2. september 2010
Her er du: Presse > Kampagner > Fairplay

01/10/06

Hvad er konsekvenserne ved at arbejde sort og andre gode spørgsmål?


Hvad er konsekvenserne ved at arbejde sort?

  • For arbejdsgiveren.
  • For den der laver sort arbejde.
  • For den som får det gjort - og bliver opdaget.

Når talen falder på konsekvenser af sort arbejde, vil de fleste nok umiddelbart tænke på, hvad der sker, hvis man bliver opdaget af myndighederne – særlig skattemyndighederne. Men sort arbejde har ikke kun konsekvenser, hvis man bliver opdaget. Særlig for den der er ansat sort, og for den der køber sorte varer og tjenesteydelser, er der en række negative konsekvenser som ikke har noget at gøre med om man bliver opdaget eller ej.

Det kan være vanskeligt at opremse samtlige de konsekvenser som sort arbejde kan have for de implicerede. Her anføres de væsentligste og alvorligste konsekvenser for henholdsvis arbejdsgiveren, arbejdstageren og for køberen af sort arbejde.

Konsekvenser for arbejdsgiveren:

Har du som arbejdsgiver ansat sort arbejdskraft, som ikke er indberettet til myndighederne, og som der ikke er indeholdt og indbetalt A-Skat, arbejdsmarkedsbidrag og ATP for efter reglerne i kildeskatteloven, arbejdsmarkedsfondsloven og ATP-loven, så kan du straffes med bøde eller fængsel i op til 1½ år efter disse love. Bøden vil være på 25 pct. af den skat, som ikke er betalt.

Der kan altså afhængig af snyderiets omfang blive tale om en bøde af en betydelig størrelse. Du vil som arbejdsgiver komme til at hæfte solidarisk med arbejdstageren for betalingen. Afhængig af hvor længe, hvor meget og hvordan du har snydt kan risikere at blive dømt efter straffelovens § 289 om skattesvig, som kan give fængselsstraf af længere varighed.

Hvis SKAT eller Arbejdsdirektoratet på et kontrolbesøg opdager, at der arbejder personer i virksomheden, som ikke er registreret som ansatte vil du blive pålagt dagligt at føre en såkaldt logbog over de personer, der er på arbejde i virksomheden den aktuelle dag. Føres logbogen - efter påbud herom - ikke, eller træffes der ved kontrolbesøg personer, som åbenbart arbejder i virksomheden, men som ikke er registreret i logbogen vil du få en bøde.

Konsekvenser for den ”sorte” ansatte:

Hvis du er ansat sort, og det bliver opdaget, skal du for det først betale den skat, du ikke har betalt, ligesom du vil få en bøde eller i værste fald komme i fængsel. Bøden er af samme størrelse som den arbejdsgiveren vil få, dvs. 25 pct. af den skat, som ikke er betalt. Afhængig af hvor længe, hvor meget og hvordan du har været ansat vil du kunne blive dømt for skattesvig.

Herudover vil du, hvis du er modtager af dagpenge, kontanthjælp, starthjælp, SU eller andre overførselsydelser, komme til at betale det, du har fået tilbage. Er du på dagpenge vil du kunne få op til et ½ års karantæne i dagpengesystemet. Og du risikerer at blive meldt til politiet for socialt bedrageri.

Herudover betyder ”sort” ansættelse - opdagelse eller ej - at du ikke er sikret de rettigheder vedrørende opsigelsesvarsel, løn i varselsperioden, sygedagpenge, feriepenge, krav på pensionsopsparing, barselsorlov osv., som den ”hvide” lønmodtager er sikret i kraft af lovgivningen og eventuelle overenskomster på området. Du er heller ikke omfattet af arbejdsgiverens forsikring, hvis du skulle komme ud for en ulykke under arbejdets udførelse.

Kort sagt er du som ”sort” ansat en paria uden nogen af de rettigheder som arbejdsmarkedslovgivningen og overenskomsterne i øvrigt sikrer lønmodtagerne.

For den der får sort arbejde udført:

Når du går ned på en bar, og bliver betjent af en sort ansat har det selvsagt ikke den store konsekvens for dig, formentlig vil du slet ikke vide om den pågældende er ”sort” eller ”hvid” ansat. Køber du derimod håndværkerydelser eller varer sort, kan det have betydelige negative konsekvenser for dig.

De største farer og negative konsekvenser ved at købe sort arbejde er ikke umiddelbart af skattemæssig karakter, men derimod af  forbrugermæssig karakter.

Køber du f.eks. en reparation eller en ombygning af dit hus eller måske lige frem et helt nyt hus sort, dvs. uden moms og regning, ja så har du faktisk ikke noget bevis for at du har købt den pågældende ydelse. Du er dermed heller ikke omfattet af håndværkerens garanti eller forsikring, du har i det hele taget ikke mulighed for at gøre dine rettigheder som forbruger gældende overfor den sorte håndværker, for det udførte arbejde eksisterer officielt slet ikke!

At du ikke har dokumentation for arbejdet kan også give dig problemer i relation til evt. senere forsikringsdækning, fordi du ikke kan dokumentere værdien af det beskadigede.

For så vidt angår det skatte- og afgiftsmæssige er det ikke umiddelbart dig, men håndværkeren, som står med skægget i postkassen, da det er ham der ikke har indbetalt skat, moms og afgifter og som dermed straffes. Men kan vi som myndighed bevise, at du ved, der bliver snydt, fx fordi du helt bevidst har indgået en aftale om at få lavet sort arbejde, så kan du i grove tilfælde blive dømt for medvirken til skattesvig.

De samme konsekvenser er relevante, når det handler om at købe varer sort. Her risikerer du, at varen er stjålet, og dermed risikerer du at blive dømt for hæleri.

Grunden til vi har sort arbejde i Danmark - handler det ikke om, at skatten er for høj?

Sammenhængen mellem skattetrykket og omfanget af sort arbejde er forsøgt kortlagt i en række undersøgelser. De peger næsten alle på en meget svag sammenhæng mellem størrelsen af indkomstskatteprocenten og antallet af udførte arbejdstimer på det sorte marked. Hvis trækprocenten blev sat ned med 5 pct. point, ville omfanget af sort arbejde kun falde med 2-3 pct.

En fuldstændig fjernelse af topskatten ville i gennemsnit få en mandlig topskatteyder til at nedsætte sit sorte arbejde med ca. 22 pct. Usikkerheden i forbindelse med opgørelser af denne type er dog selvsagt betydelig.

Værdien af det sorte arbejde i Danmark er af nogenlunde samme størrelsesorden som i en række af de lande, vi normalt sammenligner os med. Heller ikke på tværs af lande lader der til at være en klar sammenhæng mellem skattetryk og sort arbejde. F.eks. bliver der arbejdet mindre sort i de øvrige skandinaviske lande, hvor skattetrykket ligesom i Danmark er højt. Det sorte arbejde er dog mindre i England, hvor skatten er betydeligt lavere. Til gengæld er det sorte arbejde f.eks. mere udbredt i Sydeuropa, selv om beskatningen er mindre end i Danmark. Konjunktursituationen har også en vis indvirkning på omfanget af sort arbejde. Der en tendens til at omfanget af det sorte arbejde stiger under en lavkonjunktur, og falder under en højkonjunktur. Men den afgørende faktor for omfanget af sort arbejde, er skatteborgernes moral.

Hvor stort er omfanget af sort arbejde i Danmark?

Rockwoolfondens Forskningsenhed anslår omfanget af sort arbejde til 46 mia. kr. Skatteværdien er 8 mia. kr.

Er sort arbejde faldet i de seneste år?

Ja, antallet af sorte arbejdstimer er faldet med ca. 26 pct. fra 207 mio. timer i 2001 til 153 mio. timer i 2005. Det fremgår af tal fra Rockwoolfondens Forskningsenhed.

Gavner det sorte arbejde ikke os alle –  for ellers ville arbejdet ikke blive lavet?

Det er vigtigt, at alle betaler den skat de skal. Når nogen ikke betaler skat, så er det alle os andre, som skal betale mere i skat. Og skattemoral smitter. Det gælder både den gode og den dårlige skattemoral. Hvis hr. Hansen udfører eller får udført sort arbejde, øger det risikoen for, at hr. Hansens nabo også vælger at snyde. Tillid til at andre spiller fair og betaler det, de skal, er en forudsætning for, at folk bakker op om velfærdssamfundet og et højt skattetryk. Folk er kun villig til at betale en høj skat, hvis de har tillid til at andre også yder de bidrag de skal.

Hvordan kan man se på en cola, at der ikke er betalt pant, moms og afgifter?

Hvis colaen sælges i engangsemballage, skal der enten være påtrykt et pantmærke eller påsat et pantmærke.

Hvis colaen sælges i dansk genbrugsflaske, er der ikke krav om pantmærke. Teksten på flasken vil i langt de fleste tilfælde være på dansk.

Det er ikke muligt at se, om der er betalt moms og afgift af en cola. Men hvis der er tale om en cola med udenlandsk etikette i engangsemballage (dåse eller blød 2 liters plastflaske) uden pantmærke, er der stor sandsynlighed for, at der hverken er betalt pant, afgifter eller moms.