10. februar 2012
Her er du: Publikationer > Notater

21/05/07

Bilpakken L 217 - ændringsforslag til omlægning af bilbeskatningen

På baggrund af de forskellige høringssvar og øvrige henvendelser har forligskredsen besluttet at foretage følgende tilpasninger i forhold til det fremsatte lovforslag – L 217 vedrørende omlægningen af bilafgifterne.

1. Sideruder  i kassebiler

Definitionen af kassebiler mv. ændres, således at kassebiler mv. kan være forsynet med siderude i højre side.

2. Minimumsregistreringsafgift

Der indføres en regel, således at nedslaget for brændstoføkonomi ikke kan nedsætte registreringsafgiften til mindre end 20.000 kr. Herved sikres f.eks., at ekstrem god benzinøkonomi i meget spinkle og billige køretøjer ikke kan fjerne enhver registreringsafgift, herunder de gældende tillæg vedrørende manglende sikkerhedsudstyr.

3. Fradrag for partikelfiltre

Efter de gældende regler gives et fradrag på 4.000 kr. i beregningsgrundlaget for registreringsafgiften for dieseldrevne person og varebiler med partikelfilter. Det svarer til en afgiftsnedsættelse på 7.200 kr. Fradraget gives indtil og med 2009. Fradraget dækker imidlertid ikke hele meromkostningen ved at vælge dieseldrevne biler med filter. Derfor er dieselbiler uden filter prismæssigt mere konkurrencedygtige end dieselbiler med filter.

På den baggrund er det aftalt, at ændre og udvide fradragsordningen, således det nuværende fradrag på 4.000 kr. videreføres i 2010 (og 2011 for varebiler) og at der også gives yderligere fradrag på 3.500 kr. for udgiften til filteret. Da omkostningen til filter el. lign. ikke afhænger af, om det er en varebil med f.eks. 50 pct. afgift eller en personbil med f.eks. 180 pct. afgift, gives det nye fradrag på 3.500 kr. i afgiften. 

Fradraget skal bortfalde, når filtret eller tilsvarende bliver obligatorisk i 2011 for personbiler og i 2012 for varebiler. Derfor er det samtidigt aftalt, at de dieseldrevne biler, der registreres til den tid, og som alle vil være miljøvenlige, midlertidigt får et større fradrag i registreringsafgiften, når de er brændstoføkonomiske. De højere fradrag aftrappes i perioden 2011-2015:

Fradrag 2011 2012 2013 2014 2015 2016
Dieseldrevne personbiler            
Grænse for fradrag/tillæg 16 km pr. liter 16,5 km pr. liter. 17 km pr. liter. 17,5 km pr. liter. 18 km pr. liter. 18 km pr. liter.
Dieseldrevne varebiler            
Grænse for fradrag/tillæg 18 km pr. liter 16 km pr. liter. 16,5 km pr. liter. 17 km pr.
liter.
17,5 km pr. liter. 18 km pr. liter.

Ved at give det største fradrag i begyndelsen perioden sikres den størst mulige miljøeffekt.

Engangsprovenutabet ved disse tilskud finansieres ved disponering af 50 mio. kr. af den varige merindtægt fra afskaffelsen af fradrag for bagrudevisker og -vasker. Der resterer herefter udmøntning af 15 mio. kr. fra 2016.

4. Varebiler over 3 tons – tillægsafgiften for privat anvendelse

Der indføres en overgangsordning i forhold til vægtafgiften tilsvarende overgangsordningen for registreringsafgiftsloven , således at forhøjelsen af tillægsafgiften for privat anvendelse for varebiler over 3 tons totalvægt ikke finder anvendelse for slutbrugeres køb før 25. april 2007.

Det sker ved, at der indføres en ansøgningsprocedure, hvorefter, varebiler, hvor der er indgået en bindende kontrakt om køb med slutbruger inden den 25. april 2007, vil kunne betale privat­anvendelsestillæg efter hidtil gældende regler i vægtafgiftsloven.

5. Campingbiler – overgangsordning i forhold til slutbrugeren

Der vil blive fremsat et ændringsforslag, hvorefter der indføres en overgangsordning i forhold til registreringsafgiftsloven for campingbiler tilsvarende overgangsordningen for varebiler.

Det vil sige, at det afgørende ved købet af en campingbil bliver, om slutsedlen er skrevet inden den 25. april 2007 eller om slutsedlen er skrevet den 25. april 2007 eller senere. Hvis slutsedlen er skrevet inden den 25. april 2007, vil det være de hidtil gældende regler, der gælder hvad angår registreringsafgiften. Der er en betingelse, at køretøjet indregistreres senest den 31. december 2007. Dokumentation for købet skal være indgået til SKAT senest den 15. juni.

6. Campingbiler – overgangsordning i forhold til forhandleren

Det vil blive fremsat et ændringsforslag, hvorved der indføres en overgangsordning i forhold til registreringsafgiftsloven for campingbiler, således at disse kan afgiftsberigtiges efter de hidtil gældende regler, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • bilen skal være indført til Danmark inden den 25. april 2007,
  • ombygningen skal være påbegyndt inden den 5. juni 2007,
  • dokumentation for indførsel og påbegyndt ombygning af bilen skal være indgivet til SKAT inden den 15. juni 2007,
  • salg til slutbruger skal være sket inden den 1. august 2007.