Det selvangivelsesløse samfund

Visionen om det selvangivelsesløse samfund har eksisteret i mange år. Nu er den tæt på at blive virkelighed. Langt de fleste skatteborgere vil snart kunne slippe for selvangivelsen. Artiklen beskriver den konkrete vision, udviklingen frem til i dag og de konkrete initiativer.

1. Indledning

Igennem de senere år er visionen om det selvangivelsesløse samfund kommet mere og mere i fokus. I midten og slutningen af 90´erne var det selvangivelsesløse samfund blot en fjern fremtidsvision. Men med den teknologiske udvikling og med de muligheder, den rummer, er visionen ikke længere skrivebordsteori og ønsketænkning. I dag kan man finde visionen forankret i konkrete initiativer, der har til formål at lette borgernes arbejde med selvangivelsesopgaven. Det gælder ikke mindst det lovforslag om en enklere selvangivelsesprocedure, som vil blive fremsat i begyndelsen af december i år, og som efter planen får virkning i 2008. 

Visionen om det selvangivelsesløse samfund er så vidt vides ikke tidligere søgt begrebsmæssigt fastlagt. Der kan derfor være grund til indledningsvis at forsøge at finde ud af, hvad der forstås ved udtrykket ”selv-angivelsesløse”, hvilke skatteydergrupper visionen omfatter, og hvilke former for selvangivelser, der tænkes på. Dette redegøres der for i afsnit 2 og 3. Det konkluderes her, at visionen om det selvangivelsesløse samfund først og fremmest skal ses som visionen om at afskaffe print-selvangivelsesblanketten forde ca. 3,9 mio. borgere, som i dag får denne tilsendt.

I afsnit 4 redegøres der kort for den historiske udvikling af borger-selvangivelsen fra 1903 til i dag.

I afsnit 5 belyses med tal det mindskede behov, som mange skatteydere i dag har for at selvangive. Det anføres, at ca. 73 pct. af de borgere, der i dag modtager en fortrykt selvangivelse, blot kan nøjes med at kontrollere de fortrykte tal og ikke foretage sig yderligere. For disse borgere er selvangivelsen reelt allerede afskaffet.

Afsnit 6 indeholder en gennemgang af de konsekvenser, afskaffelsen af selvangivelsen vil have for henholdsvis borgerne og SKAT (den nye betegnelse for de fusionerede skattemyndigheder). Der peges navnlig på, at borgerne slipper for at skulle forholde sig til både en selvangivelse og en årsopgørelse – to dokumenter med stort set samme indhold – og for aktivt at selvangive. I stedet skal borgerne alene kontrollere årsopgørelsens tal, som de kan regne med er endelige. For SKAT betyder visionen, at kontrolressourcerne må sættes ind på en forudgående sikring af kvaliteten af de indberettede data (fremrykket ligning) i stedet for en efterfølgende kontrol af skatteydernes selvangivelse (efterfølgende ligning). En fremrykket ligning indebærer, at afklaring af tvivlsspørgsmål tages i ”opløbet”, således at tvister med borgerne minimeres. Dette giver også en mere effektiv sagsgang. 

I afsnit 7 beskrives med udgangspunkt i regeringens handlingsplan på forenklingsområdet fra 2004 de udfordringer, som man må forholde sig til, når talen er om at realisere visionerne om det selvangivelsesløse samfund. På den ene side ønsket om at nedbringe de administrative byrder for virksomhederne, og på den anden side ønsket om at få flere oplysninger fortrykt, hvilket forudsætter indberetningsløsninger, som kan pålægge virksomhederne øgede administrative byrder, i det omfang de gøres obligatoriske.   

I afsnit 8 beskrives i hovedtræk det lovforslag til en enklere selvangivelsesprocedure for borgerne, som efter planen skal fremsættes i begyndelsen af december i år. Forslaget går ud på at afskaffe printselvangivelsen. I stedet modtager de skatteydere, om hvem SKAT allerede har de væsentligste selvangivelsesoplysninger, alene en årsopgørelse.

Afsnit 9 indeholder et bud på nogle områder, inden for hvilke man fremover kunne overveje at etablere indberetningsløsninger – uden at det vil pålægge virksomhederne administrative byrder – således at endnu flere skatteydere slipper for at selvangive. Endvidere beskriver afsnittet i korte træk andre tiltag, som overvejes for at lette borgernes arbejde med at selvangive.

Endelig indeholder afsnit 10 en afsluttende kommentar til visionen om det selvangivelsesløse samfund. I den forbindelse nævnes visionerne om en rullende forskudsansættelse samt nogle af de tanker, som har været fremme om, hvordan selvangivelsesarbejdet kunne lettes for virksomhederne.

2. Hvad betyder ”selvangivelsesløse”?

Visionen om det selvangivelsesløse samfund rejser spørgsmålet, hvad der ligger i udtrykket ”selvangivelsesløse”. Tænkes der med begrebet således på

• at udsendelsen af selvangivelses-blanketten afskaffes, og skatteyderen i stedet direkte modtager en årsopgørelse, som denne må forholde sig til (begrebet formelt forstået), eller
• tænkes der også på, at skatteyderen ikke behøver aktivt at selvangive (begrebet materielt forstået)?

I dag har skatteyderen via TastSelv mulighed for at indberette selvangivelsesoplysninger tidligt – inden udgangen af februar i året efter indkomståret – således at disse oplysninger kan blive fortrykt og fremgå af den udsendte printselvangivelse et par måneder senere.

Hvis begrebet ”selvangivelsesløse” skal forstås formelt, kan denne indberetningsfacilitet langt hen ad vejen gøre det muligt at opfylde visionen. Indberetningen betyder nemlig, at skatteyderen kan slippe for selvangivelsesblanketten. I den situation er der imidlertid blot tale om en tidlig, aktiv selvangivelse.

Man kan hævde, at hvis der skal være mere substans i visionen, må denne forstås på den måde, at skatteyderen virkelig er fri for aktivt at skulle selvangive (visionen materielt forstået). Dette vil imidlertid gøre det nødvendigt, at SKAT får oplysningerne gennem etablering af indberetningsordninger fortredjepartpå alle områder.

Heroverfor står, at der formentlig altid vil være selvangivelsesrelevante oplysninger, som kun skatteyderen kender til, f.eks. indkomst ved privat hushjælp, privat udlejning af værelser mv. Sådanne oplysninger kan alene skatteyderen indberette, og medmindre pligten til at selvangive sådanne indkomster afskaffes,kan visionen om det selvangivelsesløse samfund – forstået i materiel forstand – ikke opfyldes fuldt ud.

Det vil formentlig også værenødvendigt fortsat at opretholde selvangivelsespligten, herunder skatteyderens pligt til at kontrollere og korrigere tal, som efter skatteyderens opfattelse ikke er korrekte. Det kan f.eks. være tal, som skyldes fejl fra den indberetningspligtiges side. Først når de indberettede oplysninger generelt skønnes at være af en sådan høj kvalitet, at SKAT fuldt ud tør forlade sig på dem, vil der kunne blive tale om at overveje helt at afskaffe pligten til at kontrollere og korrigere indberettede tal.

Visionen om det selvangivelsesløse samfund skal altsåførst og fremmest ses som en vision om afskaffelse af selveselvangivelsesblanketten, mens selvangivelsespligten og pligten til at korrigere urigtige tal på årsopgørelsen måbestå indtil videre.

3. Hvem og hvad er omfattet af visionen?

Visionen kan anskues bredt, som omfattende alle skatteydergrupper i samfundet, såvel borgere som selvstændigt erhvervsdrivende, selskaber og fonde og foreninger mv. Visionen kan også forstås meresnævert som kun omfattende borgerne – og endda kun borgere med almindelige indkomstforhold – hvilket er den mest almindelige måde at forstå visionen på.

I pjecen ”Det nye Skatteministerium”, April 2004, er visionen udtrykt på denne måde:

”Borgere med helt almindelige indkomstforhold skal på sigt slet ingen selvangivelse modtage. Årsopgørelsen skal indeholde alle nødvendige oplysninger og kan danne grundlag for borgerens kontrol af skattemyndighedernes oplysninger.

Borgere, der har indkomst eller fradrag som skattemyndighederne ikke kender, skal selvangive. Det skal ske så let som muligt. Skattesystemet skal gennemgås, så selvangivelsen bliver endnu nemmere for denne gruppe borgere. Selvangivelsen afskaffes for de fleste borgere.”

For så vidt angår selvstændigt erhvervsdrivende bliveren række oplysninger til brug for virksomhedsejerens selvangivelse i dag indberettet fra tredjemand og optrykt på det servicebrev, som bliver sendt ud sammen med den udvidede selvangivelse (S-10 selvangivelsen). Imidlertid er de væsentligste selvangivelsesoplysninger – om skattepligtige indkomster og fradrag for driftsudgifter – oplysninger, som kun den enkelte virksom-hedsejer har kendskab til. For så vidt angår skattemæssige afskrivninger har virksomhedsejeren valgfrihed med hensyn til størrelsen af det enkelte års afskrivninger, som virksomhedsejeren først forholder sig til, når driftsregnskabet foreligger og konvertering af regnskabstallene til selvangivelsen skal foretages.

Følgelig er det yderst vanskeligt at forestille sig, at selvangivelsen vil kunne afskaffes for selvstændigt erhvervsdrivende. Samme forhold gør sig gældende for selskaber mv., og det ligger således heller ikke lige for at afskaffe selvangivelsen for disse skatteydergrupper.

På den baggrund må det antages, at visionen først og fremmest angår borgerne og muligheden for at afskaffe borgernes selvangivelse. Det er da også dette forhold, som der er fokuseret på i denne artikel.Dette skal dog ikke tages som udtryk for, at der ikke søges opnået lettelser for virksomhederne mv. i deres arbejde med selvangivelsen. I afsnit 10 er der kort redegjort for nogle af de tanker, der har været fremme på området.

Spørgsmålet er herefter, hvilken form for selvangivelse, som visionen først og fremmest tager sigte på at afskaffe.

Der findes en række borgerrelaterede selvangivelser;

• den fortrykte selvangivelse eller printselvangivelsen (fordi den udelukkende baserer sig på de såkaldte "printbeløb" – dvs. de registrerede oplysninger, som skattevæsenet har i forvejen),
• selvangivelsen for begrænset skattepligtige
• selvangivelsen for fuldt skattepligtige, som ønsker at blive beskattet efter reglerne for grænsegængere, og
• selvangivelsen for udenlandsk indkomst.

Ved vurdering af, hvilke selvangivelser til borgerne, som det er muligt at afskaffe, må der lægges vægt på, at antallet af indkomst- og fradragskomponenter på den pågældende selvangivelse, om hvilke SKAT i forvejen har fået indberettet oplysninger fra tredjemand, i meget væsentligt omfang overstiger antallet af oplysninger, som det må forventes, at skatteyderen selv skal påføre selvangivelsen. Kun i denne situation kan der være en fordel i at afskaffe den pågældende selvangivelse.

Alene printselvangivelsen synes i dag at opfylde dette kriterium. Som det nævnes i afsnit5, har SKAT for en meget stor del af borgerne alle oplysninger, hvorfor det ligger lige for at afskaffe denne selvangivelse.

4. Selvangivelsens historie

Med indførelsen af indkomstbeskatning i 1903 opstod behovet for at kunne selvangive. Til det formål blev der udarbejdet et autoriseret skema, det såkaldte ”skema til selvangivelse for her i landet bosatte personer”.

I perioden fra 1930´erne og frem undergik selvangivelsen en række ændringer. Antallet af felter udvidedes i takt med behovet for yderligere specifikation af indkomster og fradrag. I 1952 indeholdt selvangivelsen 34 punkter, som skatteyderen skulle forholde sig til.

Med kildeskatten indførtes der ”samtidighed” i beskatningen. Selve udformningen af selvangivelsen for personer blev dog relativt upåvirket heraf. I 1971 indførtes en indberetningspligt for alle A-indkomster samt visse B-indkomster. I 1977 blev oplysningspligten udvidet til at omfatte renteindtægter, som banker og andre, der modtog indskud til forrentning, havde tilskrevet de enkelte kontohavere. I 1977 blev selvangivelsen for almindelige lønmodtagere udskilt som en selvstændig blanket, der var væsentlig enklere end hidtil.

Op gennem 1980´erne blev stadigt flere områder omfattet af indberetningspligten. Indtil 1983 blev indberettede oplysninger udelukkende anvendt til kontrol og udsøgningsformål. Ønsket om, at kunne tilbyde et overvejende antal skatteydere med ukomplicerede skatteforhold en fremrykket slutopgørelse, var anledningen til, at der gennemførtes en reform af selvangivelses-ordningen med virkning for indkomståret 1982. Den nye selvangivelse – den såkaldte ”komponentselvangivelse” – indeholdt et antal gule felter, som skatteyderen ikke behøvede at udfylde, hvis den pågældende var enig i oplysningerne. Det drejede sig navnlig om løn, dagpenge, uddannelsesstøtte, og oplysninger fra pengeinstitutter. Hvis den skattepligtige ikke havde ændringer eller yderligere at tilføje, kunne skatteyderen nøjes med at underskrive og indsende selvangivelsen – den såkaldte erklæringsselvangivelse.

Med virkning for indkomståret 1988 gennemførtes endnu en selvangivelsesreform, som leder frem til den ordning, der kendes i dag. I forbindelse med indførelsen af oplysningskortet blev der 1989 i det daværende Statsskattedirektorat anskaffet et antal optisk læsere. Konceptet var, at skattevæsenet påførte selvangivelsen de oplysninger, som baserede sig på indberetninger fra de indberetningspligtige og fra det såkaldte oplysningskort, og på det grundlag blevden fortrykte selvangivelse dannet. Modtageren af den fortrykte selvangivelse, der ikke havde ændringer eller tilføjelser, blev i praksis fritaget for at selvangive. Oplysningskortet blev udsendt i januar måned i året efter indkomståret. Skatteydere, der udfyldte oplysningskortet og indsendte dette senest den 15. februar, fik årsopgørelsen samtidig med selvangivelsen ca. 1. maj.

Som et resultat af den løbende udvidelse af oplysningspligten faldt behovet for at indhente supplerende oplysninger hos personer, der fik tilsendt den fortrykte selvangivelse, og oplysningskortet blev afskaffet med virkning fra og med 1992. Samtidig blev fristen for indgivelse af selvangivelsen rykket frem til 1. maj. Den fortrykte selvangivelse udsendes i dag i perioden marts-medio maj. 

5. Faldende behov for selvangivelse

Der blev i 2004 udsendtgodt 3,9mio. fortrykte selvangivelser. Knap 2,6 mio. borgere modtog en årsopgørelsesamtidig med udsendelsen af selvangivelsenud fra den formodning, at disse borgere ikke havde yderligere indkomster eller fradrag at selvangive. Formodningen bygger på oplysninger i forskuds- og slutsystemerne. Formodningen har imidlertid ikke holdt stik i ca. 8 pct. af de tilfælde, hvor selvangivelsen var ledsaget af en årsopgørelse, eftersom de pågældende skatteydere alligevel havde noget at selvangive. 

Af de ca. 1,3 mio. borgere, som i 2004 ikke i første omgang modtog en årsopgørelse, har der været ændringer til selvangivelserne i 61 pct. af tilfældene. Omvendt havde39 pct. af disse borgere ikke tilføjelser eller rettelser til den udsendte selvangivelseogkunne have modtaget en årsopgørelse straks.

Samlet set skønnes det, at ca. 73 pct. af de borgere, der i dag modtager en fortrykt selvangivelse, ikke behøver at foretage sig yderligere. De kan opfylde selvangivelsespligten ved blot at kontrollere de fortrykte tal. For denne gruppe af borgere kan man derfor sige, at selvangivelsen reelt allerede er afskaffet.

6. Hvad betyder visionen?

Som det fremgår ovenfor, er borgernes behov for at selvangive indkomst- og fradragsforhold efterhånden mindsket i en sådan grad, at der er grundlag for atafskaffe printselvangivelsen for den store gruppe af skatteydere, der har enkle skattemæssige forhold. I stedet kan disse borgere nøjes med at modtage en årsopgørelse. 

Men hvad betyder det for henholdsvis borgerne og SKAT, at printselvangivelsen afskaffes?

For borgerne betyder visionen:

• at de slipper for at skulle forholde sig aktivttil både en selvangivelse og en årsopgørelse – dvs. to dokumenter, som i realiteten indeholder samme oplysninger
• at risikoen for at glemme fradrag og indtægter mindskes
• at flere borgere vil kunne modtage årsopgørelsen i starten af året efter indkomståret og kan dermed få deres mellemværende med myndighederne klaret hurtigere (restskat/overskydende skat)
• at borgerne kan regne med, at der ikke kommer efterfølgende ændringer fra ligningsprocessen
• at ligningsfristen for gennemgang af borgeres skatteforhold følgelig kan afkortes eller på sigt heltophæves, og
• at antallet af skattetvister med borgerne som part må forventes at falde betydeligt.  

For SKAT betyder visionen:

• at kontrolressourcerne må sættes ind på en forudgående sikring af kvaliteten af de indberettede data (fremrykket ligning)
• at der med fremrykket ligning sker en afklaring af tvivlsspørgsmål, før de udvikler sig til tvister
• at de sager, som vil blive rejst, i langt højere grad vil angå principielle tvivlsspørgsmål, hvor det er den indberetningspligtige, som optræder som part
• at fremrykket ligning giver mulighed for effektiviseringer og besparelser hosSKAT  
• at en ophævelse af ligningsfristen vil blive opfattet som god service og dermed styrkemyndighedernes goodwill i befolkningen
• at pligten til at kontrollere årsopgørelsens tal må indskærpes borgerne, så længe der er selvangivelsesoplysninger, som ikke alle indberettes af tredjemand, eller man ikketør forlade sig på kvaliteten af tredjemands oplysninger          
• at dersikres borgerne nemme TastSelv-faciliteter, således at de ikke opfatter initiativet som en serviceforringelse i forhold til i dagog
• at borgerne skal informeres om nye tiltag, således at de føler sig trygge ved ikke at skulle foretage sig noget og ikke føler sig umyndiggjorte ved at ikke at skulle selvangive aktivt.

7. Regeringens handlingsplan

Visionen om det selvangivelsesløse samfund harkonkret forankring i regeringens handlingsplan på forenklingsområdet,som er beskrevet i pjecen "En enklere hverdag for borgere og virksomheder" 2004. Om det selvangivelsesløse samfund anføres det:

Samtidig foreslås det i handlingsplanen, at virksomhedernes administrative byrder lettes: 

“Pkt. 60.Forenkling af skattekontrolloven.

ToldSkat modtager hvert år knap 90 mio. indberetninger. Det skal undersøges, om de alle er nødvendige. Eksempelvis skal det vurderes, om skattekontrolloven kan forenkles, så tredjemand kan fritages for indberetning af formueoplysninger og renter under en nærmere fastsat bagatelgrænse. Formålet er at skabe administrative lettelser for blandt andre mindre virksomheder. En nedbringelse af antallet af indberetninger kan samtidig medføre besparelser for myndighederne.

Analysen gennemføres i sammenhæng med en analyse om det selvangivelsesløse samfund. Derefter følger eventuel regelforenkling eller administrativ forenkling.”

Disse to forenklingsinitiativer har tæt sammenhæng, og det er derfor nødvendigt, at der i forbindelse med gennemgangen af indberetningspligterne i skattekontrolloven (initiativ 60) foretages en afvejning af på den ene side ønsket om atlette virksomhedernes indberetningsbyrder og på den anden side nødvendigheden af at sikre en tilstrækkelig datakvalitet til realisering af visionen om det selvangivelsesløse samfund (initiativ 59).  

De to initiativer afspejler den udfordring, der består, når talen er om at komme videre mod det selvangivelsesløse samfund.

Ifølge regeringsgrundlaget er det regeringens målsætning at lette de administrative byrder for virksomhederne med op til 25 pct. inden 2010.I 2001 var de administrative byrder på Skatteministeriets område på 9 mia. kr. og i 2004 var byrderne nedbragt til 8 mia. kr., dvs. der var opnåeten lettelse på ca. 10 pct. I skrivende stund mangler der således kun15 pct. for, at Skatteministeriet lever op til sin målsætning.

Udfordringen med at gennemføre det selvangivelsesløse samfund samtidig med at opfylde målsætningen om at reducere virksomhedernes administrative byrder må løses hen ad vejen, idet det må undersøges, hvor stort et råderum, der er til at pålægge virksomhederne nye indberetningspligter, og om man i givet fald ønsker at udnytte dette råderum til at realisere visionen.

8. Lovforslaget 

Ifølge regeringens lovprogram fremsættes i starten af december i år et lovforslag om en enklere selvangivelsesprocedure, hvorved printselvangivelsen afskaffes. Forslaget har direkte forankring i regeringens vision om det selvangivelsesløse samfund og forventes at få virkning fra foråret 2008.

Forslaget går ud på, at de skatteydere, som ikke det foregående år har selvangivet, fordi SKAThar alle selvangivelsesrelevante oplysninger i forvejen, eller som ikkehar ændret deres forskudsopgørelse for det pågældende indkomstår, alene modtager en årsopgørelse samt en kort vejledning i marts måned. Det drejer sig i første række om lønmodtagere med enkle beskatningsforhold, pensionister, studerende mv. Kun i relativ få tilfælde har denne gruppe noget at selvangive.

De skatteydere, som har haft én eller flere oplysninger at selvangive det seneste indkomstår, vil  efter forslaget ligeledes i marts måned modtage en årsopgørelse samt en vejledning. Imidlertid vil skatteyderen også samtidig modtage et oplysningskort. Har skatteyderen også for dette år supplerende indkomstoplysninger, kan oplysningskortet udfyldes med oplysninger herom og indsendes til SKAT. Oplysningerne kan også – ligesom i dag – afgives via TastSelv-telefonen eller TastSelv-faciliteten på SKATs hjemmeside. Skatteydere, der ikke anvender digital indberetning eller TastSelv, kan indsende oplysningskortet til SKAT. Herefter vil disse skatteydere modtage en endelig årsopgørelse.     

Med årsopgørelsen følger som nævnt en vejledning. Til de skatteydere, som alene modtager en årsopgørelse, vil vejledningen henlede skatteyderens opmærksomhed på selvangivelsespligten – det strafbare i at undlade at selvangive og korrigere fejlagtige tal – samt samt muligheden for at rekvirere et oplysningskort eller anvende TastSelv, hvis skatteyderen måtte have indkomst mv. at selvangive.

Til de skatteydere, som foruden årsopgørelsen modtager et oplysningskort, følgerogså en individuel vejledning, som i særlig grad tager sigte på den enkelte skatteyders selvangivelsesbehov. I vejledningen er således særligt beskrevet de selvangivelsesoplysninger, som må formodes at være relevante at påførefor denne skatteyder.

Forslaget går desuden ud på at gøre det muligt for almenvelgørendeforeninger mv. at indberette modtagne gavebeløb til SKAT.I det omfang dette sker, gøres det muligt at fortrykke oplysningerne i årsopgørelsen, hvorved et yderligere antal skatteydere ikke behøver at selvangive fradragsberettigede gavebeløb.

Samtidig med fremsættelsen af lovforslaget vil der ifølge lovprogrammet blive fremsat et lovforslag om oprettelsen af et indkomstregister (eIndkomst), hvori en række indberetningsdata fra virksomhederne til det offentlige samles. Efter dette forslag bliver det muligt gennem indberetninger fra arbejdsgivere at udvide antallet af tilfælde, hvor det er muligt at fortrykke lønmodtageresbefordringsfradrag. Forslaget vil komme de skatteydere til gode, som har registreret flerearbejdspladser hos arbejdsgiveren.

Gennemføres forslagene, således at det bliver muligt at fortrykke befordringsfradraget, og skabes der adgang for de almenvelgørende foreninger mv. til at indberette gavebeløb, og foreningerne gør brug af denne adgang, vil antallet af skatteydere, som ikke behøver at ændre deres årsopgørelse, blive reduceret med ca. 466.000 personer.

Endelig går lovforslaget ud på at afskaffeudsendelsen af den ordinære forskudsopgørelse til borgerne. I stedet informeres borgerne i forbindelse med årsopgørelsen om, hvilke oplysninger den kommende forskudsopgørelse dannes på grundlag af. Endvidere informeres borgeren om, at forskudsopgørelsen, når den dannes i november, gøres tilgængelig for borgeren i skattemappen på SKATs hjemmeside. Borgeren kan dog ved hjælp af TastSelv-telefonen rekvirere forskudsopgørelsen i en papirudgave. Endvidere modtager borgerne information om, at skattekortet automatisk tilsendes arbejdsgiveren mv.

Forslaget giver borgerne den serviceforbedring, at de ikke flere gange i løbet af året besværes med henvendelser fra SKAT, som de skal forholde sig til, og som for mange borgeres vedkommende er overflødig.

9. Fremtiden

Med gennemførelsen af lovforslaget om enklere selvangivelsesprocedure, er visionen om afskaffelse af printselvangivelsen for borgerne, opfyldt. Tilbage står ønsket om at gøre det så enkelt som muligt at selvangive for de borgere, som fortsat har noget at selvangive. Opfyldelsen af dette ønske kræver, at det i årene fremover vurderes, hvordan SKAT får kendskab til de nødvendige oplysninger om borgernes indkomst- og fradragsforhold på den mest hensigtsmæssige måde, uden at belaste erhvervslivet i unødig grad med nye administrative byrder.

Målet om at gøre det nemmere for borgerne at selvangive må nås enten gennem yderligere indberetninger fra en række serviceleverandører for borgeren – eller gennem regelforenklinger, hvor behovet for oplysningerne i skattemæssig sammenhæng elimineres.

For at sikre, at der ikke pålægges virksomhederne administrative byrder ved obligatoriske indberetningsordninger, må fokus selvsagt rettes mod

1)      indberetningsordninger, som ikke angår erhvervsvirksomheder og

2)      indberetningsordninger af frivillig karakter.

Som eksempel på den første kategori kan nævnes, at det kunne overvejes at pålægge en person, som yder et underholdsbidrag ifølge en privatretlig aftale, at indbetale beløbet til bidragsmodtager via kommunen, som herefter kunne indberette beløbet til SKAT. På den måde kunne beløbet fortrykkes hos såvel yder som modtager. I 2003 havde ca. 74.000 borgere sådanne privatretlige aftaler, og af disse havde ca. 22.500 kun denne ene oplysning til selvangivelsen.

Som eksempel på den anden kategori kan nævnes, at man ligeledes kunne overveje at etablere en ordning, som gjorde det muligt at fortrykke indtægter fra sommerhusudlejning baseret på en frivillig indberetningsordning for udlejningsbureauerne. Indberetning skulle således være en service og bero på en aftale mellem udlejningsbureau og ejer af sommerhuset. Antallet af borgere, som kun mangler denne ene oplysning i dag, er ca. 13.000. Samlet er der ca. 59.000 borgere, som selvangiver indtægter fra sommerhusudlejning.

Det skal understreges, at der ikke er gennemført tilbundsgående undersøgelser af det hensigtsmæssige i at gennemføre indberetningsordninger på de nævnte områder. Når de nævnes, er det alene for at give eksempler på typer af indberetningsordninger.

Der vil formentlig altid være indkomstarter, som kun skatteyderen kender, og som kun skatteyderen kan give SKAT oplysninger om. Det drejer sig f.eks. om indkomst ved privat hushjælp, privat dagpleje fortjeneste på vindmøller, salg af ædelmetaller osv., privat udlejning af værelser, øvrige lønmodtagerudgifter over bundgrænsen på 5.000 kr. (2005).

På disse områder kunne man forestille sig, at TastSelv blev udbygget. I dag kan skatteyderen foretage tidlig indberetning i TastSelv om indkomster og fradrag, som kun den pågældende selv kan bidrage med, inden udgangen af februar i året efter indkomståret. Ordningen kunne udvides, således at skatteyderenkunne foretage løbendeindberetning året rundt.  

Endvidere kunne det gøres muligt for borgeren at indberette for fremtidige indkomstår, ligesom det kunne gøres muligt for tredjemand efter bemyndigelse fra skatteyderen, f.eks. et pengeinstitut eller realkreditinstitut, at foretage indberetning til TastSelv. Dermed kunne forskellige virksomheder yde en service over for borgeren.

Sådanne tiltag vil samtidig give effektivitetsgevinster for SKAT, idet nogle af de forretningsprocesser, deri dagkræver manuelle arbejdsgange,kan undværes og erstattes af elektroniske løsninger. Også ud fra den betragtning ville det være helt naturligt, at der blev gennemført massive informationskampagner for brugen af SKATs TastSelv-faciliteter.

Der er her igen tale om skitser til nogle ideer, som ikke er undersøgt til bunds.

10. Afslutning

Man kan spørge om udtrykket det selvangivelsesløse samfund ikke er slået lidt stort op, når visioneni første omgang kun omfatter borgerne – især når udtrykket undertiden alene er blevet anvendt som kun omfattende borgere med almindelige eller enkle indkomstforhold.

Selv om det kunne tyde på en mere forsigtig tilgang og mindre ambitiøs udlægning af visionen, er der dog ikke grund til at antage andet end, at ”almindelige eller enkle indkomstforhold” alene afspejler, hvad det for myndighederne er muligt at få indberetning om. 

Selv om visionen som nævnt i afsnit 3 ikke omfatter de ca. 550.000 virksomheder (selvstændigt erhvervsdrivende og selskaber mv.), er visionen på ingen måde utopi. Med lovforslaget om en enklere selvangivelsesprocedure tages et væsentligt skridt i retning af opfyldelse af visionen, idet 3,9 mio. skatteydere vil få afskaffet printselvangivelsen og heraf vil 2,6 mio. borgere alene modtage en årsopgørelse uden oplysningskort.   

Der er med lovgivningsinitiativet taget hul på at realisere visionerne, og opgaven bliver fremover at vurdere, om det er muligt at få indberettet oplysninger fra andre kilder, således at endnu flere end de 2,6 mio. skatteydere kan nøjes med at modtage en årsopgørelse. I den forbindelse må ønsket om at lette virksomhedernes administrative byrder afvejes over for hensynet til at sikre en tilstrækkelig datakvalitet til realisering af visionen om det selvangivelsesløse samfund.  

Med tiden kunne man forestille sig, at også udsendelsen af årsopgørelsen blev afskaffet. Opgørelsen kunne i stedet ses i den elektroniske skattemappe på nettet, og de borgere, som havde behov for at få opgørelsen på papir, kunne rekvirere denne via TastSelv-telefonen. En sådan mulighed hænger dog tæt sammen med spørgsmålet om, i hvilket omfang man fortsat vil kræve, at borgerne reagerer på fejlindberetninger, jf. afsnit 6. Endvidere rejser det spørgsmålet, om SKAT i en sådan situation vil kunne gøre et ansvar gældende over for en skatteyder med indtægter, som ikke er omfattet af indberetningsordningerne, men som skatteyderen ikke har gjort SKATopmærksom på.

Den ultimative version af det selvangivelsesløse samfund – hvor også årsopgørelsen afskaffes – forudsætter navnlig indberetning af alle borgernes indkomster og fradrag. I en sådan situation kan skatten opkræves med løbende ændringer af forskudsskatten (rullende forskud). I dette samfund er borgerne stor setfri for at befatte sig med skat overhovedet. De indberetningspligtiges data og forskudssystemerne alene vil kunne klare skatteopgaven for borgerne (no-touch-systemet),men borgerne vil dog selvsagt altid have mulighed for at ændre sin forskudsregistrering gennem TastSelv-faciliteterne. Visionen forudsætter dog en ophævelse af progressionen i beskatningen.

Som nævnt i afsnit 3 må det antages, at visionen om det selvangivelsesløse samfund i almindelighedikke omfatter erhvervsdrivende. Afslutningsvis kan der dog være anledning til at knytte nogle enkelte bemærkninger hertil.

Tankerne om forhåndsligning af virksomhederne kan ses som en pendant til tankerne om fremrykket ligning, som er en forudsætning for virkeliggørelsen af visionerne om det selvangivelsesløse samfund på borgerområdet.

Tanken om at fremrykke ligningen for at gøre flest mulige borgere selvangivelsesløse vil selvsagt også komme virksomhederne til gode. Der vil således være en række oplysninger på virksomhedernes selvangivelse, som må anses for forhåndslignet. Det kan være virksomhedens egne oplysninger til indberetningssystemet, f.eks. angående løn, eller oplysninger om virksomheden, som tredjemand har indberettet til SKAT.

Endvidere har virksomhederne allerede i dag mulighed for at opnå afklaring af tvivlsspørgsmål på de væsentligste områder gennem bindende svar. Denne mulighed gør ikke i sig selv selvangivelsen overflødig, men mindsker selvsagt risikoen for, at spørgsmål tages op i ligningsfasen. Denne form for forhåndsligning øger virksomhedernes forudberegnelighed og giver virksomhederne sikkerhed for, at skatten er endelig. 

Det har fra revisorside været foreslået, at der blev etableret en certificeringsordning, hvorefter myndighederne på forhånd godkendte virksomhedernes regnskaber, hvis de blev udarbejdet af bestemte revisions­firmaer. Revisor kunne så afgive en erklæring til myndighederne om, at revisor havde gennemgået regnskaberne, og om hvordan gennemgangen var blevet foretaget. En sådan erklæring kunne træde i stedet for en egentlig selvangivelse fra virksomheden.

Med et sådan forslag ville man i realiteten overlade ligningsopgaven til private revisionsfirmaer. Arbejdet for SKAT ville indskrænke sig til ved stikprøver at kontrollere om revisors arbejde blev udført tilstrækkeligt betryggende og i overensstemmelse med lovgivningen. Desuden ville det formentlig alene være indgivelsen til SKAT af selvangivelsen, som kunne afskaffes, mens revisor fortsat havde behov for at konvertere en række regnskabsoplysninger til selvangivelsen for at finde ud af, hvad virksomheden skulle betale i skat. 

Det har også været foreslået, at man terminologisk tilpassede skattereglerne til  regnskabslovgivningen, således at der f.eks. ikke var forskel på det driftsmæssige afskrivningsbegreb og det skattemæssige. Gennemførtes en sådan tilpasning ville det overflødiggøre en egentlig selvangivelse for virksomheden, men ville selvsagt ikke overflødiggøre den opstilling (regnskabet), som beskatningen kunne baseres på.      

Et mindre vidtgående forslag har været overvejet i forbindelse med SKATs nye service og kontrolstrategi (Indsatsstrategien), hvorefter SKATs indsats med hensyn til at yde virksomhederne service eller kontrollere virksomhederne afhænger af virksomhedernes evne og vilje til at følge skattelovgivningen. Man har således været inde på den tanke, at ”mønstervirksomheder” – dvs. virksomheder som har vist, at de i særlig grad har evne og vilje til at følge skattelovgivningen - skulle have mulighed for at blive forhåndslignet, således at disse virksomheder opnår større forudberegnelighed og sikkerhed om skatte- og afgiftsspørgsmål. Det sker gennem dialog mellem virksomheden og SKAT, hvor eksisterende værktøjer som bindende og responderende svar indgår som væsentlige elementer. Mønstervirksomheden opnår større forudberegnelighed, hvilket må anses for at være af væsentlig betydning for virksomheden, men pligten til at indsende en selvangivelse bortfalder dog ikke i disse situationer.

Kontaktperson: Tony Gønge Nielsen.