Feriehusudlejernes Brancheforening
Høringssvar – Frivillig indberetning af lejeindtægter fra sommerhusudlejning - § 2, nr. 8
Feriehusudlejernes Brancheforening skal først og fremmest give udtryk for, at vi som udgangspunkt er positivt indstillet til lovforslaget om frivillig indberetning af lejeindtægter fra sommerhusudlejning.
Vi har tidligere oplyst, at der er flere aspekter, der skal belyses nærmere, og som har at gøre med den praktiske gennemførelse af indberetningen.
Ingen bureauer har i dag oplysninger liggende, som er baseret på personnummer registrering. Det betyder, at der bl.a. ved kontraktunderskrivelse om formidling af et feriehus ikke bliver kontrolleret, om den der underskriver kontrakten, også er den juridiske ejer.
Der findes også huse, som har flere ejere, og det vil ikke være uden problemer at samkøre personfølsomme oplysninger med udskillelse af del-indberetning på hver enkelt.
En 3. problemstilling er ejerskifte midt i en kontraktperiode.
Endelig er der også håndteringen af ejers egen udlejning. Det er ingen hemmelighed, at ejer kan reservere uger til ”eget brug” og at disse uger kan bruges til udlejning til 3. part. Hvordan sikres det, at ejer ”husker” at indberette indtjeningen, og at denne ikke dækker sig ind under bureauets indberetning?
Det er brancheforeningens opfattelse, at det vil være forbundet med ikke ubetydelige omkostninger at indføre en sådan ordning, og det er os ikke helt klart, hvordan ordningen skal håndteres i forhold til registerloven.
Feriehusudlejernes Brancheforening har tidligere påpeget, at der i forbindelse med indførelse af den frivillige indberetning samtidig bør ske en justering af ligningslovens § 15 O, stk. 1, vedrørende bundfradraget på kr. 7.000, der har eksisteret ureguleret siden 1993.
FB mener at bundfradraget skal hæves, og har givet et beregningseksempel i en tidligere skrivelse, hvoraf det fremgår, at et fritidshus i første kvartal 1995 kostede i gennemsnit kr. 4.489,- pr. m².
I 4. kvartal 2006 kostede det 17.742,-. (kilde: Realkreditrådet)
Dette alene tilsiger, at bundfradraget burde være steget tilsvarende fra kr. 7.000,- til kr. 27.662,- kr.
Det må ligeledes være i fælles interesse at komme den ”sorte udlejning” til livs, som FB estimerer til ca. 20 % af det samlede udlejningsmarked. Omregnet i kr. svarer det ca. til 40 mio. i mistet skatteprovenue alene på lejeindtægten.
En regulering af standardskattefradraget efter ligningslovens § 15, O stk. 1, ville efter FB´s formening helt klart komme en stor del af denne ”sorte udlejning” til livs.
Venlig hilsen
Johan Norden
Direktør