Forhøjelse og udvidelse af tillægsafgiften for alkoholsodavand
Udover den almindelige afgift for henholdsvis øl, vin og spiritus opkræves der tillægsafgift for visse alkoholprodukter, herunder alkoholsodavand. I dag opkræves der dog ikke tillægsafgift for cider- og frugtvinsbaserede alkoholsodavand, men derimod udelukkende for øl-, vin- og spiritusbaserede alkoholsodavand. Dette har været medvirkende til, at produktudviklingen indenfor alkoholsodavand i de seneste år i høj grad er foregået indenfor cidersegmentet.
Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at forhøje afgiften for alkoholsodavand samt at udvide tillægsafgiften til ligeledes at omfatte de cider- og frugtvinsbaserede alkoholsodavand, herunder almindelig cider.
Tillægsafgiften for øl-, vin- og spiritusbaserede alkoholsodavand forhøjes med 25 øre pr. liter, hvilket medfører, at afgiften fremover vil udgøre:
Ølbaserede alkoholsodavand: 8,60 kr. pr liter ved et alkoholindhold på 10 pct. eller derunder
15,05 kr. pr. liter ved et alkoholindhold på over 10 pct.
Vinbaserede alkoholsodavand: 7,50 kr. pr. liter ved et alkoholindhold på 10 pct. eller derunder
15,00 kr. pr. liter ved et alkoholindhold på over 10 pct.
Spiritusbaserede alkoholsodavand: 3,15 kr. pr. liter.
Cider- og frugtvinsbaserede alkoholsodavand underlægges samme tillægsafgift som vinbaserede alkoholsodavand.
Tillægsafgiften for alkoholsodavand efter såvel øl- og vinafgiftsloven og spiritusafgiftsloven er øremærket til sundhedsfremmende foranstaltninger.