21. maj 2012
Her er du: Publikationer > Notater

28/03/08

Skattefritagelse for reservebedsteforældre

Det skal være lettere at få passet sine børn, når de for eksempel har fået skoldkopper eller influenza, og der ikke lige er en mormor eller farmor at trække på. Det er indholdet i et nyt lovforslag, som skatteministeren har fremsat i Folketinget.

Reservebedsteforældre

Flere kommuner har i dag ordninger med reservebedsteforældre. Ordningerne går typisk ud på, at en ældre person, der er stoppet med at arbejde, træder til og hjælper familier ved børns sygdom. Børnefamilierne har ofte et akut behov for børnepasning, og reservebedsterne vil gerne hjælpe og have kontakt til børnefamilier. Som betaling modtager reservebedsterne som regel et mindre beløb fra forældrene.

Skattefri betaling

I dag skal reservebedsteforældre beskattes af de penge, som de modtager for pasningen. Pengene dækker udgifter, som reservebedsterne har i forbindelse med pasningen, for eksempel udgifter til transport.

Regeringen vil gerne fremme ordninger med reservebedsteforældre. Skatteministeren har derfor fremsat et lovforslag om at gøre betalingen skattefri. Reservebedsteforældre skal være fyldt 60 år for at få skattefritagelse, og man kan højst modtage 3.000 kr. skattefrit om året.

Ordning med mange fordele

Ordningerne med reservebedsteforældre er til gavn for alle. Den del af befolkningen, som allerede er stoppet på arbejdsmarkedet, har ledige ressourcer, der kan bruges andetsteds, og børnefamilierne får løst deres pasningsproblemer. Kontakten mellem generationerne bliver også fremmet i en tid, hvor mange børnefamilier ellers ikke har jævnlig kontakt med ældre mennesker.

Med lovforslaget understøttes de eksisterende ordninger, og flere ordninger kan etableres i kommunerne.

Reservebedsteforældreordningen konkurrerer ikke med øvrige pasningsordninger, hvor børn passes på del- eller fuldtid. Alle øvrige ordninger er fortsat skattepligtige.

Mere om forslaget

Lovforslaget fremsættes i Folketinget den 28. marts 2008 (L 156) og har virkning for 2008. Du kan læse mere om lovforslaget her:

Yderligere oplysninger: Specialkonsulent Kurt Hoffritz, tlf. 3392 4791

Pressekontakt: Særlig rådgiver Peter Høyer, tlf. 3392 4445 og 4119 1558