21. maj 2012
Her er du: Presse > Kampagner > Retssikkerhed

31/08/07

Retssikkerhedsmæssige bemærkninger i Skatteministeriets lovforslag

Skatteministeren har besluttet, at Skatteministeriets lovforslag fra Folketingssamlingen 2006/07 skal indeholde retssikkerhedsmæssige bemærkninger, når det er relevant.

Beslutningen om at indsætte retssikkerhedsmæssige bemærkninger i Skatteministeriets lovforslag er begrundet i et ønske om at sætte fokus på Skatteministeriets retssikkerhedsvision: ”Vi tænker retssikkerhed ind i alt, hvad vi laver. Vi behandler alle lige og fair – og det opleves sådan.”

Formålet er at gøre Skatteministeriets lovforslag så forståelige og relevante for målgrupperne som muligt.

Skatteministeriets fokus i de retssikkerhedsmæssige bemærkninger handler om at give svar på spørgsmål som:

  • Er lovteksten udformet, så borger eller virksomhed kan konstatere sin retsstilling direkte af lovteksten?

Hvis det er muligt lovteknisk på lovniveau at konstatere retstilstanden (objektivitet), bør det fremhæves i bemærkningerne. Objektivitet er med til at gøre antallet af konflikter mellem borger og virksomheder på den ene side og myndighederne på den anden side mindre.

  • Hvilke gruppers retssikkerhed bliver styrket eller svækket?

Skatteministeriet ønsker at konkretisere målgruppen i lovbemærkningerne og dermed gøre det tydeligt for målgruppen, hvorvidt dennes retssikkerhed bliver styrket eller svækket. Det giver målgruppen bedre muligheder for at kunne erklære sig enig eller uenig i Skatteministeriets vurdering under lovforslagets høring og lovforslagets behandling i Folketinget.

  • Er lovforslaget udformet, så retstilstanden er forudsigelig for den enkelte borger eller virksomhed?

Hvis den enkelte borger eller virksomhed kan forudsige en retstilstand en given periode, giver Skatteministeriet borgeren eller virksomheden optimal mulighed for den enkelte til at indrette sig herefter.

  • Er lovforslaget udformet, så borger eller virksomhed har mulighed for at omstille sig til den nye retstilstand?

Hvis den enkelte borger eller virksomhed får god tid til at indrette sig til en ny retstilstand, vil det i mange tilfælde opleves som et gode i forhold til den oplevede retssikkerhed.

  • Indeholder lovforslaget personfølsomme oplysninger, eksempelvis afgivelse af CPR-oplysninger. Og håndteres oplysningerne på en betryggende måde?

Hvis det er tilfældet, bør Skatteministeriet i lovforslagets bemærkninger redegøre for, hvordan oplysningerne bliver håndteret. Personfølsomme oplysninger giver ofte anledning til utryghed og dermed politisk debat. Hvis Skatteministeriet på forhånd kan skabe tryghed for de involverede målgrupper om håndteringen af oplysningerne, vil det være med til at styrke den oplevede retssikkerhed for borgere og virksomheder.