Oplæg for Foreningen af Statsautoriserede Revisorer 25. januar 2010

(Det talte ord gælder)

Tak for invitationen. Det er skønt at blive inviteret til bare og komme og tale om lige hvad jeg har lyst til. Så jeg tror, jeg springer multimedieskatten og udligningsskatten over i dag. 

I stedet vil jeg gerne tage udgangspunkt i de økonomiske udfordringer, som Danmark – og dermed regeringen – står overfor i de kommende år.

For tiden bliver både jeg og mine kolleger i regeringen hele tiden spurgt om økonomien. Hvordan synes vi selv det går? Og hvad har vi tænkt os at gøre ved det?

Så det korte svar på spørgsmålet om den økonomiske politik er, at regeringen har ført en meget aktiv konjunkturpolitik, der har været af passende og balanceret omfang til den konjunkturmæssige udfordring. Og vi holder løbende øje med udviklingen.

En af de ting vi selvfølgelig holder meget skarpt øje med, er situationen på arbejdsmarkedet. I 2008 var ledigheden rekordlav. Kun 50.000 personer var uden job. I 2009 er ledigheden steget til ca. 100.000, og den forventes at nå 155.000 i 2010 og 2011. Mens et 50.000 arbejdsløse nok af de fleste økonomer vil blive betragtet som alt for lavt, vil 155.000 ledige af de fleste almindelige mennesker blive betragtet som for højt.

Der synes jeg man bør huske på, at for 20 år siden ville 155.000 ledige have været et helt urealistisk drømmescenarium. Og i 1998, hvor ledigheden var endnu højere, var Mogens Lykketoft mere bekymret for økonomisk overophedning, så han trak hårdt i den økonomiske håndbremse med Pinsepakken. I dag er ledigheden herhjemme, på trods af stigningen, også stadig lavere end i mange andre lande.

Men givet, at de 155.000 ledige er for mange, er det naturligt at spørge, hvad regeringen da har tænkt sig at gøre ved det? Og oppositionen har da også krævet at vi gør mere for at dæmpe stigningen i ledigheden, end det politikken allerede bidrager med.

Men vi kan desværre ikke bare ukritisk sætte den økonomiske politik sammen sådan som vi godt kunne tænke os det. Selv om vi gerne vil dæmpe stigningen i ledigheden på kort sigt, så er der også andre hensyn at tage. Vi skal undgå alt for store forringelser af de offentlige finanser (der senere skal betales tilbage). Og vi skal tage hensyn til konkurrenceevnen, så vækst og beskæftigelsesmuligheder på mellemlangt sigt ikke begrænses

Regeringens finanspolitik vil i 2010 løfte den økonomiske aktivitet med 2 ¾ pct.. Dertil kommer, at eksporten og økonomien også trækkes op, når der for eksempel laves vækstpakker i udlandet. Vi kan ikke føre selvstændig rentepolitik i Danmark, men den internationale pengepolitik er lempelig med lave renter. Det hjælper også.

Men på trods af den store indsats forventes ledigheden også i 2010 at stige. Også selv om vi nu så småt begynder at se de første tegn på, at vi har nået bunden af den økonomiske krise.

Lad os prøve at forestille os at vi fra regeringens side skulle prøve at fastholde den lave ledighed fra 2008 ved at øge de offentlige investeringer.

Hvad ville der så ske? Jo, så længe ledigheden også er på et højt niveau i udlandet, ville de danske lønninger stige mere end i udlandet. Så ville vi miste endnu flere arbejdspladser i industrien og andre udenlands konkurrerende erhverv, og så skulle vi til at stimulere økonomien endnu mere, med endnu flere offentlige investeringer osv. osv.

Det ville selvfølgelig ikke være holdbart for statskassen nu og her, men også ødelæggende for mulighederne for vækst og velstand i fremtiden.

Derfor skal man også passe på med – som oppositionen nogen gange gør – at konkludere, at fordi regeringens finanspolitiske lempelser er gode, vil det være dobbelt så godt med dobbelt så store lempelser.

Vismændene har også tidligere foreslået at man sætter gang i økonomien ved at fremrykke offentlige investeringer. Det har vi også gjort. Det er planlagt at lade de offentlige investeringer stige med knap 13 pct. i 2009 og ca. 18 pct. i 2010. Danmark er dermed i top 3 i OECD landene.

Men giver det mening at fordoble disse vækstrater? Nej. Så vil der være fare for, at der opstår lokale flaskehalse, og man vil sandsynligvis skulle hive offentlige investeringsprojekter op af papirkurvene i stedet for af skufferne. Det kan være smart nok at fremrykke projekter, der er nyttige, men man skal holde sig fra at gennemføre offentlige beskæftigelsesprogrammer, hvor det der fremstilles har en lav værdi. Arbejdskraften er heller ikke nu gratis.

Fremrykkede offentlige investeringer er gode. Forrykte offentlige investeringer er ikke gode.

Det vi har gjort med skattereformen virker derimod både på kort og på langt sigt. På kort sigt gives der betydelige skattelettelser. Sammen med frigivelse af SP midlerne og et fortsat skattestop giver vi det private forbrug et løft på kort sigt, og hjælper på den måde til med at få gang i økonomien.

Men på længere sigt er skattereformen fuldt finansieret sigt, og statens finanser bliver faktisk styrket. Det skyldes især det vi kalder de positive struktureffekter på arbejdsudbud – kort sagt, at folk vil arbejde mere, fordi det bedre kan betale sig.

Alt i alt har regeringen sat gang i en meget lang række initiativer. Der er ført en særdeles aktiv økonomisk politik. Og regeringen følger fortsat udviklingen meget nøje. Vi vil ikke tøve med at handle, hvis det er nødvendigt. Men på baggrund af det, vi ved lige nu, så er det ikke hensigtsmæssigt at sætte endnu mere fut under kedlerne i økonomien.

Det hænger også sammen med et af de udtryk, som økonomer og politikere smider rundt med for tiden: nemlig holdbarhed – nærmere betegnet de offentlige finansers holdbarhed.

Før Finanskrisen var der solide overskud på statens finanser og udsigt til fortsatte overskud i en række år. Men allerede dengang viste vores fremskrivninger, at den demografiske udvikling med flere ældre og færre på arbejdsmarkedet på sigt ville ændre overskud til underskud. Teknisk set var finanserne altså ikke holdbare.

Hensyn til finansernes holdbarhed har altså hele tiden ligget i baghovedet, men det er selvfølgelig blevet noget mere tydeligt nu. Det lange sigt er kommet noget tættere på.

Derfor er det også ret afgørende, at en stor del af de finanspolitiske lempelser vi har foretaget, de er kun midlertidige.

Fremrykning af offentlige investeringer er netop fremrykninger. Dermed behøver man ikke investere nær så meget senere. Udskydelse af betalingsfristerne for indbetaling af moms og skat forringer statsfinanserne her og nu, men pengene kommer ind igen, når fristerne normaliseres. Alt i alt er skattereformen underfinansieret på kort sigt, men fra 2011 øges finansieringselementerne, og på længere sigt styrker reformen de offentlige finanser med mere end 5 mia. kr.

Formentlig vil hensynet til finanserne ikke afgørende reducere regeringens muligheder for at føre en passende finanspolitik af hensyn til beskæftigelsen her og nu. Ved alt for stor og langvarig ledighed øges risikoen for, at mange bliver udstødt af arbejdsmarkedet.

Men det må forventes, at hvis finanserne før finanskrisen blev vurderet til ikke at være helt holdbare på længere sigt, vil disse års store underskud, som vi ikke regnede med for et par år siden, øge udfordringerne på længere sigt.

Der er helt overordnet 3 måder, hvorved man kan forbedre finanserne.

• Lavere offentlige udgifter
• Større arbejdsudbud
• Højere skatter

Regeringen ønsker holdbare finanser. Og regeringen er fortsat tilhænger af skattestoppet – hvis nogen skulle være i tvivl. Så vi er nødt til at se på de to andre. I første omgang bliver det nok de offentlige budgetter, vi må se på. Men på sigt bliver det også nødvendigt at få øget arbejdsudbuddet.

Lige netop det var måske det allervigtigste mål med skattereformen. Nu står jeg så og siger, at vi skal arbejde endnu mere. Betyder det så, at vi skal have en ny skattereform?

Den skattereform, der netop er ved at træde i kraft, er først fuldt indfaset om 10 år, og er således planlagt at gælde for et helt årti. Nu er der kun gået knap en måned af dette årti, så teknisk vil jeg ikke helt afvise en ny skattereform indenfor de næste 10 år, men det vil snarere være i den absolut sidste del af perioden end indenfor de nærmeste år.

Skattekommissionen, der lå bag skattereformen, blev jo ledet af en tidligere skatteminister fra oppositionen. Hvis man hermed har grundlagt en tradition, tror jeg ikke det bliver mig, der bliver formand næste gang. Godt nok vil jeg måske være tidligere skatteminister, når næste skattereform skal gennemføres, men forhåbentlig ikke i opposition.

Men bare fordi der måske ikke kommer en ny skattereform, betyder det ikke, at der ikke sker noget i skattepolitikken i de næste 10 år. Forårspakke 2.0 havde fokus på at øge arbejdsudbud og fokuserede derfor på skatten på arbejde mv. Derimod var der ikke helt så afgørende ændringer vedrørende beskatning af kapitalindkomst. Det tror jeg kommer til at blive et tema i næste skattereform.

Hidtil har der været en tendens til, at selskabsskatten over det meste af verden er faldet år for år. Danmark har fulgt med nedad uden at føre provokerende an i skattekonkurrencen. Det mener jeg heller ikke vi skal fremover.

Men hvis tendensen fortsætter, og for eksempel Tyskland går videre med deres tanker om at sætte selskabsskatten ned til 15 pct., så vil det helt sikkert blive aktuelt at se på selskabsskatten. Men der er ikke nogen konkrete planer lige nu.

Der er også lagt op til en ændring af afgifterne på biler. Jeg plejer at sige, at det vi vil have mindre af, det beskatter vi. I dag beskatter vi biler ret firkantet. Men det er jo sådan set ikke bilerne, der er problemet. Det er den forurening, støj og trængsel, de giver. Derfor skal vi have registreringsafgiften ned, og til gengæld have indført langt mere kloge og præcise kørselsafgifter, der i langt højere grad er målrettet mod problemerne. Det er bestemt ikke nogen nem opgave, men vi arbejder på det.

Her til sidst vil jeg også gerne sige lidt om den måde vi arbejder på i SKAT. I har sikkert hørt den kritik, der har været af nedskæringer og så videre. Det er rigtigt, at vi er blevet færre. Og det er også rigtigt, at der er nogle ting, der ikke kører tilfredsstillende. Men det er hverken for sjov vi gør det, eller for at udsulte den offentlige sektor. Det er fordi vi mener, vi har fat i noget rigtigt.

Den udfordring vi er nødt til at forholde os til er, at den demografiske udvikling betyder, at der bliver stadig færre danskere i den arbejdsduelige alder. Samtidig viser alle fremtidsprognoser at vi må forvente at skulle bruge endnu flere hænder på omsorg og pleje, efterhånden som vi får flere ældre.

OECD har opgjort, at hvis vi ikke gør noget, så vil den offentlige sektor de næste 10 år lægge beslag på 75 pct. af de ungdomsårgange, der i de kommende år træder ind på arbejdsmarkedet.  Det siger forhåbentlig sig selv, at vi ikke bare kan lade den private sektor blive mindre. For hvem skal så betale for den offentlige sektor?

Det fører naturligt til, at man på eksempelvis skatteområdet skal være meget ambitiøs i bestræbelserne på at løse opgaven så effektivt som overhovedet muligt. Der er ingen, der stiller spørgsmål ved, om skatterne skal opkræves – selvfølgelig skal de det, skatterne er jo forudsætningen for, at vi kan alt det andet, vi gerne vil.

Men ikke nok med det; der er samtidig en stigende forventning hos de fleste borgere og virksomheder til, at de kan få overstået deres kontakt med skattevæsenet så enkelt og målrettet som muligt, ligesom der er en forventning om, at snydere bliver stoppet.

Den samlede udfordring består derfor i, at levere et løft i den oplevede service og kontrol – men med færre mennesker. Det er i al beskedenhed denne udfordring vi har sat os for at løse i Skatteministeriet og i SKAT. Der er ingen der har sagt, at det er enkelt – men det er ganske enkelt nødvendigt.

I slutningen af 2005 fik vi en ny ramme om skatteforvaltningen i Danmark med fusionen af de kommunale og de statslige skatteforvaltninger. Siden har vi ændret organisationen et par gange. Men det er jo ikke gjort med at ændre organisationsdiagrammet. Det giver kun en ramme.

Det handler i endnu højere grad om, hvad vi fylder i rammen.

Vores arbejde baserer sig på to centrale strategier, for den måde vi gerne vil gøre tingene anderledes. Den ene er en indsatsstrategi og den anden er en strategi vedrørende digitale løsninger.

Indsatsstrategien dækker over vores tilgang til hele skatteopkrævningen. Helt basalt handler det om, at det skal være let at betale den rigtige skat og svært at snyde. Det lyder jo såre simpelt.

Men konkret medfører det en meget stor omstilling i SKAT. Lidt groft sagt er vi på vej væk fra den tidligere holdning, at først lader vi skatteborgerne udfylde deres selvangivelser og så kommer vi ellers efter dem, hvis der skulle have indsneget sig en fejl eller to.

Nu arbejder vi meget målrettet med information, sådan at skatteborgerne bliver vejledt i at gøre det rigtige fra begyndelsen. Med færre fejl kan vi efterfølgende rette kontrollen mere målrettet mod dem der helt bevidst forsøger at snyde. Der er med andre ord tale om en ny og mere aktiv måde at kommunikere med omverdenen på.

Samtidig har vi ændret den måde, vi måler vores indsats. Tidligere blev vi målt på, hvor mange ressourcer vi kunne bruge – primært på kontrol. Med strategiskiftet kigger vi derimod på, hvilken effekt vi får ud af indsatsen. Med et lidt populært billede, fokuserer vi ikke længere på, hvor meget kul vi kan skovle ind i lokomotivet – nu vi kigger på, hvilken fart vi kan opnå.

Den anden centrale strategi handler om vores digitale løsninger og den måde vi møder skatteyderne på. SKAT har haft meget stor succes med at sørge for, at der findes gode digitale løsninger, når man med mellemrum skal i kontakt med SKAT. Det gælder både for borgere og virksomheder. Men digitaliseringen sætter ind tidligere end det.

Det starter allerede i forbindelse med, at vi indsamler oplysningerne. Langt de fleste borgere er derfor i dag i en situation, hvor de ikke skal foretage sig andet end at kigge tallene igennem. Der er ingen grund til at bruge kostbare kontrolressourcer på at finde fejl, hvis man med smarte og billige digitale løsninger kan undgå, at fejlene opstår.

Det er for mig at se et klart eksempel på, at vi kan effektivisere administrationen og samtidig levere en service, som borgerne efterspørger og som giver en oplevelse af forøget service.

Og virkeligheden er, at vi bruger færre ressourcer på at levere den service. Vi fokuserer samtidig på, at alle oplysningerne er tilgængelige for den enkelte via Skattemappen, så man har mulighed for at følge med i, hvad der ligger til grund for skattebetalingen.

Humlen er, at vi ved at tænke nyt kan tilrettelægge skatteopkrævningen, så vi kan løse opgaven med færre ressourcer. Vi skal meget længere ad den vej.