Beregning af dødvægtstabet ved en forbrugsafgift

1. Indledning

I denne artikel gives en anvisning af, hvorledes udregningen af det såkaldte dødvægtstab kan foretages. Anvisningen opstilles i forlængelse af diskussionen i de to artikler ”Dødvægtstabet” og ”Hvordan opgøre dødvægtstab?” fra Skat december 2002.

Med estimeringen af dødvægtstabet forsøges de samfundsmæssige omkostninger ved beskatning opgjort: Beskatningen forvrider forbrugernes beslutninger. Dermed bliver omkostningerne ved at opkræve en krone i skat større end en krone. Med dødvægtstabet opgøres dette samfundsmæssige spild, jf. Skatteministeriet, (2002a).

De forrige artikler foretog en teoretisk afgrænsning af dødvægtstabet som begreb. Det blev beskrevet, hvorledes dødvægtstabsberegningerne vil tage udgangspunkt i den ækvivalente variation. Mere konkret opgøres dødvægtstabet som den mængde offentligt forbrug, der kan ”smides ud”, såfremt der – i stedet for tiltaget – indføres en lumpsumskat, jf. boks 1.

 

Boks 1. Den teoretiske afgrænsning af dødvægtstabet

Med den ækvivalente variation opgøres det beløb, forbrugerne er villige til at betale for at undgå et givent tiltag, jf. Skatteministeriet (2002 b). Dødvægtstabet opgør derimod det samlede samfundsmæssige tab som følge af tiltaget. Dødvægtstabet medregner ikke kun forbrugernes tab eller gevinster, men også udviklingen i det offentliges provenu. Således defineres dødvægtstabet som forskellen mellem den ækvivalente variation og ændringen i det offentlige provenu. Mere konkret opgøres dødvægtstabet som den mængde offentligt forbrug, der kan ”smides ud”, såfremt der – i stedet for tiltaget – indføres en lumpsumskat. Lumpsumskatten er karakteriseret ved, at forbrugerne opnår samme nytteniveau ved det gamle prisniveau – inkl. lumpsumskatten – som ved det nye prisniveau – ekskl. lumpsumskatten. På denne måde opgør dødvægtstabet merprovenuet ved i stedet at lumpsumskattefinansiere, når forbrugerne samtidig hverken stilles bedre eller ringere, jf. Skatteministeriet (2002 b).

Målet er – på sigt – at udvikle en skematisk anvisning af, hvorledes beregningen af dødvægtstabet kan foretages ved ændring af alle typer af skatter og afgifter.

Projektet er ambitiøst. Et sådant bud fordrer ikke bare en nærmere præcisering af begrebet ”dødvægtstab”, men også en konkret anvisning af, hvorledes beregningen skal udføres.

Der kunne udvikles en stor model, der gang på gang kunne anvendes til evaluering af alle tænkelige skattepolitiske tiltag. Dette scenarium er imidlertid næppe realistisk.

For det første skal modellen have en detaljeringsgrad, der gør selve modelopstillingen til en meget ressourcekrævende og langvarig proces: De skattepolitiske tiltag, der er behov for at evaluere, spænder bredt. I Danmark er der særlige regler for beskatning af meget specifikke varetyper: lige fra juletræskæder til konsumis. Skal effekten af en særskat på alle disse varetyper evalueres i én stor model, må alle varetyperne indgå særskilt i modellen. Det stiller store krav til detaljeringsgraden og dermed til modellens omfang.

Endvidere er det ikke nødvendigt at modellere alle effekter hver gang: Eksempelvis påvirker nogle tiltag opsparingsbeslutningen, mens andre lader den upåvirket. Således er det ikke altid nødvendigt at modellere de samme aspekter, når to forskellige skattepolitiske tiltag skal vurderes. Derfor fokuseres i første omgang alene på en anvisning af, hvorledes dødvægtstabet udregnes i forbindelse med evaluering af den indirekte beskatning.

Endelig vil en meget omfangsrig model medføre, at det kun vil være ganske få personer, der kan anvende modellen og fortolke dens resultater: Jo større modellen bliver, jo mere kompliceret bliver programmeringen og samspillet mellem modellens relationer. Det stiller krav til modelbrugeren og betyder, at en meget omfangsrig model kun kan anvendes af særdeles erfarne modelbrugere.

Målet er, at – i princippet – alle skal kunne anvende beregningsanvisningerne – dvs. modellen. Det taler isoleret set for en meget enkel model. Modellen må imidlertid ikke blive så simplificeret, at den undlader væsentlige effekter.

Den konkrete afvejning af fordringen om enkelthed og fordringen om kompleksitet foretages løbende: På den ene side skal modellen være så enkel som muligt. På den anden side skal modellen opfange de væsentligste effekter af et givent tiltag.

I første omgang satses på at anvise, hvorledes effekterne af en ændring af den indirekte varetilknyttede beskatning kan evalueres. Der opstilles en meget simpel model, der alene modellerer og sammenbinder forbrugs- og arbejdsudbudsbeslutningen. Modellen kan dermed udgøre udgangspunktet – eller skelettet – for evalueringen af effekterne af en ændring af alle typer af indirekte varetilknyttede skatter.

Sammenbindingen af forbrugs- og arbejdsudbudsbeslutningen er vigtig. Således kan fem sjettedele af dødvægtstabet – i det efterfølgende eksempel – henføres til arbejdsudbudsbeslutningen. Det er altså væsentligt at inddrage den indirekte beskatnings påvirkning af arbejdsudbuddet, når dødvægtstabet tilknyttet indirekte skatter skal evalueres.

Mere konkret opstilles en simpel generel statisk ligevægtsmodel til undersøgelse af effekterne af en ikke-annonceret ændring af en varetilknyttet indirekte afgift på et (ikke-varigt) forbrugsgode. I første omgang ses bort fra effekter af grænsehandel, hvorfor modellen kun kan anvendes, når dette ikke giver anledning til et afgørende bias. Senere kan det grundlæggende skelet så udbygges. Eksempelvis kan grænsehandelsproblematikken inddrages.

Konsumisafgiften er et eksempel på en vare, der kun grænsehandles i et meget beskedent omfang, jf. boks 2.

 

Boks 2. Konsumisafgiften

Der betales afgift af erhvervsmæssigt fremstillet eller indført konsumis på 3,40 kr. pr. liter. Provenuet skønnes at udgøre 175 mio. kr. i 2004, hvoraf 155 mio. kr. vedrører konsumis og 20 mio. kr. konsumismiks (til f.eks. softice). Erhvervsmæssig fremstilling omfatter ud over egentlige isproducenter også hoteller, restauranter, kantiner o. lign., der fremstiller konsumis til servering i virksomheden. Der kan forekomme afgrænsningsproblemer imellem is og andre produkter, der er forholdsvis nære substitutter. Således kan visse maskiner producere såvel afgiftspligtige som ikke-afgiftspligtige varer (f.eks. milkshake). Ligeledes afhænger grænsen mellem is og kolde drikke af, hvor flydende isen eller drikken er.

Modellen opstilles derfor med udgangspunkt i det konkrete eksempel: konsumisafgiften. Modellen opstilles med det formål at estimere den ækvivalente variation og dødvægtstabet tilknyttet en ikke-annonceret ændring af konsumisafgiften. Beregningerne viser, at dødvægtstabet tilknyttet konsumisafgiften udgør 11 pct. af provenuet tilknyttet afgiften.

Ved opstilling af modellen – herunder særligt ved modelleringen af nyttefunktionen – forudsættes uniform varegodebeskatning at udgøre den mest hensigtsmæssige beskatningsform. Dvs. en skattemæssig forskelsbehandling af forskellige goder forudsættes – som udgangspunkt – uhensigtsmæssig. Særlige negative eksterne effekter ved forbrug af et givent gode, som eksempelvis forurening, skal dermed modelleres særskilt. Dvs. såkaldte eksternaliteter skal modelleres særskilt i det omfang, de ønskes inddraget. Det forudsættes imidlertid, at der ikke forekommer sådanne særlige negative effekter ved konsum af is.

Nedenfor gives først en overordnet beskrivelse af og begrundelse for de effekter, der inddrages i modellen. Dernæst følger en mere nøjagtig modelbeskrivelse. Der lægges vægt på at forklare, hvorledes informationskravet – fra eksperiment til eksperiment – ikke øges i dette generelle setup sammenlignet med beregningerne i en partiel model. Endelig beskrives resultaterne i det specifikke eksperiment. For at vurdere og sandsynliggøre effekterne dekomponeres dødvægtstabet tilknyttet konsumisafgiften i den del, der vedrører arbejdsudbudsbeslutningen, og den del, der vedrører forbrugsbeslutningen. Endvidere foretages følsomhedsberegninger. Artiklen afsluttes med en diskussion af modellens begrænsninger og indsatsområderne i forhold til det videre arbejde.

2. Overordnet beskrivelse af modellen

Enkelhed er – som angivet – et selvstændigt mål. Derfor tages alene udgangspunkt i de effekter, der er af afgørende betydning for dødvægtstabet og den ækvivalente variation. I tilfældet med konsumisafgiften vurderes dødvægtstabet at være særlig afhængigt af forvridningen af forbrugs- og arbejdsudbudsbeslutningen.

Forbrugs- og arbejdsudbudsbeslutningen bør indgå

Nedsættes afgiften på et gode, bliver den billigere i forhold til andre goder. Dermed påvirkes forbrugssammensætningen. Der er to grunde til, at efterspørgslen efter et givent gode ændrer sig, når prisen falder. For det første bliver godet billigere i forhold til andre goder. Dette trækker i retning af en forøgelse af efterspørgslen. Effekten kaldes substitutionseffekten, fordi prisændringen fører til, at der – i det omfang, det er muligt – substitueres i retning af godet. For det andet forbedres købekraften af det beløb, forbrugeren kan anvende på forbrug. Forbrugeren bliver i realiteten rigere, hvorfor effekten kaldes indkomsteffekten. For forbruget af goder er det typiske, at indkomsteffekten ved en afgiftsnedsættelse – isoleret set – forøger forbruget af et givent gode[1] , jf. skatteministeriet (2002a).

Hvorledes modellere arbejdsudbudsbeslutningen?

Når en person yder en indsats på arbejdsmarkedet, opnås en løn, der efterfølgende anvendes på forbrug. Til gengæld mister personen fritid. Da den enkelte opnår forbrug, men mister fritid, indebærer personens arbejdsudbudsbeslutning en afvejning af, hvor meget forbrug der skal til for at opgive fritid.

En ændring af den indirekte beskatning påvirker arbejdsudbuddet via den såkaldte timebeslutning. Timebeslutningen vedrører beslutningen om, hvor mange timer den enkelte ønsker at arbejde. Ændres den indirekte beskatning, ændres den enkelte lønmodtagers realløn, og dermed påvirkes timeudbuddet, jf. nedenfor.

Skatternes – herunder også de indirekte skatters – påvirkning af timebeslutningen er ikke entydig. Det skyldes, at indkomst- og substitutionseffekten trækker i hver sin retning. Reduceres den direkte eller indirekte beskatning af arbejdskraft, øges det forbrug, der kan opnås ved at opgive en ekstra enhed fritid. Fritid er dermed blevet dyrere i forhold til forbrug, hvorfor der substitueres i retning af mindre fritid og mere forbrug. Substitutionseffekten trækker således i retning af en forøgelse af arbejdsudbuddet. På den anden side medfører reduktionen af beskatningen også, at forbrugeren er blevet rigere: Der kan nu købes mere og endda ved en mindre arbejdsindsats end før. Denne indkomsteffekt trækker – isoleret set – i retning af en forøgelse af såvel fritiden som forbruget. Substitutions- og indkomsteffekten trækker altså forbruget af fritid i hver sin retning, og det er derfor ikke teoretisk givet, at en reduktion af beskatningen af arbejdskraft i sig selv leder til en ændring af det antal arbejdstimer, der udbydes til en given løn. Empirisk viser det sig imidlertid, at substitutionseffekten ofte dominerer indkomsteffekten, hvorfor arbejdsudbuddet stiger ved en reduktion af den direkte eller indirekte beskatning.

Arbejdsudbuddet påvirkes imidlertid ikke alene af timebeslutningen. Den såkaldte deltagelsesbeslutning er også af afgørende betydning for arbejdsudbuddet. Hvor timebeslutningen refererer til spørgsmålet om antallet af timer, der udbydes, refererer deltagelsesbeslutningen til beslutningen om indtrædelse i beskæftigelse. Tilskyndes personer uden for arbejdsstyrken til at træde ind i arbejdsstyrken, eller tilskyndes ledige til at intensivere jobsøgningen, kan et givent tiltag føre til en stigning i antallet af beskæftigede.

Med negligeringen af effekten på deltagelsesbeslutningen lægger modellen sig op af metoden anvendt i ”Fordeling og incitamenter”, Finansministeriet (2002). Metoden anvendt i ”Fordeling og incitamenter” kan imidlertid – særligt på dette område – problematiseres, jf. nedenfor.

Indirekte skatters påvirkning af deltagelsesbeslutning

Når effekten af en ændring af den indirekte beskatning på tilskyndelsen til indtrædelse i beskæftigelse skal vurderes, må der skelnes mellem ikke-beskæftigede personer på overførselsindkomst (eksempelvis ledige eller efterlønsmodtagere) og ikke-beskæftigede personer, der forsørges på anden vis. Det er imidlertid hovedsagligt ændringen af tilskyndelsen for personer på overførselsindkomst, der har betydning for deltagelsesbeslutningen. Det skyldes, at langt hovedparten – 95 pct. – af ikke-beskæftigede personer i den erhvervsaktive alder er på overførselsindkomst, jf. Finansministeriet (2002).[2] Således fokuseres alene på påvirkningen af deltagelsesbeslutningen for personer på overførselsindkomst nedenfor.

I ”Fordeling og incitamenter” afhænger deltagelsesbeslutningen alene af kompensationsforholdet: dvs. det relative forhold mellem værdien af overførselsindkomsten og udbyttet ved beskæftigelse. En ændring af den indirekte beskatning ændrer ikke dette forhold: Der skal jo betales indirekte varetilknyttede skatter af begge beløb. Derfor påvirkes deltagelsesbeslutningen – ifølge metoden anvendt i ”Fordeling og incitamenter” – ikke af en ændring af den indirekte beskatning.

Ræsonnementet er imidlertid ikke helt korrekt. For en person på overførselsindkomst afhænger tilskyndelsen til beskæftigelse ikke af det relative, men det absolutte forhold mellem gevinsten ved beskæftigelse og den relevante overførselsindkomst – dvs. den overførselsindkomst, personen ville modtage ved fravær af beskæftigelse. Forudsættes forbrugeren at opnå et givet nyttetab ved at arbejde, vil vedkommende vælge at undlade at arbejde, så længe den absolutte forskel mellem udbyttet ved beskæftigelse og udbyttet på overførselsindkomst ikke overstiger dette nyttetab.

En reduktion af den indirekte beskatning øger – ved en realistisk præferencebeskrivelse – deltagelsesbeslutningen. Det skyldes, at faldet i den indirekte beskatning øger den absolutte forskel mellem udbyttet ved beskæftigelse og udbyttet ved at være på overførselsindkomst. Dermed vil flere indtræde i beskæftigelse – nyttetabet ved beskæftigelse skal nu være større, førend det er fordelagtigt at undlade at indtræde i beskæftigelse. Denne effekt ses der imidlertid bort fra.

Det konkrete omfang af det private forbrug bør indgå

Det er ikke nok at tage stilling til, hvilke marginale beslutninger der skal modelleres. Dødvægtstabsberegningerne tager udgangspunkt i den ækvivalente variation og må derfor indeholde en korrekt estimering af niveauet af den ækvivalente variation: Modellen skal ”skaleres” korrekt. Dermed bliver det nødvendigt at lade det initiale niveau for det private forbrug svare til det faktiske, jf. nedenfor.

Tag udgangspunkt i et tilfælde, hvor dødvægtstabet tilknyttet konsumisafgiften er nul. Det indebærer – pr. definition – at afgiften ikke forvrider forbrugernes beslutninger, herunder heller ikke forbrugs- eller arbejdsudbudsbeslutningen.

I dette tilfælde svarer den ækvivalente variation til provenuet fra afgiften: Forvrider konsumisafgiften ikke forbrugernes beslutninger, er afgiftens eneste effekt – pr. definition – at der ikke kan købes lige så mange goder med som uden afgiften.

Værdien af de goder, forbrugerne opnår ved en afgiftsophævelse, svarer netop til provenuet fra konsumisafgiften. Dvs. skal forbrugerne være lige så godt stillet med som uden en afgiftsophævelse, må de modtage et beløb, der svarer til provenuet fra konsumisafgiften.

Indgår det initiale niveau for det private forbrug i modellen, sikres det, at modellen kan opfange en sådan situation. Er afgiftsgrundlaget det private forbrug – og indgår det private forbrug i modellen – vil afgiftsprovenuet jo selvsagt indgå i modellen. Dermed vil modellen kunne opfange, at den ækvivalente variation ved en ophævelse af afgiften – i tilfælde af et dødvægtstab på nul – netop svarer til provenuet fra afgiften.

Opsparingsbeslutningen og kapitaldannelsen indgår ikke

Der kan imidlertid ses bort fra nogle beslutninger. Eksempelvis påvirkes den private opsparing ikke af en ikke-annonceret ændring af den indirekte beskatning, jf. nedenfor.

Opsparingsbeslutningen afhænger af den reale forrentning. Med opsparingsbeslutningen vælges at udskyde forbrug. Dermed kan midlerne anvendes til investering i et aktiv og på denne måde afkaste et overskud. Som et resultat af forbrugsudskydning opnår opspareren derfor en forrentning af det udskudte forbrug. Tilskyndelsen til opsparing afhænger netop af dette afkast – mere præcist af renten samt forholdet mellem prisniveauet i dag og prisniveauet i fremtiden.

En ikke-annonceret reduktion af en indirekte varetilknyttet skat påvirker ikke opsparingsbeslutningen. Tiltaget forøger både realværdien af en krone i dag og realværdien af en krone (plus renten) i morgen. Da de to størrelser forøges med samme forhold, påvirkes forholdet mellem dem ikke. Dvs. det relative prisforhold mellem forbrug i dag og forbrug i morgen påvirkes ikke, hvorfor tilskyndelsen til opsparing heller ikke påvirkes.

Modellen illustrerer imidlertid alene effekterne af ikke-annoncerede ændringer. Forudsætningen for, at en ændring af den indirekte varetilknyttede beskatning lader opsparingstilskyndelsen uændret, er, at der er tale om en ikke-annonceret ændring. En annonceret ændring påvirker derimod opsparingsbeslutningen: Annonceres det i dag, at afgiften på en given vare nedsættes i morgen, påvirkes det relative prisforhold mellem forbrug i dag og forbrug i morgen: Man kan få mere ud af at udskyde sit forbrug. Dermed påvirkes opsparingsbeslutningen. Derfor er det alene ikke-annoncerede ændringer, der lader opsparingsbeslutningen være upåvirket.

Da en ikke-annonceret ændring af en indirekte varetilknyttet skat ikke forvrider opsparingsbeslutningen, tilsiger enkelthedshensynet, at opsparingsbeslutningen slet ikke modelleres. Det leder mere generelt til, at der helt ses bort fra formue- og kapitaldannelsen.

Nettoeksporten er nul

Selvom enkelthedshensynet tilsiger, at der ses bort fra opsparingsbeslutningen, har det også en række ulemper.

En ulempe er, at det – modelteknisk – må forudsættes, at nettoeksporten er nul: Såfremt Danmarks nettoeksport afviger fra nul (i steady state), må landet trække på afkastet fra den samlede opsparing. Ellers vil Danmarks økonomi ikke cleare i forhold til udlandet: Er nettoeksporten negativ, må landet løbende betale for de nettoimporterede goder via rentebetalingerne til udlandet.

Idet der ses bort fra kapitaldannelsen, modelleres Danmarks formue imidlertid ikke. Dermed bliver kravet, at nettoeksporten alene skal cleare Danmarks økonomiske balance i forhold til udlandet. Hvilket betyder, at nettoeksporten må være nul, og eksporten dermed må svare til importen.

Fortolkningen er, at modellen dækker over ”én lang periode” – dvs. flere år – hvor udenrigshandelen i nutidsværdi er balanceret.

Overordnet modelbeskrivelse

Modellen opstilles som en statisk ligevægtsmodel. Det betyder, at det er langsigtede ligevægte, der sammenlignes. Dvs. de ligevægte, der fremkommer, efter at økonomien fuldstændigt har tilpasset sig en given policyændring. Således ses eksempelvis bort fra tilpasningsomkostninger.

Det blev forklaret, hvorledes – og hvorfor – modellen indeholder en beskrivelse af det private forbrug og forbrugsbeslutningen. Arbejdsudbudsbeslutningen beskrives også, idet det dog alene er timebeslutningen, der modelleres. Endvidere blev forklaret, hvorledes der ses bort fra formuedannelsen, og at nettoeksporten dermed må være nul. Endelig indeholder modellen en beskrivelse af den offentlige sektor og produktionssektoren, jf. boks 3.[3]

 

Boks 3. Modellens forudsætninger

Generelt: Renten og alle producentpriser – eksklusiv lønnen – er givet fra verdensmarkedet. Der er fem goder i modellen: En eksportvare, tre forbrugsgoder og et gode, der går til offentligt forbrug. Eksportvaren er den eneste vare, der produceres og eksporteres. De tre forbrugsgoder og det offentlige forbrug importeres. Husholdningerne: Maksimerer nytteniveauet givet priserne via arbejdsudbuds- og forbrugsbeslutningen. Nyttefunktionen udgøres af nestede CES-funktioner. Husholdningerne konsumerer tre forskellige forbrugsgoder: is, fødevarer eksklusiv is samt øvrige forbrugsgoder, jf. nedenfor. Produktionen: Der medgår alene arbejdskraft til produktionen. Faktorproduktiviteten forudsættes konstant. Den marginale produktionsenhed går til eksport. Den offentlige sektor: Indkræver følgende skatter: direkte lønskatter og indirekte forbrugsskatter samt indirekte ikke varetilknyttede skatter. Provenuet anvendes på en lumpsumoverførsel til husholdningerne og offentligt forbrug. Det er det offentlige forbrug, der sikrer, at det offentliges budgetrestriktion overholdes.

 

3. Mere detaljeret beskrivelse af modellen

Dette afsnit indeholder en mere detaljeret beskrivelse af modellen og dens forudsætninger. Endvidere beskrives kalibreringen – dvs. modellens parametre bestemmes.[4]

Indledningsvist giver tabel 1, boks 4 og boks 5 en oversigt over de empiriske oplysninger, der indgår i modellen. Det er alene oplysningerne i de skraverede felter, der er eksperimentafhængige. Af de eksperimentafhængige oplysninger er det endvidere alene nødvendigt at indhente oplysningerne i de mørkegule felter fra eksperiment til eksperiment. Det forklares nærmere nedenfor.

 

Tabel 1. Model konsistent input-output tabel 2002, mio. kr.
	Indenlandsk produktion	Privat forbrug af				Offentligt forbrug	I alt
		Gode 3Is	Gode 2Fødevarer ekskl. is	Gode 1Privatforbrug ekskl. fødevarer	I alt
Indenlandsk produktion	0	1.270	56.448	474.944	532.662	365.926	898.588
Indirekte varetilknyttede skatter	0	0.482	14.781	108.217	123.480	0	123.480
Anvendelse i købspris	0	1.752	71.229	583.161	656.142	365.926	1022.068
Indirekte ikke-vare-tilknyttede skatter	100.015
Aflønning af arbejdskraft	798.572
Produktionsværdi	898.588

Kilde: Egne beregninger foretaget på baggrund af ADAM-banken august 03 fra FM.

 

Boks 4. Elasticiteter og øvrige oplysninger
Elasticiteter:	Værdi	Indhentes fra
Kompenseret arbejdsudbudselasticitet	0,1	Finansministeriet," Fordeling og incitamenter 2002", 2002..
Kompenseret efterspørgselselasticitet for fødevarer	-0,07	Fastsættes på baggrund af oplysninger fra ADAM, jf. boks 8...
Kompenseret efterspørgselselasticitet for is	-0,5	Fastsættes på baggrund af skøn.
Øvrige oplysninger	Værdi	Indhentes fra
Gennemsnitligt antal arbejdstimer pr. uge – fraregnet ferie uger – pr. beskæftiget.	37	Finansministeriets holdbarhedsberegning.

 

Boks 5. Effektive skatterater
Effektive skatterater	Værdi	Indhentes fra
Gennemsnitlig beskatning af arbejdskraft.	39 pct.	Gennemsnitlig beskatning af erhvervsaktive 2002. Skatteministeriet: www.skm.dk. Denne sats har ingen betydning for resultatet.
Indirekte ikke-varetilknyttet skat pr. arbejdskraftsenhed.	12,5 pct.	Estimeres på baggrund af input-output-tabel. Udgør: indirekte varetilknyttede skatter, varetilknyttede skatter betalt i produktionen, varetilknyttede skatter tilknyttet investeringer, samt selskabsskat pr. arbejdskraftenhed der anvendes til produktion af eksport, jf. afsnit 3.
Indirekte varetilknyttet skat pr. producent pris enhed på gode 1.	22,8 pct.	Estimeres på baggrund af input-output-tabel..
Indirekte varetilknyttet skat pr. producent pris enhed på gode 2.	26,1 pct.	Estimeres på baggrund af input-output–tabel..
Indirekte varetilknyttet skat pr. producent pris enhed på gode 3.	39,9 pct.	Denne oplysning fastsættes i det konkrete eksperiment.

Først beskrives modelleringen af husholdningernes beslutninger. Dernæst følger en beskrivelse af produktionen. Til sidst beskrives modelleringen af den offentlige sektor.

Husholdningernes beslutninger

Husholdningerne bestemmer arbejdsudbuddet og forbrugssammensætningen ud fra de givne priser og lønninger. Forbrugs- og arbejdsudbudsbeslutningen forudsættes beskrevet via én repræsentativ forbruger. Nyttefunktion forudsættes beskrevet ved hjælp af nestede CES-funktioner, jf. boks 6.

Boks 6. CES-funktionen.

onselasticiteten beskriver effekterne af en prisændring i det tilfælde, hvor der renses for indkomsteffekten, dvs. når forbrugeren forudsættes at modtage et beløb, så denne netop er i stand til at opretholde nytteniveauet og dermed alene reagerer på substitutionseffekten. CES-funktionen er kendetegnet ved, at substitutionselasticiteten er konstant. Substituti

Mere konkret er substitutionselasticiteten mellem goderne  og  udregnet under forudsætning af et konstant nytteniveau og defineret som det procentvise fald i forholdet mellem  og  ved en procentvis stigning i det såkaldte marginale substitutionsforhold, MRS. MRS er – ved frit forbrugsvalg som regel – lig prisforholdet, jf. formel 1.

Formel 1            

 

Der er ofte en række praktiske fordele ved at tage udgangspunkt i CES-funktionen. For det første er det ofte praktisk at beskrive nyttefunktionen med en funktion, der er kendetegnet ved en konstant substitutionselasticitet. Dette fordi, det ofte er CES-funktionen, der er søgt estimeret i empiriske undersøgelser.

 

For det andet har funktionen en række hensigtsmæssige matematiske egenskaber: Den er f.eks. homogen af første grad, og efterspørgselsfunktionen kan – givet priserne på andre goder – skrives som en konstant gange indkomsten. Det er hensigtsmæssigt, når de forskellige forbrugeres efterspørgsel skal summeres. Fordelen ved CES er endvidere, at den bevarer sine kvalitative matematiske egenskaber globalt: Selv ved meget store numeriske eksperimenter kan der ikke opstå problemer med indifferenskurvernes konveksitet.

På den anden side er der også en række ulemper ved funktionen. Eksempelvis er indkomstelasticiteterne én. Funktionsformen betyder, at forbrugeren – givet uændrede relative priser – altid anvender en given andel af indkomsten på et givent gode – dvs. andelen er uafhængig af indkomstniveauet, jf. afsnit 5.

Modelleringen implicerer blandt andet, at uniform varegodebeskatning er den mest optimale beskatningsform: Dvs., det forudsættes, at skattemæssig forskelsbehandling af forskellige goder er uhensigtsmæssig. Det er blandt andet forudsætningen om, at forbrugeren først vælger mellem fritid og et aggregeret bundt af alle private forbrugsgoder, der giver dette resultat. Denne modellering medfører, at alle forbrugsgoder udgør et substitut til fritid, der ikke kan beskattes.[5] Dvs. skal forbrugeren opgive fritid, kan denne kompenseres ved mere privat forbrug. Udgjorde visse goder i stedet et komplementært gode til fritid, kunne fritid til en vis grad beskattes indirekte via beskatning af det pågældende gode. Dermed ville det blive særligt hensigtsmæssigt at beskatte dette givne gode, og således ville modellen ikke generere resultatet: At uniform varegodebeskatning er den mest hensigtsmæssige beskatningsform.

Den repræsentative forbrugers arbejdsudbuds- og forbrugsbeslutning er søgt modelleret forholdsvist fleksibelt. Dermed kan den tilpasses det enkelte eksperiment, jf. nedenfor.

Først vælger forbrugeren mellem fritid og forbrug af goder. Dernæst vælges – i tilfældet med konsumis – mellem øvrigt privat forbrug (gode 1) og forbrug af fødevarer. Endelig vælges mellem den del af fødevareforbruget, der ikke er is (gode 2), og is (gode 3).

Modellen er indrettet således, at modelmageren selv kan bestemme antallet af nest og dermed antallet af kategorier, som det private forbrug skal inddeles i – dvs. antallet af forbrugsgoder, jf. figur 1.

I tilfældet med isafgiften er valgt at beskrive forbruget ved hjælp af tre goder: der vælges mellem varekategorierne: privat forbrug eksklusiv fødevarer (gode 1), privatforbrug af fødevarer eksklusiv is (gode 2) samt is (gode 3).

Alternativt kunne vælges at inddele det private forbrug i fire forskellige kategorier: privat forbrug eksklusiv fødevarer (gode 1), privatforbrug af fødevarer eksklusiv is og milkshake (gode 2) samt milkshake (gode 3) og is (gode 4). Eller også kunne man have valgt et enkelt nest – dvs. to goder: privatforbrug eksklusiv is (gode 1) og is (gode 2).

Det er ikke bare antallet af forbrugsgoder, der kan varieres fra gang til gang. De konkrete forbrugskategorier må også fastlægges fra eksperiment til eksperiment.

Undersøges effekten af afgifter på juletræskæder eksempelvis, ville beslutningen om forbruget være modelleret lidt anderledes. Forbrugeren ville stadig vælge mellem privat forbrug af goder og forbrug af fritid, men den konkrete kategorisering af det private forbrug ville afvige: Valget ville i stedet være karakteriseret ved, at forbrugeren vælger mellem ”privat eksklusiv øvrige ikke varige forbrugsgoder ” (gode 1), ” privat forbrug af øvrige ikke varige forbrugsgoder eksklusiv juletræskæder” (gode 2) samt juletræskæder (gode 3).

Kalibreringen af nyttefunktionen

For at fastlægge parametrene i nyttefunktionen er det nødvendigt at kende:

• Subsitutionselasticiteterne mellem de forskellige goder.
• Søjlen under det enkelte forbrugsgode i input-output tabellen.
• Oplysningerne om det initiale arbejdsudbud.

Subsitutionselasticiteterne mellem de forskellige goder

Substitutionselasticiteten mellem forbrug og fritid er afgørende for resultaterne, jf. senere. Substitutionselasticiteten mellem forbrug og fritid fastlægges udfra oplysningerne om det initiale niveau og prisforhold mellem fritid og forbrug. Den fastlægges, så den kompenserede arbejdsudbudselasticitet netop bliver 0.1.[6]

Substitutionselasticiteten i det andet nest: mellem fødevarer og øvrigt privat forbrug fastlægges på baggrund af den kompenserede efterspørgselselasticitet for forbruget af fødevarer (dvs. den kompenserede efterspørgselselasticitet tilknyttet gode 2). Værdien for den kompenserede efterspørgselselasticitet for forbruget af fødevarer estimeres på baggrund af oplysninger fra ADAM, jf. boks 7.

 

Boks 7. Den kompenserede efterspørgselselasticitet for fødevarer

Den kompenserede efterspørgselselasticitet for fødevarer fastlægges på baggrund af oplysninger fra ADAM. Et givent godes kompenserede efterspørgselselasticitet, , er en funktion af godets egenpriselasticitet,  godets indkomstelasticitet, , samt den initiale værdi af forbruget af godet i forhold til forbrugernes initiale ressourcer, : FORMEL 1 Estimatet for den langsigtede egenpris- og indkomstelasticitet for fødevarer kan hentes fra ADAM. Estimatet er hhv. –0.07 og 0.12., Danmarks Statistik, (2001). På baggrund af disse oplysninger samt oplysningerne om fødevareforbrugets andel af forbrugernes samlede initiale ressourcer – opgjort inklusiv potentiel lønindkomst ved fuld beskæftigelse – kan den kompenserede efterspørgselselasticitet for fødevare fastlægges til –0.07. Det skal imidlertid bemærkes, at estimationen af elasticiteterne i forbruget i ADAM er forbundet med visse problemer. Det skyldes blandt andet, at elasticiteterne alene estimeres med udgangspunkt i prisfølsomheden for forbrug på indenlandsk område.

Endelig skal substitutionselasticiteten mellem forbruget af is og forbruget af andre fødevare fastlægges. Også denne elasticitet fastlægges ud fra værdien af en kompenseret elasticitet – dvs. den fastlægges ud fra den kompenserede efterspørgsel efter is (dvs. den kompenserede efterspørgselselasticitet tilknyttet gode 3). Det har ikke været muligt at indhente oplysninger om den kompenserede efterspørgselselasticitet for is, der derfor fastlægges ud fra et rent skøn. Det skønnes, at forbruget af is er noget mere prisfølsomt end det generelle forbrug af fødevarer. Derfor skønnes den kompenserede efterspørgselselasticitet for is at udgøre –0.5, jf. boks 4.

Søjlen under det enkelte forbrugsgode i input-output tabellen

Søjlen i input-outputtabellen for det enkelte forbrugsgode skal så vidt muligt modelleres med udgangspunkt i ADAM. Tanken er, at al information om forbruget skal hentes direkte (og automatisk) fra ADAM.

Dermed tages udgangspunkt i det private forbrug på indenlandsk område. Det skyldes dels, at det samlede private forbrug bør indgå i modellen, jf. afsnit 2, og dels, at der ses bort fra grænsehandel.

I ADAM er det private forbrug på indenlandsk område inddelt i 10 kategorier, jf. tabel 1 bilag 1. De indirekte varetilknyttede skatter tilknyttet den enkelte forbrugskomponent kan hentes direkte fra ADAM.[7]

I tilfældet med isafgiften forudsættes forbrugeren først at vælge mellem fødevarer og andre forbrugsgoder. Det initiale forbrug af gode 1 forudsættes dermed at udgøre summen af alle andre forbrugsgoder end fødevarer, jf. tabel 2, tabel 1 samt figur 1.

 

Tabel 2. Det private forbrug på indenlandsk område 2002, mio. kr.
	Fødevarer(Aggregat af gode 2 og 3)	Privatforbrug eksklusiv fødevarer(gode 1)	I alt
Anvendelse af indenlandsk produktion	46.210	418.662	464.872
Import inklusiv told	11.508	56.281	67.789
Import eksklusiv told	11.413	55.844	67.257
Told	0.095	0.436	0.532
Indirekte varetilknyttede skatter	15.262	108.216	123.479
Punktafgifter og subsidier og registreringsafgift	1.551	44.087	45.638
Moms på råstofomkostninger	13.712	64.131	77.841
Anvendelse i køberpriser	72.980	583.159	656.140
Input til inputoutput tabel (se tabel 1)
Indenlandsk produktion	57.718	474.943	532.661
Indirekte varetilknyttede skatter	15.262	108.216	123.479
Anvendelse i købspris	72.980	583.159	656.140

Kilde. Egne beregninger foretaget på baggrund af Finansministeriets Adam-bank Maj 2003.

Før det initiale forbrug af gode 2 – fødevarer eksklusiv is – kan fastlægges, må det initiale forbrug af gode 3 – det private forbrug af is – og de dertil knyttede afgifter fastlægges, jf. boks 8.

 

Boks 8. Fastlæggelsen af de eksperimentspecifikke omlysninger

Forbruget af is og de dertil knyttede indirekte varetilknyttede skatter skal fastlægges. Af Statistisk årbog 2003 fremgår, at forbruget af is udgør: 2,4 pct. af forbruget af fødevarer. Således kan omfanget af forbruget af is fastlægges udfra forbruget af fødevarer: dvs. som 2,4 pct. af 72.980 mio. kr., hvilket svarer til 1.752 mio. kr. Herefter skal omfanget af varetilknyttede indirekte skatter estimeres. Konsumis er ud over moms pålagt en afgift på 3,40 kr. pr. liter. Afgiften indbringer 175 mio. kr. Der fokuseres alene på den del af forbruget, der indgår i fødevareforbruget. Forudsættes 75 pct. af provenuet – eller 131,25 mio. kr. – at stamme fra fødevareforbruget, kan det udregnes, at der i alt indgår 38,6 mio. liter (131.250.000/ 3,4) i fødevareforbruget. Nu kan gennemsnitsforbrugerprisen pr. liter is estimeres til 45,37 kr. pr. liter (1752 000/ 38 600 000). Det betyder, at producentprisen kan fastlægges til 32,90 kr. pr. liter. ( P = ( p + 3,40)*1,25 = 45,37 kr. => p = 45,37/1,25 – 3,40 = 32,90 ). Dermed må omsætning før indirekte varetilknyttede skatter være 1.270 mio. kr. (32,90 * 38.600.000), og provenuet fra moms og den særlige konsumafgift er på 482 mio. kr., jf. tabel 1.

Bemærk, at det alene er dødvægtstabet tilknyttet den del af isforbruget, der indgår i fødevareforbruget, der undersøges. En del af isproduktionen indgår som input i restaurationsbranchen. Det private forbrug af ydelser fra restaurationsbranchen indgår som en del af privatforbrug af øvrige tjenesteydelser og altså ikke i fødevareforbruget, jf. tabel 1 bilag 1. Der ses i det følgende bort fra denne del af isforbruget. Såfremt konsumisafgiften pålagt ydelser i restaurationsbranchen forvrider forbrugs- og arbejdsudbudsbeslutning på samme måde som den del af afgiften, der pålægges det private forbrug af fødevarer, vil den samlede forvridnings andel af det samlede provenu fra konsumisafgiften svare til det forhold, der fremkommer, når det alene er isforbruget i fødevareforbruget, der betragtes. Således kan resultatet generaliseres.

Det initiale forbrug af gode 2 – fødevarer eksklusiv is – findes derefter residualt: Dvs. det private forbrug af is, fratrækkes det private forbrug af fødevarer. Det samme gælder afgifterne.

De eneste eksperimentspecifikke oplysninger er omfanget af forbruget af is, de dertil knyttede indirekte varetilknyttede skatter samt substitutionselasticiteten mellem is og andre fødevarer. Det svarer til de oplysninger, der er markeret med ”tætte prikker” i tabel 1 og boks 4 og 5 ovenfor.

Derudover skal det alene angives, hvilken af de ti forbrugskomponenter i ADAM, jf. tabel 1 bilag 1, det pågældende gode tilhører.

For at estimere dødvægtstabet og den ækvivalente variation i denne generelle ligevægtsmodel kræves således – fra eksperiment til eksperiment – samme mængde information som i det tilfælde, hvor dødvægtstabet estimeres udfra forbrugeroverskuddet i en partiel model, jf. også Skatteministeriet (2002 b).

Produktionen

Beskrivelsen af produktionen er også afgørende for modellens resultater. Med modelleringen af produktionen forudsættes implicit:

• At skatter, der ikke kan afløftes eksporten, overvæltes i lønnen.
• At skatter, der kan afløftes eksporten, overvæltes i forbrugerpriserne.
• Endvidere forudsættes al kildelandskapitalbeskatning – dvs. selskabsskatten – overvæltet i lønnen.

Der redegøres for dette nedenfor.

Det forudsættes, at der er tale om en lille åben økonomi med perfekte kapitalmarkeder. Dermed er kravet til afkastet fra kapitalapparatet givet fra verdensmarkedsrenten og kildelandsskatteraten, jf. boks 9. Det betyder også, at forholdet mellem kapital og arbejdskraft er givet.

 

Boks 9. Kapitalapparatet er givet fra verdensmarkedsrenten og beskatningen af selskabsindkomst

Kildelandsbeskatning refererer til skatter, der beskatter afkastet fra det indenlandske kapitalapparat. Kildelandsbeskatning skal her forstås som et de facto begreb – og altså ikke som et juridisk begreb. Selskabsbeskatningen kan ses som et eksempel på kildelandsbeskatning. Med selskabsbeskatningen beskattes afkastet fra kapitalapparatet uafhængigt af, om investeringen i sidste instans finansieres af indenlandske eller udenlandske borgeres opsparing. Kapitalapparatet påvirkes af kildelandsbeskatningen. Med frie kapitalbevægelser vil investorerne forlange samme efter-skat afkast fra indenlandske som fra udenlandske aktiver. Derfor må den indenlandske før-skat rente tilpasse sig, således at efter-skat afkastet fra investorernes indenlandske investeringer svarer til efter-skat afkastet fra investorernes udenlandske investeringer. Før-skat forrentningen tilpasser sig via en tilpasning af det indenlandske kapitalapparat. Indføres kildelandsbeskatning må afkastkravet til det indenlandske kapitalapparat eksempelvis stige. Dette leder til en reduktion af det indenlandske reale kapitalapparat: Hvor der før var to maskiner pr. arbejdsmand, er der nu kun en. Dermed bliver det muligt at forøge afkastet fra denne ene maskine. Til gengæld falder afkastet fra indsatsen af arbejdskraft. På denne måde bestemmes forholdet mellem kapital- og arbejdskraftsinputtet af renten og selskabsskatten. Kildelandsbeskatningen reducerer det indenlandske kapitalapparat, forøger før-skat forrentningen af kapitalapparatet, men reducerer lønnen.

Endvidere forudsættes producentpriserne på de enkelte goder givet fra verdensmarkedet: Al indenlandsk produktion og efterspørgsel forudsættes at kunne blive henholdsvis afsat og dækket via importerede goder. Da den indenlandske produktion og den indenlandske efterspørgsel forudsættes at antage et marginalt omfang i forhold til den samlede produktion og efterspørgsel på verdensmarkedet, vil det indenlandske forbrug og den indenlandske produktion ikke påvirke verdensmarkedsprisen. Dermed er producentpriserne på de enkelte goder givet fra verdensmarkedet: Der kan i princippet købes og sælges uendeligt meget til en given pris.[8]

Endelig forudsættes produktionen karakteriseret ved fravær af ekstraordinær profit. Det er eksempelvis opfyldt, når produktionen er kendetegnet ved såkaldt konstant skalaafkast: Når produktionen kan skaleres op og ned uden, at det får betydning for faktorproduktiviteten.

Med forudsætningerne er lønnen givet ud fra den internationale rente, selskabsskatten og de øvrige skatter tilknyttet produktionen. Lønnen er givet, fordi kapital-arbejdskraft-forholdet og producentpriserne er givet, jf. boks 9 og ovenfor: Lønnen modsvarer arbejdskraftens marginale produktivitet, som igen bestemmes af kapital-arbejdskrafts-forholdet: Er der mange maskiner pr. arbejdskraftenhed, vil produktiviteten være større, end hvis der kun er få maskiner pr. arbejdskraftenhed, hvormed også lønnen bliver relativt større.

Skatter, der ikkekan afløftes eksporten, overvæltes i lønnen

Producentprisen på alle goder er givet, jf. ovenfor. Da producenten ikke opnår en ekstraordinær profit, må en forøgelse af de ikke-varetilknyttede skatter resultere i en reduktion af producentens omkostninger. Producenten kan ikke reducere aflønningen af kapital: Efter kildeskataflønningen af kapital er givet, jf. tidligere. Dermed er det alene aflønningen af arbejdskraften, der kan give sig. På denne måde bliver skatter, der ikke kan afløftes i forhold til eksporten, overvæltet i aflønningen af arbejdskraft.

Skatter, der kan afløftes eksporten, overvæltes i forbrugerpriserne

Indirekte varetilknyttede skatter forudsættes derimod overvæltet i forbrugerpriserne. Forbrugerprisen bestemmes af producentprisen og de indirekte varetilknyttede skatter. Da producentprisen ikke giver sig, vil en stigning i de indirekte varetilknyttede afgifter blive overvæltet i forbrugerpriserne.

Kalibreringen af produktionen

Kalibreringen af produktionen skal først og fremmest sikre, at effekten af en stigning i arbejdsudbuddet på forbrugernes indkomst og det offentlige provenu antager et korrekt omfang. En stigning i arbejdsudbuddet på eksempelvis én procent skal således gerne lede til en korrekt stigning i forbrugernes indkomst og i det offentlige provenu.

Ved kalibreringen af parametrene i produktionsfunktionen er det alene nødvendigt at fastlægge:

• Bruttofaktorindkomsten.
• Den indirekte ikke varetilknyttede beskatning.
• Det initiale input af arbejdskraft.

Det skyldes, at arbejdskraft er det eneste input i produktionen. Således forudsættes forholdet mellem produktionen og arbejdskraftinputtet konstant.

Bruttofaktorindkomsten svarer til aflønningen af arbejdskraft

Skal effekten af en procentvis stigning i arbejdsudbuddet antage et korrekt omfang, er det (selvsagt) nødvendigt at inddrage arbejdskraftens initiale før-skat indkomst. Derfor bør aflønningen af arbejdskraft – den del af bruttofaktorindkomsten, der relateres til arbejdskraft – indgå i modellen.

Omvendt kan der ses bort fra den del af bruttofaktorindkomsten, der går til aflønning af kapital: Dvs. bruttorestindkomsten. Modellen forudsætter ganske vist, at en stigning i inputtet af arbejdskraft, resulterer i en forøgelse af kapitalapparatet.[9] Men da opsparingen er upåvirket, må den ekstra kapital, der netto tilfalder landet, stamme fra udlændinge. Stigningen i bruttorestindkomsten må således tilfalde udlændinge, hvorfor der kan ses bort fra denne.

Bruttofaktorindkomsten i modellen består derfor alene af aflønningen af arbejdskraft, jf. tabel 1. Der korrigeres dog for, at en del af bruttorestindkomsten i virkeligheden er aflønning af selvstændiges arbejdskraft.[10]

Den indirekte ikke varetilknyttede beskatning

Fastlæggelsen af omfanget af indirekte ikke varetilknyttede skatter er vanskeligere. Stiger inputtet af arbejdskraft, øges ikke bare det offentliges provenu fra den direkte beskatning af arbejdskraft og den indirekte forbrugsbeskatning. Ændringen af provenuet fra afgifter og skatter – betalt i produktionsleddet – bør også medregnes. Denne ændring opfanges netop af den sammensatte skat: den indirekte ikke varetilknyttede beskatning.

Ændringen af inputtet af arbejdskraft påvirker provenuet fra skatter og afgifter betalt i produktionsleddet via en række forskellige kanaler:

For det første stiger provenuet fra afgifter betalt i produktionsleddet, når arbejdskraftinputtet stiger. Her tænkes ikke bare på ikke-varetilknyttede indirekte skatter men også på den del af de varetilknyttede skatter, der betales i produktionsleddet.[11]

For det andet leder det øgede kapitalapparat også i sig selv til et merprovenu. Selvom bruttorestindkomsten tilfalder udlændinge, opnår landet en direkte fordel fra forøgelsen af kapitalapparatet: Provenuet fra beskatningen af selskabernes indkomst stiger. Det øgede kapitalapparat leder også på anden vis til en stigning i skatteprovenuet: Når kapitalapparatet stiger, må der også foretages større vedligeholdelsesinvesteringer. Dvs. der må anvendes flere ressourcer på at vedligeholde kapitalapparatet. En del af bruttorestindkomsten går til køb af sådanne investeringer. En stigning i kapitalapparatet medfører således også en stigning i investeringerne og dermed en stigning i provenuet fra de varetilknyttede indirekte skatter tilknyttet investeringerne.

Beregninger – foretaget med udgangspunkt i ADAM – viser, at afgifter betalt i produktionsleddet og merprovenuet fra forøgelsen af kapitalapparatet varierer fra produktionssektor til produktionssektor.[12] Derfor må der tages stilling til, hvilken sektor det ekstra arbejdskraftinput tilfalder.

Konkret forudsættes en marginal produktionsenhed at gå til produktion af eksport: dvs. ændres arbejdskraftinputtet, er det produktionen af eksport, der giver sig. Forudsætningen har den fordel, at eksport altid vil kunne afsættes. Således forudsættes omvendt, at en eventuel stigning i den indenlandske efterspørgsel efter et givent gode dækkes via import. Dermed opretholdes forudsætningen om en balanceret udenrigshandel og en nettoeksport på nul. [13]

Når det er produktionen af eksport, der giver sig, vil en stigning i arbejdskraftinputtet betyde en stigning i de indirekte og direkte skatter betalt af eksportsektoren. Endvidere skal stigningen i selskabsskatten – tilknyttet eksportsektoren – og stigningen i de varetilknyttede skatter på investeringer i eksportsektorens kapitalapparat, medregnes, jf. ovenfor.

Derimod skal indirekte og direkte skatter betalt ved produktionen af melleminput i eksportsektoren eller ved produktion af investeringerne i eksportsektoren ikke medregnes. Det skyldes, at det forudsættes, at al ekstra produktion går til eksport: Dermed må alle melleminput og alle investeringer importeres, hvorfor der ikke opstår en stigning i de indirekte og direkte skatter betalt ved produktionen af melleminput eller investeringer.

Omfanget af indirekte ikke varetilknyttede skatter i den modelkonsistente input-output-tabel fastlægges således som summen af:[14]

1. Indirekte ikke varetilknyttede skatter – pr. arbejdskraftenhed i den del af produktionen, der går til eksport.
2. Indirekte varetilknyttede skatter betalt i produktionen – pr. arbejdskraftenhed i den del af produktionen, der går til eksport.
3. Selskabsskatten – pr. arbejdskraftenhed i den del af produktionen, der går til eksport.[15]
4. Varetilknyttede indirekte skatter på investeringer, der går til vedligeholdelse af kapitalapparatet i eksportsektoren – pr. arbejdskraftenhed i den del af produktionen, der går til eksport.

Den offentlige sektor

I modellen svarer den offentlige sektors indtægter til summen af:

• Provenuet fra den direkte beskatning af arbejdskraft.
• Den indirekte varetilknyttede beskatning af forbrug.
• Provenuet fra den sammensatte sats: Den indirekte ikke varetilknyttede beskatning. Den udgør summen af punkt 1 til 4 ovenfor.

Det offentlige forbrug fastlægges, så den offentlige sektors budgetrestriktion overholdes. Det offentlige forbrug må nødvendigvis antage en størrelse, der svarer til forskellen på værdien af modellens produktion og værdien af det private forbrug: Da nettoeksporten er nul, må den del af produktionen, der ikke anvendes på privatforbrug, anvendes på offentligt forbrug. Der indføres en initial lumpsumbeskatning af forbrugeren, der netop sikrer, at den offentlige og den private budgetrestriktion er overholdt, når det offentlige forbrug antager denne størrelse.

Ved ændring af skatterne forudsættes det offentlige forbrug at give sig, så det offentliges budgetrestriktion opfyldes.

4. Resultater

Konsumisafgiften leder til et samfundsmæssigt tab. Dødvægtstabet tilknyttet konsumisafgiften på fødevarer udgør 18 mio. kr. Således vil en afgiftsophævelse reducere det samfundsmæssige spild. Ophæves afgiften, således af konsumis alene er pålagt moms, opnås en gevinst på 18 mio. kr.

Dødvægtstabet udgør 11 pct. af provenuet tilknyttet afgiften. Ophæves afgiften – og leder det ikke til ændringer i forbrugernes adfærd – reduceres det offentliges indtægter med 164 mio. kr. Provenutabet på 164 mio. kr. overstiger de umiddelbare indtægter fra afgiften på 131 mio. kr. Det skyldes, at afgiften er pålagt moms.[16]

Nedenfor beskrives beregningerne. Beregningen af dødvægtstabet falder i fire dele:

1. Først undersøges effekten af afgiftsophævelsen: Den nye ligevægt findes. Der fokuseres særligt på nytteændringen som følge af afgiftsophævelsen.
2. Dernæst beregnes den ækvivalente variation: Det undersøges, hvor stor en kompensation forbrugeren skal have for at føle sig lige så godt tilpas med som uden en afgiftsophævelse.
3. Nu undersøges ligevægten i tilfældet, hvor forbrugeren modtager den ækvivalente variation.
4. Endelig sammenlignes ligevægten ved afgiftsophævelsen med ligevægten, hvor forbrugeren modtager den ækvivalente variation. Der fokuseres særligt på forskellen på det offentlige forbrug. Da denne netop svarer til dødvægtstabet.

Nedenfor gennemgås beregningen punkt for punkt.

Effekten af afgiftsophævelsen

Først undersøges effekten af afgiftsophævelsen. Dvs. den initiale situation sammenlignes med situationen efter afgiftsophævelsen.

Det skal indledningsvist understreges, at beregningerne ikke er opstillet med henblik på at estimere provenukonsekvenserne af et givent forslag. Her tænkes på de provenukonsekvenser, der eksempelvis fremgår af bemærkningerne til et givent lovforslag. Var alle effekter beskrevet lige realistisk, kunne (de langsigtede) provenukonsekvenser ellers netop findes ved at sammenligne den initiale situation med situationen efter afgiftsophævelsen. Når modellen alligevel ikke egner sig til at estimere provenukonsekvenserne, skyldes det blandt andet modelleringen af indkomsteffekterne. Dvs. modelleringen af effekten af, at forbrugeren i realiteten bliver rigere, når afgiften ophæves.

Det er valget af nyttefunktionen, der gør modelleringen af indkomsteffekterne uhensigtsmæssig. Nyttefunktionen implicerer, at alle indkomstelasticiteter er én, jf. boks 6. Indkomstelasticiteterne angiver netop indkomsteffektens størrelse. Mere præcist angiver indkomstelasticiteterne – pr. definition – den procentvise stigning i forbruget af en given vare ved en procentvis stigning i indkomsten.

En indkomstelasticitet på én er særlig problematisk, hvad angår arbejdsudbuddet. Indkomsteffekten ved en ophævelse af konsumisafgiften trækker i retning af en reduktion af arbejdsudbuddet: Med afgiftsophævelsen bliver det muligt at købe mere af alle goder – herunder også mere fritid, jf. tidligere. Den gennemsnitlige indkomstelasticitet i arbejdsudbuddet burde være -0,03.[17] Med modelleringen af nyttefunktionen forudsættes den imidlertid at være -1.[18] Forskellen på -0,97 indebærer, at indkomsteffekten overvurderes. Det fører til, at indkomsteffekten ”fejlagtigt” dominerer substitutionseffekten, der jo trækker i retning af en forøgelse af arbejdsudbuddet, jvf. tidligere. Dermed falder arbejdsudbuddet ”fejlagtigt” ved en ophævelse af afgiften. Det er netop hovedårsagen til, at modellen ikke kan anvendes til bedømmelse af provenukonsekvenserne af et givent forslag.

Faldet i arbejdsudbuddet medfører, at produktionsværdien falder med i alt 240 mio. kr. som følge af afgiftsophævelsen, jf. tabel 3.

 

Tabel 3. Effekten af afgiftsnedsættelsen, mio. kr.
	Indenlandsk produktion	Privat forbrug af				Offentligt forbrug		I alt
		Is	Fødevarerekskl. is	Øvrige forbrugsgoder	I alt
Indenlandsk produktion	0	64	-53	38	49		-289		-240
Indirekte varetilknyttede skatter	0	-148	-14	9	-154		0		-154
Anvendelse i købspris	0	-84	-67	46	-104		-289		-393
Indirekte ikke-vare-tilknyttede skatter	-27
Aflønning af arbejdskraft	-213
Produktionsværdi	-240

Kilde: Egne beregninger.

Faldet i arbejdsudbuddet reducerer den disponible indkomst målt i forbrugerpriser, hvorfor rådighedsbeløbet til forbrug – målt i forbrugerpriser – falder. Afgiftsophævelsen betyder umiddelbart, at forbrugeren kan anvende 164 mio. kr. ekstra på forbrug. Langt den største del af dette beløb – 104 mio. kr. anvendes imidlertid på at ”købe” mere fritid. Det øgede forbrug af fritid reducerer arbejdsudbuddet og dermed lønnen efter skat. Dermed falder forbrugernes rådighedsbeløb målt i forbrugerpriser med 104 mio. kr., dvs. der anvendes samlet set 104 mio. kr. mindre på forbrug, jf. tabel 3. De resterende 60 mio. kr. – af de 164 – anvendes på at øge forbruget. Målt i producentpriser øges forbruget med 49 mio. kr. Hertil kommer så de indirekte varetilknyttede skatter tilknyttet dette merforbrug. De udgør i alt 11 mio. kr.[19]  

Det reale forbrug af is stiger som følge af afgiftsophævelsen. Målt i producentpriser stiger forbruget af is med 64 mio. kr., jf. tabel 3. Selvom der nu købes mere is, fører afgiftsnedsættelsen til et fald i den samlede mængde ressourcer, der anvendes på køb af is. Beløbet falder med 84 mio. kr., jf. tabel 3. Således opvejes faldet i den indirekte beskatning ikke af stigningen i det reale forbrug af is. Det skyldes, at arbejdsudbuddet og dermed den disponible indkomst målt i forbrugerpriser falder, jf. ovenfor.

Med afgiftsnedsættelsen stiger det reale forbrug af ”øvrigt privat forbrug. Det skyldes fødevareforbrugets lave kompenserede substitutionselasticitet. Selvom prisfaldet på is leder til, at forbruget af øvrigt privatforbrug bliver relativt dyrere i forhold til forbruget af fødevarer, stiger forbruget af øvrigt privat forbrug. Det skyldes, at indkomsteffekten opvejer substitutionseffekten: Den reale indkomstfremgang, som forbrugeren oplever som følge af afgiftsophævelsen, anvendes blandt andet på en stigning i forbruget af øvrigt privat forbrug.

Det reale forbrug af øvrige fødevarer falder derimod. Det skyldes, at substitutionseffekten dominerer indkomsteffekten for denne varegruppe. Den kompenserede efterspørgselselasticitet for is er større end den kompenserede efterspørgselselasticitet for fødevarer. Dermed bliver substitutionselasticiteten mellem øvrige fødevarer og is større end substitutionselasticiteten mellem fødevarer og ”øvrige forbrugsgoder”. Således kan substitutionseffekten dominere indkomsteffekten for forbruget af øvrige fødevare, mens indkomsteffekten dominerer substitutionseffekten for forbruget af ”øvrige forbrugsgoder”.

Hensigten med modelleringen af effekten af afgiftsophævelsen er – som allerede angivet – ikke at opgøre provenukonsekvenserne, således som de eksempelvis angives i bemærkningerne til lovforslag. Således anvendes resultaterne i tabel 3 kun til estimationen af effekten på forbrugernes nytte. Ændringen i forbrugerens nytte har betydning for udregningen af den ækvivalente variation.

Den ækvivalente variation

Ophævelsen af afgiften leder til en gevinst for forbrugerne. Gevinsten opstår, fordi forbrugeren på en og samme tid får mulighed for at opnå mere fritid og et større privat forbrug.

Forbrugernes gevinst ved afgiftsophævelsen – den ækvivalente variation – svarer til 169 mio. kr. Skulle forbrugerne stilles ligeså godt med som uden afgiftsophævelsen, skulle de altså – ved fastholdelse af afgiften – modtage et beløb, der svarer til 169 mio. kr.

Den ækvivalente variation er lidt større end det umiddelbare provenutab – dvs. provenutabet eksklusiv adfærdsændringer. Det umiddelbare provenutab er – som angivet – 164 mio. kr., mens den ækvivalente variation er 169 mio. kr. Forskellen skyldes en ændring af forbrugssammensætningen. I tilfældet med afgiftsforhøjelsen får forbrugeren mulighed for at ændre forbrugssammensætningen og dermed ”forbedre” nytteniveauet med et beløb, der overstiger den umiddelbare afgiftsbesparelse: Forbrugeren lægger nu mere vægt på is – der er blevet billigere. Derfor bliver den ækvivalente variation marginalt højere end det umiddelbare provenutab.

Dødvægtstabet

Dødvægtstabet findes – som allerede forklaret – ved at sammenligne det offentlige forbrug i de to tilfælde A og B:

A.    Tilfældet, hvor afgiften ophæves

 sammenlignes med

B.   Tilfældet, hvor forbrugeren modtager den ækvivalente variation

Heller ikke sammenligning af tilfælde A og B kan anvendes til vurdering af provenukonsekvenserne, således som de fremgår af bemærkningerne til et lovforslag: Det er jo ikke den initiale situation, der sammenlignes med den endelige. I stedet sammenlignes situationen efter afgiftsophævelsen med en konstrueret situation: En situation hvor forbrugeren modtager et beløb, der netop svarer til nytteværdien af afgiftsophævelsen.

Nedenfor beskrives først forskellen på ligevægten i de to tilfælde. Dernæst beskrives selve dødvægtstabsberegningen.

Sammenligning af ligevægtene

Den ækvivalente variation sikrer – som allerede angivet – at nytteniveauet i tilfælde A svarer til nytteniveauet i tilfælde B. Det betyder, at alle adfærdsforskelle mellem de to situationer alene afhænger af substitutions- elasticiteterne: Bevægelsen fra A til B er kendetegnet ved en bevægelse langs en given indifferenskurve, jf. boks 10. Dermed er indkomsteffekten nul: forbrugeren bliver hverken bedre eller dårligere stillet i de to situationer.

Tilfælde A og B er begge kendetegnet ved, at forbrugeren opnår nytteniveauet efter afgiftsophævelsen, dvs. U2., jf. figur 1. Men hvor priserne i B svarer til de initiale priser, svarer priserne i tilfælde A til priserne efter afgiftsophævelsen. Derfor konsumeres relativt mere is i tilfælde A.

Figur 1. Situation A og B.

Således er bevægelsen fra A til B kendetegnet ved en bevægelse langs indifferenskurven tilknyttet nytteniveauet U2. En indifferenskurve angiver jo netop den kombination af varebundter, der giver forbrugeren et givent nytteniveau. Dvs. hældningen angiver hvor meget is, forbrugeren skal have for til gengæld at opgive andre goder, givet at denne hverken stilles ringere eller bedre.

Da forbrugeren ikke stilles bedre ved bevægelsen fra A til B, har det ingen betydning for forskellen mellem A og B, hvorledes forbrugeren ville reagere såfremt vedkommende blev stillet bedre. Dvs. indkomsteffekten har ingen betydning for, hvor meget is forbrugeren ønsker for så til gengæld at opgive andre goder, når nytteniveauet ikke ændres.

Da indkomsteffekten er nul, er indkomstelasticiteterne uden betydning for resultatet – dvs. for forskellen mellem ligevægten i de to situationer. Det betyder også, at indkomstelasticiteterne – stort set – ikke har nogen betydning for dødvægtstabets størrelse, jf. afsnit 5.

Sammenlignes de to ligevægte ses, at forbruget af is stiger, jf. tabel 4. Det skyldes netop substitutionseffekten: is er blevet relativt billigere.

 

Tabel 4. Forskel på situationen med afgiftsnedsættelsen og situation med udbetaling af ækvivalent variation, mio. kr.
	Indenlandsk produktion	Privat forbrug af				Offentligt forbrug	I alt
		Is	Fødevarer eksklusiv is	Øvrige forbrugsgoder	I alt
Indenlandsk produktion	0	64	-57	-2	5	18	23
Indirekte varetilknyttede skatter	0	-148	-15	0	-164	0	-164
Anvendelse i købspris	0	-84	-72	-2	-159	18	-141
Indirekte ikke-vare-tilknyttede skatter	3
Aflønning af arbejdskraft	21
Produktionsværdi	23

Kilde: Egne beregninger

Alle øvrige goder er blevet forholdsvist dyrere, hvorfor substitutionseffekten trækker i retning af en reduktion af forbruget. Igen huskes, at nytteniveauet er det samme i de to situationer, og at indkomsteffekten dermed er nul.

Forbruget af fritid falder også, hvorfor arbejdsudbuddet stiger. Med afgiftsophævelsen reduceres den marginale beskatning af arbejdskraft – fritid er blevet dyrere – hvorfor der substitueres i retning af en stigning i arbejdsudbuddet. Dermed stiger aflønningen af arbejdskraft og den indenlandske produktion med henholdsvis 21 og 23 mio. kr., jf. tabel 4.

Konkret findes dødvægtstabet tilknyttet konsumisafgiften ved at sammenligne det offentlige forbrug i henholdsvis tilfælde A og tilfælde B. Forskellen udgør 18 mio. kr., jf. tabel 5.

 

Tabel 5. Dødvægtsgevinsten ved afgiftsophævelsen
	Mio. kr.
1. Nettogevinst offentlig sektor (2+3)	-151
Heraf
2. Provenutab ved uændret adfærd	-165
3. Gevinst ved ændret adfærd (sum af 3a, 3b og 3 c)	14
Heraf
3a. Indirekte varetilknyttede skatter	1
3a1. Is	16
3a2. Fødevarer ekskl. is	-15
3a3. Privatforbrug ekskl.. fødevarer	0
3b. Direkte beskatning af arbejdskraft	10
3c. Indirekte ikke-varetilknyttede skatter	3
4. Nettogevinst skatteyder (5+6) – ækvivalent variation	169
Heraf
5. Bruttogevinst for forbruger uændret adfærd (svarer til provenutab ved uændret adfærd)	165
6. Yderligere gevinst ændret adfærd	4
7. Samfundsmæssig gevinst (1+4)	18

Kilde: Egne beregninger.

Dødvægtstabet tilknyttet konsumisafgiften – dvs. dødvægtsgevinsten ved ophævelsen af afgiften – svarer til summen af henholdsvis det offentliges og skatteydernes nettogevinst, jf. tabel 5.

Gevinsten ved afgiftsophævelsen opstår, fordi det offentliges og det privates nettogevinst (numerisk set) afviger fra det umiddelbare provenutab: Hvis ikke adfærden ændres, vil det privates nettogevinst svare til det offentliges nettotab, der netop vil være lig provenuet tilknyttet afgiften. Således opstår dødvægtsgevinsten, fordi der er forskel på 1) brutto- og nettobevægelserne i det offentlige provenu – forskellen svarer netop til gevinsten ved ændret adfærd ( jf. punkt 3 i tabel 5) samt 2) netto- og bruttogevinsten for skatteyderen. Igen svarer forskellen til gevinsten ved ændret adfærd, jf. punkt 6 i tabel 5. Således kan dødvægtsgevinsten også opgøres som summen af punkt 3 og 6 i tabel 5.

Forskellen på brutto- og nettobevægelserne i det offentlige provenu tegner hovedparten af dødvægtstabet ved konsumisafgiften. Forskellen på brutto- og nettobevægelsen i det offentlige provenu er 14 mio. kr. Således kan små 80 pct. af dødvægtstabet tilskrives, at det umiddelbare provenutab ved afgiftsophævelsen reduceres som følge af adfærdsændringer, jf. tabel 5.[20]

Forskellen på brutto- og nettobevægelsen i det offentlige provenu på 14 mio. kr. dækker over et bruttoprovenutab på 165 mio. kr. og et nettoprovenu tab på godt 151 mio. kr. Adfærdsændringen som følge af afgiftsophævelsen leder netto til en stigning i de indirekte varetilknyttede skatter på 1 mio. kr. Beløbet dækker over en stigning i momsindtægterne fra forbruget af is på 16 mio. kr., der til dels ophæves af et fald i provenuet fra den indirekte beskatning af øvrige forbrugsgoder. [21] Forbrugeren forøger også udbuddet af arbejdskraft, jf. ovenfor. Stigningen i udbuddet af arbejdskraft medfører dels en stigning i den direkte beskatning af arbejdskraft på 10 mio. kr. og delsen stigning i de ikke varetilknyttede indirekte skatter på 3 mio. kr.

Forskellen mellem dødvægtstabet og det offentliges gevinst udgør 4 mio. kr. Det svarer til forskellen mellem den ækvivalente variation og bruttoprovenutabet, jf. tabel 5. Forbrugernes gevinst ved afgiftsnedsættelsen er 4 mio. kr. større end det umiddelbare provenutab. Forbrugerne ændrer adfærd og lægger dermed større vægt på is og mindre vægt på henholdsvis fritid og forbruget af andre fødevare og forbrugsvarer eksklusiv fødevarer Dermed falder det aggregerede prisniveau (på en nytteenhed) med mere end afgiftsnedsættelsen. Det leder til, at forbrugeren opnår en gevinst, der er større end afgiftsnedsættelsen.

Dekomponering af dødvægtsgevinsten

Gevinsten ved ophævelse af konsumisafgiften opstår hovedsagligt fordi tiltaget reducerer den indirekte beskatning af arbejdskraft, jf. nedenfor. Således kan godt ⁵/₆ af gevinsten – eller 15 mio. kr. henføres til dette forhold.

De resterende 3 mio. kr. kan henføres til, at en ophævelse af konsumisafgiften reducerer forvridningen af forbrugssammensætningen, jf. nedenfor.

Reduktion af forvridningen af arbejdsudbudsbeslutningen

Beskatningen indfører en kile mellem den private og den samfundsmæssige gevinst ved at yde en ekstra times arbejdsindsats. Dvs. med den direkte og indirekte beskatning af arbejdskraft bliver det forbrug, den enkelte opnår ved at arbejde en ekstra time, mindre end det, samfundet som helhed vinder ved at lade personen arbejde en ekstra time.

Skattekilen medfører, at der – set fra samfundet som helhed – arbejdes for lidt. Ønsker den enkelte at arbejde indtil det punkt, hvor den private omkostning svarer til den private gevinst, og stiger den private omkostning med antallet af arbejdstimer, der udbydes, resulterer beskatningen og den deraf afledte reduktion af den private gevinst i et inoptimalt lille arbejdsudbud.

En ophævelse af konsumisafgiften reducerer dette problem, og der opnås derfor en samfundsmæssig gevinst ved afgiftsophævelsen. En ophævelse af konsumisafgiften øger den private gevinst ved at arbejde via et fald i forbrugerpriserne. Indirekte varetilknyttede skatter overvæltes fuldt ud i forbrugerpriserne, jf. tidligere. Således reduceres forbrugerpriserne, når afgiften ophæves. Dermed reduceres kilen mellem den private og den samfundsmæssige gevinst ved at yde en ekstra times arbejdsindsats: Den private gevinst stiger, hvorfor der – ved et givent velfærdsniveau – arbejdes mere. Dermed opnås en samfundsmæssig gevinst. 

Den isolerede effekt af reduktionen af forvridningen af arbejdsudbudsbeslutningen estimeres nedenfor. Forbrugerprisen reduceres – ifølge beregningerne – med 0,26 promille.[22] . Således undersøges effekten af en reduktion i den indirekte varetilknyttede beskatning, der netop leder til et fald i forbrugerpriserne på 0,26 promille, men som samtidig ikke ændrer forbrugssammensætningen.

Det viser sig, at dette bidrager med en samfundsmæssig gevinst på 15 mio. kr., jf. tabel 6.

 

Tabel 6. Gevinsten ved ”symmetrisk” reduktion af forbrugerprisen på i alt 0,26 promille1)
	Mio. kr.
1. Nettogevinst offentlig sektor (2+3)	-154
Heraf
2. Provenutab ved uændret adfærd	-169
3. Gevinst ved ændret adfærd (sum af 3a, 3b og 3 c)	15
Heraf
3a. Indirekte varetilknyttede skatter	2
3a1. Is	168
3a2. Fødevarer ekskl. is	-18
3a3. Privatforbrug ekskl.. fødevarer	-148
3b. Direkte beskatning af arbejdskraft	10
3c. Indirekte ikke-varetilknyttede skatter	3
4. Nettogevinst skatteyder (5+6) – ækvivalent variation	169
Heraf
5. Bruttogevinst for forbruger uændret adfærd (svarer til provenutab ved uændret adfærd)	169
6. Yderligere gevinst ændret adfærd	0
7. Samfundsmæssig gevinst (1+4)	15

Note: 1) Samtlige varetilknyttede skatter reduceres, så det relative prisforhold forbliver uændret, og forbrugerprisen falder med 0,26 promille.

Kilde: Egne beregninger.

Gevinsten på 15 mio. kr. svarer til forskellen på brutto- og nettobevægelsen i det offentlige provenu, jf. tabel 6. Således opstår dødvægtsgevinsten, hovedsageligt fordi det offentliges nettoprovenutab er mindre end bruttoprovenutabet. Det skyldes, at den generelle afgiftsnedsættelse reducerer den indirekte beskatning af arbejdskraft, hvorfor arbejdsudbuddet og dermed produktionen stiger.  

Forholdet mellem brutto- og nettobevægelserne i det offentlige provenu er 110 pct. – dvs. 169/154, jf. tabel 6. Det kan vises, at forholdet er en funktion af selvfinansieringsgraden, , jf. appendiks 2. Selvfinansieringsgraden afhænger af den effektive beskatning af arbejdskraft i procent af grundlaget efter skat: t, den kompenserede arbejdsudbudselasticitet: e, den indirekte varetilknyttede beskatning pr. producentenhed: , den marginale effektive timeløn, og forbruget i producentpriser , jf. formel 1.

 

Der er to forhold, der skal fremdrages af formlen:

For det første viser formlen, at indkomsteffekten ikke har nogen betydning for forholdet mellem brutto- og nettoprovenutabet. Forholdet afhænger alene af den kompenserede arbejdsudbudselasticitet: Bevægelsen fra A til B foregår langs indifferenskurven, hvorfor indkomsteffekten ikke har nogen betydning.   

For det andet illustrerer formlen vigtigheden af, at forholdet mellem efter-skat-marginallønnen gange arbejdsindsatsen og det private forbrug er angivet korrekt. Den gevinst, der opstår som følge af reduktionen af arbejdsudbuddet, er alene tilknyttet den del af bruttoprovenutabet, der vedrører forbrug finansieret af arbejdsindkomst. En del af det private forbrug stammer imidlertid fra indkomst genereret af indkomstoverførsler eller privatopsparing, hvorfor der ikke opstår en arbejdsudbudsgevinst i relation til denne del af bruttoprovenutabet. Derfor afhænger forholdet mellem brutto- og nettoprovenutabet af forholdet mellem den del af det private forbrug, der marginalt finansieres ved lønindkomsten, og den del, der finansieres på anden vis. Forholdet mellem den efter-skat-marginallønnen gange arbejdsindsatsen og det private forbrug er netop udtryk for dette.

Reduktion af forvridningen af forbrugsbeslutningen

Konsumisafgiften forvrider også beslutningen om forbrugssammensætningen. Knap ¹/₆ af gevinsten ved ophævelsen af konsumsisafgiften – eller 3 mio. kr. – kan henføres til dette forhold.

Med konsumisafgiften er den indirekte varetilknyttede beskatning af is forholdsvis høj, jf. tabel 7. Således beskattes en enhed is – opgjort i producentpriser – med 38 pct., mens andre fødevarer og privatforbrug eksklusiv fødevarer beskattes med henholdsvis 26 og 23 pct.

 

Tabel 7. Den indirekte varetilknyttede beskatning af is, andre fødevarer og andre forbrugsvarer – angivet i forhold til producentprisen
Pct.	Konsumis	Andre fødevarer	Privatforbrug eksklusiv fødevarer
Skattesatsen pr. producent enhed	38	26	23

Kilde: Egne beregninger.

På denne måde resulterer konsumisafgiften i, at der indføres en skattekile mellem is og andre goder: Skattesystemet tilskynder forbrugeren til at undlade at konsumere is. Den privatøkonomiske omkostning ved at forbruge en ekstra enhed is er relativ høj i forhold til den faktiske samfundsøkonomiske omkostning. Derfor konsumeres initialt for lidt is i forhold til andre forbrugsgoder. Det betyder, at der opnås en gevinst ved at ophæve konsumisafgiften.

Den isolerede effekt af reduktionen af forvridningen af forbrugssammensætningsbeslutningen findes i en model, hvor arbejdsudbuddet er eksogent givet. Forudsættes arbejdsudbuddet uændret, bliver gevinsten ved ophævelsen af konsumisafgiften alene 3 mio. kr., jf. tabel 8.

 

Tabel 8. Isoleret gevinst ved reduktion af forvridningen af forbrugssammensætningen1)
	Mio. kr.
1. Nettogevinst offentlig sektor (2+3)	-166
Heraf
2. Provenutab ved uændret adfærd	-165
3. Gevinst ved ændret adfærd (3ac)	-1
Heraf
3a. Indirekte varetilknyttede skatter	-1
3a1. Is	16
3a2. Fødevarer ekskl. is	-15
3a3. Privatforbrug ekskl. Fødevarer	-2
4. Nettogevinst skatteyder (5+6) – ækvivalent variation	169
Heraf
5. Bruttogevinst for forbruger uændret adfærd (svarer til provenutab ved uændret adfærd)	165
6. Yderligere gevinst ændret adfærd	4
7. Samfundsmæssig gevinst (1+4)	3

Note: 1) Konsumisafgiften fjernes i en model med eksogent arbejdsudbud.

Kilde: Egne beregninger.

Gevinsten svarer stort set til forskellen på skatteyderens netto- og bruttoprovenugevinst. Dvs. til forskellen på bruttogevinsten og den ækvivalente variation, jf. punkt 6 i tabellen.

Derimod svarer det offentliges nettogevinst stort set til bruttogevinsten. Med afgiftsophævelsen er konsumis alene pålagt moms. Således udgør den indirekte beskatning af is 25 pct. af producentpriserne efter afgiftsnedsættelsen. Det betyder, at der efter afgiftsnedsættelsen stort set ikke er forskel på den indirekte beskatning af de forskellige goder, jf. tabel 8. Derfor er det offentlige provenu i tilfælde A og tilfælde B også stort set det samme på trods af, at forbrugssammensætningen varierer mellem de to situationer.

Bemærk, at dødvægtsgevinsten i dette tilfælde ikke er uafhængig af indkomstelasticiteten. Forskellen på den ækvivalente variation og skatteyderens gevinst ved fravær af adfærdsændringer påvirkes af indkomsteffekten tilknyttet forbrugsgoderne, herunder særligt indkomsteffekten tilknyttet is. Ønsker forbrugeren ikke at øge forbruget af is, når denne stilles bedre, reduceres afvigelsen mellem den ækvivalente variation og skatteyderens gevinst ved fravær af adfærdsændringer.    

Følsomhedsanalyser

Beregningerne har vist, at dødvægtstabet tilknyttet konsumisafgiften udgør 11 pct. af provenuet tilknyttet afgiften. Resultatet afhænger imidlertid af de forudsatte elasticiteter, jf. tabel 9.

 

Tabel 9. Dødvægtstabets afhængighed af elasticiteterne, pct. af provenu
Pct.		Kompenseret arbejdsudbudselasticitet
		0,05	0,1	0,15	0,2	0,25	0,3
Kompenseret efterspørgselselasticitet for is	-0,1	5	9	14	18	23	27
	-0,5	6	11	15	20	24	29
	-0,9	8	12
	-1,3	9	14
	-1,7	11	15	20
	-2,1	12	17		27
	-2,5	14	19			34
	-2,9	15	20				41

Kilde: Egne beregninger.

Dødvægtstabet forøges, når den kompenserede arbejdsudbudselasticitet eller de øvrige substitutionselasticiteter i nyttefunktionen forøges. Således udgør dødvægtstabet 41 pct. af provenuet, hvis den kompenserede arbejdsudbudselasticitet er 0,3 og en kompenseret efterspørgselselasticitet for is er –2.9.

Når dødvægtstabet varierer positivt med elasticiteterne, skyldes det, at elasticiteterne angiver, hvor følsom befolkningens adfærd er overfor forvridningerne i skattesystemet. Således vil en relativ høj kompenseret arbejdsudbudselasticitet eksempelvis være ensbetydende med, at den indirekte beskatning reducerer arbejdsudbuddet relativt kraftigt. Dermed bliver dødvægtstabet tilknyttet konsumafgiften også relativt større.

Det er imidlertid langt fra alene elasticiteternes størrelse, der er behæftet med usikkerhed. Den initiale gennemsnitlige indirekte beskatning af is er også forbundet med usikkerhed.

Den initiale gennemsnitlige indirekte beskatning af is afhænger af den gennemsnitlige producentpris. Det skyldes, at konsumisafgiften er en stykafgift. Jo mindre den gennemsnitlige isproducentpris er, jo større er den initiale beskatnings andel af producentprisen – hvorfor den initiale forvridning og dermed dødvægtstabet tilknyttet afgiften også er større.

Problemet er nu, at den gennemsnitlige isproducentpris estimeres, jf. boks 8. Estimationen afhænger blandt andet af, hvor stor en andel af provenuet fra afgiften, der skal tilskrives den indirekte beskatning af fødevarer. Kan hele provenuet tilskrives fødevareforbruget af is, udgør den gennemsnitlige producentpris ikke 33 kr. men 24 kr. pr. liter. Dermed udgør stykafgiften på 3,40 kroner pr. liter is en større andel af producentprisen. Den initiale indirekte beskatning er større, hvorfor dødvægtstabet tilknyttet afgiften også er større. Med en producentpris på 24 kr. pr. liter udgør dødvægtstabet tilknyttet konsumisafgiften således ikke 11 pct. men 12 pct. af provenuet tilknyttet afgiften, jf. tabel 10.

 

Tabel 10. Dødvægtstabets afhængighed af den initiale indirekte beskatning
		Tilfælde 1	Tilfælde 2	Tilfælde 3
Andel af provenu fra konsumisafgiften, der vedrører fødevarer, jf. boks 8	Pct.	50	75	100
Producentpris	Kr.	51	33	24
Indirekte varetilknyttede skatte pr. producent enhed	Pct.	33	38	43
Dødvægtstab	Pct.	10	11	12

Kilde: Egne beregninger.

5. Modellens svagheder og det videre arbejde

Ved opstilling af modellen er gjort en række forenklinger. Nedenfor redegøres for de særligt problematiske forenklinger og dermed for indsatsområderne for videreudviklingen af modellen.

Inkludering af grænsehandel

Et af problemerne med modellen er, at der ser bort fra grænsehandel. I det omfang en afgiftsnedsættelse reducerer danskernes udenlandske varekøb eller øger udlændinges indenlandske varekøb, opnår det offentlige en ekstra provenugevinst ved en afgiftsnedsættelse. Denne gevinst bør medregnes.

Når grænsehandelsproblematikken i forbindelse med konsumisafgiften kan negligeres, skyldes det alene, at transportomkostningerne ved isgrænsehandel er forholdsvis store: Indkøb af et stort parti is fordrer en stor fryseboks, hvorfor det ikke er muligt at grænsehandle is i stort omfang for almindelige borgere. 

For en stor del varer kan denne grænsehandelsproblematik imidlertid ikke negligeres, hvorfor indarbejdelse af grænsehandel i modellen udgør et oplagt indsatsområde.

Indkomstelasticitetens størrelse

Det er forklaret, hvorledes indkomstelasticiteten kun har en begrænset betydning for dødvægtstabet. Således er ⁵/₆ eller 15 mio. kr. af dødvægtstabet tilknyttet konsumisafgiften helt uafhængig af indkomstelasticitetens størrelse. Det er kun de sidste 3 mio. kr. – eller ¹/₆  af effekten – der påvirkes af indkomstelasticiteten, jf. afsnit 4.

På trods af dette er det ønskeligt, at modellens indkomstelasticiteter kan fastsættes af modelbyggeren, og således ikke på forhånd er givet udfra nyttefunktionen. Dermed vil modellen også kunne anvendes til bedømmelse af de langsigtede provenukonsekvenser af et givent tiltag, jf. afsnit 4.

Inkluderingen af varige goder

Det er tidligere angivet, at modellen kun kan opgøre effekten af en ændring af beskatningen af ikke varige forbrugsgoder. Strengt taget kan modellen imidlertid godt håndtere varige forbrugsgoder, hvis:

• modellens konsum af det pågældende gode opfattes som ydelsen fra det varige gode samt
• indkomstskattesystemets påvirkning af brugeromkostningen tilknyttet det pågældende gode inkorporeres i den effektive indirekte varetilknyttede beskatning.

Eksempelvis kunne bilforbruget ændres til at udgøre den årlige ydelse fra bilparken. Som det er nu, inkluderes bilkøbet i det private forbrug. Det samme gælder for boligforbruget.

En sådan udvikling af kalibreringen ville også betyde, at den indirekte beskatning af det samlede private forbrug blev mindre konjunkturafhængigt. Bilkøbet er på en gang meget konjunkturafhængigt, og samtidigt er det pålagt en relativ høj indirekte beskatning. Det betyder, at den indirekte beskatning af det samlede private forbrug er særligt afhængigt af bilkøbet det givne år. Inkluderes bilforbruget i en given periode i stedet for bilkøbet vil den indirekte beskatning af det samlede forbrug variere mindre år for år. Det skyldes, at bilforbruget varierer mindre end bilkøbet.

Modellen er med andre ord mere anvendelig end den statiske ramme umiddelbart tilsiger. Det fordrer imidlertid, at kalibreringen af modellen videreudvikles.

Skatters overvæltning i lønnen

Ved modelleringen forudsættes alle skatter betalt i produktionsleddet overvæltet i lønnen, jf. tidligere. Det skyldes forudsætningen om, at alle producentpriser er givet fra verdensmarkedet.

I det omfang nogle goder alene produceres internt i landet – eller transportomkostningerne ved import ikke kan negligeres – vil prisen ikke være givet fra verdensmarkedet. Dermed kan en del af skatterne i produktionsleddet blive overvæltet i forbrugerprisen. Dette problem udgør også et væsentligt indsatsområde i forhold til det videre arbejde.

Deltagelsesbeslutningen

Endelig kunne deltagelsesbeslutningen inkluderes. Som forklaret i afsnit 1 ses foreløbigt bort fra, hvorledes en reduktion af den indirekte beskatning øger beskæftigelsen.

---

[1] I nogle tilfælde kan indkomsteffekten ved en afgiftsnedsættelse - isoleret set - føre til en reduktion af efterspørgslen efter godet, idet der nu købes flere luksusvarer.

[2] Gruppen af uddannelsessøgende og elever medregnes til gruppen af personer på overførselsindkomst.

[3] For en mere formel gennemgang af modellens relationer henvises til appendiks 1.

[4] For en formel gennemgang af modellen henvises til appendiks 1. For en nærmere beskrivelse af kalibreringen henvises til arbejdsnotat, der udleveres ved henvendelse til Skatteministeriet.

[5] Ud fra en ”ren” dødvægtstabsbetragtning er et af de grundlæggende problemer ved den direkte og indirekte beskatning af arbejdskraft, at fritid ikke beskattes. Fritid udgør jo et nært substitut til forbrug: Forbrugeren kan substituere forbrug med fritid, jf. Skatteministeriet (2002a).

[6] Jf. Finansministeriet, (2002).

[7] Det forudsættes, at de indirekte varetilknyttede skatter fuldstændigt overvæltes i forbrugerprisen, jf. også senere.

[8] Dvs. udbuddet og efterspørgslen er fuldstændig elastisk. Forudsætningen om, at al indenlandsk produktion og efterspørgsel kan henholdsvis afsættes og dækkes via importerede varer er problematisk for visse dele af produktionen. Eksempelvis er det en problematisk antagelse i forhold til det private boligforbrug. En del af investeringerne i boligbeholdningen må nødvendigvis produceres på indenlandsk område. Skal der ændres på denne forudsætning, skal der imidlertid indgå mere én produktionssektor i økonomien, hvilket komplicerer modellen betydeligt, jf. afsnit 5.

[9] Jf. forudsætningen om et konstant forhold mellem kapital og arbejdskraft. Dvs., at dette forhold ikke afhænger af den indirekte beskatning.

[10] For en nærmere forklaring henvises til arbejdsnotat, der udleveres ved henvendelse til Skatteministeriet.

[11] En del af disse skatter kan ikke afløftes i produktionsleddet. Det drejer sig blandt andet om CO₂- og energiafgifter.

[12] Det skyldes, at forudsætningen om givne verdensmarkedspriser reelt er misvisende, jf. også afsnit 5 om indsatsområderne for det videre arbejde.

[13] Bemærk, at så længe forbrugernes og det offentliges budgetrestriktion er overholdt, er nettoeksporten nul. Ændringen af eksporten forudsættes fulgt af en ændring af importen. Således sikres: 1) at nettoeksporten er nul, 2) at al indenlandsk efterspørgsel er dækket.

[14] For en nærmere forklaring henvises til arbejdsnotat, der udleveres ved henvendelse til Skatteministeriet.

[15] Stigningen i selskabsskatten udregnes på baggrund af et estimat for den marginale selskabsbeskatning af eksportsektoren på 9 pct. Estimatet på 9 pct. fremkommer på baggrund af oplysninger fra ADAM. Givet usikkerheden skønnes estimatet at svare overens med resultaterne i artiklen ” Den danske selskabsskat – satsreduktion og baseudvidelser”.

[16] Afgiftens initiale bidrag til det offentlige provenu udgør således ca. 131,25*1,25 mio. kr. = 164 mio. kr.

[17] Jf. Finansministeriet, (2002).

[18] Mere korrekt er det indkomstelasticiteten mht. fritid, der er én.

[19] I forhold til det initiale reale forbrug anvendes 64 mio. kr. mere på forbrug af is. De indirekte varetilknyttede skatter tilknyttet dette merforbrug udgør 16 mio. kr. Hertil kommer så, at mindreforbruget af andre goder reducerer afgiftsbetalingen med netto 5 mio. kr. (-14 + 9 mio. kr.). Dermed bliver nettoeffekten en stigning på 11 mio. kr. i indirekte varetilknyttede skatter.

[20] Fraregnet lumpsumsoverførslen.

[21] Husk på, at forbrugerne opnår den samme nytte i de to situationer. Dvs., selvom forbrugeren sparer udgiften til konsumisafgiften, så ophæves effekten af det beløb, forbrugeren modtager i tilfælde B.

[22] Det svarer nogenlunde til den andel af det private forbrug, der initialt udgøres af provenuet fra afgiften. Initialt indbringer afgiften 164 mio. kr. Det private forbrug udgør 656.141 mio. .kr. Således udgør provenuet fra afgiften 0,25 promille af det private forbrug. Forbrugerpriserne falder med lidt mere - dvs. med 0,26 promille. Det skyldes, at forbruget forrykkes i retning af is, der nu er blevet billigere.

[23] Det huskes, at forbrugerens rådighedsbeløb er det samme i tilfælde A og B. I tilfælde A opnår forbrugeren afgiftsophævelsen, mens forbrugeren opnår den ækvivalente variation i tilfælde B.