Skatteministeriet
Job 6. juli 2017

Skatteministeriet søger jurister til store opgaver

Som jurist i Skatteministeriet er du med til at udforme lovgivning, som har stor betydning for mange mennesker. Du vil få lov til at arbejde med et kompliceret og fagligt udfordrende lovstof. Vores arbejde har stort offentligt og politisk fokus, og du vil opleve den politiske verden på tæt hold.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Skatteministeriet søger jurister til store opgaver

I Skatteministeriet arbejder vi med store tal, store linjer og store ambitioner. Vi tager hver dag ansvar for den store indflydelse, vores arbejde har på danskernes liv. Som jurist i Skatteministeriet vil du være med til at skabe fundamentet for finansieringen af Danmark. Her får du stort ansvar og faglige udfordringer med format.

Stillingerne som jurist i Skatteministeriet

Skatte- og afgiftssystemet er hele tiden under forandring og mødes løbende af nye krav fra politikere, EU-retten og ny teknologi. Det er vigtigt, at lovgivningen på området udvikles i takt hermed. Som jurist i Skatteministeriet har du mulighed for at være med til at løse de udfordringer, skatte- og afgiftssystemet stilles overfor. Vores jurister arbejder bl.a. med udformning af ny lovgivning, justering af eksisterende lovgivning og ministerbetjening. I den kommende tid vil opgaverne også omfatte etablering af samarbejdsrelationer med ministeriets nye styrelser samt koordinering og opsamling på tværs af de underliggende styrelser.

Udformning af lovgivning handler ikke bare om at skrive paragraffer. Bag regeludviklingen ligger et omfattende juridisk, økonomisk og administrativt analysearbejde med beskrivelse af modeller, konsekvenser og provenuberegninger, der forudsætter et tæt samarbejde mellem vores jurister og økonomer mv. Ofte indebærer lovprocessen møder med interesseorganisationer og politiske forhandlinger.

EU-ret fylder også meget i Skatteministeriet. Der kommer løbende forordninger og direktiver på skatte- og afgiftsområdet, som påvirker dansk ret. Arbejdet med at forhandle direktiver og forordninger kan være en kompliceret proces, som kræver udarbejdelse af notater om Danmarks holdning til emnet og deltagelse i møder i EU-Kommissionen, hvor man repræsenterer Danmark.

Endelig er der det, vi kalder almindelig ministerbetjening. Skatteministeriet modtager hver dag spørgsmål fra Folketinget, medier, erhvervsliv og brancheorganisationer samt henvendelser fra borgere og andre interessenter om både store og små emner. Alle skal have et svar, og sagsbehandlingen kan omfatte alt fra det helt korte svar til udarbejdelse af samrådspapirer, notater, talepunkter og beredskaber til skatteministeren.

På nuværende tidspunkt søger følgende kontorer jurister:

  • Ejendomme, Boer og Gæld
  • Person og Pension
  • Miljø, Energi og Motor
  • Proces og Administration

Kontoret Proces og Administration opdeles i to kontorer som led i en forestående organisatorisk ændring.

Om dig

Du er cand.jur., cand.merc.jur. eller lignende og har solide juridiske kompetencer. Du interesserer dig for sammenhængen mellem økonomi, jura og politik og kan koble juraen til den verden, reglerne efterfølgende skal leve i. Hvis du har erfaring inden for ministeriets fagområde eller med arbejdet i en politisk organisation, vil det være en fordel, men både nyuddannede og mere erfarne kandidater tages i betragtning til stillingerne.

Om at arbejde i Skatteministeriet

Skatteministeriets arbejde har indflydelse på alle danskeres liv og på al offentlig finansiering. Og med stor indflydelse følger stort ansvar. Vores arbejde skal leve op til de højeste faglige standarder, og vi skal være både dybt fagligt specialiserede og have blik for hele samfundets behov.

I Skatteministeriet hjælper vi hinanden og samarbejder i hele koncernen om at løfte kvaliteten i alt, hvad vi gør. Høje ambitioner og fælles mål om integritet og transparens er kernen i vores arbejde. Vi har et stort fokus på ledelse og på udvikling af alle ansatte, professionelt såvel som menneskeligt. I ministeriet har vi en uformel og uhøjtidelig omgangstone, og vores daglige sparring, medarbejdere imellem, er en forudsætning for, at vi kan skabe gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt til i morgen.

Ansøgning og ansættelse

Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via nedenstående link senest den 11. august 2017. Har du spørgsmål til stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte henholdsvis:

  • Ejendomme, Boer og Gæld; kontorchef Rikke Camilla Christensen på telefonnummer 7237 3393.
  • Person og Pension; kontorchef Søren Schou på telefonnummer 4123 7706.
  • Miljø, Energi og Motor; kontorchef Lene Henningsen på telefonnummer 2069 0885.
  • Proces og Administration; kontorchef Per Hvas på telefonnummer 2241 0962.

Tiltrædelse snarest muligt og ansættelse efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K.

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på www.skm.dk/job.

Søg stillingen