22. maj 2012
Her er du: Publikationer > Notater

24/06/04

Strukturreform - skatteområdet

Forligspartierne ønsker at skabe en åben, helhedsorienteret skatteadministration med borgere og virksomheder i centrum. Vejledning, information og kontrol skal have høj kvalitet og informationer og servicetilbud skal være tilgængelige døgnet rundt.

Forligspartierne er derfor enige om følgende principper for den fremtidige opgave- og ansvarsfordeling:

  • Skatteopgaven samles i staten.
  • Borgerbetjening sker i de kommunale servicecentre og i statslige skattecentre.
  • Den lokale borgerbetjening foregår i kommunale servicecentre, hvor borgerbetjeningen på skatteområdet indgår som en del af opgaverne i de almindelige kommunale servicecentre, og medarbejderne er ansat i kommunerne.
  • De statslige skattecentre udgør grundaksen i den nye struktur og varetager de almindeligt forekommende opgaver på skatte-, afgifts- og toldområdet.
  • Skattecentre etableres i videst muligt omfang på de eksisterende kommunale ligningscentre/fællesskaber samt ToldSkats nuværende regioner, idet der tages hensyn til geografisk hensigtsmæssighed, unyttelse af personalets kompetence, bygningslokaliteter, sikring af et højt fagligt miljø og en stærk ligningsindsats.
  • Nogle opgaver har et omfang, så det er naturligt at placere dem i alle skattecentre, mens andre mere specialiserede opgaver kan løses i udvalgte skattecentre.
  • De centrale planlægnings- og styringsfunktioner for den samlede ligning varetages fortsat af Told- og Skattestyrelsen. Styrelsen er således overordnet skattecentrene.
  • Digitale løsninger udvikles samlet, således at borgere og virksomheder i stigende grad kan få ekspederet skattesager på internettet eller via servicetelefoner.
  • Der etableres et nyt klagesystem med en sammenhængende klageadgang på skatteområdet. Der tages udgangspunkt i den eksisterende klagestruktur med to administrative klageadgange på skatteområdet
  • (skatteankenævn og Landsskatteretten), dog tilpasset samlingen f skatteopgaven.
  • Samarbejdet mellem skattemyndighederne, politiet og andre offentlige myndigheder om bekæmpelse af kriminalitet og socialt snyd skal fortsat have høj prioritet.

Inddrivelsesopgaven

Forligspartierne ønsker at styrke retssikkerheden og ensartetheden i inddrivelsesarbejdet under hensyntagen til svage borgere og sociale klienter, hvor borgerne kun kontaktes af en myndighed.

Forligspartierne ønsker derfor at skabe et enstrenget inddrivelsessystem, som sikrer en ensartet og retssikker inddrivelse.

Forligspartierne er derfor enige om følgende principper for en ny opgave og ansvarsfordeling:

  • Der oprettes én inddrivelsesmyndighed, som inddriver alle offentlige fordringer.
  • Opgaven skal løses på den mest hensigtsmæssige og mindst ressourcekrævende måde.
  • Borgere og virksomheder skal i sager om inddrivelse af gæld til det offentlige alene kontaktes af én myndighed.
  • Opkrævningen er fortsat placeret i myndighederne, som har kravet. De enkelte myndigheder gennemfører derfor som i dag rykkerprocedure.
  • Tyngden i inddrivelsesopgaven rettes mod de virksomheder og borgere, som bevidst forsøger at unddrage sig betaling af gæld, eller hvor ressourceforbruget vurderes at stå mål med det forventede provenu.
  • Sociale hensyn i forbindelse med opkrævning og inddrivelse er placeret i kommunerne. For kommunale fordringer er det derfor fortsat kommunerne, som forestår den almindelige opkrævning indtil disse muligheder er udtømte samt vurderer, om en fordring skal overgives til inddrivelsesmyndigheden.
  • Der stilles forbedrede it-værktøjer til rådighed for opkrævningsmyndighederne, således at disse får bedre muligheder for at foretage en samlet vurdering af den pågældendes økonomiske forhold og dermed økonomiske formåen.
  • Ved ændringer i skyldners forhold efter oversendelse til inddrivelsesmyndigheden er det muligt for opkrævningsmyndigheden at tilbagekalde kravet eller indstille, at inddrivelsen intensiveres.

Skatte- og inddrivelsesopgaven samles i staten. Opgaveflytningen sker i løbet af 2005. Det nærmere tidspunkt fastsættes ved lov.

Yderligere henvendelse: Udviklingsdirektør Jesper Skovhus Poulsen, tlf.: 3392 4763