Skatteændringer og konjunkturpolitik
Skattestop indebærer, at det ikke er muligt at anvende skatteforhøjelser i konjunkturpolitikken. I artiklen undersøges, om der derved reelt er opgivet et redskab mod overophedning i den økonomiske politik. Konklusionen er, at skatteforhøjelser oftest er mindre egnede til at føre konjunkturpolitik i sær sammenlignet med andre finanspolitiske instrumenter. Skatteforhøjelser er upræcise og har ofte mindre virkning på en eventuel overophedning på arbejdsmarkedet end den isolerede efterspørgselsvirkning. Efterspørgselsvirkningen af højere skatter er væsentlig mindre end mindre vækst i offentlig beskæftigelse eller færre offentlige investeringer især i lande med høj importkvote, og skattetryk. Herudover vil højere skatter ofte reducere udbuddet af arbejdskraft. Nettovirkningen på overefterspørgsel efter arbejdskraft er derfor beskeden. Virkningerne på udbud og efterspørgsel kan herudover være forsinkede. For visse skatter er det overvejende sandsynligt, men langt fra sikkert, at en forhøjelse både på kort og langt sigt vil føre til ekstra pres på arbejdsmarkedet, fordi udbudseffekten er væsentlig større end efterspørgselseffekten. For mange andre skatter, er det overvejende sandsynligt, men langt fra sikkert, at forhøjelse netto vil reducere presset på arbejdsmarkedet på enten kort eller langt sigt.
1. Indledning og sammenfatning
I praksis er et lands beskatning et kompromis mellem forskellige hensyn, som må afvejes imod hinanden. Blandt de forskellige hensyn er blandt andet følgende økonomiske mål:
- Offentlige finanser. Skatterne skal kunne finansiere de offentlige udgifter.
- Skatteforvridninger. Skatterne belaster typisk borgerne med et større beløb end skatteprovenuet. Udgifterne bør ikke være højere end, at de marginalt giver større fordele for borgerne end de belastes af de skatter, der skal finansiere udgifterne.
- Fordeling. Skatterne har betydning for fordelingen af indkomsterne.
- Konjunkturer. Skatterne (og udgifterne) kan påvirke de økonomiske konjunkturer.
Danmark er aktuelt præget af en stærk konjunktur, hvor visse vurderer, at der er risiko for, at arbejdsmarkedet bliver overophedet. Skattestoppet indebærer samtidig, at det ikke er muligt at anvende skatteforhøjelser i konjunkturpolitikken.
Den forrige regering havde en målsætning om at holde skatterne i ro, jf. SR-regeringens 2010-plan fra 2001.
Det kan derfor være interessant at undersøge, i hvor høj grad skattestop og mål for at sænke skatterne på arbejdsindkomst betyder, at der reelt er opgivet et redskab mod overophedning i den økonomiske politik.
For en del skatters vedkommende – navnlig dem på arbejde som f.eks. indkomstskatter – gælder, at skatteforhøjelser ikke blot vil dæmpe efterspørgslen, men samtidig kan medføre lavere arbejdsudbud. Det er fordi det bliver mindre attraktivt at gøre en ekstra indsats. Samtidig er både størrelsen af efterspørgselsvirkningen og måske navnlig udbudsvirkningen usikre. Hvornår effekterne indtræder, er forskellig for forskellige skattetyper. Og endog gælder det, ændringer af samme skat har forskellig virkning alt efter, om ændringen forventes at være midlertidig eller permanent. Virkningen på efterspørgslen af skatteforhøjelser, der forventes at være midlertidige, er mindre end ved skatteforhøjelser, der er varige. Modsat gælder sandsynligvis, at den kortsigtede effekt på udbuddet af skatteforhøjelser, der forventes at være midlertidige, er større end ved permanente skatteforhøjelser. En forhøjelse af en skat, der normalt vil dæmpe efterspørgslen mere end udbuddet, kan således have den modsatte effekt, hvis den bebudes midlertidigt forhøjet som led i konjunkturpolitikken.
Konklusionen er derfor, at skatteforhøjelser, der samtidig risikerer at reducere arbejdsudbuddet, næppe er særligt velegnede til at imødegå en eventuel risiko for overophedning, og at der er andre og mere velegnede instrumenter.
Der er dog også skatteforhøjelser, der har meget begrænset virkning på arbejdsudbuddet f.eks. reduktion i personfradraget eller højere skat på produktionsfaktorer med fast udbud – f.eks. jord eller skatter der reelt har tilbagevirkede kraft. Men fordelingsmæssige hensyn kan udgøre en barriere mod sådanne skatteforhøjelser uanset om der er skattestop eller ej.
Forhøjelse af afgifter, der særlig reducerer efterspørgslen efter importerede goder er ikke særligt egnede til at dæmpe et pres på det danske arbejdsmarked. Modsat vil forhøjelse af afgifter og særlige skatter, der isoleret set fører til mindre efterspørgsel efter goder, med et forholdsmæssigt stort omfang af dansk arbejdskraft f.eks. højere boligskatter kunne dæmpe presset på arbejdsmarked. Strukturvirkningerne er dog ofte usikre både med hensyn til omfang og til hvornår de indtræder. Selv om der af strukturhensyn måske kan argumenteres for at en forhøjelse er hensigtsmæssig og en forhøjelse vil kunne understøtte stabilitetspolitikken vil en forhøjelse, der skal have en væsentlig indflydelse på de samlede konjunkturer ofte være af meget stort omfang, når forhøjelsen kun vedrører et begrænset område, hvorved den ønskede strukturtilpasning vil være forbundet med unødig store tilpasningsomkostninger. Ligeledes vil det her kunne gælde, at fordelingspolitiske hensyn kan udelukke brugen af disse skatteforhøjelser skattestop eller ej
Skatter og konjunkturer
Selv om (struktur)betingelser for en skatteændring måtte være opfyldt, kan den aktuelle konjunktursituation tale både for og imod, at man på et givet tidspunkt gennemfører skatteændringer.
Hvis konjunkturen er svag med betydelig arbejdsløshed, vil de fleste mene, at det er hensigtsmæssigt at fremskynde skattenedsættelser, hvis råderummet i øvrigt er til det, og nogle vil råde til i alle tilfælde at sætte skatten ned. Modsat hvis der er højkonjunktur med pres på arbejdsmarkedet, høres ofte det råd, at man bør udskyde skattenedsættelser eller endog gennemføre højere skatter, hvis andre konjunkturinstrumenter så som ændring i udgifter til offentlig forbrug og investeringer eller ændret rente ikke er til rådighed.
De forskellige skatter har forskellige virkninger på strukturen og konjunkturen. Det er således ikke alle skatteforhøjelser, der kan dæmpe problemer ved en for kraftig konjunktur. For visse skattetyper kan en forøgelse af satserne ligefrem øge presset på arbejdsmarkedet under en højkonjunktur.
I artiklen undersøges, hvilke skattetyper der kan have denne måske overraskende effekt.
Ved konjunkturpolitikken søges undgået at arbejdsmarkedet bliver overophedet, eller en stor arbejdsløshed bider sig fast. Overophedning kan opstå, når udbuddet af arbejdskraft er mindre end efterspørgslen . En periode med et højere niveau for lønstigninger kan blive fulgt af en længere periode med arbejdsløshed.
Når skatters og udgifters virkninger på konjunkturen skal undersøges, er det vigtigt både at se på de mulige effekter på efterspørgslen efter dansk arbejdskraft og på de mulige effekter på udbuddet af dansk arbejdskraft.
For ændringer i generelle indkomstskatter gælder det for en lille åben økonomi som den danske med høje skatter og udgifter, at 1 mia. kr. i ekstra skat ifølge traditionelt anvendte modeller for dansk økonomi reducerer efterspørgslen efter arbejdskraft med omkring 400 mio. kr. For nogle skatter kan virkningen på efterspørgslen være større, og for andre skatter er virkningen mindre. Og virkningen indtræffer med forskellig forsinkelse alt efter om forhøjelsen forventes at være midlertidig eller permanent.
Til sammenligning vil 1 mia. kr. lavere udgifter til offentlige beskæftigelse føre til et fald i efterspørgslen med godt 1 mia. kr.
Det skønnes typisk, at udbuddet af arbejdskraft reduceres med omkring 200-250 mio. kr. ved forhøjelse af moms, bundskat og andre generelle skatter med 1 mia. kr., men virkningen er usikker både den ene vej og den anden vej. De 200-250 mio. kr. gælder, hvis udbudselasticiteten er 0,1. På grund af usikkerheden angives arbejdsudbudsvirkningerne ofte ved denne elasticitet, jf. at det da er let at skalere virkningerne op og ned, hvis man har grund til at tro, at elasticiteten er større eller mindre. Ved ændringer af mellem- og topskat er virkningerne på arbejdsudbuddet mellem 500-1.000 mio. kr. pr. 1 mia. kr. i bruttoskatteændring, hvis samme arbejdsudbudselasticitet lægges til grund. De anførte udbudseffekter er på linie med det, der tidligere er antaget ved skatteændringer, men størrelsen er usikker.
Når man tager hensyn både til udbuds- og efterspørgselsvirkningerne af skatteændringer, er konklusionen, at forhøjelse af skatter, der har en stor virkning på arbejdsudbuddet, svarende til, at selvfinansieringsgraden er mindst ca. 40 pct. på nogle års sigt, vil kunne reducere arbejdsudbuddet mere end efterspørgslen. Hvis en stor del af virkningerne på arbejdsudbuddet indtræder hurtigt, kan en sådan skatteforhøjelse risikere at øge presset på arbejdsmarkedet under en højkonjunktur. En skatteforhøjelse, der har en stor negativ virkning på opsparingen, kan ligeledes øge presset under en højkonjunktur. Endelig vil en forhøjelse af en afgift, der især belaster importvarer, kunne have samme virkning
Såvel virkningerne på udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft af en skatteændring kan være forsinkede. Virkningen på efterspørgselen efter arbejdskraft i det første år er i nogle modeller ca. 25 pct. af virkningen det fjerde år, hvor effekten er størst. I tilfælde af en skattenedsættelse vil den del af arbejdsudbuddet, der vedrører at flere kommer i beskæftigelse, sandsynligvis være væsentlig forsinket. Det gælder også en eventuel virkning på kollektive aftaler om arbejdstidens længde.
Derimod kan den del, der vedrører individuelle beslutninger om arbejdstidens længde, samt værdien af indsatsen i arbejdstiden f.eks. ved at man påtager sig et ekstra ansvar, komme hurtigere navnlig , hvis skatteændringens virkninger på marginalskatter er gennemskuelig og hurtigt oplyses.
Den såkaldte uddannelseseffekt vil først slå fuldt igennem på meget langt sigt, og på kortere sigt vil udbudseffekten være negativ og dermed den modsatte af den langsigtede effekt.
Nogle af de skatteforhøjelser, der har de største udbudseffekter på længere sigt, kan derfor have små effekter på kort sigt og omvendt.
Ligeledes er der usikkerhed om effekternes størrelse. Usikkerheden anses normalt for at være størst på udbudssiden. Her er der både usikkerhed om størrelsen af den såkaldte indkomsteffekt og størrelsen af den modsatrettede substitutionseffekt. For ændringer i proportionale skatter er usikkerheden derfor større end ved f.eks. ændring i personfradraget og topskatten. Ændringer i personfradraget har alene en indkomsteffekt. Ved ændringer i topskatten er ændringen i den disponible indkomst i pct. langt mindre end ændringen i marginalafkastet efter skat, der er afgørende for substitutionseffekten. Der er også særlig usikkerhed ved virkninger på ægtepars arbejdsudbud, hvor den ene ægtefælles udbud blandt andet også afhænger af den andens. Effekten på arbejdsudbuddet afhænger endvidere af, om skatteyderen forventer, at skatteforhøjelsen er midlertidig eller permanent. Forventes forhøjelsen at være midlertidig, kan udbudseffekten være større på kort sigt, end hvis forhøjelsen forventes at være permanent.
På efterspørgselssiden er usikkerheden om størrelsen af efterspørgselsvirkningen af en skatteforhøjelse mindre. Det gælder i det mindste for de ”store” skatter såsom moms, arbejdsmarkedsbidrag, indkomstskat. Ved en forhøjelse af indkomstskatterne dæmpes efterspørgslen entydigt og navnlig, hvis der er tale om troværdige og varige skatteforhøjelser. Her kan virkningen på kort sigt muligvis være større end de nævnte makroøkonomiske modeller tilsiger.
Hovedkonklusionen er derfor, at det overvejende er strukturvirkningerne herunder finansieringen af de offentlige udgifter, der er afgørende for, om en skatteforhøjelse eller -nedsættelse er hensigtsmæssig eller ej. Konjunktursituationen kan dog indgå i overvejelserne om, hvornår og i hvilken rækkefølge ønskede ændringer af de forskellige skatter gennemføres. Større ændringer er selvsagt altid mere risikable med hensyn til konjunkturen end små. Det er ikke mindst tilfældet i Danmark, hvor pengepolitikken alene sigter på at fastholde kronekursen.
Forhøjelser af de brede skatter med stort grundlag er i almindelighed et upræcist og ikke nødvendigvis effektivt instrument til at forsøge at påvirke den aktuelle konjunktursituation på arbejdsmarkedet. Fortegnet for virkningen kan være forskellig for de forskellige skatter og ofte usikker. Virkningerne kan være forsinkede, både hvad angår udbud og efterspørgsel, og andre instrumenter er under alle omstændigheder mere velegnede.
Det samme gælder selvfølgelig skattenedsættelser.
Der vil være særlige skatter, hvor såvel efterspørgselsvirkningen som strukturvirkningen trækker i samme retning med hensyn til at påvirke presset på arbejdsmarkedet. Men forhøjelser af skattesatser på snævre grundlag vil skulle være meget store for at have en væsentlig indflydelse på konjunkturerne. De med store ændringer i skattesatser forbundne tilpasningsomkostninger og fordelingspolitiske hensyn begrænser dog i praksis brugen af sådanne skatteforhøjelser.
Danmark har således ikke spillet sig et egnet instrument i konjunkturpolitikken af hænde ved skattestoppet.
Afgørende er fortsat, om de aktuelle skatter er tilstrækkelige til at finansiere de ønskede udgifter både nu og på længere sigt – om der er råderum. Men uanset om der er råderum eller ej kan meget store skatteændringer på en gang ikke anbefales, da de kan have en utilsigtet og destabiliserende effekt på konjunkturerne, jf. at skatteændringer i alle tilfælde er et mere upræcist instrument i stabiliseringspolitisk sammenhæng end eksempelvis offentlige investeringer eller offentligt forbrug.
2. Finanspolitik, skatter og konjunkturer – begrundelser for og imod at føre aktiv konjunkturpolitik via finanspolitik
Den økonomiske udvikling er bestemt af udbuds- og efterspørgselsforholdene. Udbudsforholdene sætter en overgrænse for, hvor stor beskæftigelse, produktion og indkomst kan blive, mens efterspørgselsforholdene bestemmer, hvor stor en del af den mulige beskæftigelse og indkomst, der realiseres.
På længere sigt er det udbudsforholdene, der er afgørende for beskæftigelse, produktion og indkomst etc., mens skift i beskæftigelse og indkomst på kort sigt oftest er bestemt af skift på efterspørgselssiden.
Man kan beskrive konjunkturen på flere måder. Ofte anvendes udviklingen i ledigheden.
Der gælder følgende bogholderisammenhæng:
(1) Arbejdsudbud ÷ Ledighed = Beskæftigelse
Arbejdsudbud, ledighed og beskæftigelse opgøres statistisk i form af timer, fuldtidsbeskæftigede eller andre fysiske enheder. Ledigheden opgøres således som antal personer, der får arbejdsløshedsdagpenge eller andre offentlige ydelser beslægtet hermed. Det er en praktisk men ikke præcis måde at søge ledighed, beskæftigelse og arbejdsudbud opgjort på. Bogholderisammenhængen gælder dog også ved en dybere forståelse af arbejdsudbud, ledighed og beskæftigelse. I økonomisk forstand er arbejdsudbuddet værdien af det arbejde, lønmodtagerne og selvbeskæftigede selvstændige samt andre ønsker at yde ved givne løn- og ansættelsesvilkår. Arbejdsudbuddet har således både en kvantitativ dimension og en kvalitativ dimension, og udbuddet afhænger af de økonomiske vilkår. I økonomisk forstand består ledigheden ikke kun af de lønmodtagere, der får understøttelse. Ledigheden i økonomisk forstand består også af personer uden job, der ikke får understøttelse, men gerne vil have et job. Blandt dem, der statistisk opgøres som beskæftigede, kan der være en skjult ledighed. Nogle får løn for at være til stede på arbejdspladsen et vist antal timer, men arbejdsgiveren kan ikke i alle timerne anvise dem arbejdsopgaver, hvor lønmodtagerens evner udnyttes fuldt ud. Ligeledes kan der være ledighed blandt de beskæftigede, selv om lønmodtagerne i den aftalte arbejdstid er beskæftiget fuldt ud med opgaver, hvor evnerne udnyttes fuldt ud, hvis lønmodtagerne gerne ville arbejde endnu mere. Sådan skjult ledighed/arbejdsudbud har betydning for om arbejdsmarkedet er overophedet eller ej, men er vanskeligt at opfange statistisk.
Ledigheden kan deles op i to dele.
(2) Ledighed = Strukturel ledighed + Konjunkturledighed.
En del af ledigheden er bestemt af de strukturelle forhold på arbejdsmarkedet. Ledigheden kan ikke i længere tid være under den strukturelle ledighed. Den strukturelle ledighed kaldes også i visse tilfælde ”naturlig”. Er hele ledigheden strukturel, taler man om, at der er fuld beskæftigelse.
Jobsøgende kan finde beskæftigelse til den gældende løn efter en vis søgeperiode. En anden del af ledigheden kaldes konjunkturledighed eller ufrivillig ledighed. Igen må der gøres opmærksom på, at man ikke direkte statistisk kan opdele ledigheden i strukturel og konjunkturbetinget ledighed. Den strukturelle ledighed er et hensigtsmæssigt begreb at anvende i økonomiske analyser, men meget vanskelig direkte at opgøre i fysiske enheder.
Bogholderisammenhængen i (1) kan således omskrives i (3) og (4):
(3) Arbejdsudbud ÷ Strukturel ledighed ÷ Konjunktur ledighed = Beskæftigelse eller
(4) Arbejdsudbud ÷ Strukturel ledighed = Beskæftigelse + Konjunktur ledighed
Betragtes (4) ses, at hvis arbejdsudbuddet stiger, vil beskæftigelsen eller den konjunkturbetingede ledighed umiddelbart stige. Det vil pr. definition ikke være den strukturelle ledighed, der stiger.
På kort sigt vil beskæftigelsen ikke umiddelbart stige, med mindre der i udgangspunktet var ubesatte jobs. Og stigningen i arbejdsudbuddet opfanges ikke nødvendigvis i statistikken, hvis det f.eks. er blandt de allerede beskæftigede, at ønsket om mere arbejde stiger, eller blandt personer uden beskæftigelse, der ikke opfylder betingelserne for at få understøttelse.
Situationen er beskrevet i figur 1, hvor SS er arbejdsudbud fratrukket strukturel ledighed, og BB er efterspørgselen på kort sigt som funktion af lønnen. Når SS er større end BB (vandret afstand) er der en konjunkturbestemt arbejdsløshed. Den vandrette linie FEW er den langsigtede efterspørgsel efter arbejdskraft og viser den løn (fuld beskæftigelses løn), der på langt sigt gælder, når der alene er strukturel ledighed.
Udgangspunktet er, at arbejdsmarkedet er i ligevægt.
Figur 1. Stigning i udbud af arbejdskraft
En stigningen i arbejdsudbuddet – SS kurven skydes mod højre – vil føre til, at reallønudviklingen i det mindste på kort sigt afdæmpes. Dermed bliver overskuddet ved produktion større. Ved større overskud vil der netto blive oprettet nye arbejdspladser. Når beskæftigelsen herved stiger, vil dem, der får job, øge deres almindelige forbrug. Det vil yderligere stimulere produktionen og beskæftigelsen. BB kurven – efterspørgslen – vil således gradvist trækkes mod højre, indtil den konjunkturmæssige ledighed er elimineret.
På længere sigt vil en forøgelse af arbejdsudbuddet således finde beskæftigelse.
Hvor hurtigt, det ekstra arbejdsudbud finder beskæftigelse/hvor lang tid ledigheden er større end den strukturelle, afhænger blandt andet af arbejdsmarkedets fleksibilitet.
3. Stigning i efterspørgselen efter arbejdskraft
Man kan også forestille sig, at efterspørgslen efter arbejdskraft øges af den ene eller anden grund – flere offentligt ansatte, større efterspørgsel fra udlandet efter danske produkter, skatterne sættes ned, renten falder, opsparingen reduceres etc.
Igen er udgangspunktet, at man er i en situation, hvor ledigheden alene er strukturel.
En stigning i efterspørgselen efter danske varer, f.eks. på grund af en stigning i boligbyggeriet, øger efterspørgselen efter dansk arbejdskraft. BB kurven trækkes mod højre jf. figur 2.
Figur 2. Virkning af stigning i efterspørgsel efter arbejdskraft
Det vil i første omgang føre til, at ledigheden falder under det strukturelle niveau – der opstår mangel på arbejdskraft. Ved mangel på arbejdskraft vil lønnen stige. Det er ikke en uønsket effekt, hvis stigningen i efterspørgslen er permanent – FEW kurven også stiger.
Hvis det imidlertid gælder, at stigningen i efterspørgslen efter arbejdskraft er af midlertidig karakter – da FEW linien ikke samtidig stiger, vil BB kurven på et senere tidspunkt falde tilbage igen.
På kort sigt stiger beskæftigelsen med hele stigningen i efterspørgslen. Det opnås ved en nominel lønstigning, men priserne stiger også, og det er uventet. Ledige siger blandt andet hurtigere ja til et jobtilbud, hvis lønnen er højere end forventet. Når udbyderne af arbejdskraft finder ud af, at deres realløn ikke steg, vil de udbyde mindre arbejdskraft og lønnen vil stige endnu mere etc. Den igangsatte løninflation vil føre til, at efterspørgslen efterfølgende gradvist falder. Der er nemlig nogle virksomheder i international konkurrence, der med de givne investeringer i produktionsapparatet må tilbyde en højere løn for at holde på arbejdskraften. Uden arbejdskraft er investeringerne i produktionsapparatet uden værdi. Men ved den højere løn, vil det ikke kunne betale sig for virksomhederne at reinvestere i produktionsapparatet eller gennemføre planlagte udvidelser. Derfor vil efterspørgslen efter arbejdskraft på lidt længere sigt falde i de konkurrenceerhverv, der ikke blev begunstiget af den primære stigning i efterspørgslen.
Hvis der i udgangspunktet er fuld beskæftigelse vil en stigning i f.eks. offentligt forbrug gennem flere offentligt ansatte således føre til lønstigninger. Disse lønstigninger vil på lidt længere sigt føre til et fald i beskæftigelsen i private erhverv, der ofte vil være større end stigningen i den offentlige beskæftigelse.
Når det sker, vil der opstå en konjunkturbetinget ledighed. Den konjunkturbetingede ledighed vil først blive elimineret, når reallønnen er tilbage på FEW niveauet.
I et helt perfekt eller fleksibelt marked vil ændringerne i lønnen ske hurtigt, og der vil kun i kort tid være mangel på arbejdskraft eller en konjunkturbetinget ledighed. Arbejdsmarkedet er imidlertid ikke helt fleksibelt. F.eks. aftales lønninger ofte for længere tid ad gangen, uden at de fremtidige konjunkturer er forudset. Og det er uklart for mange, om en ændring i efterspørgslen er af midlertidig karakter eller af permanent karakter. Der er også en vis forsinkelse fra, at en ændret konkurrenceevne for virksomhederne slår ud i ændret produktionskapacitet og beskæftigelse. Endelig kan det for den enkelte være svært at gennemskue om en lønstigning er reel eller alene nominel.
| Boks 1. Efterspørgsel efter arbejdskraft på kort og langt sigt |
| Efterspørgslen efter arbejdskraft er mere følsom i forhold til lønnen på langt sigt end på kort sigt. I et konkurrencemarked vil arbejdskraften blive aflønnet i forhold til værdien af arbejdskraftens marginalprodukt. Arbejdskraftens marginalprodukt afhænger blandt andet af, hvor meget kapital, der er til rådighed i forhold til mængden af arbejdskraften. Produktionens størrelse TP kan f.eks. beskrives ved en såkaldt Cobb-Douglas produktionsfunktion:  Hvor A er en konstant, L er arbejdskraft og K er kapital anvendt i produktionen og  Arbejdskraftens og kapitalens marginalprodukt MPL og MPK er:   I langsigtet ligevægt gælder det samtidigt at MPL = w (lønsatsen) og MPK = uc (omkostninger ved brug af kapital) I den langsigtede ligevægt kan såvel K som L variere. Men på kort sigt kan kun L variere. I den kortsigtede ligevægt er alene MPL = w. Efterspørgslen efter arbejdskraft som funktion af lønnen bliver således:    Det et f.eks. denne funktion, der ligger bag BB kurven. Er f.eks.  vil w i udgangspunktet være 0,7, uc = 0,3 og TP = 100. Nu stiger arbejdsudbuddet fra 100 til 105. På kort sigt vil virksomhederne efterspørge knap 105 L, hvis w falder til f.eks. 0,69 og der vil blive produceret ca. 103,4, samtidig stiger MPK dog fra 0,3 til 0,31.Hvis kapitalen er fuldstændig mobil over landegrænserne for et lille land som Danmark, og man i Danmark kan få et bruttoafkast på 0,31 mod 0,3 i udlandet, vil kapital søge mod Danmark. Det vil være i form af, at der bliver investeret mere kapital i produktionen på længere sigt. Herved stiger efterspørgselen efter arbejdskraft yderligere. Stigningen i investeringerne vil fortsætte – og dermed stigningen i efterspørgslen efter arbejdskraft så længe w er under 0,7. Den langsigtede efterspørgsel efter arbejdskraft er derfor fuldstændig elastisk jf. linien FEW. Eller med andre ord efterspørgslen tilpasser sig på længere sigt udbuddet. |
Lønstigninger reagerer asymmetrisk på ubalancer på arbejdsmarkedet
Ofte lægges det til grund, at lønningerne (lønstigningstakten) hurtigt vil stige, når der er mangel på arbejdskraft – udbuddet er mindre end efterspørgsel eller den konjunkturmæssige ledighed er negativ – mens lønstigningstakten kun langsomt vil falde, når der er konjunkturledighed. I praksis ses meget sjældent direkte fald i lønningerne. Det er snarere lønstigningerne, der vil skulle være mindre end ellers.
Forestiller man sig således, at efterspørgslen efter arbejdskraft midlertidigt i et år er 1 pct. større end udbuddet, vil lønningerne måske stige 2 pct. mere end ellers i dette år. Når efterspørgslen falder tilbage igen, skal lønningerne da stige 2 pct. mindre end ellers. Men det vil måske tage 4 år og ikke 1 år.
I gennemsnit over årene opnås den laveste ledighed derfor ved, at man undgår, at ledigheden falder væsentligt under det strukturelle niveau. Det kan være meget svært at undgå i praksis også fordi man ikke kender den strukturelle ledighed.
Der er yderligere risiko for, at brug af de instrumenter, der teoretisk kunne sikre et sådan helt optimal konjunkturforløb, i sig selv vil give anledning til andre velfærdstab. Det gælder, hvis de instrumenter, der er præcise i deres konjunkturvirkninger har dårlige strukturvirkninger. Man kan måske undgå en overophedning ved at det offentlige afskediger halvdelen af kloakarbejderne, men omkostningerne ved et nedbrudt kloaksystem er større end gevinsten ved at reducere risikoen for en overophedning. Derfor bør det i almindelighed tilstræbes, at stabiliseringspolitiske initiativer også har gode struktureffekter.
Når der er udsigt til, at ledigheden falder under den strukturelle ledighed, kan det derfor være hensigtsmæssig, at man nøje overvejer, hvordan man eventuelt kan reducere risikoen for at presset på arbejdsmarkedet bliver for stort... De traditionelle svar har været, at det kan ske ved at reducere efterspørgselen efter arbejdskraft.
Vanskeligheder ved at finindstille efterspørgslen efter arbejdskraft eller konjunkturen
Der er ikke belæg for at man igennem den økonomiske politik kan finindstille ledigheden i situationer, hvor beskæftigelsen er i nærheden af det potentielle niveau. Forsøg på at finindstille ledigheden kan komme for sent og dermed i stedet for at stabilisere ledigheden tæt på fuld beskæftigelse bidrage til at øge udsving i ledigheden. Og selv i situationer med store ubalancer kan der selvsagt være risiko for, at de finanspolitiske justeringer er doseret for kraftigt.
Der kan være en vis forsinkelse i, at de underliggende efterspørgselsændringer slår ud i ændret ledighed m.v. Der er yderligere en vis forsinkelse i de tal eller indikatorer for pres mv. , som er tilgængelige . Og usikkerhed om niveauet for den strukturelle ledighed. Yderligere tager det tid fra udviklingen er erkendt, og at der eventuelt er et problem, til at politiske initiativer kan tages. Endelig kan det tage tid de politiske initiativer er vedtaget, træder i kraft og i sidste ende virker på efterspørgslen efter arbejdskraft.
Det er ikke mindst ændringer i skatter, hvor det er usikkert, hvornår virkningen kommer.
Det er illustreret i følgende tabel 1, der viser de multiplikatorer, der ligger bag beregning af finanseffekterne.
| Tabel 1. Virkninger på efterspørgslen af at reducere den offentlige beskæftigelse henholdsvis forhøje indkomstskat svarende til 1 promille af BNP = 1,626 mia. kr. i 2006 | ||||
|---|---|---|---|---|
| Virkning på BNP af mindre offentlig beskæftigelse | Virkning på beskæftigelse af mindre offentlig beskæftigelse | Virkning på BNP af højere skat | Virkning på beskæftigelse af højere skat | |
| Promille | 1.000 personer | Promille | 1.000 personer | |
| 1 år | -1,07 | -4,5 | -0,43 | -0,5 |
| 2 år | -1,05 | -4,4 | -0,69 | -1,0 |
| 3 år | -0,98 | -4,2 | -0,83 | -1,6 |
| 4 år | -0,93 | -3,8 | -0,88 | -1,8 |
| 5 år | -0,90 | -3,5 | -0,88 | -1,8 |
| 6 år | -0,87 | -3,1 | -0,85 | -1,6 |
| 10 år | -0,40 | -1,4 | -0,64 | -0,6 |
Kilde: Finansministeriet flerårsmultiplikatorer.
En reduktion af efterspørgslen efter arbejdskraft på 10.000 kan ifølge modelberegningerne ske ved at reducere udgifterne til offentlig beskæftigelse med ca. 3,6 mia. kr. (2006 niveau) (10.000/4.500 x 1,626 mia. kr.) Ved reduktioner i offentlige udgifter til beskæftigelse, kommer virkningen direkte og uden forsinkelse, når først personer afskediges eller i takt med, at der ikke sker nyansættelser. Det er selvsagt svært at få identificeret, hvor man ved mindst tab af velfærd kan undvære 10.000 ansatte i den offentlige sektor. Yderligere er der opsigelsesvarsler.
Men sådanne analyser kan eventuelt være foretaget i anden sammenhæng i forvejen og givet at der er en væsentlig personaleudskiftning kan en reduktion eller mindre vækst i den offentlige beskæftigelse også realiseres ret hurtigt, hvis det ønskes.
For de fleste skatter vil forhøjelser også reducere efterspørgslen efter dansk arbejdskraft. Regner man med en betydelig forsinkelse i at skatteændringer slår ud i mindre efterspørgsel efter dansk arbejdskraft jf. tabel 1, må man forhøje skatterne med ca. 32,5 mia. kr. (10.000/500 x 1,626 mia. kr.) for at være sikker på at reducere efterspørgslen med 10.000 personer i år 1. Men da vil efterspørgslen i år 4 falde med 36.000 personer. (32,5 mia. kr./1,626 mia. kr. x 1.800 personer. Og i år 4 er konjunkturen måske allerede vendt, således at man til den tid konjunkturmæssigt måske har behov for en udvidelse af købekraften.
Forsinkelsen i hvornår en skatteforhøjelse påvirker efterspørgslen er usikker. Den afhænger blandt andet af, om en skatteforhøjelse forventes at være varig eller midlertidig. Skattestigninger som opfattes som midlertidige har således en begrænset virkning på efterspørgslen på kort sigt. Der er naturligvis større sandsynlighed for, at skattestigninger opfattes som midlertidige, hvis de er tidsbegrænsede og tidsbegrænsningen er begrundet med at forhøjelsen gennemføres for at tage toppen af en højkonjunktur, og skatten derfor vil blive nedsat igen, når konjunkturen er til det.
Gennemføres skatteforhøjelsen derimod efter længere tids debat og begrundet i, at det er nødvendigt permanent at begrænse det private forbrug for at skabe plads til offentligt forbrug, kan skatteforhøjelsen allerede før den er vedtaget have en betydelig effekt på efterspørgslen.
Hvis den endelige virkning kommer hurtigt, vil det være nødvendigt med en forhøjelse af skatterne med 9 mia. kr. for at opnå et fald i efterspørgslen efter dansk arbejdskraft på 10.000 mand. (10.000/1.800*1,626 mia. kr.)
Skatteforhøjelser er derfor svære at dosere rigtigt for at finindstille konjunkturen, men de kan vedtages forholdsvis hurtigt. Lavere offentlige udgifter kan bedre doseres til at finindstille arbejdsmarkedet, men det tager normalt længere tid at få vedtaget og realiseret.
Man risikerer derfor at skatteforhøjelser mv. i stedet for at stabilisere efterspørgslen efter arbejdskraft forårsager en konjunkturbetinget svingning i efterspørgslen efter arbejdskraft.
Hvis man imidlertid antager, at man med stor sandsynlighed kan forudse at konjunkturen snart vil blive for kraftig, kan det være hensigtsmæssigt at tage hensyn hertil i den økonomiske politik herunder finanspolitikken.
Virkninger på beskæftigelse og ledighed af ændrede udgifter og ændrede skatter via efterspørgselssiden
Færre offentlige investeringer eller mindre offentlig beskæftigelse har normalt en større og i alle tilfælde mere direkte virkning for udviklingen på arbejdsmarkedet end ændringer i skatter for samme beløb.
En reduktion i væksten i den offentlige beskæftigelse på 1.000 personer øger umiddelbart ledigheden med 1.000 personer, eller ved egentlig arbejdskraftmangel i en private sektor mindsker presset direkte på det private arbejdsmarked.
Herudover er der en afledt effekt af, at dem, der bliver ledige, går ned i indkomst. De vil da reducere opsparingen, men også forbruget. En del af det mindre forbrug vil vedrøre dansk producerede varer. Herved vil der være en afledt effekt på ledigheden fra, at der bliver færre beskæftiget i den private sektor. Samlet set stiger ledigheden med hen ved 1.100 personer på kortere sigt, hvis der afskediges 1.000 i den offentlige sektor. De ekstra hen ved 100 personer kan tilskrives den såkaldte multiplikatoreffekt.
Multiplikatoreffekten er ikke særlig stor i Danmark. Det skyldes først og fremmest, at det offentlige får/taber en meget stor del af ekstra/færre indkomster i skatter, afgifter og ændrede udgifter til overførsler. Disse effekter må ikke forveksles med de senere omtalte selvfinansieringsgrader.
Ligeledes er Danmark en åben økonomi, hvor en betydelig del af et marginalt forbrug vil blive forsynet fra udlandet. Og endelig falder opsparingen ved mindre lønsum bl.a. automatisk gennem arbejdsmarkedspensioner. Personer, der midlertidig får en indkomstnedgang ved ledighed vil også typisk reducere opsparingen for at kunne fastholde forbruget nogenlunde uændret. Opsparingen falder også, hvis indkomstnedgangen ved en skatteforhøjelse forventes at være midlertidig.
Hæves en skat med det samme beløb, som lønnen til 1.000 personer, er den kortsigtede effekt på efterspørgslen på 400-500 mand. Det er under det halve af den kortsigtede virkning af at øge den offentlige beskæftigelse.
| Boks 2. Virkning på efterspørgsel efter dansk arbejdskraft af at forhøje skatter |
| Lønnen pr. beskæftiget er f.eks. 333.333 kr. i gennemsnit. 3.000 færre i den offentlige sektor svarer således til 1 mia. kr. Skatten forhøjes med 1 mia. kr. Heraf spares (meget forsigtigt på kort sigt) 10 pct. mindre op og forbruget i priser med afgifter falder 900 mio. kr. Heraf udgør afgifter ca. 220 mio. kr. Forbruget i priser uden afgifter falder dermed 680 mio. kr. Heraf vedrører ca. 40 pct. import og 60 pct. dansk arbejdskraft mv. = ca. 408 mio. kr. Ved en løn på 0,333 mio. kr. pr. beskæftiget bliver ca. 1.223 personer ledige i første runde, hvis hele den mindre danske produktion kommer ved mindre brug af arbejdskraft (der er altså set bort fra avance). De ca. 1.223 personer får understøttelse, reducerer pensionsopsparingen og betaler mindre skat for ca. 332 mio. kr. ud af lønindkomstnedgangen på 408 mio. kr. etc. og efterspørgselen efter dansk arbejdskraft falder ca. 93 personer i anden runde. ((408mio. kr.-332 mio. kr.)/1.000 mio. kr. x 1.223 personer). I tredje runde falder efterspørgselen svarende til ca. 7 personer etc. I alt falder efterspørgselen ca. 1.323 personer i dette eksempel. Den præcise effekt afhænger af importandelen, opsparingstilbøjeligheden og de marginale skatte- og overførselssatser. Pr. 1 mio. kr. i skattenedsættelse falder efterspørgslen efter dansk arbejdskraft således med ca. 1,32 personer i dette eksempel. I beløb falder efterspørgslen efter arbejdskraft med ca. 44 pct. af den umiddelbare skatteforhøjelse. Virkningen på efterspørgselen efter arbejdskraft ved en skatteforhøjelse er således godt 40 pct. af virkningen på efterspørgselen efter arbejdskraft ved en nedsættelse af den offentlige beskæftigelse med samme beløb i dette eksempel. Det understreges, at der er tale om et meget forenklet eksempel. I beregninger over finanseffekten jf. tabel 1 er virkningen af 1 mia. kr. højere skatter hen ved 1.200 personer og at efterspørgselen efter dansk arbejdskraft falder med ca. 40 pct. af bruttoskatteforhøjelsen efter 1-4 år, alt efter om skatteforhøjelsen anses for permanent eller midlertidig. |
Skatteyderne vil nemlig i første omgang betale en del af en skatteforhøjelse ved at reducere opsparingen. En yderligere del vil blive ”brugt” til at betale afgifter på forbrug. Endelig vil importen stige. Derfor er der alene ca. 40 pct. af en umiddelbar skatteforhøjelse, der reducerer efterspørgslen efter dansk beskæftigelse mv. Udover at effekten på efterspørgslen efter dansk arbejdskraft er mindre ved en skatteforhøjelse end ved en udgiftsreduktion, kommer virkningen også normalt senere, om end der er betydelig usikkerhed om hvornår.
Det skal understreges, at de beskrevne virkninger på efterspørgsel og ledighed ikke er de endelige virkninger.
På længere sigt vil 1.000 mand færre beskæftiget i den offentlige sektor som udgangspunkt blive modsvaret af 1.000 flere beskæftiget i den private sektor end der ellers ville have været, hvis arbejdsudbuddet i øvrigt ikke ændres. Men det er efter en vis tilpasningsproces jf. figur 1 og 2. Ligeledes vil en skatteforhøjelse ikke på længere sigt have virkning på beskæftigelsen udover virkningen på arbejdsudbuddet.
Forskellen på skatter og offentlige beskæftigelses virkning på efterspørgslen efter dansk arbejdskraft er illustreret i bilag 1 ved eksempler.
I følgende tabel 2 er vist effekterne af forskellige udgifts- og skatteændringer beregnet ved ADAM mv. på 1-4 års sigt. Det bemærkes, at beregningerne ikke viser den isolerede effekt på efterspørgselen, men virkningen på beskæftigelsen altså inklusive de afledte effekter via lønændringer mv. som ADAM regner med. Virkningen gennem lønændringer er dog beskedne på kort sigt i de gennemførte beregninger.
| Tabel 2. Virkninger på realt BNP og beskæftigelse (1. år til 4. år) af umiddelbare reduktioner i udgifter og eller forhøjelser af skatter med 1 mia. kr. | |||||
|---|---|---|---|---|---|
| 1. års virkning på realt BNP | 1. års virkning på be-skæftigelse | Do 2. års virkning | Do 3. års virkning | Do 4. års virkning | |
| Mia. kr. | Personer | Personer | Personer | Personer | |
| Off. Beskæftigelse | -1,07 | -2.750 | -2.700 | -2.600 | -2.350 |
| Off. varekøb (realt) | -0,96 | -750 | -1.200 | -1.550 | -1.450 |
| Offentlige investeringer | -0,80 | -900 | -1.200 | -1.500 | -1.350 |
| Moms | -0,46 | -350 | -550 | -850 | -850 |
| Selskabsskat | -0,12 | -50 | -250 | -550 | -850 |
| Personskat | -0,43 | -300 | -650 | -950 | -1.100 |
Hovedkonklusionen er, at en almindelig personskatteforhøjelse, der ikke påvirker opsparingstilbøjeligheden eller importtilbøjeligheden, har en virkning på beskæftigelsen, der er ned til 10-15 pct. af virkningen af at reducere den offentlige beskæftigelse for samme beløb på kort sigt. På 4 års sigt, hvor beskæftigelsesvirkningen af en skattenedsættelse er størst efter beregningerne, er beskæftigelseseffekten af skattenedsættelsen ca. 40 pct. af virkningen det første år af at øge den offentlige beskæftigelse med samme beløb. Men som nævnt kan efterspørgselseffekten af skatteforhøjelsen komme noget hurtigere, hvis alle forventer, at skatteforhøjelsen er permanent etc.
Beskæftigelsesvirkningen (efterspørgsel) af en skatteforhøjelse er således både klart mindre og kommer klart senere end virkningen af at reducere den offentlige beskæftigelse for samme beløb.
Om en reduktion i efterspørgslen efter dansk arbejdskraft skal komme via en skatteforhøjelse eller en mindre vækst i det offentlige forbrug afhænger dog ikke kun af forskelle i finanseffekterne.
Ofte anføres det, at det er uhensigtsmæssigt at søge konjunkturen reguleret gennem variation i den offentlige beskæftigelse. De offentligt beskæftigede producerer ydelser, der værdsættes.
Samme argumenter gælder dog i forbindelse med skatteforhøjelser, som medfører lavere private forbrugsmuligheder. Det private forbrug giver også velfærd. Er der behov for f.eks. indkøb af for 1.000 kr. børnetøj, for at barnet er klædt tilfredsstillende, kan det være uhensigtsmæssigt, at der det ene år alene er råd til at købe for 950 kr., fordi skatten midlertidigt er sat op for at reducere en overophedning, mens der i et andet år kan købes for 1.050 kr., fordi skatten midlertidigt er sat ned for at reducere en arbejdsløshed.
Hvis efterspørgslen skal forsøges ændret, bør man fremrykke reduktioner i den offentlige beskæftigelse på de områder, hvor værdien af servicen er mindst, og hvor der alligevel over en årrække var planlagt en vigende indsats. Ligeledes vil det være de skatter, hvor forvridningsomkostningerne er mindst sammenholdt med ønsker om fordelingen, der i givet fald skal sættes op – også selv om disse ændringer ikke er optimale udfra et rent konjunkturpolitisk synspunkt med hensyn til styrke og tidsmæssig præcision.
Skatteforhøjelser, der øger efterspørgselen efter dansk arbejdskraft
Det er ikke alle skatteforhøjelser, der reducerer efterspørgslen efter dansk arbejdskraft. Måtte skatte- eller afgiftsforhøjelsen være indrettet således, at importtilbøjeligheden falder, kan der eventuelt ske en stigning i efterspørgslen efter dansk arbejdskraft ved en skatteforhøjelse.
| Boks 3. Eksempel på at skatteforhøjelser øger efterspørgslen efter dansk arbejdskraft |
| Udgangspunktet er, at der ikke er afgift på vare X, der er en importvare. Der købes for 1 mia. kr. X årligt, hvoraf 0,2 mia. kr. er moms og 0,8 mia. er import. Der lægges nu en afgift på 10 pct. på X. Ved uændret adfærd vil forbrugerne miste 100 mio. kr. herved. Det svarer til et fald i efterspørgselen for dansk arbejdskraft på ca. 122 personer før afledte virkninger af eventuel mindre beskæftigelse. Men forbrugerne reagerer ved at købe mindre X f.eks. kun for 900 mio. kr. Efter ændret adfærd har det offentlige fået ca. 95 mio. kr. ekstra i kassen (ca. 70 mio. kr. fra moms og afgift på X og ca. 25 mio. kr. fra moms og afgifter på andre varer. Importværdien for X falder med 170 mio. kr., mens importen af andre varer herunder råvarer til dansk produktion stiger med ca. 30 mio. kr., således at importen netto falder med 140 mio. kr. Efterspørgslen efter dansk produktion i priser uden afgift stiger derfor med ca. 45 mio. kr. (140 mio. kr. – 95 mio. kr.) svarende til ca. 135 personer a 0,333 mio. kr. i løn. Afgiftsstigningen har derfor ført til en stigning i efterspørgselen efter dansk arbejdskraft. Arbejdsudbuddet vil yderligere falde – (typisk 50-75 personer ved en selvfinansieringsgrad på 15-20 pct. ved proportionale skatter og afgifter via arbejdsudbud, jf. senere). Arbejdsudbuddet afhænger af realafkastet af at yde en arbejdsindsats altså lønnen efter såvel skatter som afgifter. Indførelse af en afgift, der især belaster import vil således kunne forstærke overefterspørgslen efter dansk arbejdskraft i en højkonjunktur. |
Ligeledes kan en skatteforhøjelse, der fremmer privat gældsætning og modvirker opsparing, føre til en stigning i efterspørgselen efter dansk arbejdskraft på kortere sigt.
En skatteforhøjelse kan modsat have en meget kraftig virkning på efterspørgslen efter dansk arbejdskraft, hvis der f.eks. er tale om en afgift på en dansk produceret vare, der let kan erstattes af importvarer.
Indtil nu er der alene set på efterspørgselsvirkningen af ændrede offentlige udgifter og højere skatter.
Hvis der er et klart behov for at reducere presset på arbejdsmarkedet er det dog ikke nok alene at være opmærksom på at undersøge efterspørgselsvirkningen for dansk arbejdskraft. Man må også være opmærksom på de forskellige skatter og udgifters virkninger for udbuddet af danske arbejdskraft.
For hvis en finanspolitisk ændring skal reducere en overophedning skal den føre til, at efterspørgslen efter dansk arbejdskraft reduceres mere end udbuddet af dansk arbejdskraft.
4. Effekter af offentlige udgifter og skatter på arbejdsudbud
I beregningerne ovenfor er der alene set på hvilken virkning en ændret finanspolitik har på efterspørgselen efter dansk arbejdskraft.
Der er imidlertid også en virkning på udbuddet. Såvel ændringer i de offentlige udgifter som skatterne har virkninger på arbejdsudbuddet. Der skal ikke her ses på forskellige offentlige udgifters forskellige virkninger på arbejdsudbuddet, men der er klart forskel på, om flere offentlige beskæftigede sættes til at forkorte ventelister til børnehaver, reducere forsinkelser i trafik mellem arbejde og hjem, helbrede personer i de arbejdsduelige aldre eller f.eks. til produktion af visse kulturelle ydelser, der øger værdien af meget fritid.
En reduktion af de offentlige udgifter til børnepasning reducerer efterspørgslen efter arbejdskraft, men kan meget vel reducere udbuddet endnu mere, hvis udgiftsreduktionen fører til, at flere forældre tager længere barselsorlov. Hvis udgiftsreduktionen modsat tilpasser personalet til børneantallet, har sådanne besparelser ikke nogen afledt virkning på arbejdsudbuddet.
Ligeledes vil en reduktion af overførselsindkomster måske have samme efterspørgselsvirkning uanset om det er dem, der er arbejdsdygtige eller dem, der ikke er arbejdsdygtige, der rammes, men udbudsvirkningen er vidt forskellig.
Arbejdsudbud og skatter
Det er kendt, at skatterne har virkninger på arbejdsudbuddet, men der er usikkerhed om den præcise størrelse. Virkningen på arbejdsudbuddet er forskellig fra skat til skat. Der er også forskelle i hvilke former, det øgede arbejdsudbud har.
Ved forhøjelse af top- og mellemskat vil arbejdsudbuddet fortrinsvis falde i form af, at nogle af dem, der er i beskæftigelse, vil være på arbejde færre timer – timeeffekten og i form af, at der ydes en mindre værdifuld indsats i arbejdstiden – kvalitetseffekten. På længere sigt vil udbuddet yderligere falde gennem, at uddannelsesniveauet falder. På kort sigt går virkningen via uddannelse den modsatte retning.
Ved reduktion af beskæftigelsesfradrag i bunden vil den største effekt på arbejdsudbuddet sandsynligvis komme via at færre vil søge beskæftigelse – altså gå fra at have job til at modtage en eller anden form for offentlig understøttelse eller undlade at søge arbejde – deltagelseseffekt.
Arbejdsudbudseffekten i forhold til provenuvirkningen via time- og kvalitetseffekten er væsentlig større ved forhøjelse af f.eks. topskatten end ved forhøjelse af bundskatten. Det skyldes først og fremmest, at man får en stor forhøjelse af marginalskattesatsen i forhold til provenuet. Yderligere vejer den såkaldte indkomsteffekt heller ikke så meget i forhold til den såkaldte substitutionseffekt ved ændringer i top- og mellemskat.
| Boks 4. Eksempel på beregning af virkning på arbejdsudbud af skatteforhøjelse |
| Den gennemsnitlige topskatteyder har i 2006 en indkomst på hen ved 490.000 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag og ca. 450.000 efter arbejdsmarkedsbidrag. Heraf skal der betales topskat af 125.000 kr., idet ca. 325.000 kr. er friholdt for topskat. (Der er her set bort fra den del, der spares op til pension, men også at der er pensionister, der betaler topskat eller får reduceret deres pensionstillæg ved større private pensionsudbetalinger). Forhøjes topskatten med 1 pct. point får skatteyderen en skattestigning på 1.250 kr., hvilket vil reducere efterspørgselen efter dansk arbejdskraft for ca. 500 kr. (1.250 kr. × 0,40) jf. boks 2. De 500 kr. er den fulde effekt ved et givet (strukturelt) arbejdsudbud. Den kortsigtede effekt det første år kan være ned til ca. 150 kr., hvis skatteforhøjelsen f.eks. ikke fra start anses for varig. Forhøjelsen af topskatten har dog også en udbudseffekt. Før havde topskatteyderen 40,3 kr. for hver 100 kr. ekstra i løn efter arbejdsmarkedsbidrag, idet 59,7 pct. betaltes i marginalskat Efter er der 39,3 kr., altså ca. 2,5 pct. mindre. Falder arbejdsudbuddet med 0,1 pct. for hver pct. marginalafkastet efter skat falder, vil arbejdsudbuddet falde med ca. 0,25 pct. af 490.000 kr. = ca. 1.225 kr. Det svarer til værdien af 4 topskatteyder timer pr. år i gennemsnit. I dette eksempel falder efterspørgslen efter dansk arbejdskraft således med 500 kr., men udbuddet falder med 1.225 kr. ved en forhøjelse af topskatten. Forhøjelsen af topskatten vil således bidrage til yderligere at varme op under et overophedet arbejdsmarked under de anvendte forudsætninger. Falder arbejdsudbuddet med 1.225 kr., vil de afledte tabte skatteindtægter, når økonomien igen er i ligevægt, være ca. 890 kr. (sammensat marginalskat er 8 pct. i arbejdsmarkedsbidrag + 60,7 pct. af 92 pct. = 63,8 pct. i indkomstskat + 24,5 pct. af (100-63,8) pct. = 8,9 pct. i afgifter, i alt ca. 72,7 pct. af 1.225 kr.). Ved konstant arbejdsudbud vil 1.250 kr. mere i bruttoskat på langt sigt alene indbringe det offentlige ca. 945 kr., jf. at forbruget og dermed forbrugsafgifterne falder. I eksemplet har en marginal ændring af topskatten således en såkaldt selvfinansieringsgrad på ca. 94 pct. (890 kr./(1.250 kr. × 0,755 kr.). Det skal bemærkes, at selvfinansieringsgraden vedrørende timeeffekten, der er den eneste effekt, der er medregnet her, normalt beregnes lavere, jf. at der antages at gælde en mindre substitutionselasticitet for topskatteydere end de 0,1, der antages at gælde i gennemsnit for alle. Hvis topskatteforhøjelsen skal virke dæmpende på et overophedet arbejdsmarked skal udbuddet falde med under ca. 0,04, hver gang afkastet efter skat falder med 1 pct. (Udbudselasticitet skal være under 0,04). Ved denne substitutionselasticitet er selvfinansieringsgraden i eksemplet ca. 38 pct. Da en del af topskatteforhøjelsen vedrører kapitalindkomst, skal topskatte forhøjelsen højst have en selvfinansieringsgrad på 40 pct., for at virkningen på arbejdsudbuddet er identisk med virkningen på efterspørgselen efter dansk arbejdskraft. Der er da set bort fra, at højere topskat af kapitalindkomst kan reducere opsparingen. Af dem, der har regnet på selvfinansieringsgraden for en topskattenedsætttelse (Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Det Økonomiske Råd i flere omgange, Velfærdskommissionen og Skatteministeriet) har ingen været under en selvfinansieringsgrad på ca. 50 pct. (Svarende til en substitutionselasticitet på 0,05-0,1 vedrørende timeeffekten). Selvfinansieringsgraden ved forhøjelse af moms, bundskat, arbejdsmarkedsbidrag eller andre skatter og forbrugsafgifter proportionale med forbrug og indkomst er til sammenligning 15-20 pct. via ændret arbejdsudbud. Det er ved en udbudselasticitet på 0,1. Ved selvfinansieringsgrader på ca. 20 pct. vil arbejdsudbudseffekten af en skatteændring svare til omkring halvdelen af virkningen på efterspørgselen efter dansk arbejdskraft. Forhøjes skatten gennem et lavere personfradrag, vil arbejdsudbuddet sandsynligvis stige på grund af den såkaldte indkomsteffekt. Der er også begrænsede arbejdsudbudseffekter af ændrede forbrugsafgifter, der især belaster lavindkomstgrupper, mens effekterne kan være betydelige og sammenlignelige med progressive skatter for afgifter, der især belaster høj indkomstgrupper. |
Afgørende for, at en skatteforhøjelse virker dæmpende på et overophedet arbejdsmarked – reducerer lønstigningstakten – er om virkningen på udbuddet af en skatteforhøjelse er større eller mindre end virkningen på efterspørgselen.
- Falder arbejdsudbuddet mere end efterspørgslen øges overophedningen på arbejdsmarkedet af en skatteforhøjelse.
- Falder efterspørgselen mere end udbuddet mindskes overophedningen ved en skatteforhøjelse.
- Falder udbud med det samme som efterspørgsel er skatteforhøjelsen neutral for overophedning på arbejdsmarkedet.
Det er velkendt, at stiger arbejdstudbuddet vil lønmodtagerne få større indkomst, og dermed øge deres forbrug, hvilket øger efterspørgslen. Men denne effekt ændrer ikke på konklusionen ovenfor, jf. boks 5.
| Boks 5. Hvornår skaber et ekstra udbud sin egen efterspørgsel |
| I eksemplet i boks 4 faldt arbejdsudbuddet med 1.225 kr., mens efterspørgslen efter dansk arbejdskraft faldt med 500 kr. Man kunne måske forledes til at tro, at faldet i udbuddet ville føre til et yderligere fald i efterspørgslen på ca. 177 kr., jf. at skatteyderne vil få reduceret sin indkomst efter skat med ca. 443 kr., hvis arbejdsmængden falder med 1.225 kr. Altså at overefterspørgslen kun stiger 548 kr. ved skatteforhøjelsen og ikke som angivet i boks 4 med 725 kr. Det vil dog være udtryk for en begrebsforvirring og dobbeltregning. På kort sigt er det ændringen i efterspørgslen, der giver ændringen i den faktiske beskæftigelse. Beskæftigelsen falder derfor på kort sigt alene svarende til de 500 kr. Fordi faldet i arbejdsudbuddet er større end faldet i efterspørgsel og beskæftigelse er virkningen, at lønstigningstakten sættes op i et højere gear end før. Det vil i første omgang føre til at efterspørgselsvirkningen endog er mindre end de 500 kr., jf. at en omfordeling fra kapitalindkomst til lønindkomst på grund af reallønstigninger på kort sigt øger det private forbrug. De højere lønninger fører dog til mindre eksport mv. Men det tager tid før forværringen af konkurrenceevnen slår ud i lavere beskæftigelse. På længere sigt vil det dog ende med, at eksporten vil falde og importen stige. Det vil på mellemlangt sigt føre til, at efterspørgslen falder kraftigere og endog mere end udbuddet faldt, således at der på mellemlangt sigt sker en stigning i ledigheden. Ledigheden vil dog derefter langsomt falde indtil der opnås ligevægt igen. Men den nye ligevægtsbeskæftigelse er faldet i forhold til den tidligere svarende til faldet i arbejdsudbuddet. I den nye ligevægt vil efterspørgslen være lig udbuddet. Det afgørende for om en skatteforhøjelse reducerer eller øger overophedningen er derfor om det umiddelbare fald i udbuddet af arbejdskraft ved en given løn er større end det umiddelbare fald i efterspørgslen ved given løn. For konjunkturpolitikken er det uinteressant, at det på langt sigt gælder, at en ændring i udbuddet altid fører til en tilsvarende ændring i efterspørgslen, jf. at konjunkturpolitikken netop forsøger at ændre på ubalancer i økonomien. |
Man kunne måske forledes til at tro, at blot skatteforhøjelsen netto gav et ekstra provenu i statskassen, ville skatteforhøjelsen virke dæmpende på et overophedet arbejdsmarked.
Vel gælder det for de fleste skatteforhøjelser, at nettoprovenuet efter ændret adfærd er mindre end bruttoprovenuet, men det er de færreste skatteforhøjelser, hvor hele bruttoprovenuet sættes til på grund af ændret arbejdsudbud mv.
Det gælder imidlertid, at man alene skal forudsætte en selvfinansieringsgrad på ca. 40 pct. via ændret arbejdsudbud for en forhøjelse af en indkomstskat, før det gælder, at udbudsvirkningen neutraliserer efterspørgselsvirkningen.
Sammenhæng mellem arbejdsudbudseffekten og selvfinansieringsgrader
Der er en sammenhæng mellem arbejdsudbudseffekten ved en højere skat på arbejdsindkomst og den såkaldte selvfinansieringsgrad ved ændret indkomstskat.
| Boks 6. Selvfinansieringsgrader |
| Det er vigtigt, at skelne mellem det kortsigtede tilbageløb for det offentlige af højere skatter og den strukturelle virkning på de offentlige finanser af højere skatter. Selvfinansieringsgraden opgørs, når man ser på den langsigtede effekt på de offentlige finanser. Selvfinansieringsgraden kan være helt anderledes end det kortsigtede tilbageløb. Den selvfinansieringsgrad, der anvendes her, er den der kan opgøres, hvis skatteændringen er finansieret ved en anden skat uden adfærdsvirkning. Selvfinansieringsgraden er f.eks. beregnet som følger: Umiddelbar skatteforhøjelse +1.250 kr. - færre forbrugsafgifter ved uændret arbejdsudbud 24,5 pct. -306 kr. = Umiddelbar lettelse i faktorpriser +944 kr. - effekt af mindre arbejdsudbud -890 kr. Netto faktorpriser +54 kr. Netto forbrugerpriser 54 kr./0,755 = skat uden adfærdsændring kan nedsættes +72 kr. Selvfinansieringsgrad 890 kr./944 kr. (1.250 kr.-72 kr.)/1.250 kr. 94 pct. Det kortsigtede tilbageløb til de offentlige kasser er derimod f.eks. omkring 55-60 pct. jf. bilagstabel 2. Det vil både gælde for indkomstskatteforhøjelser af en type, der slet ikke har nogen arbejdsudbudseffekt eller endog fører til større arbejdsudbud som f.eks. lavere personfradrag og skatteforhøjelser, med meget høje selvfinansieringsgrader. |
Arbejdsudbudseffekten af en skatteforhøjelse kan nemlig beregnes som følger:
(5) Fald i arbejdsudbud i kr. = (Brutto skatteforhøjelse × 0,755 × selvfinansieringsgrad på grund af ændret arbejdsudbud) / sammensat marginalskattesats.
(forudsat at skatten ikke ændrer opsparingstilbøjelighed og importkvoten)
Er den sammensatte marginalskat 2/3 og selvfinansieringsgraden 20 pct. stiger arbejdsudbuddet således med ca. 23 pct. af en umiddelbar skattelettelse.
Forhøjes en skat for 1 mia. kr. brutto svarer det på langt sigt til, at det offentlige får 755 mio. kr. ved uændret arbejdsudbud, jf. at skatteforhøjelsen før eller siden vil reducere afgiftsbelastet forbrug. Bruttoprovenuet i faktorpriser er således 755 mio. kr. Er selvfinansieringsgraden ved ekstra arbejdsudbud f.eks. 20 pct., må skatteindtægterne ved mindre arbejdsudbud reducere den umiddelbare provenuvirkning med ca. 151 mio. kr. Hvis skatterne reduceres med 151 mio. kr., og hvis den sammensatte marginalskat af ekstra indkomst (både skatter og afgifter) er 2/3, må arbejdsudbuddet være faldet med 226,5 mio. kr.
Det kan sammenlignes med virkningen på efterspørgslen efter dansk arbejdskraft, der er ca. 40 pct. af bruttoskatteforhøjelsen:
Sammenhængen mellem efterspørgsel efter dansk arbejdskraft og en skatteforhøjelse kan udtrykkes ved (6):
(6) Fald i arbejdskraftefterspørgsel i kr. = Z × Bruttoskatteforhøjelse i kr.
Hvor Z er den andel af skatteforhøjelse der reducerer efterspørgslen efter dansk arbejdskraft (ændring i efterspørgsel efter dansk arbejdskraft i faktorpriser/brutto skatteforhøjelsen).
Hvis en skattelettelse således skal være neutral for presset på arbejdsmarkedet skal følgende gælde:
Ændring i arbejdsudbud = ændring i arbejdskraftefterspørgsel
(7) (Bruttoskatteforhøjelse × 0,755 × selvfinansieringsgrad via arbejdsudbud)/sammensat marginalskattesats) = fald i arbejdsudbud = Z × Bruttoskatteforhøjelse = fald i efterspørgsel efter arbejdskraft eller
(8) Selvfinansieringsgrad via arbejdsudbud = Z/0,755 × sammensat marginalskattesats
I følgende tabel 3 er vist den selvfinansieringsgrad, der sikrer, at udbud og efterspørgsel af arbejdskraft ved en skattenedsættelse er lige store som funktion af sammensatte marginalskatter og Z.
| Tabel 3. Nødvendig selvfinansieringsgrad, der sikrer at udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft stiger lige meget som funktion af sammensat marginalskat og andel af skattelettelse, der øger efterspørgselen efter dansk arbejdskraft | |||
|---|---|---|---|
| Sammensat marginalskat | Z = 0,3 | Z= 0,4 | Z=0,5 |
| 57,5 pct. | 23 pct. | 30 pct. | 38 pct. |
| 60,0 pct. | 24 pct. | 32 pct. | 40 pct. |
| 62,5 pct. | 25 pct. | 33 pct. | 41 pct. |
| 65,0 pct. | 26 pct. | 34 pct. | 43 pct. |
| 67,5 pct. | 27 pct. | 36 pct. | 45 pct. |
| 70,0 pct. | 28 pct. | 37 pct. | 46 pct. |
| 72,5 pct. | 29 pct. | 38 pct. | 48 pct. |
Af tabel 3 ses, at udbud og efterspørgsel af arbejdskraft ved en skatteforhøjelse vil gå lige op, hvis selvfinansieringsgraden er 34 pct., (34,44 pct.), den sammensatte marginalskat er 65 pct. og efterspørgselen efter dansk arbejdskraft falder med 40 pct. af en skatteforhøjelse.
En skatteforhøjelse får f.eks. arbejdsudbuddet til at falde så de afledte skatteindtægter er 65 kr. Det er, hvis det mindre udbud mister beskæftigelse. Arbejdsudbuddet må derfor være faldet 100 kr.
Hvis de afledte skatteindtægter er 65 kr. og selvfinansieringsgraden er 34,44 pct., må skatteyderen have fået en skattelettelse i priser uden afgifter på 188,75 kr. Det svarer til en bruttoskattelettelse på 250 kr. i priser med afgifter. En bruttoskattelettelse på 250 kr. vil øge efterspørgselen efter dansk arbejdskraft med 100 kr., hvis 40 pct. af skattelettelsen øger efterspørgslen efter dansk arbejdskraft (efter multiplikatoreffekter).
Mens den sammensatte marginalskat kan beregnes med lille usikkerhed, er der større usikkerhed vedrørende beregning af, hvor stor en del af en skattelettelse, der vil øge efterspørgselen efter dansk arbejdskraft. Selv om centralskønnet for Z er ca. 40 pct., er det ikke udelukket at Z er 50 pct. eller mere for en almindelig indkomstskat. Z er i øvrigt afhængig af den sammensatte marginalskat.
Z kan jf. boks 3 endog være 0 eller negativ ligeledes vil Z kunne være klart over 0,5.
Men ses på tabel 3, kan det da med stor sikkerhed konkluderes, at hvis selvfinansieringsgraden ved en skatteforhøjelse er mindst 50 pct., vil en skatteforhøjelse øge presset på arbejdsmarkedet og ikke reducere faren for løninflation. Det sandsynlige er, at selvfinansieringsgraden alene behøver at være på 35-40 pct. før en skatteforhøjelse ikke har nogen virkning på eventuel overophedning af arbejdsmarkedet.
Efter de danske beregninger af udbudseffekterne af skatteændringer vil en forhøjelse af topskatten eller mellemskatten således ikke reducere presset på arbejdsmarkedet. Tværtimod. Beregningerne kan således bruges som argument for, at man af konjunkturmæssige grunde burde sætte topskatten ned i tilfælde af pres på arbejdsmarkedet. Men som anført ovenfor er der usikkerhed om især timingen af hvornår udbudseffekterne og efterspørgselseffekterne indtræder. Udbudseffekterne og især hvornår de indtræder skal være tilstrækkeligt sikre, før man bør anbefale en nedsættelse af en skat som et egnet middel til at reducere presset på arbejdsmarkedet. Et eksempel herpå er forslaget om et særligt skattenedslag til de 64 årige, der har været fuldtidsbeskæftiget siden 60 års alderen.
Andre skatter, hvor selvfinansieringsgraden kan være stor
I visse beregninger opnår man også store effekter på arbejdsudbuddet ved særlig målrettede beskæftigelsesfradrag. Her kommer virkningen på arbejdsudbuddet først og fremmest gennem, at flere personer ønsker at få et job. Også her gælder det, at arbejdsudbudseffekten vil neutralisere den umiddelbare virkning på efterspørgslen efter dansk arbejdskraft, hvis en forhøjelse har en selvfinansieringsgrad på omkring 40 pct. Velfærdskommissionen og Det Økonomiske Råd har anført, at det meget vel kan være tilfældet ved særligt udformede beskæftigelsesfradrag, mens ministerierne typisk opnår en lavere selvfinansieringsgrad ved beskæftigelsesfradrag.
Hvornår kommer virkning på arbejdsudbuddet af ændrede skatter?
Når skatter og offentlige udgifters virkning på konjunkturerne undersøges, er timingen helt afgørende.
Ofte anføres, at virkningerne på arbejdsudbuddet af ændrede skatter først kommer med en betydelig forsinkelse. Det er rigtigt for visse skatteændringer og for en del af arbejdsudbudseffekterne, men ikke for andre.
Synspunktet bunder sandsynligvis i, at der normalt vil gå et stykke tid fra arbejdsudbuddet stiger, til at beskæftigelsen – den udbudte mængde – stiger, jf. figur 1 ovenfor. En stigning i arbejdsudbuddet vil i første omgang slå ud i øget ledighed. Først efter en tilpasning af lønnen og investeringer i nye arbejdspladser vil beskæftigelsen stige, medmindre der i udgangspunktet er mangel på arbejdskraft. En sådan tilpasning kan tage år.
Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at udbuddet via f.eks. timeeffekten kan stige hurtigt eller øjeblikkeligt, når de nye økonomiske forhold er erkendt. Det gælder selv om udbudsstigningen måske ikke kan iagttages statistisk, jf. at statistikken opgør arbejdsudbuddet for de beskæftigede som de timer de faktisk arbejder, og der ikke kan gives arbejdsløshedsunderstøttelse til personer, der f.eks. anfører, at de egentlig ønsker at arbejde 38 timer, men kun bliver tilbudt 37 timers beskæftigelse om ugen.
Når det ekstra arbejdsudbud imidlertid skabes ved en skattenedsættelse, skabes der normalt også samtidig en øget efterspørgsel efter arbejdskraft. Man skal derfor ikke vente længere tid på, at det ekstra udbud finder arbejde, end den tid det tager fra, at købekraften stiger, til efterspørgslen efter arbejdskraft stiger, og den ekstra efterspørgsel munder ud i ekstra ansættelser/længere arbejdstid/mere kvalitet.
Der er dog også visse former for øget arbejdsudbud, der vil reagere trægt på ændrede skattemæssige incitamenter. Øges tilskyndelsen til at tage sig en uddannelse med gode indtægtsmuligheder, vil den fulde virkning på arbejdsudbuddet først vise sig efter en generation eller to og på kort sigt vil en del af arbejdsudbudseffekten kunne sættes over styr, mens flere bruger deres tid på at dygtiggøre sig.
Der er sandsynligvis også en betydelig forsinkelse vedrørende dele af deltagelseseffekten. Retter skatteændringen sig f.eks. mod at give personer i efterlønsalderen en tilskyndelse til fortsætte på arbejdsmarkedet, vil initiativet næppe i videre omfang virke på dem, der allerede er gået på efterløn.
Initiativet vil først virke med fuld styrke efter 5 år, når alle nuværende efterlønnere er blevet pensionister. Kommer deltagelseseffekten fra, at færre glider fra midlertidig ledighed, langtidsledighed, kontanthjælp og til førtidspension, vil den fulde effekt også først vise sig efter lang tid.
Anderledes med hensyn til effekten af, at dem, der har et job, vil yde en ekstra indsats i arbejdstiden kvalitetseffekten. Her vil effekten – udbudsstigningen komme lige så snart skatteyderne bliver opmærksomme på, at skattereglerne er ændret. Lige så hurtig vil effekten på den individuelle timebeslutning vise sig. Ved en midlertidig skattenedsættelse kommer effekten på arbejdsudbuddet ekstra hurtigt.
Den enkelte persons arbejdstid påvirkes dels af kollektive aftaler om, hvor mange timer, arbejdsugen er på, feriens længde, helligdage mv. dels af mere individuelle beslutninger om at arbejde over, tage en ekstra vagt, ombytte en del af ferien/afspadsering mv. til løn, samt om den kvalitet, det arbejde, der ydes, har. Der er ikke noget der tilsiger, at effekten på den del af time- og kvalitetsudbuddet, der bestemmes af den enkelte, ikke kommer med det samme, når incitamenterne ændrer sig. Før skatteforhøjelsen sagde medarbejderen ja til at arbejde over. Efter skatteforhøjelsen siger medarbejderen nej. Før skatteforhøjelsen kunne der produceres 10 stk. pr. time på akkord. Efter foretrækkes at arbejde på timeløn, hvor der fremstilles 8 stk. pr. time.
Arbejdsudbudsvirkninger gennem individuelle beslutninger og gennem kollektive aftaler
Virkningen på de kollektive aftaler om den normale arbejdsuge, ferie mv. af en skatteændring er mere usikker, indirekte og sandsynligvis forsinket. Denne virkning er dog, så vidt det kan ses, ikke inkluderet i den elasticitet på ca. 0,1, der oftest anvendes ved beregninger af skatternes virkning på arbejdsudbuddet for så vidt angår det antal timer, der ønskes arbejdet. (Når afkastet efter skat stiger 10 pct. stiger arbejdsudbuddet 1 pct.). Denne elasticitet er normalt estimeret udfra interviewundersøgelser eller ved at se på arbejdsudbuddet for en stikprøve af befolkningen på et givet tidspunkt eller inden for et begrænset spand af år.
Ved sådanne beregninger af elasticiteten for timeeffekten er resultatet mellem 0,1 og 0,3 ved generelle ændringer i afkast efter skat, afspejlende at elasticiteten er under 0,1 for visse grupper i visse undersøgelser og over 0,3 for andre grupper i andre undersøgelser. Da undersøgelsernes resultater er usikre anvendes ofte forsigtigt en standard elasticitet på 0,1 ved beregninger af skatteændringer, jf. at det er lettere at sammenligne forskellige beregninger og det er forholdsvis let at skalere resultaterne op eller eventuelt ned, hvis man finder, der er gode grunde til elasticiteten er anderledes.
Udover timebeslutningen kan lønmodtagere også individuelt bestemme kvaliteten af arbejdet. Denne virkning er ikke inkluderet i de nævnte undersøgelser.
Skatter, arbejdsudbud og kollektivt aftalt arbejdstid
Forsøges virkningen på arbejdsudbuddet af ændrede skatter estimeret ved at se på udviklingen over lang tid og eventuelt i forskellige lande, der har fulgt forskellig skattepolitik, synes virkningen på arbejdsudbuddet at være noget større end den nævnte elasticitet på 0,1. Ved sammenligninger af udviklingen i arbejdstiden i USA og EU-lande er det således påfaldende, at arbejdstiden og skattetryk var af samme størrelsesorden for godt en generation siden.
Nu er skattetrykket i EU steget, mens det nogenlunde er fastholdt i USA. Arbejdstiden er faldet i EU, men nogenlunde fastholdt i USA.
Den største virkning af skatteændringer på arbejdsudbuddet kan meget vel komme fra de kollektive aftaler om arbejdsugens og feriens længde. Den individuelle beslutning om arbejdstidens længde er dermed snarere en korrektion til de aftalte arbejdstider. Som nævnt svarer en elasticitet på 0,1 til ca. 4 timers ekstra arbejde pr. år ved en ændring af marginalafkastet med 2,5 pct. (0,25 pct. af ca. 1.600 timer årligt). De 0,25 pct. kan sammenlignes med, at en ekstra ferieuge svarer til ca. 2,3 pct. af arbejdstiden, eller ½ times længere arbejdsuge svarer til 1,3 pct. arbejdstiden.
Der er næppe klarhed over, om den aktuelle normale ugentlige arbejdstid og feriens længde er den, der bedst svarer til flertallets ønsker. Der er ligeledes usikkerhed om, hvorvidt ”vælgerne”, og dem, der vælges, tænker strategisk, når arbejdstiden aftales kollektivt eller fastsættes ved lov.
Flertallets ønsker om den normale arbejdsuge og feriernes længde kan virkeliggøres indirekte. Op til overenskomstforhandlinger er der drøftelser om, hvilke krav der skal have højest prioritet blandt såvel lønmodtagere som arbejdsgivere. Dem, der bedst er i overensstemmelse med flertallets ønsker, har alt andet lige lettere ved at blive valgt til tillidsposter. Et overenskomstforslag, hvor fremgangen svarer til flertallets ønsker, har lettere ved at blive vedtaget ved en urafstemning. Disse kræfter vil trække i retning af, at arbejdstiden på langt sigt vil komme i overensstemmelse med flertallets eller medianvælgerens prioriteringer mellem indkomst og fritid. Men tilfældige fagpolitiske magtkonstellationer kan sagtens føre til et andet resultat på kortere sigt. Og kortere sigt kan tage mange år.
For de enkelte personer, kan man f.eks. forestille sig, at 20 pct. ønsker en arbejdsuge højst er på 32,5 timer. Andre 20 pct. ønsker en 35 timers uge, 20 pct. en 37,5 timers uge, 20 pct. 40 timer og de mest arbejdsomme en arbejdsuge på mindst 42,5 timer.
Er arbejdstiden aftalt til 40 timer vil 60 pct. ønske, at forhandlerne reducerer arbejdstiden ved de givne løn og skatteforhold mv. Det er under forudsætning af, at de ikke tænker strategisk.
Tænker vælgerne ikke strategisk vil de 60 pct.’s ønsker om en nedsættelse af arbejdsugen fra 40 timer på et eller andet tidspunkt slå igennem i forhandlingerne om fastsættelsen af arbejdstiden.
Måtte marginalskatten blive nedsat, vil medianvælgeren måske ikke længere foretrække 37,5 timer, men 40 timers arbejdsuge. Det vil igen tage langt tid. Og indtil den kollektive aftale er ændret vil det alene være de godt 50 pct., der ønsker en længere arbejdsuge, der eventuelt kan fristes til at arbejde mere over etc., der vil reagere på en skattenedsættelse.
Nedsat arbejdstid = højere skatter eller færre udgifter på længere sigt
Selv om medianvælgeren måske jf. eksemplet ønsker, at arbejde 37,5 timer under de givne skatte-, løn- og arbejdsforhold, hvis hun selv kunne bestemme arbejdstiden individuelt og alene for sig selv, betyder det ikke, at medianvælgeren vil vælge den kandidat, der går ind for, at den almindelige arbejdsuge skal være 37,5 timer. Valget vil måske falde på den, der går ind for 40 timers arbejdsuge. Den enkelte vælger, har nemlig en interesse i, at alle de andre betaler mere skat. Det vil alt andet lige gøre det muligt, at den enkelte kan slippe med mindre skat. Alle de andre vil betale mere skat, hvis de arbejder ekstra. Det kan den enkelte få dem til ved at stemme på en kandidat, der går ind for længere arbejdstid etc.
Man kan således ikke teoretisk udelukke, at skatternes forvridende virkning på arbejdsudbuddet for den enkelte, ikke slår ud i et faktisk mindre arbejdsudbud, hvis lønmodtagerne eller deres politiske og fagpolitiske repræsentanter tænker strategisk.
Det er der måske nogle, der gør, men det mest sandsynlige er, at en stor del af vælgerne kaster deres stemmer på dem, der lover at arbejde for den arbejdstid, som den enkelte selv ville foretrække, hvis arbejdstiden kunne fastsættes individuelt.
Man kan fremføre mange andre teorier mv., for hvordan den politiske og fagpolitiske stillingtagen til spørgsmålet om arbejdstid påvirkes af marginalskatter mv. Men de fleste vil være enige i, at der er stor usikkerhed om, hvornår ændrede forhold slår ud i, at der politisk eller fagpolitisk træffes nye afgørelser.
En skattelettelse nu kan således være afgørende for, at den ugentlige arbejdstid ikke nedsættes yderligere nu. Eller at arbejdsgivers ønsker om at arbejdstiden i visse erhverv og under visse forhold øges, ikke afvises nu.
Men der kan også gå måske 10 år eller længere før en ændret indstilling hos hovedparten af vælgerne til arbejdstidens længde slår ud i nye regler eller aftaler.
Derfor er synspunktet om, at arbejdsudbudseffekten måske først kommer med en ukendt forsinkelse holdbart for så vidt angår den del, der kommer fra kollektive aftaler.
Den del, der vedrører individuelle beslutninger – herunder den del der svarer til de estimerede ca. 0,1 i arbejdsudbudselasticitet ved flere timer for de allerede beskæftigede kan derimod komme med det samme, om end det kan tage tid før det ekstra arbejdsudbud har fundet beskæftigelse, hvis efterspørgselen i første omgang er utilstrækkelig.
Usikkerhed
Det er meget sjældent, at der gennemføres meget omfattende skatteændringer over kort tid. Derfor er det også svært med præcision at beregne virkningerne af ændrede skatter på arbejdsudbuddet. De fleste er også enige om, at virkningerne er vanskelige at få øje på. Gennemføres således en forhøjelse af kommuneskatten med 5 pct. point svarer en elasticitet på 0,1 til, at der individuelt vil blive arbejdet ca. 15 timer mindre om året. Så små ændringer er vanskelige at detektere, og man kan ikke afvise at den individuelle arbejdsudbudselasticitet vedrørende timer i stedet for ca. 0,1 er f.eks. 0,05 eller 0,15 eller mere.
Usikkerheden er dog ikke afgørende for vurderingen af, om det er hensigtsmæssigt eller ej at bruge en skatteforhøjelse til at afdæmpe et overophedet arbejdsmarked. Derimod taler usikkerheden for, at man ikke forsøger at påvirke konjunkturen ved skatter. Usikkerheden taler også for, at eventuelle ændringer i skatterne ikke gennemføres i for store ryk ad gangen – 1 pct. af BNP eller mere.
Man kunne f.eks. forestille sig, at det ved en given skatteforhøjelse gjaldt at der var 50 pct. sandsynlighed for, at efterspørgselsvirkningen af ekstra 1 mia. kr. i skat var 300 mio. kr. og 50 pct. sandsynlighed for at virkningen var 500 mio. kr.
Usikkerheden i udbuddet kunne antages større. F.eks. således, at der var 50 pct. sandsynlighed for at udbudsvirkningen var 200 mio. kr. og der var 50 pct. pct. sandsynlighed for at virkningen var 600.
| Tabel 4. Eksempel på hvordan en skatteforhøjelses med 1 mia. kr. påvirker overefterspørgsel efter arbejdskraft i Danmark ved usikkerhed i udbuds- og efterspørgselsvirkningerne | |||
|---|---|---|---|
| Efterspørgsel falder 300 | Efterspørgsel falder 500 | Gennemsnit efterspørgsel falder 400 | |
| Udbud falder 200 | 25 pct. chance for at overefterspørgsel falder 100 | 25 pct. chance for at overefterspørgsel falder 300 | 50 pct. chance for at overefterspørgsel falder 200 |
| Udbud falder 600 | 25 pct. chance for at overefterspørgsel stiger 300 | 25 pct. chance for at overefterspørgsel stiger 100 | 50 pct. chance for at overefterspørgsel stiger 200 |
| Gennemsnit udbud falder 400 | 50 pct. chance for at overefterspørgsel stiger 100 | 50 pct. chance for at overefterspørgsel falder 100 | Vægtet snit overefterspørgsel ændres ikke |
I eksemplet er det midterste skøn, at skatteforhøjelsen ikke påvirker overefterspørgslen af arbejdskraft.
Der er dog usikkerhed især om størrelsen af udbudsvirkningen. Hvis udbudsvirkningen viser sig at være det halve af det forventede (f.eks. fordi indkomsteffekten er større end forventet), vil skatteforhøjelsen på 1 mia. kr. reducere overefterspørgslen med 100-300 mio. kr.
Hvis det derimod viser sig, at udbudsvirkningen er 50 pct. større end det forventede, vil skatteforhøjelsen medføre, at overefterspørgslen stiger 100-300 mio. kr.
Da der sandsynligvis er en asymmetri, således at det gør mere skade at øge en vis overophedning med 300 mio. kr. end at reducere en overophedning med 300 mio. kr., vil usikkerheden tale imod, at man bruger skatteforhøjelser i konjunkturpolitikken. Det gælder selvfølgelig ikke kun for de skatteforhøjelser, hvor der er størst sandsynlighed for at udbudsvirkningen overstiger efterspørgselsvirkningen, men også de skatteforhøjelser hvor det efter et middelret skøn gælder, at man kan forvente at efterspørgselsvirkningen er større end udbudsvirkningen.
Det forhold, at der er måtte være større usikkerhed om udbudsvirkningens størrelse og timing end usikkerheden omkring efterspørgselsvirkningen tilsiger således ikke, at man skal ignorere udbudseffekten, når man skal vurdere skatteforhøjelsens egnethed i stabiliseringspolitikken.
Særlig stor usikkerhed om udbudsvirkningens timing gør flere skatteforhøjelser potentielt skadelige med hensyn til at tage presset af arbejdsmarkedet end ellers. Det bliver da mere fgørende for om skatterne skal ændres om skatterne er i stand til både nu og i fremtiden at finansiere de forventede udgifter samt om skatternes fordelings- og forvridningsvirkninger er acceptable.
Forventes skatteforhøjelsen at være midlertidig eller permanent?
Man skal yderligere være opmærksom på, at udbudsvirkningerne og efterspørgselsvirkningerne på kort sigt er forskellige alt efter om en skatteforhøjelse forventes at være midlertidig eller permanent.
Efterspørgselsvirkningerne på kort sigt af en skatteforhøjelse, der forventes at være midlertidig, er lavere , end hvis skatteforhøjelsen forventes at være permanent. Forhøjes skatten med 10.000 kr. og forhøjelsen anses for at være permanent vil forbruget falde med hen ved 10.000 kr. også efter forholdsvis kort tid. Forhøjes skatten imidlertid alene et enkelt år, vil skatteforhøjelsen snarere blive opfattet som en engangsformue reduktion, og forbruget vil måske alene falde 500 kr. årligt i 20 år.
Udbudsvirkningerne på kort sigt af en skatteforhøjelse, der forventes at være midlertidig, kan modsat være større på kort sigt end en permanent skatteforhøjelse. Ved den permanente skatteforhøjelse reduceres arbejdsudbuddet måske med 24 timer årligt ved, at man ønsker at afspadsere 40 timer af det normale overarbejde på 80 timer årligt i stedet for 16 timer.
Ved den skatteforhøjelse, der forventes at være midlertidig, er det måske optimalt at afspadsere alle 80 timer i det år, hvor skatten er høj og hvor overtidsbetaling efter skat er mindre, mens man i de kommende år, hvor man forventer skatten igen sættes ned, til gengæld ikke har helt så meget brug for fridage, jf. at flere af de gøremål, man bruger fridagene til, blev ordnet i det år, hvor skatten var meget høj.
Skatteforhøjelser, der begrundes med, at de alene gennemføres for at reducere faren for overophedning under en aktuel konjunktursituation og derfor bebudes at være midlertidig, kan netop derfor vise sig særlig uegnede i konjunktursituationen. Reduktionen i efterspørgslen vil da sandsynligvis ligge i den lave ende indenfor det interval, der kan forventes og faldet i arbejdsudbuddet i den høje ende.
Skatteforhøjelser er også derfor ikke et særligt præcist instrument i konjunkturpolitikken.
Hensynet til konjunkturerne bør dog spille ind, når det skal bestemmes i hvilken takt forskellige ønskede skatteændringer skal gennemføres.
Er der råderum til varigt at nedsætte skattetrykket, og konjunkturen taler for at dæmpe en overophedning, kan sådanne skattelettelser, hvor udbudsvirkningerne er store i forhold til efterspørgselsvirkningerne prioriteres, mens man venter med andre lettelser, der har den modsatte effekt og omvendt ved den modsatte konjunktursituation. For de skatteændringer, hvor der ikke er sikkerhed om konjunkturvirkningen, bør ikke i samme udstrækning tages hensyn til den aktuelle konjunktur. Hensynet til konjunkturudviklingen og usikkerheden taler dog i alle tilfælde for, at eventuelle skatteændringer sker gradvist.
5. Sammenfatning
Når det overvejes om skatterne skal sættes op eller ned, er det relevant at se på om, de nuværende skatter kan finansiere de nuværende og fremtidige offentlige udgifter eller ej – er der råderum?
Ligeledes er det relevant at se på, om de marginale omkostninger ved skatterne står mål med de marginale gevinster ved de udgifter, som skatterne finansierer.
Herudover anføres ofte, at man yderligere bør tage hensyn til konjunktursituationen ved overvejelser om skatteændringer eller ændringer i de offentlige udgifter.
Skattestop betyder, at det ikke er muligt at bruge skatteforhøjelser som redskab i konjunkturpolitikken.
Spørgsmålet er, om skatteændringer er et effektivt instrument i stabiliseringspolitikken. Altså om man ved skattestoppet har spillet sig et instrument i konjunkturpolitikken af hænde i tilfælde af fare for for stort pres på arbejdsmarkedet
Afgørende for besvarelse af dette spørgsmål er, om man kan reducere faren for overophedning af arbejdsmarkedet gennem forhøjelse af skatter, man uden skattestop eventuelt politisk ville have kunnet acceptere..
En skatteforhøjelse har en effekt på efterspørgselen i samfundet. For de fleste skatter gælder, at en forhøjelse vil dæmpe efterspørgslen og dermed også efterspørgslen efter arbejdskraft. Forhøjes en indkomstskat med 1 mia. kr., kan man i almindelighed regne med, at efterspørgslen efter dansk arbejdskraft falder med hen ved 0,4 mia. kr. = ca. 1.200 personer. Grunden til, at efterspørgslen efter dansk arbejdskraft falder mindre end den umiddelbare skatteforhøjelse er:
- At en del af den mindre disponible indkomst erstattes af en mindre opsparing. Derfor falder forbruget ikke med hele skatteforhøjelsen
- At en del af forbrugsnedgangen er forbrugsafgifter. Derfor falder forbruget i priser uden afgifter mindre end forbruget med afgifter
- At en del af forbrugsnedgangen i priser uden afgifter er importeret. Derfor falder forsyningen af dansk fremstillede forbrugsvarer mindre end faldet i forbruget i priser uden afgifter.
- At en del af faldet i forsyningen af dansk fremstillede forbrugsvarer giver mindre avancer. Derfor falder efterspørgselen efter dansk arbejdskraft mindre end forsyningen af danske forbrugsvarer.
Den fulde efterspørgselsvirkning viser sig måske efter 3-4 år, men kan også komme hurtigere. For andre skatteforhøjelser er effekten på efterspørgslen efter dansk arbejdskraft betydelig mindre i det mindste på kortere sigt. Det gælder f.eks. en forhøjelse af selskabsskatten. Der er endog skatteforhøjelser, der øger efterspørgslen efter dansk arbejdskraft på kort sigt. Det er f.eks. skatteforhøjelser, der fremmer dansk produktion på bekostning af import eller medfører et fald i opsparingen. Modsat er der også skatteforhøjelser, der har en større negativ effekt på efterspørgslen. Det er f.eks. højere afgifter på dansk fremstillede varer, der konkurrerer med importvarer f.eks. højere boligskatter.
Efterspørgselsvirkningen af højere skatter i forhold til den umiddelbare virkning for finanserne er væsentlig lavere end efterspørgselsvirkningerne af mindre offentlig beskæftigelse og offentlige investeringer. Det er fordi effekten af højere skatter dæmpes af forbrugsafgifter, import og opsparing.
Til sammenligning vil efterspørgslen efter dansk arbejdskraft falde godt 100 pct. af en bruttobesparelse på udgifter til offentlige beskæftigelse.
Ser man alene på efterspørgselssiden og ser man bort fra incitamentsvirkninger mv. vil færre offentlige udgifter således kunne begrænse efterspørgslen efter arbejdskraft. Det samme vil en forhøjelse af f.eks. indkomstskatter.
Der er imidlertid ikke nok kun at se på virkningerne på efterspørgslen.
Højere skatter har også en virkning på udbuddet af arbejdskraft. Hvis man derfor skal være sikker på, at en skatteforhøjelse reducerer presset på arbejdsmarkedet , skal skatteforhøjelsen føre til en større reduktion i efterspørgslen end udbuddet af dansk arbejdskraft.
Det kan man ikke være sikker på gælder for alle skatter. En forhøjelse af topskatten eller mellemskatten vil efter de beregninger, der er foretaget i Danmark (f.eks. af Skatteministeriet Det Økonomiske Råds sekretariat, Velfærdskommissionen og Økonomi- og Erhvervsministeriet. have en større virkning på udbuddet af dansk arbejdskraft end den virkning på efterspørgselen, der kan beregnes.
Kombinerer man således beregninger af virkninger på arbejdsudbuddet med beregninger af virkninger på efterspørgsel efter dansk arbejdskraft vil en forhøjelse af mellemskatten og topskatten øge presset på arbejdsmarkedet. .
Der er usikkerhed om efterspørgselseffekten og især arbejdsudbudseffektens størrelse. Det er således ikke usandsynligt, at en forhøjelse af mellemskatten og topskatten netto vil reducere presset på arbejdsmarkedet i en vis grad, men modsat er der en fare for, at sådanne skatteforhøjelser vil øge risikoen væsentlig for ekstra pres.
For moms, bundskat og arbejdsmarkedsbidrag er virkningerne af forhøjelser sandsynligvis større på efterspørgslen end på udbuddet. Her vil forhøjelser således sandsynligvis reducere faren for overophedning. Men på grund af usikkerheden kan man ikke udelukke, at sådanne forhøjelser vil have den modsatte effekt.
Det er blevet fremført, at arbejdsudbudsvirkningerne af en skatteændring først viser sig fuldt ud med en vis forsinkelse. Det er sandsynligvis korrekt, når der ses på, hvor lang tid det tager fra en stigning i arbejdsudbuddet slår ud i ekstra beskæftigelse. Men hvis arbejdsudbuddet stiger på grund af en lavere skat, skabes på samme tid en ekstra efterspørgsel. Dermed vil det ekstra arbejdsudbud hurtigt kunne finde beskæftigelse. Da efterspørgslen efter dansk arbejdskraft også reagerer med forsinkelse – det tager måske 3-4 år før den fulde virkning viser sig, hvis skatteforhøjelsen ved indførelsen forventes at være midlertidig – kan den præcise timing af arbejdsudbudseffekten næppe ændre ovenstående konklusion. Tværtimod. Hvis skatteforhøjelsen forventes at være midlertidig er udbudseffekten på kort sigt større end ved en permanent skatteforhøjelsen og efterspørgselseffekten mindre.
Den del af arbejdsudbudseffekten, der består i at kollektive aftaler om arbejdsugens længde, ferier mv., kommer med en ukendt forsinkelse blandt andet afhængig af, hvornår forhandlingerne finder sted. Virkningen kan – tilfældigvis – være helt afgørende ved en aktuel forhandling, eller først vise sig efter lang tids forsinkelse.
Ligeledes vil den del af arbejdsudbudseffekten, der er er i form af, at deltagelsen stiger, kunne være betydeligt forsinket.
Hovedkonklusionen er, at mange skatteforhøjelser er er så upræcise i deres virkninger på konjunkturerne, at de ikke er egnede til at forsøge at styre konjunkturen.
Skatteændringer er i øvrigt i almindelighed ikke det mest effektive redskab til at forsøge at påvirke nettoefterspørgslen efter arbejdskraft.
Afgørende for skatternes samlede størrelse er derfor fortsat, om de aktuelle skatter er tilstrækkelige til at finansiere de ønskede udgifter både nu og på længere sigt – er der råderum.
Det er der ikke i øjeblikket, medmindre en nedsættelse måtte være fuldt selvfinansierende. Og det er de færreste skatter, hvor en nedsættelse er fuldt selvfinansierende.
Bilag 1
Ser man isoleret på virkningen på efterspørgselen efter arbejdskraft af at afskedige 1.000 mand i det offentlige, kan virkningen illustreres ved følgende bilagstabel 1:
| Bilagstabel 1. Virkning på efterspørgselen efter arbejdskraft af at afskedige 1.000 personer a 333.333 kr. i den offentlige sektor | ||||
|---|---|---|---|---|
| Mio. kr. | 1. runde | 2. runde | 3. runde | 4. runde |
| Ekstra indkomst | -333,3 | -26,3 | -2,0 | |
| Ekstra pensionsopsparing heraf | -30,7 | -2,6 | -0,2 | |
| Ekstra skat og mindre understøttelse heraf | -238,1 | -18,8 | -1,4 | |
| Ekstra disponibel indkomst | -64,6 | -4,9 | -0,4 | |
| Ekstra opsparing f.eks. 10 pct. | -6,5 | -0,5 | -0,0 | |
| Ekstra forbrug | -58,1 | -4,4 | -0,3 | |
| Ekstra afgifter heraf ca. 24,5 pct. | -14,2 | -1,1 | -0,1 | |
| Ekstra forbrug af varer og ydelser i priser uden afgifter | -43,9 | -3,3 | -0,3 | |
| - heraf købt i udlandet f.eks. 40 pct. | -17,6 | -1,3 | -0,1 | |
| - heraf købt i Danmark | -26,3 | -2,0 | -0,2 | |
| Beskæftigelsesstigning ved 3 mand pr. mio. kr. | -1.000 mand | -79,0 mand | -6,0 mand | -0,5 mand |
* Beregnet under en række forudsætninger herunder, at ledighed og beskæftigelse ikke har virkning på løn mv.
Umiddelbart falder beskæftigelsen med 1.000 personer i første runde. De fik 333.333 kr. i løn inklusive pensionsopsparing, men får ca. 173.420 kr. i understøttelse. Af de 333.333 kr. skal der betales 26.667 kr. i arbejdsmarkedsbidrag og der har været opsparet ca. 30.667 efter arbejdsmarkedsbidrag i pensionskasse (ca. 10 pct.). Af nedgangen i skattepligtig indkomst på ca. 102.580 kr. skal der betales ca. 38.000 kr. mindre i indkomstskat. Det offentlige får således 238.100 kr. i mindre i skat og flere udgifter til understøttelse, mens dem, der har mistede deres job, får ca. 64.600 kr. mindre pr. mand i alt 64,6 mio. kr. udbetalt. Af de 64,6 mio. kr. spares (lavt sat på kortere sigt) 6,5 mio. kr. mindre op, mens 58,1 mio. forbruges mindre. Heraf udgør 14,2 mio. kr. afgifter, mens 43,9 mio. kr. er mindre forbrug uden afgifter. Af de 43,9 mio. kr. brugtes 17,6 mio. kr. til importvarer, mens 26,3 mio. kr. fremstilles i Danmark. Ved mindre fremstilling af 26,3 mio. kr. varer ved dansk arbejdskraft skal der bruges ca. 79 mand færre a 333.333 kr. (Der er her set bort fra ekstra avance). I tredje runde mister yderligere 6 mand arbejde. I fjerde runde 0,5.
Runde 1 sker umiddelbart ved afskedigelsen, mens runde 2 og 3 etc. sker efter en vis forsinkelse. I alt reduceres efterspørgselen på kort sigt med ca. 1.085 personer ved afskedigelse af 1.000 fra det offentlige
Hæves i stedet en skat uden særlig udbudsvirkning for 333,333 mio. kr., der har den samme langsigtede virkning for de offentlige finanser som ca. 250 mio. kr. i offentligt forbrug, er virkningen på kort sigt for efterspørgslen efter arbejdskraft:
| Bilagstabel 2. Virkning på efterspørgslen efter dansk arbejdskraft af at hæve en skat med 333,333 mio. kr. | ||||
|---|---|---|---|---|
| Mio. kr. | 1. runde | 2. runde | 3. runde | 4. runde |
| Ekstra indkomst | -135,9 | -10,3 | ||
| Ekstra pensionsopsparing | -13,6 | -1,0 | ||
| Ekstra skat og mindre understøttelse heraf | -97,1 | -7,4 | ||
| Ekstra disponibel indkomst | -333,3 | -25,2 | -1,9 | |
| Ekstra opsparing f.eks. 10 pct. | -33,3 | -2,5 | -0,2 | |
| Ekstra forbrug | -300 | -22,7 | -1,7 | |
| Ekstra afgifter heraf ca. 25 pct. | -73,5 | -5,6 | -0,4 | |
| Ekstra forbrug af varer og ydelser i priser uden afgifter | -226,5 | -17,2 | -1,3 | |
| - heraf købt i udlandet f.eks. 40 pct. | -90,6 | -6,9 | -0,5 | |
| - heraf købt i Danmark | -135,9 | -10,3 | -0,8 | |
| Beskæftigelsesstigning ved 0,36 mio. kr. pr. mand | -407,7 mand | -30,9 mand | -2,3 mand | |
* Beregnet under en række forudsætninger. Herunder at der ikke er nogen effekt af ændret ledighed på løn. Ligeledes er der set bort fra ændret arbejdsudbud.
I alt falder efterspørgslen efter dansk arbejdskraft i eksemplet med ca. 147 mio. kr. eller ca. 44 pct. af den umiddelbare skattelettelse. Den samlede beskæftigelsesfald på grund af lavere efterspørgsel er ca. 440 mand eller ca. 2,5 gange mindre end hvis, man nedskar udgifterne til offentligt personaleforbrug med samme beløb som skatteforhøjelsen.