Generationsskifter gøres nemmere
Fra 1. januar 2009 bliver det lige så let at gennemføre generationsskifter i levende live som ved dødsfald. På den måde sikres det, at generationsskifter gennemføres på det mest fordelagtige tidspunkt for virksomheden - og ikke af skattemæssige grunde udskydes til ejerens død.
Hvad er et generationsskifte?
Når en personligt drevet virksomhed eller et selskab overdrages til næste generation eller medarbejdere er der tale om et generationsskifte. Generationsskifte kan ske, mens ejerne lever eller ved ejernes død. Overdragelse kan ske ved succession, hvilket betyder, at den nye ejer indtræder i den tidligere ejers skattemæssige stilling.
Ens beskatning ved overdragelse i levende live og ved død
Regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Ny Alliance er blevet enige om at gøre det lige så nemt at generationsskifte i levende live som ved død.
Skatteministeren har derfor fremsat et lovforslag, hvor generationsskifte kan ske med succession i levende live, hvis den nye ejer modtager mindst 1 pct. af aktiekapitalen. Der behøver ikke – som i dag – være tale om hovedaktionæraktier eller overdragelse af mindst 15 pct. af stemmeværdien til den enkelte modtager.
Gode vilkår for generationsskifte
Skatteministeren ønsker at forbedre vilkårene for generationsskifte på andre områder. Det foreslås således:
- At der bliver mere plads til uddannelse og udvikling af medarbejdere, der skal overtage virksomheden ved succession.
- At det bliver muligt at overdrage aktier og personligt drevne virksomheder med succession til tidligere ejere.
- At der bliver bedre mulighed for succession i blandet benyttede ejendomme.
- At det bliver muligt for en ægtefælle at succedere i sin afdøde ægtefælles ejendom.
- At en person får mulighed for at overtage sin ægtefælles etableringskontoindskud.
Mere om lovforslaget
Lovforslaget fremsættes i Folketinget den 28. marts 2008 (L 167) og har virkning fra 1. januar 2009. Du kan læse mere om lovforslaget her:
Yderligere oplysninger: Fuldmægtig Peter Bak, tlf. 3392 4507
Pressekontakt: Særlig rådgiver Peter Høyer, tlf. 3392 4445 og 4119 1558