10. februar 2012
Her er du: Lovforslag > Høringssvar > L 213 (Lov nr. 540 af 06.06.07) - Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven og andre skattelove - høringssvar

26/02/07

Dinex

Høringssvar 22.02.2007 vedr. lov om selskabsskatteordning

Som landsvinder af Ernst & Youngs ”Entrepreneur of the Year 2005” har vi studeret Skatteministeriets forslag til ændret selskabsbeskatning meget nøje.

Vor nuværende position vil betyde en skattemæssig forringelse, idet vor nettorenteudgifter udgør 13,1 mil. kr., medens en forrentning af vore samlede aktiver på 6,5% betyder et fradragsberettiget renteloft på 25,4 mil.kr.

Dinex A/S er en familieejet og ejerledet virksomhed, som har ekspanderet kraftigt i de snart 25 år, vi har eksisteret:

1991-2001:    Udviklingsfasen                    Omsætning fra 20 til 175 mil.kr.

                                                                 Medarbejdere fra 33 til 240 personer.

2002-2006:    Konsolideringsfasen             Omsætning fra 175 til 473 mil.kr.

                                                                 Medarbejdere fra 240 til 750 personer.

2007-2015:    Globaliseringsfasen               Omsætning 473 til 1500 mil.kr.

                                                                 Medarbejdere fra 750 til 1500 personer.   

Globaliseringsfasen er baseret på det faktum, at vort hovedprodukt, partikelfiltre til lastbiler, busser og industrimaskiner over 3,5 t, vil være en af de mest ekspansive produktgrupper inden for automobilindustrien, og vil være kendetegnet ved, at det kun er globaliserede virksomheder, som har en chance for at kunne klare sig på verdensmarkedet.

Derfor er vore planer baseret på opkøb af 2-3 andre virksomheder inden for branchen, svarende til en investering på 500 mil.kr., som forventes lånefinansieret. Dette betyder en forøget nettorenteudgift på 25 mil.kr.

Med det fremsatte lovforslag vil en sådan ekspansion ikke være mulig med et loft på 10 mil.kr. for fuldt fradragsberettigede nettorenteudgifter. Derfor må vi konstatere, at den planlagte globaliseringsfase ikke kan gennemføres, såfremt det foreslåede rentefradragsloft fastholdes, til skade for beskæftigelsen samt den fremtidige skattemæssige indtjening.

Deres lovforslag straffer ekspansive virksomheder, som hæver sig udover iværksætterniveau, og som ønsker at være førende på det globale marked. Derfor ville det være mere retfærdigt med et fuldt fradragsberettiget rentefradragniveau, som svarer til Deres foreslåede rentefradragsloft på 6,5% af de samlede aktiver. Herved ville en ekspansion være mulig at finansiere i takt med, at de samlede aktiver forøgedes ved opkøb af andre virksomheder.

Det nuværende lovforslag vil derimod fremme kapitalfondes  opkøb af ejerledede virksomheder, idet den nødvendige lånekapital ikke kan forrentes inden for rimelighedens grænse, når der ikke er fuld fradragsret for renteudgifterne.

Vi håber på ministeriets forståelse for ovennævnte problemstilling, som er til stor skade for dansk erhvervslivs globaliseringsmuligheder.

Med venlig hilsen

Dinex A/S

Jørgen Dinesen, bestyrelsesformand