Den danske selskabsskat - satsreduktion og baseudvidelse
1. Indledning
Den danske formelle selskabsskattesats er blevet nedsat med 20 procentpoint siden 1989. Det modsvarer den generelle internationale udvikling, hvor den gennemsnitlige EU-selskabsskattesats sænkes med hen ved eet procentpoint om året. Det nuværende danske niveau på 30 pct. er under såvel EU- som OECD-gennemsnittet, men hvis udviklingen fortsætter, er dét et billede, som vil vende i løbet af ganske få år. Alene indtrædelsen af de ti nye EU-lande vil bringe EU-gennemsnittet under 27 pct. Derudover er der allerede nu i otte lande overvejelser om yderligere satsnedsættelser, ligesom der også er lande uden for EU med lave selskabsskattesatser. Derfor taler man om et ydre pres på den danske selskabsskat, jf. selskabsskattens påvirkning af selskabernes adfærd (boks 1).
Men der er også et indre pres. En lavere selskabsskattesats vil alt andet lige forøge investeringsniveauet og produktiviteten. Produktivitetsvækst er nødvendig alene for at bevare og især for at udbygge dansk økonomis internationale placering. Dertil kommer, at selskabsskatten i høj grad er blevet en skat på arbejde, da den øgede produktivitet under fri kapitaltilstrømning vil slå igennem som højere lønninger. Det gælder ikke alene for arbejdstagerne i den private sektor, men også for offentlige ansatte og for folk på overførselsindkomster, jf. boks 1.
Endelig kan man tale om et ”juridisk pres” i form af incitamentet til skattespekulation i det ofte komplicerede regelsæt. En lavere sats reducerer denne tilskyndelse og er et værn mod, at selskabsskattegrundlag netto flyttes ud af Danmark gennem brugen af forkerte transferpriser og skattemotiveret tynd kapitalisering.
| Boks 1. Selskabsskattens påvirkning af selskabernes adfærd og virkningen heraf |
|---|
| Selskabsskatten er en skat på kapital, som i en åben økonomi er mobil på tværs af landegrænser. Fri kapitalmobilitet er en samfundsøkonomisk fordel, da kapitalen vil søge derhen, hvor det største afkast opnås, hvormed de mest rentable investeringer gennemføres. Men da forskellige lande har forskellige skattesatser, og selskaberne søger at maksimere afkastet efter skat – og ikke før skat – er der indført en kile mellem, hvad der er optimalt for det enkelte selskab, og hvad der er optimalt samfundsøkonomisk. Selskabernes maksimering af afkastet efter skat indebærer alt andet lige en mindre kapitalbeholdning i et land med en relativ høj selskabsskat, i forhold til hvis det havde haft en relativ lav selskabsskat. Denne mindre kapitalbeholdning betyder færre investeringer og et mindre skattegrundlag. Det kan være til ugunst for det enkelte land, hvormed der kan være skabt grundlag for international skattekonkurrence. Selskabsskattens påvirkning af selskabernes adfærd sker gennem tre virkninger. Den formelle selskabsskattesats er direkte afgørende for, hvor virksomhederne har incitament til at placere deres overskud. Via forskellige former for indkomsttransformation (brugen af forkerte transferpriseri) og skattemotiveret tynd kapitalisering) kan virksomheder, der er repræsenteret i flere lande, forsøge at ”flytte” overskuddet til det land, hvor selskabsskatten er lavest. En anden påvirkning sker gennem selskabernes beslutning om lokalisering (af produktion) – her er det ikke alene den formelle sats, men den samlede selskabsbeskatning, dvs. den effektive gennemsnitlige skattesats, der er afgørende. Omfanget af nyinvesteringer i allerede eksisterende virksomheder afhænger også af den samlede selskabsbeskatning – men her er det den effektive marginale skattesats, der er afgørende. En lavere selskabsskat vil således under fri kapitalmobilitet tiltrække flere investeringer, da udenlandske opsparere vil søge mod det højere efter skat afkast. Så længe før skat- afkastet er større end markedsrenten, giver det en samfundsøkonomisk gevinst. Et øget kapitalapparat vil øge efterspørgslen efter arbejdskraft, som igen vil presse lønningerne op. En selskabsnedsættelse vil derfor under fuld kapitalmobilitet i princippet svare til et indirekte løntilskud med en initial overførsel til aktionærerne. Lønfremgangen er en real lønfremgang, som ikke vil spises op af inflation, da lønmodtagerne er blevet mere produktive som følge af det øgede kapitalapparat. Da offentligt ansatte samt personer på overførselsindkomst er sikret samme indkomstfremgang som lønmodtagere på det private arbejdsmarked, kan en evt. nedsættelse af selskabsskattesatsen således være bredt til gavn for borgerne. Om der vil være en samlet velfærdsgevinst ved at nedsætte selskabsskatten afhænger af, om de samfundsøkonomiske gevinster ved ændret adfærd opvejer det offentliges provenutab. |
i) Se Skatteministeriet (2001).
Satsnedsættelserne i Danmark har hidtil været finansieret bl.a. ved at udvide selskabsskattebasen, hvorigennem der er skabt færre skattemæssige forvridninger mellem aktiver og brancher internt i landet (afhængig af kapitalintensitet).
Muligheden for at anvende baseudvidelser som finansieringskilde er i dag indsnævret. Alligevel indikerer den stigende internationalisering og tegnene på skattekonkurrence, at der i fremtiden kan komme ikke ubetydelige velfærdsgevinster ved yderligere satsnedsættelser. Dertil kommer, at sådanne velfærdsgevinster vil blive bredt fordelt (dog afhængig af finansieringen), da en lavere selskabsskat initialt betyder en overførsel til aktionærerne, men i sidste ende er en lavere skat på arbejde og overførselsindkomster.
Denne artikels bidrag til diskussionen om presset på selskabsskatten er på den ene side beskedent – på den anden side fundamentalt. Hensigten er kortfattet at belyse hovedtrækkene i udviklingen i den danske selskabsbeskatning fra 1970 og frem – at belyse, hvordan den formelle selskabsskattesats først blev hævet op gennem 1970’erne og 1980’erne for derefter igen at blive sænket, og særligt hvordan dette har påvirket den effektive selskabsbeskatning.
Derfor tager artiklen sit udgangspunkt i en deskriptiv gennemgang af udviklingen mod lavere satser og bredere base. Bl.a. vises det, at selskabsskattens grundlag og provenu er steget i takt med denne udvikling. Hernæst opstilles og anvendes en direkte model til beregning af de effektive selskabsskattesatser. Disse beregninger er det bærende element i artiklen. For her gives (så vidt vides) for første gang en egentlig sammenvejning af satsnedsættelsen og baseudvidelsen og dermed et bud på udviklingen i den effektive beskatning. Beregningerne indikerer, at den effektive gennemsnitlige beskatning over de seneste årtier er blevet lempet, mens det ikke synes tilfældet for den effektive marginale beskatning. Artiklen er afgrænset til alene at se på beskatningen af indenlandske investeringer.[1]
2. Udviklingen i den danske selskabsbeskatning
Udviklingen i satser og regler
Selskabsbeskatningen blev indført med statsskatteloven i 1903 med en formel skattesats på 2 pct., og i 1960 blev selskabsbeskatningen etableret i sin egen lov – Selskabsskatteloven – med virkning fra det følgende indkomstår. Ligesom med de fleste øvrige skattesatser blev også satsen til beregning af selskabsskat hævet op gennem årene i takt med udbygningen af velfærdssamfundet. I 1970 var den formelle selskabsskattesats således 36 pct.
Op gennem 1970’erne blev selskabsskatten hævet to gange hovedsagelig af provenumæssige årsager. Første gang var med virkning fra indkomståret 1973. Her blev satsen som ”et led i regeringens finansielle foranstaltninger” sat et enkelt point op til 37 pct. Og med virkning fra indkomståret 1979 blev satsen forhøjet yderligere til 40 pct. i forbindelse med den såkaldte ”julepakke”, som var et større kompleks af økonomisk-politiske foranstaltninger, der indebar en samlet finanspolitisk stramning. Dog blev der også argumenteret for det ønskelige i at tilnærme selskabsskatten til personskatten for at mindske incitamenterne til skattebegrundet indkomsttransformation.
Der skete dog ikke kun stramninger op gennem 1970’erne. For at stimulere konjunkturudviklingen blev der i slutningen af 1970’erne indført en midlertidig forhøjelse af de skattemæssige afskrivninger for nyopførte driftsbygninger fra 6 til 10 pct. i anskaffelsesåret og det efterfølgende indkomstår. Samme formål havde de ekstraordinære afskrivninger på indtil 15 pct. af anskaffelsessummen, som var mulige for driftsmidler anskaffet i indkomstårene 1975 og 1976. I begyndelsen af 1980’erne blev der ligeledes indført et investeringsfradrag på 5 pct. af det beløb, som anskaffelsessummen af driftsmidler oversteg salgssummen i det gældende indkomstår.
Der blev indført pristalsregulering af afskrivningsgrundlaget fra 1982 på såvel driftsmidler og inventar som bygninger, der blev anskaffet tidligst den 1. januar 1982. Ordningen gjaldt for både personer og selskaber. Formålet med at indføre et realt beskatningsgrundlag var at forbedre erhvervslivets investeringslyst under høj inflation. Ordningen blev dog ophævet igen i 1991. Dels fordi inflationen atter var bragt ned på et stabilt niveau, og dels fordi pristalsregulering i et ellers nominelt skattesystem ikke var hensigtsmæssig. Ordningen indebar, at realinvesteringer blev lempeligere beskattet end alternative placeringer i f.eks. obligationer, hvorved investeringsbeslutningen blev skævvredet.
Fra og med indkomståret 1985 blev selskabsskattesatsen hævet til 50 pct. som led i bestræbelserne mod en proportional og neutral kapitalafkastsbeskatning. Ved at have ens skattesats på renteindtægter og selskabsoverskud (begge 50 pct.) og ingen skat på udbyttebetalinger tilstræbtes en mere neutral beskatning af indenlandske placeringer, uanset om disse var af realøkonomisk eller rent finansiel karakter. Modellen viste sig dog at blive kortvarig. Den stigende internationalisering betød nemlig et stigende pres på den danske selskabsskat, da den nominelle og effektive selskabsskattesats er stærkt afgørende for selskabernes beslutning mht. investeringsomfang, lokalisering og placering af overskud (gennem brugen af forkerte transferpriser og skattemotiveret tynd kapitalisering), jf. boks 1. Derfor blev den høje selskabsskattesats på 50 pct. kun fastholdt i fem år.
For indkomståret 1990 blev selskabsskatten nedsat til 40 pct. og fra 1991 til 38 pct. Som finansiering af sidstnævnte skete der en indsnævring af investeringsfondsordningen, således at selskaber ikke længere var omfattet. Indtil da havde man kunnet henlægge op til 25 pct. af overskuddet og fradrage hele henlæggelsesbeløbet i den skattepligtige indkomst. Henlæggelsesbeløbet kunne herefter anvendes til forlods afskrivninger på afskrivningsberettigede aktiver. Ordningens økonomiske virkninger var stærkt udskældte, da den medvirkede til at gøre urentable investeringer fordelagtige at gennemføre (pga. investeringstilskuddet). I forbindelse med 1994-skatteomlægningen besluttede man derfor helt at afskaffe ordningen over de følgende fire år.
Fra 1992 blev den formelle sats nedsat yderligere til 34 pct[2] . Denne nedsættelse indebar dog ikke en reel lettelse, da selskabsskatten i samme omgang blev ændret fra at blive svaret i året efter indkomsten (skatteåret) til at blive svaret i samme år som indkomsten. I praksis skete dette ved indførsel af en acontoskat, der skulle betales af to lige store rater henholdsvis senest 20. marts og 20. november.
Indførelsen af acontoskatten var en del af en bred politisk aftale om finansloven for 1992 vedrørende effektiviseret restanceinddrivelse. I første omgang var ordningen frivillig for eksisterende selskaber (og tvungen for nye selskaber) mod betaling af et tillæg svarende til en samlet selskabsskat på 38 pct. ved fravalg af acontoskatteordningen. Ligeledes blev der, hvis den endelige skat blev større end acontobetalingerne, betalt 38 pct. af restskatten. Satsnedsættelsen var således ikke en reel skattelettelse, men en teknisk korrektion for ikke at skærpe beskatningen i forbindelse med ændringen af opkrævningstidspunktet[3] . Dog havde satsnedsættelsen en symbolsk værdi – ikke mindst i relation til omverdenen.
1994-skatteomlægningen ændrede ikke yderligere på selskabsskattesatsen, men omlægningen indeholdt alligevel en række ændringer i selskabsbeskatningen, da basen blev udbredt. Der var allerede iværksat en begrænsning af muligheden for at varelagernedskrive fra de gældende 30 pct. frem til 1992, men med 1994-omlægningen blev det besluttet, at ordningen ikke alene skulle begrænses. Den skulle helt afskaffes over en femårig periode. Ordningen betød, at virksomhederne kunne nedskrive op til 30 pct. af varelagernes opgjorte værdi. Dette beløb skulle så indtægtsføres i det efterfølgende indkomstår, hvor man så til gengæld kunne nedskrive på dette års opgjorte værdi. Ordningen virkede derfor som en permanent skatteudskydelse og dermed som et indirekte erhvervstilskud. Afskaffelsen var endnu en brik i udvidelsen af skattebasen.
1994-omlægningen udbredte endvidere basen ved at afskaffe udlandslempelsen over de følgende syv år. Da denne artikel dog er afgrænset til alene at se på indenlandske investeringer, er dette element ikke medtaget i beregningerne af de effektive skattesatser i afsnit 3, men for en tilsvarende beregning af udenlandske investeringer foretaget af danske selskaber vurderes udlandslempelsen at have betydelig indvirkning.[4]
Som led i 1999-skattejusteringen skete der en gennemgribende revision af reglerne fra 1968 om skattemæssige afskrivninger af bygninger. De forskelligartede afskrivningssatser på erhvervsbygninger (afhængig af om disse defineredes som driftsbygninger eller ej, og afhængig af om disse var over ti år eller ej) blev samlet i en fælles afskrivningssats på fem pct. De nye satser gjaldt for indkomståret 1999, hvorfra også selskabsskatten blev nedsat fra 34 pct. til 32 pct.
Med virkning fra 2001 blev selskabsskattesatsen yderligere nedsat til 30 pct. især for at komme tættere på niveauet i de øvrige nordiske lande. Samtidig blev saldoafskrivningssatsen for driftsmidler nedsat fra 30 pct. til 25 pct. (og adgangen til forskudsafskrivning afskaffet). Dermed søgtes der bedre sammenhæng mellem de økonomiske og skattemæssige afskrivninger, ligesom kombinationen med en lavere sats betød mindre skattemæssig forskelsbehandling af forskellige aktiver og brancher.
I de seneste 10 år er alene Selskabsskatteloven blevet ændret flere end 70 gange, hvilket understreger, at denne korte beskrivelse af udviklingen i den danske selskabsbeskatning de seneste tre årtier blot indeholder hovedtrækkene af en kompleks udvikling. De nævnte elementer er vurderet væsentlige og valgt ud her for at danne grundlag for beregningerne af udviklingen i den effektive selskabsbeskatning (afsnit 3)[5] .
Udvikling i provenu og grundlag
Udviklingen i den formelle selskabsskattesats er sammenfattet i figur 1, hvor også selskabsskattegrundlaget er vist.
Selskabsskattegrundlaget er steget de seneste 30 år fra knap 19 mia. kr. i 1970 til knap 120 mia. kr. i 2001 (begge tal i 1995-priser). Når grundlaget opgøres som andel af BNP, er stigningen ligeledes markant nemlig fra under 3 pct. i 1970 til over 10 pct. i 2001, jf. figur 2 og 3.
Figur 1. Formel selskabsskattesats og selskabsskattegrundlag1) opgjort som andel af BNP fra 1970 til 2001.
Anm.: Den angivne skattesats vedrører indkomståret. Frem til og med indkomståret 1991 svaredes selskabsskatten i året efter indkomståret (skatteåret). Fra og med indkomståret 1992 er selskabsskatten ændret til en samtidighedsskat, således at skattesatsen gælder for skattebetaling i indkomståret. For at denne ændring ikke skulle virke som en stramning af selskabsbeskatningen blev satsen nedsat fra 38 pct. til 34 pct. Denne satsnedsættelse skal således ikke ses som en egentlig lempelse af beskatningen.
Note: 1) Selskabsskattegrundlaget er opgjort indirekte som provenu i forhold til satsen.
Kilde: Adam-bank.
Hvis der alene ses på perioden fra midten af 1980’erne og frem til i dag – dvs. den periode, hvor den formelle selskabsskattesats er blevet nedsat med 20 procentpoint – er der på trods heraf sket en stigning i selskabsskatteprovenuet. Både når det måles i faste priser, og når det måles som andel af BNP (om end i mindre grad). Stigningen i selskabsskattegrundlaget dominerer således provenutabet fra satsnedsættelserne.
Umiddelbart tilskrives en ikke uvæsentlig del af stigningen i grundlaget de ovenfor beskrevne tiltag som afskaffelse af afskrivningsindekseringer, ændring af afskrivningssatser, afskaffelse af varelagernedskrivning og afskaffelse af investeringsfonds. Men det er dog langt fra den eneste forklaring, da der op gennem tiden er sket store strukturelle ændringer. For det første er der sket en stigning i andelen af selskaber i forhold til det totale erhvervsliv på bekostning af de personlige virksomheders andel, og for det andet er der ikke mindst op gennem 1990’erne sket flere privatiseringer af store offentlige virksomheder, hvis overskud efter omdannelsen til privat aktieselskab indgår i selskabsskattegrundlaget.
Figur 2. Selskabsskatteprovenu og –grundlag i 1995-priser fra 1970 til 2001.
Anm.: Såvel provenu som grundlag er deflateret med den implicitte BNP-deflator. Dette valg kan diskuteres, ligesom det kan diskuteres, om man i det hele taget kan foretage en opgørelse i faste priser af et skattegrundlag og et skatteprovenu.
Kilde: Adam-bank.
Figur 3. Selskabsskatteprovenu og -grundlag opgjort som andel af BNP fra 1970 til 2001.
Kilde: Adam-bank.
Forskydninger mellem løn- og restindkomstkvoterne kan også have betydning for bevægelserne i såvel grundlag som provenu, ligesom også konjunkturudviklingen har en effekt. En sådan effekt kan have været mærkbar især i midten og slutningen af 1990’erne. Endelig må også en del af stigningen tilskrives positive afledte effekter som følge af mindre forvridningstab med en lavere sats, jf. afsnit 1.
I figur 4 er selskabsskatteprovenuet fordelt på erhvervshovedgrupperne. Her fremgår det, at serviceerhvervenes bidrag til provenuet er steget de seneste 10 år, og i 2000 udgør disse hen mod halvdelen af det samlede selskabsskatteprovenu. Finansieringsvirksomhed mv. og forretningsservice udgør alene knap 40 pct. af det samlede provenu. Såvel industriens som handel-, hotel- og restaurationsbranchens bidrag er faldet beskedent over den viste periode og udgør i 2000 henholdsvis ca. 15 pct. og ca. 12,5 pct. af det samlede provenu. Bidraget fra de primære erhverv viser ingen entydig udvikling over den viste periode, men i 2000 sker der en markant stigning, som følge af indkomstfremgang for råstofudvinding.
Figur 4. Selskabsskatteprovenu fordelt på erhvervshovedgrupper fra 1991 til 2000.
Kilde: Skatteministeriets hjemmeside www.skm.dk.
At der over tid sker en forskydning mellem erhvervene kan især tilskrives en forskydning i disses andel af den samlede produktion. Dog kan der også ske kortvarige forskydninger i indkomstandelene som følge af forskellig konjunkturfølsomhed eller midlertidig overnormal profit[6] ligesom ændringer i skattereglerne kan have betydning. I Skatteministeriet (2000a) redegøres der f.eks. for, hvordan en relativ høj selskabsskattesats kombineret med høje afskrivningssatser favoriserer kapitalintensive erhverv sammenlignet med en situation med relativ lav selskabsskattesats og afskrivningssatser tættere på den økonomiske værdiforringelse.
Figur 5 viser udviklingen i den formelle selskabsskattesats for Danmark, EU og OECD de senere år. Tendensen er klar. I såvel Danmark som internationalt er der de senere år sket en nedsættelse af den formelle selskabsskattesats. Når EU udvides med de øst- og centraleuropæiske lande fra næste år falder den gennemsnitlige selskabsskattesats i EU til under 27 pct. med gældende satser.
Figur 5. Selskabsskattesatsen i Danmark, EU og OECD fra 1996 til 2003.
Anm.: OECD-gennemsnittet og EU-gennemsnittet er begge beregnet som et simpelt (dvs. ikke-vægtet) gennemsnit. Alternativt kan et vægtet gennemsnit beregnes, men vægtningen er afhængig af, med hvilket formål man vil vurdere selskabsskatten f.eks. mht. lokaliseringsbeslutning eller i relation til problematikken omkring brugen af forkerte transferpriser.
Kilde: KPMG (2003).
Men allerede nu er der overvejelser om nedsættelser i en række både nuværende og kommende EU-medlemslande. Det gælder f.eks. Finland, Sverige, Portugal og Slovakiet.[7] Hvis overvejelserne vedrørende satsnedsættelser i 2004 gennemføres, vil EU-gennemsnittet i 2004 komme under 26 pct. Dertil kommer, at de fire øvrige nordiske lande allerede er under dansk niveau, hvad angår den formelle selskabsskattesats.
Boks 2. Lande, der overvejer selskabsskattenedsættelser (november 2003).
Finland: Budgetforslaget for 2004 indeholder en nedsættelse af selskabsskatten fra 29 pct. til 26 pct.
Portugal: Det er en del af finansloven for 2004, at selskabsskattesatsen sænkes fra 33 pct. til 28 pct.
Slovakiet: En flad skattesats på 19 pct. forventes vedtaget for såvel moms, personlig indkomstskat og selskabsskat.
Letland: Selskabsskattesatsen er besluttet nedsat fra 19 pct. til 15 pct. fra 2004.
Polen: Der er fremsat forslag om nedsættelse af selskabsskattesatsen fra 27 pct. til 19 pct. i 2004.
Tjekkiet: Her planlægges en satsnedsættelse fra 31 pct. til 24 pct. i 2006.
Ungarn: Selskabsskatten er foreslået nedsat fra 18 pct. til 15 pct. – muligvis 12 pct.
Sverige: Statsministeren har luftet muligheden for en satsnedsættelse fra de gældende 28 pct. som følge af det negative folkeafstemningsresultat om svensk tiltrædelse af ØMU’ens 3. fase. Der er endnu ikke noget konkret om en evt. nedsættelses størrelse eller ikrafttrædelsestidspunkt.
Udviklingen i den formelle sats indikerer således en kraftig lempelse af selskabsbeskatningen, men den samtidige udvidelse af baserne stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt den effektive danske selskabsbeskatning også er blevet lempet. Udviklingen i grundlag og provenu er steget i samme periode. Det er imidlertid yderst vanskeligt ud fra disse stigninger at vurdere udviklingen i den effektive beskatning, da udviklingen i provenu og grundlag som nævnt også i høj grad tilskrives strukturelle ændringer i selskabsskattegrundlaget samt positive afledte effekter som følge af mindre forvridningstab. Derfor opstilles og anvendes i afsnit 3 en direkte metode til beregning af udviklingen i den effektive selskabsskattesats.
3. Beregning af de effektive selskabsskattesatser i Danmark fra 1970 til 2003
Metodevalg
Der findes flere metoder til beregning af den effektive selskabsbeskatning. Ofte anvendes makrobaserede beregninger på historiske data. Disse beregninger sætter skatteprovenuet fra selskaber i forhold til disses indkomst, og på den måde opfanges indirekte effekter fra afskrivninger og særregler. Blandt ulemperne ved denne metode er problemer med at få datasættet renset til udelukkende at indeholde data fra selskaber, periodiseringsproblemer i forbindelse med udskudt skat, konjunkturfølsomhed samt at det ikke er muligt at vurdere betydningen af de forskellige beskatningselementer.
En anden metode er de mikrobaserede beregninger, som kan inddeles i to hovedtilgange. Enten kan der beregnes direkte på virksomhedsdata, og det løser selvfølgelig problemet med at få datasættet til udelukkende at indeholde data for selskaber, men omvendt opstår der problemer mht. repræsentativitet, ligesom der stadig vil være problemer mht. periodisering og afgrænsning i forhold til udenlandsk indkomst. Alternativt kan den effektive beskatning beregnes med udgangspunkt i en hypotetisk virksomhed (eller investering) på baggrund af de gældende skatteregler (formelle skattesatser, afskrivningsregler, beskatningsregler ved forskellig typer finansiering mv.). Ulempen ved denne metode er, at det er nødvendigt at gøre en række antagelser om den hypotetiske virksomhed f.eks. mht., hvad der investeres i, og hvordan der finansieres, og disse antagelser har som regel betydning for resultatet.
Der er således flere tilgange til beregning af den effektive skat, men det er altså ikke muligt, at opstille eet enkelt ”korrekt” tal, der udtrykker den samlede effektive beskatning, men kun en række forskellige indikatorer herfor, som alle har forskellige svagheder.[8]
Her er det valgt at anvende den mikroøkonomiske tilgang på baggrund af en hypotetisk virksomhed. Metoden bygger på King og Fullertons (1984) metode og er ofte anvendt i forbindelse med landesammenligninger[9] . Ved at opstille en række forskellige scenarier er det til en vis grad muligt at omgå metodens svaghed mht. den stærke følsomhed over for de gjorte antagelser.
King-Fullertonberegningsmetoden
Inden resultaterne gennemgås er det formålstjenligt at skitsere hovedelementerne i beregningsmetoden og dermed også påpege de gjorte antagelser og nødvendige forsimplinger. For en detaljeret gennemgang af beregningsmodellen henvises der til appendiks 1.
Som udgangspunkt antages Danmark at være en åben økonomi med fuldkommen konkurrence og fri kapitaladgang. Sidstnævnte indebærer, at der kan ses bort fra personbeskatningen (af investor) – herunder beskatning af udbytter og kapitalgevinster – da denne beskatning kun har betydning for opsparingens størrelse i investors hjemland, men ikke for investeringsomfanget internt i Danmark. Andre antagelser om kapitaladgangen kunne være gjort, og i så fald skulle personbeskatningen være inddraget.
Normalt anvendes beregningsmetoden til landesammenligninger, hvor den formelle selskabsskattesats, afskrivningssatserne på driftsmidler og bygninger samt beskatningen af varelager medtages. Her er endvidere medtaget – netop fordi formålet er at sammenholde satsnedsættelsen med baseudvidelsen – de midlertidige afskrivningslempelser i 1970’erne og 1980’erne, investeringsfondsordningen, reglerne for varelagernedskrivning og indeksering af afskrivningsgrundlaget. De skatteregler, der indgår i beregningerne, er vist i appendiks 2. Derudover indgår inflationsudviklingen, renteudviklingen samt forudsætninger om aktivernes økonomiske værdiforringelse. Sidstnævnte er antaget konstant. For driftsmidler anvendes en årlig værdiforringelse på 12,25 pct. og for bygninger en forringelse på 3,61 pct., jf. Skatteministeriet (2000b) og OECD (1991). Resultaternes følsomhed overfor disse antagelser evalueres slutteligt i artiklen.
Ved sammenligning af (hvilken som helst) effektiv beskatning over tid opstår de helt centrale spørgsmål om, hvordan diskretionære politikændringer defineres, samt om, hvorvidt det kun er diskretionære politikændringer (og ikke ændringer i eksogene faktorer), der skal medgå. Således kan der argumenteres for at anvende et konstant rente- og inflationsniveau, da bestemmelsen heraf (i meget høj grad) ligger uden for den førte skattepolitik. Resultaterne viser sig dog relativt ufølsomme over for dette valg, jf. figur 13.
I litteraturen anvendes ofte en antagelse om, at investeringen er fordelt med 50 pct. på driftsmidler, 28 pct. på bygninger og 22 pct. på varelager, hvorfor det også er basisscenariet her. I en lang årrække havde man i Danmark forskellige afskrivningssatser på erhvervsbygninger afhængig af, om disse var driftsbygninger, eller om de blev anvendt til anden form for erhverv. I beregningerne er en ligelig fordeling mellem disse to typer antaget. I appendiks 3 præsenteres dog et omfangsrigt tabelværk over udviklingen i de effektive skattesatser for hvert enkelt aktiv.
I beregningerne har selskabet mulighed for to typer finansiering. Egenfinansiering – enten via tilbageholdt overskud eller via ny egenkapital (aktieudvidelse) – og fremmedfinansiering (gældsoptagelse). Ofte skelnes der mellem de to typer egenfinansiering i landesammenligninger, men det giver ingen mening i en beregning udelukkende på investeringer i Danmark, da Danmark anvender et klassisk system, hvor der ikke gives fradrag for den betalte selskabsskat ved beregning af udbytteskat. Skatteforholdene er gunstigere ved fremmedfinansiering, da der her gives fuldt fradrag for renteudgifterne. Basisscenariet følger også, hvad angår finansieringsantagelserne, den øvrige litteratur med 65 pct. egenfinansiering og 35 pct. fremmedfinansiering. Hvert aktivs effektive skattesats, der (som nævnt) er præsenteret i appendiks 3, er angivet for begge finansieringsmuligheder.
Det er imidlertid ikke kun fordelingen af aktiver på de tre aktivtyper og fordelingen af finansiering på de to finansieringstyper, der er afgørende for niveauet af den effektive skattesats. Alene det, at fordelingen er eksogen i beregningerne, er med til at overvurdere den effektive beskatning, da selskaberne i praksis har mulighed for at optimere deres investerings- og finansieringssammensætning afhængig af skattereglerne. Endogen aktiv- og finansieringsvægtning falder dog uden for King-Fullertonmetoden.
En mulighed kunne dog være at lade de eksogene vægte variere med en indikator for den gennemsnitlige fordeling på de tre aktiver over tid. Dog vil udviklingen i vægtene dække såvel skattemotiveret adfærd som strukturelle skift som følge af den teknologiske og økonomiske udvikling, og det ville ikke være muligt at adskille de to effekter. I dag er fordelingen på driftsmidler og bygninger nogenlunde ens for landbrug, mens industrien har en overvægt af driftsmidler med en faktor tre, mens det modsatte er tilfældet for finansieringsvirksomhederne – og der er sket betydelige skift over tid. Det indikerer, at det kunne være interessant at videreudvikle beregningerne med varierende vægte – især hvis disse dekomponeres på brancher.
Den effektive marginale selskabsskat
Den effektive marginale selskabsskat er et udtryk for den skat, som selskabet skal betale af afkastet fra yderligere een investering. Den effektive marginale skat har således afgørende betydning for, om det enkelte selskab beslutter at foretage den ekstra investering eller ej – og er dermed afgørende for den samlede investeringslyst i landet. En investeringsneutral selskabsskat vil således indebære en effektiv marginal skattesats på nul.
Figur 6 viser den beregnede effektive marginale selskabsskattesats fra 1970 og frem til 2003 sammenholdt med udviklingen i den formelle skattesats. Det fremgår, at den effektive marginale beskatning er langt lavere end den formelle sats. Dog skal selve niveauet ikke tillægges den store værdi, da niveauet er relativt følsomt over for de gjorte investerings- og finansieringsantagelser, jf. figur 7.[10] Der er en vis sammenvariation med ændringer i den formelle sats, men også ændringerne i afskrivningsreglerne afspejles. Det gælder f.eks. de midlertidige lempelser i midten af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne samt det indekserede grundlag fra 1982. Men det fremgår også, at den marginale effektive skattesats i 2003 ikke er markant lavere, end den var i 1980’erne, om end der er sket et fald siden midten af 1990’erne. Det indikerer, at udviklingen fra midten af 1980’erne til i dag mod bredere base og lavere sats i grove træk har ladet den effektive marginale beskatning uændret.
Figur 6. Formel og effektiv marginal selskabsskattesats fra 1970 til 2003.
Anm.: Den angivne effektive marginale selskabsskattesats er udregnet på baggrund af antagelser om 22 pct. investeringsandel i varelager, 50 pct. i driftsmidler og 28 pct. i bygninger (ligeligt fordel på driftsbygninger og andre erhvervsbygninger) og en egenfinansieringsgrad på 65 pct. (dvs. 35 pct. fremmedfinansiering). Disse vægte er ligeledes anvendt i Skatteministeriet (2000a) samt OECD (2003).
Kilde: Egne beregninger.
King-Fullertonberegningernes afhængighed af de gjorte investerings- og finansieringsantagelser illustreres tydeligt i figur 7. Her fremgår det bl.a., at en høj grad af fremmedfinansiering sænker den effektive marginale skattesats betragteligt – faktisk til et negativt niveau i en længere årrække. Men figuren viser også, at der på trods af meget store niveauforskelle (afhængig af de gjorte antagelser), er en meget lille afhængighed i forhold til de gjorte antagelser mht. ændringer i den effektive marginale skattesats, da de tre nederste kurver over det meste af perioden nærmest er en parallelforskydning af den øverste kurve. Det er dog en sandhed med modifikationer, for en tredje pointe er, at forskellen mellem de fire kurver (altså antagelsesafhængigheden) er noget mindre i sidste del af tidsserien, end den er i den første del. En lavere sats og bredere baser mindsker den skattemæssige forskelsbehandling af forskellige investerings- og finansieringsantagelser og dermed også forskellen på den skattemæssige behandling af forskellige brancher. At forskellen mellem egen- og fremmedfinansiering er blevet mindre, skyldes dog også i høj grad det lavere nominelle renteniveau.
Figur 7. Effektiv marginal selskabsskattesats under forskellige investerings- og finansieringsscenarier fra 1970 til 2003.
Anm.: Signaturforklaringen angiver driftsmidler/bygninger/varelager i pct. af de samlede investeringer samt fordelingen på henholdsvis egenkapital og fremmedkapital.
Udvidelsen af selskabsskattebasen er dels sket ved ændrede afskrivningssatser for især driftsmidler, og dels (og især) ved at afskaffe muligheden for at varelagernedskrive, investeringsfondsordningen og indeksering afskrivningsgrundlaget. Disse tre ordningers betydning for den effektive marginale skattesats er derfor skitseret i figur 8, 9 og 10.
Figur 8. Effektiv marginal selskabsskattesats med og uden varelagernedskrivning fra 1970 til 2003.
Kilde: Egne beregninger.
Af figur 8 fremgår det, at varelagernedskrivningen især lettede marginalskatten i den højinflationære periode. Dens betydning siden slutningen af 1980’erne og frem til dens aftrapning var marginal. Figur 9 viser, at investeringsfondsordningen kraftigt lettede den marginale selskabsbeskatning. Dog er det i beregningerne antaget, at 30 pct. af alle egenkapitalfinansierede investeringer i såvel driftsmidler som i bygninger var forlods afskrevet med henlæggelser fra investeringsfonds.
Figur 9. Effektiv marginal selskabsskattesats med og uden investeringsfondsordning fra 1970 til 2003.
Anm.: Denne figur skal tolkes med særlig stor forsigtighed. Dels skal der gøres opmærksom på, at forskellen mellem de to skattesatser i høj grad afhænger af, at det er antaget, at 30 pct. af alle egenkapitalfinansierede investeringer i driftsmidler og bygninger er forlods afskrevet med henlæggelser. Dels skal det bemærkes, at investeringsfondsordningen ophører efter 1989 for selskaber. I praksis er der dog mulighed for at anvende tidligere henlæggelser til forlods afskrivninger i op til 6 år efter henlæggelsen. I beregningen er det antaget at al henlæggelse anvendes året efter – og dermed stopper ordningen i beregningerne endeligt i 1990.
Kilde: Egne beregninger.
Det indekserede afskrivningsgrundlag fik kun en kort levetid, men som det fremgår af figur 10, medvirkede ordningen til en betydelig lettelse af den marginale beskatning. Figur 10 overvurderer imidlertid den reelle effekt af indekseringen, dels fordi det i beregningerne er antaget, at den ved anskaffelsestidspunktet gældende inflation fastholdes i hele indekseringsperioden, og dels fordi indekseringen er fastholdt til aktivet er fuldt nedskrevet.
Figur 10. Effektiv marginal selskabsskattesats med og uden indekseret afskrivningsgrundlag fra 1970 til 2003.
Anm.: Figuren overvurderer den reelle betydning af indekseringen, da det i beregningerne er antaget, at inflationen ved anskaffelsestidspunktet fastholdes i hele indekseringsperioden. Derudover er det antaget, at indekseringen fastholdes indtil aktivet er fuldt nedskrevet.
Kilde: Egne beregninger.
Den marginale selskabsbeskatning har således i en lang årrække været lempet af gunstige afskrivningsmuligheder, varelagernedskrivninger og investeringsfondsordning. Afskaffelsen af disse regler vurderes i høj grad at have medført, at den kraftige nedsættelse af den formelle selskabsskattesats siden slutningen af 1980’erne ikke har slået igennem i den effektive marginale beskatning.
Den effektive gennemsnitlige selskabsskat
Den effektive gennemsnitlige selskabsskat er et udtryk for den skat, som selskabet betaler af det samlede afkast fra alle selskabets investeringer. Mens den effektive marginale selskabsskat især er afgørende for investeringsomfanget for de i Danmark beliggende selskaber, er den effektive gennemsnitlige selskabsskat derfor især afgørende for, i hvilket land selskaberne vælger at placere sig. Derfor præsenteres i dette afsnit udviklingen i den effektive gennemsnitlige selskabsskat med udgangspunkt i Devereux og Griffiths (1999) udvidelse af King-Fullertonberegningsmodel-len, jf. appendiks 1.
Figur 11 viser, at den effektive gennemsnitlige selskabsskattesats i langt højere grad, end det var tilfældet for den effektive marginale selskabsskattesats, følger bevægelserne i den formelle sats.
Afskaffelsen af varelagernedskrivning, investeringsfondsordning og indekseret afskrivningsgrundlag har udbredt basen, men betydningen for den effektive gennemsnitlige skattesats har været langt mindre end for den effektive marginale skattesats og dermed ikke nok til at modgå virkningen af den formelle satsnedsættelse. Den effektive gennemsnitlige skattesats er således i basisscenariet faldet fra knap 43 pct. i midten af 1980’erne til knap 28 pct. i 2003.
Figur 11. Formel og effektiv gennemsnitlig selskabsskattesats fra 1970 til 2003.
Anm.: Den angivne effektive gennemsnitlige selskabsskattesats er udregnet på baggrund af antagelser om 22 pct. investeringsandel i varelager, 50 pct. i driftsmidler og 28 pct. i bygninger (ligeligt fordelt på driftsbygninger og andre erhvervsbygninger) og en egenfinansieringsgrad på 65 pct. (dvs. 35 pct. fremmedfinansiering). Disse vægte er ligeledes anvendt i Skatteministeriet (2000a) samt OECD (2003).
Kilde: Egne beregninger.
At også den effektive gennemsnitlige selskabsskattesats er afhængig af de gjorte antagelser om investerings- og finansieringssammensætning fremgår af figur 12, men det fremgår også, at følsomheden er noget mindre sammenlignet med den marginale betragtning.
Figur 12. Effektiv gennemsnitlig selskabsskattesats under forskellige investerings- og finansieringsscenarier fra 1970 til 2003.
Anm.: Signaturforklaringen angiver driftsmidler/bygninger/varelager i pct. af samlede investeringer samt fordelingen på egenkapital og fremmedkapital.
Som allerede diskuteret så er resultaterne ikke kun afhængige af de gjorte antagelser med hensyn til investerings- og finansieringssammensætning, men også anvendelse af den faktisk inflations- og renteudvikling har betydning. Figur 13 viser imidlertid, at resultaterne er forholdsvis robuste over for de valgte forudsætninger.
Figur 13. Effektiv marginal og effektiv gennemsnitlig selskabsskattesats med og uden konstant inflations- og renteniveau fra 1970 til 2003.
Kilde: Egne beregninger.
Antagelsen om konstant værdiforringelse for såvel driftsmidler som bygninger kan diskuteres. Derfor er figur 14 medtaget, hvor de effektive skattesatser også er skitseret, når der anvendes årlige estimater for værdiforringelserne. Det fremgår, at resultaterne er relativt ufølsomme også mht. denne antagelse.
Figur 14. Effektiv marginal og effektiv gennemsnitlig selskabsskattesats med og uden tidsafhængig værdiforringelse af aktiverne fra 1970 til 2003.
Anm.: De årlige estimater for værdiforringelserne bygger på afskrivningsoplysningerne i ADAM.
Kilde: Egne beregninger.
4. Konklusion
Siden slutningen af 1980’erne er der sket en betydelig nedsættelse af den formelle selskabsskattesats. Samtidig er selskabsskattebasen blevet udvidet ved mindre lempelige afskrivningsregler samt ved afskaffelse af varelagernedskrivning og investeringsfondsordningen.
Denne artikel har vist, at den effektive gennemsnitlige selskabsbeskatning i Danmark i høj grad har været determineret af udviklingen i den formelle sats og derfor også er faldet markant siden slutningen af 1980’erne.
Udviklingen i den effektive marginale selskabsbeskatning har i langt højere grad været påvirket af baseudvidelserne. Den effektive marginale beskatning er således i dag ikke på et væsentligt lavere niveau end i slutningen af 1980’erne. Selve niveauet skal dog som anført tolkes med stor forsigtighed, da det er følsomt mht. de gjorte antagelser omkring vægtningen af aktiver og finansieringsform. Dog kunne der være en indikation af, at de gældende skatteregler samlet set medfører et for lavt investeringsniveau, jf. at samtlige fire marginalskattekurver i figur 7 er over nul.
Figur 15. Effektiv marginal, effektiv gennemsnitlig samt formel selskabsskattesats fra 1970 til 2003.
Kilde: Figur 6 og figur 11.
Beregningerne er selvfølgelig stiliserede og forsimplede, men de giver over tid et konsistent og sammenhængende billede af udviklingen i den danske selskabsbeskatning. Udviklingen kan tolkes som en konsekvens af international skattekonkurrence, da en sådan primært må forventes at medføre lavere gennemsnitlig skat. Men bevægelsen mod den lavere formelle sats og den bredere base må også skønnes at have givet færre indenlandske forvridninger mellem aktiver og brancher.
Appendiks 1. Opstilling af metode til beregning af effektive skattesatser på en indenlandsk investering
Afkast af en temporær stigning i investeringsniveauet – i en verden uden skatter
Beregningsmetoden udledes med udgangspunkt i en temporær forøgelse (i periode t) af et selskabs kapitalapparat med én enhed. Denne investering kan selskabet finansiere enten med egenkapital (tilbageholdt overskud eller udstedelse af aktier) eller med fremmedkapital (optagelse af gæld).
Set fra selskabets ejers synspunkt koster investeringen én enhed ved begge former for egenfinansiering, mens omkostningen er nul, hvis der alene sker gældsfinansiering.
I perioden efter investeringen (dvs. periode t+1) er investeringens værdi = (1-d)(1+p), hvor d er aktivets værdiforringelse, og hvor p er inflationen (det er antaget at investeringens prisændring ikke er forskellige fra den generelle inflation).
For at selskabets samlede kapitalbeholdning er uændret i alle følgende perioder, antages det, at selskabet reducerer dets investeringsniveau i periode t+1 med netop: (1-d)(1+p).
Den øgede investering i periode t giver et afkast i periode t+1 på (p+d)(1+p), hvor p kan tolkes som investeringens reale afkast.
Ligeledes i periode t+1 tilbagebetales finansieringen med (1+i), hvor i er den nominelle rente.
Det antages, at ejeren er risikoneutral, hvorved diskonteringsrenten er lig med markedsrenten, dvs. (1+r)(1+p)=(1+i).
I tilfælde ved finansiering med egenkapital kan ovenstående sammenfattes til følgende nutidsværdi fra investeringen til ejeren (*angiver, det er i en verden uden skatter):
(1)
For den marginale investering bliver p=r og dermed R*=0.
I tilfælde med lånefinansiering, fås investeringens nutidsværdi til ejeren til:
(2)
Det fremgår, at i fravær af skat er investeringens nutidsværdi uafhængig af finansieringsform.
Introduktion af skat
Her skitseres de skatter, der er medtaget i beregningerne i denne artikel
1) Personbeskatning
Med antagelsen om perfekt kapitalmobilitet kan der i modellen ses bort fra personbeskatningen, da det alene er skatten på investeringer, der er afgørende for virksomhedens valg af investeringsomfang og lokalisering. Beskatningen af investor har udelukkende betydning for opsparingens størrelse, som ikke har betydning for investeringsomfanget i en lille (fuldt) åben økonomi.
2) Selskabsskat
Selskabsskattesatsen betegnes t. Som redegjort for i afsnit 2 sker der i 1991/1992 et skift i selskabsskatten fra at blive opkrævet året efter indkomståret (skatteåret) til at blive opkrævet i indkomståret. Dette skift gør at tidsserien som den er præsenteret i artiklen skal læses med forsigtighed. Mht. beregningerne af den effektive beskatning er det nødvendigt for tidsseriens konsitens, at korrigere satser forud for 1992 i nedadgående retning svarende til korrektionen mellem 1991/1992.
3) Rentefradrag
Når investeringen finansieres med fremmedkapital, er der for selskaber fuldt fradrag for renteudgiften, hvorfor den nominelle rente nedsættes med selskabsskatten t.
Derved bliver diskonteringsrenten r=i(1-t) for den del af investeringen, som er finansieret med fremmedkapital, mens diskonteringsrenten for den del af investeringen, som er finansieret med egenkapital er r=i.
4) Afskrivninger
Der findes mange måder, hvorpå (skattemæssige) afskrivninger og fradrag kan udformes. I Danmark kan driftsmidler afskrives efter saldoprincippet, hvoraf nutidsværdien kan beregnes som
(3)
hvor a er den i afskrivningsreglerne tilladte saldoafskrivningssats for driftsmidler.
Bygninger afskrives i Danmark lineært – og her kan nutidsværdien beregnes som:
(4)
hvor b er den i afskrivningsreglerne tilladte saldoafskrivningssats for bygninger og N er antal år, der kan afskrives. I en lang årrække varierede saldoafskrivningssatsen med det antal år, som bygningen havde været afskrevet. Det er medtaget i beregningerne ved at opsplitte formel (4) i flere led.
Som det fremgår af formel (3) og (4) er det – ganske som standard – i beregningerne forudsat, at der kan afskrives med den ved investeringstidspunktet gældende sats til investeringen er nedskrevet. Dette valg kan diskuteres.
5) Indeksering af afskrivningsgrundlaget
I en kortere årrække blev afskrivningsgrundlaget indekseret. Det er medtaget i beregningerne ved, at formel (3) for disse år erstattes med
(5)
hvor der anvendes den på investeringstidspunktet gældende inflation for alle fremtidige perioder. Det kan der argumenteres for og imod.
Formel (4) erstattes i årene med indekseret afskrivningsgrundlag med
(6)
hvor samme antagelser om inflationen gøres gældende.
For anskaffede aktiver i årene 1982-1991 fastholdes indekseringen i beregningerne indtil aktiverne er fuldt nedskrevet konsistent med fastholdelsen af den på anskaffelsestidspunktet gældende afskrivningssats.
6)Varelagre
I Danmark opgøres varelagrene (som hovedregel) efter FIFO-princippet, hvilket indebærer, at varelageropskrivninger som følge af inflation bliver beskattet (hvilket ikke sker efter LIFO-princippet). Det betyder, at kravet til før skat afkastet øges. Dog har der i en lang årrække været mulighed for at nedskrive værdien af varelageret med 30 pct. med modregning året efter. Denne rullende skatterabat er modelleret i formel (8) og (10).
7) Investeringsfonds
Investeringsfondsordningen indebar, at en bestemt andel af virksomhedens overskud kunne henlægges til kommende investeringer. Hele henlæggelsesbeløbet var skattefrit i henlæggelsesåret. Henlæggelserne blev frigivet i forbindelse med anskaffelse af et afskrivningsberettiget aktiv (bygninger, driftsmidler etc.). Denne forlods afskrivning kunne dog ikke kombineres med de almindelige afskrivningsregler, der derfor ikke kunne anvendes på den del af anskaffelsessummen, der blev forlods afskrevet.
I beregningerne indgår investeringsfondsordningen ved, at afskrivningernes nutidsværdi (A) ikke beregnes som i formel (3)-(6), men i stedet som A= t . Det antages, at henlæggelsen er sket ultimo året før, hvorfor der fremdiskonteres. Det er i beregningerne kun muligt at anvende investeringsfondsordningen ved egenfinansiering.
Beregning af efter skat afkastet fra en indenlandsk investering
Ovenstående elementer kan samles til nedenstående formel for nutidsværdien efter skat af den hypotetiske investering.
(7)
Hvis der alene investeres i varelagre erstattes formel (7) af formel (8):
(8)
hvor der hverken er økonomiske eller skattemæssige afskrivninger, men til gengæld beskatning af de nominelle varelageropjusteringer. Variablen v angiver andelen af varelageret, der opgøres efter FIFO-princippet (i Danmark 100 pct.). Frem til midten af halvfemserne har det dog (som ovenfor nævnt) været muligt at nedskrive varelagre med en vis procentdel – dog med modregning året efter. Denne effekt modelleres ved at sætte v=1-nedskrivningsprocenten, jf. OECD (1991). I praksis tillader skattereglerne imidlertid også andre opgørelsesmetoder, som vil reducere den effektive skattesats.
Effektive skattesatser
Effektiv marginal skattesats
Når der ses på det marginale investeringsprojekt, er efter skat afkastet nul. Selskabets ejere er altså indifferente mht. om investeringen foretages eller ej. Med det reale afkast efter skat sat til nul, er det muligt at finde det nødvendige reale afkast før skat:
(9)
Udelukkende investering i varelagre medfører, at formlen bliver:
(10)
Den marginale effektive skat defineres her som forskellen mellem ovenstående (krav til) realafkast før selskabsbeskatning af den marginale investering og så realafkastet efter skat af opsparingen, der finansierer investeringen. Under de gjorte antagelser om perfekt kapitalmobilitet kan sidstnævnte erstattes af (verdens)markedsrenten, hvormed den marginale effektive skat bestemmes som:
(11)
Effektiv gennemsnitlig skattesats
King og Fullerton (1984) og en række senere studier ser udelukkende på den effektive marginale skattesats. Devereux og Griffith (1999) argumenterer imidlertid for, at mht. virksomhedernes lokaliseringsbeslutning, så er det i høj grad den effektive gennemsnitlige skattesats, der er afgørende (hvorimod den effektive marginale skat er afgørende for investeringsomfanget).
Den mest intuitive definition af den effektive gennemsnitlige selskabsskattesats fås ved at sætte den skattemæssige reduktion af afkastets nutidsværdi i forhold til afkastets nutidsværdi før skat, dvs.
(12)
Det er denne definition, der er anvendt i beregningerne i denne artikel. Bemærk dog, at definitionen ikke eksisterer for marginale projekter, da nævneren i så fald bliver nul.
Appendiks 2: Det skattemæssige regelgrundlag
Nedenfor er angivet de skattemæssige regler, der danner grundlag for beregningerne. Det er gjort for at hjælpe læseren til et samlet overblik over, hvad der er medtaget, og hvad der ikke er. Oversigten skal bestemt læses med varsomhed, hvis formålet er anvendelse i anden sammenhæng.
| Tabel A2. Skatteregler i beregningerne af de effektive skattesatser | ||||
|---|---|---|---|---|
| Årstal | Formel sats i pct.1) | Afskrivningssats for driftsmidler | Afskrivningssats for erhvervsbygninger de første 10 år | Afskrivningssats for erhvervsbygninger herefter |
| 1970 | 36 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1971 | 36 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1972 | 36 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1973 | 37 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1974 | 37 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1975 | 37 | 0,30 / 0,452) | 0,04 | 0,01 |
| 1976 | 37 | 0,30 / 0,45 | 0,04 | 0,01 |
| 1977 | 37 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1978 | 37 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1979 | 40 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1980 | 40 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1981 | 40 | 0,303) | 0,04 | 0,01 |
| 1982 | 40 | 0,303) | 0,04 | 0,01 |
| 1983 | 40 | 0,303) | 0,04 | 0,01 |
| 1984 | 40 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1985 | 50 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1986 | 50 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1987 | 50 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1988 | 50 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1989 | 50 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1990 | 40 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1991 | 38 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1992 | 34 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1993 | 34 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1994 | 34 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1995 | 34 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1996 | 34 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1997 | 34 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1998 | 34 | 0,30 | 0,04 | 0,01 |
| 1999 | 32 | 0,30 | 0,05 | 0,05 |
| 2000 | 32 | 0,30 | 0,05 | 0,05 |
| 2001 | 30 | 0,25 | 0,05 | 0,05 |
| 2002 | 30 | 0,25 | 0,05 | 0,05 |
| 2003 | 30 | 0,25 | 0,05 | 0,05 |
- Den angivne skattesats vedrører indkomståret. Frem til og med indkomståret 1991 svaredes selskabsskatten i året efter indkomståret (skatteåret). Fra og med indkomståret 1992 er selskabsskatten ændret til en samtidighedsskat, således at skattesatsen gælder for skattebetaling i indkomståret. For at denne ændring ikke skulle virke som en stramning af selskabsbeskatningen blev satsen nedsat fra 38 pct. til 34 pct. Denne satsnedsættelse skal således ikke ses som en egentlig lempelse af beskatningen, jf. det gældende renteniveau.
- Her er det antaget, at den ekstraordinære afskrivning på 15 pct. anvendes i anskaffelsesåret. I praksis var der mulighed at anvende den ekstra afskrivning frem til og med 1978.
- For driftsmidler anskaffet fra 1. januar 1981 til 31. december 1983 blev der indført et særligt investeringsfradrag på 5 pct. af det beløb, som anskaffelsessummen overstiger salgssummen i det pågældende indkomstår.
| Tabel A2. Fortsat fra forrige side | |||||
|---|---|---|---|---|---|
| Årstal | Afskrivningssats for driftsbygninger de første 10 år | Afskrivningssats for driftsbygnin-ger herefter | Varelagernedskrivningssats | Indeksering af afskriv-ningsgrundlag1) | Andel af overskud, der kan henlægges til investeringsfonds |
| 1970 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 0 | 0,25 |
| 1971 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 0 | 0,25 |
| 1972 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 0 | 0,25 |
| 1973 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 0 | 0,25 |
| 1974 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 0 | 0,25 |
| 1975 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 0 | 0,25 |
| 1976 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 0 | 0,25 |
| 1977 | 0,06 / 0,102) | 0,02 | 0,30 | 0 | 0,25 |
| 1978 | 0,06 / 0,10 | 0,02 | 0,30 | 0 | 0,25 |
| 1979 | 0,06 / 0,10 | 0,02 | 0,30 | 0 | 0,25 |
| 1980 | 0,06 / 0,10 | 0,02 | 0,30 | 0 | 0,25 |
| 1981 | 0,06 / 0,10 | 0,02 | 0,30 | 0 | 0,25 |
| 1982 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 1 | 0,25 |
| 1983 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 1 | 0,25 |
| 1984 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 1 | 0,25 |
| 1985 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 1 | 0,25 |
| 1986 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 1 | 0,25 |
| 1987 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 1 | 0,25 |
| 1988 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 1 | 0,25 |
| 1989 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 1 | 0,25 |
| 1990 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 1 | 03) |
| 1991 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 0 | 0 |
| 1992 | 0,06 | 0,02 | 0,30 | 0 | 0 |
| 1993 | 0,06 | 0,02 | 0,23 | 0 | 0 |
| 1994 | 0,06 | 0,02 | 0,20 | 0 | 0 |
| 1995 | 0,06 | 0,02 | 0,16 | 0 | 0 |
| 1996 | 0,06 | 0,02 | 0,12 | 0 | 0 |
| 1997 | 0,06 | 0,02 | 0,08 | 0 | 0 |
| 1998 | 0,06 | 0,02 | 0 | 0 | 0 |
| 1999 | 0,05 | 0,05 | 0 | 0 | 0 |
| 2000 | 0,05 | 0,05 | 0 | 0 | 0 |
| 2001 | 0,05 | 0,05 | 0 | 0 | 0 |
| 2002 | 0,05 | 0,05 | 0 | 0 | 0 |
| 2003 | 0,05 | 0,05 | 0 | 0 | 0 |
1) 0 = ingen indeksering, 1 = indeksering af hele afskrivningsgrundlaget.
2) For nyopførte bygninger fra september 1977 til og med 1980 kunne der afskrives 10 pct. i pågældende indkomstår og indkomståret efter.
3) For personlige virksomheder var det stadig muligt at foretage henlæggelser frem til og med 1997, dog udfaset de seneste tre år med henholdsvis 0,20, 0,15 og 0,10.
Appendiks 3: Effektive selskabsskattesatser for hvert investeringsaktiv for både egen- og fremmedfinansiering.
| Tabel A3.1. Effektiv marginal selskabsskattesats for forskellige aktiver ved finansiering med egenkapital fra 1970 til 2003 | ||||||
|---|---|---|---|---|---|---|
| Årstal | Varelager | Driftsmidler | Driftsbygninger | Øvrige erhvervs-bygninger | Driftsmidler 100 pct. afskrevet med investeringsfondshenlæggelser | Erhvervsbygninger 100 pct. afskrevet med investeringsfondshenlæggelser |
| 1970 | 44,3 | 22,9 | 30,5 | 35,6 | 0,0 | 0,0 |
| 1971 | 44,3 | 22,8 | 30,4 | 36,0 | 0,0 | 0,0 |
| 1972 | 47,4 | 24,8 | 31,8 | 37,6 | 0,0 | 0,0 |
| 1973 | 58,9 | 33,7 | 38,4 | 44,4 | 0,0 | 0,0 |
| 1974 | 73,5 | 47,9 | 48,2 | 53,0 | 0,0 | 0,0 |
| 1975 | 52,3 | 18,9 | 34,5 | 39,4 | 0,0 | 0,0 |
| 1976 | 48,3 | 17,0 | 32,8 | 37,3 | 0,0 | 0,0 |
| 1977 | 52,0 | 28,3 | 31,6 | 38,6 | 0,0 | 0,0 |
| 1978 | 50,5 | 27,2 | 30,9 | 38,1 | 0,0 | 0,0 |
| 1979 | 51,6 | 28,4 | 32,7 | 40,0 | 0,0 | 0,0 |
| 1980 | 52,7 | 29,3 | 33,4 | 39,8 | 0,0 | 0,0 |
| 1981 | 53,0 | 25,9 | 36,2 | 40,1 | 0,0 | 0,0 |
| 1982 | 48,6 | 14,7 | 27,7 | 34,7 | 0,0 | 0,0 |
| 1983 | 45,6 | 14,7 | 27,7 | 34,7 | 0,0 | 0,0 |
| 1984 | 45,2 | 17,3 | 27,5 | 34,8 | 0,0 | 0,0 |
| 1985 | 51,7 | 23,7 | 36,2 | 43,4 | 0,0 | 0,0 |
| 1986 | 51,1 | 23,3 | 35,6 | 43,6 | 0,0 | 0,0 |
| 1987 | 51,5 | 23,4 | 35,7 | 43,6 | 0,0 | 0,0 |
| 1988 | 52,7 | 23,1 | 35,3 | 43,8 | 0,0 | 0,0 |
| 1989 | 43,9 | 17,1 | 27,2 | 35,0 | 0,0 | 0,0 |
| 1990 | 37,6 | 16,8 | 27,0 | 32,7 | 0,0 | 0,0 |
| 1991 | 38,1 | 19,2 | 28,6 | 34,3 | 19,2 | 34,3 |
| 1992 | 37,5 | 18,8 | 28,4 | 34,0 | 18,8 | 34,0 |
| 1993 | 36,4 | 17,8 | 27,5 | 33,7 | 17,8 | 33,7 |
| 1994 | 39,5 | 18,9 | 27,9 | 35,6 | 18,9 | 35,6 |
| 1995 | 39,7 | 19,0 | 28,0 | 35,4 | 19,0 | 35,4 |
| 1996 | 41,5 | 19,5 | 28,1 | 36,7 | 19,5 | 36,7 |
| 1997 | 43,4 | 20,2 | 28,4 | 38,1 | 20,2 | 38,1 |
| 1998 | 41,9 | 19,1 | 27,6 | 37,0 | 19,1 | 37,0 |
| 1999 | 45,1 | 20,3 | 20,0 | 20,0 | 20,3 | 20,0 |
| 2000 | 45,8 | 20,8 | 22,3 | 22,3 | 20,8 | 22,3 |
| 2001 | 39,9 | 20,9 | 19,7 | 19,7 | 20,9 | 19,7 |
| 2002 | 40,9 | 21,4 | 19,6 | 19,6 | 21,4 | 19,6 |
| 2003 | 40,8 | 21,3 | 19,0 | 19,0 | 21,3 | 19,0 |
| Tabel A3.2. Effektiv marginal selskabsskattesats for forskellige aktiver ved finansiering med fremmedkapital fra 1970 til 2003 | ||||
|---|---|---|---|---|
| Årstal | Varelager | Driftsmidler | Driftsbygninger | Øvrige erhvervsbygninger |
| 1970 | -15,9 | -83,8 | -69,7 | -47,7 |
| 1971 | -15,9 | -83,7 | -69,3 | -45,4 |
| 1972 | -22,4 | -117,1 | -103,8 | -69,2 |
| 19731) | -67,5 | -1.666,2 | -3.5052,9 | -872,6 |
| 19741) | -3.950,1 | 196,8 | 173,0 | 175,3 |
| 1975 | -34,8 | -354,4 | -222,3 | -157,9 |
| 1976 | -23,3 | -177,8 | -114,5 | -85,5 |
| 1977 | -33,7 | -208,7 | -250,8 | -164,3 |
| 1978 | -29,0 | -165,8 | -185,7 | -121,9 |
| 1979 | -27,8 | -159,4 | -174,6 | -113,1 |
| 1980 | -31,2 | -190,2 | -220,7 | -153,1 |
| 1981 | -32,2 | -235,5 | -204,5 | -157,7 |
| 1982 | -20,0 | -207,6 | -173,0 | -104,8 |
| 1983 | -13,6 | -126,2 | -98,6 | -58,4 |
| 1984 | -13,0 | -113,8 | -93,6 | -53,9 |
| 1985 | -12,6 | -128,3 | -99,8 | -49,5 |
| 1986 | -11,2 | -115,9 | -89,5 | -39,7 |
| 1987 | -12,0 | -123,3 | -96,2 | -44,1 |
| 1988 | -15,0 | -154,4 | -125,6 | -57,0 |
| 1989 | -10,6 | -93,9 | -75,3 | -40,2 |
| 1990 | -3,9 | -46,3 | -30,4 | -14,4 |
| 1991 | -4,5 | -41,5 | -26,5 | -11,3 |
| 1992 | -3,8 | -39,0 | -24,0 | -9,6 |
| 1993 | -1,7 | -34,6 | -20,0 | -5,4 |
| 1994 | -3,6 | -45,4 | -30,9 | -10,0 |
| 1995 | -2,8 | -45,2 | -30,6 | -10,6 |
| 1996 | -2,7 | -51,1 | -36,5 | -11,3 |
| 1997 | -2,2 | -57,7 | -42,8 | -12,6 |
| 1998 | 0,0 | -49,7 | -35,4 | -8,9 |
| 1999 | 0,0 | -65,7 | -97,0 | -97,0 |
| 2000 | 0,0 | -69,3 | -92,8 | -92,8 |
| 2001 | 0,0 | -41,0 | -59,2 | -59,2 |
| 2002 | 0,0 | -43,8 | -65,7 | -65,7 |
| 2003 | 0,0 | -43,4 | -66,7 | -66,7 |
Anm.: Tabellen viser, at den effektive marginale beskatning (som den er beregnet her) er nul eller negativ for alle typer investeringsaktiver, når der finansieres med fremmedkapital. Som anført i teksten er det svært, at tolke på det egentlig niveau, men denne og den foregående tabel indikerer tydeligt, at der er en skattemæssig favorisering af fremmedfinansiering.
Note: 1) Den effektive marginale selskabsskattesats er for visse aktiver kraftigt negativ i disse år. Abnorme værdier skyldes imidlertid en naturlig svaghed i beregningsmodellen.
| Tabel A3.3. Effektiv gennemsnitlig selskabsskattesats for forskellige aktiver ved finansiering med egenkapital fra 1970 til 2003 | ||||||
|---|---|---|---|---|---|---|
| Årstal | Varelager | Drifts-midler | Drifts-bygninger | Øvrige erhvervs-bygninger | Driftsmidler 100 pct. afskrevet med investeringsfondshenlæggelser | Erhvervsbygninger 100 pct. afskrevet med investeringsfondshenlæggelser |
| 1970 | 50,8 | 36,6 | 40,6 | 43,9 | 28,1 | 28,1 |
| 1971 | 48,9 | 35,8 | 39,5 | 42,8 | 28,1 | 28,1 |
| 1972 | 47,9 | 35,3 | 38,3 | 41,3 | 28,1 | 28,1 |
| 1973 | 48,6 | 35,9 | 37,5 | 39,9 | 29,0 | 29,0 |
| 1974 | 52,4 | 36,8 | 36,9 | 38,6 | 29,0 | 29,0 |
| 1975 | 53,1 | 34,1 | 40,6 | 43,3 | 29,0 | 29,0 |
| 1976 | 55,5 | 34,8 | 42,8 | 45,8 | 29,0 | 29,0 |
| 1977 | 56,5 | 39,0 | 40,7 | 45,0 | 29,0 | 29,0 |
| 1978 | 55,6 | 38,8 | 40,6 | 45,1 | 29,0 | 29,0 |
| 1979 | 61,8 | 43,0 | 45,5 | 50,6 | 31,9 | 31,9 |
| 1980 | 67,0 | 44,9 | 47,7 | 52,8 | 31,9 | 31,9 |
| 1981 | 65,2 | 42,2 | 48,6 | 51,7 | 31,9 | 31,9 |
| 1982 | 68,1 | 38,5 | 46,5 | 52,2 | 31,8 | 31,8 |
| 1983 | 64,1 | 38,5 | 46,6 | 52,3 | 31,8 | 31,8 |
| 1984 | 62,3 | 39,5 | 45,8 | 51,5 | 31,8 | 31,8 |
| 1985 | 80,3 | 52,7 | 62,0 | 69,3 | 41,3 | 41,3 |
| 1986 | 75,1 | 51,2 | 59,2 | 66,4 | 41,3 | 41,3 |
| 1987 | 76,2 | 51,4 | 59,6 | 66,8 | 41,3 | 41,3 |
| 1988 | 75,0 | 50,4 | 57,8 | 64,9 | 41,3 | 41,3 |
| 1989 | 58,8 | 39,0 | 44,7 | 50,4 | 31,8 | 31,8 |
| 1990 | 59,1 | 39,7 | 47,8 | 53,4 | 29,9 | 29,9 |
| 1991 | 53,4 | 39,0 | 45,2 | 49,9 | 39,0 | 49,9 |
| 1992 | 54,2 | 39,3 | 46,0 | 50,8 | 39,3 | 50,8 |
| 1993 | 52,6 | 38,5 | 45,0 | 50,0 | 38,5 | 50,0 |
| 1994 | 47,4 | 36,2 | 40,3 | 44,7 | 36,2 | 44,7 |
| 1995 | 48,5 | 36,6 | 40,9 | 45,4 | 36,6 | 45,4 |
| 1996 | 45,6 | 35,3 | 38,6 | 42,8 | 35,3 | 42,8 |
| 1997 | 44,2 | 34,6 | 37,3 | 41,3 | 34,6 | 41,3 |
| 1998 | 44,8 | 34,8 | 37,8 | 42,1 | 34,8 | 42,1 |
| 1999 | 40,4 | 31,8 | 31,7 | 31,7 | 31,8 | 31,7 |
| 2000 | 41,9 | 32,2 | 32,6 | 32,6 | 32,2 | 32,6 |
| 2001 | 39,2 | 31,1 | 30,7 | 30,7 | 31,1 | 30,7 |
| 2002 | 38,8 | 30,9 | 30,3 | 30,3 | 30,9 | 30,3 |
| 2003 | 38,4 | 30,7 | 30,0 | 30,0 | 30,7 | 30,0 |
| Tabel A3.4. Effektiv gennemsnitlig selskabsskattesats for forskellige aktiver ved finansiering med fremmedkapital fra 1970 til 2003 | ||||
|---|---|---|---|---|
| Årstal | Varelager | Driftsmidler | Driftsbygninger | Øvrige erhvervsbygninger |
| 1970 | 21,3 | 11,9 | 13,2 | 15,8 |
| 1971 | 21,9 | 13,3 | 14,6 | 17,2 |
| 1972 | 21,5 | 13,4 | 14,1 | 16,4 |
| 1973 | 20,8 | 13,2 | 12,4 | 13,8 |
| 1974 | 17,2 | 7,8 | 4,8 | 5,2 |
| 1975 | 20,2 | 8,2 | 10,3 | 12,1 |
| 1976 | 20,3 | 6,9 | 10,1 | 12,2 |
| 1977 | 18,9 | 7,7 | 6,6 | 9,1 |
| 1978 | 19,7 | 8,8 | 8,1 | 10,8 |
| 1979 | 22,0 | 10,3 | 9,6 | 12,7 |
| 1980 | 19,8 | 5,8 | 4,7 | 7,5 |
| 1981 | 20,3 | 6,0 | 7,0 | 8,8 |
| 1982 | 21,1 | 0,4 | 2,1 | 7,1 |
| 1983 | 23,6 | 5,8 | 8,3 | 13,5 |
| 1984 | 24,2 | 8,1 | 9,9 | 15,1 |
| 1985 | 33,6 | 16,2 | 18,6 | 25,1 |
| 1986 | 34,9 | 20,1 | 22,3 | 28,7 |
| 1987 | 34,5 | 19,1 | 21,3 | 27,6 |
| 1988 | 34,2 | 19,0 | 20,6 | 26,7 |
| 1989 | 25,6 | 11,6 | 13,6 | 18,7 |
| 1990 | 25,2 | 11,1 | 15,3 | 20,7 |
| 1991 | 25,8 | 16,0 | 19,3 | 23,5 |
| 1992 | 26,0 | 15,8 | 19,4 | 23,8 |
| 1993 | 27,1 | 17,3 | 20,9 | 25,6 |
| 1994 | 27,2 | 19,6 | 21,7 | 25,7 |
| 1995 | 27,3 | 19,1 | 21,3 | 25,3 |
| 1996 | 27,8 | 20,7 | 22,3 | 26,1 |
| 1997 | 28,1 | 21,6 | 22,9 | 26,4 |
| 1998 | 28,5 | 21,5 | 23,0 | 26,8 |
| 1999 | 26,6 | 20,4 | 18,9 | 18,9 |
| 2000 | 26,4 | 19,5 | 18,2 | 18,2 |
| 2001 | 24,3 | 18,3 | 16,6 | 16,6 |
| 2002 | 24,4 | 18,5 | 16,8 | 16,8 |
| 2003 | 24,4 | 18,8 | 16,9 | 16,9 |
Appendiks 4: International sammenligning af effektive selskabsskattesatser.
De i nedenstående tabel viste effektive skattesatser inddrager også udenlandske investeringer og er derfor ikke direkte sammenlignelige med satserne beregnet i denne artikel.
| Tabel A4. Den effektive gennemsnitlige og marginale selskabsskattesats i udvalgte lande i 2001 for indgående (I.) og udgående (U.) FDI | ||||||
|---|---|---|---|---|---|---|
| Effektiv gennemsnitlig skattesats | Effektiv marginal skattesats | |||||
| I. FDI (EU1) | I. FDI (OECD2) | U. FDI (OECD2) | I. FDI (EU1) | I. FDI (OECD2) | U. FDI (OECD2) | |
| Østrig | 27,9 | 34,1 | 30,5 | 20,9 | 24,4 | 19,1 |
| Belgien | 34,5 | 35,6 | 32,0 | 22,4 | 18,6 | 21,3 |
| Danmark | 27,3 | 28,5 | 29,6 | 21,9 | 20,0 | 17,9 |
| Finland | 26,6 | 29,1 | 29,2 | 19,9 | 20,9 | 17,5 |
| Frankrig | 34,7 | 32,7 | 30,4 | 33,2 | 20,2 | 19,5 |
| Tyskland | 34,9 | 35,3 | 30,9 | 31,0 | 22,2 | 20,4 |
| Grækenland | 28,0 | 31,8 | 35,5 | 18,2 | 16,9 | 23,4 |
| Island | NA | 37,0 | 34,6 | NA | 28,2 | 22,4 |
| Irland | 10,5 | 19,2 | 30,5 | 11,7 | 13,2 | 16,9 |
| Italien | 27,6 | 35,2 | 35,7 | -4,1 | 14,1 | 24,0 |
| Luxemburg | 32,2 | 34,0 | 29,9 | 20,7 | 16,7 | 19,3 |
| Holland | 31,0 | 31,8 | 28,7 | 22,6 | 20,5 | 17,6 |
| Norge | NA | 32,8 | 31,4 | NA | 29,3 | 19,3 |
| Portugal | 30,7 | 33,3 | 32,1 | 22,5 | 12,1 | 20,9 |
| Spanien | 31,0 | 34,3 | 30,3 | 22,8 | 24,6 | 19,2 |
| Sverige | 22,9 | 27,8 | 28,9 | 14,3 | 17,9 | 17,2 |
| Storbritanien | 28,3 | 28,7 | 30,4 | 24,7 | 20,9 | 18,4 |
| USA | NA | 38,1 | 35,4 | NA | 26,2 | 23,7 |
| Gennemsnit | 28,5 | 32,2 | 31,4 | 20,2 | 20,4 | 19,9 |
Note 1: EU-Kommissionens estimat bygger en investering foretaget af et moderselskab i et datterselskab begge inden for fremstillingssektoren. Det er antaget at investeringen er finansieret med lån fra moderselskabet (35 pct.), aktieudstedelse (10 pct.) og tilbageholdt overskud (55 pct.). Det er endvidere antaget, at der er fem typer aktiver, der vægtes ens (bygninger, maskiner, finansielle aktiver, lagre og immaterielle aktiver), en inflation i alle lande på 2 pct. og en afkastningsgrad på 5 pct. før skat.
Note 2: OECD’s estimat bygger på tre aktiver (bygninger (28 pct.), maskiner (50 pct.) og lagre (22 pct.)) og en inflation på 2,5 pct.
Kilde: EU-Kommissionen (2002) og OECD (2003) [Foreløbigt arbejdsnotat].
Litteraturliste
Devereux, M. P. og R. Griffith (1999), The Taxation of Discrete Investment Choices, The Institute for Fiscal Studies, Working Paper Series No. W98/16 – Revision 2, 1999.
EU-Kommissionen (2002), Company taxation in the internal market, 2002.
King, M.A. og D. Fullerton (1984), The Taxation of Income from Capital, Chicago and London: The University of Chicago Press.
KPMG (2003), KPMG’s Corporate Tax Rate Survey – January 2003, KPMG International, 2003, samt tidligere årgange.
OECD (1991), Taxing Profits in a Global Economy – Domistic and International Issues, Paris, OECD, 1991.
OECD (2003), Corporate Taxation and Foreign Direct Investment, Economics Department, Working Party No. 2 on Tax Policy Analysis and Tax Statistics [Foreløbigt arbejdsnotat].
Skatteministeriet (2000a), Effektiv selskabsbeskatning i international sammenligning, Skat - Juni 2000, p. 89-121.
Skatteministeriet (2000b), Selskabsbeskatning, erhvervsstruktur og international lokalisering, Skat - November 2000, p. 31-53.
Skatteministeriet (2001), Transferpriser, Skat - December 2001, p. 13-68.
[1] Den anvendte metode kan udvides til også at se på udenlandske investeringer, således at ændringer i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, afskaffelse af udlandslempelsen og ændringer i reglerne om frivillig international sambeskatning kan indarbejdes.
[2] 1992 var et overgangsår. Det var først fra 1993, at satsen formelt hed 34 pct.
[3] Den relative forskel på de to selskabsskattesatser svarede nogenlunde til det gældende renteniveau. Under et lavere renteniveau vil satsnedsættelsen effektueres som en effektiv satsnedsættelse så vidt angår forskellen på renteniveauet og den formelle satsnedsættelse.
[4] Udlandslempelsen blev indført med statsskatteloven helt tilbage i 1903. Dengang var der ikke dobbeltbeskatningsoverenskomster, hvorfor man i stedet mildnede international dobbeltbeskatning ved, at halvdelen af den udenlandske indkomst blev friholdt for dansk skat. Efter indførelse af dobbeltbeskatningsaftalerne betød udlandslempelsen en overkompensation og dermed en tilskyndelse til at investere i udlandet frem for i Danmark.
[5] Der er således set bort fra en række elementer som f.eks. indførelse af tidsubegrænset underskudsfremførsel og muligheden for afskrivninger på immaterielle aktiver.
[6] Der kan midlertidigt opstå overnormal profit som følge af forskydninger i konkurrenceforhold og i den teknologiske og vidensmæssig kunnen, men under antagelse af fri markedsadgang vil denne hurtigt bortkonkurreres.
[7] I appendiks 4 er de formelle satser samt et King-Fullerton-estimat for de effektive satser vist for en række lande.
[8] I Skatteministeriet (2000a) anvendes disse forskellige metoder til sammenligning af den effektive selskabsbeskatning mellem lande.
[9] Se f.eks. EU-Kommissionen (2002).
[10] Niveauet ligger i samme størrelsesorden som det beregnede niveau for 2000 i Skatteministeriet (2000a), der anvender samme investerings- og finansieringsantagelser.