Forsikring & Pension
Forsikring og Pensions bemærkninger til lovudkast om ændring af pensionsafkastloven (præciseringer af kompensationsordning)
Skatteministeriet har ved mail af 21. februar 2008 bedt om bemærkninger til udkast til lovforslag om ændring af pensionsafkastbeskatningsloven (præciseringer af kompensationsordning). Lovudkastet har J. nr. 2008-321-0008.
Med lovudkastet foreslås gennemført en række præciseringer og tekniske justeringer af den nye pensionsafkastbeskatningslov, som Folketinget vedtog sidste år (lov nr. 1535 af 19. december 2007).
Lovudkastet er identisk med PAL-elementerne i det ændringsforslag, som Skatteministeren den 8. februar 2008 stillede til 2. behandlingen af L 42. (Brintbiler)
Dette ændringsforslag har Forsikring og Pension kommenteret i brev af 19. februar til Folketingets Skatteudvalg. En sammenfatning heraf og af Skatteministerens kommentar er i lovudkastet medtaget som bilag 1.
Vi skal ikke gentage vores bemærkninger, der naturligvis gælder uændret i forhold til det seneste lovudkast.
Men vi vil dog understrege, at vi ikke er enige med skatteministeren, når skatteministeren mener, at selskaberne ikke har behov for en mulighed for ratevis udbetaling af kompensationsbeløbet, jf. at det samlede regelsæt "giver en god balance mellem hensynet til en smidig tilrettelæggelse af udbetalingsforløbet og tilskyndelsen for selskaberne til at gøre en særlig indsats for at få afsluttet udbetalingen til alle de berettigede".
Overordnet set bifalder vi dog fortsat de foreslåede præciseringer, og ser derfor frem lovforslagets vedtagelse.
Forsikring og Pension stiller sig naturligvis til rådighed, hvis der skulle være spørgsmål til denne henvendelse.
Med venlig hilsen
Carsten Andersen