	5	11
Planteavl m. kartofler	247	29	243	28 (33)	-5	-1 (4)	-3 (14)
Kvægbrug sandjord<1,4	127	34	96	26	-31	-8	-24
DE
Kvægbrug sandjord>1,4	128	22	95	17	-33	-5	-23
DE
Øvrige lerjord	181	25	-	28	-	3	12
Øvrige sandjord	153	18	-	17	-	-1	-6
Total	-	343	-	343		0	0

Kilde: Danske Landboforeninger, tal fra 1994.

Som det fremgår af ovenstående tabel vil planteavl i ler- og sandjord samt svinebrug blive hårdere belastet under en afgift pr. standarddosis (arealvægtet) end under en værdiafgift. Årsagen er, at ukrudtsmidlerne til brug i korn bliver hårdere belastet under en afgift pr. standarddosis (arealvægtet).

Disse 4 bedriftstyper vil blive belastet med 5-7 mill. kr. hver.

Planteavl med sukkerroer vil derimod opleve en afgiftsbesparelse på ca. 11 mill. kr. Årsagen er lavere afgift på ukrudtsmidler til roer.

Kvægbrug i forbindelse med ler- og sandjord falder samlet med ca. 13 mill. kr. Det er usikkert, hvilken effekt en afgiftsomlægning vil have på kartoffelavlen, idet standarddosis for kartofler i 1994 var forholdsvis lav. I følge oplysningerne fra tabellen vil en eventuel øget afgiftsbelastning være begrænset til ca. 4 mill. kr.

Konklusionerne skal dog tages med et vist forbehold, specielt når der summeres op indenfor de forskellige produktionsgrene. Desuden kan der muligvis være en større økonomisk effekt i visse enkeltafgrøder. Da beregningerne er foretaget på en afgift på 80 kr. pr. standarddosis og ikke 74 kr. pr. standarddosis, som er den provenuneutrale sats, vil erhvervsbelastningen generelt være overvurderet. Konklusionerne bør tillige tages med forbehold for, at der er anvendt tal tilbage fra 1994, da det ikke har været muligt at fremskaffe opdaterede tal fra Statens Jordbrugs og Fiskeri Økonomisk Institut (SJFI). Arbejdsgruppen har ikke kunnet fastslå, om visse afgrøder vil blive økonomisk hårdere belastet. Bichel-udvalget har derimod konkluderet, at behandlingshyppigheden for erhvervet i gennemsnit kan reduceres til mellem 1,4 og 1,7 uden væsentlige drifts- og samfundsøkonomiske omkostninger over en periode på 5-10 år i forhold til 1999.

3.4. Bekæmpelsesmidler uden landbrugsmæssig anvendelse

Der er ikke fastsat standarddoser for aktivstoffer, som ikke har landbrugsmæssig anvendelse, da disse ikke indgår i opgørelsen af behandlingshyppigheden. Dette gælder også bejdsemidler, der benyttes i landbrugsafgrøder. Samlet drejer det sig om ca. 50 aktivstoffer 1999, som ikke har landbrugsmæssig anvendelse.

Med mindre man vælger at fastholde værdiafgiften for alle produkter, der ikke har landbrugsmæssig anvendelse, vil der skulle fastsættes en dosering eller en afgift pr. kg aktivstof for samtlige af disse stoffer.

Indeholder et produkt, som ikke anvendes i landbruget, et aktivstof der har landbrugsmæssig anvendelse, kan man vælge at benytte standarddosis fra landbrugsafgrøder, som grundlag for afgiften. Det vil dog betyde, at produkttyper “Klar til brug”, hvor indholdet af aktivstof sammenlignet med landbrugsprodukter er lavt, praktisk taget ikke vil blive afgiftsbelagt.

For produkter hvor aktivstoffet ikke har nogen landbrugsmæssig anvendelse, vil der i givet fald skulle fastsættes en dosering som grundlag for en afgiftssats. I de tilfælde hvor dosis ikke er opgivet, som en dosis pr. arealenhed, fx produkter der pensles på træer eller produkter, hvor det blot er angivet, hvilken procentopløsning de skal benyttes i, vil man skulle opstille retningslinjer for, hvorledes sådanne doseringsangivelser omsættes til en standarddosis pr. ha. Man vil også skulle tage stilling til hvilken dosis, der skal være gældende for produkter, der optræder med forskellige doseringer på forskellige anvendelsesområder. Man vil formodentlig være nødt til at tage stilling til standarddosis for hvert aktivstof jf. bilag 8, hvilket vil kræve nogle ressourcer. Når standarddosis er fastsat skal afgiftssatsen pr. kg aktivstof udregnes og indføres i loven.

Der er på nuværende tidspunkt ikke fastsat standarddoser for alle aktivstoffer, der anvendes i jordbruget, og der er heller ikke fastsat arealvægtede standarddoser for alle midler, der anvendes i landbruget.

3.4.1. Privat anvendelse

I forbindelse med udarbejdelsen af status for forbruget af bekæmpelsesmidler har det været fremført, at det private forbrug af pesticider i fx haver, skal pålægges en højere afgift end de pesticider, der anvendes i landbruget. Målt i aktivt stof var salget til brug i haver ca. 215 tons svarende til ca. 6 pct. af det samlede salg af plantebeskyttelsesmidler i 1999, heraf udgør jernsulfat til bekæmpelse af mos ca. 205 tons i følge oplysninger fra Dansk Planteværn. Den resterende mængde, der anvendes i private husholdninger, udgør ca. 10 tons svarende til 0,5 pct. af det samlede pesticidforbrug.

Produkter, der markedsføres med henblik på erhvervsmæssig anvendelse, må også anvendes i private haver, hvis de vilkår, der knytter sig til godkendelsen, overholdes. Undtaget fra dette er dog produkter, der klassificeret som giftige og meget giftige.

Specialprodukter til brug i haver vil typisk være relativt dyre sammenlignet med produkter, der helt overvejende anvendes erhvervsmæssigt. Med den eksisterende værdiafgift betales der således et relativt højt beløb i afgift af et specialprodukt sammenlignet med det beløb, der betales i afgift af et erhvervsmæssigt produkt, som benyttes privat. På trods af den relativt store prisforskel mellem specialprodukter og de erhvervsmæssige produkter, er der et marked for hus- og haveprodukter, også selvom hus- og haveprodukterne og de erhvervsmæssige produkter i mange tilfælde indeholder de samme aktivstoffer. En del af forklaringen er antagelig, at specialprodukterne forhandles dér, hvor folk normalt køber ind, og at de er nemmere at håndtere end de erhvervsmæssige produkter.

Mange husholdningsmidler (klar-til-brug-midler) er stærkt fortyndede i forhold til de midler, der anvendes i landbruget. Ved en afgift pr. standarddosis (arealvægtet) vil afgiften på disse midler derfor næsten forsvinde.

Baggrunden for ønsket om en forhøjet afgift på forbruget af pesticider i de private haver er, at der er ikke noget afkast af pesticidforbruget i haverne udover, at der er rent mellem fliserne, roserne står lidt flottere og måske lever lidt længere, og at haveejernes arbejdsindsats reduceres. Derimod belaster brugen af pesticider i haverne miljøet på samme måde som pesticidforbruget i øvrigt.

Det vil imidlertid komplicere afgiften, hvis husholdningernes forbrug af pesticider skal svare en forhøjet afgift, når den samtidig skal opfylde visse krav til kontrol, administration og effekt. Den gældende værdiafgift rammer automatisk havemidlerne meget hårdt i dag.

Mulighederne for at fastholde en høj afgiftsbelastning på midler til privat brug ved en afgift pr. standarddosis (arealvægtet) præsenteres i det følgende. Måderne adskiller sig fra hinanden ved at give forskellige problemer med hensyn til administration, kontrol og effekt af afgiften.

Mærkning

En mulighed er at indføre en mærkningsordning, hvor det påføres den enkelte pakning, om indholdet må benyttes til havebrug, eller om det skal benyttes i jordbruget. Pakninger mærket til havebrug vil i så fald skulle pålægges den forhøjede pesticidafgift, mens pakninger mærket til fx anvendelse i jordbruget skulle pålægges den almindelige pesticidafgift.

Problemet med denne ordning består i at kontrollere, at husholdningerne i praksis kun køber pesticider, der er mærket til anvendelse i haver. Det er således et spørgsmål, om man kan forhindre, at havecentre, supermarkeder mv. både sælger pakninger til husholdninger og pakninger til landbrug. Det er næppe muligt at forbyde en butik, at sælge visse i øvrigt almindelige varer til visse kunder. Når først varen er solgt, er der ingen mulighed for at kontrollere den faktiske brug af pesticiderne.

En mærkningsordning kan således kun gennemføres i praksis, hvis man kan forbyde detailsalg af pesticider mærket kun til anvendelse i jordbrug. Selvom det skulle være muligt at indføre og håndhæve et forbud mod detailsalg, vil prisforskelle på forskellige anvendelser af samme produkt altid give incitamenter til omgåelse. Således skal et forbud kontrolleres af de relevante myndigheder. Man kan endvidere forestille sig, at der vil opstå et vist “stalddørssalg” af pesticider samtidig med salget af æg og kartofler. Endelig vil det evt. også kunne blive attraktivt at ulovligt at indføre pesticider til privat forbrug fra eksempelvis Tyskland, såfremt afgiften blev sat tilstrækkeligt højt. Der er eksempler på, at nogle landmænd allerede i dag ulovligt indfører pesticider fra Tyskland, og man må forvente, at husholdningerne vil gøre det samme, specielt fordi grænsebutikkerne i Tyskland har et forholdsvist stor udvalg af klar-til-brug-midler. Jo større afgiften er, jo større bliver incitamentet til ulovlig indførsel og grænsehandel.

For at forhindre at private køber bekæmpelsesmidler hos en landmand eller et gartneri, vil det i loven skulle anføres, at hvis fx en landmand sælger pesticider til private, skal der svares den afgift, som betales ved privat anvendelse. For ToldCSkat vil det dog betyde en meget stor kontrolopgave. Kontrollen består i at krydschecke sprøjtejournalerne med landmandens eller gartneriets lagre samt oplysningerne i momsregnskabet vedr. indkøb af bekæmpelsesmidler.

En mærkningsordning vil i praksis ikke være mulig at kontrollere for ToldCSkat.

Små pakninger

En anden mulig model for forhøjede afgifter på privat anvendelse er at benytte definitionen fra den tidligere pesticidafgift, hvor kun pakninger med et indhold på under 1 liter eller 1 kg blev pålagt afgift. Disse pakninger kunne pålægges en forhøjet afgift. På denne måde vil man umiddelbart kunne ramme en stor del af det private forbrug af pesticider. Det er dog ikke alle midler til husholdningsbrug, der sælges i små pakninger. Eksempelvis markedsføres jernsulfat i poser af 5 kg. Jernsulfat dækker ca. 95 pct. af det private forbrug af bekæmpelsesmidler.

Denne model vil lide af visse af de samme svagheder som mærkningsordningen. Da det forudsættes, at der vil være en mærkbar afgifts- og prisforskel på varer i små og store pakninger, vil en del af forbruget lovligt kunne flyttes til store pakninger med en afgiftsbesparelse som gevinst. Denne effekt tenderer til opbygning af lagre, ved at der købes mere pesticid, end behovet egentligt tilsiger. Når husholdningerne køber en større mængde pesticider, vil husholdningernes lagre af pesticider vokse, og dermed udgøre en potentiel fare for miljøet ved overforbrug.

Stalddørssalg og grænsehandel mv. vil også ved denne model være et problem. Den tidligere afgift på små pakninger kunne således kun håndhæves på grund af det lave afgiftsniveau. Det største problem ved en sådan model vil dog nok være, at man vil ramme for bredt. I de seneste år har nye højaktive midler således fundet udbredelse i landbruget. Af disse midler skal der kun anvendes 4-8 g pr. ha. En pakning med 1 kg kan således indeholde pesticider til behandling af 125-250 ha. Til sammenligning er den gennemsnitlige bedriftsstørrelse godt 40 ha. Disse midler vil således sjældent blive solgt i pakninger på over 1 kg. Afgiften vil dermed ikke bare ramme husholdningernes brug af pesticider, men også i betydeligt omfang belaste landbruget, hvilket er imod hensigten med den forhøjede afgift. Der er endvidere ikke nogen miljø- eller sundhedsmæssig begrundelse for at pålægge de højaktive midler en ekstra afgift. Dermed kan en forhøjet afgift på pesticider i småpakninger ikke anbefales.

Forhøjet afgift på klar-til-brug-midler

Det vurderes umiddelbart, at produkter af typen "klar til brug", hvor midlet anvendes direkte fra emballagen, tegner sig for en ikke uvæsentlig del af det private forbrug. Hvis det i afgiftsloven angives, at produkter af typen “klar-til-brug”, som anvendes direkte fra emballagen, pålægges en afgift på fx 10 gange stykafgiften for øvrige produkter, eller hvis værdiafgiften fastholdes for denne type produkter, vil en omlægning af afgiften ikke betyde, at afgiften på husholdningsmidlerne falder.

Ved denne model vil mange insektmidler mod fluer, møl, myrer mv. være omfattet af det høje afgiftsniveau (eller en værdiafgift). Der er dog også godkendt en række fluemidler mv., som ikke er “klar-til-brug”, og som derfor ikke vil være omfattet af den forhøjede afgift.

Produkter til sårheling af træer af typen “klar-til-brug”, der benyttes både privat og erhvervsmæssigt, vil med den foreslåede model være omfattet af den forhøjede afgift. Produkter, der er formuleret som granulater, som fx Mesurol sneglekorn, der kan anvendes direkte fra emballagen, vil også blive omfattet af den høje afgift. Antallet af sådanne produkter er meget begrænset. Produkter vil i nogle tilfælde blive benyttet både privat og erhvervsmæssigt.

Et andet eksempel er granulatet Trim Plænerens, til bekæmpelse af mos og ukrudt i græsplæner, der kan udstrøs med hånden direkte fra posen eller med en spredevogn. Produkter, der markedsføres til brug i husholdningerne, men som ikke er af typen "klar til brug", vil med den skitserede model ikke blive omfattet af den høje afgift eller værdiafgift. Det drejer sig fx om nogle glyphosat-produkter, der inden brug på fliser m.v. skal blandes med vand.

En differentiering, der medfører forhøjede afgifter på klar-til-brug-produkter, vil medføre få kontrolmæssige problemer. Til gengæld vil en sådan afgift give incitament fra producentens side til at omlægge fra klar-til-brug-midler, for dermed at undgå den forhøjede afgift.

Forhøjet afgift på midler der indeholder under 1 standarddosis

En fjerde mulighed for en forhøjet afgift på midler, der primært anvendes i husholdninger, er en forhøjet afgift på midler i pakninger, der indeholder under 1 standarddosis. Hvis den mængde aktivstof, der er i en pakning, er mindre end standarddoseringen pr. ha, er pakningens indhold beregnet til brug på et areal under en hektar, hvilket i praksis må anses for husholdningsbrug. Af etiketten på pakningen skal det fremgå, hvor stort et areal det pågældende produkt kan behandle.

For midler, der anvendes mod skadedyr som lopper, fluer, møl mv., er denne model ikke mulig, da dosis ikke kan angives pr. hektar jf. bilag 9.

For blandingsprodukter er det ikke nok at se på om indholdet af de enkelte aktivstoffer i et produkt er under én standarddosis. Det vil nemlig betyde, at der for alle blandingsprodukter skal betales en forhøjet afgift, og det er ikke hensigten med denne model.

I loven vil det skulle anføres, at hvis blandingsproduktet kan behandle 1 hektar eller derover, skal der ikke betales en forhøjet afgift.

Eksempel
Blandingsproduktet Flux Extra indeholder fire aktivstoffer. I parentes er angivet indholdet af aktivstof pr. liter Flux
Extra:
fluroxypyr(80 g)
clopyralid (40 g)
dicamba	(50 g)
MCPA	(100 g)
Den arealvægtede standarddosis pr. ha for disse aktivstoffer er:
fluroxypyr139 g/ha
clopyralid 120 g/ha
dicamba	200 g/ha
MCPA	849 g/ha
Det fremgår, at indholdet af de enkelte aktivstoffer er mindre end 1 standarddosis pr. ha (80 g er mindre end 139 g, 40 g er mindre end 120 g osv.). Det skal herefter undersøges, om indholdet af de 4 aktivstoffer i 1 liter Flux Extra g, 40 g er mindre end 120 g osv.). Det skal herefter undersøges, om indholdet af de 4 aktivstoffer i 1 liter Flux Extra tilsammen kan behandle 1 hektar eller mere.
80 g fluroxypyr udgør 0,58 standarddoser pr. ha (80/139=0,58). 40 g clopyralid svarer til 0,33 standarddoser pr. ha (40/120=0,33) osv.
Regnestykket ser således ud:
80/139+40/120+50/200+100/849=1,28 standarddoser pr. ha.
Da der er mere end 1 standarddosis i pakningen, betyder det, at der ikke skal betales en forhøjet afgift af 1 liter Flux Extra.

Teknisk synes det muligt at opkræve en forhøjet afgift af midler, der indeholder under en standarddosis. Kravet er dog, at der for samtlige midler skal være angivet en arealvægtet standarddosis pr. ha. For aktivstoffer, som kun anvendes i blandingsprodukter er der ikke angivet en standarddosis.

For disse tilfælde skal der indføres en regneregel i loven, således at hvis standarddosis for de ene af fx to aktivstoffer i en blandingsprodukt ikke kan opgøres, skal indholdet for dette aktivstof tælle som ½ standarddosis.

3.4.2. Gartnerier mv.

Gartnerier, planteskoler, frugtavl, skovbrug og offentlige arealer står for ca. 10 pct. af bekæmpelsesmiddelforbruget. For de ca. 50 aktivstoffer, der udelukkende benyttes i disse brancher, er der ikke fastsat standarddoser. I gartnerierhvervet benyttes visse pesticider, som også benyttes i landbruget, men derudover anvendes en del pesticider, der ikke anvendes i landbruget, og dermed ikke har nogen standarddosis. I disse tilfælde vil det være nødvendigt at fastsætte en tilnærmet “standarddosis”, hvis afgiften skal omlægges til en afgift pr. standarddosis.

Enten skal det gøres lovpligtigt, at dosis pr. arealenhed fremgår af etiketten eller også skal regneregler for omregning af ikke-arealbaserede anvendelser til hektar angives i loven. Dette har arbejdsgruppen pt. ingen oplysninger om. Kun for juletræskulturer er der opstillet en regneregel, hvor 3.000 juletræ svarer til 1 ha.

Brancheforeningen for erhvervsgartnerne DEG (Dansk Erhvervsgartnerforening) oplyser, at gartnerier generelt ikke forventer, at det vil blive dyrere under en afgift tilnærmet en afgift på behandlingshyppighed i forhold til den eksisterende afgift under forudsætning af, at de fastsatte tilnærmede standarddoser er “fornuftige”. For gartnerierhvervet vil en bedre tilnærmelse til en afgift på behandlingshyppighed kunne være problematisk, fordi de benytter flere af de samme midler som i landbruget, men ikke i de samme doser, hvilket kan betyde, at de rammes meget hårdt. DEG oplyser dog, at branchen ikke forventer, at visse produktionsgrene vil blive hårdere ramt end andre ved et skift til en tilnærmet afgift på behandlingshyppighed.

Under alle omstændigheder ønsker gartnerierhvervet ikke at forblive på værdiafgiften, hvis den landbrugsmæssige del af pesticider flyttes til en afgift pr. standarddosis (arealvægtet). DEG er bekymret for, at gartneri og frugtavlen bliver et mindre attraktivt marked for kemikaliefirmaer, hvis gartneriområdet skal forblive på værdiafgiften, mens landbrugets pesticider flyttes til en afgift pr. standarddosis (arealvægtet).

3.4.3. Nye aktivstoffer

For nye aktivstoffer er det ikke muligt at udregne den arealvægtede standarddosis. Det vil derfor ikke være muligt at lade produkter med nye aktivstoffer betale afgift pr. standarddosis (arealvægtet). Det er dog muligt at lave en tilnærmelse til en afgift pr. standarddosis ved hjælp af en regneregel. Når et produkt er blevet godkendt, fremgår det af emballagen i hvilken dosering, midlet må benyttes. Denne standarddosering kan benyttes som afgiftsgrundlag, blot skal det anføres i loven, at det fx er den laveste dosering, der benyttes som afgiftsgrundlag. Igen vil det være et krav, at dosering angives pr. arealenhed, eller at en regneregel til omregning til en arealenhed fremgår af lovteksten.

Når et nyt produkt med nyt aktivstof bliver godkendt, kan aktivstoffet indplaceres efter, om det er et svampe-, insekt-, ukrudts- eller vækstreguleringsmiddel. Ved en afgift pr. standarddosis skal dette bruges til at bestemme afgiften. Dosisintervallerne kunne for eksempel være:

0<x<=15 g/ha

15<x<=50 g/ha

50<x<=100 g/ha

100<x<=200 g/ha

200<x<=300 g/ha

osv. med et spring på 100 g/ha.

For at beregne hvilken afgift, der skal betales, benyttes bilag 6. Der beregnes først et gennemsnit af afgiftssatserne for de aktivstoffer, der allerede findes indenfor dosisintervallerne. Den gennemsnitlige afgiftssats benyttes herefter som afgiftssats for det nye aktivstof. Hvis der ikke findes en afgiftssats for det pågældende dosisinterval vælges det interval, der er nærmest.

Eksempel 1

Et nyt svampemiddel med det nye aktivstof “fungi” kommer på markedet. Doseringen er angivet som mellem 3.495 og 3.900 g pr. ha. Ved afgiftsberegningen vælges den laveste dosering dvs. 3.495 g pr. ha. Dermed skal der betales afgift efter dosisintervallet 3.400 til 3.500. I dette interval findes ingen aktivstoffer endnu og dermed ingen afgiftssats jf. bilag 6. De to nærmeste dosisintervaller, hvor der findes en afgiftssats, er intervallet fra 1.400 til 1.500 g/ha og intervallet 5.500 til 5.600 g/ha. Da 3.495 er nærmest dosisintervallet 1.400 til 1.500 g/ha, findes afgiftssatsen for “fungi” som et gennemsnit af afgiftssatserne indenfor dette interval. I dette interval findes aktivstofferne mancozeb og maneb, som begge har en standarddosis (arealvægtet) på 1.500 g/ha. og dermed en afgiftssats på 49 kr. pr. kg aktivstof. Afgiftssatsen for det nye aktivstof “fungi” er således 49 kr. pr. kg.

Eksempel 2
Et nyt insektmiddel kommer på markedet. Doseringen er mellem 11 og 16 g pr. ha. Der betales afgift efter den laveste dosering dvs. 11 g pr. ha, og afgiften betales efter dosisintervallet 0-15 g pr. ha. I dette interval findesallerede 4 aktivstoffer:
	standarddosis (arealvægtet), g/ha		kr. pr. kg. aktivstof
alpha-cypermethrin		13	5.873
cypermethrin		15	5.086
esfenvalerat		11	6.897
lambda-cyhalothrin		7	10.123
Afgiftssatsen, som er et gennemsnit af de fire aktivstoffer, som allerede findes i intervallet 0-15 g/ha, bliver i dette tilfælde (5.873+5.086+6.897+10.123)/4=6.995 kr. pr. kg aktivstof jf. tabellen herover.

Hvis alle afgiftssatserne til indplacering af nye aktivstoffer skulle fremgå af lovteksten, ville det betyde, at der skulle angives 125 forskellige dosisintervaller og afgiftssatser. Dertil kommer de ca. 150 afgiftssatser for de eksisterende aktivstoffer. I loven kunne der i givet fald angives en regneregel, som angiver, hvorledes satserne fastsættes for nye stoffer i de forskellige intervaller. Men da beregningerne er forholdsvis komplicerede, er det tvivlsomt, om det er nok blot at angive en regneregel.

Endelig vil håndteringen af en stykafgift for nye aktivstoffer kombineret med en forhøjet afgift på midler der indeholder mindre end én standarddosis gøre beregningen af afgiften endnu mere kompliceret. Der vil kunne opstå afgiftstekniske problemer vedr. fx et nyt lusemiddel, der kommer på markedet, hvor dosis er angivet pr. æbletræ. Det synes vanskeligt at indpasse et sådant nyt stof i dosisintervallerne.

Det kunne overvejes at lave intervallerne bredere, således at der angives et færre antal intervaller. Det vil dog betyde, at der for visse midler betales en meget høj afgift, og for andre betales en meget lav afgift, og dermed bliver afgiften en dårlig tilnærmelse til en afgift på behandlingshyppighed.

Desuden kan det betyde, at visse nye midler ikke kommer på det danske marked, fordi de bliver meget hårdt beskattet. Det kan endvidere betyde, at afgiften dermed bliver prohibitiv, hvilket vil være i strid med EU’s regler for det indre marked.

3.4.4. Insektmidler

Insekticiderne er i Miljøstyrelsens oversigt over godkendte bekæmpelsesmidler opdelt i følgende grupper:

8 I. Insektmidler mod skadedyr på planter

8 II. Insektmidler mod fluer, møl, myrer og kornskadedyr mv.

9. Midler mod utøj på husdyr mv.

12 I. Afskrækningsmidler mod myg og fluer

12 II. Afskrækningsmidler mod vildtlevende pattedyr og fugle

I gruppe 11. Midler til behandling af træværk indgår der insektmidler i visse produkter.

I dag er alle produkterne i grupperne 8 I, 8 II og 9 omfattet af detailværdiafgiften på 35 pct. Afgiften for afskrækningsmidlerne er 25 pct. af detailværdien inkl. afgift og ekskl. moms, mens træbeskyttelsesmidler i gruppe 11 er omfattet af engrosafgiften på 3 pct.

Midlerne i gruppe 8 II omfatter et ret heterogent anvendelsesområde, der strækker sig fra midler til gasning af kornlagre, bekæmpelse af fluelarver i stalde og på møddinger, midler til bekæmpelses af myrer på terrasser mv., fluesprays til private hjem, myrelokkedåser og midler til beskyttelse mod tekstilskadedyr. Nogle af midlerne må kun anvendes erhvervsmæssigt. Enkelte midler har et anvendelsesområde, der omfatter bekæmpelse af insekter på planter og anvendelser indenfor både gruppe 8 I og 8 II - eksempelvis Maladan insektpudder og Dimilin.

Midlerne i gruppe 9 omfatter loppeshampoo, loppehalsbånd og midler til bekæmpelse af lopper i dyrenes omgivelser.

Midlerne i gruppe 12 I og 12 II omfatter bl.a. myggeolier og afskrækningsmidler mod hjortevildt mv.

I de tilfælde hvor aktivstofferne indgår i produkter, der anvendes i landbruget, er der fastsat en standarddosis pr. ha.

Miljøstyrelsen vurderer, at det altid vil fremgå klart af etiketten, om der er tale om et produkt, der må anvendes til de formål, der er omfattet af gruppe 8 I, 8 II, 9, 12 I og/eller 12 II. Til gengæld er det ikke muligt at fastsætte en standarddosis pr. ha. for disse midler jf. bilag 9, og en afgift pr. arealvægtet standarddosis er dermed ikke mulig for disse midler.

3.5. Bejsemidler

Da der ikke er fastsat standarddoser for bejdsemidler, der benyttes i landbruget, er det ikke umiddelbart muligt at overføre disse midler til en afgift pr. standarddosis. Det vil dog være enkelt at fastsætte en afgiftssats pr. kg aktivstof under hensyntagen til udsædsmængde pr. arealenhed.

3.6. Biocider

Pesticider er en samlet betegnelse for plantebeskyttelsesmidler og biocider. Plantebeskyttelsesmidler er de midler, som anvendes i jordbrugserhvervene (landbrug, skovbrug, gartnerier og frugtavl) til bekæmpelse af ukrudt, skadedyr, svampeangreb eller til at regulere plantevæksten (fx stråforkortning). Biocider er bl.a. loppe-, træbeskyttelses-, rotte-, alge- og slimmidler. Nogle aktivstoffer indgår både i biocider og plantebeskyttelsesmidler. Det vil imidlertid fremgå af etiketten, om der er tale om den ene eller anden type produkt.

3.7 Nordiske erfaringer

3.7.1. Norge

I 1988 blev der i Norge indført en miljøafgift af pesticider. Det primære formål med afgiften var at finansiere en række miljømæssige tiltag på pesticidområdet. I 1988 blev der endvidere indført en kontrolafgift med det formål at finansiere omkostningerne til kontrol og godkendelse af pesticider.

Miljøafgiften var oprindeligt udformet som en værdiafgift, der blev opkrævet i grossistleddet. I perioden fra 1988 til 1998 har afgiften været stigende fra 2 pct. af grossistprisen i 1988 til 15,5 pct. af grossistprisen i 1998. Selv om miljøafgiften efter 1991 ikke har været øremærket til miljøtiltag, er hovedparten af provenuet dog ført tilbage til sådanne formål.

Kontrolafgiften var også oprindeligt udformet som en værdiafgift. Der blev i perioden fra 1990 til 1998 opkrævet mellem 6 pct. og 9 pct. af grossistprisen som kontrolafgift.

I 1989 vedtog det norske Storting en handlingsplan for reduceret anvendelse af bekæmpelsesmidler (1990-94) med det formål at reducere anvendelsen af pesticider så meget som muligt/forsvarligt. Der har været foretaget forskellige evalueringer af handlingsplanen (1990-94) - herunder virkningen af miljøafgiften. Det fald, der kan konstateres i salget af aktivstoffer, tilskrives hovedsageligt en overgang til lavdosismidler, og det generelle billede fra evalueringerne er, at virkningen på forbruget har været begrænset, da afgiftssatsen har været relativt lav. Det fremhæves dog samtidigt, at hovedformålet med at indføre miljøafgiften ikke har været dens direkte betydning for anvendelsen af bekæmpelsesmidler men at finansiere en række miljøtiltag.

Som opfølgning på et kommissionsarbejde om grønne afgifter og som opfølgning på den nye norske pesticidhandlingsplan (1998-2002) blev miljøafgiften på pesticider i 1999 ændret fra en værdiafgift til en afgift, der er baseret på en grov vurdering af eksponeringen fra de enkelte produkter, kombineret med en klassifikation efter miljø- og sundhedsmæssige aspekter.

Formålet med afgiften er at reducere anvendelsen af pesticider og samtidig lede forbruget over på produkter, som udgør den mindste potentielle risiko for miljø og sundhed ved at pålægge de produkter, som udgør den største potentielle risiko den højeste afgift.

I Norge fastlægges klassifikationen af de enkelte produkter efter miljø- og sundhedsmæssige aspekter (og dermed afgiftsgrundlaget) i en administrativ procedure, som beskrevet nedenfor.

Retningslinjerne for fastsættelse af standarddoser er udarbejdet af Plantforsk og godkendt af Landbrukstilsynet, mens retningslinjerne for den miljø- og sundhedsmæssige klassifikation er fastlagt af Landbrukstilsynet. På grundlag af disse retningslinjer klassificerer Landbruktilsynet de enkelte produkter med henblik på fastlæggelse af afgiftsniveauet. Importøren har mulighed for at påklage Plantforsk’s fastsættelse af standarddosis og Landbrukstilsynets afgørelse om klassifikation til Landbruksdepartementet, som er den myndighed, der træffer den endelig afgørelse om klassifikationen.

Standarddosis pr. produkt fastsættes ud fra en vurdering af produktets hovedanvendelse og den hyppigst anvendte dosis på området.

For produkter der ikke har en dosisangivelse, som direkte kan omsættes i en mængde pr. arealenhed, har man for forskellige anvendelser angivet nogle retningslinjer for, hvordan doseringsangivelsen omsættes til en dosis pr. ha. Som eksempel kan nævnes, at produkter, hvor dosis er angivet for et givet antal potteplanter, ganges den højest tilladte dosis pr. potteplante med 50.000, som dermed bliver den højest tilladte dosis pr. ha. På trods af retningslinjerne for fastsættelse af standarddoserne er der anvendelser, som ikke er omfattet af retningslinjerne. I disse tilfælde vurderer Statens Landbrukstilsyn, hvad standarddosis skal være. Det er også Statens Landbrukstilsyn, som fastsætter standarddoser og foretager de skøn, der er nødvendige med hensyn til anvendelsesmønster og hyppigst anvendte dosis for produkter, der er omfattet af de fastsatte retningslinjerne.

På det sundhedsmæssige område inddeles produkterne i to klasser, hvor den ene klasse angiveligt repræsenterer produkter, der indebærer en potentiel lav risiko for sundheden (giftighedsklasse 1) mens den anden klasse repræsenter produkter, der udgør en potentiel høj risiko for sundheden (giftighedsklasse 2). Opdelingen i de to klasser er baseret på eksisterende regler for klassifikation efter visse af aktivstoffernes iboende toksikologiske egenskaber, kombineret med en grov vurdering af eksponeringen ved anvendelse af et givet produkt.

På det miljømæssige område opdeles produkterne ligeledes i én klasse, der angiveligt repræsenterer produkter, som indebærer en potentiel lille miljømæssig risiko (miljøklasse 1) og én klasse, der indebærer en potentielt stor miljømæssig risiko (miljøklasse 2).

Opdelingen efter miljømæssige aspekter omfatter giftighed for vandorganismer, giftighed for jordorganismer, bioakkumulering, nedbrydningstid i jord og mobilitet. I klassifikationen med hensyn til giftighed overfor vandorganismer og jordorganismer indgår bl.a. den fastsatte standardarealdosis (SAD) som et udtryk for eksponeringen.

Produkter, for hvilke klassifikationen på blot ét af de nævnte områder (giftighed for vandorganismer, giftighed for jordorganismer, bioakkumulering, nedbrydningstid i jord eller mobilitet) overskrider en fastsat værdi, havner i miljøklasse 2, mens produkter, for hvilke klassifikationen på ingen af de nævnte område overstiger nogle af de fastsatte værdier, havner i miljøklasse 1.

På grundlag af ovennævnte retningslinjer afgiftsbelægges produkterne som følger:

Klasse 1 (1½ x basisafgift)

Bejdsemidler og biologiske midler

Klasse 2 (1 x basisafgift)

Produkter der i henhold til klassifikationssystemet udgør en lille risiko for miljø og en lille risiko for sundhed

Klasse 3 (4 x basisafgift)

Produkter der i henhold til klassifikationssystemet udgør en lille risiko for miljø og en høj risiko for sundhed eller en høj risiko for miljøet og en lille risiko for sundheden

Klasse 4 (8 x basisafgift)

Produkter der i henhold til klassifikationssystemet udgør en høj risiko for miljø og en høj risiko for sundhed

Klasse 5 (50 x basisafgift)

Ufortyndede produkter til privat brug (hobbyprodukter)

Klasse 6 (150 x basisafgift)

Produkter der er formuleret i ”klar til brug” opløsninger

Samtidig med ændringen af afgiftens indretning blev afgiftssatsen i 1999 samlet set fordoblet, fra værdiafgiftens 15,5 pct. Regeringen har tilkendegivet, at satsen i forbindelse med fastlæggelsen af finansloven vil blive hævet, hvis det viser sig nødvendigt.

I 1999 blev kontrolafgiften omlagt fra en værdiafgift til en afgift af den fastsatte standarddosis.

Afgiftssatsen er p.t. 1,4 NOK pr. ha.

En arbejdsgruppe under Landbruksdepartementet har vurderet, at den differentierede afgift vil være mere kompliceret at administrere end værdiafgiften. Det er skønnet, at omlægningerne til administration af afgiften, efter en kort overgangsfase vil være 0,2 mill. NOK om året.

Landbrukstilsynet i Norge har oplyst, at der p.t. ikke er indsamlet erfaringer om, hvordan afgiften virker, men at der i år vil blive foretaget en evaluering af afgiften.

3.7.2. Sverige

I Sverige blev der i 1984 indført en miljøafgift på pesticider med det formål at reducere forbruget.

Afgiften var på 4 SEK pr. kg aktivstof. I 1988 blev afgiftssatsen hævet til 8 SEK pr. kg aktivstof, mens den i 1994 blev hævet til 20 SEK pr. kg aktivstof.

Da afgiften blev indført, blev provenuet benyttet til at finansiere forskellige aktiviteter i forbindelse med pesticidhandlingsplanen. I 1995 blev miljøafgiften ændret til en miljøskat, idet der ikke længere er nogen direkte sammenhæng mellem afgiftsprovenuet og anvendelse af indtægterne til forskellige foranstaltninger indenfor området.

Det administrative system til håndtering af afgiften er simpelt, idet de 30-40 importører blot indberetter det månedlige salg af mængde aktivstof. Myndighederne anslår, at der bruges mindre end en uge pr. år til administration af afgiften.

I 1986 blev der introduceret en prisregulerende afgift af en såkaldt hektardosis, der svarer til den norske SAD og den danske standarddosis. Hensigten med afgiften var primært at nedsætte overproduktionen af korn. Afgiften omfattede kun de produkter, som blev anvendt i landbruget, og provenuet blev ført tilbage til landbrugssektoren ved at understøtte eksporten af korn. Afgiften blev afskaffet i 1992 som et led i tilpasningen til EU ved et eventuelt svensk medlemskab. Afgiften nåede med 46 SEK pr. hektardosis det højeste niveau i 1991. Den prisregulerende afgift af hektardosis udgjorde, da den i 1991 var på sit højeste cirka 20 procent af prisen.

Afgiften baseret på hektardosis var mere kompliceret at administrere end afgiften pr. kg aktivstof, idet der skulle fastsættes en hektardosis for hvert produkt, hvilket kunne være kompliceret for produkter, der anvendes i mange forskellige afgrøder. Det er skønnet, at myndighederne brugte cirka 2 til 3 måneder pr. år til administration af denne afgift. I 1987 vedtog den svenske Riksdag en handlingsplan for bekæmpelsesmidler, der bl.a. havde som målsætning, at anvendelsen af bekæmpelsesmidler i landbruget (målt i mængde aktivstof) skulle være halveret i 1990. I 1989 blev målsætningen ændret til, at reduktionen skulle være 75% i 1996. I 1996 kunne der konstateres en nedgang på 65% i mængden af aktivstoffer, mens nedgangen i antallet af standarddoser kun var på 5-10%, hvilket skyldes overgang til mere effektive lavdosismidler. I den seneste handlingsplan (1997-2001) er der ikke fastsat kvantitative mål for reduktion af anvendelsen af bekæmpelsesmidler. Regeringen har dog tilkendegivet, at hvis ikke den tidligere målsætning om en reduktion på 75% nås i 2001, vil regeringen overveje at forhøje afgiften på bekæmpelsesmidler.

Der er udført forskellige evalueringer af miljøafgiftens virkning i Sverige. Det generelle billede er, at virkningen af afgiften på forbruget har været ringe på grund af de lave afgiftssatser. Det vurderes dog, at afgifterne har haft en indirekte virkning, som følge af de udviklings- og rådgivningsaktiviteter, der har været finansieret via afgiften.

I Sverige har der været overvejelser om forskellige muligheder for afgiftsgrundlag. I en rapport fra Kemikalie Inspektionen, Jordbruksverket og Naturvårdsverket fra 1992 om muligheder for at differentiere afgiften efter den risiko som midlerne indebærer, blev det konkluderet, at det ikke var muligt at konstruere en enkel risikovurderingsmodel, som videnskabeligt set var i orden, og som samtidig var administrativ enkel. Det blev bemærket, at en fremgangsmåde, der kunne være videnskabelige indvendinger imod, kunne risikere at blive uretfærdig mod producenterne. Det blev besluttet at afvente Kemikalie Inspektionens revurdering af bekæmpelsesmidler for at vurdere, om der efter denne fortsat ville være behov for at styre forbruget over mod midler, der indebærer en mindre risiko. Hvis det var tilfældet, burde et differentieret system indføres.

I en udredning fra Jordbruksverket fra 1992 blev det anbefalet, at der indføres en dosisafgift (svarer til en afgift af SAD og af behandlingshyppigheden). Baggrunden for anbefalingen var, at en sådan afgift (i modsætning til en afgift pr. kg aktivstof) vil være produktneutral. Da afgiften af bekæmpelsesmidler nu er at betragte som en skat, vil en ændring af afgiftsgrundlaget kræve en beslutning i Riksdagen, ligesom det kræver en beslutning i Riksdagen at ændre dosisafgiften i de tilfælde, hvor midlernes dosering ændres, hvilket ofte sker. Det blev på den baggrund vurderet, at afgiften ville være svær at administrere, og forslaget blev ikke gennemført af lovtekniske årsager.

3.7.3. Finland

I 1998 blev der i Finland indført en afgift af bekæmpelsesmidler med det formål at finansiere kontrol og registreringsomkostninger i forbindelse med anvendelse af bekæmpelsesmidler. Der er dog snarere tale om et gebyr end om en egentlig miljøafgift. Afgiften, som opkræves hos forhandlere af bekæmpelsesmidler, er udformet som en værdiafgift, og udgjorde oprindeligt 2,5% af det foregående års omsætning af bekæmpelsesmidler. I 1998 blev afgiften hævet til 3%. Der er så vidt vides ikke foretaget nogen evaluering af den finske afgift af bekæmpelsesmidler.

3.7.4. Island

I Island er der indført en afgift af bekæmpelsesmidler, som er udformet som en mængdeafgift. Afgiften udgør ca. 0,3 danske kr. pr. kg. Der synes ikke at være foretaget nogen evaluering af denne afgift.

3.7.5. Nordiske erfaringer og det danske afgiftssystem

Som nævnt i afsnit 3.7.1 bygger det norske afgiftssystem på et belastningsindeks samt en standardarealdosis, som svarer til det danske begreb standarddosis. Som nævnt i afsnit 3.2.1.1 har Danmark tidligere overvejet et system med et såkaldt belastningsindeks baseret på vigtige delområder.

Det er dog blevet forkastet med den begrundelse, at man risikerer at fremme midler, der medfører en lille belastning på ét specifikt område, men som har stor belastning på et andet delområde. Senest har Bichel-udvalget forsøgt at rangordne pesticiderne, men konklusionen var, at dette ikke er muligt. I Finland har man et system som i Danmark med en værdiafgift. I Finland er afgiften dog væsentlig mindre og har mere karakter af et gebyr.

Det svenske og islandske system med en afgift pr. kg aktivstof er også blevet undersøgt i forbindelse med lovrevisionerne i Danmark. Et sådant system er blevet forkastet, fordi der ikke er en entydig sammenhæng mellem mængde aktivstof og miljøbelastning. Højaktive midler kan således blive begunstiget, fordi der ofte benyttes mindre aktivstof pr. behandling. Da der på nuværende tidspunkt ikke er nogen videnskabelige undersøgelser af, om højaktive stoffer er mere eller mindre skadelige for miljøet end de mindre aktive stoffer, vil det være uhensigtsmæssigt at indføre den svenske model.