Skatteministeriet
Job 19. april 2017

Skatteministeriet søger erfaren økonom til økonomiske analyser og policyudvikling

Som medarbejder i kontoret Økonomisk Politik og Analyse i Skatteministeriet får du både mulighed for at arbejde med dybdegående økonomiske analyser, formidling og policyudvikling. Vores arbejde har stort offentligt og politisk fokus, og du vil opleve den politiske verden på tæt hold.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Skatteministeriet søger erfaren økonom til økonomiske analyser og policyudvikling

I Skatteministeriet arbejder vi med store tal, store linjer og store ambitioner. Vi tager hver dag ansvar for den store indflydelse, vores arbejde har på danskernes liv. Som medarbejder i Skatteministeriet er du med til at skabe fundamentet for finansieringen af velfærdssamfundet. Her får du stort ansvar og faglige udfordringer med format.

Kontoret Økonomisk Politik og Analyse

I kontoret Økonomisk Politik og Analyse koordinerer vi Skatteministeriets arbejde i forhold til tværgående økonomisk-politiske temaer, fx større reformer som et nyt boligbeskatningssystem, personskattereform, vækstudspil, finanslovsforhandlinger mv., og vi har et indgående samarbejde med de øvrige økonomiske ministerier. Kontoret har også hovedansvaret for betjening af ministeren i forhold til de centrale regeringsudvalg (Ø- og K-udvalget). 

Kontoret har også ansvar for registerbaserede analyser og konsekvensberegninger af økonomiske reformer ved hjælp af Lovmodellen. Vi arbejder løbende med analyser inden for primært det skattepolitiske område og udgiver årligt en større skatteøkonomisk redegørelse. Vi arbejder også med metodeudviklingsprojekter på flere centrale områder, herunder i forhold til adfærds- og fordelingseffekter af skatter og afgifter samt effekter af boligbeskatning.

Erfaren økonom med sans for formidling

Vi søger en erfaren økonom (cand.oecon., cand.polit. eller lignende), som har lyst til at arbejde med skatteøkonomiske analyser – og ikke mindst formidling heraf – samt med policyudvikling på skatteområdet. Du vil blive inddraget i analyser på mange forskellige områder, og du vil deltage i koordination af løbende skattepolitiske processer. Stillingen vil derfor byde på mange afvekslende opgaver og forudsætter stærke økonomfaglige kompetencer, initiativrigdom, fleksibilitet, gode samarbejdsevner og kapacitet til hurtigt at kunne sætte sig ind i nye stofområder. Vi forestiller os, at du er økonom med solid erfaring fra lignende arbejde i et økonomisk ministerium eller tilsvarende institution. 

Om at arbejde i Skatteministeriet  

Skatteministeriets arbejde har indflydelse på alle danskeres liv og på al offentlig finansiering. Og med stor indflydelse følger stort ansvar. Vores arbejde skal leve op til de højeste faglige standarder, og vi skal være både dybt fagligt specialiserede og have blik for hele samfundets behov.

I Skatteministeriet hjælper vi hinanden og samarbejder i hele koncernen om at løfte kvaliteten i alt, hvad vi gør. Høje ambitioner og fælles mål om integritet og transparens er kernen i vores arbejde. Vi har et stort fokus på ledelse og på udvikling af alle ansatte, professionelt såvel som menneskeligt. I ministeriet har vi en uformel og uhøjtidelig omgangstone, og vores daglige sparring medarbejdere imellem er en forudsætning for, at vi kan skabe gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt til i morgen.

Ansøgning og ansættelse  

Ansøgning med CV og eksamenspapirer sendes via nedenstående link senest den 1. maj 2017. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Claus Houmann på e-mail cfh@skm.dk eller mobil 2257 7143 eller kontorchef Peter Bach-Mortensen på e­mail pbm@skm.dk eller telefon 7237 8958. 

Stillingen ønskes besat den 1. juni 2017. Du vil blive ansat efter gældende overenskomst afhængig af dine kvalifikationer. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K.

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på www.skm.dk/job.

Søg stillingen