Fradrag for færgeudgifter
Spørgsmål 42
Til Folketingets Skatteudvalg
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 42 af 31. oktober 2003 .
(Alm. del - bilag 61 ).
Svend Erik Hovmand / Ivar Nordland
Spørgsmål: Kan ministeren bekræfte, at der i skatteaftalen vedrørende Øresundsregionen alene gives fradrag for bropassage, og ikke for brug af færgeforbindelser over Øresund? I bekræftende fald anmodes om begrundelsen herfor.
Svar: Pendlere har efter gældende danske regler ikke fradrag for broafgiften på Øresundsbroen. For at sikre, at grænsegængeren får fradrag for sine befordringsudgifter, er det aftalt mellem de to lande, at der skal gives fradrag for broafgiften på Øresundsbroen.
Efter de gældende regler har pendlere allerede mulighed for befordringsfradrag for dokumenterede faktiske udgifter til færgetransport.
Det er en forudsætning for fradraget, at færgetransporten indgår i den normale transportvej ved bilkørsel. Indgår der i den normale transportvej ikke landtransport, begrænses fradraget – som det almindelige kilometerfradrag - med et beløb svarende til det beregnede befordringsfradrag for 24 km daglig befordring. Indgår der landtransport i den normale transportvej, sker begrænsningen af fradraget dog i første række i denne del af fradraget.
Det kan bemærkes, at pendlere, som beskattes af nettoindkomsten i Sverige ligeledes har fradragsret for færgeudgifter.
Det er derfor ikke fundet relevant, at de to lande skulle aftale, at der skal gives fradrag for færgeudgifter, når fradraget allerede gives efter gældende regler.