Skatteministeriet
Job 19. april 2017

Grafisk designer til motion graphics og digital formidling

Kan du visualisere komplekst stof gennem kreative og professionelt tilrettelagte animationer? Og har du både gode evner som illustrator og styr på komposition og design? Skatteministeriets kommunikationskontor søger en grafiker, der kan varetage et bredt spænd af primært digitale grafiske opgaver.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Grafisk designer til motion graphics og digital formidling

I Skatteministeriet arbejder vi med store tal, store linjer og store ambitioner. Vi tager hver dag ansvar for den store indflydelse, vores arbejde har på danskernes liv. Som medarbejder i Skatteministeriet er du med til at skabe fundamentet for finansieringen af Danmark. Her får du stort ansvar og faglige udfordringer med format.

Om jobbet 

I Skatteministeriet ønsker vi at bruge langt flere visuelle virkemidler i vores kommunikation af både ministerens og husets arbejde, end vi gør i dag. Ansvaret ligger i kontoret Kommunikation & Udvikling, som du bliver en del af. Her vil du blandt andet skulle understøtte lanceringen af politiske udspil, presseinitiativer, publikationer og lignende, ligesom du kan komme til at hjælpe med grafisk indhold til ministerens præsentationer. 

Din primære opgave bliver at udarbejde fængende grafikker til web og sociale medier, der kan formidle komplekst indhold på en forståelig og interessant måde – fx i form af illustrationer, infografikker, gif’er eller motion graphics. Det er vigtigt, at du ikke kun fokuserer snævert på design og komposition, men at du også evner at omsætte konkrete budskaber til grafik og visuelle fortællinger. Samtidig skal du være god til at samarbejde med fagfolk og komme med løsninger til, hvordan deres pointer bedst kan visualiseres.

I begrænset omfang vil der også være mere klassiske designopgaver, fx i form af layout og klargøring af tryksager, annoncer og lignende, ligesom du også skal have et øje på den visuelle opsætning af Office-produkter, så alt fra notater, rapporter og præsentationer får samme udtryk.

Du skal være forberedt på, at der i perioder kan være meget travlt og mange hasteopgaver, mens der på andre tidspunkter vil være mere stille med tid til rugbrødsopgaver.

Om dig

Du er kreativ og kan vise eksempler på opgaver, som du har løst på en original måde. Du har teorien på plads, forstår samspillet mellem design og kommunikation og er vant til at arbejde ud fra de rammer, en overordnet designguide sætter.

Du har selvfølgelig styr på den tekniske side og har stor erfaring med både Illustrator og After Effects, men kan også tænke i fortællinger og formidling og er ikke bange for at skulle forstå substansen i det emne, du arbejder med. Du er desuden vant til at arbejde med tryksager, har stort kendskab til Office-pakken og er måske oveni en habil fotograf.

Du har gerne relevant erfaring fra bureau, nyhedsredaktion eller lignende.

Om at arbejde i Skatteministeriet

Skatteministeriets arbejde har indflydelse på alle danskeres liv og på al offentlig finansiering. Og med stor indflydelse følger stort ansvar. Vores arbejde skal leve op til de højeste faglige standarder, og vi skal være både dybt fagligt specialiserede og have blik for hele samfundets behov.

I Skatteministeriet hjælper vi hinanden og samarbejder i hele koncernen om at løfte kvaliteten i alt, hvad vi gør. Høje ambitioner og fælles mål om integritet og transparens er kernen i vores arbejde. Vi har et stort fokus på ledelse og på udvikling af alle ansatte, professionelt såvel som menneskeligt. I ministeriet har vi en uformel og uhøjtidelig omgangstone, og vores daglige sparring medarbejdere imellem er en forudsætning for, at vi kan skabe gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt til i morgen.

Ansøgning og ansættelse

Ansøgning, CV samt link til et par relevante eksempler på dit arbejde bedes sendes via nedenstående link senest den 9. maj 2017. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefkonsulent Christoffer Grann på cg@skm.dk eller 7238 9810 eller kontorchef Peter Christian Baggesgaard Hansen på pbh@skm.dk  

Stillingen tiltrædes snarest muligt, og du vil blive ansat efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K.

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på skm.dk/job.

Søg stillingen