10. februar 2012
Her er du: Lovforslag > Høringssvar > L 213 (Lov nr. 540 af 06.06.07) - Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven og andre skattelove - høringssvar

26/02/07

DANVA

Høringssvar til forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven og andre skattelove (CFC-beskatning og kapitalfonde m.m.)

Dansk Vand- og Spildevandsforening, DANVA, blev for et par dage siden opmærksom på, at der er officielt høring af ovenstående lovforslag. De almene vandforsyninger og kloakforsyningerne i Danmark er som hovedregel skattefrie i dag, men således vil det ikke være i den nære fremtid. Dette hænger sammen med den lovgivningsmæssige opfølgning på det nationalpolitiske forlig om fremtiden for vandsektoren af 1. februar 2007.  På denne baggrund vil foreningen gerne fremsende nogle generelle bemærkninger til lovforslaget.

Vandsektoren (de almene vandforsyninger og kloakforsyningerne) er ligesom andre forsyningsområder karakteriseret ved et omfattende og kostbart produktions- og distributionsanlæg. Der er således tale om en sektor præget af langtidsplanlægning, store etablerings- og vedligeholdelsesomkostninger og afskrivninger over rigtig mange år.

I øjeblikket gælder der et hvile-i-sig-selv-princip for vandsektoren – og i den nære fremtid vil der blive indført et en prisloftregulering, som bl.a. indebærer, at et evt. overskud hos den enkelte forsyning skal anvendes i denne forsynings interesse. Der er således ingen sammenligning med kapitalfonders evt. aktivitet gående på overførelse af midler til udlandet, hvilket netop er en aktivitet, der søges imødegået med lovforslaget.

Foreningen har ikke haft mulighed for at nærlæse lovudkastet, og dertil kommer at det også kan være vanskeligt at lave konsekvensvurderinger, når den konkrete skatteregulering af vandsektoren ikke er på plads. Men på trods af dette vil DANVA gerne give udtryk for vor umiddelbare store bekymring for, at vandsektoren kommer til at bære en uforholdsmæssig stor del af statens finansiering af selskabsskattenedsættelsen. Vandsektoren kommer dermed til at finansiere skattelettelser til gavn for det øvrige erhvervsliv.

Det er således vor umiddelbare vurdering, at vandsektoren vil blive udsat for en urimelig negativ effekt af både stramningen af afskrivningsreglerne på driftsmidler med særligt lange levetider og begrænsningen af fradragsretten for nettofinansieringsudgifter. Naturligvis vil den økonomiske betydning afhænge af forholdene for det enkelte selskab, men det er vort indtryk, at den smidighed, der i dag er i de skattemæssige afskrivningsregler, fjernes, hvilket i mange tilfælde vil medføre en mindsket likviditet og forringe mulighederne for langtidsplanlægning.

DANVA er således skeptisk og bekymret i forhold til lovudkastets betydning for vandsektoren såvel i relation til den aktuelle situation – hvor enkelte forsyninger i vor sektor er skattepligtige - som den fremtidige. Vi vil kraftigt opfordre til, at der skaffes et overblik over forslagets økonomiske betydning for sektoren – og vi vil tilkendegive, at foreningen ikke kan støtte en beskatningspolitik, hvor forsyningerne og dens forbrugere skal finansiere skattelettelser for det øvrige erhvervsliv.

Med venlig hilsen

Susanne Vangsgård

DANVA