Bremse på enkeltsagspolitikken

(Det talte ord gælder)

”Med lov skal land bygges”. Ordene står blandt andet over døren ind til Folketingssalen. De er taget fra forordet til Jyske Lov fra 1241 og er skrevet der som en påmindelse til de politikere, som sidder med magten til at forme lovgivningen for folket.

Jeg ville ofte ønske, at maleren Rasmus Larsen havde fået plads og lov til at tage hele sætningen med for fortsættelsen lyder ”men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.”

Meningen med hele sætningen er nemlig at pointere betydningen af at have et ordentligt retssamfund, hvor love bestemmer mellem ret og uret, men samtidig at lovgivning jo sætter grænser for menneskers frihed og derfor ikke er noget som lovgiverne skal tage let på.

I 1849 fik Danmark sin Grundlov. Enevælden blev erstattet af folkestyre. Og blot tre gange siden er Grundloven blevet ændret. I 1866, i 1915 og i 1953.

Dels fordi det er umådeligt besværligt at gennemføre en grundlovsændring. Dels fordi Grundloven er skrevet med omtanke, skrevet kortfattet og skrevet i generelle vendinger som et rigtigt fundament af en rammelovgivning skal være.

Grundloven er tillige et synligt bevis på, at vores grundlovsfædre har kendt sine egne begrænsninger. Grundloven er nemlig i høj en beskyttelse mod politikerne selv.

Beskyttelse mod at vi politikere bliver grebet af enkelt-historier og pludselige dagsordener og derigennem går ind og begrænser grundlæggende rettigheder som ytringsfriheden eller forsamlingsfriheden. Vi politikere er mennesker som alle andre, som også i ekstreme situationer kan føle sig fristet, eller føle sig presset. Men med vores Grundlov sætter vi danskernes frihed højest.

I dag er hundredvis af love fyldt oven på Grundloven. Alene på mit eget område, skatteområdet, har vi langt over 100 love til at regulere danskernes adfærd. Med paragraffer, satser og fradrag.

Og i hver eneste folketingssamling gennemfører jeg omkring 30 lovforslag med ændringer i mindst een og typisk flere af lovene. Også selv om vi har skattestop. Det er temmelig tankevækkende.

Og mine ministerkollegaer er også ”flittige” – om end ikke helt så flittige som mig selvfølgelig – men de fleste hænger godt med. Så hvert eneste folketingsår gennemfører Folketinget masser af lovændringer.

Og når man ser på verdenen og samfundet omkring os er det jo egentlig ikke så mærkeligt. Den økonomiske og teknologiske udvikling løber hurtigere end nogen sinde før, og globaliseringen har gjort, at vi næsten 24 timer i døgnet kan være i kontakt med hinanden jorden rundt. Tale med hinanden, indgå aftaler med hinanden og handle med hinanden.

Men er det rigtige svar på denne virkelighed, at vi skal lovgive hurtigere og hurtigere?

Med det massive mediebillede vi har i dag med nyheder 24 timer i døgnet, så fylder enkeltsager utroligt meget. Samtidigt bliver offentligheden konstant bombarderet med særinteresser og ønsker om, at der bliver taget højde for lige præcis dette erhverv, eller lige præcis denne organisation eller lige præcis denne type mennesker.

Og vi politikere skal gerne på et 30 sekunders interview både kunne fortælle, at vi vil gøre noget, og også gerne helt præcist, hvad det er vi vil gøre.

På den måde er vi politikere vel på mange måder ligestillede med aktieanalytikere. De skal nemlig også altid mene noget nyt. Der er ikke mange penge i at være aktieanalytiker, og så hverken anbefale køb eller salg.

Når jeg tager et kig på vores skattelovgivning, så ser jeg et væld af særregler. Vi har f.eks. særlige skatteregler for kunstnerne, for idrætsudøverne, for børnefamilierne, for søfarten, for landbruget, for ægtefæller, for de, der bor i udkantskommunerne, for de med hjemme-pc'er og for de, der flytter ud og for de, der kommer hjem, for de der dyrker motion og for de, der sparer op og for forskerne og meget snart også for seniorerne.

Og jo, der er rigtig, rigtig gode grunde i hvert eneste tilfælde.

Men vi har altså også en vision om et robust skattesystem, et mere enkelt og gennemskueligt skattesystem og et retfærdigt skattesystem, hvor alle kan beholde flest muligt af egne penge. Og alt det hjælper alle undtagelserne og særreglerne altså ikke på. Tvært i mod.

Når vi lader os rive med af dagens sensationslyst og krav på øjeblikkelig handling, så øger vi risikoen for at ramme skævt og komme til at hindre fornuftige mennesker i at gennemføre helt fornuftige gerninger. 

Derfor handler det at være lovgiver også en gang i mellem om at sige nej til at lovgive. Ikke alting skal detailreguleres ned i mindste detalje. I sidste ende gavner det ingen og slet ikke den almindelige borger. Lovgivningen skal sætte rammerne for os og vores handlinger – ikke overtage vores personlige ansvar.

Der er fortsat brug for den gamle sætning: ”men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.”.

Derfor siger jeg nej, når…

… interessegrupperne står i kø for at ødelægge vores momssystem fordi, der skal gælde en helt særlig lav sats lige præcis for bøger og måske film – i hvert fald visse film – for hjemmeservice og også musik og i hvert fald for mad til børn og ældre og måske også dem midt i mellem.

Og derfor siger jeg nej, når…

… erhvervsinteresser tager miljøet som gidsel og kræver fjernelse af registreringsafgiften på lige præcis deres type bil, fordi de siger den er særlig grøn – også selv om den ikke kører synderligt længere på literen end alle konkurrenternes.

For allerede i dag er det sådan, at med de høje benzinpriser, så kan det faktisk godt betale sig at vælge en miljørigtig bil, der både er god for pengepungen og mindre skadelige for miljøet.

Og derfor siger jeg ofte nej, når…

… oppositionen og særinteresser vil fritage specielle former for teknologi for afgift, fordi de er helt eksseptionelle. F.eks. hvis  de er særligt grønne eller særligt fremmende for populære behov. Fordi i morgen er det en nyere teknologi, der er ekseptionel god – og tilbage står vi så med en håbløs forældet lovgivning.

For når enkeltsagen ændrer sig – som følge af andre ministeriers lovgivning, den teknologiske udvikling, den økonomiske udvikling eller noget helt fjerde – så er loven ikke længere tidssvarende.

Det oprindelige problem er enten blevet et andet problem eller løst – og undtagelsen i loven er i bedste fald blot en unødvendig komplikation og i værste fald et hul i lovgivningen, der kan udnyttes til at visse personer eller virksomheder via kreativ spekulation kan undgå andre lovmæssige krav.

Lad mig give et eksempel fra min hverdag. Et eksempel på særregler, som skulle alt det gode, men som efterfølgende har givet masser af besvær.

For årtier siden indførte man gulpladebilerne til erhvervene. Til håndværksmesteren, købmanden og elektrikeren. Så gjorde man det muligt, at gulpladebilerne også kunne anvendes til delvis privatkørsel primært af hensyn til den lille selvstændige erhvervsdrivende, der så ville kunne nøjes med én bil. Og så blev det muligt at bruge dem til rent privat brug og efterhånden så vi ikke alene varebiler på gule plader, men også smukke Porscher beskæmmet med et lad, alene for at spare massivt på afgiften.

Og så er der eksemplet med særlig lav registreringsafgift for biler ombygget til campingbrug. Alle kunne forestille sig lykkelige familier, glade børn, fred og harmoni. Men efterhånden blev reglerne udnyttet voldsomt, så vi i gadebilledet kunne se helt almindelige personbiler, hvor der blot var savet hul i taget, og indsat et lille irriterende plastic køkken i bagagerummet blot for at spare på afgiften.

*  *  *

Når jeg siger nej til alle mulige populære særforslag, så får jeg selvfølgelig skyld for at være både blind og døv og for ikke at have forstået Danmarks virkelige udfordringer. Og det må jeg så tage med.

For vi skal den modsatte vej. God rammelovgivning, der giver plads og rum til at den enkelte borger og den enkelte virksomhed kan folde sig ud. 

Som lovgivere bør vi derfor vænne os til at stille det spørgsmål hver gang vi fremsætter et nyt lovforslag – Hvor generelt er det her lovforslag? - Hvor længe kan det realistisk set holde, og kan vi være det foruden?

Det er sværere sagt end gjort. Netop fordi vi allerede har så mange knopskydninger og så megen detailregulering, så ved helt at stoppe, bliver urimelighederne måske blot større. Så i nogle tilfælde bør vi måske have modet til helt at pille det hele fra hinanden og i stedet lave en storrengøring? Tanken er i hvert fald fristende.

Det vil dog være utopi at tro, at vi bare kan begynde forfra med alt. Tag f.eks. hele vores skattesystem. Nok ingen vil have evner eller fantasi til at lave en så avanceret Storm-P-model, hvis de får til opgave fra bunden at tegne et moderne skattesystem (Ikke en gang Lykketoft – og så er der ingen, der kan). Ingen vil kunne overskue at ændre det hele, men vi bør tænke over, at vi ikke bare fortsætter med at komplicere tingene, men gradvist forsøger at gå den anden vej. Jeg håber, at vi tager et skridt i den retning, når vi næste år skal implementere Skattekommissionens anbefalinger i en forhåbentlig storstilet skattereform.

Men én ting er antallet af love og lovændringer. En anden er så om lovene er til at forstå og om de er til at efterleve i praksis.

Derfor er jeg glad for, at det er lykkedes os, at lave over 100 konkrete forenklinger af skattesystemet og det er lykkedes os at sænke det administrative bøvl som følge af skattelovgivningen med over 20 pct. for virksomhederne. Og at det er lykkedes os, at rigtigt mange danskere fremover alene får en årsopgørelse og ikke først skal kæmpe med selvangivelsen.

Men presset for at gennemføre særregler og komplikationer er der fortsat og det bliver kun stærkere og stærkere. For at detailregulere og for at lave undtagelser.

Men jeg er sikker på, at jo mere vi bøjer af jo stærkere bliver presset blot. Fordi jo mindre generel vores lovgivning er, jo hurtigere bliver den forældet. Og omvendt. Jo mere generel den er jo mere langtidsholdbar er den.

Og det faktum er godt at blive mindet om en dag som i dag, hvor vi fejrer 159 års dagen for Danmarks Riges Grundlov, der over alle årene – gennem 16 årtier - altså alene er blevet ændret tre gange.

En holdbar vækst

Et af de områder, hvor det er størst grund til at holde sig fra hovsaløsninger og løsreven enkeltsagspolitik, er sikringen af økonomisk ansvarlighed og en holdbar vækst.

Dansk økonomi er lige nu stærk og sund. Vi har nydt godt af flere år med ekstraordinære gode tider og vi har omsat de ekstraordinære gode tider til konkrete resultater.

I de seneste mange måneder har ledigheden kun bevæget sig ned, ned og atter ned, mens beskæftigelsen modsat er bevæget sig op, op og atter op. Det har helt konkret betydet, at tusindvis af personer er blevet løftet ud af ledighed og ind i almindelig beskæftigelse.

Vi har i årene efter regeringsskiftet i 2001 brugt de ekstraordinært gode tider til at nedbringe det offentliges store gæld fra tidligere tiders overforbrug. Lavere gæld betyder færre udgifter til renter og afdrag, og dermed har vi fået råd til vigtigere ting. Vi har øget den offentlige velfærd med 45 mia. kr., vi har fastholdt skattestoppets vished og tryghed i nu 2.382 dage og vi har sat skatten ned for i alt over 40 mia. kr.

Dertil kommer, at også Danmarks tidligere så markante gæld til udlandet er blevet mærkbart nedbragt og nu er meget beskeden.

De seneste års økonomiske højvækst har givet os mulighed for at kunne løse udfordringerne gennem serviceudvidelser. Det er blandt andet grunden til, at der er kommet så mange flere jobs i både den private og den offentlige sektor.

Nu står vi i en ny situation. Nye problemer kan ikke løses med at sende en stor check og så tro, at alting er velforvaret. For hvor er de mennesker, som skal omsætte de ekstra penge til handling, hvor er de aktive hænder, som skal udføre opgaverne og hvor er de kreative hoveder, som skal sikre nytænkning og fornyelse.

Vi står i dag i den situation, at vores største mangel er dygtig og kvalificeret arbejdskraft. De gode tider har hentet så mange ind på arbejdsmarkedet, at vi nu oftere hører om virksomheder, der siger nej til opgaver på grund af mangel på arbejdskraft, end om virksomheder, der drejer nøglen om på grund af mangel på ordre.

Det er ikke en løsning at fortsætte med at hæve budgetterne, når der ikke kan findes flere ingeniører, oversygeplejersker eller elektrikere at ansætte.

Væksten i Danmark har givet os muligheden for både at udbygge vores egne valgmuligheder til at indrette vores liv som vi hver især ønsker og for at udbygge de fælles tilbud. Væksten har som nævnt sikret arbejde til tusindvis af nu tidligere ledige og mest lykkeligt har væksten været stærk nok til at også de, som tidligere havde svært ved at komme i arbejde, nu deltager aktivt.

Uanset om der er tale om langtidsledige, personer med anden etnisk baggrund, handicappede eller lavt uddannede, så ved vi, at det er svært at bryde ud af dårlige mønstre. Men med de seneste års høje vækst er det lykkedes i hidtil uset omfang, og den succes skal vi holde fast i, for arbejde er den absolut bedste vej ud af en negativ social spiral.

I de kommende år vil ledigheden fortsat være meget lav historisk set. Men uden reformer vil den økonomiske vækst blive langt mere beskeden end vi i de senere år har været vant til.  Det kan sætte vores succeser under pres og derfor er der netop god grund til at fortsætte de seneste års reformkurs.

Vi har nemlig allerede gennemført en stribe reformer, som har været med til at bringe dansk økonomi i topform. Velfærdsaftalen sikrede en gradvis overgang til en senere pensionsalder, hvor særligt de unge generationer kommer til at bruge nogle år mere på arbejdsmarkedet.

Globaliseringsstrategien er med til at bringe Danmark i front, når det gælder forskning, uddannelse og innovation.

Aktiveringsreformer har sikret, at ledige hurtigere er vendt tilbage til et almindeligt job.

Skattelettelserne i 2004 og de, som kommer her i 2008 og 2009 giver en ekstra motivation til at yde en ekstra indsats for over 1 mio. danskere som fremover ikke skal betale mellemskat.

Endelig har vores udlændingepolitik betydet, at langt færre kommer til Danmark som asylansøgere og familiesammenførte, men til gengæld kommer endnu flere for at arbejde og studere.

De gennemførte reformer har givet ny luft til væksten og har været med til at sikre de gode tider. Men nu er luften ved at være brugt op og vi kan se, at væksten stoppes af mangel på hænder. Vi står derfor med valget mellem at acceptere flere år med en moderat vækst eller at gennemføre reformer, som giver flere hænder til arbejdsmarkedet.

Det er derfor, at regeringen har nedsat en arbejdsmarkedskommission og en skattekommission. Netop for at sikre at vi bedre matcher ledige med ledige jobs og for at sikre, at det bliver mere økonomisk attraktivt at arbejde.

Jeg hører en gang i mellem nogle spørge om det virkeligt er muligt for danskerne at arbejde mere. Og der er helt sikkert også nogle, som ikke vil eller kan lægge flere timer på arbejdet. Men sådan ser det faktisk ikke ud for alle.

Tværtimod er danskerne blandt de, som arbejder færrest timer, når vi ser på de vestlige lande. Og vi skal i gennemsnit kun arbejde ganske få timer mere om måneden, før det har store økonomiske virkninger. Og det er muligt at give danskerne en gulerod, som vil få flere til at arbejde længere.

Alle erfaringer siger nemlig, at når skatten på arbejdsindkomst sættes ned, så er vi parate til at arbejde lidt mere. Sådan har vi set det ved tidligere skattelettelser i Danmark og præcis det samme skete i Sverige, da de seneste satte skatten på arbejdsindkomst ned.

Skattekommissionen opgave er netop at få udarbejdet modeller for hvordan vi kan lette skatten på arbejde. Jeg har lovet skattekommissionen, at de får arbejdsro fra min side, så jeg vil ikke i dag kaste mig ud i bud på præcis, hvordan på arbejde skal lettes. Men jeg vil gerne pege på 2 problemer.

Det første og mest velkendte er, at alt for mange lønmodtagere betaler topskat. Faktisk viser de seneste tal, at nu er det mere end 4 ud af 10 fuldtidsansatte, som betaler ca. 63% af deres sidst tjente kroner. Det betyder jo, at det netop er ingeniøren, oversygeplejersken og elektrikeren, som i dag betaler en af verdens højeste marginalskatter. Det er klart, at det har en betydning for, hvorvidt de har lyst til at yde en ekstra times arbejde eller ej.

Det andet problem ligger i den modsatte ende af indkomstskalaen og viser, at ca. 120.000 danskere vil tjene under 50 kr. om dagen, hvis de kom i arbejde!

Når vi ser på, at de mister overførselsindkomst, skal betale skat og transport, samtidig med at de måske mister friplads og andre tilskud, så er forskellen på dagpengesatsen og arbejdsindkomst forsvindende lille for alt for mange mennesker. Det kan ikke være rimeligt, at forskellen mellem at arbejde eller ej er under 50 kr. om dagen.

Vi trænger altså til at få gennemført en skattereform og sat skatten ned på arbejde. Det er et afgørende områder, hvis vi skal løfte væksten og få råd til de mange ønsker vi har på egne og andres vegne. Lavere skat på arbejde er altså sund samfundsøkonomi.

Derudover er lavere skat altid en god liberal værdi. Jeg tror nemlig på, at I er kloge nok til at bruge jeres egne penge selv. I stedet for at jeg og mine kollegaer skal kræve så meget op i skat og bestemme, hvad jeres penge skal gå til, så vil det være bedre, hvis vi kan lade jer beholde mere af de penge I selv tjener. Lavere skat er lig med større frihed. Det er en sund liberal værdi.

Fælles værdier

Grundlovsdag var oprindelige en festdag for de kræfter i Danmark, som havde kæmpet for indførelsen af et liberalt demokrati. Altså et demokrati byggende på folkestyre og på frihed og lighed.

Helt tilbage fra 1849 har et helt kapitel i Grundloven været dedikeret til de personlige frihedsrettigheder. At den personlige frihed er ukrænkelig, at boligen er fredhellig, at vi har fri ret til at etablere virksomhed, at der er forsamlings- og foreningsfrihed og ikke mindst at vi har ytringsfrihed og trosfrihed.

Det er ganske tankevækkende, at de værdier som Monrad og Lehmann nedskrev for 159 år siden fortsat er levedygtige, betydningsfulde og afgørende den dag i dag.

Det er sådan, at vi har valgt at indrette vores samfund, og det er de værdier, vi fortsat bygger vores samfund på. Demokrati er ikke en særlig dansk opfindelse, men den måde vi udlever demokratiet på er enestående dansk.

Vi har opbygget et samfund, som er gennemsyret at fælles værdier. Et samfund, hvor vi på kryds og tværs af traditioner, politiske holdninger, religiøs baggrund og geografiske rødder, hylder værdier som ligeværdighed, respekt for andre ret, tolerance og frisind.

De værdier er formet og rundet af vores fælles historie, men også af indtryk og kulturer, som er kommet til os ude fra. De er smeltet sammen gennem Danmarks nederlag og de er hævet i triumf gennem vores sejre. De er udtrykt klarest gennem vores foreningstraditioner og sat i tale af især højskolebevægelsen.

Værdier holdes nemlig i live af ord og handlinger og værdierne kræver begge dele for at holde fast i deres betydning. Jeg tror på, at ord skaber hvad, det nævner. Og lige her har vi en stor udfordring.

Vi må nemlig indse, at vi ikke er særlige gode til at sætte ord på vores egne værdier længere. Jo, vi kan godt udtrykke os i modsætning til noget: Vi er imod ekstremisme, eller vi er modstandere af at blande religion og politik sammen.

Men hvor tit hører vi at de danske værdier bliver fremført aktivt og positivt?

Højskolerne har heller ikke længere den samme centrale placering i udformningen af generationers værdier og verdenssyn.

Endvidere har Danmark i de seneste årtier fået flere og flere borgere, som ikke har fået de fælles værdier ind med modermælken og gymnastikforeningen.

Når man kommer til et nyt land eller bare et nyt sted, så er det vigtigt at kende værdier og holdninger, hvis man gerne vil passe ind i de nye omgivelser.

Vi har vel alle prøvet at møde op på et nyt arbejde og være spændt på hvilke uskrevne regler og normer arbejdspladsen har, som ikke står i nogen håndbog. Jeg har i hvert fald selv prøvet at blive vist rundt i en ny kantine og få at vide, at der selvfølgelig ikke er faste pladser, for kun at finde ud af, at det var der i høj grad.

Vi har kun 2 muligheder for at lære de uskrevne regler på arbejdspladsen eller i samfundet. Enten ved famlende at prøve os frem og tage de knubs det giver når man overtræder reglerne eller også ved at nogle af de erfarne deler ud af deres viden og fortæller om deres normer.

I samfundet har vi været for dårlige til at få fortalt om vores fælles værdier. Vi har troet på, at alle var indforstået med vores værdier og derfor var det ikke nødvendigt at sætte ord på.

Men når ord skaber, hvad det nævner, så skabes der ingenting, når vi ikke sætter ord på.

Jeg tror ikke, at svaret på den igangværende værdikamp er at vente og se tiden an. Jeg tror ikke på, at vores værdier blot skal have tid og så vil de vinde og sætte sig i gennem.

Vi kan se, at vi udfordres af værdier, som ikke respekterer lighed mellem kønnene, ikke respekterer friheden til ytringer eller respekterer retten til selv at vælge religion.

Vores svar til de kræfter skal være i endnu højere grad at stå fast på de værdier, som har været bærende i over 159 år og som gennemstrømmer Grundlovens bogstav og ånd.

Vores værdier er nemlig værd at kæmpe og slås for, også når kampen bliver hård og omkostningerne høje. Den værdikamp, som vi oplever i Danmark raser samtidig for fuld styrke i verden omkring os. Og Danmark tager aktiv stilling. Det gør vi blandt andet ved at fastholde retten til ytringer, også ytringer vi ikke selv er enige i.

Det er jo nemt nok, at støtte ytringsfrihed, hvis det bare er de såkaldt ”rigtige meninger” som ytres. Men det er jo ikke nok kun at forsvare retten til at være enige med os selv. Det er først når ytringsfriheden er stærk nok, til at forsvare retten til ytringer, som vi er uenige i og måske endda kan føle os provokeret af, at ytringsfriheden bliver reel og får værdi.

Vi oplevede i mandags, at kampen også kan ramme os direkte i Danmark. Et angreb på en dansk ambassade er at regne direkte for et angreb på Danmark, og vi er dermed kommet med på det kedelige verdenskort over terrormål.

Jeg er rystet over det feje angreb og føler med de personer, som blev dræbt og såret, og jeg føler med de efterladte. Uanset om de sårede og dræbte fra ambassaden  var danske statsborgere eller ej, så arbejdede de for at hjælpe danske interesser og arbejdede for fredelig sameksistens i en global verden.

Men det er i en situation som denne, at vi skal vise beslutsomhed og gøre os klart, at vi er parat til at kæmpe for vores værdier. Vi skal ikke forsøge at dukke os og komme ud af terroristernes søgelys ved bøje af eller ændre vores levevis. For hvis vi gør det, så har vi allerede tabt.

Desværre har vi set, at terrorangrebet har givet anledning til at stille spørgsmål ved Danmarks udenrigspolitik.  Er vores meget aktive udenrigspolitik værd at bevare? Skulle vi ikke hellere holde os i baggrunden og lade andre lande forsvarer de ideologiske værdier? Til det kan vi alene svare et rungende NEJ!

Danmark er i en svær situation, og vi må ikke tage let på den fortsatte risiko for at der kan komme flere terrorangreb mod Danmark eller danskere i udlandet. Men det må ikke få os til at vakle eller vige. Vi skal ikke lade os bøje af formørkede terroristers fordrejede livssyn. Vi skal holde fast i en aktiv og handlende udenrigspolitik. Vi skal fortsætte vores kamp for vore værdier.

Vi skylder de, som kæmpede for at få Grundloven indført for 159 år siden at fortsætte deres kamp for de personlige friheder og for vores fælles værdier. Men vi skylder det i endnu højere grad til vores børn for at de kan vokse op og nyde de samme frihedsrettigheder som vi har nydt godt af.

Kampen skal føres både i den hjemlige debat i forhold til at forsvare den fred, frihed og frisind, som er grundlaget for vores samfund. Og kampen skal føres på den internationale scene i forhold til at arbejde for både at beskytte os selv, og også for at andre skal kunne nyde godt af de samme frihedsrettigheder.

Det er på det grundlag af vores tids frihedskamp udspiller sig og det er en kamp, som vi ikke kan tillade os at tabe.

Selv om de mange udfordringer kan synes store, så vil jeg alligevel slutte i det optimistiske hjørne.

På trods af tilbageslag og på trods af en langsom fremdrift, så har der aldrig før været så mange lande, som bekender sig til demokratiet som styreform og aldrig har så mange mennesker haft muligheden for at deltage i frie valg.

På trods af økonomiske udfordringer og en lidt mindre medvind, så har vi alle muligheder for at skabe de reformer, der igen kan fylde vind i de økonomiske sejl og give os fornyet vækst og gerne gennem lavere skat.

Og endelig på trods af pres på vores værdier, så er frihed, ligeværd og frisind værdier, som jeg tror at vi vil stå sammen om at kæmpe for så de kan fortsætte med at være danske værdier helt i tråd med Grundlovens intention.

Derfor er jeg optimistisk og ser frem til, at kunne mødes igen næste år for at fejre danske værdier og vores fælles Grundlov.

Fortsat god grundlovsdag.