Flad skat

Flade skatter i forskellige udformninger har været ivrigt debatteret i ind- og udland i de seneste år. Men hvad betyder flade skatter egentlig? Denne artikel ser på de teoretiske og praktiske fordele og ulemper samt erfaringer fra lande, der har indført flade skatter. Virkningen af tre forskellige eksempler med indførelse af flade skatter i Danmark vises også.

1. Indledning

Det danske indkomstskattesystem er som udgangspunkt et klassisk system med en progressiv skat på arbejdsindkomst og positiv nettokapitalindkomst. Sammenlignet med de fleste andre lande er det danske system karakteriseret ved forholdsvis høje marginalskatteprocenter på relativt lave indkomster og ved næsten ikke at anvende sociale bidrag som middel til finansiering af de offentlige udgifter.

Desuden er det danske skattegrundlag i høj grad baseret på et omfattende indkomstbegreb, dog med den større afvigelse at de fleste skattefradrag ikke er fuldt fradragsberettigede i bundskatten eller den progressive indkomstskat. Dette gælder især for negativ nettokapitalindkomst (f.eks. renter), som behandles mere på linie med principperne for et dualt beskatningssystem.

De høje marginalskatter og komplicerede regler for opgørelse af skattegrundlag og beregning af indkomstskat har ført til en offentlig debat om muligheder for og konsekvenser af at indføre en flad skat i Danmark. Debatten i Danmark har imidlertid ikke været særlig klar mht. om den blot drejer sig om et proportionalt skattesystem med en flad skatteprocent eller en egentlig flad skat, som oprindeligt foreslået af Hall & Rabushka (1985 og 1995).

Denne artikel indledes med et teoretisk overblik over flade skatter i afsnit to. Begrebet flad skat afklares nærmere, og de teoretiske argumenter der er blevet fremført for og imod flad skat belyses.

Den internationale udvikling, hvor en række lande især i Østeuropa i de senere år har indført flade skatter, beskrives i afsnit tre. Afsnittet rummer dels en sammenligning af skattestrukturen i de østeuropæiske flad-skat-lande med skattestrukturen i EU og Danmark, dels en gennemgang af skattesystemerne i de østeuropæiske lande, der har indført flad skat i en eller anden form.

I afsnit fire er konsekvenserne af en flad skat i Danmark vist. Konsekvenserne belyses ved tre eksempler, hvor der indføres forskellige provenuneutrale omlægninger til flad skat. Eksemplerne er baseret på beregninger foretaget på lovmodellen.

Endelig diskuteres i afsnit fem kort udviklingstendenserne i det danske skattesystem.

2. Flade skatter i teorien

Definition(er) af flad skat

Begrebet flad skat blev oprindeligt introduceret af Hall & Rabushka (1985) og betegner et skattesystem, hvor arbejds- og pensionsindkomst og virksomhedsoverskud beskattes med ensartede satser af hele indkomsten, ud over et bundfradrag, der afhænger af familiestørrelse. Virksomheder indrømmes desuden fradrag for deres køb af varer og materialer samt af udbetalinger af løn og udbytter. Alle øvrige fradrag afskaffes. Kapitalindkomst beskattes ikke, og der ydes ikke fradrag for negativ kapitalindkomst. Sigtet hermed er, at det ordinære afkast af kapital ikke beskattes. For hver af de to indkomsttyper eksisterer der således kun én (positiv) marginalskattesats, i modsætning til i det danske skattesystem med fire-fem progressionstrin. Den flade sats på arbejds- og pensionsindkomst kan godt være forskellig fra satsen på virksomhedsoverskud.

Hall & Rabushka (1985) foreslog at ændre det amerikanske skattesystem radikalt efter disse principper og beskatte al arbejds- og pensionsindkomst med 19 pct. af indkomsten over et bundfradrag (på 12.600$ for en familie i 1985). Virksomhedsoverskud skulle ifølge Hall & Rabushkas oprindelige forslag ligeledes beskattes fladt med 19 pct.

Arbejdsindkomst blev i USA anno 1985 beskattet med 12  forskellige satser, hvor den laveste marginalsats udgjorde 12 pct. og den højeste 50 pct. Generøse fradragsmuligheder, bl.a. for rente- og medicinudgifter, indebar dog, at provenuet ikke udgjorde mere end 15 pct. af lønsummen.

Selskabsskatten var i 1985 på 46 pct., mens andre typer af kapitalindkomst beskattedes med en lang række satser i et kompliceret system med mange fradragsmuligheder. Det amerikanske skattesystem var dengang som nu generelt betydeligt mere kompliceret end det danske.

Ifølge Hall og Rabushka ville deres reformforslag på samme tid forenkle skattesystemet, forbedre incitamentet til at arbejde, modvirke skatteunddragelse samt flytte en del af skattebyrden fra arbejdsindkomst til kapitalindkomst.

Hall og Rabushkas klassiske definition af flad skat er dog ikke altid, hvad økonomer og lægfolk har i tankerne, når de taler om flad skat. Ofte anvendes betegnelsen kun om beskatningen af lønindkomst, mens selskabs- og kapitalbeskatningen ignoreres. Betegnelsen flad skat ses således til stadighed anvendt om en bred gruppe af skattesystemer, når blot der kun optræder én positiv marginalskattesats i beskatningen af (den personlige) indkomst.

Udformningen af flad skat – i teorien

Hensigten med en flad skat – i dens oprindelige teoretiske form – er at konvertere beskatningen af personer og virksomheder til ensartede forbrugsskatter med en fælles (lav) sats. Hvordan det fungerer, kan illustreres udfra nationalregnskabets sammenhænge[1].

I fravær af skatter er bruttonationalproduktet (BNP) lig bruttofaktorindkomsten (BFI), idet BFI er bruttonationalproduktet i faktorpriser, dvs. fratrukket produktionsskatter. Bruttofaktorindkomsten er som sådan et bedre mål end BNP for størrelsen af den samlede indkomst, der kan beskattes.

Bruttofaktorindkomsten består af :

• Aflønning af ansatte + Bruttooverskud af produktionen og blandet indkomst[2], eller;
• Aflønning af ansatte + Nettooverskud af produktionen og blandet indkomst + Forbrug af fast realkapital (afskrivninger).

Bruttonationalproduktet eller bruttofaktorindkomsten (Y) kan udtrykkes enten fra anvendelsessiden, produktionssiden eller indkomstsiden. Fra anvendelsessiden kan BFI forsimplet skrives som summen af forbrug (C) og investering (I),

(1) Y = C + I,

hvor der af hensyn til enkeltheden af fremstillingen ses bort fra udenrigshandel og internationale kapitalbevægelser, og offentlig forbrug antages at være indeholdt i C og I. Resultatet påvirkes ikke heraf. Derfor gælder også, at investeringer er lig opsparingen (S),

(2) I = S.

Alternativt kan bruttofaktorindkomsten udtrykkes gennem indkomstdannelsen som summen af lønninger (W), renter (R), profit (P), og afskrivninger (D):

(3) Y = W + R + P ­+ D,

hvor R og P tilsammen udgør nettooverskud af produktionen og blandet indkomst.

Af disse sammenhænge fremgår det, at forbruget kan udtrykkes på følgende måde:

(4) C = Y – S = W + R + P + D – I.

Skattebasen for den konventionelle skat på personlig indkomst er W + R (samt P i det omfang udbytter til aktionærer indgår i grundlaget for den personlige indkomst), mens skattebasen for den konventionelle selskabsskat er P. I beregningen af P behandler det konventionelle skattesystem W, R, og D som fradragsberettigede udgifter, mens udgifter til kapitalapparat, I, ikke kan fradrages på det tidspunkt de foretages.

I et system med flad skat er grundlaget for selskabsskatten F i stedet for P, hvor

(5) F = P + R + D – I.

Når skattepligtige virksomhedsoverskud beregnes under en flad skat, betragtes renter og afskrivninger ikke længere som fradragsberettigede udgifter, mens der i stedet indrømmes fradrag for investeringer. Alle udgifter til kapitalapparat kan således straksafskrives. Derfor betegnes flad skat-modellens virksomhedsbeskatning også som en skat på pengestrømme (cash-flow tax)[3].

Udfra ligning (4) og (5) er det nu oplagt, at forbruget kan udtrykkes som

(6) C = W + F.

En flad skat består således af en skat på lønindkomst for personer og en pengestrøms-skat på virksomheder med samme sats, svarende til en forbrugsskat med én sats.

Argumenterne for og imod flad skat

Det argument, der oftest fremføres til fordel for flad skat, er, at incitamentet til at arbejde mere øges. Det gælder især i den øvre ende af indkomstfordelingen, hvor en flad skat vil betyde et markant større afkast per præsteret arbejdstime. I forlængelse heraf er det klart, at flad skat gavner lysten til at tage en længerevarende uddannelse. Da højere uddannelsesniveau sædvanligvis er forbundet med højere indkomst, vil en reduktion af skattesystemets progression[4] øge den livstidsindkomst, der kan forventes at være resultatet af at gennemføre en længeværende uddannelse. Af samme grund vil en flad indkomstskat øge et lands evne til at tiltrække højtuddannet arbejdskraft fra udlandet. Det større afkast per arbejdstime vil desuden give tilskyndelse til større flid og dermed muligheden for at oppebære en øget timeløn.

En flad indkomstskat vil dog ikke entydigt have en gavnlig effekt på arbejdsudbuddet i et land med et veludbygget socialt sikkerhedsnet og et højt skattetryk som Danmark. Her vil en indførelse af flad skat indebære en stigning i gennemsnitsskatten for de lavestlønnede (i Danmark personer der kun betaler bundskat). Det vil betyde at gevinsten ved at arbejde frem for at modtage en overførselsindkomst forringes, så flere tilskyndes til ikke at deltage på arbejdsmarkedet[5].

Et andet hyppigt argument for flad skat er, at det med et flad skat-system er lettere at tiltrække investeringer. Det gælder selvfølgelig kun, hvis introduktionen af en flad skat mindsker skattekilen på kapital eller arbejdskraft. Det er altså ikke i sig selv det, at skattesatserne er flade, men denne eventuelle udbredelse af skattebasen og nedsættelse af satserne, der bærer dette argument. En flad skat som foreslået af Hall & Rabushka medfører investeringsneutralitet. Hvis investeringer i udgangspunktet er begunstiget af skattesystemet, kan en flad skat betyde lavere investeringer.

I Danmark ville en provenuneutral ensartet selskabs- og arbejdsindkomstskattesats kræve en stigning i selskabsskattesatsen, hvilket selvsagt ikke bidrager til at tiltrække investeringer eller øge beskæftigelsen.

Flad skat i sin oprindelige udformning indebærer, at alle andre fradrag end virksomheders udgifter til indkomstens erhvervelse afskaffes. Det vil naturligvis have en lang række økonomiske konsekvenser, bl.a. for tilskyndelsen til at arbejde, uddanne sig og spare op. Hvis eksempelvis befordringsfradraget bortfalder, vil det forringe incitamentet til at være i beskæftigelse, ligesom arbejdskraftens mobilitet vil blive hæmmet. Også fradragene for fagforenings- og A-kassekontingenter virker i dag fremmende på tilskyndelsen til at arbejde. Ophæves rentefradragsretten, vil husholdningernes boligomkostninger stige, og ejendomspriserne vil isoleret set falde. Endelig kan en fjernelse af fradraget for indbetalinger til pensionsordninger føre til, at de erhvervsaktive reducerer pensionsopsparingen, så det offentliges forpligtigelser overfor fremtidige pensionister øges. I et klassisk indkomstskattesystem er der fradrag for disse udgifter til opretholdelse og udjævning af indkomsten. De gældende danske regler er allerede et udtryk for en afvigelse fra dette hensyn. I de fleste af de lande i Østeuropa, der har indført ”flad skat” i praksis, eksisterer hovedparten af disse fradragstyper dog også fortsat, jf. afsnit tre.

Et tredje argument, der ofte drages frem til fordel for flad skat, er, at en overgang til flad skat, indebærer en forenkling af skattesystemet, som vil lette administrationen af skatteopkrævningen og begrænse unddragelsen.

Et simpelt og gennemskueligt skattesystem, hvor enhver borger umiddelbart kan beregne sin skat, er selvsagt altid at foretrække frem for det modsatte. I praksis er der dog en lang række andre hensyn, så som efficiens, retfærdighed og fordeling, der næsten altid vægtes højere i et lands indretning af dets skattesystem. Ej heller er antallet af satser i et skattesystem en særlig god indikator for dets kompleksitet. Kompleksitet i form af regler for opgørelse af indkomster og fradragsmuligheder er af mindst lige så stor betydning for et skattesystems overskuelighed.

Indførelse af en flad skat i klassisk teoretisk forstand vil flytte en del administrative problemer fra opgørelsen af kapitalindkomst, som kan være vanskelige under en almindelig indkomstskat, til sondringen mellem skattepligtige reale indkomster og skattefrie finansielle indkomster. Desuden vil der opstå problemer i forhold til håndteringen af international indkomst, hvis omverdenen opretholder indkomstskatten.

Det er dog heller ikke oplagt, at et mere enkelt skattesystem betyder alverden for administrationsomkostningerne, hverken på opkræver- eller betalerside. I Danmark tilgår langt den meste information om indkomster og fradragsberettigede udgifter automatisk skattevæsenet. Omkring 75 pct. af danskerne behøver ikke foretage sig andet end blot at gennemse selvangivelsen, når de modtager denne. I praksis ville der derfor kun være begrænsede administrative gevinster ved at indføre en flad skat. Kun i det tilfælde, hvor der indføres en flad skat uden personfradrag, ville man i teorien kunne afskaffe både selvangivelsen og årsopgørelsen.

I praksis har det således vist sig, at flade skatter ikke nødvendigvis fører til meget mere simple skattesystemer. Hvis målet er at forenkle og fjerne særregler og fradrag behøver det endvidere ikke ske ved at indføre en flad skat.

3. Flade skatter i Østeuropa

Flade skatter har siden midten af 1990’erne vundet en vis udbredelse blandt de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa. I alt ni af de gamle sovjetrepublikker opererer i dag med en form for flade skatter.

Estland var i 1994 det første europæiske land til at indføre flad skat. Estlands baltiske naboer fulgte efter med introduktion af flad skat i Litauen, ligeledes i 1994, og i Letland i 1995. I 2001 foretog også Rusland en reform til flad skat, som har været genstand for stor bevågenhed. Siden fulgte lande som Ukraine, Slovakiet og Rumænien, jf. tabel 1.

Tabel 1. Europæiske landes indførelse af flad skat
		Sats ved indførelse (sats 2006)
Land	År for indførelse af flad skat	Indkomstskat (PIT)	Selskabsskat (CIT)	Tidligere sats PIT / CIT
Estland	1994	26 (23)	26 (23)	16 – 33 / 35
Litauen	1994	33 (27)	29 (15)	18 – 33 / 29
Letland	1995	25	25 (15)	10 – 25 / 25
Rusland	2001	13	37 (24)	12 – 30 / 35
Serbien	2003	12	9	IA
Ukraine	2004	13	25	10 – 40 / 30
Slovakiet	2004	19	19	10 – 38 / 25
Georgien	2005	12	20	12 – 20 / 20
Rumænien	2005	16	16	18 – 40 / 25

Kilde: Michael Keen, de respektive landes finansministerier samt OECD.
Anm.: Senest har Makedonien (2007) og Tjekkiet (2008) indført flade skatter. Disse lande er af tidsmæssige hensyn ikke behandlet i denne artikel.

I en del af de lande, der er gået over til flad skat, har den væsentligste baggrund herfor været ønsket om at fremme vækst og effektivitet ved at styrke incitamentet til at arbejde og tiltrække udenlandske investeringer, som skaber arbejdspladser. I andre af de østeuropæiske lande har flad skat-reformerne primært været drevet af et behov for større skatteindtægter. Tanken i disse lande, som bl.a. omfatter Rumænien og Rusland, er, at der med flad skat-reformerne sker en udbredelse af skattebasen, og at mulighederne for skatteunddragelse reduceres kraftigt. I hovedparten af de østeuropæiske lande, der har indført flade skatter, har begge formål været baggrunden for reformerne. Det gælder eksempelvis i flad skat-foregangslandet Estland.

Kendetegnende for skattereformerne i disse østeuropæiske lande er, at de generelt afviger betragteligt fra de principper for flad skat, som Hall & Rabushka har advokeret for. Langt de fleste lande har valgt varianter af en traditionel indkomstskat uden progression og ikke en flad skat i den form som foreslået af Hall & Rabushka (1985), hvor kapitalbeskatningen omlægges til cash flow. Skattereformerne har generelt indebåret, at satserne for såvel beskatningen af arbejdsindkomst som selskabsskatten er blevet sænket, samtidig med at skattebasen er blevet bredt ud. I samtlige lande er bundfradragene blevet hævet betragteligt for at bevare en vis progression i skattesystemerne. Desuden har reformerne af skattestrukturen været ledsaget af reformer af selve skatteopkrævningen og af de administrative systemer.

Tabel 2. Skattestrukturen i europæiske lande der har indført flad skat samt i DK og EU, 2004
Land	Skattetryk, pct. af BNP, 2004	Sociale bidrag i pct. af totale provenu	Indkomst- skatter, i pct. af totale provenu	Selskabs- skatter, i pct. af totale provenu	Produkt- skatter i pct. af totale provenu	Indirekte skattesats, arbejds- indkomst	Gini-koefficient, 2004
Estland	32,6	34	20,6	5,5	37,7	37,7	34 *
Litauen	28,4	29,6	23,9	6,7	37,7	37,0	29 *
Letland	28,9	30,4	20,8	5,9	38,4	36,3	36 *
Rusland	36,6 *	21,3 *	9,3 *	10,9 *	33,3 *	IA	40 (2000)
Serbien	IA	IA	IA	IA	IA	IA	33
Ukraine	IA	IA	IA	IA	IA	IA	30 (1999)
Slovakiet	30,4	40,5 *	10,5 *	8,9	38,8	36,5 *	33 (2002)
Georgien	IA	IA	IA	IA	IA	IA	48 *
Rumænien	28,6 *	33,7 *	10,5 *	9,1 *	43	IA	30 *
Danmark	49,2	2,4	51	6,5	32,3	37,1	24
EU-15	39,9	32,8	23,8	6	28,6	36,0	29
NML-10	35,2	38,1	14,2	7,7	36,4	34,7	33

Kilde: Eurostat og OECD.
Anm.: Tal markeret med * er fra 2003. Hvor tallene er ældre end 2003, er årstallet angivet i parentes. IA angiver at det pågældende tal ikke har kunnet fremskaffes.

Det er dog værd at hæfte sig ved, at flad skat-systemerne i Østeuropa ledsages af sociale bidrag, som i hovedparten af landene er af en betydelig størrelse. Når man tager højde for, at der f.eks. i Slovakiet betales sociale bidrag på i gennemsnit 25 pct. af bruttolønnen, jf. tabel 4, er en marginal indkomstskattesats på 19 pct. ikke længere nær så imponerende.

Den indirekte skattesats på arbejdsindkomst – den andel af arbejdsindkomsten der betales i skatter og sociale bidrag, hvad enten disse betales af arbejdsgiveren eller arbejdstageren – er generelt ikke mindre i flad skat-landene end Danmark eller i EU som helhed, jf. tabel 2 og figur 1. I Estland og Litauen er beskatningen af arbejdsindkomst endda højere end i de gamle EU-lande som helhed.

Om skatten opkræves som en indkomstskat eller som et bidrag betalt af enten arbejdsgiveren eller lønmodtageren har i praksis ingen betydning for skattens incidens, dvs. for hvem der bærer skattebyrden i sidste ende. Sociale bidrag betalt af arbejdsgiveren bliver således overvæltet på lønmodtageren i form af lavere bruttoløn.

Som det også fremgår af figur 1, er en direkte sammenligning af indkomstskattesatsen i Danmark med de flade skatter på arbejdsindkomst i Østeuropa misvisende. Det skyldes, at indkomstskatter i Danmark udgør 95 pct. af skattekilen på arbejdskraft, men kun mellem 22 og 44 pct. i de lande, der har indført flad skat.

I alle de fire EU-lande der har indført flad skat, udgør de sociale bidrag en større andel af bruttolønningerne end gennemsnittet i de 15 ”gamle” EU-lande, jf. figur 1 og tabel 2.

Figur 1. Implicitte skattesatser på arbejdsindkomst i EU-landene 2004 opdelt på skatter og sociale bidrag

Kilde: EU-Kommissionen, Structures of the taxation systems in the European Union, 1995-2004.

3.1. Hvorfor flad skat i Øst- og ikke i Vesteuropa?

At flad skat har vundet indpas i Østeuropa og ikke i vest er ikke en tilfældighed. Flere af de østeuropæiske lande har stået med finansieringsproblemer, der ligner dem, Danmark havde før kildeskattens indførelse i 1970.

Kildeskatteformen i 1970 betød, at indkomsten derefter blev beskattet ved kilden, dvs. hos arbejdsgiveren, samtidig med dens erhvervelse, og ikke som tidligere hos den skattepligtige efter dennes selvangivne indkomst året efter indkomståret. Overgangen til beskatning ved kilden og til samtidighedsprincippet gav mulighed for en langt mere effektiv ligning, og gjorde det muligt at forenkle skattesystemet og ophæve en række af de tidligere nedslags- og fradragsregler – ikke mindst retten til at fradrage betalte indkomst- og formueskatter vedrørende det foregående år.

Det var langt hen ad vejen samme situation, de østeuropæiske lande stod i, da de skulle opbygge egne skattesystemer i en markedsøkonomi, som Danmark gjorde forud for kildeskattens indførelse.

Generøse fradragsmuligheder og et mangelfuldt opkrævningssystem har gjort det muligt at foretage en vis udbredelse af skattebasen ved indførelsen af flade skatter og samtidig sanering af fradragsmuligheder.

Karakteristisk for de østeuropæiske lande, der har indført flad skat, er desuden, at de har haft store problemer med underdeklaration og sort økonomi. Det gælder ikke mindst Rusland, Ukraine og Rumænien, hvor den sorte økonomi har andraget omtrent samme størrelse som den hvide. Disse lande har naturligt nok ønsket, at den store sorte økonomi i større grad kom frem i lyset. Flad skat-reformerne har i høj grad haft til formål at øge den andel af indkomsten, der opgives til skattemyndighederne. Når den marginale skattesats reduceres, mindskes gevinsten ved at underdeklarere indkomsten. Desuden bevirker indførelsen af flad skat i disse lande en vis forenkling af skattesystemerne, som har lettet skatteopkrævningen og begrænset unddragelsen.

Således er flad skat i disse lande blevet anset for at være en umiddelbar løsning på problemer med skattesystemer, som ikke i tilstrækkelig grad gav indtægter. En løsning der dels øger den effektive beskatning af den eksisterende økonomiske aktivitet, og dels sikrer landenes målsætninger om at tiltrække udenlandske investeringer og skabe arbejdspladser.

Det er dog ikke oplagt, at indførelse af flad skat er den eneste vej til at udvide skattebasen og forbedre skatteopkrævningen.

Parallelt med de reformer, hvorved der er indført flade skatter, har de fleste østeuropæiske lande samtidig styrket skattemyndighedernes ressourcer og forbedret kontrolindsatsen. Når flad skat-reformerne i de østeuropæiske lande skal evalueres, er det derfor nødvendigt at foretage en nærmere analyse af, hvor stor en del af udviklingen i skatteprovenuerne, der kan henføres til øget økonomisk aktivitet som følge af styrkede incitamenter til at arbejde og investere, og hvor meget der bør henføres til en øget kontrolindsats.

Også herhjemme har vi udvidet skattegrundlaget for såvel indkomstskatterne som erhvervsbeskatningen. I alle skattereformerne siden 1986 har udvidelse af skattebaserne og reduktion af de formelle satser været et gennemgående tema.

I de følgende afsnit beskrives de enkelte østeuropæiske landes flade skatter.

Estland

1994 var det første år, hvor Estland og de andre baltiske lande havde en fuldt selvstændig skattepolitik og egen skattelovgivning. Skattesystemet blev udformet som et system med flade skatter på grundlag af anbefalingerne i Basic World Tax Code fra Harvard University. Esternes baggrund for indførelsen af flad skat var et ønske om et simpelt skattesystem med en bred skattebase og lave skattesatser. De flade skatter skulle desuden give større gennemsigtighed og lettere administration for både skatteydere og skattemyndigheder. En yderligere faktor, der talte til fordel for den flade skat var, at den høje inflation i Estland i begyndelsen af 1990erne gjorde det nødvendigt hyppigt at justere de daværende skattegrænser.

Den flade skattesats i Estland er i 2007 på 22 pct. og gælder for både arbejdsindkomst og selskabsoverskud for såvel fysiske som juridiske personer. Estland er det land, der har gennemført flad skat mest konsekvent og tættest på Hall og Rabushkas oprindelige definition, idet personlig kapitalindkomst ikke beskattes. Der indrømmes dog stadig en række fradrag i skatten af den personlige indkomst.

Bundfradraget er løbende blevet hævet siden indførelsen af den flade skat i 1994 og er i 2007 på 24.000 estiske kroons (1.534 euro). For familier med flere børn er fradraget højere. Herudover gives yderligere et bundfradrag i beskatningen af pensioner på ekstra 36.000 estiske kroons (2.298 euro).

Det eksisterer desuden fradrag for bl.a. renteudgifter til boliglån, udgifter til uddannelse, faglige kontingenter, gaver og donationer til velgørenhed og for indbetalinger til private pensionsordninger. Summen af disse fradrag kan dog højest udgøre det laveste af enten 50.000 estiske kroons (3.192 euro) om året eller 50 pct. af den skattepligtige indkomst.

Den samlede skattekile på arbejdsindkomst rummer desuden et arbejdsgiverbetalt socialt bidrag, som udgør 33 pct. af bruttoindkomsten, samt enkelte nominelle sociale bidrag som betales af arbejdstageren.

Indkomstskatternes andel af BNP er siden indførelsen af den flade skat faldet fra 7,6 pct. i 1994 til 6,7 pct. i 2004, i takt med at skattesatsen er blevet sænket og bundfradragene hævet. I samme periode er der sket en stigning i forbrugs- og miljøskatternes andel af BNP.

Litauen

Litauen var det første land til at følge den estiske flad skat-reform. Litauen gennemførte, ligeledes i 1994, en flad skat på arbejdsindkomst på 33 pct., som i 2007 er sænket til 27 pct. af indkomsten efter sociale bidrag. Der gives et bundfradrag, som afhænger af familieforhold og antal børn. Fradraget var i 2003 på 609 litas (176 euro) pr. person i en familie med to børn. Der er desuden fuld fradragsret for renteudgifter til boliglån, pensionsbidrag, livsforsikringspræmier og udgifter til videregående udannelse.

Kapitalindkomst og pensioner beskattes med 15 pct., således at Litauen har et dualt skattesystem. Selskabsskatten udgør ligeledes 15 pct., efter en række nedsættelser fra 29 pct. i 1994. Selvstændiges indkomst beskattes efter eget valg med enten 15 pct. af bruttoindkomsten eller 33 pct. af indkomsten efter fradrag for udgifter til indkomstens erhvervelse.

Der er obligatoriske sociale bidrag på i alt 34 pct. af bruttolønnen, hvoraf arbejdsgiveren betaler de 31 pct.

Letland

Letland indførte i 1995 en flad indkomstskat på 25 pct. over et bundfradrag som i 2006 er 384 lats (551 euro). Udbytter fra de fleste virksomheder i hjemlandet er skattefri. Det samme er renteindtægter fra visse godkendte penge- og realkreditinstitutter, mens øvrige renteindtægter beskattes med de 25 pct.

Sociale bidrag, pensionsbidrag, livsforsikringspræmier og udgifter til udannelse er fradragsberettigede. Der er desuden et standardfradrag per person skatteyderen forsørger.

Oven i indkomstskatten kommer obligatoriske sociale bidrag på i alt 33 pct. af bruttolønnen.

Selskabsskatten er i dag på 15 pct. Indtil 2001 udgjorde selskabsskatten 25 pct.

Ligesom det estiske kommer det lettiske skattesystem relativt tæt på et flad skat-system efter Hall og Rabushkas definition.

Rusland

Fra 2001 indførte Rusland en flad beskatning af personlig indkomst på 13 pct. Marginalskattesatserne udgjorde før dette 12, 20 og 30 procent.

Selskabsskatten udgør indtil 24 pct., hvoraf 6,5 pct. er føderal, mens regionerne kan opkræve indtil 17,5 pct.

Kapitalindkomst beskattes med forskellige satser, som har varieret stærkt siden 2000. For aktieudbytter er satsen aktuelt på 9 pct. (6 pct. før 2005) mens den for renteindtægter er 35 pct. Renteudgifter er fradragsberettigede.

I forbindelse med overgangen til flad skat blev også de sociale bidrag omlagt. Indtil 2000 betalte arbejdsgiveren et bidrag på 38,5 pct. af lønnen, mens lønmodtagere betalte 1 pct. af indkomsten uanset indkomstens størrelse. Med reformen blev de sociale bidrag gjort degressive. Der betales nu et samlet socialt bidrag, som varierer fra 26 pct. (35,6 pct. indtil 2005) for de mindste indkomster over 20 pct. og 10 pct. til 2 pct. (5 pct. i 2001) for de højeste indkomster. Den samlede marginalskatteprofil blev således ændret dramatisk med 2001-reformen, jf. figur 2. For hovedparten af skatteyderne betød ændringerne dog kun et beskedent fald i marginalskatterne.

Figur 2. Marginalskattesatser inklusiv sociale bidrag i Rusland før og efter flad skat-reformen i 2001

Kilde: Klemm (2004).

Året efter reformen steg provenuet fra indkomstskatten med 26 pct. korrigeret for inflation. Som pct. af BNP steg provenuet fra beskatningen af personlig indkomst med næsten 20 pct. Denne dramatiske provenustigning i forbindelse med indførelsen af flad skat ved den russiske 2001-reform har tiltrukket sig meget opmærksomhed og medvirket til at skabe den store interesse omkring flad skat, som vi ser i disse år.

Nærmere studier af effekterne af den russiske flad skat-reform har dog vist, at stigningen i provenuet i al væsentlighed ikke er forårsaget af aktivitetsvirkninger af reformen, men i stedet skyldes en stigning i reallønnen – uafhængigt af reformen – og en mere effektiv inddrivelse og en frivillig øget efterlevelse af skattereglerne (Klemm (2004) og Gorodnichenko (2008)). Marginalskattereduktionerne kan ifølge Klemm (2004) og Gorodnichenko (2008) ikke påvises at have øget udbuddet af arbejdskraft og produktiviteten. Derimod blev opkrævningen af skatterne forbedret med omkring en tredjedel. Hvor meget af denne forbedring der kan henføres til, at de lavere marginalskatter har gjort skatteyderne mere tilbøjelige til at opgive deres indkomst korrekt, og hvor meget der skyldes de parallelle ændringer af skatteopkrævningen, er uvist.

Serbien

I 2003 adopterede Serbien den flade skat med en sats på 14 pct. på både arbejdsindkomst, indkomst fra egen virksomhed og som selskabsskattesats. Skatten på arbejdsindkomst består af en føderal (Serbien-Montenegro) skat på 5 pct. og en ren serbisk sats på 9 pct. Lønindkomst på mere end fire gange gennemsnittet beskattes dog med yderligere 10 pct. Herudover kan det lokale niveau beskatte arbejdsindkomst med indtil 3,5 pct.

Kapitalindkomst beskattes fra 2006 med en sats på 10 pct. (20 pct. mellem 2003 og 2006 for de fleste typer indkomst). Siden midten af 1990erne blev kapitalindkomst før flad skat-reformen beskattet progressivt med satser fra 24-40 pct.

Mellem 1998 og 2001 var skatten på arbejdsindkomst degressiv med en højeste sats for de mindste indkomster på 25 pct. og 0 pct. for de højeste indkomster. I 2001 introduceredes en flad sats på arbejdsindkomst på 20 pct.

Såvel arbejdstager som arbejdsgiver betaler sociale bidrag på 17,9 pct. indtil en maksimumgrænse, som i 2005 var på 16.390 Euro.

Ukraine

Ukraine fulgte i 2004 og indførte en flad skat på 13 pct. på personlig indkomst til afløsning for et system med fem skattetrin og en højeste marginalskat på 40 pct. Fra 2007 vil skattesatsen blive hævet til 15 pct. I forbindelse med 2004-reformen blev selskabsskatten reduceret fra 30 til 25 pct.

Arbejdsgivere betaler et socialt bidrag på 4,2 pct. af lønningerne samt et bidrag på 0,66-13,6 pct. til fonden for arbejdsskadeforsikring. Ansatte betaler 1,5 pct. i sociale bidrag samt 31,8 pct. af bruttolønnen (med et loft) til en obligatorisk pensionsordning.

Et erklæret formål med Ukraines flad skat-reform var at reducere omfanget af den sorte økonomi. Ifølge Forbes (2005) tegnede skyggeøkonomien sig før reformen for mere end halvdelen af den ukrainske økonomi.

Slovakiet

Slovakiet har ligeledes gennemført en flad skat-reform i 2004, hvorefter personlig indkomst og selskaber beskattes fladt med 19 pct. Den slovakiske udgave af flad skat kommer ligesom i Estland og Letland tæt på den ”ægte” flade skat.

Før reformen blev personlig indkomst beskattet progressivt med fem forskellige satser med 10 pct. som den laveste og 38 pct. i toppen, jf. tabel 3. Den højeste marginalskat blev dermed halveret med den flade sats på 19 pct. Bundfradraget blev mere end fordoblet fra 38.760 SKK i 2003 til 80.832 SKK (ca. 2.170 euro) i 2004 i forbindelse med reformen. Samtidig blev der indført et fradrag for familier med børn for at sikre, at skatteydere som før kun betalte den laveste skattesats, ikke blev dårligere stillet. Til gengæld blev en lang række andre fradrag og særlige begunstigelser afskaffet.

Før reformen blev selskaber beskattet med 3 forskellige satser, jf. tabel 3. Ændringerne i virksomhedsbeskatningen omfattede også en stramning af visse afskrivningsregler og en lempelse af en række fradragsmuligheder. Udbytter beskattes ikke længere.

Tabel 3. Skattesatser i Slovakiet før og efter flad skat-reformen
	2003	2004
Personlig indkomst skat	10; 20; 28; 35; 38	19
Selskabsskat	15; 18; 25	19

Kilde: Det slovakiske Finansministerium, “First year of the reform, 19 percent at work”, 2005.

Samtidig med lettelserne i indkomst og virksomhedsbeskatningen blev momsen, som før var differentieret mellem 14 pct. og 20 pct., harmoniseret til en enkelt sats, ligeledes på 19 pct.

Både arbejdsgiveren og arbejdstageren betaler sociale bidrag. Arbejdstageren bidrager 13,4 pct. af lønnen indtil et loft, mens arbejdsgiveren betaler 34,4 pct. af hver ansats løn, ligeledes underlagt et loft. Desuden betaler arbejdstageren 0,8 pct. af lønnen i forsikring mod arbejdsskader.

Georgien

Personlig indkomst beskattes fladt med en sats på 12 pct. Før 2005 udgjorde den højeste marginale skattesats 20 pct.

Arbejdsgivere skal betale et socialt bidrag på 20 pct. af hver af de ansattes løn. Georgien har – som det eneste af de her omtalte flad skat-lande – reduceret den sociale bidragssats i forbindelse med sin flad skat-reform. Før reformen udgjorde de sociale bidrag 31 pct. af indkomsten.

Selskabsskatten er på 20 pct. De fleste former for kapitalindkomst er underlagt samme beskatning. Der ydes fradrag for renteudgifter (indtil en rentesats på 24 pct. p.a.).

Rumænien

Senest har Rumænien indført en flad skat på 16 pct. på både personlig indkomst, kapitalindkomst (med få undtagelser) og virksomhedsoverskud fra 2005.

Forud for reformen beskattede Rumænien personlig indkomst med fem forskellige satser; hhv. 18 pct., 23 pct., 28 pct., 34 pct. og 40 pct. Selskabsskattesatsen udgjorde 25 pct. før 2005.

Arbejdsgivere betaler sociale bidrag (herunder alderspensioner) på enten 19,75 pct., 24,75 pct. eller 29,75 pct. af bruttolønnen, afhængig af arbejdsforholdene, indtil et loft på fem gange den gennemsnitlige bruttoløn i landet. Herudover betales 2,5 pct. til en arbejdsløshedskasse, 7,75 pct. i sundhedsbidrag, 0,5-4 pct. afhænger af risikokategori til en arbejdsskadesfond og 0,25-0,75 pct. til arbejdsformidlingen.

Lønmodtagere betaler 9,5 pct. af bruttolønnen i bidrag til social sikkerhed (med samme loft som for arbejdsgivernes bidrag), 1 pct. til arbejdsløshedskassen og 6,5 pct. i sundhedsbidrag.

4. Tre eksempler med flade skatter i Danmark

I dette afsnit beregnes tre forskellige provenuneutrale eksempler med flade skatter i dansk økonomi. Eksemplerne er beregnet med udgangspunkt i de indkomster og skatteregler der gjaldt i 2005.

Den danske diskussion om flade skatter har naturligt nok –givet enhedssatser for selskabsindkomster og moms – været fokuseret på de personlige indkomstskatter. De tre eksempler har samme fokus. Eksemplernes udformning er dels inspireret af de modeller, som har været berørt i den offentlige debat, dels af de praktiske løsninger andre lande har gennemført. Andre variationer over indkomstopgørelser, størrelsen af bundfradrag og skatteprocenter kunne have været taget i betragtning. Følgende tre forskellige provenuneutrale[6] eksempler med flad skat analyseres:

A. En flad skat på 35,2 pct. på alle positive indkomster. Eneste skattefradrag er pensionsopsparing.

B. En flad skat på 42,0 pct. på alle positive indkomster med et bundfradrag på 37.600 kroner, svarende til personfradraget i 2005. Eneste skattefradrag er pensionsopsparing.

C. En flad skatteprocent på 48,9 pct. på den aktuelle skattepligtige indkomst med et bundfradrag på 37.600 kroner.

Disse modeller synes umiddelbart meget enkle. Men i virkeligheden kan en flad skat være meget kompliceret at implementere, da de fleste overførselsindkomster er bruttoficerede og ville kræve en omregning for at tage hensyn til de ændrede skattesatser. Også behandlingen af selvstændige og hovedaktionærer skal gennemtænkes. Og det vil blive nødvendig at tage en beslutning om behandlingen af de nuværende pensionsopsparinger.

I figur 3 kan den gennemsnitlige skatteprocent ses som funktion af stigende indkomster. Resultaterne fra Lovmodellen på en stikprøve af den danske skattepligtige befolkning er vist i tabellerne 4-6. Ændringerne i den gennemsnitlige skattebetaling er vist i figur 4.

Figur 3. Gennemsnitlige skattesatser for tre flad skat eksempler

Kilde: Skatteministeriet. Beregninger på lovmodellen.

I det første eksempel (A) er den gennemsnitlige og marginale skattesats ens. Dette flad skat-eksempel flytter mere end 30 mia. kr. i skatteprovenu fra mindre velstillede familier til mere velstillede familier. Flere end 2,3 millioner danske familier vil miste gennemsnitlig 12.735 kr. pr. år. Cirka 780.000 familier vil få en fremgang i rådighedsbeløb efter skat på gennemsnitlig 39.430 kr. pr. år. Generelt set vil familier med en indkomst på mindre end 350.000 kr. få øget deres skattebetaling ved omlægningen. Familier med en indkomst på mere end 350.000 kr. vil få reduceret deres skattebetaling.

Tabet (gevinsten) vil blive reduceret (forhøjet) i takt med, at indkomsten stiger. Resultatet af modellen er derfor en omfordeling. Familierne med de laveste indkomster står over for en gennemsnitlig skatteforhøjelse på 68 pct., mens familierne med de højeste indkomster vil få en gennemsnitlig skattelettelse på 25 pct.

Figur 4. Ændringer i gennemsnitsbeskatningen ved tre flad skat eksempler

Anm.: Positive tal angiver øget gennemsnitsbeskatning. Negative tal angiver reducerede gennemsnitsskatter.
Kilde: Skatteministeriet. Beregninger på lovmodellen.

Tabel 4. Samlet ændring i skat for familier – model A
	Enlige		Ægtepar		Alle
Bruttoindkomst	AntalFamilier	Gns. ændring	Antalfamilier	Gns. Ændring	Antalfamilier	Gns. ændring
Kroner	(1.000)	Kroner	(1.000)	Kroner	(1.000)	Kroner
Under 100.000	318	8.940	7	-3.110	325	8.670
100.001-150.000	577	10.410	8	22.080	585	10.580
150.001-200.000	311	9.850	83	23.590	394	12.735
200.001-250.000	276	6.660	57	18.760	333	8.730
250.001-300.000	253	3.920	69	22.055	322	7.800
300.001-350.000	175	-1.645	65	20.580	240	4.370
350.001-400.000	100	-11.740	63	18.385	163	-120
400.001-500.000	80	-28.850	158	11.615	238	-2.025
500.001-600.000	28	-59.640	195	8.370	223	-125
600.001-800.000	18	-89.925	216	-16.415	234	-22.165
800.000-	8	-232.470	111	-121.260	119	-129.060
I alt	2.144	2.655	1.032	-6.200	3.176	-225

Kilde: Skatteministeriet. Beregninger på lovmodellen.

I det andet eksempel (B) er marginalskattesatsen 42,0 pct. med et personligt fradrag på 37.600 kroner. Dette introducerer naturligvis progression i beskatningen, og den gennemsnitlige skatteprocent stiger gradvis fra 0 til 42,0 pct. Effekten af denne ændring sammenlignet med eksempel (A) er, at kun omkring 20 mia. kr. flyttes fra lav- og mellemindkomster til højere indkomster. I gennemsnit vil mere end 2,2 millioner familier miste 8.845 kr., mens 820.000 familier vil tjene 24.980 kroner. På grund af det personlige fradrag vil nogle ægtepar med meget lav indkomst faktisk opleve en fremgang. Indførelse af det personlige fradrag vil ændre på nogle af de fordelingsmæssige effekter, man møder i eksempel (A). Såvel tab som gevinster udviser mindre udsving end i det første eksempel. Tabene er ikke længere faldende med stigende indkomst som følge af progressionen.

Fordeling af skattebyrden indebærer, at kun familier med indkomster på mere end 600.000 kroner vil opnå en fremgang. Familier med lav- og mellemindkomst vil få en forhøjelse på ca. 10 pct. af den nuværende gennemsnitlige skat, mens familier med høj indkomst vil få skattelettelser på gennemsnitlig 3-17 pct.

Tabel 5. Samlet ændring i skat for familier – model B
	Enlige		Ægtepar		Alle
Bruttoindkomst	Antalfamilier	Gns. ændring	AntalFamilier	Gns. Ændring	Antalfamilier	Gns. ændring
Kroner	(1.000)	Kroner	(1.000)	Kroner	(1.000)	Kroner
Under 100.000	318	-245	7	-15.970	325	-600
100.001-150.000	577	3.155	8	755	585	3.120
150.001-200.000	311	5.730	83	4.715	394	5.515
200.001-250.000	276	6.140	57	3.025	333	5.605
250.001-300.000	253	6.580	69	9.410	322	7.185
300.001-350.000	175	4.295	65	11.140	240	6.145
350.001-400.000	100	-2.575	63	12.245	163	3.140
400.001-500.000	80	-15.015	158	10.530	238	1.920
500.001-600.000	28	-38.745	195	13.110	223	6.635
600.001-800.000	18	-60.525	216	-2.820	234	-7.330
800.000-	8	-173.260	111	-81.885	119	-88.290
I alt	2.144	1.180	1.032	-2.830	3.176	-125

Kilde: Skatteministeriet. Beregninger på lovmodellen.

Det tredje eksempel (C) er mere lig det nuværende danske skattesystem i den forstand, at skattegrundlaget er det sædvanlige grundlag for kommune- og amtsskat (nu kommuneskat og sundhedsbidrag) inklusive rentefradrag og andre fradrag mv. Marginalskattesatsen er 48,9 pct. med et personligt fradrag på 37.600 kroner. Også dette eksempel har således en progressiv skala. Effekten af eksemplet er at flytte godt 18 mia. kr. fra familier med lav- og middelindkomster til familier med høje indkomster. Mere end 2,3 mio. familier vil få øget deres skattebetaling med  gennemsnitlig 8.130 kr., mens 762.000 vil få reduceret deres skattebetaling med gennemsnitlig -23.945 kr. Igen vil ægtepar med de laveste indkomster få en skattelettelse på grund af de personlige fradrag.

Tabel 6. Samlet ændring i skat for familier – model C
	Enlige		Ægtepar		Alle
Bruttoindkomst	Antalfamilier	Gns. ændring	Antalfamilier	Gns. Ændring	Antalfamilier	Gns. ændring
Kroner	(1.000)	Kroner	(1.000)	Kroner	(1.000)	Kroner
Under 100.000	318	200	7	-15.525	325	-150
100.001-150.000	577	6.645	8	80	585	6.550
150.001-200.000	311	7.765	83	8.925	394	8.005
200.001-250.000	276	6.235	57	6.690	333	6.315
250.001-300.000	253	5.105	69	13.320	322	6.860
300.001-350.000	175	3.190	65	13.105	240	5.870
350.001-400.000	100	-2.745	63	10.905	163	2.520
400.001-500.000	80	-13.710	158	5.455	238	-1.025
500.001-600.000	28	-34.115	195	4.370	223	-440
600.001-800.000	18	-51.695	216	-8.310	234	-11.700
800.000-	8	-148.875	111	-71.840	119	-77.240
I alt	2.144	2.500	1.032	-4.485	3.176	230

Kilde: Skatteministeriet. Beregninger på lovmodellen.

Når skattefradragene i det nuværende skattesystem opretholdes må skattesatsen forhøjes sammenlignet med de andre flad skat-eksempler. For familier med indkomster under 250.000 kr. vil effekten af den højere skattesats overgå effekten af skattefradragene. Disse familier vil få øget deres skattebetaling mere sammenlignet med (B). Familier med indkomster mellem 250.000 og 800.000 kr. vil få reduceret deres skattebetaling mere end i (B). Dette skyldes at den gennemsnitlige og marginale skatteprocent på 48,9 er forholdsvis tæt på satsen i det nuværende skattesystem og faktisk lavere for de mere velhavende familier. At beholde skattefradragene dominerer virkningen af den relativt høje skattesats. Familier med de højeste indkomster vil få reduceret deres skattebetaling, men mindre end i (A) og (B). Grunden er igen, at den højere skattesats dominerer effekten af at beholde skattefradragene.

Familier med lave indkomster vil få en skatteforhøjelse på 10-20 pct., mens familier med højere indkomster får en skattelettelse på 1-15 pct.

Fordelingseffekterne vist ovenfor er naturligvis beregnet inden eventuelle adfærdseffekter på arbejdsudbuddet, uddannelse osv. Det er ikke forsøgt at estimere disse effekter nøjere, men de skal være betydelige for i tilstrækkelig grad at kunne udligne de umiddelbare fordelingsmæssige effekter i de tre eksempler. Det er dog muligt at komme med nogle overvejelser om og grove skøn for, hvad der kan forventes af effekter på f.eks. arbejdsudbud og uddannelse.

For så vidt angår eksempel (A) vil næsten alle familier og skatteydere opnå en lavere marginalskat. Det indikerer, at arbejdsudbuddet vil stige markant ved denne type skattereform. Reduceret progression vil også have en fordelagtig indflydelse på tilskyndelsen til et højere uddannelsesniveau og større flid. Over 3 mio. skatteydere vil imidlertid umiddelbart stå over for skatteforhøjelser.

Ideelt set burde fordelingsvirkningerne dog også vurderes over en længere årrække og ikke blot for gældende indkomster for et enkelt år. Et livsindkomstperspektiv ville reducere fordelingsvirkningerne, da livsindkomsterne er mere jævnt fordelt end indkomsterne i et enkelt år.

Det er kun muligt at give et groft kvantitativt skøn over virkningerne af en sådan skattereform, da der er tale om en meget stor ændring i forhold til det gældende skattesystem. Med betydelig usikkerhed kan det skønnes, at arbejdsudbuddet vil blive øget med i størrelsesordenen 80-100.000 personer. Heraf vil måske 60-80.000 personer skyldes et øget timeudbud.

Eksemplerne (B) og (C) resulterer i mindre omfordeling end i eksempel (A). I (B) vil 2,8 mio. skatteydere ud af 4,46 mio. skatteydere opnå en nedsættelse af marginalskatten, mens de resterende skatteydere for de flestes vedkommende vil få mindre forhøjelser. I (C) vil kun omkring 1 mio. skatteydere opnå en nedsættelse af marginalskatten, mens omkring 3 millioner skatteydere vil få større forhøjelser af skattesatserne. Mens disse eksempler nok vil have positive effekter på incitamenterne til forbedring af uddannelse i hvert fald for højere lønnede, er effekten på arbejdsudbuddet mindre fordelagtig end i eksempel (A).

Igen er det kun muligt at give grove kvantitative skøn over effekterne på arbejdsudbuddet. Med betydelig usikkerhed kan det således skønnes, at (B) vil øge arbejdsudbuddet med 40-60.000 personer, hvoraf hovedparten vil skyldes et øget timeantal hos personer med indkomster på middel eller højt niveau. Tilsvarende kan det med betydelig usikkerhed skønnes, at (C) vil medføre et øget arbejdsudbud på i størrelsesordenen 15-20.000 personer.

5. Har flade skatter en fremtid i Danmark?

I hovedparten af de østeuropæiske lande, der har indført ”flade skatter”, er der reelt blot tale om systemer med en proportional skattesats på arbejdsindkomst, og der eksisterer fortsat en lang række fradragsmuligheder. Side om side med de lave flade skattesatser i Østeuropa, opkræves sociale bidrag, som er langt højere end selve indkomstskatterne. Generelt er den samlede skattekile på arbejdsindkomst derfor ikke blevet mindre som følge af flad skat-reformerne. Kun i den øvre ende af indkomstfordelingen er skattebelastningen blevet mindre. Endelig hører det med til historien om de østeuropæiske flad skat-reformers succes, at disse langt hen ad vejen er indført med den hensigt at understøtte kontrolhensyn.

Nærværende artikel har desuden vist effekterne af tre enkle provenuneutrale flad skat-eksempler, som kan analyseres på danske data. En flad skat i Danmark ville medføre en betragtelig økonomisk omfordeling i forhold til i dag og indebære væsentlige skattestigninger for de fleste familier.

Hvis man – som Danmark – som udgangspunkt har et skattesystem med forholdsvis høj grad af progression, vil det være vanskeligt at ændre skattesystemet til et system med en flad skat, uden at der sker en markant nedsættelse af indkomstbeskatningen.

Udviklingen siden 1980’erne har været præget af løbende nedsættelser af marginalskatterne på arbejdsindkomst mv. Globaliseringen og den aldrende befolkning lægger i disse år et stigende pres på skattesystemet. Skattebaserne bliver stadig mere mobile. Det aktualiserer behovet for at øge arbejdsudbuddet, styrke tilskyndelsen til at vælge og gennemføre længerevarende uddannelser med højt privat- og samfundsøkonomisk afkast, samt at fremme investeringer i forskning og udvikling.

Endelig er der allerede elementer i det nuværende danske skattesystem, som har en flad skats karakteristika. Det gælder f.eks. momssystemet og selskabsskatten med kun én sats og store dele af den personlige indkomstskat, hvor progressionen (bortset fra personfradraget) først sætter ind i forbindelse med mellemskat og topskat.

Målt som andel af den samlede beskatning er kapitalbeskatningen ikke langt fra at være en flad skat. En nedsættelse på dele af den positive kapitalindkomst på brutto ca. 1 pct. af det samlede skatteprovenu vil være tilstrækkelig til at ændre kapitalbeskatningen (undtagen for bolig og pensionsopsparing) til en flad skat. En lignende nedsættelse af den progressive skat på personlig indkomst, hvor mellem- og topskatten fjernes, vil umiddelbart medføre et provenutab på omkring 3 pct. af de samlede skatter.

Litteraturliste

Forbes, Steve (2005), Flat Tax Revolution, Regnery Publishing Inc, Washington DC, 2005.

Forrai, Claus, Mads Vaczy Kragh og Morten Chr. Erichsen (1995), Brøste-rapporten: 40 % skat – En opnåelig virkelighed, P. Brøste A/S, Februar 1995.

Gorodnichenko, Yuriy et al. (2008), Myth and Reality of Flat Tax Reform: Micro Estimates of Tax Evasion Response and Welfare Effects in Russia, National Bureau of Economic Research, Working Paper 13719, Januar 2008.

Hadler, Sandra et al. (2007), Flat Rate Taxes: A Policy Note, AYSPS International Studies Program Working Paper 07/06, Marts 2007.

Hall, Robert E. og Alvin Rabushka (1985), The Flat Tax, Hoover Institution press, 1985.

Hall, Robert E. og Alvin Rabushka (1995), The Flat Tax (2. ed), 1995.

Keen, Michael (2006), The Flat Tax: Experience and Issues. Oplæg på International Academic Forum on Flat Tax Rate, Slovenien, Februar 2006.

Klemm, Alexander (2004), The Russian flat tax reform, OECD CTPA/CFA/WP2(2004)31, November 2004.

Murphy, Richard (2006), Flat Tax: Not as simple as they’d have you think, Oplæg på International Academic Forum on Flat Tax Rate, Slovenien, Februar 2006.

OECD (2006), Fundamental Reform of Personal Income Tax, OECD Tax Policy Studies No. 13, 2006.

Sabirianova Peter, Klara et al. (2007), Global Reform of personal Income Taxation, 1981-2005. Evidence from 189 Countries, AYSPS International Studies Program Working Paper 07/21, December 2007.

Vanasaun, Ivo (2006), Experience of flat income tax – the Estonian case, Oplæg på International Academic Forum on Flat Tax Rate, Slovenien, Februar 2006.

Zee, Howell H. (2005), Personal Income Tax Reform: Concepts, Issues, and Comparative Country Developments, IMF Working Paper, April 2005.

---