Beskatning af arbejdskraft - fortsat

4. Den sammensatte skattebelastning på arbejdskraft

Afsnit 3 så udelukkende på den direkte skattebelastning på arbejde. Der er dog også en indirekte belastning i kraft af, at den del af den fremkomne lønindkomst, som anvendes til forbrug, beskattes yderligere i form af moms og afgifter.

Tabel 9 viser en generel metode til at opgøre den indirekte skattebelastning. [3] Metoden følger EU-Kommisionen, jf. Økonomi- og Ehvervsministeriet (2002) samt OECD (2001a). Det er (endnu) ikke muligt at opdele momsprovenuet på privat og offentlig forbrug. Derfor anbefales det at medtage det offentlige forbrug i nævneren, således der er konsistens mellem tæller og nævner. [4]  

Det bør bemærkes, at indirekte subsidier og skattebegunstigelser ikke er medtaget i beregningerne. Hvis det havde været tilfældet, ville de fundne indirekte skattesatser have været lavere.

Den indirekte skat, beregnet som et gennemsnit for hele befolkningen, var i Danmark i 1999 39,4 pct., som det fremgår af tabel 9. Størstedelen heraf er moms, der udgør 24,6 pct. af skattegrundlaget. Årsagen til, at tallet er en anelse lavere end momssatsen på 25 pct., er, at få varer i skattegrundlaget ikke er omfattet af moms. Diverse afgifter udgør de resterende 14,8 pct. af skattegrundlaget. [5]

Man skal være forsigtig ved sammenligninger af den indirekte skattebelastning, da den er forholdsvis konjunkturfølsom. F.eks. er købet af biler langt større i en højkonjunktur end i en lavkonjunktur. Da det indirekte skatteprovenu er stort ved netop bilkøb, vil disse konjunkturudsving slå igennem i den indirekte skattebelastning. Det betyder, at et observeret fald i den indirekte skattebelastning ikke nødvendigvis skyldes en ændring i skattereglerne, men muligvis blot en anden forbrugssammensætning forårsaget af en konjunkturændring. Appendiks 1 giver et bud på, hvor stor denne konjunkturfølsomhed er. [6]

Ved at sammenveje den direkte skattebelastning på arbejdskraft med den indirekte belastning får man et mål for den sammensatte skattebelastning på arbejdskraft. Der er dog knyttet et væsentlig kritikpunkt til en sådan sammenvejning, da den indirekte skat er beregnet som et gennemsnit for hele befolkningen – og ikke som den indirekte skat specifikt for den gennemsnitlige industriarbejder. Det er kritisk, da forbrugssammensætningen og dermed afgiftssammensætningen er indkomstafhængig. Af tabel 3 fremgår det, at den gennemsnitlige arbejdsindkomst for en enlig industriarbejder uden børn var knap 250.000 kr. før eget og arbejdsgivers sociale bidrag i 2000. Den gennemsnitlige personlige indkomst for alle skattepligtige i 2000 var knap 204.000 kr. Dermed kan man forvente, at den gennemsnitlige indirekte skattebelastning for den gennemsnitlige industriarbejder afviger, om end begrænset, fra den indirekte skattebelastning beregnet i tabel 9. De indirekte skatter er med enkelte undtagelser, f.eks. bilers registreringsafgift, ikke progressive. Det peger på en indirekte skattebelastning lidt lavere end de 39,4 pct. for den gennemsnitlige industriarbejder.  

Den sammensatte skattebelastning på arbejdskraft er beregnet i tabellens nederste række til 60,0 pct. for Danmark. Sammenvejningen af den direkte og indirekte skattebelastning sker ved at tage udgangspunkt i, hvad der er tilbage til forbrug efter den direkte skat. Dette beløb skal korrigeres for den andel af det samlede forbrug, som går til indirekte skatter. Heraf ses det, at 40,0 pct. af den samlede arbejdsindkomst går til andet end betaling af skatter og afgifter, dvs. 60,0 pct. går til skatter og afgifter, hvorfor dette er den samlede skat på arbejdskraft.

Kilde: OECD (2002a,b) samt egne beregninger.

Det fremgår af tabel 10, at Danmark har den næsthøjeste sammensatte skat på arbejde i EU og blandt de udvalgte OECD lande for en gennemsnitlig industriarbejder. Det skyldes bl.a., at Danmark har den suverænt højeste indirekte beskatning blandt de udvalgte lande.

1. Af datamæssige årsager er den indirekte skattebelastning, som indgår i beregningen af ovenstående tal, for Grækenland, Holland, Irland, Norge, Portugal og USA fra 2000.
2. Den sammensatte skat er beregnet ud fra metoden vist i tabel 9.
3. Luxemburg fremstår som det land med den tredje højeste indirekte skattesats. Det er ikke retvisende. Tallet er til en vis grad pustet op af, at udenlandske statsborgere grænsehandler afgiftstunge varer.
Kilde: OECD (2002a,b), Bureau of Economic Analysis samt egne beregninger.

Med tallene for den indirekte skattesats er det nu muligt at beregne den sammensatte gennemsnitsskat og den sammensatte marginalskat for samtlige de udvalgte lande for samtlige otte stiliserede industriarbejderfamilier. Disse tal er præsenteret i tabel 11 og 12.

1. Af datamæssige årsager er den indirekte skattebelastning, som indgår i beregningen af ovenstående tal, for Grækenland, Holland, Irland, Norge, Portugal og USA fra 2000.
Kilde: OECD (2002a,b), Bureau of Economic Analysis samt egne beregninger.

1. Af datamæssige årsager er den indirekte skattebelastning for Grækenland, Holland, Irland, Norge, Portugal og USA fra 2000.
Kilde: OECD (2002a,b), Bureau of Economic Analysis samt egne beregninger.

5. Vurdering af landesammenligninger

Der er generelt behov for forsigtighed, når der foretages sådanne landesammenligninger. I de forudgående afsnit er en række forhold blevet påpeget. Det gælder især med hensyn til den indirekte skattebelastning. Her påpeges en række yderligere forhold, som man skal se den ovenstående landesammenligning i lyset af.

Det er især væsentlig, at der er betydelige forskelle mellem landenes skattesystemer, som er svære at få frem ved simple sammenligninger. Det gælder f.eks. forskelle i beskatningsreglerne med hensyn til ægtefæller og børn. Sådanne forskelle fremkommer ikke ved en sammenligning af den gennemsnitlige industriarbejder. Der er forsøgt at råde bod på dette ved at medtage en standardiseret familie med to børn i ovenstående landesammenligning.

En simpel sammenligning inddrager heller ikke, at der typisk er forskel i skattesystemernes progressivitet. Også dette kritikpunkt er forsøgt imødekommet i det ovenstående med forskellige indkomstniveauer.

Derudover bør det bemærkes, at selv i de tilfælde, hvor skattebelastningen er den samme i to lande, så repræsenterer den andel af indkomsten, der er tilbage efter skat, ikke nødvendigvis de samme forbrugsmuligheder. For det første er der væsentlig forskel i, hvad den gennemsnitlige industriarbejder tjener i de forskellige lande. Den gennemsnitlige indkomst i industrien er væsentligt højere i Danmark end den f.eks. er det i Portugal. En gennemsnitlig indkomst i Danmark er således en høj indkomst i Portugal. For det andet er der væsentlig forskel i købekraften mellem landene. Man kan derfor ikke alene ud fra de beregnede skattesatser sige noget om, i hvilket land den gennemsnitlige industriarbejder har de største forbrugsmuligheder. Dette aspekt er belyst nærmere i appendiks 2. 

Det er vigtigt, at man ikke forveksler de beregnede skattemål med et udtryk for velfærden i de enkelte lande. En velfærdsanalyse vil kræve, at man inddrog, hvilken nytte de offentlige ydelser, som bliver finansieret af skatten, giver arbejdstagerne.

I afsnit 2 blev det pointeret, at definitionen af skattetrykket eller skattebelastningen bør afhænge af, i hvilken sammenhæng man ønsker at bruge skattetrykket. Et andet formål end at belyse skattebelastningen på arbejdskraft ville have krævet en anden definition af skattebelastningen, som derfor kunne have givet en anden rangordning af landene med hensyn til, hvilke der har den højeste og laveste skat.

6. Opdateringer

Denne artikel har vist, hvordan man kan opstille et mål for skatten på arbejde, som kan anvendes til internationale sammenligninger. Forskellige tabeller har vist denne belastning – det gælder den direkte, den indirekte samt den sammensatte skattebelastning for en række udvalgte OECD-lande for 2000 og 2001. Disse tabeller vil, efterhånden som der udgives nye tal, blive opdateret på Skatteministeriets hjemmeside under tal og statistik.

Interesserede, der ønsker at følge udviklingen i arbejdskraftsbelastningen i såvel Danmark som i udlandet, henvises derfor hertil.

Appendiks 1. Den indirekte skattebelastnings kon-junkturfølsomhed

De indirekte skatters konjunkturfølsomhed kan opdeles i to effekter. Den ene effekt er den direkte sammenhæng mellem skattegrundlaget og skatteprovenuet. Når privatforbruget stiger, så stiger det samlede provenu af indirekte skatter ligeledes. Denne direkte effekt påvirker dog ikke den indirekte skattebelastning, da denne netop beregnes som forholdet mellem skatteprovenuet og skattegrundlaget. Den anden effekt skyldes ændringer i forbrugssammensætningen. I højkonjunkturer er forbrugssammensætningen anderledes end i lavkonjunkturer. Private køber flere varige forbrugsgoder. F.eks. købes der flere biler i højkonjunkturer end i lavkonjunkturer. Da biler er meget afgiftstunge i indkøb, betyder det, at der også er en forbrugssammensætningseffekt, og denne effekt påvirker den indirekte skattebelastning. Det er en svaghed, når man sammenligner den indirekte skattebelastning over tid, men også mellem lande. Dels fordi der er forskel i afgiftssammensætningen mellem lande, og dels fordi der kan være asymmetri i konjunkturerne mellem lande.

Der findes ikke nogen nem måde at konjunkturkorrigere den indirekte skattebelastning på. Herunder er det dog alligevel forsøgt at finde et simpelt bud på, hvor kraftigt konjunkturerne påvirker den danske indirekte skattebelastning. Figur A1 viser, at der for Danmark er en klar sammenhæng mellem output-gappet og den indirekte skattebelastning. Det skal understreges, at denne sammenhæng kun er et simpelt estimat for den indirekte skattebelastnings konjunkturfølsomhed. Det skyldes især, at moms og afgiftssatser har ændret sig over perioden fra 1981 til 2001. Disse ændringer har sandsynligvis også påvirket sammenhængen.

Hvis outputgappet er nul, dvs. den årlige BNP-vækst er på sit potentielle niveau, så peger figur A1 på en indirekte skattebelastning på knap 38 pct. Det indikerer, at ca. 1,5 procentpoint af de 39,4 pct. i 2001 skyldes konjunkturelle forhold, hvis det antages, at moms og afgiftsændringer ikke har påvirket sammenhængen  Hældningen på den indlagte tendenslinie viser, at en stigning i output-gappet på 1 pct. øger den indirekte skattebelastning med ca. 0,9 pct.

Figur A1: Den indirekte skattebelastnings konjunkturfølsomhed i Danmark estimeret på baggrund af perioden 1981-2001.

Anm.: Output-gappet er beregnet som forskellen mellem det faktiske og det potentielle BNP i forhold til det potentielle BNP. Bemærk, at det er OECD’s estimater for potentielt BNP, der er anvendt. Disse estimater er beregnet på basis af en aggregeret produktionsfunktion. Output-gappet er således ikke beregnet ud fra et trend niveau. Se nærmere om beregningen af det potentielle output i OECD (1995).
Kilde: OECD (1998, 2002c) samt egne beregninger.

Appendiks 2. Sammenligning af nettoløn

Det er svært at foretage simple landesammenligninger af den gennemsnitlige skattebelastning med henblik på at vurdere den købekraft, arbejdstageren har tilbage efter skat i de enkelte lande. Dels fordi der er forskel i landenes lønniveauer, som bl.a. skyldes forskellige produktivitetsniveauer, og dels fordi der er forskel i lønnens købekraft.

Tabel A2 herunder foretager en sammenligning af niveauet af den løn, som arbejdstagerne i de enkelte lande har til rådighed efter direkte skat. For hvert af de udvalgte OECD-lande er angivet årsindkomsten efter den direkte skat i kr. Her ses det, at den gennemsnitlige industriarbejder i Portugal, der har en væsentlig lavere direkte skattebelastning end f.eks. den gennemsnitlige industriarbejder i Danmark, har under en tredjedel af den løn, som den gennemsnitlige danske industriarbejder har til forbrug. Det skyldes de store lønforskelle mellem landene.

Når der yderligere korrigeres for købekraftsforskelle indsnævres forskellen dog en del, da prisniveauet – bl.a. pga. de lavere lønomkostninger - generelt er lavere i de lande med de laveste lønninger. Det betyder, at den gennemsnitlige portugisiske industriarbejder kan købe langt mere pr. krone end den danske. Forskellen i det potentielle forbrug er efter denne korrektion da også mindre end det halve.

Yderste kolonne angiver landenes rangering for den købekraftskorrigerede løn efter skat for hver lands gennemsnitlige industriarbejder. Blandt de 17 udvalgte lande har den danske gennemsnitlige industriarbejder den ottende højeste købekraft.

Bemærk, at dette (stadigvæk) ikke er en velfærdssammenligning, da nytten af de offentlige ydelser finansieret af skatten ikke er inddraget.

Figur A2 understreger, at der ingen entydig sammenhæng er mellem den direkte skattebelastning og den købekraft, som arbejdstageren har til rådighed efter skat.

1. Det er den direkte skattebelastning, som her er anvendt og ikke den samlede skattebelastning. Det skyldes, at lønnen efter betaling af de direkte skatter købekraftskorrigeres. En sådan korrektion sker i markedspriser, hvori der er inkluderet en korrektion af forskelle i de indirekte skatter. Med andre ord ville der ske en dobbeltkorrektion af de indirekte skatter, hvis der i stedet var anvendt den samlede skattebelastning.
Kilde: OECD (2002a) samt egne beregninger.

Figur A2. Samvariationen mellem den direkte skattebelastning og købekraften efter skat for den gennemsnitlige industriarbejder i udvalgte lande i 2000.

Litteratur

Bureau of Economic Analysis, U.S. Government, Nationalregnskab offentliggjort på hjemmesiden www.bea.gov.

Eurostat (1997), Structures of the Taxation Systems in the European Union 1970 – 95, 1997.

OECD (1995), Economic Studies no. 24/I, 1995.

OECD (1998), Economic Outlook no. 74, 1998.

OECD (2000), Tax Burdens – Alternative Measures, Tax Policy Studies no. 2, 2000.

OECD (2001a), Tax Ratios – A critical survey, Tax Policy Studies no. 5, 2001.

OECD (2001b), Revenue Statistics 1965-2000, 2001.

OECD (2002a), Taxing Wages 2000-2001, 2002.

OECD (2002b), Revenue Statistics 1965-2001, 2002.

OECD (2002c), Economic Outlook no. 71, 2002

Skatteministeriet (2001a), Skattetryk, Skat, juni 2001.

Skatteministeriet (2002), Progressionsprofilen i indkomstskattesystemet, lovmodelberegninger for 2002 på ministeriets hjemmeside under tal og statistik.

Økonomi- og Erhvervsministeriet (2002), Vækstvilkår i Danmark, kapitel 4, 2002.

__________________

[1] Definitionen af den sammensatte skatteprocent fremgår af tabel 1. Bemærk aftrapningen af sociale ydelser indgår ikke i definitionen.

[2] AM er en forkortelse for arbejdsmarkedsbidraget, som er på 8 pct.. Det opkræves sammen med den særlige pensionsopsparing (SP) på 1 pct., dvs. i alt 9 pct.. Ved beregningen af både AM og SP gives der intet bundfradrag. Bemærk, at SP fra og med 2002 i modsætning til AM ikke regnes som en indkomstskat, men at den i nationalregnskabet indgår på lige fod med en privat pensionsopsparing. Dvs., at SP fra 2002 ikke skal indgå i beregningerne af skat på arbejde.

[3] Skattegrundlaget er privatforbruget samt forbruget i den offentlige produktion, dvs. alle de vare- og tjenestegrupper, hvoraf der betales moms og/eller afgifter. Skatteprovenuet er moms og samtlige afgifter, som kan relateres til skattegrundlaget. Enkelte indirekte skatter er ikke medtaget. Det gælder f.eks. indirekte skatter på eksport og investeringsgoder. I relation til sidstnævnte kan man diskutere om udeladelsen er korrekt i lyset af den potentielle omkostningsovervæltning på forbrugerne. Her er det dog ladet vægte tungere at have konsistens mellem tæller og nævner, og investeringsgoder er ikke en del af skattegrundlaget (nævneren).

[4] En sådan definition er dog ikke ukritisk. Især er det af betydning i en international sammenligning, at ikke alle lande har moms på offentlig forbrug.

[5] 39,4 pct. = 24,6 pct. moms og 14,8 pct. afgifter.

[6] Den direkte skattebelastning er ligeledes konjunkturfølsom, når denne opgøres ud fra nationalregnskabsstørrelser f.eks. BNP eller BNI. I denne artikel, hvor der er anvendt en mikroøkonomisk tilgang, der tager udgangspunkt i stiliserede arbejdstagere, undgås problemer med konjunkturfølsomhed stort set.