Udvalgte problemstillinger

Afsnit 6. Udvalgte problemstillinger

Som det fremgår ovenfor af beskrivelserne af de problemstillinger, der karakteriserer de udfundne sagskategorier, er der ofte flere årsager til, at der indenfor en given sagskategori forekommer mange klagesager. Således er det ofte ikke en enkeltstående problemstilling og/eller en enkeltstående bestemmelse, der giver anledning til samtlige eller blot flertallet af de klagesager, der findes indenfor en given sagskategori.

For en del sagskategoriers vedkommende er der tale om, at det høje antal klagesager ikke nødvendigvis skyldes komplicerede og/eller for skatteyderne uforståelige regler, men snarere, at afgørelserne indenfor det pågældende sagsområde i høj grad beror på en skøns- eller bevismæssig vurdering, der baserer sig på en række af sagens konkrete forhold. Eksempelvis kan nævnes sagerne om tilsidesættelse af regnskab/skøn (sagkategori 2), sagerne om driftsomkostninger (sagskategori 3) og sagerne om hobbyvirksomhed (sagskategori 20).

En nedbringelse af klagerne på disse skøns- og bevistunge områder kan således næppe opnås  gennem forenkling af eksisterende regler, men, hvor dette er muligt, måske snarere gennem udarbejdelse af regler, der kan objektivere det skøn eller den bevisbyrde, der hidtil har været afgørende for sagernes udfald. Der eksisterer ofte en stor (rets)praksis indenfor disse skøns- og/eller bevistunge sagsområder.

I afsnittene 6.1. og 6.2. nedenfor er udpeget de sagskategorier, der (med en enkelt undtagelse) optræder i samtlige de foretagne udsøgninger, idet disse ud fra antallet af klagesager umiddelbart kvalificerer sig som sorte pletter. Som det fremgår, er en del af de udpegede sagsområder, ikke overraskende, sagsområder, som skatteministeriet allerede har eller i alt fald tidligere har haft i kikkerten med henblik på ændringer og forenklinger.

Nedenfor under afsnit 6.1. er peget på de sagskategorier, der efter arbejdsgruppens opfattelse kan karakteriseres eller i alt fald kommer tættest på at kunne betegnes som egentlige ”sorte pletter. Der er tale om sagskategorier, der optræder både på Landsskatterettens top 10 og i begge de foretagne udsøgninger vedrørende retssagerne. Det skal bemærkes, at det som anført generelt ikke er umiddelbart muligt at sammenholde med skatteankenævnsstatistikken. Dog indgår i alt fald sagskategorierne ”fri bil”, ”hobbyvirksomhed” og ”renter (renteudgifter i virksomheden)” også i udsøgningen af de hyppigst forekommende sagskategorier ved skatteankenævnene.

De i afsnit 6.1. udpegede sagskategorier er således de kategorier, hvor der er flest klager, og hvor de til grund for klagerne liggende problemstillinger generelt set er indholdsmæssigt mest ensartede, og dermed også er de sagsområder, hvor regelforenklinger umiddelbart synes mest nærliggende at overveje.

Under afsnit 6.2. er behandlet/beskrevet de sagskategorier, der ligeledes, bortset fra hobbyvirksomhed, optræder i samtlige foretagne udsøgninger, men hvor det skønnes at være vanskeligere at gennemføre regelforenklinger. Enten fordi de problemstillinger, som klagesagerne indenfor den pågældende sagskategori vedrører, materielt set er temmelig forskellige, eller fordi klagesagernes afgørelse i meget høj grad beror på en konkret skønsmæssig vurdering, som det kan være vanskeligt at lovgive sig ud af.

Under behandlingen af de i afsnit 6.2. beskrevne sagsområder er fremhævet enkeltstående specifikke problemstillinger, som arbejdsgruppen er blevet gjort opmærksom i løbet af undersøgelsen.

Endelig er der i afsnit 6.3. beskrevet nogle konkrete problemstillinger, som ikke i alle tilfælde har relation til de på baggrund af udsøgningerne i afsnit 4 statistisk set mest forekommende klagesagskategorier. Der er tale om problemstillinger udpeget af Landskatteretten. Imidlertid fremgår i alt fald nogle af disse problemstillinger også skatteankenævnsstatistikken samt af svarene fra den af Foreningen af Danske Skatteankenævn foretagne rundspørge blandt skatteankenævnene.

6.1. Aktieavancebeskatning, ejendomsavancebeskatning, beskatning af fri bil, og renteudgifter

6.1.1. Aktievancebeskatning

Der er næppe tvivl om, at reglerne i ABL af mange skatteydere opfattes som komplicerede, hvilket bekræftes af det meget høje antal sager på området.

Aktieavancer fortrykkes ikke på selvangivelsen, og den enkelte skal således selv påføre selvangivelsen eventuelle skattepligtige avancebeløb. Det bliver mere og mere almindeligt for ”almindelige” skatteydere at investere i aktier, og der er næppe tvivl om, at denne særligt gruppe har svært ved at overskue reglerne i ABL.

En arbejdsgruppe under Skatteministeriet afgav i september 2000 Betænkning nr. 1392 om ændring af reglerne om aktieavancebeskatning. I betænkningen foreslås en gennemgående teknisk omskrivning af loven, således at loven bliver mere overskuelig og sprogligt lettere at forstå.

Herudover kommer arbejdsgruppen med en række forslag til forenklinger af de materielle regler. Forslagene er rettet mod henholdsvis personaktionærer (dvs. typisk småaktionærerne) og mod selskabsaktionærer. For en nærmere gennemgang heraf skal der henvises til betænkningen.

Udover den række problemstillinger, som betænkningen peger på, skal der på baggrund af  nærværende undersøgelse peges på nedenstående konkrete problemstillinger vedrørende opgørelsen af aktieavancer.

• Overgangsbestemmelsen i lov nr. 421 af 25. juni 1993, § 19, stk. 3, lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven. Bestemmelsen, der er indsat i forbindelse med skattereformen i 1993, har det formål, at der ikke skal ske beskatning af værdier indtjent før lovens ikrafttrædelse for mindretalsaktionærer, fordi mindretalsaktionærer forud for lovændringen ikke blev beskattet af gevinst ved salg af aktier.

Bestemmelsen giver mulighed for anvendelse af handelsværdien pr. 19/5-93 af aktier/anparter i stedet for den faktiske anskaffelsessum ved avanceopgørelsen ved senere salg og er samtidig en tabsfradragsbegrænsningsregel med udgangspunkt i handelsværdien på dette tidspunkt.

Bestemmelsen har givet og giver fortsat anledning til mange sager vedrørende værdiansættelsen af unoterede aktier og anparter. Muligheden for at indhente bindende forhåndsbesked har ikke løst problemet. Der kan i princippet stadig opstå sager om problemet, indtil alle mindretalsaktier (unoterede), som var ejet 19/5-93, er solgt, således at der også fremover skal udmeldes syn og skøn ved klage over avanceopgørelsen for Landsskatteretten.

• En del sager udspringer af aktieavancebeskatningslovens § 4 om afståelse af aktier ejet mere end 3 år. Det kan være vanskeligt at fastlægge indgangsværdier ved avanceopgørelsen, da disse indgangsværdier – hvor aktierne ikke kunne afhændes skattefrit efter ABL § 4, stk. 2, - i visse situationer skal opgøres efter ABL § 7, stk. 1, medens der i andre situationer er adgang til anvende indgangsværdier efter § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25. juni 1993. Der er dog ikke så mange sager, som man egentlig kunne forvente, når man betænker kompleksiteten. Det, der er slående i disse sager, er imidlertid, at der i så godt som alle sager er fejl i avanceberegningerne fra såvel myndighederne som fra klagerne.

6.1.2. Ejendomsavancebeskatning

Som anført ovenfor under pkt. 5 er antallet af sager indenfor denne sagskategori stigende.

I henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8 medregnes fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder ikke, hvis huset eller lejligheden har tjent som bolig for ejeren i en del af ejerperioden.

Størstedelen af sagerne på dette område vedrører bevisbedømmelsen af, om ejendommen reelt har tjent ejeren eller dennes husstand til bolig i del af ejerperioden.

En del af sagerne vedrører lejligheder, der er købt som led i den såkaldte ”forældrekøbsordning”.  Her køber forældrene typisk en  mindre lejlighed til de voksne, studerende børn. Lejligheden udlejes til barnet, og reglerne i virksomhedsskatteordningen benyttes i hele ejerperioden. Situationen er den, at forældrene, efter at barnet er flyttet, ønsker at afhænde ejendommen - uden at betale skat af avancen. En af forældrene lader sig folkeregistrere på ejendommen og forklarer eksempelvis, at man havde samlivsproblemer med ægtefællen. Ejendommen sælges, og man hævder så, at man har beboet den i ejerperioden.

Denne type sager beror således på en vanskelig konkret bevisvurdering, der er baseret på den praksis, der knytter sig til bestemmelsen. Et bud på det stigende antal sager vedrørende denne bestemmelse kunne således være, at aktiviteten på ejendomsmarkedet generelt, og dermed også ejendomsavancerne, har været stigende i de senere år, hvorved tilskyndelsen til at holde avancen skattefri, og i det hele taget få en afklaring på skattespørgsmålet, også er steget. Hertil kommer den stigende anvendelse af den ovennævnte forældrekøbsordning.

En anden problemstilling er, at en del nedlagte landbrugsejendomme ikke i tide er blevet omvurderet. Der har typisk ikke været drevet landbrug fra ejendommen igennem en årrække, og ejendommen har udelukkende tjent som bolig for ejeren og dennes familie. På afståelsestidspunktet påstår ejeren, at ejendommen må være skattefri efter EBL § 8, da ejendommen udelukkende har tjent som bolig. Skattemyndighederne har derimod holdt sig til bestemmelsen i EBL § 9, hvorved i alt fald en del af avancen bliver skattepligtig.

Skattemyndighederne har således anført, at en ejendom må anses for en landbrugsejendom og dermed omfattet af EBL § 9, når ejendommen er vurderet som sådan, idet der i EBL § 9 er direkte henvist til vurderingslovens bestemmelser herom. Skatteministeriet har i år imidlertid taget bekræftende til genmæle i en sådan sag, og praksis vil herefter være den, at avance hidrørende fra en nedlagt landbrugsejendom, der udelukkende har tjent som bolig, fritages for beskatning efter EBL § 8, uanset den vurderingsmæssige status som landbrugsejendom.

Henset til, at sådanne ejendomme i lighed med f.eks. parcelhuse netop kun har haft et boligmæssigt formål, forekommer denne nye retsstilling rigtig. Problemet er imidlertid, at ejeren af en sådan ejendom, der (fejlagtigt) har været vurderet som landbrugsejendom i ejerperioden, har draget fordel heraf i relation til reglerne i ejendomsværdiskatteloven, mens den pågældende altså samtidig i forbindelse med afståelsen af ejendommen kan få avancen skattefrit.

Det kan anføres, at denne problemstilling i bund og grund handler om, at vurderingsmyndighederne blot skal sikre, at der foretages den rette (om)vurdering.

Det stigende antal sager vedrørende parcelhusreglen indikerer imidlertid, at der tilsyneladende kan være et behov for en forenkling.

Udover EBL § 8 skal bestemmelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 4 og § 5, der vedrører opgørelsen af avancen i såvel helsalgssituationer som i delsalgssituationer, fremhæves, idet de tilsyneladende er så komplicerede og/eller uklare, at de giver anledning til et betydeligt antal klagesager.

6.1.3. Fri bil

Denne sagskategori kan på baggrund af de mange klager på området og den ensartede problemstilling umiddelbart betegnes som et oplagt eksempel på en ”sort plet”.

På den anden side kan det, som anført ovenfor under beskrivelsen i afsnit 5, anføres, at det ikke er bestemmelsen i LL § 16, stk. 4, om fri bil, der i sig selv volder fortolkningsproblemer, idet denne bestemmelse mest har karakter af at være en ”beregningsbestemmelse”, der nærmere fastlægger den konkrete skattepligtige værdi af en fri bil. De mange sager på området kan således ikke direkte henføres til vanskelige eller uforståelige regler.

Problemet har ligget i den bevismæssige vurdering, der hidtil (jf. nedenfor om regelændringen) har været knyttet til bestemmelsen i LL § 16, stk. 4. Dvs., at få fastslået, om der har været stillet en fri bil til rådighed for den skattepligtige.

Som anført indledningsvis i dette afsnit er det kendetegnede for en hel del af de under afsnit 5 beskrevne sagskategorier, at det er det skøn eller den bevisførelse, der hidtil har været  knyttet til reglerne, der giver anledning til det store antal klagesager.

Der er næppe tvivl om, at netop denne type sager er til stor irritation for den enkelte skatteyder, og at sager af denne karakter ofte giver anledning til, at skatteydere føler sig ”forfulgt” af skattemyndighederne og stillet i en umulig situation med hensyn til at afkræfte skattemyndighedernes formodning. Dette bekræftes af den korrespondance, der ligger i nogle af retssagerne.

Som nævnt under afsnit 5.1 (Pkt. 6: fri bil) er der imidlertid med virkning fra 1. januar 2002 ændret i bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, således at reglerne om beskatning af fri bil ikke mere finder anvendelse for biler, hvor der ikke er betalt tillægsafgift for privat anvendelse, og/eller hvor momsen er fratrukket, dvs. biler på gule nummerplader. Baggrunden for regelændringen er, at når skatteyderen ikke betaler moms eller tillægsafgift ved køb af bilen, er dette en tilkendegivelse om, at bilen alene skal anvendes erhvervsmæssigt. En tilkendegivelse, som skattemyndighederne bør anerkende.

Regelændringens formål har været at fjerne den såkaldte formodningsregel, hvorefter det i praksis var skatteyder, der typisk via kørebog skulle bevise, at bilen ikke havde været til rådighed for privat kørsel. 

Dog fremgår det af bemærkningerne til ændringsloven, at anvendes en gulpladebil alligevel privat, er det en overtrædelse af vægtafgiftsloven og momsloven. Det vil sige, at der skal ske efterbetaling af moms og tillægsafgift, hvilket medfører, at den private anvendelse udløser beskatning efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4.

Størstedelen af de sager, der har været vedrørende fri bil, er netop sager om biler på gule plader. Som følge af regelændringen finder de bevisbyrde- og dokumentationskrav - herunder kørebøger -, der efter praksis er udviklet i forhold til denne bestemmelse, ikke anvendelse på sådanne firmabiler. Herved påhviler der skattemyndighederne en tungere bevisbyrde end tidligere, hvilket i alt fald som udgangspunkt må medføre, at der fremover vil komme færre sager på dette område.

6.1.4. Renter(udgift)

Som beskrevet under afsnit 5, pkt. 7, om renter er størstedelen af klagerne vedrørende renter relateret til konkrete investeringsprojekter, og det er for så vidt angår denne type projekter arbejdsgruppens opfattelse, at en løsning af denne type sager falder uden for regelforenklingsbestræbelserne.

Dog skal nævnes den fortolkningsmæssig problemstilling vedrørende ligningslovens § 5, stk. 8, om rentefradrag. Som udgangspunktet er der fradrag for renteudgifter i det indkomstår, hvor renten forfalder til betaling, jf. ligningslovens § 5, stk.1. Ifølge ligningslovens § 5, stk. 8,  gælder dette dog ikke, hvis renteudgifter for tidligere år i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Dog kan der foretages fradrag, hvis debitor kan stille betryggende sikkerhed.

Ofte kan der være problemer med at fastslå, om der er restancer. Også afgørelsen af, om der kan stilles betryggende sikkerhed, giver anledning til problemer især for lønmodtagere, hvor der ikke selvangives formue.

6.2. Aktie- og Anpartsselskaber, regnskabstilsidesættelse og skøn, driftsudgifter og hobbyvirksomhed

6.2.1. Aktie- og anpartsselskaber

Som beskrevet under afsnit 5 er der tale om en sagskategori, der dækker over en række forskellige skatteretlige problemstillinger. Selv om antallet af klagesager således er højt indenfor dette område, skal det ses i lyset af, at der er tale om sagskategori, der dækker bredt over en række forskelligartede sager.

Som anført kan der trækkes enkeltstående problemstillinger frem, og i forbindelse med arbejdet har Landsskatteretten særlig peget på reglerne i Ligningslovens § 2, stk. 1 (transfer pricing-reglerne).

Der er tale om Ligningslovens § 2, stk. 1, der giver skattemyndighederne hjemmel til at korrigere priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner mellem interesseforbundne parter, hvis myndighederne ikke mener, at disse er i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået mellem uafhængige parter,

Ligningslovens § 2, stk. 4, giver den skattepligtige mulighed for at undgå yderligere følgeændringer (sekundære justeringer) ved korrektioner efter § 2, stk. 1, hvis den skattepligtige forpligter sig til at anvende de priser og vilkår, skattemyndighederne har fastsat efter stk. 1. 

Det er ikke ganske indlysende hvilke transaktioner, der er omfattet af bestemmelsen i stk. 1, og Landsskatteretten har allerede behandlet og offentliggjort en del sager om, hvilke transaktioner der er omfattet. For stk. 1´s vedkommende er sagerne vedrørende størrelsen af markedsrenten ved at indfinde sig. Når man ser på omfanget af klager vedrørende de gamle regler om fikseret rente, må disse værdiansættelser forventes at kunne føre til et væsentligt antal sager.

6.2.2. Regnskabstilsidesættelse og skøn

Som beskrevet ovenfor i afsnit 5 er der typisk tale om sager, hvor regnskabet tilsidesættes, fordi det ikke opfylder kravene eller slet ikke er udarbejdet, hvorefter skattemyndighederne foretager et skøn over indkomsten.

Kravene til udarbejdelse af bogføring, regnskab m.v. følger kun i begrænset omfang af regler på Skatteministeriets område. Og en evt. forenkling af reglerne vil således kun kunne vedrøre de skattemæssige krav til regnskabsaflæggelsen. Herudover er sagerne meget konkrete og ofte baseret på en skønsmæssig vurdering.

Som anført ovenfor under afsnit 5 fremgår det af sagerne, at det ofte er mindre virksomheder/selvstændigt erhvervsdrivende, der som følge af manglende kendskab til regnskabsaflæggelse og/eller manglende ressourcer er genstand for denne type sager.

En del af sagerne kan muligvis undgås ved, at der informeres om reglerne, hvilket allerede i vidt omfang sker, bl.a. gennem møder og kurser hos de regionale told- og skattemyndigheder. Det er intentionen, at skattemyndighederne fremover i endnu højere grad skal påtage sig en mere rådgivende rolle. Netop konkret rådgivning/vejledning om regnskabsudarbejdelse m.v. er således et af de områder, hvor der tydeligt er et behov.

Det kan heller ikke afvises, at en del af sagerne simpelthen skyldes manglende vilje til at udarbejde et fyldestgørende regnskab, og at der i nogle situationer bevidst er udeholdt beløb fra den officielle omsætning. En del af sagerne drejer sig således herom. Denne type sager vil formentlig være upåvirkede af såvel forenklinger som yderligere information.

6.2.3. Driftsudgifter

Fradrag for driftsudgifter følger af den bredt formulerede § 6 a i Statsskatteloven. På baggrund af denne formulering er der udviklet vel nok den mest omfattende retspraksis på skatteområdet.

Driftsomkostningsområdet er således det bedste eksempel på et område, der netop ikke er kraftigt regelreguleret, men som alligevel er genstand for en lang række tvister mellem skattemyndighederne og skatteydere. En væsentlig grund hertil er bestemmelsens brede formulering, og at den enkelte erhvervsdrivende naturligvis ikke har et overblik over den på baggrund heraf udledte praksis.

Der er næppe tvivl om, at mange tvister opstår, fordi en del af praksis på området for mange skatteydere forekommer ulogisk eller uforståelig.

Som eksempler herpå kan nævnes, at der nægtes fradrag for etableringsomkostninger, mens der gives fradrag for løbende driftsomkostninger. Denne sondring er vanskelig. Ligeledes nægtes der fradrag for omkostninger, der har til formål at udvide det eksisterende indkomstgrundlag. Også sondringen mellem sådanne omkostninger og almindelige fradragsberettigede driftsomkostninger er vanskelig.

Der eksisterer en lang række konkrete problemstillinger vedrørende specifikke omkostningstyper, problemstillinger der har relation til det generelle driftsomkostningsbegreb.

Blandt andet skal nævnes den vanskelige sondring mellem repræsentationsudgifter, der alene er fradragsberettigede med 25%, og reklameudgifter, der betragtes som driftsudgifter og dermed er fuldt fradragsberettigede, jf. nærmere herom nedenfor i afsnit 6.3.2.

En række af disse relaterede problemstillinger er således til brug for registreringen af klagesager tildelt en selvstændig sagskategori. Fra beskrivelsen i afsnit 5 skal nævnes sagskategori nr. 10, ”Kongresser, kurser og studierejser”, sagskategori nr. 13, ”Ejendomme, indtægter, udgifter, generelt”, sagskategori nr. 19, ”Ejendom, vedligeholdelses- og forbedringsudgifter” og sagskategori nr. 22, ”Debitor, nedskrivning, tab”.

Om de specifikke problemstillinger, der karakteriserer disse sagskategorier, skal henvises til beskrivelsen heraf i afsnit 5.

Det nu nedlagte Skattelovråd (afløst af Skatteretsrådet) kom i 1991 med en betænkning om en gennemgribende ændring af det eksisterende driftsomkostningsbegreb. Centralt var et forslag om udvidelse af det eksisterende driftsomkostningsbegreb, således at eksempelvis også etablerings- og udvidelsesomkostninger blev omfattet.

Betænkningen gav ikke anledning til væsentlige ændringer. Der er dog løbende særligt i ligningsloven indsat særregler, der giver adgang til at fratrække specifikke omkostningstyper, og som må anses for konkrete udvidelser af adgangen til fradrag.

En gennemgribende ”renovering” af driftsomkostningsbegrebet med henblik på nedbringelse af det meget store antal klagesager på området opnås således næppe gennem en egentlig regelforenkling, men snarere gennem en gennemgribende ”ensretning”, objektivering og måske en udvidelse af det eksisterende driftsomkostningsbegreb.

Det mindre i det mere kunne være at tage fat på nogle af de problemstillinger, der knytter sig til en række af de specifikke udgiftstyper, jf. ovenfor.

6.2.4. Hobbyvirksomhed

Som det fremgår af afsnit 4.1.1. og den heri refererede tale fra formanden for skatteankenævnene, topper denne sagskategori skatteankenævnsstatistikken for 2001. Sagskategorien kan også, ved sammenlægning af en række mindre kategorier, findes på Landsskatterettens ”top 10”. Endelig findes denne sagskategori i udsøgningen vedrørende indbragte retssager i 2001.

Også her er der tale om en problemstilling, der ikke relaterer sig til en konkret bestemmelse, men baserer sig på en skønsmæssig vurdering af sagens konkrete forhold. Således kan en række forhold tale til fordel for, at der tale om en erhvervsmæssig drevet virksomhed med deraf følgende mulighed for at benytte sig af de regler, der er gældende for erhvervsvirksomheder. På den anden side kan en række forhold tale imod, at der er tale om erhvervsmæssig virksomhed.

Der er en veludviklet og omfattende praksis på området, baseret på reglerne i SL § 4-6. Der er tale om en praksis, der i et vist omfang er differentieret i forhold til hvilket erhverv, der er tale om. Således er der eksempelvis en særlig praksis f.s.v.a. landbrugsvirksomhed.

Der er næppe tale om et område, man ved at ændre eller ophæve konkrete regler kan forenkle sig ud af. På den anden side er der tale om en sagstype, der uden tvivl kan virke uforståelig, og som irriterer de involverede skatteydere, jf. bemærkningerne overfor i afsnit 5, og som der derfor synes at være et behov for at vurdere nærmere.

Det, der måske er behov for, er en større gennemsigtighed på området, og en sikkerhed for hvorledes den skattemæssige behandling vil blive, forud for opstart af virksomheden. En mulighed kunne muligvis, som det, jf. afsnit 4.1.1., forslås af formanden for de danske skatteankenævn, være, at der skabes en særlig model, der kan anvendes på virksomhed, der enten i en opstartsfase ikke kan betegnes som erhvervsmæssig, og/eller på virksomhed, der kun drives på deltids/hobbyniveau.

6.3. Øvrige problemstillinger

Nedenfor er påpeget nogle ”sorte pletter”, som ikke i alle tilfælde kan henføres til de statistisk set mest forekommende klagesagskategorier, jf. de i afsnit 4 beskrevne udsøgninger. Der er tale om problemstillinger udpeget af Landsskatteretten.

For visse af de nedenfor nævnte problemstillinger er der tale om, at de udgør en enkeltstående problemstilling, der henhører under de sagskategorier, der er nævnt ovenfor under afsnit 6.1. og 6.2. Sondringen mellem repræsentation og reklameudgifter, jf. nedenfor under afsnit 6.3.2., er et eksempel herpå, idet denne problemstilling hører hjemme under sagskategorien driftsomkostninger.

Der er, i alt fald for nogle af de nævne problemstillinger, tale om problemer, der allerede så småt, ud fra en statistik synsvinkel, kandiderer til at få betegnelsen ”sort plet”, jf. om afskrivninger nedenfor.

6.3.1. Afskrivningslovens § 18, stk. 2 – straksafskrivning

Sagskategorien ”Afskrivning, bygninger, installationer m.v.” forekommer på Landsskatterettens top 10 og i udsøgningen vedrørende skatteankenævnssagerne samt i skatteankenævnenes tilbagemelding på Foreningen af Danske Skatteankenævns rundspørge om bud på ”knaster” i skattelovgivningen. Når disse sager ikke figurer på de foretagne udsøgninger fra retssagsstatistikken, skyldes dette formentlig, at der er tale om sager, der vedrører den ”nye” afskrivningslov fra 1999, dvs., at behandlingen af disse problemer endnu ikke er nået til domstolsniveauet.

Landsskatteretten har særlig peget på afskrivningslovens § 18, stk. 2, hvorefter udgifter til ombygning eller forbedring af afskrivningsberettigede bygninger og installationer omfattet af lovens § 15, stk. 2 eller 3, straksafskrives, hvis nogle nærmere opregnede betingelser er opfyldt. I de sager, Landsskatteretten har behandlet eller har under behandling, har det vist sig, at der kan være problemer med at afgøre, om der overhovedet er grundlag for at straksafskrive. For eksempel er der en del sager om, hvorvidt en tilbygning kan anses for at udgøre en naturlig del af den eksisterende bygning, således at udgifterne kan straksafskrives, eller om der er tale om en selvstændig bygning, hvor udgifterne skal afskrives efter de almindelige regler.

Endvidere er reglerne for opgørelsen af beregningsgrundlaget, når der kan straksafskrives, blevet væsentligt mere komplicerede.

6.3.2. Sondringen mellem reklame og repræsentation

Reklame- og repræsentationsudgifter er, jf. afsnittet 6.2.3. ovenfor, i realiteten en underkategori til ”Driftsudgifter”.

Fradrag for reklame- og repræsentationsudgifter efter ligningslovens § 8, stk. 1 og stk. 4, forudsætter, at udgifterne er afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det fremgår ikke af selve lovteksten i ligningslovens § 8, hvad der nærmere forstås ved repræsentations- og reklameudgifter, men i forarbejderne til bestemmelsen findes nogle retningslinier til brug for sondringen mellem de to udgiftstyper. Denne sondring kan være noget vanskelig at foretage, og Landsskatteretten har en del sager, hvor der er uenighed om, hvorvidt udgifter til arrangementer afholdt f.eks. i forbindelse med virksomhedsejeres eller virksomheders mærkedage skal anses som reklameudgifter med fuld fradragsret eller som repræsentationsudgifter, hvor der kun er fradrag for 25 pct. af udgiften.

6.3.3. Registreringsafgift biler

Registreringsafgiften på biler til almindelig personbefordring er 180 %. For biler, der utvivlsomt er konstrueret til og indrettet til godstransport, ”gulpladebiler”, og som vejer over 2 t, pålægges en afgift på kun 30%.

Biler beregnet til godstransport, og som vejer over 2 t, men ikke over 4 t skal dog afgiftsberigtiges med 95 %, hvis biler af samme fabriksmærke markedsføres med lignende karosseri i personvognsudførelse (stationcars og lign.), jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 2. Landsskatteretten ser nogle sager om de nye 4-hjulstrækkere o.lign., hvor problemet er, om de skal afgiftsberigtiges med den højere sats. Sådan som de nye biler udvikles, forventes løbende en del sager på dette område.

Efter registreringsafgiftslovens  § 2, stk. 1, nr. 6, er køretøjer, der anvendes af plejehjem, ældrecentre og lignende institutioner, eventuelt med reduceret sædetal, til befordring af egne beboere eller hjemmeboende ældre, der er visiteret til aktiviteter på institutionen for at få vedligeholdt deres fysiske eller psykiske færdigheder, fritaget for afgift. Fortolkningen af, hvornår der er tale om lignende institutioner, volder en del vanskeligheder, og praksis på området er under udvikling.

6.3.4 - Statsskattelovens § 4, lejefikseringssager i familieforhold

De faktiske forhold i den slags sager er typisk, at et forældrepar køber et hus eller en ejerlejlighed til deres barn, som herefter bebor ejendommen enten vederlagsfrit eller til en væsentligt lavere leje end det, forældrene ville kunne oppebære i et udlejningsforhold til tredjemand.

De stedlige skattemyndigheder ansætter efter praksis en objektiv udlejningsværdi, d.v.s., at forældrene bliver beskattet af en lejeværdi, der svarer til markedslejen, uanset at de reelt ikke oppebærer denne lejeindtægt. Sagerne i Landsskatteretten omhandler både spørgsmålet om hjemmel til lejefiksering og størrelsen af markedslejen. Hjemmelsspørgsmålet er nu endeligt afklaret af Højesteret ved dom af 29. oktober 2002 (SKM 2002.547.HR). Ved dommen har Højesteret slået fast, at statsskattelovens § 4, litra b, indeholder tilstrækkelig hjemmel for myndighederne til at beskatte differencen mellem den aftalte leje og markedslejen, som efter Højesterets opfattelse i den konkrete sag ikke kunne anses for uvæsentlig.

Det skal bemærkes, at sagerne om lejefiksering mellem nærtstående nævnes af skatteankenævnene som et eksempel på ”knaster” i skattelovgivningen, jf. nærmere herom afsnit 4.1.3.

6.3.5. Ejendomme, vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, statsskattelovens § 6e

Sagerne vedrører sondringen mellem den skatteretlige vedligeholdelse og forbedring. Det skatteretlige vedligeholdelses- og forbedringsbegreb følger ikke det lejeretlige, hvilket gør det svært at forstå. Hertil kommer, at skønnet er svært at anlægge, fordi det opererer med en levetid contra ejertid og det forfald, der er indtruffet i ejertiden. Et sådant forfald kan være meget svært at godtgøre eller sandsynliggøre.