Skatteministeriet
Karsten5
Ministerindlæg 15. december 2015

Slut med molboagtige skattecheck

SKAT Skatteminister Karsten Lauritzen slår i dette indlæg, bragt 15. december i Vejle Amts Folkeblad, fast, at det skal være slut med, at SKAT udsteder checks på 1 krone.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Slut med molboagtige skattecheck

De fleste danskere er glade, når SKAT betaler overskydende skat tilbage. Og for langt de fleste borgere sker det hele automatisk via en overførsel til den enkeltes NemKonto.

Har man ikke en NemKonto, får man i stedet en check sendt med posten. Hidtil har der ikke været en bagatelgrænse for de check og girokort, som SKAT har udstedt til danskere uden en NemKonto. Det har ført til molboagtige eksemler på, at SKAT - helt i tråd med love og regler - har sendt checks på beløb helt ned til en krone eller endnu mindre.

Det er selvfølgelig helt tosset og ren Ebberød Bank, at SKAT skal bruge ressourcer på administrationen af den slags småbeløb. Især fordi rigtige mange af modtagerne - forståeligt nok - ikke tager turen i banken for at indløse checken.

Regeringen har derfor netop sendt et lovforslag i høring, der vil indføre en bagatelgrænse på 200 kr., når SKAT udbetaler og opkræver små beløb. Naturligvis skal danskerne have de penge tilbage, som de måtte have til gode hos SKAT, og det vil de fortsat have mulighed for. Vi vælger bare at sige, at der er grænser for, hvor mange ressourcer SKAT skal bruge på det.

Det koster SKAT op mod 190 kr. for hver check, der bliver udstedt og tilbagekaldt pga. manglende indløsning.

Vi trækker derfor nu denne streg i sandet. Det er et lille eksempel på regeringens generelle mål om at forenkle reglerne og gøre borgernes kontakt med skattevæsnet mere smidig. For langt de fleste sker udbetalingerne ganske automatisk over NemKontoen.

Derfor er det vigtigt at slå fast, at de nye regler kun gælder i de tilfælde, hvor SKAT efter gentagne forsøg gennem en periode på tre måneder ikke er lykkedes med at udbetale beløbet gennem NemKonto-systemet.

SKAT skal bruge sine ressourcer på den bedst mulige måde. Det medvirker bagatelgrænsen til. I min optik er det almindelig sund fornuft.