10. februar 2012
Her er du: Publikationer > Notater

04/04/08

De grundlæggende principper i skatte- og momsreglerne for brugen af gulpladebiler

Varebiler herunder personbiler ombygget til varebiler kan indregistreres på gule nummerplader til en betydeligt lavere registreringsafgift, end det er tilfældet for personbiler på de almindelige hvide nummerplader.

Årsagen, til at man oprindeligt indførte systemet med de gule nummerplader med lavere registreringsafgift, var hensynet til erhvervslivet. Man fandt det ikke hensigtsmæssigt at pålægge samme afgift på bilers erhvervsmæssige brug som på den private brug.

Siden er ordningen blevet lempet ad flere omgange. Først blev det muligt at anvende bilerne til blandet kørsel, dvs. både til privat og erhvervsmæssig brug. Hensynet var her primært iværksættere og mindre erhvervsdrivende med kun én bil. Siden hen er det blevet muligt også at anvende bilerne til rent privat brug.

Nødvendigt med skarpe regler

Da bilerne på gule nummerplader således kan benyttes både til privat og erhvervsmæssig brug, må skatte- og momsreglerne derfor nøje følge den konkrete brug af disse biler.

Det grundlæggende princip er, at hvis en arbejdsgiver stiller en bil på gule nummerplader til rådighed for en ansat, skal den ansatte beskattes af fri bil. Og i den situation skal der selvfølgelig også betales moms af bilen og tillige en privatbenyttelsesafgift for at kompensere for den lavere registreringsafgift.

Hvis bilen derimod alene anvendes til erhvervsmæssig kørsel – og dermed alene i arbejdsgiverens interesse – skal det ikke på nogen måde påvirke den ansattes skattemæssige forhold. For biler, der alene anvendes til erhvervsmæssig brug, skal der heller ikke betales moms.

Da der således er stor skattemæssig forskel på, om bilen benyttes erhvervsmæssigt eller om den benyttes privat, er det nødvendigt at have skarpe regler for, hvornår brugen af bilen er privat, og hvornår den er erhvervsmæssig. Dog har det vist sig, at mange finder de gældende regler svært forståelige og visse steder ufleksible. Derfor er der nu indgået politisk aftale om en forenkling. Læs mere her.