Jeg får indregistreret bil mellem 25. april 2007 og 15. juni 2007
Indregistreres bilen i tidsrummet fra og med den 25. april 2007 og indtil den 15. juni 2007, vil der i første omgang skulle betales registreringsafgift efter de gamle regler. Dette skyldes, at de nye regler først træder i kraft den 15. juni 2007.
Når de nye regler er trådt i kraft, kan bilen både være blevet billigere eller dyrere. SKAT vil derfor efterfølgende enten tilbagebetale eller efteropkræve registreringsafgiften i forhold til, hvad der er blevet opkrævet efter de gamle regler.
Det er i den forbindelse afgørende, hvem der har betalt registreringsafgiften. Afgiften kan betales af registrerede virksomheder så som bilforhandlere (registreringsafgiftslovens § 15) eller af privat personer, der selv har indregistreret en bil (registreringsafgiftslovens § 19).
Ved tilbagebetaling af registreringsafgift, vil beløbet blive tilbagebetalt til den registrerede virksomhed eller den person, der har betalt afgiften for det konkrete køretøj.
Ofte vil det være aftalt mellem køber og forhandler, at bilforhandleren betaler afgiften på købers vegne. SKAT tilbagebetaler afgiften til forhandleren (den registrerede virksomhed). Forhandleren skal så efterfølgende tilbagebetale beløbet til køber.
Registreringsafgiften vil ligeledes blive efteropkrævet ved den registrerede virksomhed eller den person, der har betalt afgiften for det konkrete køretøj. Skal afgiften belaste en køber, er det nødvendigt f.eks. i salgsaftalen at indføje en bestemmelse om betaling af et yderligere beløb, såfremt lovforslaget gennemføres.
Der henvises til lovforslagets § 4 og bemærkningerne hertil.
Er der tale om en varebil, der er købt før 25. april 2007, indregistreres den med afgift efter de hidtil gældende regler, og afgiften skal derfor ikke efterreguleres.