Dødvægtstab ved miljø- og energiafgifter
1. Indledning
Formålet med denne artikel er at komme med et kvantitativt skøn for dødvægtstabet for en række miljø- og energiafgifter. Dødvægtstabet har samfundsøkonomisk betydning og er dermed en vigtig del af evalueringen af de enkelte afgifter.
I tidligere udgaver af Skaτ har Skatteministeriet haft fokus på det såkaldte dødvægtstab, også kaldet forvridningstab. Teorien bag dødvægtstabet er gennemgået i de to artikler ”Dødvægtstab” og ”Hvordan opgøre dødvægtstabet” fra Skaτ december 2002, hvorfor der henvises til disse artikler for en uddybende gennemgang.
Det er på sigt meningen, at dødvægtstabet for alle afgifter skal beregnes i en version af den generelle ligevægtsmodel, der blev præsenteret i Skaτ december 2003. Som et trin på vejen bliver det partielle dødvægtstab præsenteret i denne artikel. Det vil sige at interaktionen med andre markeder - heriblandt arbejdsmarkedet - ikke indgår i beregningerne.
Det overordnede formål med artikelserien om dødvægtstab er til stadighed at opgøre de omkostninger, der er forbundet med skatter, afgifter og anden regulering. Fokus i denne artikel er på selve beregningen af dødvægtstabet for en række miljø- og energiafgifter.
Der er så godt som altid et dødvægtstab forbundet med afgifter. Dødvægtstabet udgør dog kun en del af de samlede samfundsøkonomiske omkostninger og gevinster. En afgift kan have til formål at reducere forbruget af en miljøbelastende vare. I så fald vil der være en miljøgevinst, som skal indgå i den samfundsøkonomiske beregning. Herudover indgår finansieringssiden, administrative omkostninger mv. også principielt i de samfundsøkonomiske konsekvenser.
2. Evaluering af dødvægtstab
Det partielle dødvægtstab af en række miljø- og energiafgifter samt tilhørende provenu og dødvægtstabets andel af provenu fremgår af tabel 1.
| Tabel 1. Dødvægtstab mv. af en række miljø- og energiafgifter, 2003 | |||
|---|---|---|---|
| Afgift | Dødvægtstab1) | Provenu | Forvridningsfaktor2) |
| Mio. kr. | |||
| Energi-, svovl- og CO2-afgift3) | 2.980-5.265 | 35.962 | 0,08-0,15 |
| Afgift af emballage | 310-515 | 839 | 0,37-0,62 |
| Afgift vedr. CFC | 20-35 | 55 | 0,36-0,64 |
| Afgift af klorerede opløsnings- midler mv. | 2-3 | 1 | 2,00-3,00 |
| Afgift af bekæmpelsesmidler (pesticider) | 60-105 | 398 | 0,15-0,26 |
| Afgift af visse vækstfremmere | 50-85 | 0 | - |
| Afgift af affald | 145-240 | 916 | 0,16-0,26 |
| Afgift af råstofmaterialer | 1-2 | 154 | 0,00-0,01 |
| Afgift af spildevand | 95-160 | 187 | 0,51-0,86 |
| Afgift af ledningsført vand | 115-190 | 1.416 | 0,08-0,13 |
| Afgift af nikkel/cadmium batterier | 20-35 | 14 | 1,43-2,50 |
| Afgift af pvc og ftalater | 10-20 | 51 | 0,20-0,39 |
| Afgift af kvælstof | 10-20 | 26 | 0,38-0,77 |
1) Der er antaget en usikkerhed på de beregnede dødvægtstab på ±25 pct.
2) Dødvægtstabets andel af provenu for den enkelte afgift.
3) 2002-tal.
Med betydelig usikkerhed kan dødvægtstabet for en række miljø- og energiafgifter opgøres som ovenstående. Der er antaget en usikkerhed på ±25 pct. på de beregnede dødvægtstab og tabellen viser dette spænd. En vurdering baseret alene på størrelsen af dødvægtstabet for den enkelte afgift giver imidlertid ikke megen mening, hvis dødvægtstabet skal sammenlignes på tværs af afgifter. Dødvægtstabet relateret til energiafgifter mv. er omtrent ti gange større end dødvægtstabet ved f.eks. afgift af emballage. For at vurdere dødvægtstabet på tværs af afgifterne kan dødvægtstabet sættes i relation til det provenu afgiften indbringer. Dette er gjort i sidste søjle i tabel 1. Forvridningsfaktoren er således dødvægtstabets andel af provenuet for den enkelte afgift.
Forvridningsfaktoren siger noget om, hvor forvridende afgiften er relativt til andre afgifter. Der er her tale om den gennemsnitlige forvridningsfaktor. Den marginale forvridningsfaktor, dvs. omkostningen ved at hæve afgiften yderligere, vil typisk være omtrent dobbelt så stor ved de anvendte elasticiteter og afgifter.
I Finansministeriets Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger, fra 1999, sættes den marginale omkostning for samfundet i forbindelse med anvendelsen af forvridende skatter til 20 øre pr. krone opkrævet i skat, dvs. 20 pct. af provenuet. Forvridningsfaktorer i denne artikel er beregnet udfra en partiel tilgang og kan imidlertid ikke direkte sammenlignes med Finansministeriets 20 pct.
Afgift af råstofmateriale har sammen med afgift af ledningsført vand relativt lave forvridninger. For ledningsført vand er der tilmed skønnet en forholdsvis høj elasticitet på -0,8. De lave forvridninger kan tilskrives lave afgifter set i forhold til forbrugerpriserne på disse produkter.
Afgiften af energi, svovl og CO2 har ligeledes lave forvridninger på ca. 11 pct. af provenuet. De anvendte elasticiteter er dog i den lave ende. Benyttes alternativt de noget højere elasticiteter fra EMMA (energimodul til den makroøkonometriske ADAM-model) bliver forvridningen ca. 39 pct. – altså en væsentlig forskel, hvilket illustrerer betydningen af valg af elasticiteter.
Afgift af pesticider og affald har forvridninger på omkring 20 pct. Beregningerne er imidlertid foretaget under direkte skøn for adfærdsvirkningen, hvilket øger usikkerheden.
Afgiften af pvc og ftalater har en forvridning på godt 30 pct. Der er skønnet en forholdsvis høj elasticitet på -0,8 og afgiften udgør en stor del af prisen.
Afgift af emballage, CFC, kvælstof og spildevand har forvridninger på mellem 50 og 70 pct. For emballage er der tale om et stort afgiftsgrundlag. Det har været muligt at dele beregningen op, så der er lavet dødvægtstab for alle afgiftsintervallerne. Beregningerne er foretaget for 2003. Fra 1. februar 2004 er emballageafgiften nedsat med 80 pct. for øl og sodavand under den volumenbaserede afgift, hvilket vil mindske forvridningen for 2004 – dette indgår ikke i beregningerne. CFC-afgiften er i gennemsnit 2,5 gange højere end prisen på de industrielle drivgasser, hvilket giver en stor forvridning. Afgiften på kvælstof udgør ligeledes en stor del af prisen på kvælstof og elasticiteten er forholdsvis høj, hvilket tilsiger en stor forvridning. Afgiften på spildevand er ligeledes forholdsvis høj, men det er forudsat at hele adfærdsændringen kan tilskrives afgiften.
Forvridningsfaktoren er højest for afgift af klorerede opløsningsmidler mv., vækstfremmere og nikkel/cadmiumbatterier. For visse vækstfremmere har afgiften så godt som elimineret alt forbrug – dødvægtstabet eller forvridningsfaktoren vil dermed ikke ændres ved en højere afgift. For nikkel/cadmiumbatterier og for afgift af klorerede opløsningsmidler er det antaget at hele ændringen i forbruget kan tilskrives afgiften.
Som det fremgår, er der stor variation i de enkelte dødvægtstab og forvridningsfaktorer. Der skal ikke i denne artikel tages stilling til, om de enkelte afgifter er på rette niveau. Dødvægtstabet skal ikke evalueres alene, men det skal indgå som del i samfundsøkonomiske analyser sammen med eventuelle miljøgevinster mv.
Der er betydelig usikkerhed forbundet med opgørelsen af dødvægtstabene. Elasticiteterne er i en række tilfælde, hvor det ikke har været mulig at henvise til andre kilder, baseret på antagelser.
Med den partielle tilgang analyseres effekten af afgiften kun i det marked, hvori afgiften pålægges. Afgiftens direkte eller afledte virkninger i andre markeder medtages følgelig ikke i analysen. Det forenkler den teoretiske analyse ved kun at se på ét marked, og det vil ofte være en god tilnærmelse for dødvægtstabet. I praksis vil en afgift involvere andre markeder, hvormed en generel ligevægtsanalyse vil være mere korrekt. Specielt hvis afgiften pålægges på varer, der har komplementære goder, vil en partiel analyse være mindre korrekt. Komplementære goder[1] er f.eks. benzin og benzinbiler. Forbruget af benzin og biler er forholdsvis tæt forbundet, så en afgift på biler vil også have mærkbare effekter på forbruget af benzin.
I Skatteministeriet (2003) er der udviklet en generel ligevægtsmodel til beregning af dødvægtstab. En væsentlig forskel fra den generelle ligevægtsmodel til den partielle tilgang er, at effekten på arbejdsudbuddet også medregnes i den generelle ligevægtsmodel. Dødvægtstabene er således ikke direkte sammenlignelige metoderne imellem. Den generelle ligevægtsmodel modellerer kun husholdninger og ikke erhverv. Hvor afgifterne rammer erhverv, skal modellen udbygges.
3. Metode
For teorien bag dødvægtstabet henvises til tidligere artikler i skaτ, Skatteministeriet (2002b, 2002c). Afsnittet præsenterer én metode, der sikrer, at kun de mængdeændringer, som kan tilskrives selve afgiften, indgår i det partielle dødvægtstab.
Dødvægtstabet er det velfærdstab, der opstår ved afgifter[2] . Indføres der en afgift, skabes der en forskel på den pris forbrugeren betaler og den pris producenten modtager. Den kile, der opstår mellem udbuds- og efterspørgselsprisen, forvrider prissystemet, hvorved ressourceallokeringen ikke længere er efficient. Dødvægtstabet kan opfattes som differencen mellem det tab forbrugeren lider og det provenu, der opnås ved afgiften.
De partielle beregninger tager alle udgangspunkt i den enkle trekantsberegning, dvs. ½ gange (ændring i mængde) gange (ændring i pris). Dermed antages lineær efterspørgselskurve og horisontal udbudskurve.
Denne enkle tilgang til dødvægtstabet kræver, at kun de mængdeændringer, der sker som følge af afgiften, medtages.
Dødvægtstabene i denne artikel er alle beregnet efter afgiften er indført. Afgifterne har eksisteret over varierende perioder evt. med ændringer i satsen eller grundlaget undervejs.
Hvor det har været muligt, er mængdeændringen, der kan tilskrives afgiften, opgjort ud fra kendskab eller skøn over varens elasticitet[3] . Kendes priserne med og uden afgift, nuværende forbrug af varen og elasticiteten, kan dødvægtstabet findes ved nedenstående metode:
Efterspørgslen kan f.eks. skrives som: 
, hvor a er en konstant og 
er en konstant numerisk priselasticitet.
Vi ønsker at finde ud af hvor meget forbruget ville have været, såfremt afgiften fjernes. 
og 
er henholdsvis pris og mængde med afgift, mens P og Q er pris og mængde uden afgift. Den procentvise ændring i efterspørgslen som følge af ændringen i priserne findes som:
.
Dødvægtstabet kan dermed beregnes udfra nedenstående formel, hvis oplysninger om elasticiteten, afgiftens størrelse, pris og mængde med afgift kendes.
, (1)
hvor 
er ændring i pris, hvilket er lig afgiften for en stykafgift.
Anvendes formel 1, medtages udelukkende den relevante mængdeændring. Det bemærkes, at valg af elasticitet har en afgørende betydning for resultatet. Er pris med afgift inkl. moms, skal pris uden afgift også være inkl. moms. Er prisændringen inkl. moms, vil dødvægtstabet være i forbrugerpriser.
Beregning af dødvægtstabet kræver ikke vanskelig teknik. Det vanskelige vil ofte bestå i at finde relevante priser og elasticiteter.
Antagelser omkring priser, elasticitet og mængde bør fremgå af beregningerne, så evt. forskelle til andre beregninger kan lokaliseres. Skal dødvægtstabet anvendes over en periode, vil det være praktisk, hvis priser og mængder følger en tilgængelig statistik, så der sikres konsistens i beregningerne over tid. Der kan derfor blive tale om en afvejning mellem at finde de eksakte priser på f.eks. 17 underkomponenter af varen og en gennemsnitpris, hvis en sådan gennemsnitspris lettere kan videreføres til brug ved senere beregninger.
4. Dødvægtstab ved energi- og miljøafgifter
I dette afsnit præsenteres de enkelte afgifter kort samt antagelserne bag dødvægtstabene. Elasticiteterne er behæftet med betydelig usikkerhed - og for en del direkte skønnede - hvilket betyder, at de enkelte dødvægtstab ligeledes er underlagt betydelig usikkerhed. Medmindre andet fremgår, er elasticitetsantagelsen Skatteministeriets eget skøn og skal udelukkende betragtes som et skøn uden relation til empiriske studier.
Energi-, svovl- og CO2-afgift
Energiskatterne går tilbage til 1927, hvor der blev opkrævet afgift af benzin. Siden er grundlaget blevet udvidet, og satserne er ændret adskillige gange. CO2-afgiften blev indført i 1992. Energi- og CO2-afgiften er differentieret efter om energien bruges af husholdninger mv. eller virksomheder, samt hvilken type virksomhed der er tale om (let eller tung proces). Hertil kommer, at virksomheder har mulighed for lavere afgifter mod indgåelse af visse forpligtelser. Afgiften på svovl blev indført 1996. Afgifterne har både et fiskalt og adfærdsregulerende sigte.
Dødvægtstabet for energiafgifter mv. kan beregnes ved forskellige tilgange. Forbrug af energivarer kan skønsmæssigt fordeles på energi anvendt til rumvarme og proces ud fra oplysninger om afgiftsprovenu samt et kendskab til det samlede forbrug af de enkelte brændselstyper. Med kendskab til de gennemsnitlige brændselspriser og skøn for elasticiteterne kan dødvægtstabet beregnes[4] .
I dette set-up anvendes imidlertid data fra Danmarks Statistiks energibalance. Statistikken er offentligt tilgængelig og datagrundlaget opdateres årligt – dog med ét års forsinkelse. Ved brug af dette datagrundlag er det muligt at opdatere beregningerne årligt, hvorfor denne tilgang er anvendt. Energibalancerne foreligger endvidere fra 1975 til 2002 i sammenlignelig form.
Danmarks Statistik opgør årligt en energibalance, hvor forbrug af de enkelte energityper[5] er fordelt på husholdninger[6] og erhverv. Ligeledes er markeds- og basispriser for de enkelte energityper opgivet for husholdninger og erhverv. Med skøn for elasticiteterne er det muligt at udregne dødvægtstabet.
Energi har i mindre grad komplementære goder, hvorfor der noget forenklet antages ikke at være afledte effekter i andre markeder. Energiafgifterne mv. er følgelig alene forudsat at have medført reduktion i energiforbruget og ikke skift mellem energitype. Der er her antaget en elasticitet for husholdninger og erhverv på -0,1 henholdsvis -0,3 for elektricitet. For andre energivarer er elasticiteten sat til -0,2 for både husholdninger og erhverv. Elasticiteterne er forsigtigt skønnede og i underkanten af de anvendte elasticiteter i EMMA (energimodul til den makroøkonometriske ADAM-model). I EMMA er 1. års elasticiteterne[7] for husholdningerne på henholdsvis -0,07 for elektricitet og -0,19 for anden energi, der anvendes til opvarmning. De tilsvarende elasticiteter for det lange sigt er -0,3 for elektricitet og -0,62 for andet. For erhverv er de langsigtede elasticiteter på henholdsvis -0,32 for el og -0,26 for andet.
Dødvægtstabet beregnes for de enkelte energityper for henholdsvis husholdninger og erhverv. Nedenstående gennemgås beregningen for husholdninger og elektricitet.
I 2002 anvender husholdningerne 36.475 TJ elektricitet. Markedsprisen, dvs. med moms og afgifter, af elforbruget udgør 16.392 mio. kr., og prisen uden afgifter, men inkl. moms, er 8.161 mio. kr. Med en elasticitet på -0,1 kan det beregnes, hvor meget forbruget ville have været yderligere uden afgifter, jf. formel 1.
.
Afgifterne på elektricitet har således medført et mindre forbrug af elektricitet på 2.635 TJ under de anførte antagelser. Afgiften inkl. moms udgør:
,
svarende til en afgift ekskl. moms på ca. 65 øre pr. kWh for husholdningerne. Det passer med de gældende satser, hvor der betales 50,1 øre pr. kWh for forbrug af elektricitet, der overstiger 4.000 kWh årligt i helårsboliger, som opvarmes ved elektricitet, og 56,6 øre pr. kWh for anden elektricitet – hertil kommer en CO2-afgift på 10 øre pr. kWh.
På baggrund af ovenstående kan dødvægtstabet beregnes til:
Afgifter på elektricitet påfører husholdningerne et dødvægtstab på knap 300 mio. kr. inkl. moms.
På tilsvarende vis findes dødvægtstabet for de resterende energityper for dels husholdninger, og dels erhverv til omkring 3,7 mia. kr. inkl. moms. Samlet skønnes energi-, svovl- og CO2-afgifterne at medføre et dødvægtstab på ca. 4,0 mia. kr. inkl. moms.
Valg af elasticitet har afgørende betydning for dødvægtstabet. Med en usikkerhed på valg af elasticiteter med ±25 pct. vil dødvægtstabet være imellem ca. 2,9 og 5,3 mia. kr. Usikkerheden på dødvægtstabet følger således tilnærmelsesvist lineært usikkerheden på elasticiteterne.
Anvendes de noget højere langsigtede elasticiteter fra EMMA, bliver dødvægtstabet på knap 14 mia. kr. Dødvægtstabet er således 3,5 gange større ved EMMAs langsigtede elasticiteter i forhold det anvendte konservative skøn for de kortsigtede elasticiteter.
Emballageafgift
Afgift af visse emballager, poser, engangsservice og pvc-folier (emballageafgiftsloven) består af følgende fire adskilte afgiftssystemer: Den volumenbaserede emballageafgift, den vægtbaserede emballageafgift, bæreposeafgiften og engangsserviceafgiften. Elasticiteten er antaget til -0,5 for alle fire afgiftssystemer. Det samlede dødvægtstab for emballageafgiften kan opgøres til godt 400 mio. kr. I det følgende bliver antagelserne bag beregningerne gennemgået.
Den volumenbaserede emballageafgift
Afgift af visse detailsalgspakninger blev indført i 1977[8] som en stykafgift baseret på volumen og emballagetype (glas og plast mv., metal eller karton). Afgiften omfattede visse emballager til bl.a. drikkevarer, spiseolier m.v. Formålet med indførelsen af afgiften var til dels miljømæssig og til dels af fiskal karakter. Afgiften på f.eks. flasker til vin og spiritus ville således, foruden at indbringe et provenu, have miljømæssige virkninger, som efter det foreliggende skønnedes hensigtsmæssige. Afgiften på f.eks. ølflasker var derimod praktisk talt alene af fiskal karakter.
Af tabel 2 fremgår afgiftssatser, priser på emballage og de afgiftsbelagte mængder i 2003.
| Tabel 2. Afgiftssatserne i den volumenbaserede emballageafgift samt priser og mængder, 2003[9] | ||||||
|---|---|---|---|---|---|---|
| Emballagemateriale1) | Karton og laminater af forskellige materialer | Andre materialer, f.eks. glas, plast eller metal | ||||
| Spiritus, vin og frugtvin: | Afgift kr. pr. stk. | Pris ekskl. afgift | 1.000 stk. | Afgift kr. pr. stk. | Pris ekskl. afgift | 1.000 stk. |
| Rumindhold (cl)2): | ||||||
| < 10 | 0,15 | 0,25 | 76 | 0,25 | 0,50 | 14.866 |
| 10 ≤ x ≤ 40 | 0,30 | 0,38 | 2.009 | 0,50 | 0,75 | 230.951 |
| 40 < x ≤ 60 | 0,50 | 0,75 | 4.855 | 0,80 | 1,50 | 45.107 |
| 60 < x ≤ 110 | 1,00 | 1,00 | 17.212 | 1,60 | 2,00 | 169.369 |
| 110 < x ≤ 160 | 1,50 | 1,30 | 6 | 2,40 | 2,60 | 13.359 |
| > 160 | 2,00 | 1,50 | 2.227 | 3,20 | 3,00 | 757 |
1) Afgiften omfatter kun salgsemballage, og ikke transportemballage.
2) Ved rumindhold forstås beholderens bruttovolumen og ikke den mængde, der er påfyldt eller skal påfyldes.
Data fra punktafgiftsstatistikken giver de samlede afgiftsbelagte mængder opdelt på volumenintervallerne for 2003. For at opdele på materialetype (’karton/laminat’ eller ’andre materialetyper’) har det været nødvendigt at udlede en fordelingsnøgle. Her er anvendt de vægte, som fremkommer af provenufordelingen i rapporten Den volumenbaserede emballageafgift, Skatteministeriet, 2003, s. 77.
De tilhørende priser ekskl. afgift er vurderet med udgangspunkt i samme rapport, s. 159. Desuden er det antaget, at priser for gruppen af andre materialer er lig priserne for glasmateriale, og derefter er der foretaget forholdsberegning for at opdele i rumfangsintervaller. Endelig er karton antaget at koste det halve af glas.
Dødvægtstabet udregnes ved brug af formel 1 for de enkelte rumfangsintervaller og findes til i alt at udgøre ca. 100 mio. kr. i forbrugerpriser:
Den vægtbaserede emballageafgift
Den vægtbaserede emballageafgift er pålagt udvalgte varegrupper – valgt ud fra varegruppens mængdemæssige betydning. Afgiften erstattede den hidtidige vægtbaserede afgift pr. 1. april 2001[10] . Afgiftssatserne blev fastsat ud fra et miljøindeks for forskellige emballagematerialer. Vurderingen af emballagematerialerne i det underliggende miljøindeks er til dels baseret på de tekniske screeninger og til dels på de politiske valg mellem hvilke af effekterne, som den vægtbaserede emballageafgift skulle baseres på, og med hvilken indbyrdes vægtning effekterne skulle indgå i indekset.
Formålet med den vægtbaserede emballageafgift er miljømæssigt. Afgiften skal således medvirke til at nedbringe affaldsmængder og skabe incitament til at bruge mindre, og samtidig mere miljøvenlig emballage.
| Tabel 3. Afgiftssatserne i den vægtbaserede emballageafgift samt priser og mængder, 2003 | |||
|---|---|---|---|
| Afgift | Pris inkl. afgift. | Afgiftsbelagt mængde | |
| Kr. pr. kg | Kr. pr. kg | Ton | |
| Aluminium | 33,30 | 74,00 | 1.388 |
| Hvidblik og stål | 9,25 | 20,56 | 84.687 |
| Hvidblik og stål, UN-godkendt | 7,40 | 16,44 | 9.812 |
| Glas og keramik | 1,85 | 4,11 | 42.266 |
| Træ | 0,55 | 1,22 | 10 |
| Pap og papir, primært materiale samt tekstiler | 0,95 | 2,11 | 11.545 |
| Pap og papir, sekundært materiale | 0,55 | 1,22 | 5.088 |
| Plast (undtagen eps (ekspanderet polystyren) og pvc), primært (nyproduceret) materiale | 12,95 | 28,78 | 23.522 |
| Plast (undtagen eps og pvc), sekundært (genvundet) materiale | 7,75 | 17,22 | 994 |
| Plast (undtagen eps og pvc), højfyldt | 7,75 | 17,22 | 495 |
| Plast (undtagen eps og pvc), UN-godkendt | 10,35 | 23,00 | 1.884 |
| Eps og pvc | 20,35 | 45,22 | 76 |
Mængderne er fundet via punktafgiftsstatistikken. Da der ikke er sammenhæng mellem det emballerede materiale og selve emballagematerialet og den tilhørende afgift, er der udregnet en gennemsnitlig afgiftsbelastning for volumensystemet, der herefter antages også at gælde vægtsystemet. For hver volumeninterval er afgiftens andel af prisen således udregnet, og et gennemsnit giver, at afgiften udgør ca. 45 pct. af prisen.
Anvendt på de forskellige materialekategorier i vægtsystemet kan prisen inkl. afgift findes. Samlet set er dødvægtstabet på ca.
Bæreposeafgift
Afgiftssatserne for bæreposeafgiften er 10 kr. pr. kg for poser af papir og 22 kr. pr. kg for poser af plast. Afgiften omfatter poser med et rumindhold op til hank på mindst 5 liter. Af punktafgiftsstatistikken fremgår, at afgiftsgrundlaget for denne afgift var 613 ton papirsposer og 8.033 ton plastposer for 2003.
Det er antaget, at en typisk plastbærepose tilhørende den kategori, hvoraf der sælges flest, vil have en markedspris på 2,50 kr. pr. stk. og veje 25 gram pr. stk. Kiloprisen inkl. moms og afgift vil således være 100 kr. pr. kg. For papirbæreposer antages det, at en typisk pris er 2,75 kr. pr. stk. for en pose på 50 gram, hvilket giver en kilopris på 55 kr. pr. kg. Dødvægtstabet for bæreposeafgiften udgør således ca. 15 mio. kr. i forbrugerpriser:
Afgift af engangsservice
Afgiftssatsen for engangsservice er fra 1. april 2001 på 19,20 kr. pr. kg. Af punktafgiftsstatistikken fremgår, at afgiftsgrundlaget for denne afgift var 6.031 ton engangsservice for 2003.
Da engangsservice består af mange forskelligartede produkter, antages det, at gennemsnitsprisen pr. enhed er 100 kr. pr. kg. inkl. moms og afgift. Pristjek viser, at dette udgør et nogenlunde centralt skøn for de forskellige produktgrupper såsom engangsbestik, -tallerkener og -glas. Dødvægtstabet vedrørende engangsservice udgør således ca. 8 mio. kr. i forbrugerpriser:
CFC-afgift og afgift på industrielle drivhusgasser
Indførelsen af afgiften af CFC var et element i et forslag til reduktion af CFC-forbruget. Lov om afgift af visse chlorfluorcarboner og haloner[11] trådte efter Folketingets vedtagelse i kraft 1. januar 1989. Oprindelig hørte afgiften under Miljøministeriet, men blev 14. maj 1993 overført til Skatteministeriet.
CFC blev ved afgiftens indførelse anvendt bl.a. til fremstilling af spraydåser, isolationsskum i køleskabe, frysere og fjernvarmerør, produktion af blødt skum til madrasser, vaskeklude og møbler, rensning af tøj og elektronik samt som kølemiddel i varmepumper. Haloner anvendes f.eks. i håndildslukkere og i faste brandslukningsanlæg.
Afgiften på de industrielle drivhusgasser, HFC’er, PFC’er og SF6, blev indført med virkning fra 1. marts 2001. De industrielle drivhusgasser bevirker, at atmosfærens evne til at tilbageholde jordens overskudsvarme øges, hvilket medfører, at temperaturen på jorden stiger. De industrielle drivhusgasser er på listen i Kyoto-protokollen over drivhusgasser, hvor udledningen skal mindskes.
Afgiftssatsen varierer fra 14 kr. pr. kg til 400 kr. pr. kg, men udgør i snit ca. 200 kr. pr. kg (2002). Det skønnes, at prisen for industrielle drivhusgasser er ca. 80 kr. pr. kg ekskl. moms og afgift, samt at priselasticiteten er ca. -0,4, jf. bemærkninger til L 49 af 11. oktober 2000 samt bemærkningerne til L 110 af 10. december 2003.
Udledningen af industrielle drivhusgasser udgjorde 332 ton i 2003. Med den givne priselasticitet kan dødvægtstabet opgøres til:
Afgift af klorerede opløsningsmidler (opløsningsmiddelsafgift)
Afgift af klorerede opløsningsmidler blev indført for at hindre substitutionen fra CFC-gasser (freon) til klorerede opløsningsmidler. Desuden er opløsningsmidler sundhedsskadelige og er bl.a. mistænkt for at være kræftfremkaldende. Derudover er de giftige for vandlevende organismer og udgør en betydelig risiko for grundvandet. Udover at hindre substitutionen fra CFC-gasser var formålet ligeledes at reducere forbruget af klorerede opløsningsmidler generelt.
Ved indførelsen blev afgiften begrænset til at omfatte de tre mest brugte klorerede opløsningsmidler. Disse tre opløsningsmidler skønnedes ved afgiftens indførelse at udgøre mere end 95 pct. af det samlede forbrug af opløsningsmidler. Afgiften udgør 2 kr. pr. kg af nettovægten.
Det har ikke været muligt at finde relevante priser, hvorfor dødvægtstabet beregnet ud fra ændringen i forbruget af klorerede opløsningsmidler siden afgiftens indførelse.
I udgangspunktet var forbruget af klorerede opløsningsmidler ca. 2.203 ton (dvs. forbrug før afgift ), beregnet som et årligt gennemsnit over perioden 1992–1995. Forbruget udgør i 2003 omkring 500 ton. Antages det, at hele mængdeændringen kan tilskrives afgiften, bliver dødvægtstabet:
Afgift af bekæmpelsesmidler (pesticider)
Afgiften af visse kemiske bekæmpelsesmidler beregnes som hovedregel af højeste detailsalgspris uden rabatfradrag inkl. bekæmpelsesmiddelafgift, men ekskl. moms. Efter afgiftsberegningen udgør afgiften for en del af varerne (A-varer): 53,85 pct. eller 7/13 af værdien uden miljøafgift og moms og for andre varer (B-varer): 33,33 pct. eller 1/3 af værdien uden miljøafgift og moms.
Afgiften af andre bekæmpelsesmidler, der typisk anvendes udenfor landbruget, er afgiftsværdien vederlaget (normalt engrosprisen), som modtageren skal yde for varen inkl. afgiften, men ekskl. moms. Efter afgiftsberegningen udgør afgiften for disse varer (C-varer): 3,09 pct. eller 3/97 af værdien uden miljøafgift og moms.
Det skønnes, at afgifterne har medført en reduktion på mellem 15-25 pct. dødvægtstabet kan skønsmæssigt opgøres til mellem 45 og 85 mio. kr. Ved en reduktion på 25 pct. bliver dødvægtstabet på:
Afgift af visse vækstfremmere
Afgift af antibiotika og vækstfremmere (afgift af antibiotika og vækstfremmende stoffer, der anvendes som tilsætningsstoffer til foderstoffer) blev indført den 1. september 1998, som et led i Regeringens ønske om en husdyrproduktion, hvor der tages hensyn til dyrenes velfærd. Afgiftssatsen er på mellem 0,83-2,50 kr. pr. gram afhængig af det enkelte stof.
Afgiften har så godt som fjernet alt brug af vækstfremmere. Forbruget før afgift var i størrelsesordenen 110 ton. Antages en gennemsnitlig afgift på 1.000 kr. pr. kg vil dødvægtstabet udgøre:
En yderligere afgiftsstigning vil ikke medføre en stigning i dødvægtstabet, eftersom forbruget af vækstfremmere er så godt som nul.
Affaldsafgiften
Affaldsafgiften var oprindeligt en del af miljøbeskyttelsesloven under Miljøministeriet. I 1990 blev affaldsafgiftsloven en del af lov om afgift på affald og råstoffer. Siden 14. maj 1993 har affaldsafgiften hørt under Skatteministeriets ressortområde. Formålet med afgiften er at reducere mængden af affald, der forbrændes eller deponeres. Afgiften skal fremme genanvendelse og tilskynde virksomhederne til at frembringe mindre afgiftspligtigt affald.
Ved beregning af affaldsafgiftens dødvægtstab til ”Miljøpolitikkens omkostninger og fordele”, Finansministeriet (2000), er det forudsat, at affaldsmængderne er reduceret med ca. 25 pct. fra afgiftens ikrafttrædelse og indtil 2000. Provenuet udgjorde i 2000 ca. 1 mia. kr.
Provenuet i 2003 udgør også godt 1 mia. kr., og affaldsmængden er stort set uændret i forhold til 2000, dog sker der i dag en forholdsvis større forbrænding end deponering.
Hvis det således antages, at affaldsafgiften har medført en reduktion af affaldsmængderne på ca. 25 pct., bliver dødvægtstabet ca. 191 mio. kr.
Afgift af råstofmaterialer
I 1977 blev råstofafgiften indført med det formål at dække statens udgifter til kortlægnings- og udviklingsopgaver på råstofområdet. Formålet med afgiften har ændret sig fra at være en finansieringskilde til kortlægningsudgifter på råstofområdet til at være en fiskal afgift. Desuden sikrer afgiften en tilskyndelse til at begrænse råstofforbruget og øge genanvendelsen af bygge- og anlægsaffald.
Råstofafgiften pålægges råstoffer, der erhvervsmæssigt udvindes af den danske undergrund eller importeres fra udlandet. Afgiftspligtige råstoffer er sand, grus, brunkul, flint, mergel etc. De gældende afgiftssatser er 5 kr. pr. m3 for erhvervsmæssig indvinding eller modtagelse af råstoffet. I 2003 var den afgiftsbelagte råstofmængde på 30,8 mio. m3.
Det vurderes, at enhedsprisen for råstoffer er 130 kr. pr. m3 ekskl. moms, men inkl. afgift. Da den samlede gruppe af råstoffer er meget heterogent sammensat, har det været nødvendigt at antage, at denne pris er repræsentativ for alle råstofferne. Udgangspunktet er markedsprisen for sand- og grusprodukter, der antages at være gældende for størstedelen af råstoftyperne. Efterspørgselselasticiteten antages at være -0,3. Dødvægtstabet beregnes til:
Afgift af spildevand
Spildevandsafgiften, der blev indført 1. januar 1997, var et led i skatteomlægningen fra 1993 og indgik i finansieringen af denne. Afgiften var desuden et led i implementeringen af Vandmiljøplanen fra 1987, hvor målet var at reducere udledningen af stoffer, der kan medføre iltsvind. Formålet var - på baggrund af den miljøbelastning, som udledningen af forurenende stoffer påfører vandområderne - at give tilskyndelse til en reduktion af de udledte vandmængder (hvilket også afgiften af ledningsført vand skulle hjælpe til med), til en forbedring af renseanlæggenes rensning og til en begrænsning af regnvandsmængden i spildevandssystemet.
Spildevandsafgiften består af 3 afgiftssatser – én på kvælstof (20 kr. pr. kg), én på fosfor (110 kr. pr. kg) og én på organisk materiale (11 kr. pr. kg). Afgiften blev indført med halverede satser i 1997, og året efter blev satserne sat op til fulde satser og har været uændrede siden.
Af Miljøstyrelsens Samfundsøkonomisk analyse af spildevandsafgiften fremgår det, at niveauerne af kvælstof, fosfor hhv. organisk materiale i 1997 er reduceret med 1,9 pct., 6,2 pct. henholdsvis 1,5 pct. i forhold til året før. Desuden fremgår det af nævnte rapport, at i 1998 og 1999 udgjorde kvælstof ca. 37 pct., fosfor ca. 21 pct. og organisk materiale ca. 42 pct. af provenuet af spildevandsafgiften. Hvis det antages, at nævnte fordelingsnøgle også var gældende i 1997, kan man nå frem til de udledte mængder (afgiftspligtige) i 1996, da vi ved, hvor meget mængderne blev reduceret fra 1996 til 1997. De udledte afgiftspligtige mængder var dermed i 1996:
| Tabel 4. Udledte mængder i 1996, ton | ||
|---|---|---|
| Kvælstof | Fosfor | Organisk materiale |
| 5.280 | 569 | 10.853 |
Herefter findes hvad provenuet ville have været i 1996 til de afgiftssatser, vi har i dag. Provenuet uden adfærdsændringer ville således have været ca. 288 mio. kr.
Provenuet er på 187 mio. kr. i 2003. Dødvægtstabet kan beregnes til:
Afgift af ledningsført vand
Afgiften af ledningsført vand blev indført 1. januar 1994. Årsagen til introduktionen af vandafgiften var ikke så meget et spørgsmål om, at der er mangel på grundvand i Danmark, faktisk overstiger den uudnyttede mængde langt vandforbruget. Vandafgiften var et redskab rettet mod at få reduceret husholdningernes udledning af spildevand og dermed forureningen heri. Rensningsanlæggene renser spildevandet ned til en given koncentration af de forurenende stoffer, og når mængden af vandforbrug reduceres, så reduceres den absolutte forureningsmængde.
Afgiften af ledningsført vand blev implementeret gradvist fra 1994, hvor den udgjorde 1 kr. pr. m3, hvorefter den steg med 1 kr. pr. år, indtil det planlagte niveau på 5 kr. pr. m3 blev nået 1. januar 1998.
Ifølge Miljøstyrelsen er der i Danmark en gennemsnitlig pris på vandet på 35 kr. pr. m3 inkl. moms og afgifter. Det afgiftspligtige vandforbrug udgør 286 mio. m3 i 2003. Forbruget af afgiftspligtigt vand er reduceret med omkring en fjerdedel siden afgiften blev indført, hvilket kan retfærdiggøre en forholdsvis høj elasticitet på -0,8. Dødvægtstabet kan følgelig udregnes til:
Afgift af nikkel/cadmiumbatterier
Afgiften på nikkel/cadmiumbatterier blev indført pr. 1. januar 1996. Cadmium er et tungmetal, der opkoncentreres via fødekæden. Afgiften skal således tilskynde til anvendelsen og udviklingen af mindre miljøbelastende genopladelige batterier.
Afgiftssatsen har været uændret siden indførelsen og udgør 6 kr. pr. stk. og 36 kr. pr. pakke, dog mindst 6 kr. pr. celle.
Det har ikke været muligt at finde en tilnærmelsesvist entydig pris på nikkel/cadmiumbatterier. Dødvægtstabet er dermed beregnet ud fra et tilnærmet forbrug på 9,2 mio. stk. fra før 1996 til et forbrug på 2,4 mio. stk. i 2003:
Dødvægtstabet på 26 mio. kr. er således beregnet under den antagelse, at hele ændringen i forbruget af nikkel/cadmiumbatterier kan tilskrives afgiften.
Afgift af PVC og ftalater
Afgiften blev indført d. 1. juli 2000 og har til formål at øge incitamentet til at anvende andre blødgørere end ftalater samt reducere mængden af PVC, der forbrændes eller deponeres. Bortskaffelse af PVC skaber problemer som følge af, at PVC indeholder klor, som ved forbrænding udvikler saltsyre. Når saltsyren skal renses fra røgen, efterlades der forurenet kalk, der skal deponeres. Mht. ftalaterne mistænkes disse for at have en række uønskede effekter på vandmiljøet, og de er fundet kræftfremkaldende på dyr. Desuden kan det ikke afvises, at nogle af ftalaterne kan påvirke forplantningsevnen. Afgiftssatsen på PVC og ftalater har været uændret siden indførslen af afgiften og udgør 2 kr. pr. kg PVC og 7 kr. pr. kg ftalater.
Afgiften er udformet således, at der betales PVC/ftalat-afgift af en række varer indeholdende disse produkter, og afgiften er fastlagt udfra det typiske indhold af PVC og/eller ftalater i varen.
Afgiften er underopdelt i 3 satser, nemlig blød PVC indeholdende ftalater, blød PVC uden ftalater og hård PVC. I 2003 udgjorde blød PVC med ftalater 83 pct., blød PVC uden ftalater 2 pct. og hård PVC 15 pct. af afgiftens samlede nettoprovenu. Det antages, at denne fordelingsnøgle er den samme gennem hele perioden. Hvad angår blød PVC uden ftalater, er der tale om ikke-afgiftspligtige blødgørere, hvorfor der regnes med den samme pris for PVC-indholdet i dette som for hård PVC, og samme afgift. Der regnes i det følgende med en afgift på blød PVC med ftalater på 3,5 kr. pr. kg, hvilket kommer af, at det antages, at der er et PVC-indhold på 70 pct. og et ftalat-indhold på 30 pct. (dvs. en beregnet afgift på 0,7 X 2 kr. pr. kg + 0,3 X 7 kr. pr. kg = 3,5 kr. pr. kg). På hård PVC og blød PVC med anden blødgører end ftalater regnes med en afgift på 2 kr. pr. kg.
Ud fra ovenstående fordelingsnøgle og et provenu på godt 50 mio. kr. findes de afgiftspligtige mængder til 12,0 mio. kg for blød PVC med ftalater, 0,5 mio. kg for blød PVC uden ftalater og 3,8 mio. kg for hård PVC. Udfra en pris på PVC og ftalater på omtrent 5 kr. pr. kg og en elasticitetsantagelse på -0,8 kan dødvægtstabet beregnes til:
Afgift af kvælstof
Afgiften på kvælstof blev indført fra 1. august 1998. Ved indførelse af afgiften skal der svares afgift af kvælstofgødning, der bruges uden for de jordbrugsvirksomheder, hvor gødningsforbrug reguleres på anden måde. Afgiften belaster således alene køb af gødningsstoffer til brug i haver, parkanlæg, golfbaner, afisning af landingsbaner mv. samt jordbrug, der ikke udarbejder gødningsregnskaber. Afgiftssatsen er 5 kr. pr. kg kvælstof i handelsgødning mv. (ikke husdyrgødning medmindre det er forarbejdet og bestemt til salg i pakninger under 50 kg). Afgiften er en del af Vandmiljøplan II.
Kvælstof koster i dag uden moms og afgifter ca. 5 kr. pr. kg. Forbruget af afgiftsbelagt kvælstof udgjorde i 2003 ca. 5,25 mio. kg. I forbindelse med forberedelsen af Vandmiljøplan er elasticiteten for landbrugets anvendelse af handelsgødning beregnet til -0,9 ved en afgift på 4 kr. pr. kg. Det antages i følgende, at samme elasticitet er gældende for kvælstof omfattet af kvælstofafgiften. Dødvægtstabet kan beregnes til:
Litteraturliste
Skatteministeriet (2002a), Afgifter og eksterne effekter, Skat - april 2002, pp.5-17.
Skatteministeriet (2002b), Dødvægtstab, Skat - december 2002, pp.31-54.
Skatteministeriet (2002c), Hvordan opgøre dødvægtstabet, Skat - december 2002, pp.54-77.
Skatteministeriet (2003), Beregning af dødvægtstabet ved en forbrugsafgift, Skat - december 2003, pp.7-73.
[1] Et komplementært gode er defineret ved en krydspriselasticitet på mindre end nul.
[2] Der er også dødvægtstab forbundet med skatter og anden regulering.
[3] Den kompenserede elasticitet.
[4] Denne tilgang er f.eks. anvendt i Skatteministeriet (2002a), hvorfor der vil være forskel til de her beregnede dødvægtstab. I Skatteministeriet (2002a) indgår forbrug af diesel og benzin ikke i analysen, hvilket de gør i følgende beregninger.
[5] Energityperne er grupperet som: Råolie og halvfabrikat, kul og koks mv., olieprodukter, naturgas, anden gas, vedvarende energi mv., el og fjernvarme.
[6] Der er her alene tale om husholdninger (og ikke om husholdninger mv., hvor ikke-momsregistrerede virksomheder indgår).
[7] Det er ukompenserede elasticiteter, hvilket giver en ekstra usikkerhed på beregningerne.
[8] Lov nr. 634 af 21. december 1977 med virkning fra den 1. februar 1978.
[9] Fra den 1. februar 2004 er afgiften differentieret mht. emballager til øl og sodavand og nedsat med 80 pct., ved lov nr. 1217 af 27. december 2003. Afgiften på emballager til øl og sodavand er endvidere blevet en enhedssats gældende for alle emballagetyper. Afgiften på emballager til spiritus, vin og frugtvin er fastholdt og dermed fortsat opdelt på karton og laminater og andre materialer, såsom glas, plast eller metal.
[10] Lov nr. 1292 af 20. december 2000 med virkning fra 1. april 2001.
[11] Lov nr. 832 af 21. december 1988.